Kapitel syvogtyve

Jehova udøser sin harme over nationerne

Esajas 34:1-17

1, 2. (a) Hvad kan vi være sikre på med hensyn til Guds hævn? (b) Hvad opnås der ved Guds hævn?

 JEHOVA GUD har ikke alene tålmodighed med sine trofaste tjenere, men også med sine fjender — når det tjener hans hensigt. (1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 3:15) De som er imod Jehova, værdsætter muligvis ikke denne tålmodighed, men betragter den som manglende evne eller vilje til at handle. Imidlertid vil Jehova, som det fremgår af det 34. kapitel i Esajas’ Bog, altid gøre regnskabet op med sine fjender. (Zefanias 3:8) For en tid tillod Gud at Edom og andre nationer modstod hans folk uhindret. Men da tiden var inde, greb Jehova ind og gjorde gengæld. (5 Mosebog 32:35) På samme måde vil han til sin egen fastsatte tid gribe ind over for alle dele af den nuværende onde verden som modsætter sig hans suveræne herredømme.

² Det primære formål med Guds indgriben, eller hævn, er at han vil stadfæste sin suverænitet og herliggøre sit navn. (Salme 83:13-18) Den vil også tjene til at give hans tjenere oprejsning, for den vil vise at de virkelig repræsenterer ham og vil udfri dem fra uønskede forhold. Desuden er Jehovas hævn altid i fuld overensstemmelse med hans retfærdighed. — Salme 58:10, 11.

 Lyt opmærksomt, I nationer

3. Hvilken indbydelse udtaler Jehova gennem Esajas til nationerne?

³ Før Jehova retter sin opmærksomhed mod Edom, udtaler han gennem Esajas en højtidelig indbydelse til alle nationerne: „Nærm jer, I nationer, for at høre; og I folkestammer, lyt opmærksomt. Lad jorden og det som fylder den høre, den frugtbare jord og al dens afgrøde.“ (Esajas 34:1) Profeten har flere gange talt imod de ugudelige nationer. Nu vil han sammenfatte de guddommelige fordømmelser over dem. Har disse advarsler nogen betydning for os i dag?

4. (a) Hvad opfordres nationerne til ifølge Esajas 34:1? (b) Betyder dét at Jehova eksekverer sin dom over nationerne at han er en grusom Gud? (Se rammen side 363.)

⁴ Ja. Universets Suveræn har et regnskab at gøre op med alle dele af denne ugudelige tingenes ordning. Det er grunden til at ’folkestammerne’ og „jorden“ opfordres til at høre det bibelske budskab som Jehova lader forkynde i hele verden. Med udtryk der leder tanken hen på Salme 24:1, siger Esajas at hele jorden vil blive dækket af dette budskab — en profeti der opfyldes i vor tid, hvor Jehovas Vidner forkynder „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Men nationerne har ikke hørt efter. De har ikke taget advarselen om deres forestående undergang alvorligt. Men det forhindrer naturligvis ikke Jehova i at opfylde sit ord.

5, 6. (a) Hvad kræver Gud nationerne til regnskab for? (b) Hvordan vil det gå til at bjergene „opløses på grund af deres blod“?

⁵ Profetien beskriver nu de mørke udsigter for nationerne — en stærk kontrast til det strålende håb for Guds folk der beskrives bagefter. (Esajas 35:1-10) Profeten siger: „Jehova føler harme mod alle nationerne, og forbitrelse mod hele deres hær. Han har viet dem til udslettelse; han  har overgivet dem til slagtning. Og deres slagne vil blive kastet ud; og stanken vil stige op fra deres døde kroppe; og bjergene skal opløses på grund af deres blod.“ — Esajas 34:2, 3.

