Jehovas hånd er højt løftet
Kapitel enogtyve
Jehovas hånd er højt løftet
1. Hvad får Esajas til at give udtryk for sin taknemmelighed over for Jehova?
ESAJAS nærer dyb kærlighed til Jehova og finder glæde ved at lovprise ham. Han bryder ud i en sådan lovprisning med ordene: „Jehova, du er min Gud. Jeg ophøjer dig, jeg priser dit navn.“ Hvad får profeten til at give udtryk for sin taknemmelighed over for Skaberen på denne måde? En væsentlig grund er hans kundskab om Jehova og om hvad denne har gjort. De følgende ord af Esajas præciserer denne kundskab: „For du har gjort undere, fuldbyrdet beslutninger fra fortiden, i trofasthed, i pålidelighed.“ (Esajas 25:1) Esajas ved, som Josua før ham, at Jehova er trofast og pålidelig, og at alle hans „beslutninger“ — hans hensigter — bliver fuldbyrdet. — Josua 23:14.
2. Hvilken af Jehovas beslutninger nævner Esajas nu, og hvem eller hvad kan beslutningen være møntet på?
2 Til Jehovas beslutninger hører de domme han har udtalt over Israels fjender. Esajas nævner nu en af dem: „Du har gjort en by til en stenhob, en befæstet stad til en hensmuldrende ruin; fremmedes tårnborg er ikke mere som en by, aldrig genopbygges den.“ (Esajas 25:2) Navnet på byen nævnes ikke, så hvilken by kan der være tale om? Det kan være Ar i Moab — Moab har gennem lang tid været fjendtligt indstillet over for Guds folk. * Men det kan også være en anden, stærkere, by — Babylon. — Esajas 15:1; Zefanias 2:8, 9.
3. Hvordan vil Jehovas fjender herliggøre ham?
3 Hvordan vil Jehovas fjender reagere når ovennævnte beslutning angående deres stærke by bliver fuldbyrdet? „Af den grund vil et stærkt folk herliggøre dig; de tyranniske nationers stad vil frygte dig.“ (Esajas 25:3) Det er forståeligt at den almægtige Guds fjender vil frygte ham. Men hvordan herliggør de ham? Vil de kassere deres falske guder og antage den rene tilbedelse? Det er næppe tænkeligt. De vil snarere som Farao og Nebukadnezar herliggøre ham fordi de bliver tvunget til at anerkende hans absolutte overlegenhed. — 2 Mosebog 10:16, 17; 12:30-33; Daniel 4:37.
4. Hvad svarer i dag til „de tyranniske nationers stad“, og hvordan må selv den herliggøre Jehova?
4 „De tyranniske nationers stad“ er i dag „den store by som har herredømme over jordens konger“, „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:5, 18) Af dette imperium udgør kristenheden den mest fremtrædende del. Hvordan herliggør kristenhedens religiøse ledere Jehova? Ved bittert at måtte indrømme at Jehova har gjort store ting til gavn for sine vidner, især da han i 1919 genrejste dem til fornyet aktivitet efter at de var blevet udfriet fra deres åndelige fangenskab under Babylon den Store. Da blev de religiøse ledere „forskrækkede og gav himmelens Gud ære“. — Åbenbaringen 11:13. *
5. Hvordan beskytter Jehova dem der nærer absolut tillid til ham?
5 Set med fjendernes øjne er Jehova frygtindgydende, men for de sagtmodige og ydmyge som ønsker at tjene ham, er han et tilflugtssted. Religiøse og politiske tyranner vil måske prøve at svække de sande tilbederes tro, men det vil ikke lykkes, for Guds sande tilbedere har absolut tillid til Jehova. Han bringer med lethed sine modstandere til tavshed, lige så let som når den brændende ørkensol dækkes af en sky, eller uvejrsregnen standses af en mur. — Læs Esajas 25:4, 5.
„Et festmåltid for alle folkeslagene“
6, 7. (a) Hvilket festmåltid dækker Jehova op til, og for hvem? (b) Hvad peger festmåltidet som Esajas skildrer, frem til?
6 Som en kærlig far beskytter Jehova sine børn og sørger for mad til dem, især i åndelig forstand. Efter at have udfriet sit folk i 1919 blev udfrielsen fejret med et festmåltid, en rigelig forsyning af åndelig føde som blev sat frem for dem: „Hærstyrkers Jehova vil på dette bjerg berede et festmåltid for alle folkeslagene med retter der er rige på olie, et festmåltid med vellagrede vine, med marvfulde retter der er rige på olie, med vellagrede, klarede vine.“ — Esajas 25:6.
