Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“

„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“

Kapitel seksogtyve

„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“

Esajas 33:1-24

1. Hvorfor er der stor trøst at hente i ordene i Esajas 33:24?

 „HELE skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu.“ Sådan siger apostelen Paulus. (Romerne 8:22) Trods de lægevidenskabelige fremskridt er menneskene stadig plaget af sygdom og død. Det er derfor et vidunderligt løfte som danner det afsluttende højdepunkt på denne del af Esajas’ profeti. Forestil dig den tid da „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Hvornår og hvordan vil dette løfte blive opfyldt?

2, 3. (a) I hvilken henseende er Israels nation „syg“? (b) Hvordan bruger Jehova Assyrien som sin „kæp“?

2 Esajas har skrevet dette på et tidspunkt da Guds pagtsfolk er sygt i åndelig henseende. (Esajas 1:5, 6) Det er sunket så dybt på grund af frafald og umoralitet at Jehova må tugte det strengt. Assyrien er den „kæp“ hvormed han vil give denne tugt. (Esajas 7:17; 10:5, 15) Først bukker Israels tistammerige mod nord under for assyrerne i 740 f.v.t. (2 Kongebog 17:1-18; 18:9-11) Nogle få år senere foretager assyrerkongen Sankerib et altomfattende angreb på Juda rige mod syd. (2 Kongebog 18:13; Esajas 36:1) Efterhånden som den altødelæggende assyriske hær fejer gennem landet, synes Judas fuldstændige tilintetgørelse uundgåelig.

3 Men Assyrien overskrider sin bemyndigelse til at tugte Guds folk og stræber efter at tilfredsstille sin egen ærgerrighed efter at gøre erobringer. (Esajas 10:7-11) Vil Jehova tillade at Assyrerrigets brutalitet over for hans folk forbliver ustraffet? Vil nationen blive helbredt for sin åndelige sygdom? I kapitel 33 i Esajas’ Bog kan vi læse Jehovas svar på disse spørgsmål.

Hærgeren hærges

4, 5. (a) Hvad vil der ske med Assyrien? (b) Hvilken bøn beder Esajas til gavn for Jehovas folk?

4 Profetien begynder: „Ve dig som hærger uden at du selv bliver hærget, og dig som forråder uden at man har forrådt dig! Så snart du er færdig som hærger, vil du blive hærget. Så snart du er nået til ende med at forråde, vil man forråde dig.“ (Esajas 33:1) Esajas henvender sig direkte til hærgeren, Assyrien. På sin magts tinde ser den aggressive nation ud til at være uovervindelig. Den har ’hærget uden selv at blive hærget’. Den har plyndret Judas byer, oven i købet ribbet Jehovas hus for dets skatte — og har tilsyneladende gjort det ustraffet! (2 Kongebog 18:14-16; 2 Krønikebog 28:21) Men nu vil rollerne blive byttet om! „Du [vil] blive hærget,“ erklærer Esajas dristigt. Det er opmuntrende ord for de trofaste!

5 På dette tidspunkt, som er præget af frygt og ængstelse, har de som loyalt tilbeder Jehova, behov for at vende sig til ham efter hjælp. Esajas beder: „Jehova, vis os din gunst. Til dig har vi sat vort håb. Bliv vor arm [som styrker og støtter os] hver morgen, ja, vor frelse i trængselens tid. Ved lyden af larm er folkeslag flygtet. Når du har rejst dig, er nationer blevet spredt.“ (Esajas 33:2, 3) Meget passende beder Esajas Jehova om at udfri sit folk, sådan som han har gjort mange gange før. (Salme 44:3; 68:1) Og aldrig så snart har Esajas fremført denne bøn før han forudsiger Jehovas svar på den!

6. Hvad vil assyrerne opleve, og hvorfor er det på sin plads?

6 „Jeres [assyrernes] bytte skal samles som når kakerlakker samler, som ved græshoppesværmes fremstormen når de stormer frem imod det.“ (Esajas 33:4) Juda kender til ødelæggende insektsværme. Men denne gang er det Judas fjender der vil blive hjemsøgt. Assyrerne vil lide et ydmygende nederlag, og soldaterne vil blive tvunget til at flygte og efterlade sig et stort bytte som judæerne kan indsamle. Assyrerne, som er kendt for deres grusomhed, får kun løn som forskyldt. De vil selv blive hærget! — Esajas 37:36.

Vor tids assyrer

7. (a) Hvem kan i dag sammenlignes med det åndeligt syge Israel? (b) Hvad vil Jehova bruge som sin „kæp“ til at tugte kristenheden med?