⁶ Profetien leder tanken hen på nationernes blodskyld. Den største blodskyld har nationerne i kristenheden pådraget sig. I to verdenskrige og mange mindre krige har de gennemvædet jorden med menneskeblod. Hvem kan med rette kræve at regnskabet gøres op for al denne blodskyld? Ingen anden end Skaberen selv, livets Giver. (Salme 36:9) I Jehovas lov hed det: „Du [skal] betale sjæl for sjæl.“ (2 Mosebog 21:23-25; 1 Mosebog 9:4-6) I overensstemmelse med denne lov vil han lade nationernes blod flyde. De vil dø, og stanken fra deres ubegravede lig vil fylde luften. En skændig død! (Jeremias 25:33) Det blod der kræves tilbage som erstatning, vil være nok til så at sige at opløse bjergene. (Zefanias 1:17) Samtidig med hærenes fuldstændige tilintetgørelse vil nationerne se deres regeringer falde. I Bibelens profetier skildres regeringer undertiden ved bjerge. — Daniel 2:35, 44, 45; Åbenbaringen 17:9.

7. Hvad er „himmelen“, og hvad er „himmelens hær“?

⁷ Esajas fortsætter idet han igen bruger et malende billedsprog: „Og hele himmelens hær skal rådne bort. Og himmelen skal rulles sammen som en bogrulle; og hele dens hær vil tørre ind, som løvet tørrer ind og falder af vinstokken og som en indtørret figen falder af figentræet.“ (Esajas 34:4) Med udtrykket „hele himmelens hær“ menes der ikke de bogstavelige stjerner og planeter. Vers 5 og 6 taler om et henrettelsessværd der bliver gennemvædet af blod „i himmelen“. Udtrykket må derfor  gælde noget der sker på det jordiske plan. (1 Korinther 15:50) De jordiske regeringer der hersker over det jordiske menneskesamfund, sammenlignes med himle på grund af deres ophøjede stilling som højere myndigheder. (Romerne 13:1-4) „Hele himmelens hær“ må derfor være et billede på de jordiske regeringers samlede hære.

8. Hvad betyder det at den symbolske himmel vil være „som en bogrulle“, og hvad vil der ske med dens ’hære’?

⁸ Denne „hær“ vil „rådne bort“, smuldre væk, som noget  der er forgængeligt. (Salme 102:26; Esajas 51:6) For det blotte øje ser den bogstavelige himmel over os ud som om den er hvælvet, buet, som en af fortidens bogruller, der som regel var beskrevet på indersiden. Når man havde læst det der stod på indersiden, rullede man bogrullen sammen og lagde den til side. Når der siges at „himmelen skal rulles sammen som en bogrulle“, betyder det at det vil være forbi med de jordiske regeringer. Det sidste kapitel i deres historie er afsluttet, og de vil gå til grunde i Harmagedon. Deres imponerende ’hære’ vil ’falde af’ som de visnede blade falder af vinstokken, eller som „en indtørret figen“ falder af figentræet. Deres tid er forbi. — Jævnfør Åbenbaringen 6:12-14.

Gengældelsens dag

9. (a) Hvem stammede edomitterne fra, og hvordan var forholdet mellem Israel og Edom? (b) Hvad besluttede Jehova angående Edom?

⁹ Nu rettes opmærksomheden mod en nation som fandtes på Esajas’ tid — Edom. Edomitterne var efterkommere af Esau (Edom), der solgte sin førstefødselsret til sin tvillingebror, Jakob, for noget brød og en ret linser. (1 Mosebog 25:24-34) Jakob overtog førstefødselsretten, og som følge heraf kom Esau til at hade sin bror. Senere blev edomitterne og israelitterne fjender, selv om de nedstammede fra hver sin tvillingebror. På grund af dette fjendskab til Guds folk pådrog edomitterne sig Jehovas vrede. Han siger: „Mit sværd skal vædes i himmelen. Se! På Edom farer det ned, ja, på det folk jeg har viet til udslettelse ifølge retfærdig dom. Jehova har et sværd; det bliver fuldt af blod; det bliver tilsølet af fedt, af unge vædderes og bukkes blod, af vædderes nyrefedt. For Jehova har et slagtoffer i Bozra, og en stor slagtning i Edoms land.“ — Esajas 34:5, 6.