7 Der dækkes op til festmåltidet på Jehovas „bjerg“. Hvad er dette bjerg? Det er „bjerget med Jehovas hus“ som alle nationerne strømmer til „i de sidste dage“. Det er Jehovas „hellige bjerg“, hvor Jehovas trofaste tilbedere ’ikke volder skade eller forårsager ødelæggelse’. (Esajas 2:2; 11:9) Det er på dette højt hævede tilbedelsessted Jehova bereder sit overdådige festmåltid for dem der har tillid til ham. Og de åndelige retter der nu så gavmildt sættes frem, er en forsmag på den bogstavelige føde og de andre goder der vil blive tilvejebragt når Guds rige bliver den eneste regering over menneskene. Til den tid vil ingen sulte mere. „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:8, 16.
8, 9. (a) Hvilke to store fjender af menneskeheden vil blive fjernet? Forklar nærmere. (b) Hvad vil Gud gøre for at fjerne sit folks forsmædelse?
8 En storslået fremtid ligger foran dem der nu i tiden deltager i det åndelige festmåltid som er beredt af Gud. Det fremgår af Esajas’ næste ord. Idet han sammenligner synd og død med et ’vævet stykke’ eller et „slør“ der kvælende ligger over folkeslagene, siger han: „På dette bjerg vil [Jehova] opsluge det slør der tilslører alle folkeslagene, og det vævede stykke som er vævet over alle nationerne. Han vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter.“ — Esajas 25:7, 8a.
9 Altså: ingen synd eller død mere! (Åbenbaringen 21:3, 4) Og den forsmædelse som Jehovas tjenere med urette har været udsat for gennem tusinder af år, vil også være borte. „Sit folks forsmædelse fjerner han fra hele jorden, for Jehova har selv udtalt det.“ (Esajas 25:8b) Hvordan vil det ske? Ved at Jehova fjerner årsagen til denne forsmædelse, Satan og hans afkom. (Åbenbaringen 20:1-3) Det er derfor ikke mærkeligt at Guds folk føler sig tilskyndet til at udbryde: „Se, dette er vor Gud. Vi har sat vort håb til ham, og han frelser os. Dette er Jehova. Vi har sat vort håb til ham. Lad os juble og fryde os over frelsen ved ham.“ — Esajas 25:9.
De hovmodige ydmyges
10, 11. Hvilken hård behandling ville Moab få?
10 I fortiden frelste Jehova de ydmyge blandt sit folk. Moab, et af Israels nabofolk, var derimod stolt, og Jehova afskyr stolthed. (Ordsprogene 16:18) Derfor skulle Moab ydmyges. „Jehovas hånd kommer til at hvile på dette bjerg, men Moab skal trædes ned på sit eget sted, som når en halmdynge trædes ned i en mødding. Og Han skal brede sine hænder ud midt i det, som når en svømmer breder sine hænder ud for at svømme, og han skal ydmyge dets hovmod med sine hænders kunstgreb. Og den befæstede by, med dine høje, beskyttende mure, vil han omstyrte, ydmyge, jævne med jorden, lægge i støvet.“ — Esajas 25:10-12.
11 Jehovas hånd ville komme til at „hvile“ beskyttende over hans hellige bjerg. Men det hovmodige Moab ville blive ’trådt ned’ som halm „i en mødding“. På Esajas’ tid trådte man halm ned i gødningen på møddingen, hvorefter man brugte denne gødning i haver og på marker. Esajas forudsiger altså at Moab ville blive ydmyget trods sine høje, tilsyneladende sikre mure.
12. Hvorfor havde Jehova udset Moab til at få en så hård dom?
12 Hvorfor havde Jehova udset Moab til at få en så hård dom? Moabitterne var efterkommere af Abrahams nevø Lot, der ligesom Abraham tilbad Jehova. De var altså ikke blot naboer til Guds pagtsfolk, men var også beslægtede med dem. Alligevel havde de antaget falske guder og nærede et indgroet fjendskab til Israel. De fortjente dette endeligt. Moab kommer således til at svare til Guds folks fjender i dag, især kristenheden. Den hævder at den har sine rødder i de første kristnes menighed, men i realiteten er den en del af Babylon den Store.
En sang om frelse
13, 14. Hvilken „stærk by“ har Guds folk i dag, og hvem får lov at gå ind i den?
