Kapitel seks

Jehova Gud har barmhjertighed med en rest

Esajas 4:2-6

1, 2. Hvad forudsiger profeten Esajas om Juda og Jerusalem?

 ET VOLDSOMT uvejr rammer et tæt befolket område. Stærke vindstød, voldsomme skybrud og store oversvømmelser fejer gennem landet, ødelægger huse og beskadiger afgrøder, og mange mennesker omkommer. Men kort efter er uvejret drevet over og efterfølges af en velgørende stilhed. For dem der har overlevet, forestår en tid med genopbygning og genrejsning.

² Profeten Esajas forudsiger noget lignende om Juda og Jerusalem. Uvejrsskyer i form af Guds dom nærmer sig truende — og dét med god grund! Nationens skyld hviler tungt på den. Både herskerne og folket har fyldt landet med uretfærdighed og blodsudgydelse. Gennem Esajas blotlægger Jehova Judas skyld og advarer om at han vil eksekvere sin dom over den afsporede nation. (Esajas 3:25) Judas land vil ligge fuldstændig øde efter dette uvejr. Det må have bedrøvet Esajas at høre dette.

3. Hvilke gode nyheder indeholder det inspirerede budskab i Esajas 4:2-6?

³ Men der er gode nyheder! Uvejret, Jehovas retfærdige dom, vil drive over, og en rest vil overleve. Ja, Jehovas dom over Juda vil blive mildnet af hans barmhjertighed! Esajas’ inspirerede budskab i Esajas 4:2-6 peger frem til denne glædelige tid. Det er som om solen bryder frem bag skyerne; scenen skifter fra beskrivelsen af dommen i Esajas 2:6–4:1 til skildringen af et smukt fornyet land og folk.

4. Hvorfor har Esajas’ profeti om at en rest vender tilbage, også betydning for os?

 ⁴ Esajas’ profeti om hvordan en rest vender tilbage og atter kommer til at bo i fred og tryghed, får også en opfyldelse i vor tid — „de sidste dage“. (Esajas 2:2-4) Lad os se nærmere på dette aktuelle budskab, for det har ikke alene en profetisk betydning, men lærer os også noget om Jehovas barmhjertighed, og hvordan vi som enkeltpersoner kan tage imod den.

„Jehovas spire“

5, 6. (a) Hvordan beskriver Esajas den fredfyldte tid der følger efter uvejret? (b) Hvad ligger der i ordet „spire“, og hvad viser det om Judas land?

⁵ Esajas’ tonefald bliver nu mere opmuntrende idet han ser længere end til det kommende uvejr og frem til en mere fredfyldt tid. Han skriver: „På den dag skal det som Jehova får til at spire [„Jehovas spire“, fodnote] blive til pryd og til herlighed, og landets frugt skal blive til stolthed og til hæder for de undslupne af Israel.“ — Esajas 4:2.

⁶ Esajas taler her om en genoprettelse. Det hebraiske navneord der er gengivet med „spire“, betyder ’noget som spirer, skyder frem, et skud, en gren’. Det er forbundet med velstand, vækst og velsignelse fra Jehova. Esajas tegner således et billede der giver håb — den kommende ødelæggelse vil ikke vare ved. Med Jehovas velsignelse vil det engang så frodige Judas land igen bære frugt i overflod. a — 3 Mosebog 26:3-5.

7. Hvordan vil „Jehovas spire“ eller „det som Jehova får til at spire“ blive „til pryd og til herlighed“?

 ⁷ Esajas bruger malende udtryk for at beskrive den storslåede forvandling der ligger forude. „Jehovas spire“ eller „det som Jehova får til at spire“ vil blive „til pryd og til herlighed“. Ordet „pryd“ får os til at tænke på det forjættede land dengang Jehova gav det til Israel mange hundrede år før. Det var så smukt at det blev kaldt „en pryd [„et smykke“, New American Bible] for alle lande“. (Ezekiel 20:6) Esajas’ ord er således en forsikring til folket om at Judas land vil få sin tidligere skønhed og herlighed tilbage. Det vil blive som det skønneste smykke på jorden.

8. Hvem vil til den tid kunne glæde sig over den skønhed som landet har fået tilbage, og hvordan beskriver Esajas deres følelser?

⁸ Men hvem vil til den tid kunne glæde sig over den skønhed som landet har fået tilbage? Det vil „de undslupne  af Israel,“ svarer Esajas. Ja, der var nogle som ville overleve den ydmygende ødelæggelse som Esajas tidligere havde forudsagt. (Esajas 3:25, 26) En rest som ville overleve, ville vende tilbage til Juda og være med til at genrejse det. For dem der vendte tilbage — „de undslupne“ — ville det genrejste lands rigelige afgrøde blive „til stolthed og til hæder“. Ydmygelsen ved ødelæggelsen ville give plads for en fornyet følelse af stolthed.

