Kapitel 124

Overgivet og ført bort

DEN tavse værdighed Jesus viser, selv under tortur, gør indtryk på Pilatus, så denne prøver igen at få ham løsladt. Men det gør kun de øverste præster endnu mere vrede. Fast besluttede på at intet skal komme i vejen for deres onde planer, råber de igen: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“

„Tag I ham og pælfæst ham,“ svarer Pilatus. (Det er meget muligt at jøderne, i modsætning til hvad de har hævdet, har myndighed til at henrette nogle der har begået særlig alvorlige religiøse overtrædelser.) „Jeg finder ingen skyld hos ham,“ siger Pilatus. Det er mindst femte gang han erklærer Jesus skyldfri.

Da jøderne har set at deres politiske anklager ikke fører til noget, vender de nu tilbage til en religiøs anklage, den beskyldning om gudsbespottelse de brugte da Jesus stod over for Sanhedrinet. „Vi har en lov,“ siger de, „og efter den lov bør han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“

Denne anklage er ny for Pilatus, og den gør ham endnu mere bange. Han forstår allerede at Jesus ikke er noget almindeligt menneske; det fremgår både af hans hustrus drøm og af den usædvanlige karakterstyrke Jesus viser. Men „Guds søn“? Pilatus véd at Jesus stammer fra Galilæa. Men kan han have haft et tidligere liv? Pilatus tager ham med ind i paladset igen og spørger: „Hvor er du fra?“

Jesus forholder sig tavs. Han har allerede fortalt Pilatus at han er konge, men at hans rige ikke er en del af denne verden. Det ville ikke tjene noget formål at komme med yderligere forklaringer nu. Men det sårer Pilatus’ stolthed at Jesus nægter at svare, så han farer op over for Jesus og siger: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke at jeg har myndighed til at frigive dig og jeg har myndighed til at pælfæste dig?“

„Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra,“ svarer Jesus respektfuldt. Han hentyder til at Gud har givet jordiske herskere myndighed til at forvalte forholdene her på jorden. Og han tilføjer: „Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd.“ Ja, ypperstepræsten Kajfas og hans medsammensvorne og Judas Iskariot — de har større skyld end Pilatus for den uret man gør mod Jesus.

Pilatus er mere og mere imponeret af Jesus, og bange for at han er af guddommelig oprindelse. Han forsøger igen på at få Jesus løsladt, men jøderne affejer ham, og nu vender de snedigt tilbage til deres politiske anklage: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“

På trods af denne slet skjulte trussel tager Pilatus igen Jesus med udenfor og appellerer: „Se! Jeres konge!“

„Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!“

„Skal jeg pælfæste jeres konge?“ spørger Pilatus desperat.

Jøderne har sukket og klaget under romernes herredømme, ja, de foragter romerne. Men nu hykler de øverste præster: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“

Af frygt for sin politiske stilling og sit ry giver Pilatus da endelig efter for jødernes ubønhørlige krav. Han overgiver Jesus. Soldaterne tager purpurklædningen af Jesus og giver ham hans egne yderklæder på. Jesus føres af sted for at blive pælfæstet, og tvinges til at bære sin egen marterpæl.

Det er nu midt på formiddagen, måske op mod middag, fredag den 14. nisan. Jesus har været oppe siden tidligt torsdag morgen, og han har været igennem den ene pinefulde oplevelse efter den anden. Det er ikke så mærkeligt at hans kræfter hurtigt svinder under vægten af pælen. En forbipasserende, en mand ved navn Simon fra Kyrene i Afrika, får pålagt som tvungen tjeneste at bære pælen. Mens de bevæger sig fremad slutter mange sig til dem, deriblandt kvinder som slår sig selv af sorg og kommer med klageråb over Jesus.

Han vender sig til kvinderne og siger: „Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd derimod over jer selv og over jeres børn; for, se, der skal komme dage i hvilke folk vil sige: ’Lykkelige er de ufrugtbare kvinder, og de moderliv som ikke fødte, og de bryster som ikke gav die!’ . . . For hvis man gør disse ting når træet er med saft, hvad vil der så ske når det er vissent?“

Jesus hentyder til den jødiske nations ’træ’, der stadig har en vis livssaft i sig fordi Jesus og en rest som tror på ham stadig er hos den. Men når disse fjernes fra nationens midte, er der kun et åndeligt dødt træ eller samfund tilbage, ja, en vissen nation. Og hvor vil der blive grund til klage når de romerske hære, som Guds eksekutionsstyrker, lægger den jødiske nation øde! Johannes 19:6-17; 18:31; Lukas 23:24-31; Mattæus 27:31, 32; Markus 15:20, 21.

▪ Hvilken anklage retter de religiøse ledere mod Jesus da deres politiske anklager ikke fører til noget?

▪ Hvorfor bliver Pilatus mere bange?

▪ Hvem bærer den største skyld for det der sker med Jesus?

▪ Hvordan får præsterne Pilatus til at overgive Jesus til henrettelse?

▪ Hvad siger Jesus til de kvinder der kommer med klageråb over ham, og hvad mener han med at træet er henholdsvis „med saft“ og „vissent“?