13 Hvad med Guds folk? De er lykkelige over at nyde Jehovas gunst og beskyttelse og istemmer derfor en sang: „På den dag vil denne sang blive sunget i Judas land: ’Vi har en stærk by. Frelse gør han til mure og vold. Luk portene op, så den retfærdige nation der bevarer en trofast adfærd, kan gå ind.’“ (Esajas 26:1, 2) Disse ord fik en opfyldelse i fortiden, men de opfyldes også i dag. Jehovas „retfærdige nation“, det åndelige Israel, har en stærk, bylignende organisation. I sandhed en grund til glæde og til at bryde ud i sang!
14 Hvem får lov at komme ind i denne „by“? Sangen svarer: „Den hvis holdning er velfunderet, vil du [Gud] værne i fortsat fred, for det er dig han har tillid til. Hav tillid til Jehova til alle tider, for i Jah Jehova har vi en varig klippe.“ (Esajas 26:3, 4) Den hvis „holdning“ Jehova værner, har ønsket om at adlyde hans retfærdige principper og at stole på ham, ikke på de vaklende kommercielle, politiske og religiøse systemer i verden. „Jah Jehova“ er den eneste pålidelige og sikre klippe. De der har tillid til Jehova, nyder hans beskyttelse og kan glæde sig ved „fortsat fred“. — Ordsprogene 3:5, 6; Filipperne 4:6, 7.
15. Hvordan er „den højt beliggende stad“ blevet fornedret i dag, og på hvilken måde nedtræder „den nødstedtes fødder“ den?
15 Dette er en stærk kontrast til hvad der vil ske med Guds folks fjender. „Han har nedstyrtet dem der bor i højden, den højt beliggende stad. Han fornedrer den, fornedrer den til jorden; han lægger den i støvet. Foden skal træde den ned, den nødstedtes fødder, de ringes fodtrin.“ (Esajas 26:5, 6) Igen er det muligt at Esajas tænker på en „højt beliggende stad“ i Moab, men det er også muligt at han har en anden by i tanke, for eksempel Babylon, der i hvert fald i sit hovmod havde hævet sig selv højt op. I begge tilfælde vender Jehova situationen om og lader sine ’nødstedte og ringe’ nedtræde den. I dag passer profetien på Babylon den Store, især kristenheden. I 1919 blev denne „højt beliggende stad“ tvunget til at give Jehovas folk fri — et ydmygende nederlag for den — og Guds folk på sin side begyndte at nedtræde den „stad“ hvor det tidligere havde været i fangenskab. (Åbenbaringen 14:8) Hvordan ’nedtrådte’ de den? Ved offentligt at forkynde Jehovas kommende hævn over den. — Åbenbaringen 8:7-12; 9:14-19.
Længselen efter retfærdighed og Jehovas „minde“
16. I hvilken henseende er Esajas et godt eksempel?
16 Efter denne sejrssang åbenbarer Esajas hvor dyb hans egen hengivenhed for Jehova er, og hvad belønningen er for at tjene retfærdighedens Gud. (Læs Esajas 26:7-9.) Profeten sætter selv et godt eksempel med hensyn til at ’håbe på Jehova’ og at rette sin længsel mod Jehovas „navn“ og „minde“. Hvad er Jehovas minde? Anden Mosebog 3:15 siger: „Jehova . . . er mit navn for altid, og det vil jeg huskes ved [dette er mit minde, fodnoten] fra generation til generation.“ Esajas nærer dyb kærlighed til Jehovas navn og alt hvad det står for, blandt andet hans retfærdige normer og veje. De der opdyrker en lignende kærlighed til Jehova, kan være forvissede om hans velsignelse. — Salme 5:8; 25:4, 5; 135:13; Hoseas 12:5.
17. Hvilke privilegier får de ugudelige ikke?
17 Det er imidlertid ikke alle der elsker Jehova og hans høje normer. (Læs Esajas 26:10.) Den ugudelige vil — selv når han bliver indbudt til det — stædigt nægte at lære retfærdighed for at kunne komme ind i „ærlighedens land“, det land som Jehovas ærlige og redelige tjenere i moralsk og åndelig henseende befinder sig i. De ugudelige vil derfor „ikke se Jehovas højhed“. De vil ikke komme til at opleve de velsignelser menneskeheden vil opleve efter at Jehovas navn er blevet helliget. Selv i den nye verden, når hele jorden vil være et „ærlighedens land“, vil der måske være nogle der ikke vil lade Jehovas loyale hengivenhed indvirke på sig. De vil ikke få deres navne indskrevet i livets bog. — Esajas 65:20; Åbenbaringen 20:12, 15.
