Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gravid — men ugift

Gravid — men ugift

Kapitel 4

Gravid — men ugift

MARIA er gravid i tredje måned. Som du sikkert husker, var hun på besøg hos Elisabet under den første del af sit svangerskab. Men nu er hun kommet tilbage til sin hjemby, Nazaret, og det vil snart være almindeligt kendt i hele byen at hun venter sig. Det er selvfølgelig en meget vanskelig situation for Maria.

Hvad værre er: Maria er forlovet med tømreren Josef, og hun ved at ifølge Guds lov til Israel skal en kvinde der er forlovet med én mand men frivilligt har haft et seksuelt forhold til en anden, stenes til døde. Hvordan kan hun nu forklare sin graviditet over for Josef?

Eftersom Maria har været borte i tre måneder, er der ingen tvivl om at Josef glæder sig til at se hende igen. Da de mødes prøver Maria sandsynligvis at fortælle ham nyheden på en skånsom måde. Hun gør sikkert sit bedste for at forklare at det er ved Guds hellige ånd hun er blevet gravid. Men som man kan forestille sig, er det meget svært for Josef at forstå.

Josef ved at Maria har et godt omdømme, og det er tydeligt at han holder meget af hende. Men uanset hvad hun siger, ser det ud til at hun er blevet gravid med en anden mand. Alligevel ønsker Josef ikke at hun skal stenes til døde eller udsættes for offentlig vanære. Derfor beslutter han sig til at skille sig fra hende i al hemmelighed. På den tid regnede man en forlovelse for lige så bindende som ægteskab. For at hæve forlovelsen måtte man derfor lade sig skille.

Senere, mens Josef stadig overvejer sagen, falder han i søvn. Jehovas engel viser sig for ham i en drøm og siger: „Vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd. Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han vil frelse sit folk fra dets synder.“

Da Josef vågner igen er han meget taknemmelig. Han gør straks som engelen har sagt og fører Maria til sit hjem. Denne offentlige handling er i virkeligheden en bryllupsceremoni der skal vise over for alle at Josef og Maria nu kan betragtes som gifte. Josef har imidlertid ikke noget seksuelt forhold til Maria før hun har født Jesus.

Men se! Maria er højgravid, og alligevel sætter Josef hende op på et æsel. Hvor skal de hen? Og hvorfor begiver de sig ud på en rejse når Maria snart skal føde? Lukas 1:39-41, 56; Mattæus 1:18-25; 5 Mosebog 22:23, 24.

▪ Hvad tænker Josef da han hører at Maria venter sig, og hvorfor?

▪ Hvordan kan Josef lade sig skille fra Maria når de endnu ikke er gift?

▪ Hvilken offentlig handling tjener som vielsesceremoni for Josef og Maria?