En bog der er praktisk anvendelig i vor tid
En bog der er praktisk anvendelig i vor tid
Bøger med gode råd er meget populære i dag. Men der går ikke lang tid før de er forældede eller bliver revideret og skiftet ud. Hvordan forholder det sig med Bibelen? Den blev skrevet færdig for næsten 2000 år siden. Dens oprindelige budskab er dog aldrig blevet revideret eller ført ajour. Kan en sådan bog overhovedet indeholde noget af praktisk betydning for vor tid?
NOGLE vil svare nej. „Ingen vil foreslå at man bruger en lærebog i kemi fra 1924 når man i dag skal undervise elever i kemi,“ har dr. Eli S. Chesen anført som forklaring til hvorfor han mente at Bibelen var forældet.1 Det lyder umiddelbart som et fornuftigt argument. Vi har trods alt lært meget om mentalhygiejne og menneskelig adfærd siden Bibelen blev skrevet. Hvordan kan så gammel en bog have relevans for os der lever i dag?
Eviggyldige principper
Det er sandt at tiderne har forandret sig, men menneskers grundlæggende behov er de samme. Folk har altid haft behov for kærlighed. De har ønsket at blive lykkelige og leve et meningsfyldt liv. De har haft brug for vejledning om hvordan man klarer det økonomiske pres, hvordan man får et lykkeligt ægteskab, og hvordan man giver sine børn gode moralske og etiske værdier. Bibelen indeholder vejledning om disse grundlæggende behov. — Prædikeren 3:12, 13; Romerne 12:10; Kolossenserne 3:18-21; 1 Timoteus 6:6-10.
Bibelens vejledning afspejler et dybtgående kendskab til den menneskelige natur. Lad os se nogle eksempler på Bibelens specifikke, eviggyldige principper der er praktisk anvendelige i vore dages verden.
Praktisk vejledning angående ægteskab
Ifølge tidsskriftet UN Chronicle er familien „den ældste og mest grundlæggende enhed blandt menneskene; den er det vigtigste bindeled mellem generationerne“. Men dette ’vigtige bindeled’ er i alarmerende omfang ved at gå i stykker. Bladet fortsætter: „I vore dages verden står mange familier over for enorme udfordringer der truer deres evne til at fungere, ja, faktisk til at overleve.“2 Hvilken bibelsk vejledning kan hjælpe familien til at overleve?
For det første har Bibelen meget at sige om hvordan mand og kone skal behandle hinanden. Den siger for eksempel følgende til ægtemænd: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:28, 29) Hustruen bliver på den anden side rådet til at „have dyb respekt for sin mand“. — Efeserne 5:33.
Hvad vil det medføre at følge denne bibelske vejledning? En mand der elsker sin kone ’som sit eget legeme’, vil aldrig behandle hende ondskabsfuldt eller brutalt. Han vil ikke slå hende eller mishandle hende verbalt eller følelsesmæssigt. Han vil i stedet vise hende den samme ære og det samme hensyn som han viser sig selv. (1 Peter 3:7) Det vil medføre at hans kone føler sig elsket og tryg i ægteskabet. Derved sætter han et godt eksempel for børnene og viser dem hvordan kvinder skal behandles. En hustru der har „dyb respekt“ for sin mand, vil på den anden side ikke fratage ham hans værdighed ved hele tiden at kritisere eller nedgøre ham. Når hun viser ham en sådan respekt, får det ham til at føle at hun stoler på ham, anerkender ham og sætter pris på ham.
Er en sådan vejledning praktisk anvendelig i vore dages verden? Det er interessant at de der i dag har specialiseret sig i familieforhold, er nået til lignende konklusioner. En leder af et familierådgivningsprogram har sagt: „De mest velfungerende familier jeg kender, er dem hvor faderen og moderen har et stærkt og kærligt forhold til hinanden. . . . Et sådant stabilt forhold gør tilsyneladende børn trygge.“3
I årenes løb har Bibelens vejledning vedrørende ægteskab vist sig at være langt mere anvendelig end mange familierådgiveres nok så velmente råd. Det er for eksempel ikke ret længe siden at mange eksperter mente at skilsmisse var den hurtigste og letteste løsning på et ubehageligt ægteskab. I dag opfordrer mange rådgivere folk til at blive sammen hvis det overhovedet er muligt. Men de har først foretaget denne holdningsændring efter at der er sket megen skade.
