„Verdens ende“ er nær!
Kapitel 18
„Verdens ende“ er nær!
1. Hvordan kunne Kristi disciple på jorden vide hvornår han var begyndt at herske i himmelen?
DA JESUS KRISTUS kastede Satan og hans engle ud af himmelen og tiltrådte sit herredømme, betød det at enden var nær for Satan og hans onde ordning. (Åbenbaringen 12:7-12) Men hvordan kunne Kristi disciple på jorden vide at denne begivenhed i de usynlige himle havde fundet sted? Hvordan kunne de vide at Kristus var usynligt nærværende i Rigets magt og at „verdens ende“ var nær? Det kunne de ved at undersøge om det ’tegn’ Jesus havde forudsagt, var ved at gå i opfyldelse.
2. Hvilket spørgsmål stillede disciplene Jesus?
2 Kort før Jesu død kom fire af hans apostle hen til ham mens han sad på Oliebjerget, og bad ham om et tegn. Mange kender deres spørgsmål som det er gengivet i den autoriserede danske oversættelse: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ (Mattæus 24:3) Men hvad menes der med disse udtryk, „dit komme“ og „verdens ende“?
3. (a) Hvad er den egentlige betydning af udtrykkene „dit komme“ og „verdens ende“? (b) Hvordan bør det spørgsmål disciplene stillede, derfor gengives?
3 Ordet „komme“ er i virkeligheden lidt vildledende. Det græske ord det er oversat fra (parousia), betyder „nærværelse“. Når vi ser „tegnet“ ved vi altså at Kristus er usynligt nærværende, at han allerede er kommet i kongemagt. Udtrykket „verdens ende“ er også vildledende. De græske ord det er oversat fra, sigter ikke til jordens undergang, men derimod til enden på Satans tingenes ordning. (2 Korinter 4:4) Apostlenes spørgsmål kan derfor mere nøjagtigt gengives på denne måde: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3, Ny Verden-oversættelsen.
4. (a) Hvori består det tegn Jesus omtalte? (b) Hvordan kan tegnet sammenlignes med et fingeraftryk?
4 Jesus sagde ikke at tegnet kun ville bestå af en enkelt ting. Som det fremgår af blandt andet Mattæus-evangeliet, omtalte han mange forskellige forhold og begivenheder, og andre bibelskribenter føjer flere ting til. Alt dette der er blevet forudsagt, skulle indtræffe i den periode som bibelskribenterne kaldte „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:3, 4) Disse mange forhold og begivenheder ville være som de forskellige linjer der tilsammen udgør en persons fingeraftryk — et aftryk der ikke kan tilhøre nogen anden person. „De sidste dage“ kendetegnes altså af et specielt mønster af begivenheder der er som et „fingeraftryk“ der ikke kan tilhøre nogen anden periode.
5, 6. Hvad lærer du om „afslutningen på tingenes ordning“ når du undersøger de elleve vidnesbyrd om „de sidste dage“ der er behandlet på de følgende sider?
5 I kapitel 16 i denne bog gennemgik vi de bibelske vidnesbyrd om at Kristus skulle komme igen og begynde at herske midt iblandt sine fjender i 1914. Lad os nu på de næste fire sider omhyggeligt betragte de forskellige træk af det forudsagte tegn på Kristi nærværelse, og andre ting der skulle kendetegne „de sidste dage“ for Satans tingenes ordning, og se hvordan disse ting er gået i opfyldelse siden 1914.
„NATION SKAL REJSE SIG MOD NATION OG RIGE MOD RIGE.“ — MATTÆUS 24:7.
Der er ingen tvivl om at denne del af tegnet er gået i opfyldelse siden 1914. I dette år begyndte den første verdenskrig. Der havde aldrig i historien været en krig så frygtelig som denne. Det var en total krig. Den var langt mere omfattende end alle de større krige tilsammen der var blevet udkæmpet i de foregående 2400 år. Men kun 21 år efter at denne krig var endt, udbrød den anden verdenskrig, fire gange så ødelæggende som den første.
Der udkæmpes stadig frygtelige krige. Siden den anden verdenskrigs afslutning i 1945 er over 25 millioner mennesker blevet dræbt i omkring 150 krige rundt om på jorden. Hver eneste dag har der gennemsnitlig været 12 krige i gang forskellige steder i verden. Og desuden lever vi med en konstant trussel om en tredje verdenskrig. Alene De Forenede Stater har atomvåben nok til at udslette hvert eneste menneske på jorden 12 gange!