18. I hvilken henseende var nogle på Esajas’ tid efter eget ønske blinde, og hvornår ville de blive tvunget til at ’se’ Jehova?
18 „Jehova, din hånd er højt løftet, men de ser det ikke. De får nidkærheden for dit folk at se og beskæmmes. Ja, ilden mod dine modstandere vil fortære dem.“ (Esajas 26:11) På Esajas’ tid viste Jehovas hånd sig at være højt løftet når Jehova beskyttede sit folk ved at skride ind over for dets fjender. Men de fleste erkendte det ikke. De var efter eget ønske åndeligt blinde og måtte til sidst ’se’, eller anerkende, Jehova når de blev fortæret af hans nidkærheds ild. (Zefanias 1:18) Til Ezekiel sagde Gud senere: „De skal vide at jeg er Jehova.“ — Ezekiel 38:23.
„Den Jehova elsker, tugter han“
19, 20. Hvorfor og hvordan har Jehova tugtet sit folk, og hvem har fået gavn af denne tugt?
19 Esajas véd at den fred og fremgang hans landsmænd oplever, skyldes Jehovas velsignelse. „Jehova, du tilkender os fred, for alle vore gerninger har du jo gjort for os.“ (Esajas 26:12) Til trods herfor og til trods for at Jehova gav sit folk mulighed for at blive „et kongerige af præster og en hellig nation“, viste historien at det ikke altid havde fulgt Guds bud. (2 Mosebog 19:6) Gentagne gange havde folket givet sig til at dyrke afguder. Som følge heraf var det blevet tugtet igen og igen. Men denne tugt var et bevis på Guds kærlighed, for „den Jehova elsker, tugter han“. — Hebræerne 12:6.
20 Jehova tugtede ofte sit folk ved at lade andre nationer, „andre herrer“, undertvinge det og herske over det. (Læs Esajas 26:13.) I 607 f.v.t. tillod han at babylonierne førte judæerne i landflygtighed. Var det til gavn for dem? Lidelser i sig selv er ikke til gavn for et menneske. Men hvis den der er udsat for lidelser, tager ved lære af dem, angrer, vender om og viser Jehova udelt hengivenhed, så er de til gavn. (5 Mosebog 4:25-31) Var der nogen jøder der viste en sådan anger og vendte om? Ja! Esajas siger profetisk: „Ved dig alene vil vi minde om dit navn.“ Efter hjemkomsten fra Babylon i 537 f.v.t. måtte jøderne ofte tugtes for andre synder, men de forfaldt aldrig mere til at dyrke afguder af sten.
21. Hvad ville der ske med dem der havde undertrykt Jehovas folk?
21 Hvad med dem der bortførte judæerne? „Livløse skal de ikke rejse sig. Derfor har du hjemsøgt dem for at tilintetgøre dem og udrydde ethvert minde om dem.“ (Esajas 26:14) Babylonierne ville komme til at undgælde for de grusomheder de udsatte Jehovas udvalgte folk for. Ved hjælp af mederne og perserne ville Jehova omstyrte det stolte Babylon og udfri sit landflygtige folk. Denne store by, Babylon, ville blive gjort kraftesløs, livløs; den ville blive så godt som død. Til sidst ville den ikke eksistere mere.
22. Hvordan er Guds folk blevet velsignet i nutiden?
22 I den nutidige opfyldelse blev en rest af tugtede åndelige israelitter udfriet fra Babylon den Store i 1919 og genrejst til tjenesten for Jehova. Efter denne genoplivelse gav de salvede kristne sig nidkært i kast med forkyndelsen. (Mattæus 24:14) Til gengæld har Jehova velsignet dem med yderligere vækst — blandt andet ved at lade en stor skare „andre får“ slutte sig til dem i tjenesten for Jehova. (Johannes 10:16) „Du har gjort nationen større; Jehova, du har gjort nationen større; du har herliggjort dig selv. Du har udvidet alle landets grænser. Jehova, i trængselen søgte de dig; de udøste en bønfaldende hvisken når de fik din tugt.“ — Esajas 26:15, 16.
’De skal opstå’
23. (a) Hvilket bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om Jehovas magt sås i 537 f.v.t.? (b) Hvilket lignende vidnesbyrd kunne ses i 1919?