Bibelen, derimod, giver pålidelig og ligevægtig vejledning vedrørende ægteskabet. Den siger at det er tilladt at lade sig skille i visse ekstreme situationer. (Mattæus 19:9) Bibelen fordømmer dog at man lader sig skille af ubetydelige årsager. (Malakias 2:14-16) Den fordømmer også utroskab. (Hebræerne 13:4) Den understreger at man må føle sig forpligtet hvis man gifter sig: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ * — 1 Mosebog 2:24; Mattæus 19:5, 6.
Bibelens vejledning vedrørende ægteskabet er lige så relevant i dag som da Bibelen blev skrevet. Når mand og kone viser hinanden kærlighed og respekt og betragter ægteskabet som et ganske særligt forhold, er der større sandsynlighed for at det vil holde så familien kan blive sammen.
Praktiske råd til forældre
For flere år siden blev der lanceret nogle „nye tanker“ vedrørende børneopdragelse der fik forældre til at tro at det var „forbudt at forbyde“.8 De var bange for at det at sætte grænser for børnene ville gøre dem frustrerede og give dem sår på sjælen. Velmenende rådgivere i børneopdragelse holdt på at forældre kun måtte give deres børn en særdeles skånsom irettesættelse. Men mange af disse eksperter har nu taget spørgsmålet om tugt op til fornyet overvejelse, og bekymrede forældre ønsker klarhed over emnet.
Bibelen har dog hele tiden givet en klar og fornuftig vejledning om børneopdragelse. For næsten 2000 år siden sagde den: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Det græske navneord der oversættes med „tugt“, betyder „opdragelse, oplæring, vejledning“.9 Bibelen siger at når forældre giver en sådan tugt eller vejledning, vidner det om deres kærlighed til børnene. (Ordsprogene 13:24) Børn kan godt lide at have en moralsk rettesnor og klare rammer for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Når de får rimelig tugt, fortæller det dem at deres forældre interesserer sig for dem og bekymrer sig om deres udvikling.
Men forældrenes myndighed, der i Bibelen omtales som „tugtens kæp“, må aldrig tage form af mishandling. * (Ordsprogene 22:15; 29:15) Bibelen siger advarende til forældre: „Irettesæt ikke hele tiden jeres børn, ellers gør I dem fuldstændig modløse.“ (Kolossenserne 3:21, Phillips) Den erkender også at fysisk afstraffelse normalt ikke er den bedste undervisningsmetode. I Ordsprogene 17:10 står der: „En irettesættelse til den forstandige når dybere end hundrede slag til tåben.“ Desuden anbefaler Bibelen at der lægges vægt på forebyggelse i opdragelsen. I Femte Mosebog 11:19 tilskyndes forældre til at lære deres børn moralske værdinormer under afslappede former. — Se også Femte Mosebog 6:6, 7.
Bibelens eviggyldige vejledning til forældre er ikke til at tage fejl af. Børn har brug for konsekvent og kærlig opdragelse. Praktisk erfaring viser at en sådan fornuftig, ligevægtig vejledning fungerer i praksis. *
Overvinder det der skiller folk
I dag er folk splittede som følge af racemæssige, nationale og etniske forskelle. Sådanne kunstige barrierer har bidraget til at uskyldige mennesker overalt i verden er blevet slået ihjel i krige. I betragtning af historiens forløb ser det afgjort ikke ud til at mænd og kvinder fra forskellige racer og nationaliteter nogen sinde vil komme til at betragte og behandle hinanden som ligestillede. En afrikansk statsmand har sagt: „Løsningen skal findes i vort hjerte.“11 Men det er ikke let at ændre folks hjerteindstilling. Det er dog værd at bemærke at Bibelens budskab taler til hjertet og får folk til at betragte hinanden som ligestillede.
Bibelens lære om at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“, udelukker enhver tanke om racemæssig overlegenhed. (Apostelgerninger 17:26) Den viser at der i virkeligheden kun findes én race — menneskeracen. Bibelen opfordrer os endvidere til at ’blive Guds efterlignere’ og siger at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Efeserne 5:1; Apostelgerninger 10:34, 35) For dem der tager Bibelen alvorligt, og som virkelig forsøger at leve efter dens lære, virker denne viden forenende. Den udvirker noget inderst inde i mennesket, påvirker så at sige hjertet og nedbryder de menneskeskabte barrierer der skiller folk. Lad os tage et eksempel.