7 Hvordan opfyldes Esajas’ profeti i dag? Israels åndeligt syge nation kan sammenlignes med den utro kristenhed. Ligesom Jehova brugte Assyrien som en „kæp“ til at straffe Israel med, sådan vil han bruge en „kæp“ til at straffe kristenheden med — samt hele resten af den falske religions verdensimperium, „Babylon den Store“. (Esajas 10:5; Åbenbaringen 18:2-8) Denne „kæp“ vil være de nationer som tilhører De Forenede Nationers organisation, der er billedligt fremstillet i Åbenbaringens Bog som et skarlagenrødt vilddyr med syv hoveder og ti horn. — Åbenbaringen 17:3, 15-17.

8. (a) Hvem kan i dag sammenlignes med Sankerib? (b) Hvem vil vor tids Sankerib driste sig til at angribe, og hvad bliver resultatet?

8 Når vor tids „assyrer“ stormer frem gennem den falske religions domæne, vil han tilsyneladende ikke være til at standse. Med en indstilling som Sankeribs vil Satan Djævelen driste sig til at gå til angreb — ikke alene på de frafaldne religiøse organisationer, der fortjener denne straf, men også på de sande kristne. Sammen med resten af Jehovas salvede åndelige sønner tager millioner der er kommet ud af Satans verden, og altså også ud af Babylon den Store, standpunkt for Jehovas rige. Satan, „denne tingenes ordnings gud“, vil i sit raseri over at sande kristne ikke vil bøje sig for ham, sætte ind på dem med et storstilet angreb. (2 Korinther 4:4; Ezekiel 38:10-16) Selv om angrebet uden tvivl vil være skrækindjagende, vil Jehovas folk dog ikke blive grebet af frygt. (Esajas 10:24, 25) De har Guds forsikring om at han vil være deres „frelse i trængselens tid“. Han vil gribe ind og tilintetgøre Satan og hans horder. (Ezekiel 38:18-23) Ligesom i fortiden vil de der forsøger at hærge Guds folk, selv blive hærget! (Jævnfør Ordsprogene 13:22b.) Jehovas navn vil blive helliget, og de overlevende vil blive belønnet fordi de har søgt „visdom og kundskab [og] frygten for Jehova“. — Læs Esajas 33:5, 6.

En advarsel til de troløse

9. (a) Hvad vil Judas „helte“ og „fredens sendebud“ gøre? (b) Hvordan reagerer assyreren på fredsinitiativerne fra Judas side?

9 Men hvad vil der ske med de troløse i Juda? Esajas maler et dystert billede af den forestående dom som vil blive eksekveret af assyrerne. (Læs Esajas 33:7.) Judas militære „helte“ skriger af frygt for den fremrykkende assyriske hær. „Fredens sendebud“, diplomater som sendes ud for at forhandle om fred med det krigeriske Assyrien, bliver spottet og ydmyget. De græder bittert over at missionen er mislykkedes. (Jævnfør Jeremias 8:15.) Assyreren har ingen medlidenhed med dem. (Læs Esajas 33:8, 9.) Ubarmhjertigt ignorerer han aftaler han har indgået med Judas indbyggere. (2 Kongebog 18:14-16) Han „lader hånt om byerne“ i Juda, betragter dem med foragt og regner ikke menneskeliv for noget. Situationen er så ulykkelig at det er som om landet selv sørger. Libanon, Saron, Basan og Karmel sørger ligeledes over ødelæggelsen.

10. (a) Hvordan vil kristenhedens „helte“ være ude af stand til at hjælpe? (b) Hvem vil beskytte de sande kristne under den trængsel der vil komme over kristenheden?

10 Lignende forhold vil sikkert indtræffe i nær fremtid når nationerne angriber de religiøse organisationer. Som på Ezekias’ tid vil det være nytteløst at sætte sig til modværge. Kristenhedens „helte“ — dens politikere, finansmænd og andre indflydelsesrige personer — vil være ude af stand til at hjælpe. Politiske og finansielle ’pagter’, eller aftaler, som er indgået med det formål at skulle beskytte kristenhedens interesser, vil blive brudt. (Esajas 28:15-18) Hektiske forsøg på at afværge en katastrofe ad diplomatisk vej vil slå fejl. Kommerciel virksomhed vil gå i stå efterhånden som ejendom og kapital tilhørende religiøse organisationer i kristenheden konfiskeres eller ødelægges. Og de som stadig nærer venlige følelser for disse organisationer, kan ikke gøre meget andet end at stå i sikker afstand og beklage religionens bortgang. (Åbenbaringen 18:9-19) Vil de sande kristne blive fejet bort sammen med kristenheden? Nej, for Jehova selv giver denne forsikring: „’Nu vil jeg rejse mig,’ siger Jehova, ’nu vil jeg ophøje mig; nu vil jeg hæve mig op.’“ (Esajas 33:10) Jehova vil til sidst gribe ind til gavn for dem der er trofaste som Ezekias, og vil standse assyrerens fremrykning. — Salme 12:5.

