Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Praktisk visdom sikrer fremtiden

Praktisk visdom sikrer fremtiden

Kapitel 87

Praktisk visdom sikrer fremtiden

JESUS har lige fremholdt lignelsen om den fortabte søn for en skare der består af hans disciple, nogle uærlige skatteopkrævere og andre der er kendt som syndere, foruden nogle skriftlærde og farisæere. Nu henvender han sig til sine disciple med en billedtale om en rig mand der har hørt ufordelagtige rygter om sin husholder.

Jesus fortæller at den rige mand tilkalder sin husholder og gør det klart for ham at han vil afskedige ham. „Hvad skal jeg gøre, i betragtning af at min herre vil tage stillingen som husholder fra mig?“ spørger husholderen ved sig selv. „Jeg magter ikke at grave, og jeg skammer mig ved at tigge. Jo, nu ved jeg hvad jeg vil gøre, så folk vil tage imod mig i deres hjem når jeg er sat fra stillingen som husholder.“

Hvad går hans plan ud på? Jo, han tilkalder alle sin herres skyldnere og spørger hver enkelt: „Hvor meget skylder du?“

Den første svarer: ’2200 liter olivenolie.’

’Tag din skriftlige overenskomst her og sæt dig og skriv hurtigt 1100,’ siger husholderen.

Han spørger så en anden: ’Og du, hvor meget skylder du?’

Denne svarer: ’22.000 liter hvede.’

’Tag din skriftlige overenskomst her og skriv 18.000.’

Husholderen har fuldmagt til at nedskære nogle af sin herres tilgodehavender, eftersom han stadig er ansvarlig for dennes forretningsanliggender. Ved at nedbringe skyldnernes gæld skaffer han sig venner som vil gengælde ham hans tjenester når han mister sin stilling.

Da hans herre hører hvad der er sket, bliver han imponeret. Ja, han „roste husholderen, fordi han, skønt uretfærdig, handlede med praktisk visdom“. Og Jesus tilføjer: „Denne tingenes ordnings sønner er på en praktisk måde visere over for deres egen generation end lysets sønner er.“

Jesus uddrager nu billedtalens pointe og tilskynder sine disciple: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“

Jesus roser ikke husholderen for hans uretfærdighed men for hans fremsynethed og praktiske visdom. Ofte anvender „denne tingenes ordnings sønner“ kløgtigt deres penge og stilling til at skaffe sig venner der vil gengælde dem deres gunstbevisninger. Guds tjenere, „lysets sønner“, må også forstandigt anvende deres materielle besiddelser, deres „uretfærdige rigdom“, så det bliver til deres fordel.

Men som Jesus siger, skal de bruge deres rigdomme til at skaffe sig venner der kan modtage dem i „de evige boliger“. For den lille hjord er disse boliger i himmelen, og for ’de andre får’ i et jordisk paradis. Eftersom det kun er Jehova Gud og hans søn der kan byde „lysets sønner“ indenfor i disse boliger, er det med dem vi bør opdyrke et venskab, idet vi anvender vor „uretfærdige rigdom“ til fremme af Rigets interesser. Og når de materielle rigdomme svigter eller forsvinder, hvilket de gør på et tidspunkt, vil vi have sikret vor evige fremtid.

Jesus fortæller videre at de der trofast forvalter deres materielle ejendele, også vil være trofaste i vigtigere anliggender. „Derfor,“ fortsætter Jesus, „hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande [de åndelige interesser]? Og hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med det en anden ejer [Rigets interesser som Gud betror sine tjenere], hvem vil da give jer noget at eje selv [den belønning at opnå liv i de evige boliger]?“

Det er umuligt at være en sand tjener for Gud og samtidig træl af den uretfærdige, materielle rigdom, for som Jesus til sidst siger: „Ingen tjener i et hus kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for rigdom.“ Lukas 15:1, 2; 16:1-13; Johannes 10:16.

▪ Hvordan skaffer husholderen i Jesu billedtale sig venner der kan hjælpe ham senere?

▪ Hvad er „den uretfærdige rigdom“, og hvordan skaffer vi os venner ved hjælp af den?

▪ Hvem kan byde os indenfor i „de evige boliger“, og hvad er det for boliger?