Da Hitler førte krig i Europa, var der en gruppe kristne der standhaftigt nægtede at deltage i nedslagtningen af uskyldige mennesker. Det var Jehovas Vidner. De ville ikke „løfte sværd“ mod deres medmennesker. De indtog dette standpunkt fordi de ønskede at behage Gud. (Esajas 2:3, 4; Mika 4:3, 5) De troede virkelig på det Bibelen lærer — at ingen nation eller race er bedre end en anden. (Galaterne 3:28) De fredselskende Jehovas vidner var nogle af de første der blev sendt i koncentrationslejrene på grund af deres holdning. — Romerne 12:18.
Men ikke alle der hævdede at følge Bibelen, indtog samme standpunkt. Kort efter den anden verdenskrig skrev den tyske protestantiske præst Martin Niemöller: „Den, som her vil drage Gud til Ansvar [for krig], han kender ikke Guds Ord eller vil ikke kende det! . . . Kristne Kirker [har] Aarhundreder igennem stadig paany . . . indladt sig paa at velsigne Krigen, Tropperne og Vaabnene, . . . [og har] på ganske ukristelig Maade . . . bedet for Modstanderens Tilintetgørelse. Alt dette er vor Skyld og vore Fædres Skyld, men sandelig ikke Guds Skyld. — Og nu staar vi Kristne i Dag beskæmmede over for den saakaldte Sekt, de alvorlige Bibelforskere [Jehovas Vidner], som i Hundredvis, ja i Tusindvis er vandrede ind i Koncentrationslejrene og i Døden, fordi de nægtede at gøre Krigstjeneste og vægrede sig ved at skyde paa Mennesker.“12
Den dag i dag er Jehovas vidner kendt for deres broderskab der forener arabere og jøder, kroater og serbere samt hutuer og tutsier. De erkender dog beredvilligt at denne enhed ikke skyldes at de er bedre end andre, men skyldes kraften i Bibelens budskab. — 1 Thessaloniker 2:13.
En praktisk rettesnor der fremmer mental sundhed
Vores fysiske helbred berøres ofte af vores følelsesmæssige og mentale tilstand. Videnskabelige undersøgelser har for eksempel påvist de skadelige virkninger af vrede. Dr. Redford Williams, der er leder af adfærdsforskningen ved Duke University Medical Center, og hans kone, Virginia Williams, skriver i deres bog Anger Kills (Vrede dræber): „De fleste foreliggende vidnesbyrd peger på at vredladne mennesker af forskellige årsager har øget risiko for at pådrage sig hjerte- og kredsløbssygdomme (samt andre sygdomme), hvilket blandt andet skyldes manglende sociale forbindelser, forstærkede biologiske reaktioner når de bliver vrede, samt det at de har en mere risikofyldt og sundhedsskadelig adfærd.“13
Tusinder af år før sådanne videnskabelige undersøgelser har Bibelen i enkle vendinger gjort opmærksom på forbindelsen mellem følelserne og det fysiske helbred: „Et roligt hjerte er liv for legemet, men skinsyge er råddenskab i knoglerne.“ (Ordsprogene 14:30; 17:22) Bibelen giver følgende kloge råd: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare,“ og: „Vær ikke hastig i din ånd til at føle dig krænket [eller: blive vred, King James Version].“ — Salme 37:8; Prædikeren 7:9, fodnote.
Bibelen indeholder også fornuftige råd om hvordan man behersker sin vrede. For eksempel siges der i Ordsprogene 19:11: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Det hebraiske ord for „indsigt“ er afledt af et verbum der indebærer tanken om „kendskab til årsagen“ til noget.14 Det kloge råd lyder: „Tænk før du handler.“ Når man bestræber sig for at forstå hvorfor nogle siger eller gør et eller andet, kan det hjælpe en til at være mere tolerant og mindre tilbøjelig til at blive vred. — Ordsprogene 14:29.
I Kolossenserbrevet 3:13 finder vi et andet praktisk råd: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ Mindre irritationsmomenter er en del af livet. Med udtrykket „bliv ved med at affinde jer med“ tænkes der på at man tolererer det som man ikke bryder sig om hos andre. „At tilgive“ vil sige at man ophører med at være vred på en anden. Det er ofte bedre at give slip på bitre følelser end at gå og pleje dem; at nære vrede vil blot øge ens byrder. — Se rammen: „Praktiske råd om et godt forhold til andre.“
Der findes mange steder i dag hvor man kan hente råd og vejledning. Men Bibelen er noget helt for sig. Dens vejledning er ikke blot teori, og det vil aldrig skade os at følge den. Dens kloge råd har tværtimod vist sig at være „meget pålidelige“. (Salme 93:5) Desuden er Bibelens råd eviggyldige. Selv om den blev fuldført for næsten 2000 år siden, er dens vejledning stadig praktisk anvendelig. Og den kan følges af alle uanset hvilken race man tilhører, og hvilket land man bor i. Bibelens ord indeholder desuden stor kraft — kraft til at forandre folk til det bedre. (Hebræerne 4:12) Derfor vil det gavne en at læse den og leve efter dens principper.