11, 12. (a) Hvornår og hvordan vil Esajas 33:11-14 blive opfyldt? (b) Hvilken advarsel indeholder Jehovas ord til vor tid?

11 De troløse kan ikke gøre regning på en sådan beskyttelse. Jehova siger: „I undfanger tørt græs; I vil føde halmstrå. Jeres egen ånd vil som ild fortære jer. Og folkeslag skal blive som kalkbrændinger. Som afhuggede tornegrene vil de blive antændt af ild. Hør, I som er langt borte, hvad jeg vil gøre! Og kend min styrke, I som er nærved. På Zion er synderne slået af rædsel; skælven har grebet de frafaldne: ’Hvem af os kan opholde sig nær en fortærende ild? Hvem af os kan opholde sig nær langvarige storbrande?’“ (Esajas 33:11-14) Disse ord gælder åbenbart det tidspunkt da Juda står over for en ny fjende, Babylon. Efter Ezekias’ død vendte Juda tilbage til sine tidligere onde veje. I løbet af de næste få årtier forværredes forholdene så meget at hele nationen måtte undgælde og udsættes for Guds vredes ild. — 5 Mosebog 32:22.

12 Onde planer og metoder der udtænkes for at afværge Guds dom, vil være som halmstrå. I realiteten vil nationens stolte og oprørske ånd være netop det der udløser de begivenheder som fører til dens undergang. (Jeremias 52:3-11) De onde og ugudelige vil blive „som kalkbrændinger“ — tilintetgjort! Når de oprørske judæere tænker på denne faretruende dom og undergang, gribes de af dyb rædsel. Jehovas ord til det utro Juda viser også hvordan situationen er for medlemmerne af kristenhedens kirkesamfund i dag. Hvis de ikke giver agt på Guds advarsel, venter der dem en dyster fremtid.

„Den som vandrer i retfærdighedsgerninger“

13. Hvilket løfte får „den som vandrer i retfærdighedsgerninger“, og hvordan blev det opfyldt i Jeremias’ tilfælde?

13 Som en kontrast hertil siger Jehova derefter: „Den som vandrer i retfærdighedsgerninger og taler med retskaffenhed, som afviser den uærlige vinding der skyldes udbytning, som ryster sin hånd fri så den ikke griber efter bestikkelse, som stopper sit øre til så det ikke hører tale om blodsudgydelse, og som lukker sine øjne så de ikke ser hvad der er ondt — han skal bo i højderne; hans tilflugt vil være høje, utilgængelige klippebjerge. Hans brød vil blive givet ham; hans vandforsyning vil være sikret.“ (Esajas 33:15, 16) Som Peter senere udtrykker det, „så forstår Jehova at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag“. (2 Peter 2:9) Jeremias erfarede en sådan udfrielse. Under den babyloniske belejring måtte folk „spise brød efter vægt og med ængstelse“. (Ezekiel 4:16) Nogle kvinder spiste endog deres egne børn! (Klagesangene 2:20) Men Jehova sørgede for at Jeremias var sikret det nødvendige.

14. Hvordan kan kristne i dag ’vandre i retfærdighedsgerninger’?

14 Kristne i dag må ligeledes ’vandre i retfærdighedsgerninger’ ved altid at følge de anvisninger for god adfærd som Jehova har givet. (Salme 15:1-5) De må ’tale med retskaffenhed’ og afvise løgn og usandhed. (Ordsprogene 3:32) Bedrageri og bestikkelse er måske almindeligt udbredt, men den der vil ’vandre i retfærdighedsgerninger’, vil føle afsky for det. Kristne må også bevare „en god samvittighed“ i forretningssager og undgå tvivlsomme eller direkte uærlige forretningsmetoder. (Hebræerne 13:18; 1 Timoteus 6:9, 10) Og den som har ’stoppet sit øre til så det ikke hører tale om blodsudgydelse, og som lukker sine øjne så de ikke ser hvad der er ondt’, vil passe på med sit valg af musik og underholdning. (Salme 119:37) På den dag Jehova eksekverer sin dom, vil han beskytte og opretholde dem der tilbeder ham, og som lever efter disse retningslinjer. — Zefanias 2:3.