23 Esajas vender tilbage til situationen som den ville være for judæerne mens de stadig befandt sig som fanger i Babylon. Han sammenligner dem med en kvinde der har fødselsveer, men som er ude af stand til at føde hvis hun ikke får hjælp. (Læs Esajas 26:17, 18.) Hjælpen kom i 537 f.v.t., og Jehovas folk vendte tilbage til sit hjemland, ivrigt efter at genopbygge templet og genoprette den sande tilbedelse. Det var som en opstandelse fra de døde. „Dine døde skal leve. Mine døde legemer skal opstå. Vågn op og råb af glæde, I støvets beboere! For din dug er som duggen på katostplanterne, og jorden vil bringe de livløse tilbage til verden.“ (Esajas 26:19) Hvilket vidnesbyrd om Jehovas magt! Og hvilket vidnesbyrd da ordene blev opfyldt i åndelig forstand i 1919! (Åbenbaringen 11:7-11) Vi ser desuden med stor forventning frem til den tid da disse ord får en bogstavelig opfyldelse i den nye verden og de som ligger livløse i døden, ’hører Jesu røst og kommer ud’ af mindegravene. — Johannes 5:28, 29.
24, 25. (a) Hvordan kan jøderne i 539 f.v.t. have adlydt Jehovas befaling om at holde sig skjult? (b) Hvad svarer de „inderste kamre“ muligvis til i nutiden, og hvilken indstilling må vi have i den forbindelse?
24 Men hvis de som har tro, skal opleve de åndelige velsignelser Esajas omtalte, må de adlyde Jehovas bud: „Gå, mit folk, søg ind i dine inderste kamre og luk dine døre bag dig. Skjul dig blot et øjeblik til fordømmelsen driver over. For, se, Jehova går ud fra sit sted for at kræve landets indbyggere til regnskab for misgerningen mod ham, og landet skal blotlægge sin blodskyld og ikke længere tildække sine dræbte.“ (Esajas 26:20, 21; jævnfør Zefanias 1:14.) Disse ord fik muligvis deres første opfyldelse da mederne og perserne, anført af kong Kyros, indtog Babylon i 539 f.v.t. Ifølge den græske historiker Xenofon befalede Kyros, da han gik ind i Babylon, at alle skulle holde sig inden døre, for hans rytteri havde fået ordre til „at hugge alle ned som man fandt udendørs“. I dag kan de „inderste kamre“ som er nævnt i denne profeti, være forbundet med de titusinder af menigheder som Jehovas folk er tilsluttet rundt om i hele verden. Disse menigheder vil fortsat indtage en nøgleposition i vort liv, også under „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:14) Det er derfor vigtigt at vi bevarer en sund indstilling til menigheden og kommer regelmæssigt til møderne. — Hebræerne 10:24, 25.
25 Enden for Satans verden nærmer sig hastigt. Det bliver en frygtindgydende tid, og hvordan Jehova vil beskytte sit folk, véd vi ikke på nuværende tidspunkt. (Zefanias 2:3) Men vi véd at vores tro på Jehova og vores loyalitet og lydighed mod ham vil være afgørende for om vi overlever.
26. Hvad var „Livjatan“ på Esajas’ tid, hvad er det i dag, og hvad vil der ske med dette ’uhyre som er i havet’?
26 Med henblik på den tid profeterede Esajas: „På den dag vil Jehova med sit hårde og store og stærke sværd hjemsøge Livjatan, den glidende slange, ja Livjatan, den bugtede slange, og han dræber uhyret som er i havet.“ (Esajas 27:1) I den første opfyldelse blev „Livjatan“ brugt som et billede på de lande israelitterne var blevet spredt til, som for eksempel Babylon, Ægypten og Assyrien. Disse lande ville ikke kunne forhindre Jehovas folk i at vende tilbage til deres hjemland til tiden. Men hvad er det nutidige modstykke til Livjatan? Det er efter alt at dømme Satan — „slangen fra fortiden“ — og hans onde tingenes ordning her på jorden, det redskab han benytter til at føre krig mod det åndelige Israel. (Åbenbaringen 12:9, 10; 13:14, 16, 17; 18:24) „Livjatan“ mistede sit tag i Guds folk i 1919, og snart vil han helt forsvinde når Jehova „dræber uhyret som er i havet“. I mellemtiden vil intet som „Livjatan“ måtte forsøge at gøre for at komme Jehovas folk til livs, virkelig lykkes. — Esajas 54:17.
„En vingård med skummende vin“
27, 28. (a) Hvad har Jehovas vingård fyldt hele jorden med? (b) Hvordan beskytter Jehova sin vingård?
