Kapitel 63

Yderligere vejledning fra Jesus

MENS Jesus og hans apostle stadig er i huset i Kapernaum, hvor de har drøftet apostlenes strid om hvem der er størst, tager de også et andet spørgsmål op. Den begivenhed de drøfter har måske også fundet sted under deres rejse til Kapernaum, mens Jesus ikke lige har været i nærheden. Apostelen Johannes fortæller: „Vi så en som uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, da han jo ikke fulgtes med os.“

Johannes betragter åbenbart apostlene som nogle der har fået eneret på at helbrede. Han mener derfor at manden slet ikke havde lov til at udføre kraftige gerninger når han ikke hørte til deres gruppe.

Jesus kommer med følgende vejledning: „Søg ikke at hindre ham, for der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne mig; for den der ikke er imod os, er for os. For enhver som giver jer et bæger vand at drikke af den grund at I tilhører Kristus — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“

Manden behøvede ikke rent bogstaveligt at følges med Jesus for at kunne gøre fælles sag med ham. Den kristne menighed var endnu ikke oprettet, så det at han ikke fulgtes med dem betød ikke at han tilhørte en anden menighed. Han havde virkelig tro på Jesu navn, og derfor var det lykkedes for ham at uddrive dæmoner. Han havde gjort noget som svarede til det der, ifølge Jesu ord, ville blive belønnet. Derfor skulle han ikke gå glip af sin belønning.

Hvad nu hvis manden blev bragt til snublen af apostlenes ord og handlinger? Det ville være alvorligt! Jesus bemærker: „Enhver som bringer en af disse små som tror, til snublen og fald, for ham ville det være bedre om en af de møllesten der drejes af et æsel, var lagt om halsen på ham og han var kastet i havet.“

Hvis noget kan bringe disciplene til snublen og fald, skal de skille sig af med det, siger Jesus — om så det er lige så dyrebart som en hånd, en fod eller et øje. Det er bedre at undvære disse dyrebare legemsdele og komme ind i Guds rige end at beholde dem og blive kastet i Gehenna (en brændende affaldsplads nær Jerusalem), et symbol på evig udslettelse.

Jesus advarer også: „Se til at I ikke foragter en af disse små; jeg skal nemlig sige jer at deres engle i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.“ Derefter illustrerer han hvor dyrebare „disse små“ er, ved at fortælle om en mand som ejer hundrede får men mister ét. Manden vil forlade de 99 og gå ud for at lede efter det ene der er faret vild, og når han finder det vil han fryde sig mere over det end over de 99. „På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“

Formentlig tænker Jesus stadig på apostlenes indbyrdes strid, da han nu tilskynder dem: „Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ Mad smager bedre med salt. Når det man siger bliver tilsat symbolsk salt, er det lettere for andre at tage det til sig. Hvis vi bruger den slags salt vil det medvirke til at bevare freden.

Den menneskelige ufuldkommenhed bevirker at der alligevel kan opstå alvorlige meningsforskelle. Jesus giver nogle retningslinjer for hvordan man klarer dem. „Hvis nu din broder begår en synd,“ siger Jesus, „så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Hvis han ikke hører, „så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag kan blive stadfæstet ved to eller tre vidners mund“.

Kun som en sidste mulighed bør man gå til menigheden, det vil sige menighedens ansvarshavende tilsynsmænd, som kan træffe en upartisk afgørelse. Hvis synderen ikke vil rette sig efter deres afgørelse, siger Jesus til slut, „så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver“.

For at kunne træffe en sådan afgørelse må tilsynsmændene nøje følge vejledningen i Jehovas ord. Når de finder en enkeltperson skyldig og strafværdig, vil dommen ’være noget som allerede er bundet i himmelen’. Når de ’løser på jorden’, det vil sige finder én uskyldig, så er det noget som allerede er „løst i himmelen“. Angående sådanne drøftelser i dømmende udvalg siger Jesus: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Mattæus 18:6-20; Markus 9:38-50; Lukas 9:49, 50.

▪ Hvorfor var det på Jesu tid ikke nødvendigt at følges med ham?

▪ Hvor alvorlig en sag er det hvis man bringer en af de små til snublen og fald, og hvordan illustrerer Jesus hvor meget disse betyder?

▪ Hvad er det formodentlig der får Jesus til at sige at apostlene skal have salt i sig?

▪ Hvilken betydning ligger der i ’bundet’ og ’løst’?