Kapitel tretten

Frelse og glæde under Messias’ herredømme

Esajas 11:1–12:6

1. Beskriv Guds pagtsfolks åndelige tilstand på Esajas’ tid.

PÅ ESAJAS’ tid var den åndelige tilstand hos Guds pagtsfolk dårlig. Selv under de trofaste konger, for eksempel Uzzija og Jotam, ofrede mange stadig på offerhøjene. (2 Kongebog 15:1-4, 34, 35; 2 Krønikebog 26:1, 4) Da Ezekias blev konge, måtte han fjerne ba’alsdyrkelsens kultgenstande fra landet. (2 Krønikebog 31:1) Det er ikke så mærkeligt at Jehova opfordrede folket til at vende om til ham, og at han advarede om den kommende tugt.

2, 3. Hvilken opmuntring har Jehova givet dem der ønsker at tjene ham trods den udbredte mangel på tro?

² Det var dog ikke alle som var oprørere. Jehova havde trofaste profeter, og der må have været nogle som hørte på dem. Til disse lydhøre var der trøstende ord. Efter at have beskrevet de frygtelige forhold i Juda der ville være en følge af den assyriske invasion, blev Esajas inspireret til at nedskrive en af de smukkeste passager i hele Bibelen. Det var en beskrivelse af velsignelserne under Messias’ herredømme. * Nogle af de profetiske beskrivelser fik deres opfyldelse i mindre målestok da jøderne vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon. Men i sin helhed får profetien en  større opfyldelse i dag. Esajas og andre trofaste jøder på den tid oplevede altså ikke at se disse velsignelser, men de så frem til dem i tro og vil få dem at se i opstandelsen. — Hebræerne 11:35.

³ Jehovas folk i nutiden har også brug for opmuntring. Verdens dalende moralnormer, personlige svagheder og modstand mod Rigets budskab er en udfordring til alle. Esajas’ skønne løfter om Messias og hans herredømme kan styrke og hjælpe Guds folk til at møde disse udfordringer.

 Messias — en kvalificeret fører og leder

4, 5. Hvad profeterede Esajas om Messias, og hvordan anvendte Mattæus hans ord?

⁴ Århundreder før Esajas’ tid havde andre hebraiske bibelskribenter peget frem til Messias, den sande fører og leder som Jehova ville sende til Israel. (1 Mosebog 49:10; 5 Mosebog 18:18; Salme 118:22, 26) Gennem Esajas føjer Jehova nu yderligere detaljer til. Esajas siger: „Der skal komme en kvist ud af Isajs stub; og et skud fra hans rødder vil bære frugt.“ (Esajas 11:1; jævnfør Salme 132:11.) Ordene „kvist“ og „skud“ viser begge at Messias ville være en efterkommer af Isaj; nærmere betegnet skulle han komme gennem hans søn David, der blev salvet med olie til at være konge over Israel. (1 Samuel 16:13; Jeremias 23:5; Åbenbaringen 22:16) Når den sande Messias kom, ville dette „skud“ fra Davids hus bære god frugt.

⁵ Den lovede Messias var Jesus. Det var sikkert Esajas 11:1 evangelieskribenten Mattæus hentydede til da han sagde at Jesus ville blive kaldt „nazaræer“ som en opfyldelse af profeternes ord. Jesus voksede op i byen Nazaret og blev derfor kaldt nazaræer, et navn der uden tvivl sigtede til det hebraiske ord der blev brugt i Esajas 11:1 for „skud“. * — Mattæus 2:23, fodnote; Lukas 2:39, 40.

6. Hvordan ville Messias være som regent ifølge profetien?

⁶ Hvordan ville Messias være som regent? Ville han være som den grusomme, selvrådige assyrer der lagde det nordlige Israels rige øde? Naturligvis ikke! Om Messias siger Esajas: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd; og han har sin glæde i frygten for Jehova.“ (Esajas 11:2, 3a) Messias blev ikke salvet med olie, men  med Guds hellige ånd. Det skete da Jesus blev døbt og Johannes Døber så Guds hellige ånd dale ned over ham i form af en due. (Lukas 3:22) Jehovas ånd ’hvilede’ over Jesus, og hans handlinger vidnede om at han var i besiddelse af visdom, forstand, råd, styrke og kundskab. Ypperlige egenskaber for en regent!

