Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kilden til lykke

Kilden til lykke

Kapitel 75

Kilden til lykke

DENGANG Jesus forkyndte i Galilæa udførte han mange mirakler, og det samme gør han nu i Judæa. For eksempel uddriver han en dæmon som har gjort en mand stum. Skarerne er forbløffede, men nogle kritikere kommer med den samme påstand som Jesus havde mødt i Galilæa: „Han uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, dæmonernes hersker.“ Andre kræver større beviser for at han er den han giver sig ud for at være, og de sætter ham på prøve ved at bede ham om et tegn fra himmelen.

Da Jesus kender deres tanker, svarer han dem på samme måde som han svarede kritikerne i Galilæa. Han bemærker at et rige som er kommet i splid med sig selv vil falde, og spørger: „Hvis altså også Satan er i splid med sig selv, hvordan kan hans rige da bestå?“ Han gør også opmærksom på hvor alvorligt disse modstandere er stillet: „Hvis det er ved hjælp af Guds finger jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“

De der ser Jesu mirakler burde reagere på samme måde som dem der flere hundrede år tidligere havde set Moses udføre et mirakel, og som udbrød: „Det er Guds finger!“ Det var også „Guds finger“ der udhuggede de ti bud på stentavlerne. Og det er „Guds finger“ — hans hellige ånd, eller virksomme kraft — der sætter Jesus i stand til at uddrive dæmoner og helbrede syge. Guds rige har virkelig overrasket disse modstandere, for Jesus, der er udpeget til at være Rigets konge, befinder sig midt iblandt dem.

Når Jesus kan uddrive dæmoner, må hans magt være større end Satans. Det er, siger Jesus, ligesom når en velbevæbnet mand der vogter sit palads bliver overmandet af en der er stærkere end han. Jesus bruger også en lignelse han tidligere har benyttet i Galilæa, en lignelse om et menneske der er blevet renset for en uren ånd. Hvis mennesket ikke fylder tomrummet med gode ting, vender ånden tilbage sammen med syv andre, og så bliver dette menneskes tilstand værre end den var før.

En kvinde fra mængden som lytter til denne undervisning, føler sig nu bevæget til højt at udbryde: „Lykkeligt er det moderliv som bar dig, og det bryst som du diede!“ Det er forståeligt at hun reagerer sådan da det er enhver jødisk kvindes ønske at blive moder til en profet, og i særdeleshed til Messias. Hun mener åbenbart at Maria kan være særlig lykkelig fordi hun er moder til Jesus.

Men Jesus gør med det samme kvinden opmærksom på hvad der er den sande kilde til lykke. „Næh,“ siger han, „lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ Jesus antydede på intet tidspunkt at der skulle vises hans moder, Maria, nogen særlig ære. Han viste at man kan finde sand lykke ved at være en trofast tjener for Gud, og ikke ved hjælp af slægtskabsbånd eller visse bedrifter.

Ligesom i Galilæa irettesætter Jesus også her i Judæa dem der beder om et tegn fra himmelen. Han siger at der ikke vil blive givet dem noget tegn ud over Jonas’ tegn. Jonas blev et tegn både ved at opholde sig tre dage i fisken og ved sin frimodige forkyndelse, som resulterede i at ninevitterne blev bevæget til at ændre sind. „Og se, her er mere end Jonas,“ siger Jesus. Dernæst omtaler han dronningen af Sabas forundring over Salomons visdom, og siger: „Se, her er mere end Salomon.“

Når man tænder en lampe sætter man den ikke ned i en kælder eller under et kar, nævner Jesus. Man sætter den på en stander så lyset kan ses. Måske vil han derved antyde at hvis han bliver ved at undervise og udføre mirakler for disse stivnakkede mennesker, vil det være som at skjule lyset fra en lampe. De har ikke ’et klart øje’ der ser tingene som de er, så Jesus opnår intet ved sine mirakler.

Han har lige uddrevet en dæmon og fået en stum til at tale. Det burde få mennesker med ’et klart øje’ til at prise denne strålende bedrift og forkynde den gode nyhed! Men sådan handler disse kritikere ikke. Det får Jesus til at konkludere: „Vær derfor opmærksom. Måske er det lys som er i dig mørke. Hvis derfor hele dit legeme er lyst og slet ingen del af det mørkt, vil det hele være lyst, som når en lampe oplyser dig med sine stråler.“ Lukas 11:14-36; 2 Mosebog 8:18, 19; 31:18; Mattæus 12:22, 28.

▪ Hvordan reagerer tilhørerne da Jesus helbreder en mand?

▪ Hvad er „Guds finger“, og hvordan har Guds rige overrasket Jesu tilhørere?

▪ Hvad er kilden til sand lykke?

▪ Hvordan kan øjet være ’klart’?