9. (a) Hvad skete der i 537 f.v.t. som en opfyldelse af Esajas’ ord? (b) Hvorfor kan nogle der var blevet født i landflygtigheden, betragtes som „undslupne“?

⁹ I overensstemmelse med Esajas’ ord kom Guds dom som et uvejr over Jerusalem i 607 f.v.t. da babylonierne ødelagde byen og mange israelitter omkom. Nogle overlevede og blev ført i landflygtighed til Babylon, men hvis ikke Jehova havde vist barmhjertighed, ville der slet ikke have været nogen overlevende. (Nehemias 9:31) Til sidst var Juda lagt fuldstændig øde. (2 Krønikebog 36:17-21) I 537 f.v.t. tillod barmhjertighedens Gud så nogle „undslupne“ at vende tilbage til Juda for at genoprette den sande tilbedelse. b (Ezra 1:1-4; 2:1) De hjemvendte landflygtiges dybe sorg og anger beskrives smukt i Salme 137, der sandsynligvis er skrevet under fangenskabet eller kort efter. Tilbage i Judas land bearbejdede de jorden og såede sæden. Man kan forestille sig deres glæde og taknemmelighed da de så at Gud velsignede deres anstrengelser, lod sæden spire og jorden bære frugt og blive „som Edens have“. — Ezekiel 36:34-36.

10, 11. (a) I hvilken forstand var bibelstudenterne i fangenskab under „Babylon den Store“ tidligt i det 20. århundrede? (b) Hvordan velsignede Jehova de åndelige israelitters rest?

 ¹⁰ En lignende genoprettelse har fundet sted i vor tid. På et tidligt tidspunkt i det 20. århundrede kom bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, i åndeligt fangenskab under „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:5) Skønt de havde forkastet mange falske religiøse lærepunkter, var der stadig nogle babyloniske opfattelser og skikke de ikke havde frigjort sig fra. Som følge af modstand forårsaget af præster kom nogle af dem bogstaveligt i fængsel. Deres åndelige land, deres åndelige domæne, blev lagt øde.

¹¹ Men i foråret 1919 havde Jehova barmhjertighed med denne rest af åndelige israelitter. (Galaterne 6:16) Han så at de angrede og nærede ønske om at tilbede ham i sandhed, og han udvirkede derfor at de blev løsladt fra deres bogstavelige fængsel og, vigtigere endnu, blev udfriet fra deres åndelige fangenskab. Disse „undslupne“ kom tilbage til deres gudgivne åndelige domæne, som spirede og bar frugt i overflod. Det kom til at se så smukt og indbydende ud at millioner af andre som frygter Gud, har sluttet sig til resten i den sande tilbedelse.

12. Hvordan viser Esajas’ ord hvor stor barmhjertighed Jehova har med sit folk?

¹² Esajas’ ord viser noget om hvor stor barmhjertighed Jehova har med sit folk. Skønt israelitterne som folk betragtet vendte sig mod Gud, havde han barmhjertighed med en angrende rest. Vi kan hente trøst i bevidstheden om at selv de der begår alvorlige synder, kan vende om til Jehova med håb. De der angrer, behøver ikke at føle at de ikke omfattes af Jehovas barmhjertighed, for  han afviser ikke et sønderbrudt hjerte. (Salme 51:17) Bibelen giver denne forsikring: „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham.“ (Salme 103:8, 13) En så barmhjertig Gud fortjener al vor ære og pris!

En rest bliver hellig for Jehova

13. Hvordan beskriver Esajas 4:3 den rest der ville blive genstand for Jehovas barmhjertighed?

¹³ Vi er allerede blevet gjort bekendt med den rest der ville blive genstand for Jehovas barmhjertighed, men nu beskriver Esajas den mere detaljeret: „Og de der er tilbage i Zion og de der er levnet i Jerusalem vil blive omtalt som hellige for ham, enhver der er skrevet op til liv i Jerusalem.“ — Esajas 4:3.

14. Hvem er „de der er tilbage“ og „de der er levnet“, og hvorfor ville Jehova have barmhjertighed med dem?

¹⁴ Hvem er „de der er tilbage“ og „de der er levnet“? Det er „de undslupne“ som er nævnt i det foregående vers, de landflygtige jøder der ville få lov til at vende tilbage til Juda. Nu viser Esajas hvorfor Jehova har barmhjertighed med dem — de ville være „hellige for ham“. Hellighed er ensbetydende med „religiøs renhed“. At være hellig vil sige at være ren i ord og handling, at opfylde Jehovas norm for hvad der er ret og rigtigt. Ja, Jehova ville have barmhjertighed med dem der er „hellige for ham“, og han ville give dem lov til at vende tilbage til „den hellige by“, Jerusalem. — Nehemias 11:1.