7. Hvilket løfte gav Jesus sine trofaste disciple?

⁷ Jesu disciple kan også modtage hellig ånd. I en af sine taler sagde Jesus: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:13) Vi bør derfor aldrig tøve med at bede Gud om hellig ånd eller ophøre med at opdyrke dens gode frugter — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Galaterne 5:22, 23) Jehova har også lovet at han vil besvare Jesu disciples bøn om „visdommen ovenfra“, som vil hjælpe dem til at klare livets udfordringer. — Jakob 1:5; 3:17.

8. Hvad er den frygt for Jehova som Jesus fandt glæde i?

⁸ Hvad er den ’frygt for Jehova’ som Messias er i besiddelse af? Bestemt ikke en frygt som giver sig udslag i rædsel for Gud og frygt for hans fordømmelse. Nej, hans frygt er ærefrygt og respekt for Gud. Det er en frygt som skyldes dyb ærbødighed for Gud, og som er affødt af kærlighed til ham. Den der frygter Gud, vil altid ’gøre det han synes om’, sådan som Jesus gjorde. (Johannes 8:29) I sine ord og ved sit eksempel gav Jesus udtryk for at der ikke findes nogen større glæde end den hver dag at vandre i sund frygt for Jehova.

En retfærdig og barmhjertig dommer

9. Hvilket eksempel har Jesus sat for dem der skal dømme i sager i den kristne menighed?

⁹ Esajas forudsiger flere af Messias’ karakteristiske egenskaber:  „Han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører.“ (Esajas 11:3b) Ville vi ikke være taknemmelige for at have sådan en dommer hvis vi blev stillet for retten? Som den der skal dømme alle mennesker, lader Messias sig ikke påvirke af dårlige argumenter, snedig taktik, rygter eller ydre faktorer, som for eksempel rigdom. Han gennemskuer bedrag og ser dybere end til et ugunstigt ydre. Han ser „hjertets skjulte menneske“. (1 Peter 3:4) Jesus er et ypperligt eksempel for alle der skal dømme i sager i den kristne menighed. — 1 Korinther 6:1-4.

10, 11. (a) På hvilken måde irettesatte Jesus sine disciple? (b) Hvordan dømmer Jesus de onde og ugudelige?

¹⁰ Hvilken indflydelse får Messias’ uforlignelige egenskaber på hans domme? Esajas forklarer: „Med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden. Og han slår jorden med sin munds kæp; og med sine læbers ånde bringer han død over den ugudelige. Og retfærdighed er hans hofters bælte, og trofasthed hans lænders bælte.“ — Esajas 11:4, 5.

¹¹ Når Jesu disciple havde brug for irettesættelse, gav Jesus den på en måde der var til størst gavn for dem — et godt eksempel for kristne ældste. På den anden side kan de der øver ondt, forvente en strengere dom. Når Gud kræver denne tingenes ordning til regnskab for dens handlinger, vil Messias ’slå jorden’ med sin myndige røst idet han vil afsige en dom om tilintetgørelse over alle onde og ugudelige. (Salme 2:9; jævnfør Åbenbaringen 19:15.) Til sidst vil der ikke være nogen onde og ugudelige tilbage som kan forstyrre freden blandt menneskene. (Salme 37:10, 11) Med retfærdighed og trofasthed spændt som bælte om hofter og lænder har Jesus magt og evne til at gøre dette. — Salme 45:3-7.

 Ændrede forhold på jorden

12. Hvilke bekymringer kunne en jøde have når han overvejede om han skulle forlade Babylon og rejse hjem til det forjættede land?

