Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den rige mand og Lazarus

Den rige mand og Lazarus

Kapitel 88

Den rige mand og Lazarus

JESUS har lige fortalt sine disciple om den rette måde at anvende materielle midler på, idet han har forklaret at man ikke kan trælle både for rigdom og for Gud. Farisæerne, der også har hørt det, begynder at komme med hånlige bemærkninger til Jesus fordi de er pengekære. Derfor siger han til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“

Nu er dagene talte for dem der er rige på denne verdens gods og guld, eller på religiøs og politisk magt. Den slags mennesker vil blive ydmyget, mens de der erkender deres åndelige behov vil blive ophøjet. Det er dette Jesus gør opmærksom på, idet han videre siger til farisæerne:

„Loven og Profeterne var indtil Johannes [Døber]. Fra da af forkyndes Guds rige som en god nyhed, og mennesker af enhver slags trænger sig frem imod det. Men det sker lettere at himmelen og jorden forsvinder, end at én lille del af et bogstav i loven forbliver uopfyldt.“

De skriftlærde og farisæerne påstår at de overholder Moseloven, og de er stolte af det. Da Jesus i Jerusalem på mirakuløs vis havde givet en blind mand synet igen, sagde de pralende: „Vi er disciple af Moses. Vi ved at Gud har talt til Moses.“ Men nu har Moseloven opfyldt sit formål, som jo er at lede de ydmyge til Guds udnævnte konge, Jesus Kristus. Fra det tidspunkt hvor Johannes påbegyndte sin tjeneste, har alle slags mennesker, især de ydmyge og fattige, bestræbt sig for at blive undersåtter under Guds rige.

Eftersom Moseloven har opfyldt sit formål, er det ikke længere nødvendigt at overholde den. Loven tillader skilsmisse under visse omstændigheder, men nu siger Jesus: „Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.“ Hvor må denne udtalelse dog irritere farisæerne, specielt fordi de tillader at man bliver skilt af mange forskellige grunde!

Stadig henvendt til farisæerne fremholder Jesus nu en lignelse hvori to mænds sociale status eller situation bliver fuldstændig ændret. Ved du hvem de to mænd skildrer, og hvad forandringen i deres forhold betyder?

„Der var en rig mand,“ fortæller Jesus, „og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt. Men en tigger ved navn Lazarus plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår.“

Den rige mand er et billede på de jødiske religiøse ledere, ikke kun farisæerne og de skriftlærde, men også saddukæerne og de øverste præster. De er rige hvad angår åndelige forrettigheder og muligheder, og de opfører sig som den rige mand gjorde. Deres klædedragt i den kongelige farve purpur er et billede på den begunstigede stilling de indtager, og det hvide linned er et billede på deres selvretfærdighed.

Denne stolte rigmandsskare betragter de fattige, jævne mennesker med stor foragt, og kalder dem for ‛am haaʹræts, jordens (landets) folk. Tiggeren Lazarus er et billede på disse mennesker, som de religiøse ledere nægter forrettigheder og ordentlig åndelig næring. Ligesom Lazarus var fuld af sår, opfatter de de jævne mennesker som åndeligt syge og kun værdige til at omgås hunde. Imidlertid hungrer og tørster Lazarusskaren efter åndelig næring og ligger derfor ved porten, i et forsøg på at få bare en lille smule af den åndelige føde som måske falder ned fra den rige mands bord.

Derefter beskriver Jesus de forandringer der vil indtræffe for den rige mand og Lazarus. Hvori består de, og hvad er de et billede på?

Den rige mand og Lazarus bytter roller

Den rige mand er et billede på de religiøse ledere som er begunstiget med åndelige forrettigheder og muligheder, mens Lazarus er et billede på folket som hungrer efter åndelig føde. Nu fortæller Jesus imidlertid at der sker en omvæltning i de to mænds situation.

„Til sin tid døde tiggeren,“ siger Jesus, „og han blev af englene ført hen til pladsen op mod Abrahams bryst. Også den rige mand døde og blev begravet. Og han slog sine øjne op i Hades, hvor han var i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på pladsen op mod hans bryst.“

Eftersom den rige mand og Lazarus ikke er bogstavelige mennesker men hver især symboliserer en kategori af mennesker, skal deres død også forstås symbolsk. I hvilken forstand dør de?

