Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et råd til Marta og vejledning om bøn

Et råd til Marta og vejledning om bøn

Kapitel 74

Et råd til Marta og vejledning om bøn

UNDER sin forkyndelse i Judæa kommer Jesus ind i landsbyen Betania. Det er her Marta, Maria og deres broder Lazarus bor. Muligvis har Jesus mødt dem på et tidligere tidspunkt i sin tjeneste og er derfor allerede en nær ven af de tre. I hvert fald tager Jesus hen til Martas hjem og bliver budt velkommen af hende.

Marta er straks opsat på at sørge for Jesus med det bedste hun har. Det er jo en stor ære at have den lovede Messias på besøg! Hun giver sig derfor til at tilberede en stor middag og ordne mange andre ting for at gøre Jesu ophold så behageligt og komfortabelt som muligt.

Maria, derimod, sætter sig ned ved Jesu fødder og lytter til ham. Efter et stykke tid kommer Marta hen til Jesus og siger: „Herre, tager du dig ikke af at min søster har overladt til mig alene at sørge for tingene? Sig da til hende at hun skal være med og hjælpe mig.“

Men Jesus vil ikke irettesætte Maria. I stedet giver han Marta et råd fordi hun er alt for optaget af materielle ting. Han sætter hende venligt på plads med ordene: „Marta, Marta, du er bekymret og urolig over mange ting. Kun få ting behøves, eller blot én ting.“ Dermed siger han at det ikke er nødvendigt at bruge megen tid på at tilberede mange forskellige retter mad. Nogle få retter, eller bare én ret, er nok.

Marta gør det naturligvis i den bedste hensigt; hun vil gerne være en gæstfri værtinde. Men i sin iver efter at tage sig af de materielle fornødenheder går hun glip af muligheden for at få personlig undervisning af Guds egen søn! Derfor siger Jesus: „Maria har på sin side valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“

Ved en senere lejlighed siger en discipel til Jesus: „Herre, lær os at bede, ligesom også Johannes har undervist sine disciple.“ Denne discipel har muligvis ikke været til stede da Jesus omkring halvandet år tidligere lærte dem mønsterbønnen i sin bjergprædiken. Jesus gentager derfor vejledningen, men fortsætter med en illustration for at understrege at man må være vedholdende når man beder.

„Måske en af jer har en ven,“ begynder Jesus, „og går til ham ved midnat og siger til ham: ’Ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er lige kommet rejsende til mig, og jeg har intet at sætte frem for ham!’ Og han siger indefra som svar: ’Hold op med at volde mig besvær. Døren er allerede låst, og mine børn er med mig i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget.’ Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget fordi han er hans ven, så vil han sandelig på grund af hans dristige vedholdenhed stå op og give ham hvad han behøver.“

Når Jesus bruger denne sammenligning er det ikke for at antyde at Jehova Gud nødig vil besvare anråbelser ligesom vennen i denne lignelse. Nej, Jesus gør det for at vise at hvis en uvillig ven vil lytte til vedholdende bønner, hvor meget mere vil da ikke vor kærlige himmelske Fader gøre det! Jesus fortsætter: „Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“

Jesus slår det fast ved at henvise til ufuldkomne og syndige jordiske fædre: „Ja, hvor er den fader iblandt jer som, hvis hans søn beder om en fisk, rækker ham en slange i stedet for en fisk? Eller hvis han beder om et æg, rækker ham en skorpion? Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ Ja, hvor er det dog en opmuntrende tilskyndelse Jesus her giver til at vise vedholdenhed når man beder. Lukas 10:38–11:13.

▪ Hvorfor går Marta i gang med så omfattende forberedelser?

▪ Hvad gør Maria, og hvorfor roser Jesus hende frem for Marta?

▪ Hvad får Jesus til at gentage vejledningen om hvordan man beder?

▪ Hvordan illustrerer Jesus at man skal være vedholdende når man beder?