10. (a) Hvem styrtes ned når Jehova svinger sit sværd „i himmelen“? (b) Hvordan forholdt edomitterne sig da Juda blev angrebet af Babylon?

 ¹⁰ Edomitterne boede højt — i et bjergland. (Jeremias 49:16; Obadias 8, 9, 19, 21) Men selv denne naturlige fæstning ville være til ingen nytte når Jehova svang sit domssværd „i himmelen“ og styrtede Edoms herskere ned fra deres ophøjede stade. Edom var stærkt i militær  henseende, og dets væbnede styrker patruljerede i bjergegnene for at beskytte landet. Men det stærke Edom ydede ingen hjælp da Juda blev angrebet af den babyloniske hær. Tværtimod frydede det sig over at se Juda rige blive omstyrtet og ansporede erobrerne med opildnende tilråb. (Salme 137:7) Edomitterne forfulgte oven i købet de jøder der flygtede for livet, og overgav dem til babylonierne. (Obadias 11-14) Edomitterne havde planer om at overtage israelitternes forladte land og talte pralende imod Jehova. — Ezekiel 35:10-15.

11. Hvordan vil Jehova gengælde edomitterne for deres forræderi?

¹¹ Så Jehova gennem fingre med denne ubroderlige adfærd? Nej. Han siger om Edom: „Vildokserne skal gå ned sammen med dem, og tyre sammen med de mægtige; og deres land skal gennemvædes af blod, og deres støv vil blive tilsølet af fedt.“ (Esajas 34:7) Jehova omtaler symbolsk de mere betydningsfulde og de mindre betydningsfulde i dette folk som vildokser og tyre, som unge væddere og bukke. Det blodskyldige folks land vil blive gennemvædet af folkets eget blod ved hjælp af Jehovas „sværd“.

12. (a) Hvem bruger Jehova til at straffe Edom? (b) Hvad forudsiger profeten Obadias om Edom?

¹² Jehova havde til hensigt at straffe Edom for dets ondsindethed mod hans udvalgte folk, Zion. Det hedder i profetien: „Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år til retssagen om Zion.“ (Esajas 34:8) Ikke længe efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. begyndte Jehova  at tage retfærdig hævn over edomitterne ved hjælp af Babylons konge, Nebukadnezar. (Jeremias 25:15-17, 21) Da den babyloniske hær rykkede frem mod edomitterne, kunne intet frelse dem. Det var et „gengældelsens år“ for dette bjergland. Gennem profeten Obadias sagde Jehova: „På grund af vold mod din broder Jakob skal skammen dække dig, og du skal udryddes for stedse. . . . Som du har gjort, vil der blive gjort mod dig. Gengældelsen vil komme over dit eget hoved.“ — Obadias 10, 15; Ezekiel 25:12-14.

Kristenhedens dystre fremtid

13. Hvem er i dag som Edom, og hvorfor kan man sige det?

¹³ Er der noget i vor tid der svarer til fortidens Edom? Man kunne spørge: Hvem har i nutiden ført an i at spotte og forfølge Jehovas folk? Er det ikke kristenheden, gennem dens gejstlighed? Kristenheden har hævet sig selv op til bjerglignende højder i denne verdens anliggender. Den gør krav på at indtage en ophøjet position i denne tingenes ordning, og dens forskellige kirker og religiøse samfund udgør den mest betydningsfulde del af Babylon den Store. Men Jehova har truffet beslutning om „et gengældelsens år“ mod dette nutidige Edom for dets formastelige fremfærd mod hans folk, hans vidner.

14, 15. (a) Hvad vil der ske både med Edoms land og med kristenheden? (b) Hvad betyder sammenligningen med brændende beg og røg der stiger op til fjerne tider, og hvad betyder det ikke?

