Kapitel 31

Disciplene plukker aks på sabbatten

SNART forlader Jesus og hans disciple Jerusalem for at vende tilbage til Galilæa. Det er forår, og på markerne står kornet med sine aks. Disciplene er sultne, så de plukker aksene og spiser dem. Men da det er sabbat går dette ikke upåagtet hen.

I Jerusalem havde religiøse ledere netop søgt at slå Jesus ihjel fordi de hævdede at han brød sabbatten. Nu er det farisæerne der kommer med en beskyldning: „Se! Dine disciple gør noget som det ikke er tilladt at gøre på sabbaten.“

Farisæerne påstår at dét at plukke aks og gnide dem mellem hænderne for at kernerne skal løsne sig så man kan spise dem, er det samme som at høste og tærske. Men deres strenge fortolkning af hvad det vil sige at arbejde har gjort sabbatten til en tung byrde, selv om det var meningen at den skulle være en glædens tid hvor man blev åndeligt opbygget. Jesus imødegår deres påstand ved at henvise til eksempler fra Skriften der viser at det aldrig har været Jehova Guds mening at hans sabbatslov skulle anvendes på så urimelig en måde.

Jesus nævner at David og hans mænd, da de engang blev sultne, gjorde ophold ved tabernaklet og spiste af fremlæggelsesbrødene. Selv om brødene allerede var erstattet med nye brød og fjernet fra bordet foran Jehova, var det i regelen kun præsterne der måtte spise dem. Men på grund af de særlige omstændigheder blev David og hans mænd alligevel ikke fordømt for at spise dem.

Idet han henviser til et andet eksempel siger Jesus: „Har I ikke læst i loven at på sabbaterne behandler præsterne i templet sabbaten som ikke-hellig og forbliver skyldfri?“ Ja, selv på sabbatten bliver præsterne ved med at slagte dyr og gøre andet arbejde ved templet for at gøre dyreofrene klar! „Men jeg siger jer,“ siger Jesus, „at der her er noget større end templet.“

Jesus formaner farisæerne: „Hvis I blot havde forstået hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer,’ ville I ikke have fordømt de skyldfri.“ Derefter slutter han med ordene: „Menneskesønnen er nemlig sabbatens Herre.“ Hvad mener Jesus med det? Han hentyder til sit tusindårige fredsriges styre.

Menneskeheden har nu i 6000 år lidt svær trældom under Satan Djævelen. Vold og krig har hørt til dagens orden. I modsætning hertil vil Kristi styre på den større sabbat blive en tid hvor man hviler fra enhver undertrykkelse og lidelse. Mattæus 12:1-8; 3 Mosebog 24:5-9; 1 Samuel 21:1-6; 4 Mosebog 28:9; Hoseas 6:6.

▪ Hvad anklages Jesu disciple for, og hvad svarer Jesus?

▪ Hvilken fejl hos farisæerne gør Jesus opmærksom på?

▪ På hvilken måde er Jesus „sabbatens Herre“?