Jesus har lige fortalt at der ville indtræffe en forandring idet han sagde at ’Loven og Profeterne var indtil Johannes, men fra da af forkyndes Guds rige’. Det er derfor som følge af Johannes’ og Jesu Kristi forkyndelse at både den rige mand og Lazarus dør i forhold til deres tidligere situation eller tilstand.

De der tilhører den ydmyge, angrende Lazarusskare, dør fra deres åndeligt fornedrede tilstand og opnår i stedet en plads i Guds gunst. Mens de tidligere så hen til de religiøse ledere for at få de smuler der faldt fra deres åndelige bord, får de nu deres åndelige behov dækket af de sandheder Jesus forkynder. De opnår derfor en begunstiget stilling, kommer så at sige til at ligge op mod brystet af den større Abraham, Jehova Gud.

I modsætning hertil kommer de der tilhører rigmandsskaren i unåde hos Gud fordi de vedvarende har nægtet at tage imod det budskab om Guds rige som Jesus forkynder. Derfor dør de fra deres tilsyneladende gunstige stilling. Ja, faktisk omtales de billedligt som om de bliver pint. Hør engang hvad den rige mand siger:

„Fader Abraham, vis mig barmhjertighed og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg martres i denne flammende ild.“ Det der piner enkeltpersoner i denne rigmandsskare er de brændende domsbudskaber fra Gud som forkyndes af Jesu disciple. De vil have disciplene til at holde op med at forkynde disse budskaber og derved lindre deres pine.

„Men Abraham sagde: ’Barn, husk at du fuldt ud har fået dit gode i din levetid, og Lazarus tilsvarende det dårlige. Men nu trøstes han her og du martres. Og foruden alt dette er der sat en stor kløft mellem os og jer, så at de der ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’“

Det er kun ret og rimeligt at der sker en sådan radikal ombytning af rollerne mellem Lazarusskaren og rigmandsskaren! Denne forandring i forholdene fuldføres nogle få måneder senere på pinsedagen i år 33, da den gamle lovpagt erstattes af den nye pagt. På det tidspunkt bliver det tydeligt for alle og enhver at disciplene har Guds gunst, og at farisæerne og andre religiøse ledere ikke har det. Den ’store kløft’ som adskiller den symbolske rige mand fra Jesu disciple står altså for Guds uforanderlige og retfærdige dom.

Den rige mand beder dernæst „fader Abraham“ om at sende Lazarus „til min faders hus — jeg har nemlig fem brødre“. Derved indrømmer den rige mand at han har et nærmere tilhørsforhold til en anden fader; denne fader er i virkeligheden Satan Djævelen. Den rige mand beder om at Lazarus vil udvande Guds domsbudskaber så hans „fem brødre“, hans religiøse allierede, „ikke også skal komme til dette pinested“.

„Men Abraham sagde: ’De har Moses og Profeterne; lad dem høre efter dem.’“ Ja, hvis ’de fem brødre’ vil slippe for pinen, behøver de kun at give agt på Moses’ og profeternes bøger, der identificerer Jesus som Messias, og dernæst blive hans disciple. Den rige mand indvender imidlertid: „Nej, fader Abraham, men hvis nogen fra de døde går til dem, vil de ændre sind.“

Men den rige mand får at vide: „Hvis de ikke hører efter Moses og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist, selv om nogen opstår fra de døde.“ Gud vil ikke tilvejebringe særlige tegn eller mirakler for at overbevise folk. Hvis man vil opnå Guds gunst må man læse i Bibelen og rette sig efter dens ord. Lukas 16:14-31; Johannes 9:28, 29; Mattæus 19:3-9; Galaterne 3:24; Kolossenserne 2:14; Johannes 8:44.

▪ Hvorfor må den rige mands og Lazarus’ død være symbolsk, og hvad skildrer deres død?

▪ Hvilke forandringer viser Jesus har fundet sted siden Johannes begyndte sin tjeneste?

▪ Hvad vil blive fjernet ved Jesu død, og hvordan vil dette påvirke spørgsmålet om skilsmisse?

▪ Hvem er henholdsvis den rige mand og Lazarus et billede på?

▪ Hvilke pinsler er den rige mand udsat for, og hvad beder han om for at opnå lindring?

▪ Hvad skildrer ’den store kløft’?

▪ Hvem er den rige mands egentlige fader, og hvem er hans fem brødre et billede på?