 ¹⁴ I behandlingen af den resterende del af denne profeti hos Esajas skal vi derfor ikke blot tænke på fortidens Edom, men også på kristenheden: „[Edoms] regnfloder skal forvandles til beg, og dets støv til svovl; og dets land skal blive som brændende beg. Nat eller dag — den slukkes ikke; til fjerne tider vil røgen fra den stige op.“ (Esajas 34:9, 10a) Edoms land vil blive så afsvedet at det vil være som om støvet var svovl og dets regnfloder var fyldt med beg og ikke med vand. Derefter vil disse letantændelige stoffer blive sat i brand! — Åbenbaringen 17:16.

¹⁵ Nogle har ment at den omstændighed at ild, beg og svovl nævnes sammen, er et bevis på at der findes et brændende helvede. Men Edom kastes ikke i et mytologisk helvede for at brænde dér til evig tid. Det udslettes, forsvinder fra skuepladsen som blev det fortæret af ild og svovl. Som profetien videre siger, er enderesultatet ikke evig pine, men at landet bliver ’tomt og øde’, bliver „til intet“. (Esajas 34:11, 12) Røgen der ’stiger op til fjerne tider’, skildrer dette. Når et hus er brændt, bliver der ved med at stige røg op fra asken efter at flammerne er døet hen — et vidnesbyrd for de forbipasserende om at her har der været ildebrand. Da kristne i dag tager ved lære af Edoms ødelæggelse, kan man i en vis forstand sige at røgen stadig stiger op fra Edom.

16, 17. Hvad vil der ske med Edom, og hvor længe vil det forblive i denne tilstand?

¹⁶ Profetien siger videre at Edoms indbyggere vil blive erstattet af vilde dyr. Landet vil blive en ødemark: „Fra generation til generation vil det være udtørret; aldrig i evighed vil nogen færdes i det. Og pelikanen og hulepindsvinet  skal tage det i besiddelse, og skovhornugler og ravne bosætter sig i det; og han skal spænde det tommes målesnor og det ødes stenlodder ud over det. Dets fornemme — der er ingen dér som man vil kalde til kongedømmet, og alle dets fyrster vil blive til intet. Over dets tårnborge skal torne vokse op, nælder og tornet ukrudt på dets befæstede steder; og det skal blive et bosted for sjakaler, tilholdssted for strudse. Og de tørre egnes dyr skal mødes med hylende dyr, og den bukkelignende dæmon vil kalde på sin fælle. Ja, dér skal natravnen slå sig til ro og finde sig et hvilested. Dér har pilslangen lavet sin rede og lægger æg.“ — Esajas 34:10b-15. a

¹⁷ Ja, Edom vil blive tømt for sine indbyggere. Det vil blive en ødemark hvor der kun findes vilde dyr, fugle og slanger. Denne tilstand vil vare ved for evigt, som vers 10 siger. Der vil ikke finde nogen genrejsning sted. — Obadias 18.

Jehovas ord vil blive opfyldt

18, 19. Hvad er „Jehovas bog“, og hvad venter der kristenheden ifølge det der står i denne „bog“?

¹⁸ Det forudgående viser hvilken sørgelig fremtid der venter det nutidige modstykke til Edom, kristenheden. Den har været en fjende af Jehova Gud, hvis vidner den hårdnakket har forfulgt. Og der er ingen tvivl om at Jehova vil opfylde sit ord. Når som helst nogen sammenligner profetien med opfyldelsen, vil de se at de to svarer nøje til hinanden — lige så sikkert som de skabninger der  har deres bolig i det ødelagte Edom, ’har deres egen mage’. Esajas henvender sig til de fremtidige læsere af Bibelens profetier og siger: „Søg i Jehovas bog og læs: ikke én af dem mangler; ingen af dem savner sin mage; for det er Jehovas mund der har givet påbudet, og det er hans ånd der har indsamlet dem. Og det er ham der har kastet loddet for dem, og det er hans hånd der med målesnoren har tildelt dem stedet. For stedse har de det i eje; generation efter generation bor de der.“ — Esajas 34:16, 17.

