Kapitel 111

Tegnet på de sidste dage

DET er nu blevet tirsdag eftermiddag. Mens Jesus sidder på Oliebjerget og ser ned på templet, kommer Peter, Andreas, Jakob og Johannes hen til ham. De er bekymrede for templet, eftersom Jesus lige har forudsagt at der ikke vil blive ladt sten på sten tilbage i det.

Men tilsyneladende har de også andet i tanke da de henvender sig til Jesus. Han har nogle få uger tidligere talt om sin „nærværelse“, en tidsperiode hvor „Menneskesønnen åbenbares“. Og ved en anden lejlighed har han fortalt dem om „afslutningen på tingenes ordning“. Apostlene er derfor meget nysgerrige.

De siger: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske [de ting der resulterer i at Jerusalem og templet bliver ødelagt], og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ I virkeligheden spørger de om tre ting. Først spørger de om hvornår enden kommer for Jerusalem og templet, derpå om hvornår Jesus vil være nærværende i Rigets magt, og til slut spørger de om hvornår enden på hele denne tingenes ordning vil indtræffe.

I den omfattende redegørelse Jesus giver, besvarer han alle tre spørgsmål. Han giver dem et tegn som viser hvornår den jødiske tingenes ordning skal ende; men han giver mere end det. Han giver dem også et tegn som vil hjælpe hans fremtidige disciple til at indse at de lever under hans nærværelse og tæt på enden for hele denne tingenes ordning.

I de følgende år ser apostlene opfyldelsen af Jesu profeti. Ja, netop de ting han forudsagde begynder at ske på deres tid. De kristne der lever 37 år efter, i år 70, bliver derfor ikke overrumplede da den jødiske ordning og dens tempel bliver ødelagt.

Kristi nærværelse og afslutningen på tingenes ordning kommer imidlertid ikke i år 70. Hans nærværelse i Rigets magt skulle indtræffe på et langt senere tidspunkt. Men hvornår? Det vil en gennemgang af Jesu profeti vise.

Jesus forudsiger at der vil være „krige og rygter om krige“. „Nation skal rejse sig mod nation,“ siger han, og der vil være hungersnød, jordskælv og pest. Hans disciple vil blive hadet og dræbt. Falske profeter vil fremstå og vildlede mange. Lovløsheden vil tiltage og kærligheden vil blive kold hos de fleste. Samtidig vil den gode nyhed om Guds rige blive forkyndt til et vidnesbyrd for alle nationerne.

Jesu profeti får kun en delvis opfyldelse før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70, for den endelige opfyldelse vil finde sted under hans nærværelse og ved afslutningen på tingenes ordning. Et omhyggeligt studium af verdensbegivenhederne siden 1914 viser at Jesu betydningsfulde profeti har fået sin fulde opfyldelse siden da.

En anden del af det tegn Jesus giver, er at „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ vil fremstå. I år 66 viser denne afskyelighed sig i skikkelse af de romerske „lejrede hære“ der omringer Jerusalem og underminerer tempelmuren. „Afskyeligheden“ står hvor den ikke bør stå.

I den større opfyldelse af tegnet er afskyeligheden Folkeforbundet og dets efterfølger, De Forenede Nationer. Denne organisation til bevarelse af verdensfred betragtes af kristenheden som en stedfortræder for Guds rige. Hvor afskyeligt! Når tiden kommer vil de politiske magter sammen med FN derfor vende sig mod kristenheden (det modbilledlige Jerusalem) og lægge den øde.

Jesus forudsiger: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ Selv om Jerusalems ødelæggelse i år 70 virkelig kunne kaldes en stor trængsel, da den skal have krævet over en million dødsofre, var den ikke en større trængsel end den verdensomspændende vandflod på Noas tid. Den endelige opfyldelse af denne del af Jesu profeti mangler således stadig.

Tillid i de sidste dage

Mens tirsdag den 11. nisan nærmer sig sin afslutning, fortsætter Jesus samtalen med sine apostle om tegnet på sin nærværelse i Rigets magt og på denne tingenes ordnings afslutning. Han advarer dem imod at følge falske messiasser. Der vil blive gjort forsøg på at „vildlede endog de udvalgte, om muligt“, siger han. Men ligesom vidtskuende ørne vil de udvalgte samles hvor den sande åndelige føde findes, det vil sige hos den sande Messias under hans usynlige nærværelse. De vil ikke lade sig vildlede og samles om en falsk messias.

Falske messiasser kan kun være synligt nærværende. I modsætning hertil vil Jesu nærværelse være usynlig. Den vil finde sted i en gruopvækkende periode i menneskets historie, som Jesus siger: „Solen [skal] formørkes, og månen skal ikke give sit lys.“ Ja, dette vil være den mørkeste periode i menneskets historie. Det vil være som om solen er formørket om dagen og månen ikke giver sit lys om natten.