15. (a) Hvilken jødisk skik minder udtrykket „skrevet op til liv i Jerusalem“ os om? (b) Hvilken advarsel indeholder Esajas’ ord?

¹⁵ Vil disse trofaste som er tilbage, få lov til at blive der? De vil være „skrevet op til liv i Jerusalem,“ lover Esajas. Det minder os om at jøderne førte omhyggelige  optegnelser over de israelitiske slægter og stammer. (Nehemias 7:5) At være indskrevet i et register betød at man var i live, for når en person døde, blev vedkommendes navn fjernet. Andre steder i Bibelen læser vi om et billedligt register, en bog, med navnene på dem som Jehova skænker livet som belønning. Men i denne bog bliver navnene kun stående på visse betingelser, for Jehova kan „slette“ dem. (2 Mosebog 32:32, 33; Salme 69:28) Esajas’ ord indeholder derfor en advarsel — de der vender tilbage, kan kun få lov at blive i det genrejste land hvis de bliver ved med at være hellige i Guds øjne.

16. (a) Hvad krævede Jehova af dem der fik lov til at begive sig på vej tilbage til Juda i 537 f.v.t.? (b) Hvorfor kan man sige at Jehovas barmhjertighed med den salvede rest og de „andre får“ ikke har været forgæves?

¹⁶ I 537 f.v.t. kom den hjemvendte rest tilbage til Jerusalem med et rent motiv, nemlig for at genoprette den sande tilbedelse. Ingen der var besmittet af hedenske religiøse skikke eller af den urene adfærd som Esajas så kraftigt havde advaret imod, havde ret til at vende tilbage. (Esajas 1:15-17) Kun de som Jehova betragtede som hellige, kunne begive sig på vej tilbage til Juda. (Esajas 35:8) Svarende hertil har den salvede rest siden sin udfrielse fra det åndelige fangenskab i 1919 på enhver måde bestræbt sig for at være hellig i Guds øjne. Den har nu fået tilslutning af millioner af „andre får“ som har håb om evigt liv på jorden, og som må opfylde det samme krav om renhed og hellighed. (Johannes 10:16) De har alle gjort sig fri af babylonisk lære og babyloniske skikke og bestræber sig for at følge Guds høje moralnormer. (1 Peter 1:14-16) Jehovas barmhjertighed med dem har ikke været forgæves.

17. Hvis navne skriver Jehova op i sin „livets bog“, og hvad bør vi være besluttede på?

¹⁷ Vi husker at Jehova mærkede sig dem i Israel som  var hellige, og at han ’skrev dem op til liv’. I dag lægger Jehova også mærke til vore bestræbelser for at være rene på sind og legeme idet vi ’fremstiller vore legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer’. (Romerne 12:1) Alle som lever på denne måde, har han skrevet op i „livets bog“ — den „bog“ som i overført forstand indeholder navnene på dem der vil modtage evigt liv, enten i himmelen eller på jorden. (Filipperne 4:3; Malakias 3:16) Lad os da gøre vort yderste for at forblive hellige i Guds øjne, så vore navne kan blive stående i denne dyrebare „bog“. — Åbenbaringen 3:5.

Et løfte om kærlig omsorg

18, 19. Hvilken renselse vil Jehova udvirke ifølge Esajas 4:4, 5, og hvordan vil den foregå?

¹⁸ Derefter viser Esajas hvordan indbyggerne i det genrejste land bliver hellige, og hvilke velsignelser der venter dem. Han siger: „Når Jehova har bortvasket Zions døtres ekskrementer og han bortskyller det blod som Jerusalem har udgydt, fra dets midte ved ånden der dømmer og ved ånden der opbrænder, så vil Jehova over hvert grundfæstet sted på Zions Bjerg og over dets stævneplads skabe en sky om dagen, og røg, og en flammende ilds klare lys om natten; for over hele det herlige sted skal der være et dække.“ — Esajas 4:4, 5.

¹⁹ Tidligere havde Esajas irettesat „Zions døtre“, hvis moralske fordærv var skjult under deres prangende klæder og smykker. Han havde også afsløret folkets skyld i almindelighed og opfordret judæerne til at vaske og rense sig. (Esajas 1:15, 16; 3:16-23) I ovennævnte skriftsted ser han frem til den tid da Jehova selv har „bortvasket Zions døtres ekskrementer“, deres snavs i form af umoralitet, og ’renset blodpletterne af Jerusalem’. (Esajas 4:4, New International Version) Hvordan ville denne  renselse foregå? Ved „ånden der dømmer“ og ved „ånden der opbrænder“. Ødelæggelsen af Jerusalem og landflygtigheden i Babylon ville komme som en vældig stormvind fra Gud som udtryk for hans dom og brændende vrede over en uren nation. De der overlevede denne katastrofe og vendte hjem, ville være blevet ydmyget og lutret. Det er grunden til at de vil være hellige for Jehova, og at der vil blive vist dem barmhjertighed. — Jævnfør Malakias 3:2, 3.

