Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad du må gøre for at leve evigt

Hvad du må gøre for at leve evigt

Kapitel 30

Hvad du må gøre for at leve evigt

1. (a) Hvilke to muligheder står åbne for dig? (b) Hvordan kan du vælge den rette vej?

 JEHOVA GUD tilbyder dig noget vidunderligt — evigt liv i hans retfærdige nye tingenes ordning. (2 Peter 3:13) Men for at opnå det må du gøre Guds vilje nu. Den nuværende onde verden og alle som forbliver en del af den, er ved at forsvinde, „men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. (1 Johannes 2:17) Du må derfor vælge mellem to veje. Den ene fører til døden, og den anden til evigt liv. (5 Mosebog 30:19, 20) Hvilken af dem vil du følge?

2. (a) Hvad vil du være overbevist om hvis du har tro? (b) Hvordan vil fuld tillid til Gud som til en kærlig fader hjælpe dig til at tjene ham?

2 Hvordan kan du vise at du vælger livet? Først og fremmest må du tro på Jehova og hans løfter. Er du fuldt og fast overbevist om at Gud er til „og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham“? (Hebræerne 11:6) Du må have tillid til Gud, ligesom en søn eller datter har tillid til en kærlig og barmhjertig fader. (Salme 103:13, 14; Ordsprogene 3:11, 12) Hvis du har en sådan tro og tillid, vil du ikke tvivle på Guds vejledning eller handlinger, selv om der nu og da kan være noget du ikke helt forstår.

3. (a) Hvad kræves der foruden tro? (b) Hvilke gerninger må du gøre for at vise at du vælger livet?

3 Men der kræves mere end tro. Du må også gøre gerninger som udtrykker hvad du inderst inde føler for Jehova. (Jakob 2:20, 26) Har du gjort noget for at vise at du er ked at de fejl du har begået før i tiden? Har du følt dig tilskyndet til at ændre sind eller foretage forandringer for at bringe dit liv i overensstemmelse med Jehovas vilje? Er du vendt om? Det vil sige, har du taget afstand fra enhver uret kurs du måske har fulgt, og er du begyndt at gøre det Gud kræver? (Apostelgerninger 3:19; 17:30) Sådanne gerninger er et tegn på at du vælger livet.

INDVIELSE OG DÅB

4. (a) Hvad bør tilskynde dig til at gøre Guds vilje? (b) Hvad bør du gøre når du har besluttet at du vil tjene Gud?

4 Hvad bør tilskynde dig til at gøre Guds vilje og dermed vælge livet? Din værdsættelse. Tænk på at Jehova har gjort det muligt for dig at blive befriet for al sygdom og lidelse, ja selv døden! Ved at skænke sin dyrebare søn som et offer har han åbnet dig mulighed for evigt liv i et jordisk paradis. (1 Korinter 6:19, 20; 7:23; Johannes 3:16) Tilskynder Jehovas kærlighed dig ikke til at elske ham til gengæld? (1 Johannes 4:9, 10; 5:2, 3) Da bør du vende dig til Gud i Jesu navn og i bøn fortælle ham at du ønsker at tjene ham, at du gerne vil høre ham til. På denne måde indvier du dig til Gud. Dette er en helt personlig beslutning. Ingen andre kan træffe den for dig.

5. (a) Hvad forventer Gud af dig når du har indviet dig til ham? (b) Hvor kan du få hjælp til at leve op til din indvielse?

5 Når du har indviet dig til Gud, forventer han at du lever op til det. Vis derfor at du er til at stole på ved at holde fast ved din beslutning, din indvielse, så længe du lever. (Salme 50:14) Hvis du holder dig nær til Guds synlige organisation, kan du få hjælp af kristne der med glæde vil opmuntre og støtte dig i kærlighed. — 1 Tessaloniker 5:11.

6. (a) Hvilket skridt er nødvendigt når du har indviet dit liv til Gud? (b) Hvilken betydning har dåben?

6 Det er dog ikke nok at du privat fortæller Jehova at du ønsker at høre ham til. Du må vise andre at du har indviet dig til at tjene Gud. Hvordan? Ved at lade dig døbe i vand. Vanddåben er en offentlig tilkendegivelse af at man har viet sit liv til Jehova og at man fremstiller sig for at gøre hans vilje.

7. (a) Hvordan satte Jesus et eksempel for kristne? (b) Hvorfor er den dåb Jesus gav befaling om, ikke for spædbørn?

7 At vanddåben er et vigtigt krav, fremgår af Jesu Kristi eget eksempel. Jesus nøjedes ikke med blot at fortælle sin Fader at han var kommet for at gøre hans vilje. (Hebræerne 10:7) Da han skulle til at begynde sin tjeneste som forkynder af Guds rige, fremstillede han sig for Jehova og blev døbt i vand. (Mattæus 3:13-17) Eftersom Jesus er vort forbillede, må alle der i dag indvier sig til Jehova for at gøre hans vilje, lade sig døbe. (1 Peter 2:21; 3:21) Jesus befalede direkte sine efterfølgere at gøre disciple af folk af alle nationer og at døbe disse nye disciple. Der er ikke tale om barnedåb. Der er tale om dåb af mennesker som er kommet til troen, som har besluttet sig til at tjene Jehova. — Mattæus 28:19; Apostelgerninger 8:12.

8. Hvem i menigheden bør du henvende dig til hvis du gerne vil døbes, og hvorfor?

8 Hvad så når du har besluttet dig til at tjene Jehova og gerne vil døbes? Det næste du må gøre, er at henvende dig til den præsiderende tilsynsmand i den menighed af Jehovas Vidner du kommer i, og fortælle ham om dit ønske. Han og andre af menighedens ældste vil med glæde gennemgå nogle oplysninger med dig som du må kende for at kunne tjene Gud på en måde han godkender. Derefter kan du blive døbt.

