Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gælder de ti bud for os?

Gælder de ti bud for os?

Kapitel 24

Gælder de ti bud for os?

1. Hvilken lov fik israelitterne gennem Moses?

 HVILKE LOVE ønsker Jehova Gud at vi skal adlyde? Skal vi holde den lov der kaldes „Moseloven“? I Bibelen kaldes den undertiden blot „Loven“, og undertiden ’Jehovas lov’, fordi det var ham der gav den. (1 Kongebog 2:3; Titus 3:9; 1 Krønikebog 16:40) Moses overgav blot Loven til folket.

2. Hvad bestod denne lov af?

2 Moseloven består af mere end 600 enkelte bestemmelser eller bud, deriblandt 10 grundlæggende bud. Som Moses sagde: ’Jehova bød jer at holde de ti ord [de ti bud], og han skrev dem på to stentavler.’ (5 Mosebog 4:13; 2 Mosebog 31:18) Men hvem var det Jehova gav Moseloven, og dermed de ti bud? Var det hele menneskeheden? Hvad var formålet med Moseloven?

TIL ISRAEL, OG MED ET SÆRLIGT FORMÅL

3. Hvordan ved vi at Moseloven kun blev givet til Israel?

3 Moseloven blev ikke givet til hele menneskeheden. Jehova indgik en pagt, en overenskomst, med Jakobs efterkommere, som blev til Israels folk. Det var kun dette folk Jehova gav sine love til. Dette fremgår klart af Bibelens ord i Femte Mosebog 5:1-3 og Salme 147:19, 20.

4. Hvorfor fik Israels folk Loven?

4 Apostelen Paulus stillede spørgsmålet: „Hvorfor da Loven?“ Ja, hvad var formålet med at Jehova gav Israel sin lov? Paulus svarede: „For at gøre overtrædelserne kendt, indtil den sæd kom som løftet var givet til; . . . Følgelig er Loven blevet en opdrager [eller lærer] der leder os til Kristus.“ (Galaterne 3:19-24) Ja, Moselovens særlige formål var at beskytte og vejlede Israels folk, så det kunne være parat til at modtage Kristus når han kom. De mange ofre som Loven foreskrev, mindede israelitterne om at de var syndere der havde behov for en frelser. — Hebræerne 10:1-4.

„KRISTUS ER LOVENS ENDE“

5. Hvad skete der med Moseloven da Kristus kom og gav sit liv for os?

5 Denne lovede frelser var naturligvis Jesus Kristus, sådan som engelen forkyndte før Jesus blev født. (Lukas 2:8-14) Hvad skete der så med Moseloven da Kristus kom og bragte sit fuldkomne liv som et offer? Den blev ophævet. ’Vi er ikke længere under en opdrager,’ sagde Paulus. (Galaterne 3:25) Moselovens ophævelse var en befrielse for israelitterne. Den havde bevist at de var syndere, for ingen af dem formåede at overholde den til fuldkommenhed. „Kristus har løskøbt os fra Lovens forbandelse,“ erklærede Paulus. (Galaterne 3:10-14) Af den grund siger Bibelen også: „Kristus er Lovens ende.“ — Romerne 10:4; 6:14.

6. (a) Hvad betød det for israelitter og for ikke-israelitter da Loven blev ophævet, og hvorfor? (b) Hvad gjorde Jehova selv i forbindelse med Loven?

6 Loven udgjorde faktisk en barriere eller en ’skillemur’ mellem israelitterne og de folkeslag der ikke var underlagt Loven. Med ved at give sit liv som et offer, ophævede Jesus „Loven med dens bud i form af bestemmelser, for at han i sig kunne skabe de to folk [israelitter og ikke-israelitter] til ét nyt menneske“. (Efeserne 2:11-18) Hvad Jehova Gud selv gjorde ved Moseloven, fremgår af disse ord: „Han tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, der bestod af bestemmelser [deriblandt de ti bud] og som gik imod os [fordi det fordømte israelitterne som syndere]; og han har taget det bort ved at nagle det til marterpælen.“ (Kolossenserne 2:13, 14) Moseloven blev altså brag til ophør ved at Jesus ofrede sit fuldkomne liv.

7, 8. Hvordan kan vi se at Moseloven ikke var delt i to adskilte dele?

7 Men nu siger nogle at Loven bestod af to adskilte dele: De ti bud, og alle de andre love. De siger at det kun var de andre love der blev ophævet, men at de ti bud står ved magt. Det er ikke rigtigt. I sin bjergprædiken citerede Jesus både fra de ti bud og fra andre dele af Loven, og intet i hans ord tyder på at det var to forskellige dele. Jesu ord tyder snarere på at Moseloven udgjorde et hele. — Mattæus 5:21-42.

8 Læg også mærke til disse ord som Gud inspirerede apostelen Paulus til at nedskrive: „Nu er vi løst fra Loven.“ Var det kun de andre love, og ikke de ti bud, de kristne jøder var blevet løst fra? Nej, for Paulus siger videre: „Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for Loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis Loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’“ (Romerne 7:6, 7; 2 Mosebog 20:17) „Du må ikke begære“ er det sidste af de ti bud, så vi forstår at israelitterne altså var blevet løst fra de ti bud.

