Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jesu første mirakel

Jesu første mirakel

Kapitel 15

Jesu første mirakel

DER er kun gået en dag eller to siden Andreas, Peter, Johannes, Filip, Natanael og måske Jakob er blevet Jesu første disciple. De er nu på vej hjem til landsdelen Galilæa, hvor de alle sammen stammer fra. Deres bestemmelsessted er Kana, Natanaels hjemby, der ligger i bjergene ikke langt fra Nazaret, hvor Jesus er vokset op. De er blevet inviteret til en bryllupsfest i Kana.

Jesu moder, Maria, er også kommet til brylluppet. Det ser ud til at hun, som en nær ven af de nygiftes familie, hjælper med at betjene de mange gæster. Derfor bemærker hun snart at noget mangler, og hun siger til Jesus: „De har ingen vin.“

Da Maria med denne udtalelse i virkeligheden antyder at Jesus bør gøre noget ved mangelen på vin, reagerer han først modvilligt. „Hvad har jeg med dig at gøre?“ spørger han. Som Guds udnævnte konge kan han ikke lade sine handlinger diktere af familie eller venner. Derfor overlader Maria klogeligt sagen i sin søns hænder og siger blot til tjenerne: „I skal gøre hvad han end siger til jer.“

Der er seks store vandkar af sten som hver kan rumme mere end 40 liter. Jesus siger til tjenerne: „Fyld karrene med vand.“ Og tjenerne fylder dem til randen. Så siger Jesus: „Øs nu noget op og bring det til skafferen.“

Skafferen, lederen af festen, er forbavset over vinens høje kvalitet og indser ikke at den er blevet til ved et mirakel. Han kalder på brudgommen og siger: „Ethvert andet menneske sætter først den gode vin frem, og når folk er blevet berusede, den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.“

Dette er det første mirakel Jesus gør, og disciplenes tro på ham styrkes da de ser det. Efter dette rejser Jesus sammen med sin moder, sine halvbrødre og sine disciple til byen Kapernaum ved Galilæas Sø. Johannes 2:1-12.

▪ På hvilket tidspunkt under Jesu tjeneste finder bryllupsfesten i Kana sted?

▪ Hvorfor misbilliger Jesus sin moders forslag?

▪ Hvilket mirakel gør Jesus, og hvordan virker det på andre?