Kapitel ti

Løftet om en fredsfyrste

Esajas 8:19–9:7

1. Hvad har menneskene erfaret siden Kains tid?

 FOR omkring seks tusind år siden blev det første menneskebarn, en dreng, født. Han fik navnet Kain, og hans fødsel var noget særligt. Hverken hans forældre eller englene, ikke engang Skaberen, havde set et menneskebarn før. Dette nyfødte barn kunne have givet den dødsdømte menneskeslægt håb. Det var derfor en skuffelse da han som voksen gjorde sig skyldig i mord. (1 Johannes 3:12) Siden da har menneskene været vidne til utallige andre mord. De har tilbøjelighed for det onde og har derfor ikke fred med hinanden og heller ikke med Gud. — 1 Mosebog 6:5; Esajas 48:22.

2, 3. Hvad åbnede Jesus Kristus vejen til, og hvad må vi gøre for at få gavn af dette?

² Omkring fire tusind år efter Kains fødsel blev en anden dreng født. Han fik navnet Jesus, og hans fødsel var også noget særligt. Han blev født af en jomfru ved den hellige ånds kraft — den eneste fødsel af denne art i historien. Ved hans fødsel lovpriste en hærskare af engle Gud idet de sang: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ (Lukas 2:13, 14) Som en diametral modsætning til Kain åbnede Jesus vejen til fred med Gud og til evigt liv for menneskene. — Johannes 3:16; 1 Korinther 15:55.

 ³ Esajas profeterede at Jesus ville blive kaldt „Fredsfyrste“. (Esajas 9:6) Han ville ofre sit liv til gavn for menneskene og således gøre det muligt for dem at få deres synder tilgivet. (Esajas 53:11) I dag kan man opnå fred med Gud og få sine synder tilgivet ved tro på Jesus Kristus. Det er ikke noget som sker automatisk. (Kolossenserne 1:21-23) De der vil opnå det, må lære at adlyde Jehova Gud. (1 Peter 3:11; jævnfør Hebræerbrevet 5:8, 9.) På Esajas’ tid gjorde Israel og Juda lige det modsatte.

De vendte sig til dæmonerne

4, 5. Hvordan var forholdene på Esajas’ tid, og hvad vendte nogle sig til?

⁴ Esajas’ samtidige befandt sig på grund af deres ulydighed i en beklagelig åndelig tilstand, et veritabelt åndeligt og moralsk mørke. Selv i det sydlige rige, Juda, hvor Guds tempel lå, var der ingen fred. Judas befolkning var som følge af sin troløshed truet af en assyrisk invasion, og der var vanskelige tider i vente. Hvor skulle de søge hjælp? Sørgeligt nok vendte mange sig til Satan, ikke til Jehova. Det vil dog ikke sige at de påkaldte Satan ved navn. Som kong Saul i sin tid gjorde, vendte de sig til spiritisme. De søgte en løsning på deres problemer ved at prøve at komme i forbindelse med de døde. — 1 Samuel 28:1-20.

⁵ Nogle opfordrede ligefrem andre til at gøre det. Esajas peger på dette frafald med ordene: „Og hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld?“ (Esajas 8:19) Åndemedier kan føre mennesker bag lyset ved at ’hviske og mumle’.  Disse lyde, der tilskrives de afdødes ånder, kan frembringes af et åndemedium der gør brug af samme metode som en bugtaler. Men det kan også være en dæmon der giver sig ud for at være den afdøde selv, sådan som det åbenbart var tilfældet da Saul rådspurgte kvinden i Endor. — 1 Samuel 28:8-19.

6. Hvorfor var det især forkasteligt at nogle havde taget deres tilflugt til spiritisme?

⁶ Alt dette foregik i Juda selv om Jehova havde forbudt spiritisme. Ifølge Moseloven var det en overtrædelse der skulle straffes med døden. (3 Mosebog 19:31; 20:6, 27; 5 Mosebog 18:9-12) Hvorfor begik et folk der var Jehovas særlige ejendom, en så alvorlig synd? Fordi det havde forkastet Jehovas lov og vejledning og var blevet „forhærdet ved syndens bedragende magt“. (Hebræerne 3:13) Judæernes hjerte var blevet „ufølsomt ligesom fedt“, og de havde fjernet sig fra deres Gud. — Salme 119:70. a

7. Hvordan gør mange i vor tid som israelitterne på Esajas’ tid, og hvordan bliver deres fremtid hvis de ikke vender om?

⁷ Måske ræsonnerede de: ’Til hvad nytte er Jehovas lov når vi står lige over for at blive angrebet af assyrerne?’ De ønskede en hurtig og nem løsning på deres situation og ville ikke vente på at Jehova lod sin vilje ske. I vor tid er der også mange der ignorerer Jehovas lov og opsøger åndemedier, rådfører sig med horoskoper eller gør brug af andre former for okkultisme for at løse deres problemer. Men at de levende søger svar hos de døde, er lige så latterligt i dag som det var dengang. De der bliver ved med at øve sådanne ting, vil få samme lod som ’morderne og de utugtige og afgudsdyrkerne og alle løgnerne’. De  vil ikke have udsigt til noget fremtidigt liv. — Åbenbaringen 21:8.

