Kapitel 65

En hemmelig rejse til Jerusalem

DET er i efteråret år 32, og løvhyttefesten nærmer sig. Siden påsken i år 31, hvor jøderne forsøgte at dræbe Jesus, har han for det meste begrænset sin virksomhed til Galilæa. Siden da har han sikkert kun været i Jerusalem for at overvære jødernes tre årlige højtider.

Jesu egne brødre tilskynder ham nu: „Tag herfra og gå til Judæa.“ Jerusalem er den vigtigste by i Judæa og hele landets religiøse center. Hans brødre tænker som så: „Ingen gør noget i det skjulte når han selv søger at blive offentligt kendt.“

Skønt Jakob, Simon, Josef og Judas ikke tror på at deres storebroder, Jesus, virkelig er Messias, vil de dog gerne have ham til at vise sine mirakuløse evner for alle der er forsamlet til højtiden. Men Jesus er klar over faren. „Verden har ingen grund til at hade jer,“ siger han, „men den hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.“ Han siger derfor til sine brødre: „Gå I op til højtiden; jeg går endnu ikke op til denne højtid.“

Løvhyttefesten varer syv dage og efterfølges af en afsluttende højtidelighed på den ottende dag. Højtiden markerer slutningen på landbrugsåret og er anledning til stor glæde og tak. Nogle dage efter at Jesu brødre er taget af sted sammen med hovedgruppen af de rejsende, tager Jesus og hans disciple af sted, men hemmeligt, uden for offentlighedens søgelys. De foretrækker vejen gennem Samaria frem for vejen langs Jordanfloden, som de fleste andre benytter.

Da Jesus og hans følge har behov for indkvartering i en samaritansk landsby, sender han nogle sendebud i forvejen for at træffe forberedelser. Men da indbyggerne finder ud af at Jesus er på vej til Jerusalem, nægter de at gøre noget for ham. Opbragte over dette spørger Jakob og Johannes: „Herre, ønsker du at vi skal byde ild komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?“ Jesus irettesætter dem fordi de foreslår noget sådant, og de går videre til en anden landsby.

Mens de går hen ad vejen, siger en skriftlærd til Jesus: „Lærer, jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“

„Ræve har huler og himmelens fugle har reder,“ svarer Jesus, „men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ Jesus vil hermed vise at den skriftlærde kommer til at lide afsavn hvis han bliver en discipel af Jesus, og noget tyder på at den skriftlærde er for stolt til at acceptere denne livsform.

Til en anden siger Jesus: „Følg mig.“

„Giv mig lov til først at tage hen og begrave min fader,“ svarer manden.

„Lad de døde begrave deres døde,“ erklærer Jesus, „men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt.“ Mandens fader er øjensynlig ikke død, for hvis han lige var død var det usandsynligt at hans søn befandt sig her og lyttede til Jesus. Sønnen beder snarere om at måtte vente til faderen engang er død. Han er ikke indstillet på at sætte Guds rige først i sit liv.

Mens de fortsætter på vejen til Jerusalem, siger en anden mand til Jesus: „Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig først lov til at tage afsked med dem der er i min husstand.“

Som svar siger Jesus: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ De der gerne vil være Jesu disciple skal have deres øjne rettet mod det at tjene Riget. Ligesom en plovfure vil blive skæv hvis manden der pløjer ikke holder blikket rettet fremad, sådan vil enhver som vender sig om for at se på den gamle tingenes ordning, let kunne komme bort fra vejen der fører til evigt liv. Johannes 7:2-10; Lukas 9:51-62; Mattæus 8:19-22.

▪ Hvad hedder Jesu brødre, og hvordan er deres syn på ham?

▪ Hvorfor er samaritanerne så ugæstfri, og hvad vil Jakob og Johannes gerne gøre ved dem?

▪ Hvilke tre samtaler fører Jesus på vejen, og hvordan fremhæver han nødvendigheden af at yde en selvopofrende tjeneste?