De ser deres konge

15. Hvilket løfte holdt de trofaste landflygtige jøder oppe?

15 Esajas lader os derefter få et betagende glimt af fremtiden: „En konge i sin skønhed — det skal dine øjne betragte; de skal se et fjernt land. Dit hjerte skal tale dæmpet om det skrækkelige der var: ’Hvor er den der tæller? Hvor er den der vejer? Hvor er den der tæller tårnene?’ Det uforskammede folk skal du ikke mere se, folket hvis sprog var svært at opfatte, hvis stammende tungemål var uforståeligt.“ (Esajas 33:17-19) Løftet om den fremtidige messianske konge og hans rige ville holde trofaste jøder oppe i de mange årtier hvor de befandt sig i landflygtighed i Babylon, selv om de kun så dette rige i det fjerne. (Hebræerne 11:13) Når det messianske rige endelig bliver en realitet, vil babyloniernes tyranni være et fjernt minde. De som har overlevet assyrerens angreb, vil med lettelse og glæde spørge: „Hvor er tyrannens mænd som skrev os i skat, forlangte afgifter, tog vores tribut?“ — Esajas 33:18, Moffatt.

16. Siden hvilket tidspunkt har Guds folk kunnet „betragte“ den messianske konge, og hvad har de derfor erfaret?

16 Skønt Esajas’ ord var en garanti for en genrejsning efter det babyloniske fangenskab, måtte de jødiske landflygtige som enkeltpersoner vente på opstandelsen for at erfare den fuldstændige opfyldelse af denne del af profetien. Hvordan forholder det sig med Guds tjenere i dag? Siden 1914 har Jehovas folk kunnet „betragte“, eller mentalt kunnet se, den messianske konge, Jesus Kristus, i al hans åndelige skønhed. (Salme 45:2; 118:22-26) Som følge heraf har de erfaret en udfrielse fra Satans onde tingenes ordning, som de ikke længere bliver behersket og undertrykt af. Under det herredømme der udgår fra Zion, Guds himmelske riges kongesæde, oplever de sand åndelig tryghed.

17. (a) Hvilke løfter gives angående Zion? (b) Hvordan opfyldes Jehovas løfter angående Zion på det messianske rige og dem der støtter det på jorden?

17 Esajas fortsætter: „Se Zion, vore festtiders stad! Dine øjne får Jerusalem at se som et uforstyrret bosted, et telt som ingen pakker sammen. Aldrig trækkes dets teltpløkke op, og intet af alle dets reb rives itu. Nej, dér vil Majestæten, Jehova, blive som et sted med floder, med brede kanaler, for os. Dér kommer ingen flåde af galejer, og dér sejler intet majestætisk skib forbi.“ (Esajas 33:20, 21) Esajas forsikrer os om at Guds messianske rige ikke kan eller vil blive omstyrtet eller ødelagt. Denne beskyttelse når helt klart ud til dem der trofast støtter dette rige på jorden i dag. Selv om mange udsættes for hårde prøvelser, forsikres undersåtterne under Guds rige om at ingen bestræbelser på at tilintetgøre dem som menighed betragtet vil lykkes. (Esajas 54:17) Jehova vil beskytte sit folk på samme måde som en voldgrav eller kanal beskytter en by. Enhver fjende der nærmer sig dem — om det så er en „flåde af galejer“ eller et „majestætisk skib“ — vil gå sin undergang i møde!

18. Hvilket ansvar påtager Jehova sig?

18 Men hvorfor kan de der støtter Guds rige, være så sikre på Guds beskyttelse? Esajas forklarer: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ (Esajas 33:22) Jehova påtager sig det ansvar at beskytte og lede sit folk. Dette folk anerkender ham som den øverste Suveræn og underordner sig derfor villigt hans styre gennem den messianske konge. Det anerkender at Jehova har myndighed til ikke alene at udstede love, men også til at håndhæve dem. Men da Jehova elsker retfærdighed og ret, er hans herredømme, som udøves gennem hans søn, ikke en byrde for dem der tilbeder ham. Tværtimod er det til gavn for dem at underlægge sig hans myndighed. (Esajas 48:17) Han vil aldrig svigte sine loyale. — Salme 37:28.