¹² Lad os forestille os en israelit som lige havde fået kendskab til Kyros’ dekret om at jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet. Ville han nu forlade den trygge tilværelse i Babylon og foretage den lange rejse hjem? Under israelitternes 70 års fravær var markerne, som havde været overladt til sig selv, groet til med ukrudt. Ulve, leoparder, løver og bjørne strejfede frit om på dem. Der fandtes også brilleslanger. De hjemvendte jøder måtte have husdyr for at opretholde livet — de måtte have hjorde af får, geder og hornkvæg for at få mælk, uld og kød, og de måtte have okser til at trække ploven. Ville husdyrene blive et bytte for rovdyrene? Ville de små børn blive bidt af slanger? Hvad med faren for at falde i et baghold på vejen hjem?

13. (a) Hvilket opmuntrende billede tegner Esajas? (b) Hvordan ved vi at den fred Esajas omtaler, ikke blot betød at man ville være i sikkerhed for vilde dyr?

¹³ Esajas tegner nu et opmuntrende billede af de forhold Gud ville sørge for i landet. Han siger: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:6-9) Varmer disse ord os ikke om hjertet? Læg mærke til at den fred der beskrives her,  er et resultat af kundskab om Jehova. Der er altså tale om mere end blot at være i sikkerhed for vilde dyr. Kundskab om Jehova forandrer ikke dyr, men den vil forandre mennesker. Hverken på vejen hjem eller i det genrejste land behøvede israelitterne at frygte vilde dyr eller dyriske mennesker. — Ezra 8:21, 22; Esajas 35:8-10; 65:25.

14. Hvilken større opfyldelse får Esajas 11:6-9?

¹⁴ Denne profeti får imidlertid en større opfyldelse. I 1914 blev Jesus, Messias, indsat på tronen på det himmelske Zions Bjerg. I 1919 blev resten af „Guds Israel“ udfriet fra babylonisk fangenskab og gik i gang med at genoprette den sande tilbedelse. (Galaterne 6:16) Som følge heraf var vejen åbnet for en nutidig opfyldelse af Esajas’ profeti om et paradis. „Nøjagtig kundskab“, kundskab om Jehova, har forandret menneskers personlighed. (Kolossenserne 3:9, 10) Nogle som før var voldelige, er blevet fredelige. (Romerne 12:2; Efeserne 4:17-24) Dette har nu berørt millioner af mennesker fordi Esajas’ profeti er blevet opfyldt i forbindelse med et voksende antal kristne som har et jordisk håb. (Salme 37:29; Esajas 60:22) De ser hen til det tidspunkt da hele jorden vil være et trygt og fredfyldt paradis, sådan som det var Guds oprindelige hensigt. — Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:13.

15. Kan vi med rimelighed forvente en bogstavelig opfyldelse af Esajas’ ord i den nye verden? Forklar nærmere.

¹⁵ Vil Esajas’ profeti få en videre, måske mere bogstavelig, opfyldelse i dette genoprettede paradis? Det er der grund til at tro. Profetien giver alle som kommer til at leve under Messias’ herredømme, den samme forsikring som de hjemvendte israelitter fik: de og deres børn vil ikke føle sig truet af noget ondt — hverken fra menneskers eller dyrs side. Under Messias’ herredømme vil alle jordens indbyggere kunne glæde sig over lige så fredfyldte forhold  som dem Adam og Eva oplevede i Edens have. Nu fortæller Bibelen ikke i detaljer hvordan livet var i Eden, og den giver heller ikke en detaljeret beskrivelse af hvordan der vil være i Paradiset. Men vi kan være sikre på at under kongen Jesu Kristi kloge og kærlige styre vil alt blive som det skal være.

