Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Verdens mest udbredte bog

Verdens mest udbredte bog

Verdens mest udbredte bog

„Bibelen er den mest læste bog i historien. . . . Der er blevet distribueret flere eksemplarer af Bibelen end af nogen anden bog. Bibelen er også den bog der er blevet oversat flest gange til flest sprog.“ — The World Book Encyclopedia.1

BØGER ligner på mange måder mennesker. De dukker op, bliver måske populære, for så, med undtagelse af nogle få klassikere, at dø og blive glemt. Bibliotekerne fungerer ofte som kirkegårde for bøger der er forældede og ulæste, ja, i realiteten døde.

Bibelen er imidlertid noget ganske særligt, selv blandt de klassiske værker. Skønt man begyndte at skrive den for 3500 år siden, er den stadig meget livskraftig. Den er langt den mest udbredte bog på jorden. * Hvert år bliver der distribueret cirka 60 millioner eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. Den første udgave trykt med løse typer forlod opfinderen Johann Gutenbergs trykpresse omkring år 1455. Man anslår at der siden er blevet trykt fire milliarder eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. Ingen anden religiøs eller verdslig bog kommer i nærheden af dette oplag.

Bibelen er også den mest oversatte bog i historien. Hele Bibelen eller dele af den er blevet oversat til mere end 2100 sprog og dialekter. * Over 90 procent af jordens befolkning har adgang til i det mindste en del af Bibelen på deres eget sprog.2 Denne bog har således krydset landegrænser og overvundet racemæssige og etniske skel.

Nu er det jo ikke sikkert at statistiske oplysninger alene giver dig lyst til at undersøge Bibelen. Men det at den er oversat og udbredt i så stort et omfang, viser trods alt at den henvender sig til alle slags mennesker. Historiens mest solgte og mest oversatte bog må være værd at undersøge.

[Fodnoter]

^ par. 4 Man mener at den bog der kommer på andenpladsen, er Citater fra Formand Mao Tsetung, „den lille røde“, hvoraf man anslår at der er blevet solgt eller uddelt 800 millioner eksemplarer.

^ par. 5 De statistiske oplysninger om antallet af sprog bygger på tal fra De Forenede Bibelselskaber.

[Illustration på side 6]

Gutenbergbibelen på latin var den første komplette bog der blev trykt med løse typer