27 I endnu en sang beskriver Esajas med et smukt billede at det arbejde som Jehovas udfriede folk udfører, vil bære frugt: „På den dag skal I synge for Israel: ’En vingård med skummende vin! Jeg, Jehova, værner den. Hvert øjeblik vander jeg den. For at ingen skal hjemsøge den, værner jeg den nat og dag.’“ (Esajas 27:2, 3) De åndelige israelitters rest og deres flittige medarbejdere har fyldt hele jorden med de åndelige frugter af deres arbejde. Der er virkelig grund til at fejre dette — til at synge! Æren går til Jehova, som kærligt har værnet om og plejet sin vingård. — Jævnfør Johannes 15:1-8.
28 Jehovas tidligere vrede er blevet erstattet af glæde. „Forbitrelse huser jeg ikke. Hvem giver mig tornebuske og ukrudt i kampen? Jeg vil træde på dem. Jeg vil sætte dem i brand samtidig. Ellers må man klynge sig til min fæstning og slutte fred med mig; fred må man slutte med mig.“ (Esajas 27:4, 5) For at sikre sig at hans vinstokke til stadighed giver rigeligt med „skummende vin“, ’nedtræder’ Jehova enhver ukrudtsagtig indflydelse der kunne ødelægge hans vingård, og opbrænder den som med ild. Ingen bør derfor bringe den kristne menighed i fare! Tværtimod bør alle ’klynge sig til hans fæstning’ ved at søge hans gunst og beskyttelse. Når de gør det, slutter de fred med Gud — noget der er så vigtigt at Esajas nævner det to gange. Resultatet? „I de kommende dage vil Jakob slå rod, Israel blomstre, ja sætte skud; og de vil fylde det frugtbare lands flade med afgrøde.“ (Esajas 27:6) * Opfyldelsen af dette vers er et vidunderligt vidnesbyrd om Jehovas magt. Siden 1919 har de salvede kristne billedligt fyldt jorden med „afgrøde“, det vil sige nærende åndelig føde. Som følge heraf har de fået tilslutning af millioner af loyale „andre får“, der sammen med dem „yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat“. (Åbenbaringen 7:15) Midt i en fordærvet verden overholder de med glæde hans ophøjede normer. Og Jehova velsigner dem fortsat med vækst. Lad os aldrig tabe det storslåede privilegium af syne som det er at tage den nærende åndelige føde til os og dele den med andre i vor egen lovprisning af Gud!
[Fodnoter]
^ par. 2 Navnet „Ar“ betyder sandsynligvis „by“.
^ par. 28 Esajas 27:7-13 er behandlet i rammen på side 285.
[Studiespørgsmål]
[Boks/billede på side 285]
„Et stort horn“ forkynder frihed
I 607 f.v.t. øgedes Judas lidelser da Jehova tugtede sit genstridige folk ved at tilføje det et alvorligt slag — det blev ført i landflygtighed. (Læs Esajas 27:7-11.) Folkets misgerning var for stor til at den kunne sones med dyreofre. Ligesom man spredte får eller geder med „tilråb“, eller blade blev blæst bort med vindens „kraftige åndepust“, drev Jehova israelitterne bort fra deres hjemland. Derefter kunne selv svage mennesker, billedligt skildret ved kvinder, komme og gøre brug af det der var tilbage i landet.
Den tid ville imidlertid komme da Jehova ville udfri sit folk fra fangenskabet. Han ville udfri dem på samme måde som en landmand udfriede oliven der billedligt var holdt i fangenskab på træet. „Og på den dag vil Jehova slå frugten ned, fra Flodens [Eufrats] flydende strøm til Ægyptens Regnflod, og I vil blive samlet op, en for en, I Israels sønner. Og på den dag vil man blæse i et stort horn, og de som er ved at gå til grunde i Assyriens land og de fordrevne i Ægyptens land skal komme og bøje sig for Jehova på det hellige bjerg i Jerusalem.“ (Esajas 27:12, 13) Efter sin sejr i 539 f.v.t. udstedte Kyros et dekret der gav alle jøderne i hans rige fri, det vil sige også dem i Assyrien og Ægypten. (Ezra 1:1-4) Det var som om „et stort horn“ med en fanfare forkyndte frihed for Guds folk.
[Billeder på side 275]
’Et festmåltid med retter der er rige på olie’
[Billede på side 277]
Babylon nedtrædes af sine tidligere fanger
[Billede på side 278]
„Søg ind i dine inderste kamre“
