Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jesus viser en spedalsk medfølelse

Jesus viser en spedalsk medfølelse

Kapitel 25

Jesus viser en spedalsk medfølelse

EFTERHÅNDEN som Jesus og de fire disciple besøger Galilæas byer, spredes nyheden om de vidunderlige ting han gør, i hele området. Rygtet om hans gerninger når også en by hvor der bor en spedalsk. Lægen Lukas siger endda om denne mand at han er „fuld af spedalskhed“. Det er en frygtelig sygdom, der i et fremskredet stadium langsomt vansirer forskellige dele af legemet. Så denne spedalske mand er i en ynkelig forfatning.

Da Jesus kommer ind til byen nærmer den spedalske sig ham. Ifølge Guds lov skal en spedalsk advare andre ved at råbe: „Uren, uren!“ — for at de ikke skal komme ham for nær og blive smittet. Den spedalske falder nu på sit ansigt og beder Jesus: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“

Denne mand har virkelig en stærk tro på Jesus, men hans sygdom gør ham uden tvivl ynkelig at se på. Hvordan reagerer Jesus? Hvordan ville du reagere? Fuld af medfølelse rækker Jesus hånden frem og rører ved manden, idet han siger: „Jeg vil. Bliv ren.“ Og straks forsvinder spedalskheden fra ham.

Kunne du ikke tænke dig at have en så medfølende mand som konge over dig? Den måde Jesus behandler den spedalske på, giver os tillid til at denne bibelprofeti vil blive opfyldt under hans riges styre: „Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“ Ja, Jesus vil opfylde sit hjertes ønske om at hjælpe alle der er plaget af sygdom.

Allerede før mødet med den spedalske mand har Jesu tjeneste skabt stort røre blandt folket. Som en opfyldelse af Esajas’ profeti siger Jesus nu til den helbredte: „Se til at du ikke fortæller nogen noget.“ Derpå tilføjer han: „Gå hen og fremstil dig for præsten og bring de ofre for din renselse som Moses har fastsat, så det kan være et vidnesbyrd for dem.“

Men manden er så lykkelig at han ikke kan holde dette mirakel for sig selv. Han går ud og begynder at fortælle nyheden overalt — hvorved han sandsynligvis vækker så stor interesse og nysgerrighed blandt folket at Jesus ikke åbenlyst kan gå ind i en by. Derfor opholder Jesus sig på afsidesliggende og øde steder, og folk kommer alle vegne fra for at lytte til ham og blive helbredt for deres sygdomme. Lukas 5:12-16; Markus 1:40-45; Mattæus 8:2-4; Tredje Mosebog 13:45; 14:10-13; Salme 72:13; Esajas 42:1, 2.

▪ Hvad kan spedalskhed føre til, og hvordan skulle en spedalsk advare andre?

▪ Hvordan bønfalder en spedalsk Jesus, og hvad kan vi lære af den måde Jesus reagerer på?

▪ På hvilket punkt adlyder den helbredte mand ikke Jesus, og hvilke konsekvenser får det?