¹⁹ Kristenhedens forestående ødelæggelse er blevet forudsagt i „Jehovas bog“. Denne bog skildrer i detaljer hvordan Jehova vil gøre regnskabet op med dem der er hans uforsonlige fjender, og som hårdnakket har forfulgt hans folk. Det der var nedskrevet om fortidens Edom, blev opfyldt, og det bestyrker os i troen på at profetien anvendt på det nutidige modstykke til Edom, kristenheden, også vil blive opfyldt. „Målesnoren“, Jehovas handleregel, er en garanti for at denne åndeligt hendøende del af verden vil blive lagt øde.

20. Hvad vil der ske med kristenheden, svarende til det der skete med fortidens Edom?

²⁰ Kristenheden gør alt hvad den kan, for at tilfredsstille sine politiske venner, men det vil være til ingen nytte. Ifølge kapitlerne 17 og 18 i Åbenbaringens Bog vil den almægtige Gud, Jehova, indgive i de politiske magters hjerter at gå til angreb på Babylon den Store, kristenheden indbefattet. Dette vil befri jorden for al falsk religion. Det vil gå kristenheden som det gik Edom, som beskrevet i Esajas’ Bog, kapitel 34. Den vil ikke eksistere mere og ikke findes under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Som fortidens Edom vil kristenhedens religiøse organisationer være fjernet fra jordens flade og vil „aldrig i evighed“ findes mere!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

 [Boks på side 363]

En vred Gud?

Udtryk som dem der findes i Esajas 34:2-7, har fået mange til at tro at Jehova i De Hebraiske Skrifter beskrives som en vred og hævngerrig Gud. Er det rigtigt?

Nej. Selv om Jehova til tider giver udtryk for sin vrede, er den altid berettiget. Den er altid grundlagt på principper og er ikke fremkaldt af ubeherskede følelser. Den er desuden altid dikteret af Skaberens ret til at modtage sine skabningers udelte hengivenhed og af at han konsekvent støtter sandheden. Guds vrede er styret både af hans kærlighed til retfærdighed og af hans kærlighed til dem der øver retfærdighed. Jehova ser alle en sags aspekter og har fuldstændigt og ubegrænset kendskab til en situation. (Hebræerne 4:13) Han ser på hjertet; han mærker sig graden af uvidenhed og forsømmelighed, og om en synd er gjort med vilje; og han handler upartisk. — 5 Mosebog 10:17, 18; 1 Samuel 16:7; Apostelgerninger 10:34, 35.

Jehova Gud er imidlertid „sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Han viser barmhjertighed mod dem som frygter ham, og som bestræber sig for at øve retfærdighed, for den Almægtige anerkender menneskets nedarvede ufuldkommenhed og viser derfor barmhjertighed. Det gør Gud på grundlag af Jesu offer. (Salme 103:13, 14) Når tiden er inde, fjernes Jehovas vrede fra dem der erkender deres synd, angrer og virkelig tjener ham. (Esajas 12:1) Jehova er dybest set ikke en vred Gud, men en lykkelig Gud. Han er ikke utilnærmelig, men imødekommende, fredsommelig og behersket over for dem der nærmer sig ham på rette måde. (1 Timoteus 1:11) Han er den diametrale modsætning til hedningernes falske guder, der skildres som ubarmhjertige og grusomme.

[Kort på side 362]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Store Hav

Damaskus

Zidon

Tyrus

ISRAEL

Dan

Galilæas Sø

Jordan

Megiddo

Ramot-Gilead

Samaria

FILISTERLAND

JUDA

Jerusalem

Libna

Lakisj

Be’er-Sjeba

Kadesj-Barnea

Salthavet

AMMON

Rabba

MOAB

Kir-Hareset

EDOM

Bozra

Teman

 [Billeder på side 359]

Kristenheden har gennemvædet jorden med blod

[Billede på side 360]

„Himmelen skal rulles sammen som en bogrulle“