„DER SKAL VÆRE TILFÆLDE AF HUNGERSNØD.“ — MATTÆUS 24:7.
Efter den første verdenskrig fulgte den største hungersnød i historien. Alene i Nordkina døde der hver dag 15.000 af sult. Men fødevaremangelen blev endnu større efter den anden verdenskrig. Da sultede en fjerdedel af jorden! Og lige siden har der været knaphed på levnedsmidler for mange.
„For hver 8,6 sekunder dør der en i et u-land som følge af sygdom der skyldes underernæring,“ skrev New York Times i 1967. Der dør stadig millioner af sult — ja omkring 50 millioner om året! I 1980 sultede omkring en fjerdedel af jordens indbyggere (1.000.000.000 mennesker) fordi de ikke kunne få nok at spise. Selv på steder hvor der er mad nok, er der mange som må sulte fordi de ikke har råd til at spise sig mætte.
„JORDSKÆLV DET ENE STED EFTER DET ANDET.“ — MATTÆUS 24:7.
Fra 1914 til i dag har der været langt flere større jordskælv end i nogen anden periode af tilsvarende længde i historien. I løbet af over 1000 år, fra 856 til 1914, var der kun 24 større jordskælv, og de krævede omkring 1.973.000 menneskeliv. Men alene i de 63 år der gik fra 1915 til 1978, krævede 43 større jordskælv 1.600.000 dødsofre.
„DET ENE STED EFTER DET ANDET TILFÆLDE AF PEST.“ — LUKAS 21:11.
Lige efter den første verdenskrig hærgede den spanske syge, der krævede flere menneskeliv end nogen anden sygdomsepidemi i historien. Antallet af dødsofre nåede op på omkring 21 millioner! Og epidemier og sygdomme hærger stadig. Hvert år dør der millioner på grund af hjertesygdomme og kræft. Kønssygdomme breder sig stærkt, og andre frygtelige sygdomme, såsom malaria, sneglefeber og flodblindhed, forekommer i det ene land efter det andet, især i Asien, Afrika og Latinamerika.
„TILTAGENDE LOVLØSHED.“ — MATTÆUS 24:12.
Fra hele verden rapporteres der om tiltagende lovløshed. Voldsforbrydelser som mord, voldtægt og røverier stiger stærkt i antal. I De Forenede Stater bliver der gennemsnitlig begået en alvorlig forbrydelse hvert sekund. Mange steder er folk utrygge ved at færdes på gaden, selv om dagen. Om natten bliver de hjemme bag låste og barrikaderede døre, bange for at vove sig ud.
„MENNESKER BESVIMER AF FRYGT.“ — LUKAS 21:26.
Frygt er sandsynligvis den følelse der mere end nogen anden præger folks liv i dag. Kort efter sprængningen af de første atombomber sagde kemikeren Harold C. Urey: „Vi kommer til at spise i frygt, sove i frygt, leve i frygt og dø i frygt.“ Dette gælder en stor del af menneskeheden i dag, og det er ikke kun på grund af den stadige trussel om en atomkrig. Mange frygter også kriminalitet, forurening, sygdom, inflation og meget andet som truer deres sikkerhed og selve deres liv.
„PENGEKÆRE.“ — 2 TIMOTEUS 3:2.
Overalt i dag kan man se tegn på havesyge. Mange er parate til at gøre næsten hvad som helst for penge. De vil stjæle, ja endog slå ihjel, for at få penge. Det er ikke usædvanligt at høre om folk der fremstiller og sælger produkter som klart er farlige for andres liv og helbred, blot for at berige sig. Enten åbent eller ved den måde de lever på, siger folk at penge er deres gud.
„ULYDIGE MOD FORÆLDRE“. — 2 TIMOTEUS 3:2.
Mange forældre i dag har svært ved at styre deres børn. Unge gør oprør mod alle former for myndighed. Hvert eneste land på jorden mærker til ungdomskriminalitet. I nogle lande bliver over halvdelen af alle alvorlige forbrydelser begået af børn mellem 10 og 17 år. Børn begår biltyverier, indbrud, røverier, overfald og voldtægt, ja selv mord. Ulydigheden mod forældre har aldrig været så udbredt som nu.