Den rene tilbedelse genoprettes under Messias

16. Hvad stod som et signal for Guds folk i 537 f.v.t.?

¹⁶ Den rene tilbedelse blev første gang udsat for angreb i Edens have da det lykkedes Satan at få Adam og Eva til at overtræde Guds bud. Indtil den dag i dag har Satan ikke opgivet sit mål: at vende så mange som muligt bort fra Gud. Men Jehova vil aldrig tillade at den rene tilbedelse forsvinder fra jorden. Det er hans navn det gælder, og desuden har han omsorg for dem der tjener ham. Han giver derfor følgende bemærkelsesværdige løfte gennem Esajas: „På den dag vil Isajs rod stå som et signal for folkeslagene. Ham skal nationerne søge til, og hans hvilested er herligt.“ (Esajas 11:10) I 537 f.v.t. stod Jerusalem, den by som David havde gjort til nationens hovedstad, som et signal der kaldte en trofast rest af jøder hjem for at genopbygge templet.

17. På hvilken måde ’rejste Jesus sig for at herske over nationerne’ i det første århundrede, og hvordan er det sket i vor tid?

¹⁷ Men profetien peger frem til mere end det. Som vi allerede har set, peger den frem til Messias’ herredømme, til den eneste sande fører og leder for folk fra alle nationer. Apostelen Paulus citerede Esajas 11:10 for at vise at folk fra nationerne på hans tid ville få en plads i den kristne menighed. Idet han citerer verset ifølge Septuaginta-oversættelsen, skriver han: „Og yderligere siger Esajas: ’Isajs rod skal være der, ja, den der rejser sig for at herske  over nationerne; på ham vil nationerne håbe.’“ (Romerne 15:12) Og profetien rækker videre endnu — helt frem til vor tid da folk fra nationerne viser deres kærlighed til Jehova ved at støtte Messias’ salvede brødre. — Esajas 61:5-9; Mattæus 25:31-40.

18. Hvordan har Jesus været et samlingsmærke i vor tid?

¹⁸ I den nutidige opfyldelse begyndte „den dag“ som Esajas omtaler, i 1914, da Messias blev indsat som konge i Guds himmelske rige. (Lukas 21:10; 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 12:10) Siden da har Jesus stået som et tydeligt signal, et samlingsmærke, for det åndelige Israel og for folk fra alle nationer som længes efter en retfærdig regering. Under Messias’ ledelse er den gode nyhed om Riget blevet forkyndt for alle nationerne som forudsagt af Jesus. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det har bevirket at „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer“ har underordnet sig Messias og sluttet sig til den salvede rest i den rene tilbedelse. (Åbenbaringen 7:9) Efterhånden som mange nye slutter sig til resten i Jehovas åndelige „bedehus“, bliver Messias’ „hvilested“, Guds store åndelige tempel, fyldt med endnu større herlighed. — Esajas 56:7; Haggaj 2:7.

Et forenet folk tjener Jehova

19. Ved hvilke to lejligheder har Jehova genrejst en rest af sit folk som har været spredt ud over jorden?

¹⁹ Esajas minder derefter israelitterne om at Jehova én gang tidligere har udfriet dem fra undertrykkelse under en mægtig fjende. Dette afsnit af Israels historie — folkets udfrielse fra fangenskabet i Ægypten — står alle troende jøders hjerter nær. Esajas skriver: „Og på den dag rækker Jehova igen sin hånd frem, for anden gang, for at erhverve sig den rest af hans folk der er tilbage, fra Assyrien og fra  Ægypten og fra Patros og fra Kusj og fra Elam og fra Sinear og fra Hamat og fra øerne i havet. Og han vil rejse et signal for nationerne og føre Israels fordrevne sammen; og Judas spredte samler han fra jordens fire hjørner.“ (Esajas 11:11, 12) Jehova vil så at sige tage en trofast rest af både Israel og Juda ved hånden og føre den ud fra de nationer den er blevet spredt til, og bringe den sikkert hjem. Dette skete i en mindre opfyldelse i 537 f.v.t. Men den større opfyldelse er omgivet af endnu større herlighed! I 1914 blev Jesus Kristus af Jehova rejst som „et signal for nationerne“ da han blev indsat på tronen i himmelen. I 1919 begyndte resten af „Guds Israel“ ivrigt at flokkes om dette signal for at være med i den rene tilbedelse under Guds rige. Denne åndelige nation, der er noget helt enestående, kommer „ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. — Åbenbaringen 5:9.