„Himlenes kræfter skal rystes,“ fortsætter Jesus. Derved antyder han at de bogstavelige himle vil antage et ildevarslende udseende. Himlene vil ikke kun være fuglenes hjemsted. De vil også være fyldt med krigsfly, raketter og satellitter. Frygten og volden vil overgå alt hvad man hidtil har oplevet i menneskets historie.

Som Jesus videre siger, vil det resultere i „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord“. Denne den mørkeste periode i menneskets historie vil føre frem til det tidspunkt hvor, som Jesus siger, „Menneskesønnens tegn [vil] vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg“.

Det er imidlertid ikke alle der vil sørge når ’Menneskesønnen kommer med magt’ for at ødelægge denne onde tingenes ordning. „De udvalgte“, de 144.000 der skal regere sammen med Kristus i hans himmelske rige, vil ikke sørge, og det vil deres medarbejdere heller ikke, dem Jesus tidligere har omtalt som sine „andre får“. Selv om de lever i den mørkeste periode i menneskehedens historie, reagerer de på Jesu opmuntrende ord: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“

For at hjælpe sine disciple i de sidste dage til at afgøre hvor nær de er ved afslutningen, fremholder Jesus denne billedtale: „Se figentræet og alle de andre træer: Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær. Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“

Når hans disciple ser de mange enkelte dele af tegnet gå i opfyldelse, bør de indse at enden for denne tingenes ordning er nær og at Guds rige snart vil fjerne al ondskab. Ja, enden vil komme inden for de menneskers levetid der ser opfyldelsen af alt det Jesus forudsiger! Jesus tilskynder dem af hans disciple der lever i de sidste dage, med ordene:

„Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“

De kloge og de tåbelige jomfruer

Jesus har netop besvaret sine apostles spørgsmål om hvad der vil være tegnet på hans nærværelse i Rigets magt. Nu afslører han flere detaljer af tegnet ved hjælp af tre lignelser eller billedtaler.

Opfyldelsen af hver enkelt lignelse vil kunne iagttages af dem der lever under hans nærværelse. Han indleder den første med ordene: „Da vil himlenes rige være som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge.“

Med udtrykket ’himlenes rige vil være som ti jomfruer’, mener Jesus ikke at den ene halvdel af dem der arver det himmelske rige er tåbelige og den anden halvdel er kloge! Nej, han omtaler nogle bestemte forhold der vil gøre sig gældende i forbindelse med himlenes rige.

De ti jomfruer er et billede på alle kristne der har udsigt til, eller hævder at have udsigt til, at få del i himlenes rige. Den kristne menighed blev på pinsedagen i år 33 lovet bort til ægteskab med den opstandne, herliggjorte brudgom, Jesus Kristus. Brylluppet skulle dog først finde sted i himmelen på et senere, ikke nærmere angivet, tidspunkt.

I billedtalen går de ti jomfruer ud for at byde brudgommen velkommen og slutte sig til brudefølget. Når han ankommer vil de med deres lamper oplyse den vej følget skal gå, til ære for brudgommen når han fører sin brud til det hus der er gjort klar til hende. Jesus siger imidlertid: „De tåbelige tog . . . deres lamper men tog ikke olie med sig, hvorimod de kloge, sammen med deres lamper, tog olie i deres beholdere. Da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn.“

At brudgommen er længe om at komme viser at Kristi nærværelse som indsat konge vil finde sted i en fjern fremtid. Han bliver først indsat på tronen i 1914. Under den lange nat der går forud, falder alle jomfruerne i søvn. Men det er ikke det de bliver fordømt for. Grunden til at de tåbelige jomfruer bliver fordømt er at de ikke har olie i deres beholdere. Jesus fortæller nu at jomfruerne bliver vækket før brudgommen ankommer: „Midt om natten lød der et råb: ’Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.’ Så stod alle jomfruerne op og bragte deres lamper i orden. De tåbelige sagde til de kloge: ’Giv os noget af jeres olie, for vores lamper er ved at gå ud.’ De kloge svarede med ordene: ’Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.’“

Olien er et billede på det der får de sande kristne til hele tiden at skinne som lysspredere, nemlig Guds inspirerede ord, som de kristne bevarer et fast greb om, samt den hellige ånd, som hjælper dem til at forstå det. Den åndelige olie sætter de kloge jomfruer i stand til at lade lyset skinne når de byder brudgommen velkommen da han kommer med sit følge til bryllupsfesten. De tåbelige jomfruer har imidlertid ikke den nødvendige åndelige olie i deres beholdere, det vil sige i sig selv. Jesus beskriver hvad der sker herefter:

„Mens [de tåbelige jomfruer] gik hen for at købe [olie], ankom brudgommen, og de jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten, og døren blev lukket. Bagefter kom de andre jomfruer også, og de sagde: ’Herre, herre, luk op for os!’ Som svar sagde han: ’Jeg siger jer som sandt er: Jeg kender jer ikke.’“