9. Hvordan kan vi se at loven om den ugentlige sabbatsdag også blev ophævet?

9 Betyder det at budet om at holde sabbat en gang om ugen, det fjerde af de ti bud, også blev ophævet? Ja. Det fremgår af Bibelens ord i Galaterbrevet 4:8-11 og Kolossenserbrevet 2:16, 17 at de kristne ikke er underlagt den lov Gud gav israelitterne, med dens krav om at holde sabbat en gang om ugen og fejre specielle højtider i årets løb. Det fremgår også af Romerbrevet 14:5 at kravet om at holde en ugentlig sabbatsdag ikke gælder de kristne.

LOVE DER GÆLDER FOR DE KRISTNE

10. (a) Hvilke love gælder for de kristne? (b) Hvor er mange af disse love taget fra, og hvorfor er dette ganske naturligt?

10 Men når de ti bud ikke gælder for de kristne, betyder det så at det slet ikke er nogen love de kristne skal overholde? Nej, med Jesus kom en „ny pagt“, som var baseret på et bedre offer, hans eget fuldkomne menneskeliv. De kristne er underlagt denne nye pagt og skal holde de kristne love. (Hebræerne 8:7-13; Lukas 22:20) Mange af disse love er de samme som budene i Moseloven. Det behøver ikke at overraske os. Noget lignende sker ofte når et land skifter regering eller styreform. Den forfatning der gjaldt under det tidligere styre bliver måske ophævet og erstattet af en ny, men den nye forfatning kan godt indeholde mange af lovene fra den gamle. Sådan var det også med Lovpagten; den blev ophævet, men mange af dens grundlæggende love og principper kom til at gælde for kristendommen.

11. Hvilke love eller lærepunkter som gælder for de kristne, minder meget om nogle af de ti bud?

11 Dette ser man tydeligt hvis man læser de ti bud, som vi har gengivet på side 203, og sammenligner dem med følgende kristne bud og læresætninger: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede.“ (Mattæus 4:10; 1 Korinter 10:20-22) „Vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21; 1 Korinter 10:14) „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget [ikke behandlet på uværdig måde].“ (Mattæus 6:9) „I børn, vær lydige mod jeres forældre.“ (Efeserne 6:1, 2) Det fremgår ligeledes klart af Bibelen at mord, ægteskabsbrud, tyveri, løgn og havesyge også strider mod de love der gælder for kristne. — Åbenbaringen 21:8; 1 Johannes 3:15; Hebræerne 13:4; 1 Tessaloniker 4:3-7; Efeserne 4:25, 28; 1 Korinter 6:9-11; Lukas 12:15; Kolossenserne 3:5.

12. Hvordan er princippet bag sabbatsloven blevet videreført under den kristne ordning?

12 Selv om de kristne ikke har fået befaling om at overholde en ugentlig sabbat, kan vi alligevel lære noget af denne ordning. Israelitterne skulle rent bogstaveligt hvile på denne dag, men de kristne skal holde hvile i åndelig forstand. I tro og lydighed afholder de kristne sig fra selviske gerninger. Det kunne være selviske gerninger hvormed de prøvede at hævde deres egen retfærdighed. (Hebræerne 4:10) Denne åndelige hvile overholdes ikke bare én dag om ugen, men hele ugen. Loven om den bogstavelige sabbat, hvor én af ugens dage var reserveret for de åndelige interesser, beskyttede israelitterne imod selvisk at bruge al deres tid til at søge deres egne materielle fordele. Hvis vi hver dag følger dette princip i åndelig forstand, er det en endnu større beskyttelse for os mod materialisme.

13. (a) Hvilken lov opfordres kristne til at opfylde, og hvordan kan de gøre det? (b) Hvilken lov lagde Jesus særlig vægt på? (c) Hvilken lov er grundlæggende for hele Moseloven?

13 De kristne opfordres til at ’opfylde Messias’ lov’, i stedet for at overholde de ti bud. (Galaterne 6:2) Jesus gav mange bud og anvisninger, og når vi adlyder dem opfylder vi hans lov. Især understregede Jesus vigtigheden af kærlighed. (Mattæus 22:36-40; Johannes 13:34, 35) Ja, det er en kristen lov at vi skal elske andre. Det var også det grundlæggende i hele Moseloven, for Bibelen siger: „Hele Loven er opfyldt i én udtalelse: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — Galaterne 5:13, 14; Romerne 13:8-10.

14. (a) Hvordan kan vi have gavn af at studere og følge principperne bag Moseloven? (b) Hvad vil vi gøre af kærlighed til Jehova?

14 Den lov der blev givet gennem Moses, derunder også de ti bud, var et sæt af retfærdige love fra Gud. Skønt vi i dag ikke er underlagt denne lov, kan vi have stor gavn af at kende de guddommelige principper der lå bag. Når vi studerer dem og anvender dem, vil vi få endnu større værdsættelse af den store Lovgiver, Jehova Gud. Men det er især de kristne love og den kristne lære vi bør studere og følge i vort eget liv. Af kærlighed til Jehova vil vi være lydige mod ham i alt det han kræver i dag. — 1 Johannes 5:3.

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 203]

DE TI BUD

1. „Jeg er [Jehova] din Gud . . . Du må ikke have andre guder end mig.

2. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det . . .

3. Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn . . .

4. Kom hviledagen [sabbatsdagen] i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter . . .

5. Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, [Jehova] din Gud vil give dig!

6. Du må ikke slå ihjel!

7. Du må ikke bedrive hor!

8. Du må ikke stjæle!

9. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!

10. Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!“ — 2 Mosebog 20:2-17.

[Illustrationer på side 204, 205]

Loven udgjorde en skillemur mellem israelitterne og andre folkeslag