20. Hvilken enhed ville Guds folk erfare når det vendte tilbage fra Babylon?

²⁰ Esajas beskriver nu den genrejste nations enhed idet han taler om både det nordlige rige, Efraim, og det sydlige rige, Juda. Han siger: „Efraims skinsyge skal forsvinde, og de der modstår Juda vil blive udryddet. Efraim vil ikke være skinsyg på Juda, og Juda vil ikke modstå Efraim. Men de skal slå ned på filistrenes skulder mod vest; sammen vil de røve fra Østens sønner. Mod Edom og Moab udrækker de deres hånd, og Ammons sønner bliver deres undersåtter.“ (Esajas 11:13, 14) Når jøderne vendte tilbage fra Babylon, ville de ikke længere være delt i to nationer. Medlemmer af alle Israels stammer ville sammen vende tilbage til deres land. (Ezra 6:17) De ville ikke længere nære uvilje eller fjendskab mod hinanden. I forening ville de gøre front mod deres fjender i de omgivende folk og sejre over dem.

21. Hvordan er enheden blandt Guds folk i dag noget ganske særligt?

 ²¹ Endnu mere slående er enheden i „Guds Israel“, det åndelige Israels 12 symbolske stammer. De har i næsten 2000 år erfaret en enhed der er grundlagt på kærlighed til Gud og til deres åndelige brødre og søstre. (Kolossenserne 3:14; Åbenbaringen 7:4-8) I dag kan Jehovas folk — både de åndelige israelitter og de der har et jordisk håb — glæde sig over verdensomspændende enhed og fred under Messias’ herredømme, en fred og enhed man ikke kender i kristenhedens kirker. Jehovas Vidner danner en enig åndelig front mod Satans bestræbelser for at lægge hindringer i vejen for deres gudsdyrkelse. Som et forenet folk adlyder de Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed om Messias’ rige og gøre disciple af folk af alle nationer. — Mattæus 28:19, 20.

Hindringer vil blive overvundet

22. Hvordan ville Jehova „afskære Det Ægyptiske Havs bugt“ og „svinge sin hånd mod Floden“?

²² Der var mange forhindringer, både bogstavelige og billedlige, der stillede sig i vejen for israelitternes tilbagevenden fra landflygtigheden. Hvordan ville disse forhindringer blive overvundet? Esajas siger: „Jehova vil afskære Det Ægyptiske Havs bugt og svinge sin hånd mod Floden i sin ånds glød. Og han skal slå den på dens syv regnfloder, og han vil udvirke at man kan færdes dér i sandaler.“ (Esajas 11:15) Det var Jehova der ville fjerne alt hvad der kunne hindre folket på dets vej. Selv en så formidabel forhindring som Det Ægyptiske Havs bugt, Suezbugten i Det Røde Hav, eller en så vældig flod som Eufratfloden, ville så at sige blive tørret ud så man kunne gå over uden at tage sandalerne af!

23. Hvordan ville der blive „en banet vej fra Assyrien“?

²³ På Moses’ tid banede Jehova en vej for Israel ud af  Ægypten til det forjættede land. Han ville gøre noget lignende nu: „Der skal blive en banet vej fra Assyrien for den rest af hans folk som er tilbage, ligesom der var for Israel på den dag da det drog op fra Ægyptens land.“ (Esajas 11:16) Jehova ville føre de landflygtige hjem til deres land ad en banet vej som var det en landevej. Modstandere ville forsøge at standse dem, men deres Gud, Jehova, ville være med dem. I dag bliver der ligeledes lagt hindringer i vejen for de salvede kristne og deres medarbejdere, men de fortsætter modigt fremad. De er kommet ud af det modbilledlige Assyrien, Satans verden, og de hjælper andre til også at gøre sig fri af den. De ved at den rene tilbedelse vil sejre. Det er ikke menneskers, men Guds værk.

Evigvarende glæde for Messias’ undersåtter

24, 25. Hvordan giver de der tilbeder Jehova, udtryk for deres glæde og taknemmelighed?