Efter at Kristus er kommet i sit himmelske rige, vågner skaren af kloge jomfruer, de sande åndsavlede kristne, for at gå i gang med deres privilegerede opgave: at sprede lys i denne formørkede verden — til ære for brudgommen der er vendt tilbage. De der blev skildret ved de tåbelige jomfruer er imidlertid ikke forberedte på at byde ham velkommen. Når tiden kommer, åbner Kristus derfor ikke døren til bryllupsfesten i himmelen for dem. Han lader dem blive udenfor i denne verdens mørkeste nat, hvor de vil forsvinde sammen med alle andre der øver lovløshed. „Hold jer derfor vågne,“ slutter Jesus, „for I kender hverken dagen eller timen.“

Billedtalen om talenterne

Jesus fortsætter sin drøftelse med apostlene på Oliebjerget ved at fremsætte den anden af tre lignelser. Nogle få dage tidligere, mens han befandt sig i Jeriko, fortalte han lignelsen om minerne for at vise at Riget først ville komme et godt stykke ude i fremtiden. Den billedtale han nu fremholder har nogle fælles træk med lignelsen om minerne, men beskriver i sin opfyldelse noget der vil ske under Kristi nærværelse i Rigets magt. Den viser at hans disciple, mens de endnu er på jorden, må arbejde på at forøge det han ejer.

Jesus indleder med ordene: „Det [altså nogle omstændigheder i forbindelse med Riget] er nemlig ligesom da en mand som skulle til at rejse udenlands, kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede.“ Manden er et billede på Jesus som, før han ’rejste udenlands’ ved at stige til himmelen, overgav hvad han ejede til sine trælle, det vil sige til de disciple der har udsigt til at få del i det himmelske rige. Det han ejer er ikke fysiske ejendele, men det står for en opdyrket mark hvori der er muligheder for at frembringe flere disciple.

Jesus betror det han ejer til sine trælle kort før han stiger til himmelen. Hvordan gør han det? Jo, han oplærer dem til fortsat at arbejde i den opdyrkede mark — altså til at forkynde budskabet om Riget til jordens fjerneste egne. Som Jesus videre siger: „En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands.“

De otte talenter — det Kristus ejer — bliver således fordelt til trællene efter deres evner eller åndelige muligheder. Trællene står for skarer af disciple. I det første århundrede omfattede den skare der fik de fem talenter, tydeligvis apostlene. Jesus beretter videre at de trælle der fik fem og to talenter, begge fordoblede dem ved at forkynde om Riget og gøre disciple. Den træl der kun fik én talent skjulte den imidlertid i jorden.

„Lang tid efter,“ fortsætter Jesus, „kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.“ Kristus kom først for at gøre regnskabet op i det 20. århundrede, omkring 1900 år senere, hvilket må siges at være „lang tid efter“. Jesus forklarer videre:

„Så trådte den der havde fået de fem talenter frem og afleverede yderligere fem talenter idet han sagde: ’Herre, du overgav mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til.’ Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.’“ Også den træl der havde fået to talenter fordoblede dem — og modtog den samme ros og belønning.

Men hvordan går disse trofaste trælle ind til deres herres glæde? Deres herres, Jesu Kristi, glæde bestod i at han modtog Riget da han ’rejste udenlands’ til sin Fader i himmelen. De trofaste trælle i nyere tid erfarer stor glæde ved at få betroet et yderligere ansvar i forbindelse med Riget, og efterhånden som de afslutter deres jordiske livsløb vil de modtage den endnu større glæde det er at blive oprejst til det himmelske rige. Men hvordan går det den tredje træl?

„Herre, jeg vidste at du er en hård mand,“ klager denne træl. „Jeg blev derfor bange og gik hen og skjulte din talent i jorden. Her har du det der er dit.“ Trællen nægtede med vilje at arbejde i den opdyrkede mark ved at forkynde og gøre disciple. Herren kalder ham derfor ’ond og doven’ og udtaler dommen: „Tag . . . talenten fra ham . . . Og kast den uduelige træl ud i mørket udenfor. Dér vil han græde og skære tænder.“ De der tilhører denne onde trælleskare som bliver kastet udenfor, bliver berøvet enhver åndelig glæde.

Dette er en alvorlig belæring til alle som hævder at være Kristi disciple. For at få ros og belønning, og for at undgå at blive kastet udenfor i mørket og i sidste ende udslettet, må de arbejde på at øge deres himmelske Herres ejendele ved at gøre alt hvad de kan i forkyndelsen. Er du flittig i dette arbejde?

