En bog der „taler“ levende sprog

Hvis det sprog en bog bliver skrevet på, dør, vil bogen i realiteten også dø. Det er de færreste i dag der kan læse de gamle sprog Bibelen blev skrevet på. Bibelen lever imidlertid i bedste velgående. Den har overlevet fordi den har „lært at tale“ de levende sprog der bruges i dag. De oversættere der har „lært“ den at tale forskellige sprog, har til tider stået over for tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

AT OVERSÆTTE Bibelen — med dens over 1100 kapitler og 31.000 vers — er en kolossal opgave. Men i århundredernes løb har selvopofrende oversættere med glæde påtaget sig opgaven. Mange har været villige til at udholde trængsler og endog dø for deres arbejde. Historien om hvordan Bibelen blev oversat til alverdens sprog, er en bemærkelsesværdig beretning om udholdenhed og opfindsomhed. Lad os betragte blot en lille del af den fængslende historie.

De udfordringer oversættere har stået over for

Hvordan oversætter man en bog til et sprog der ikke har noget skriftsprog? Adskillige bibeloversættere har haft dette problem. For eksempel begyndte Wulfila i det 4. århundrede e.v.t. at oversætte Bibelen til gotisk. Gotisk var et af datidens talesprog, men ikke et skriftsprog. Wulfila løste opgaven ved at opfinde det gotiske alfabet bestående af 27 bogstaver, som han hovedsagelig byggede på det græske og det latinske alfabet. Hans oversættelse af næsten hele Bibelen til gotisk blev fuldført før år 381 e.v.t.

I det 9. århundrede ønskede to græsktalende brødre, Kyrillos (oprindelig Konstantin) og Methodios, begge dygtige lærde og sprogfolk, at oversætte Bibelen for de slavisktalende. Men forløberen for vore dages slaviske sprog havde intet skriftsprog. Derfor opfandt de to brødre et alfabet der skulle gøre det muligt at fremstille en oversættelse af Bibelen. På den måde kunne Bibelen nu „tale“ med langt flere, nemlig dem der boede i den slavisktalende del af verden.

I det 16. århundrede begyndte William Tyndale at oversætte Bibelen fra originalsprogene til engelsk, men han mødte stor modstand fra både kirken og staten. Tyndale, der var uddannet ved Oxford, ønskede at lave en oversættelse som selv en „plovdreng“ kunne forstå.¹ Men for at dette kunne lykkes måtte han flygte til Tyskland, hvor hans engelske udgave af „Ny Testamente“ blev trykt i 1526. Da nogle eksemplarer blev smuglet til England, blev myndighederne så rasende at de begyndte at  brænde dem offentligt. Tyndale blev senere forrådt. Umiddelbart før han blev stranguleret og brændt, sagde han med høj røst: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“²

Oversættelsen af Bibelen fortsatte; oversætterne lod sig ikke standse. I år 1800 havde i det mindste dele af Bibelen „lært at tale“ 68 sprog. Da man begyndte at oprette bibelselskaber, især The British and Foreign Bible Society, der blev oprettet i 1804, gik der ikke lang tid før Bibelen „lærte“ at tale endnu flere sprog. I hundredvis af unge mænd meldte sig frivilligt til at rejse til fremmede lande som missionærer, mange med det hovedformål at oversætte Bibelen.

Bibelen på afrikanske sprog

I år 1800 fandtes der kun cirka en halv snes skriftsprog i Afrika. I hundredvis af talesprog måtte vente med at få Bibelen indtil nogen opfandt en måde at skrive sprogene på. De missionærer der rejste ud, lærte sig sprogene uden hjælp af ordbøger eller lærebøger for begyndere. Siden sled de med at udvikle en skreven form af sproget, hvorefter de lærte folk at læse det. Alt dette gjorde de for at folk en skønne dag skulle kunne læse Bibelen på deres eget sprog.³

En af disse missionærer var en skotte ved navn Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære deres sprog, der ikke havde noget skriftsprog, blandede han sig med lokalbefolkningen og rejste af og til ind i landets indre for at bo blandt dem. „Befolkningen var venlig,“ skrev han senere, „og mine sproglige bommerter vakte megen latter. En person ville aldrig rette et ord eller en sætning før vedkommende havde gentaget det jeg havde sagt, så grundigt at de kunne more andre ved at fortælle hvad jeg havde sagt.“⁴ Men Moffat holdt ud og lærte til sidst at mestre sproget, foruden at han fandt frem til en måde at skrive det på.

I 1829, efter at Robert Moffat havde arbejdet blandt tswanaerne i otte år, færdiggjorde han en oversættelse af Lukasevangeliet. For at få det trykt rejste han næsten 1000 kilometer med oksekærre ud til kysten, hvorefter han tog med skib til Cape Town. Her gav guvernøren ham tilladelse til at bruge en af statens trykkemaskiner, men han måtte selv håndsætte Bibelen og trykke den. I 1830 blev evangeliet omsider udgivet. For første gang kunne tswanafolket nu læse en del af Bibelen på deres eget sprog. I 1857 færdiggjorde Robert Moffat en oversættelse af hele Bibelen til tswana.