²⁴ Esajas beskriver nu Jehovas folks glæde og jubel over at Guds ord er blevet opfyldt: „På den dag skal du sige: ’Jeg vil takke dig, Jehova, for selv om du blev vred på mig, vendte din vrede sig efterhånden, og du gav dig til at trøste mig.’“ (Esajas 12:1) Jehova har tugtet sit genstridige folk, og tugten har været hård. Men formålet med den er nået. Bruddet i nationens forhold til Jehova er blevet helet og den rene tilbedelse genoprettet. Jehova forsikrer sine trofaste tilbedere om at han vil frelse dem til sidst. Derfor giver de udtryk for deres taknemmelighed.

²⁵ De genrejste israelitter har fået deres tillid til Jehova bekræftet, og de råber: „’Se! Gud er min frelse. Jeg vil have tillid og ikke nære rædsel; for Jah Jehova er min styrke og min kraft, og han blev til frelse for mig.’ Og med glæde skal I trække vand op af frelsens kilder.“ (Esajas 12:2, 3) Det hebraiske ord der er oversat med „kraft“, er i Septuaginta-oversættelsen  gengivet med „lovsang“. Tilbederne bryder ud i lovsange over frelsen fra „Jah Jehova“. „Jah“ er en forkortet form af navnet Jehova og bruges i Bibelen når der gives udtryk for stærke følelser af glæde og taknemmelighed. Dette dobbelte udtryk, „Jah Jehova“, intensiverer lovprisningen og løfter den op på et højere niveau.

26. Hvem gør i dag Guds gerninger kendt blandt folkeslagene?

²⁶ Sande tilbedere af Jehova kan ikke beholde deres  glæde for sig selv. Esajas siger profetisk: „På den dag skal I sige: ’Tak Jehova! Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet. Syng og spil for Jehova, for han har handlet ypperligt. Dette gøres kendt på hele jorden.’“ (Esajas 12:4, 5) Siden 1919 har de salvede kristne — senere hjulpet af deres medarbejdere, de „andre får“ — ’vidt og bredt forkyndt hans dyder, han som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. De er „en udvalgt slægt, . . . en hellig nation,“ som er sat til side til netop dette formål. (Johannes 10:16; 1 Peter 2:9) De forkynder at Guds hellige navn er ophøjet, og gør det kendt på hele jorden. De opfordrer alle tilbedere af Jehova til at glæde sig over den frelse Jehova har muliggjort for dem, i lighed med Esajas’ opfordring: „Opløft jubelskrig og råb af glæde, du kvinde som bor på Zion, for Israels Hellige er stor i din midte.“ (Esajas 12:6) Israels Hellige er Jehova Gud selv.

Se fremtiden i møde med tillid!

27. Hvilken tillid bør de kristne være fyldt af mens de venter på at deres håb bliver til virkelighed?

²⁷ I dag har millioner samlet sig om ’signalet for folkeslagene’ — kongen Jesus Kristus, der er blevet indsat på tronen i Guds rige. De glæder sig over at være underlagt dette rige og over at kende Jehova Gud og hans søn. (Johannes 17:3) De finder stor tilfredshed i deres kristne fællesskab og bestræber sig for at bevare den fred der kendetegner Jehovas sande tjenere. (Esajas 54:13) Da de er overbeviste om at Jah Jehova er en Gud der indfrier sine løfter, har de fuld tillid til at deres håb vil blive til virkelighed, og glæder sig over at dele det med andre. Måtte enhver der tilbeder Jehova, fortsat bruge alle sine kræfter på at tjene Gud og hjælpe andre til at gøre det samme. Måtte alle give agt på Esajas’ ord og glæde sig over frelsen ved Jehovas Messias!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Billeder på side 158]

Messias var „en kvist“ af Isajs stub gennem kong David

 [Helsides billede på side 162]

[Billede på side 170]

Esajas 12:4, 5 som versene ser ud i Dødehavsrullen (Forekomsterne af Guds navn er fremhævet)