[Fodnoter]
^ par. 13 Det hebraiske ord davaqʹ, der her er oversat med „holde sig til“, „indeholder tanken om at holde fast ved en anden i hengivenhed og loyalitet“.4 På græsk er det ord der i Mattæus 19:5 er gengivet med ’vil holde sig til’, beslægtet med et ord der betyder „at lime sammen“, „at forbinde“, „at sammenføje“.5
^ par. 18 På Bibelens tid betød det hebraiske ord sjeʹvæt en „kæp“ eller „stav“ af den slags en hyrde brugte.10 I denne sammenhæng er myndighedens kæp et udtryk for kærlig vejledning, ikke brutalitet. — Jævnfør Salme 23:4.
^ par. 19 Se kapitlerne „Oplær dit barn fra den spæde barndom“, „Hjælp dine teenagebørn til at trives“, „Når børn gør oprør“ og „Beskyt din familie mod dårlig påvirkning“ i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.
[Tekstcitat på side 24]
Bibelen indeholder fornuftig og klar vejledning om familielivet
[Ramme på side 23]
Noget der kendetegner stærke familier
For adskillige år siden foretog en familierådgiver en omfattende undersøgelse hvor hun bad 500 familievejledere om at beskrive hvad der kendetegner „stærke“ familier. Interessant nok var det meste af det de anførte, noget der for længe siden er blevet anbefalet i Bibelen.
God kommunikation var det vigtigste, deriblandt effektive metoder til at bilægge uoverensstemmelser. Noget der kendetegner stærke familier, er at „man ikke går i seng mens man er vred på hinanden,“ fortæller den der forestod undersøgelsen.6 For mere end 1900 år siden gav Bibelen dette råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) På Bibelens tid regnede man dagene fra solnedgang til solnedgang. Længe før vor tids eksperter gav sig til at studere familieforhold, har Bibelen altså givet det kloge råd at man skal få det der virker splittende, ud af verden før en dag er forbi og en ny begynder.
Stærke familier „begynder ikke at diskutere potentielt sprængfarlige emner lige før de skal ud af døren eller lige før sengetid,“ erfarede forskeren. „Igen og igen hørte jeg udtrykket ’det rette tidspunkt’“.7 Sådanne familier lever, uden selv at vide det, efter et bibelsk ordsprog der blev skrevet for mere end 2700 år siden: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Her tænkes der måske på bakker af sølv med indlagte guldornamenter med form som æbler, hvilket har været smukke og højt skattede ejendele på Bibelens tid. Sammenligningen viser at ord i rette tid er smukke og værdifulde. I pressede situationer er de rette ord sagt på det rette tidspunkt af uvurderlig betydning. — Ordsprogene 10:19.
[Ramme på side 26]
Praktiske råd om et godt forhold til andre
„Bliv opbragte, men synd ikke. Sig det i jeres hjerte, på jeres seng, men sig det ikke højt.“ (Salme 4:4) I de fleste tilfælde hvor det drejer sig om mindre forseelser, kan det være klogt at lægge bånd på sig selv og undgå følelsesudbrud.
„Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Tænk før du taler. Tankeløse ord kan såre andre og ødelægge venskaber.
„Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Det kræver selvbeherskelse at reagere med mildhed, men det afhjælper ofte problemet og fremmer et fredeligt forhold.
„At begynde på kiv er som at lade vand fosse ud; forsvind derfor før striden bryder ud.“ (Ordsprogene 17:14) Det er klogt at gå fra en provokerende situation før man mister selvbeherskelsen.
„Vær ikke hurtig til at blive fortørnet, for det er tåber der gemmer på fortørnelse.“ (Prædikeren 7:9, The New English Bible) Følelser går ofte forud for handlinger. Den der er hurtig til at tage anstød, er tåbelig, for det kan føre til uoverlagte ord — og de uoverlagte ord kan meget let blive til nogle handlinger som man vil fortryde.
[Illustration på side 25]
Jehovas vidner var blandt de første der blev sendt i koncentrationslejre