Moffat beskrev senere tswanafolkets reaktion da de for første gang fik mulighed for at læse Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas. . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“⁵

Takket være nidkære oversættere som Robert Moffat blev det for første gang muligt for mange afrikanere, hvoraf nogle i begyndelsen ikke mente at de havde brug for et skriftsprog, at kommunikere ved hjælp af det skrevne ord. Oversætterne mente imidlertid at de gav afrikanerne en langt mere kostelig gave — Bibelen på deres eget sprog. I dag „taler“ Bibelen eller dele af den over 600 afrikanske sprog.

Bibelen på asiatiske sprog

Mens oversættere i Afrika kæmpede med at udvikle skriftsprog til de talte sprog, løb oversættere på den anden side af kloden ind  i helt andre problemer. De skulle oversætte Bibelen til sprog der allerede havde et kompliceret skriftsystem. Det gjaldt for eksempel dem der oversatte Bibelen til de asiatiske sprog.

I begyndelsen af det 19. århundrede rejste William Carey og Joshua Marshman til Indien. De mestrede mange af landets skriftsprog, og med hjælp fra en trykker ved navn William Ward fremstillede de helt eller delvis Bibelen på næsten 40 sprog.⁶ Forfatteren J. Herbert Kane har skrevet følgende om William Carey: „Han opfandt et smukt, letflydende folke[bengali] der erstattede den gamle klassiske form, og gjorde det dermed mere tiltalende og lettere at forstå for nye læsere.“⁷

Adoniram Judson, der var født og opvokset i USA, rejste til Burma, og i 1817 begyndte han at oversætte Bibelen til burmesisk. Om vanskelighederne med at lære at mestre et orientalsk sprog i en sådan grad at man kan oversætte Bibelen, skriver han: ’Når man skal lære et sprog der tales af folk på den anden side af kloden hvis tankegang er helt forskellig fra vor, et sprog hvis måde at udtrykke sig på følgelig er helt ny for en, og hvis bogstaver og ord mangler den fjerneste lighed med noget sprog man før har set; når man hverken har nogen ordbog eller tolk og må forsøge at lære tilstrækkeligt af sproget til at man kan få hjælp af en indfødt lærer — så kan man tale om slid!’⁸

I Judsons tilfælde krævede det cirka 18 års flittig indsats. Den sidste del af Bibelen på burmesisk blev trykt i 1835. Hans ophold i Burma kostede ham imidlertid dyrt. Mens han arbejdede på oversættelsen, blev han anklaget for at være spion og måtte derfor tilbringe næsten to år i et moskitoplaget fængsel. Kort efter sin løsladelse døde hans kone og lille datter af feber.

Da den 25-årige Robert Morrison ankom til Kina i 1807, påtog han sig den ekstremt vanskelige opgave at oversætte Bibelen til kinesisk, et af de mest komplicerede skriftsprog der findes. Han havde kun begrænset kendskab til kinesisk, hvilket han var begyndt at studere blot to år forinden. Morrison måtte også kæmpe med de kinesiske love der havde til formål at opretholde Kinas isolation. For kinesere var der dødsstraf for at undervise fremmede i kinesisk, og for udlændinge var der dødsstraf for at oversætte Bibelen til kinesisk.

Morrison fortsatte imidlertid uforknyt, men forsigtigt med at studere kinesisk, og han lærte det hurtigt. I løbet af to år havde han fået arbejde som oversætter ved Det Ostindiske Kompagni. Om dagen arbejdede  han for firmaet, men i hemmelighed og i konstant fare for at blive opdaget arbejdede han med at oversætte Bibelen. I 1814, syv år efter at han var kommet til Kina, havde han De Kristne Græske Skrifter klar til tryk.⁹ Fem år senere fuldførte han med hjælp fra William Milne De Hebraiske Skrifter.

Det var en enorm præstation. Bibelen kunne nu „tale“ det sprog der blev talt af flest mennesker i verden. Takket være dygtige oversættere blev Bibelen siden oversat til andre asiatiske sprog. I dag foreligger dele af Bibelen på mere end 500 asiatiske sprog.

Hvorfor sled mænd som Tyndale, Moffat, Judson og Morrison i årevis, i visse tilfælde med livet som indsats, for at oversætte en bog til folk de ikke kendte, og som i nogle tilfælde ikke havde et skriftsprog? Afgjort ikke for at opnå ære eller vinding. Men de troede at Bibelen er Guds ord, og at den skulle „tale“ til folk — alle folk — på deres eget sprog.

Hvad enten du mener at Bibelen er Guds ord eller ej, vil du sikkert være enig med os i at disse flittige oversætteres selvopofrende indstilling er alt for sjælden i vore dages verden. Er en bog der får folk til at vise en sådan uselviskhed, ikke værd at undersøge?

[Oversigt på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det antal sprog dele af Bibelen er blevet trykt på siden år 1800

1800

68

107

171

269

367

1900

522

729

971

1199

1762

1995

2123

Kilde: United Bible Societies

[Illustration på side 10]

William Tyndale oversatte Bibelen

[Illustration på side 11]

Robert Moffat

[Illustration på side 12]

Adoniram Judson

[Illustration på side 13]

Robert Morrison