GUDS VILJE FOR DIG NU

9. Hvad gjorde Noa før Vandfloden, og hvad må du på samme måde gøre nu, ifølge Guds vilje?

9 Før Vandfloden brugte Jehova Noa, „en forkynder af retfærdighed“, til at advare folk om den kommende ødelæggelse og at henvise dem til den eneste mulighed for at overleve, nemlig arken. (Mattæus 24:37-39; 2 Peter 2:5; Hebræerne 11:7) Det er Guds vilje at du nu er med til at udføre et lignende forkyndelsesarbejde. Jesus forudsagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Andre må lære det samme som du har lært om Guds hensigter hvis de skal overleve enden på den nuværende ordning og leve evigt. (Johannes 17:3) Føler du dig ikke tilskyndet til at dele din livgivende kundskab med dem?

10. (a) Hvad bør næstekærlighed få os til at gøre? (b) Hvordan udføres en stor del af forkyndelsesarbejdet?

10 Følg Kristi eksempel. Han ventede ikke på at folk skulle komme til ham, men han gik selv ud for at finde dem der ville lytte til budskabet om Riget. Og han gav sine disciple — alle sine disciple — besked på at gøre det samme. (Mattæus 28:19; Apostelgerninger 4:13; Romerne 10:10-15) I overensstemmelse med Jesu befaling og eksempel besøgte de første kristne folk i deres hjem. De gik „fra hus til hus“ med budskabet om Riget. (Lukas 10:1-6; Apostelgerninger 20:20) Dette er stadig den vigtigste måde sande kristne udfører deres tjeneste på.

11. (a) Hvorfor skal der mod til at forkynde om Guds rige, men hvorfor behøver vi ikke at være bange? (b) Hvordan ser Jehova på det arbejde vi udfører?

11 Der skal mod til at udføre dette arbejde. Satan og hans verden vil med sikkerhed prøve at standse dig, ligesom de prøvede at standse Jesu disciple i det første århundrede. (Apostelgerninger 4:17-21; 5:27-29, 40-42) Men vær ikke bange. Ligesom Jehova støttede og styrkede de første kristne, vil han støtte og styrke dig i dag. (2 Timoteus 4:17) Fat derfor mod! Vis at du virkelig elsker Jehova og dine medmennesker ved at tage fuld del i det livreddende forkyndelses- og undervisningsarbejde. (1 Korinter 9:16; 1 Timoteus 4:16) Jehova vil ikke glemme dit arbejde men rigt belønne dig. — Hebræerne 6:10-12; Titus 1:2.

12. Hvad kan vi lære af Lots hustru?

12 Føl ikke at du går glip af noget ved at vende den gamle ordning ryggen, for den har intet af virkelig værdi at tilbyde. „Husk på Lots hustru,“ sagde Jesus. (Lukas 17:32) Efter at hun og hendes familie var sluppet ud af Sodoma, så hun længselsfuldt tilbage på det de havde forladt. Gud så hvor hendes hjerte var, og hun blev til en saltstøtte. (1 Mosebog 19:26) Vær ikke som Lots hustru! Hold blikket rettet mod det der ligger foran, „det virkelige liv“ i Guds nye retfærdsorden. — 1 Timoteus 6:19.

VÆLG EVIGT LIV I PARADISET PÅ JORDEN

13. Hvordan fremlagde Jesus det valg vi alle må træffe?

13 Der er kun to muligheder. Jesus sammenlignede det med et valg mellem to veje. Den ene vej, sagde han, er „bred og rummelig“. Hvis man følger den, har man frihed til at gøre hvad man vil. Den anden vej er derimod „trang“. De der følger denne vej, må adlyde Guds love og befalinger. Flertallet, sagde Jesus, går ad den brede vej, og kun få finder den smalle. Hvilken vej vælger du? Husk, når du træffer dit valg, at den brede vej vil føre til en pludselig undergang. Den smalle vej vil derimod føre dig helt ind i Guds nye ordning. Dér kan du være med til at gøre jorden til et herligt paradis hvor du kan leve evigt i lykke. — Mattæus 7:13, 14.

14. Hvad må du høre til for at overleve og komme ind i Guds nye orden?

14 Regn ikke med at der er flere forskellige veje der kan føre til livet i Guds nye ordning. Der er kun én. Der var kun én ark der kom igennem Vandfloden. Og der vil kun være én organisation — Guds synlige organisation — der kommer igennem ’den store trængsel’ som hastigt nærmer sig. Det er simpelt hen ikke sandt at alle religioner eller trosretninger fører til det samme mål. (Mattæus 7:21-23; 24:21) Du må høre til Jehovas organisation og gøre hans vilje for at opnå det evige livs belønning. — Salme 133:1-3.

15. (a) Hvad må vi gøre hver dag? (b) Hvilket håb er langt mere end blot en ønskedrøm?

15 Hold dig derfor Guds lovede nye tingenes ordning klart for øje. Tænk hver dag på den storslåede belønning Jehova tilbyder dig — evigt liv i et paradis på jorden. Det er ikke en ønskedrøm. Det er virkelighed! For dette bibelske løfte vil med sikkerhed blive opfyldt: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid . . . du skal skue de gudløses undergang.“ — Salme 37:29, 34.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 251]

Indvi dig til Jehova . . . og bliv døbt

[Illustration på side 253]

„Husk på Lots hustru“

[Illustrationer på side 254]

Hold dig Guds nye ordning klart for øje