20. (a) Hvad leder udtrykkene „en sky“, „røg“ og „flammende ild“ tanken hen på? (b) Hvorfor ville de landflygtige ikke have noget at frygte efter at de var blevet renset?

²⁰ Gennem Esajas lover Jehova at han kærligt vil drage omsorg for denne rensede rest. Udtrykkene „en sky“, „røg“ og „flammende ild“ leder tanken hen på hvordan Jehova drog omsorg for israelitterne efter at de havde  forladt Ægypten. En ’ild- og skysøjle’ beskyttede dem mod de forfølgende ægyptere, og den førte dem også gennem ørkenen. (2 Mosebog 13:21, 22; 14:19, 20, 24) Da Jehova manifesterede sig på Sinaj Bjerg, stod hele bjerget i røg. (2 Mosebog 19:18) De landflygtige, som er blevet renset, ville altså ikke have noget at frygte. Jehova ville beskytte dem. Han ville være med dem, både når de samledes i deres hjem, og når de mødtes ved hellige stævner.

21, 22. (a) Med hvilket formål byggede man ofte en hytte i en vingård eller på en mark? (b) Hvad kunne den rensede rest forvente?

²¹ Esajas slutter sin beskrivelse af Guds beskyttelse ved at rette opmærksomheden mod det daglige liv. Han skriver: „En hytte skal der være til skygge om dagen mod den tørre hede, og til et tilflugtssted og til et skjulested mod uvejret og mod regnen.“ (Esajas 4:6) Man byggede ofte en hytte i en vingård eller på en mark til beskyttelse mod den brændende sol i den tørre årstid og mod kulden og uvejret i regntiden. — Jævnfør Jonas 4:5.

²² Når den rensede rest kom ud for forfølgelsens hede og modstandens storme, ville den erfare at Jehova var et tilflugtssted hvor den kunne søge beskyttelse og være i sikkerhed. (Salme 91:1, 2; 121:5) De der hørte til resten, havde således skønne udsigter at se frem til: Hvis de lod Babylons urene lære og skikke bag sig, underkastede sig Jehovas rensende dom og bestræbte sig for at forblive hellige, ville de være i sikkerhed, som befandt de sig i en „hytte“ der var under Jehovas beskyttelse.

23. Hvorfor har Jehova velsignet den salvede rest og dens medarbejdere?

²³ Læg mærke til at renselsen ville gå forud for velsignelserne. Sådan har det også vist sig at være i vor tid. I 1919 underkastede den salvede rest sig ydmygt at blive lutret,  og Jehova ’bortvaskede’ dens urenhed. Siden da har en stor skare „andre får“ også ladet sig rense af Jehova. (Åbenbaringen 7:9) Efter således at være blevet renset er resten og dens medarbejdere blevet velsignet — Jehova har taget dem under sin beskyttelse og har draget omsorg for dem. Han forhindrer ikke mirakuløst forfølgelsens hede eller modstandens storme i at nå dem, men han beskytter dem som om han rejste ’en hytte til skygge og et skjulested mod uvejret og regnen’ over dem. Hvordan har han gjort det?

24. Hvoraf fremgår det at Jehova har velsignet sit folk som organisation betragtet?

²⁴ Tænk over følgende: Nogle af de mægtigste regeringer i verden har forbudt Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde eller prøvet helt at standse det. Alligevel har de standhaftigt holdt ud og er fortsat med at forkynde! Hvorfor har mægtige nationer ikke formået at standse denne relativt lille og tilsyneladende forsvarsløse gruppes virksomhed? Fordi Jehova har anbragt sine tjenere i en beskyttende „hytte“ som ingen kan rive ned!

25. Hvad betyder det for os som enkeltpersoner at Jehova beskytter os?

²⁵ Hvad betyder det for os som enkeltpersoner at Jehova beskytter os? Det betyder ikke at vi har en problemfri tilværelse i denne tingenes ordning. Mange trofaste kristne har måttet se alvorlig modgang i øjnene, som for eksempel fattigdom, naturkatastrofer, krige, sygdom og død. Men når vi møder sådanne vanskeligheder, bør vi aldrig glemme at Gud er med os. Han beskytter os åndeligt og giver os det vi har brug for — endda en „kraft som er ud over det normale“ — så vi kan holde ud og forblive trofaste. (2 Korinther 4:7) Vi kan være trygge i hans nærhed og behøver ikke at frygte. Så længe vi gør alt hvad vi kan, for at forblive hellige i hans øjne, kan intet „skille os fra Guds kærlighed“. — Romerne 8:38, 39.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Billede på side 62, 63]

Et uvejr i form af Guds dom kommer over Juda