Kapitel 41

Modstridende meninger om Jesus

KORT efter at Jesus har besøgt Simon indleder han sin anden forkyndelsesrejse i Galilæa. På sin foregående rejse i området var han ledsaget af sine første disciple, Peter, Andreas, Jakob og Johannes. Men nu er han sammen med de tolv apostle foruden nogle kvinder, deriblandt Maria Magdalene, Susanna, og Johanna, hvis mand har en høj stilling hos kong Herodes.

Efterhånden som Jesu tjeneste intensiveres, øges også uenigheden omkring hans gerninger. Man kommer til ham med en dæmonbesat mand der er blind og stum, og da Jesus befrier ham for dæmonerne så han både kan se og tale, er de mange mennesker simpelt hen betagede. „Dette skulle vel ikke være Davidssønnen?“ siger de.

Folk samler sig i så stort tal omkring det hus Jesus befinder sig i, at han og hans disciple ikke engang kan spise et måltid. Foruden dem der tænker at han måske er den lovede ’Davidssøn’, er der skriftlærde og farisæere som er kommet hele vejen fra Jerusalem for at bringe ham i vanry. Da Jesu slægtninge hører om det røre der er opstået omkring ham, kommer de hen for at få fat i ham. Hvorfor?

Blandt andet fordi Jesu egne brødre endnu ikke tror at han er Guds søn. Desuden ligner det slet ikke den Jesus de kender fra drengeårene i Nazaret at foranstalte en sådan tumult og uenighed. Derfor tror de at der er noget mentalt i vejen med Jesus. „Han er gået fra forstanden,“ konkluderer de, og de vil føre ham bort med magt.

Men Jesus har jo vitterlig helbredt den dæmonbesatte mand. Det véd de skriftlærde og farisæerne at de ikke kan bortforklare. For at bringe Jesus i vanry siger de derfor til folket: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebul, dæmonernes hersker.“

Men Jesus, der kender deres tanker, kalder de skriftlærde og farisæerne til sig og siger: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå?“

Hvilken indlysende logik! Og da farisæerne påstår at nogle af deres egne også har uddrevet dæmoner, spørger Jesus dem: „Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, ved hvem uddriver jeres sønner dem da?“ Deres anklage mod Jesus kan altså lige så vel rettes mod dem selv. Han advarer dem derpå: „Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“

Hans magt til at uddrive dæmoner må være et bevis på at han også har magt over Satan. „Hvordan kan nogen trænge ind i en stærk mands hus og tage hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand? Derpå vil han så plyndre hans hus. Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.“ Farisæerne er tydeligvis imod Jesus — og viser derved at de går Satans ærinde. De spreder israelitterne ved at jage dem bort fra Jesus.

Jesus advarer derfor disse djævelske modstandere om at ’bespottelse imod ånden ikke vil blive tilgivet’. Han uddyber det: „Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ Disse skriftlærde og farisæere har begået en utilgivelig synd ved ondsindet at tilskrive Satan det der ganske klart er et resultat af Guds hellige ånds mirakuløse virke. Mattæus 12:22-32; Markus 3:19-30; Johannes 7:5.

▪ Hvorved adskiller Jesu anden rejse i Galilæa sig fra hans første?

▪ Hvorfor prøver Jesu slægtninge at få fat i ham?

▪ Hvordan forsøger farisæerne at drage Jesu mirakler i tvivl, og hvordan gendriver Jesus deres påstande?

▪ Hvad gør disse farisæere sig skyldige i, og hvorfor?