Kapitel 40

En lektion i barmhjertighed

JESUS befinder sig muligvis stadig i Nain, hvor han for nylig har oprejst en enkes søn; eller måske besøger han en nærliggende by. En farisæer ved navn Simon vil gerne stifte nærmere bekendtskab med den der udfører sådanne bemærkelsesværdige gerninger, og indbyder derfor Jesus til at spise hos sig.

Jesus betragter det som en lejlighed til at forkynde for de tilstedeværende og tager derfor imod indbydelsen, ligesom han før har taget imod indbydelser til at spise sammen med skatteopkrævere og syndere. Men da han træder ind i Simons hus bliver han ikke betjent så hjerteligt som gæster normalt bliver det.

Sandalklædte fødder bliver varme og snavsede af at færdes på de støvede veje, og det hører til almindelig gæstfrihed at man vasker sine gæsters fødder med køligt vand. Men Jesus får ikke sine fødder vasket da han ankommer. Han bliver heller ikke modtaget med et velkomstkys, noget som takt og tone ellers foreskriver. Ej heller bliver han modtaget med olie til sit hår, som det også er skik og brug.

Mens gæsterne ligger til bords træder en uindbudt kvinde stilfærdigt ind. I byen er hun kendt for at leve et umoralsk liv. Sandsynligvis har hun hørt Jesus undervise og blandt andet hørt ham opfordre ’alle der er tyngede af byrder, til at komme til ham og få ny styrke’. Dybt bevæget af det hun har set og hørt har hun nu opsøgt Jesus.

Hun går hen bag Jesus og knæler ved hans fødder, og da hendes tårer falder på hans fødder, tørrer hun dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og gyder vellugtende olie fra sin krukke ud over dem. Det holder Simon ikke af. „Hvis denne mand var en profet,“ tænker han, „ville han vide hvem og hvad den kvinde er som rører ved ham, at hun er en synder.“

Men Jesus opfatter hvad han tænker, og siger: „Simon, jeg har noget at sige dig.“

„Lærer, sig det!“ svarer han.

„To mænd var i gæld til en mand der lånte penge ud,“ begynder Jesus. „Den ene skyldte fem hundrede denarer, og den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han uden videre dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?“

„Jeg antager at det er den som han uden videre eftergav mest,“ siger Simon, måske med en ligegyldig mine fordi spørgsmålet ikke interesserer ham.

„Du dømte korrekt,“ svarer Jesus. Han vender sig derpå mod kvinden og siger til Simon: „Ser du denne kvinde? Jeg gik ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder. Men denne kvinde har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men denne kvinde har siden den time jeg kom ind, uden ophør ømt kysset mine fødder. Du indgned ikke mit hoved med olie; men denne kvinde indgned mine fødder med vellugtende olie.“

Kvinden har på denne måde vist at hun angrer sin umoralitet, og Jesus slutter: „I kraft af dette, siger jeg dig, er hendes synder, mange som de er, tilgivet, for hun har elsket meget; men den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“

Jesus hverken undskylder eller godkender umoralitet. Denne tildragelse viser imidlertid hvor medfølende og forstående han er over for folk der begår fejltrin, men som derpå viser at de angrer disse synder og kommer til ham for at søge lindring. Jesus giver denne kvinde ny og sand styrke idet han siger: „Dine synder er tilgivet. . . . Din tro har frelst dig; gå blot med fred.“ Lukas 7:36-50; Mattæus 11:28-30.

▪ Hvilken modtagelse får Jesus hos sin vært Simon?

▪ Hvem bliver Jesus opsøgt af, og med hvilket motiv?

▪ Hvilken billedtale fremholder Jesus, og hvilken situation overfører han den på?