19. Hvordan beskriver Esajas at Jehovas trofaste folks fjender intet vil kunne stille op over for dem?

19 Esajas siger til Jehovas trofaste folks fjender: „Dine reb skal hænge slapt; deres mast holder de ikke fast oprejst; de har ikke udspændt sejl. På den tid skal bytte i mængde deles; selv de halte skal tage stort rov.“ (Esajas 33:23) Enhver fjende der nærmede sig, ville være lige så uformående og hjælpeløs over for Jehova som et krigsskib hvis tovværk hang slapt, hvis mast vaklede, og som ikke havde noget sejl. Der ville være så meget bytte at hente efter sejren at selv handicappede ville kunne være med. Vi kan derfor være sikre på at Jehova ved kongen Jesus Kristus vil sejre over sine fjender i den kommende „store trængsel“. — Åbenbaringen 7:14.

En helbredelse

20. Hvilken helbredelse vil Guds folk erfare, og hvornår blev det opfyldt?

20 Dette afsnit af Esajas’ profeti slutter med et vidunderligt løfte: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’ Folket som bor i landet har fået sin brøde tilgivet.“ (Esajas 33:24) Den sygdom Esajas taler om, er i første række åndelig sygdom, for den skyldes synd, „brøde“. Som den første opfyldelse af disse ord lover Jehova nationen en åndelig helbredelse efter udfrielsen fra fangenskabet i Babylon. (Esajas 35:5, 6; Jeremias 33:6; jævnfør Salme 103:1-5.) Efter at jøderne har fået deres tidligere synder tilgivet og er vendt hjem igen, vil de genoprette den rene tilbedelse i Jerusalem.

21. Hvordan erfarer Jehovas tjenere i dag en åndelig helbredelse?

21 Men Esajas’ profeti får også en opfyldelse i vor tid. Jehovas tjenere i dag erfarer også en åndelig helbredelse. De er blevet befriet for falsk lære, som for eksempel læren om sjælens udødelighed, treenighedslæren og læren om et brændende helvede. De får vejledning i moralsk henseende, sådan at de ikke længere har eller godkender en umoralsk adfærd, og får hjælp til at træffe kloge beslutninger. Takket være Jesu Kristi genløsningsoffer har de nu en god samvittighed og står rene over for Gud. (Kolossenserne 1:13, 14; 1 Peter 2:24; 1 Johannes 4:10) Denne åndelige helbredelse har også en gavnlig virkning i fysisk henseende. For eksempel er de beskyttede mod seksuelt overførte sygdomme og visse former for kræft, dels ved at de undgår umoralsk sex, og dels ved at de ikke bruger tobak. — 1 Korinther 6:18; 2 Korinther 7:1.

22, 23. (a) Hvilken storslået opfyldelse vil Esajas 33:24 få i fremtiden? (b) Hvad er sande tilbedere besluttede på i dag?

22 Desuden vil Esajas 33:24 få en endnu større og mere storslået opfyldelse efter Harmagedon, i Guds nye verden. Under det messianske riges styre vil menneskene, sammen med den åndelige helbredelse, erfare en vidunderlig fysisk helbredelse. (Åbenbaringen 21:3, 4) Kort efter at Satans onde verdensordning er gået til grunde, vil der uden tvivl finde mirakler sted i hele verden i lighed med dem Jesus udførte mens han vandrede på jorden. Blinde vil se, døve høre, og halte gå omkring! (Esajas 35:5, 6) Alle som overlever den store trængsel, vil herved få mulighed for at være med til at gøre hele jorden til et paradis.

23 Senere, når opstandelsen begynder, vil de der vender tilbage til livet, uden tvivl blive oprejst med et godt helbred. Men efterhånden som værdien af genløsningsofferet anvendes i stadig større udstrækning, vil de fysiske resultater heraf også blive større, indtil menneskene er nået frem til fuldkommenhed. Da vil de retfærdige være blevet „levende“ i fuldeste forstand. (Åbenbaringen 20:5, 6) Ingen vil da sige: „Jeg er syg,“ hverken åndeligt eller fysisk. Hvilket vidunderligt løfte! Måtte alle sande tilbedere i dag beslutte at være blandt dem der oplever dette!

[Studiespørgsmål]

[Billede på side 344]

Esajas beder tillidsfuldt til Jehova

[Billeder på side 353]

Takket være genløsningsofferet står Jehovas tjenere rene over for ham

[Billede på side 354]

I den nye verden vil der finde en storslået fysisk helbredelse sted