„DE HAR EN YDRE FORM FOR GUDHENGIVENHED, MEN VISER SIG FALSKE NÅR DET GÆLDER DENS KRAFT.“ — 2 TIMOTEUS 3:5.
Såvel politiske ledere som folk i almindelighed giver ofte udtryk for at være gudfrygtige. De går måske i kirke, og de giver bidrag til religiøse formål. Nogle aflægger ed med hånden på Bibelen når de indsættes i et embede. Men ofte er alt dette blot „en ydre form for gudhengivenhed“. Som Bibelen forudsagde, øver den sande tilbedelse af Gud ingen større indflydelse på folks tilværelse i dag. Hos de færreste er den en virkelig kraft til at gøre det gode.
„VENNER AF SANSELIGE NYDELSER SNARERE END VENNER AF GUD.“ — 2 TIMOTEUS 3:4.
De fleste i dag tænker kun på det der behager dem selv eller deres familie, ikke på det der behager Gud. Mange elsker ligefrem de ting Gud fordømmer, deriblandt utugt, ægteskabsbrud, drukkenskab, stofmisbrug og andre såkaldte nydelser. Og adspredelser der i sig selv kan være sunde og opbyggende, ofres tit så stor opmærksomhed at de går forud for enhver indsats for at lære Gud at kende og at tjene ham.
’JORDEN ØDELÆGGES.’ — ÅBENBARINGEN 11:18.
Luften vi indånder, vandet vi drikker og jorden vi dyrker forurenes i stigende grad. Det er så alvorligt at videnskabsmanden Barry Commoner har advaret: „Jeg tror at hvis forureningen af jorden får lov til at fortsætte uhindret, vil vi til sidst gøre vor klode uegnet til menneskelig beboelse.“
6 Viser alt dette ikke tydeligt at det tegn Kristus omtalte og de vidnesbyrd hans disciple forudsagde, nu er ved at gå i opfyldelse? Der kunne anføres mange flere beviser, men de der er nævnt her, skulle være tilstrækkelige til at vise at vi lever i den periode Bibelen kalder „de sidste dage“.
7. (a) Hvorfor er Bibelens profetier om Kristi nærværelse og „de sidste dage“ så bemærkelsesværdige? (b) Hvad forudsagde verdenslederne umiddelbart før 1914, i modsætning til det Bibelen forudsagde?
7 Nogle vil måske indvende: ’Der har jo altid været krige, hungersnød, pest og jordskælv op gennem historien. Så det kan vel ikke have været særlig svært at forudsige at de ting ville indtræffe igen.’ Måske ikke, men tænk på at Bibelen ikke blot har forudsagt disse ting i almindelighed. Den har også vist at de skulle indtræffe i verdensomfattende målestok, og den har peget på at alle disse ting skulle indtræffe i tiden fra 1914. Men hvad forudsagde fremtrædende verdensledere umiddelbart før 1914? De sagde at udsigterne til verdensfred aldrig havde været mere lovende. Og dog indtraf de voldsomme trængsler Bibelen forudsagde, lige til tiden, i 1914! Nu bagefter siger de ledende i verden at 1914 var et vendepunkt i historien.
8. (a) Hvilken generation skulle ifølge Jesus se enden på den nuværende tingenes ordning? (b) Hvad kan vi derfor være sikre på?
8 Efter at have nævnt alle de ting der har kendetegnet verden siden 1914, sagde Jesus: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Mattæus 24:34) „Alt dette“ indbefatter enden på den nuværende ordning. (Vers 14) Hvilken generation mente Jesus? Han mente den generation af mennesker der levede i 1914. De overlevende af denne generation er nu meget gamle. Men nogle af dem vil stadig være i live når den onde ordning bringes til ophør. Vi kan derfor være sikre på dette: Det vil ikke vare længe før al ondskab og alle onde mennesker udslettes i Harmagedon.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 149]
Jesus fortalte sine disciple hvad der ville være et synligt bevis på at han var usynligt nærværende som konge i Riget
[Illustration på side 154]
1914 — HARMAGEDON
Nogle af den generation der levede i 1914, vil overleve afslutningen på den onde ordning