Når Kristus kommer i Rigets magt

Jesus befinder sig stadig på Oliebjerget sammen med sine apostle. Som svar på deres anmodning om et tegn på hans nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning fortæller han dem nu den sidste af tre lignelser. „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham,“ begynder Jesus, „da vil han sætte sig på sin herligheds trone.“

Mennesker kan ikke se englene i deres himmelske herlighed. Så når Menneskesønnen, Jesus Kristus, „kommer“ sammen med englene, må det være usynligt for det menneskelige øje. Genkomsten finder sted i 1914. Men med hvilket formål? Jesus forklarer: „Alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved den venstre.“

Jesus beskriver nu hvordan det vil gå dem der kommer til at stå ved den begunstigede side: „Så vil kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.’“ Fårene i denne lignelse vil ikke herske sammen med Kristus i himmelen, men vil arve Riget i den forstand at de bliver dets jordiske undersåtter. „Verdens grundlæggelse“ fandt sted da Adam og Eva begyndte at sætte børn i verden som kunne få gavn af Guds foranstaltning til genløsning af menneskeheden.

Men hvad er grunden til at kongen stiller fårene på den begunstigede plads ved sin højre hånd? „For jeg blev sulten,“ svarer kongen, „og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.“

Eftersom fårene befinder sig på jorden, vil de gerne vide hvordan de har kunnet gøre sådanne gode gerninger for deres himmelske konge. „Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad,“ spørger de, „eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?“

„Jeg skal sige jer sandheden,“ svarer kongen, „i det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.“ Kristi brødre er den rest af de 144.000 der stadig befinder sig på jorden, men som skal herske sammen med ham i himmelen. At gøre godt mod dem, siger Jesus, er det samme som at gøre godt mod ham.

Dernæst henvender kongen sig til gederne. „Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle. For jeg blev sulten, og I gav mig intet at spise, og jeg blev tørstig, og I gav mig intet at drikke. Jeg var fremmed, og I tog ikke gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.“

Gederne indvender imidlertid: „Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller som fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og sørgede ikke for dig?“ Gederne får en ugunstig dom på samme grundlag som fårene modtager en gunstig dom. „I det omfang I ikke har gjort det mod en af de mindste [af mine brødre] dér,“ svarer Jesus, „har I ikke gjort det mod mig.“

Kristi nærværelse i Rigets magt, i tiden lige inden den store trængsel gør en ende på denne onde tingenes ordning, vil altså være en domsperiode. Gederne „skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige [fårene] til evigt liv“. Mattæus 24:2–25:46; 13:40, 49; Markus 13:3-37; Lukas 21:7-36; 19:43, 44; 17:20-30; 2 Timoteus 3:1-5; Johannes 10:16; Åbenbaringen 14:1-3.

▪ Hvad er det der får apostlene til at stille et spørgsmål, men hvad har de tilsyneladende også i tanke?

▪ Hvilken del af Jesu profeti bliver opfyldt i år 70, men hvad finder ikke sted på det tidspunkt?

▪ Hvornår får Jesu profeti sin første opfyldelse, og hvornår får den sin endelige opfyldelse?

▪ Hvad er afskyeligheden i henholdsvis den første og den anden opfyldelse?

▪ Hvorfor får de profetiske ord om den store trængsel ikke deres fulde opfyldelse med ødelæggelsen af Jerusalem?

▪ Hvilke verdensforhold vil markere Kristi nærværelse?

▪ Hvornår vil ’alle jordens stammer slå sig selv af sorg’, og hvad vil Kristi disciple gøre?

▪ Hvilken billedtale fremholder Jesus for at hjælpe sine fremtidige disciple til at afgøre hvornår enden er nær?

▪ Hvilken tilskyndelse giver Jesus dem af hans disciple der lever i de sidste dage?

▪ Hvem er de ti jomfruer et billede på?

▪ Hvornår blev den kristne menighed lovet bort til ægteskab med brudgommen, og hvornår ankommer han for at føre sin brud til bryllupsfesten?

▪ Hvad er olien et billede på, og hvad sætter den de kloge jomfruer der har den, i stand til at gøre?

▪ Hvor finder bryllupsfesten sted?

▪ Hvilket privilegium går de tåbelige jomfruer glip af, og hvordan vil det gå dem?

▪ Hvad kan vi lære af billedtalen om talenterne?

▪ Hvem er trællene et billede på, og hvad skildrer de ejendele de får betroet?

▪ Hvornår kommer herren for at gøre regnskabet op, og hvad konstaterer han?

▪ Hvad er den glæde de trofaste trælle går ind til, og hvad sker der med den tredje træl, den onde?

▪ Hvorfor må Kristi nærværelse være usynlig, og hvilket arbejde udfører han i den periode?

▪ I hvilken forstand arver fårene Riget?

▪ Hvornår fandt „verdens grundlæggelse“ sted?

▪ På hvilket grundlag bliver folk bedømt til at være enten „får“ eller „geder“?