Guds ’lov og vidneerklæring’

8. Hvad er den ’lov’ og ’vidneerklæring’ som vi i dag må gå til for at få vejledning?

⁸ Jehovas lov med dens forbud mod spiritisme og dens andre befalinger var ikke skjult i Juda. Den var blevet nedskrevet og bevaret. I dag er Guds ord fuldført og tilgængeligt i skreven form. Det er Bibelen, som ikke blot indeholder en samling guddommelige love og forskrifter, men også er en beretning om hvad Gud har gjort ned gennem tiden i forbindelse med sit folk. Denne bibelske beretning om Guds gerninger udgør en vidneerklæring, et vidneudsagn, der oplyser os om Jehovas personlighed og egenskaber. Hvor skulle israelitterne søge vejledning i stedet for at rådføre sig med de døde? Esajas svarer: „Til loven og til vidneerklæringen!“ (Esajas 8:20a) Ja, de der søgte sand oplysning, skulle gå til Guds skrevne ord.

9. Har det nogen værdi at citere Bibelen hvis man ikke vender om fra sine onde gerninger?

⁹ Nogle israelitter som eksperimenterede med spiritisme, ville måske foregive at de respekterede Guds skrevne ord. Men det var en falsk, hyklerisk påstand. Esajas siger:  „Visselig, de vil blive ved med at sige hvad der stemmer med denne udtalelse, som ikke har daggryets lys.“ (Esajas 8:20b) Hvilken udtalelse tænkte Esajas på? Måske udtalelsen: „Til loven og til vidneerklæringen!“ Måske henviste nogle frafaldne israelitter til Guds ord, ligesom nogle frafaldne og andre i dag henviser til Bibelen. Men det var kun tomme ord som ikke førte til noget „daggryets lys“, til nogen oplysning fra Jehova, hvis deres ord ikke blev efterfulgt  af gerninger som var i overensstemmelse med Jehovas vilje, og hvis de ikke opgav deres spiritistiske handlinger. b

„Ikke hunger efter brød“

10. Hvad var judæerne plaget af fordi de havde forkastet Jehova?

¹⁰ Ulydighed mod Jehova fører til åndeligt mørke. (Efeserne 4:17, 18) Judæerne var blevet blinde i åndelig henseende. De havde ingen forståelse. (1 Korinther 2:14) Esajas beskriver deres tilstand på denne måde: „Den enkelte skal gå gennem landet, betrængt og sulten.“ (Esajas 8:21a) På grund af folkets troløshed — især under kong Akaz’ regering — var Judas eksistens som en uafhængig stat truet. Landet var omgivet af fjender. Den assyriske hær angreb den ene by efter den anden i Juda. Fjenden lagde landet øde, og der var mangel på føde. Mange var ’betrængte og sultne’. Men landet var også plaget af en anden form for sult. Nogle årtier før havde Amos profeteret: „’Se! Der kommer dage,’ lyder den suveræne Herre Jehovas udsagn, ’da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.’“ (Amos 8:11) Juda led nu den åndelige hungers kvaler!

11. Ville judæerne tage ved lære af den tugt de fik?

¹¹ Ville judæerne tage ved lære af dette og vende om til Jehova? Ville de vende sig fra spiritisme og afgudsdyrkelse og vende tilbage „til loven og til vidneerklæringen“? Jehova forudså deres reaktion: „Fordi han er sulten og harmes, vil han nedkalde ondt over sin konge og over sin Gud, og han vil kigge opad.“ (Esajas 8:21b) Ja, mange ville give deres  jordiske konge skylden for den situation de var kommet i. Nogle ville endda tåbeligt give Jehova skylden for deres ulykke. (Jævnfør Jeremias 44:15-18.) I dag reagerer mange på samme måde. De giver Gud skylden for begivenheder der er forårsaget af menneskers ondskab.

12. (a) Hvad havde det ført til at judæerne havde vendt sig bort fra Gud? (b) Hvilke vigtige spørgsmål melder sig?

¹² Ville judæerne opnå fred ved at nedkalde ondt over Gud? Nej. Esajas siger profetisk: „Ud over jorden vil han spejde, og se! kval og mørke, dunkelhed, vanskelige tider og mulm uden klart lys.“ (Esajas 8:22) Efter at have vendt øjnene mod himmelen for at dadle Gud vendte de blikket mod jorden igen, hvor udsigterne kun var mørke. Det havde ført til ulykke at de havde vendt sig bort fra Gud. (Ordsprogene 19:3) Men hvad med de løfter som Gud havde givet Abraham, Isak og Jakob? (1 Mosebog 22:15-18; 28:14, 15) Ville Jehova ikke opfylde dem? Ville assyrerne eller en anden stormagt gøre ende på det kongedynasti der var blevet lovet Juda og David? (1 Mosebog 49:8-10; 2 Samuel 7:11-16) Ville israelitterne være dømt til for evigt at forblive i mørke?

Et land der blev ’behandlet med foragt’

13. Hvad var „nationernes Galilæa“, og hvordan gik det til at det blev ’behandlet med foragt’?

¹³ Esajas hentyder nu til en af de værste katastrofer der ramte Abrahams efterkommere: „Dog skal dunkelheden ikke være der, som da landet havde trængsel, som tidligere da man behandlede Zebulons land og Naftalis land med foragt og senere da man lod det blive æret — vejen til havet, i egnen ved Jordan, nationernes Galilæa.“ (Esajas 9:1) Galilæa var et område i det nordlige Israels rige. I Esajas’ profeti hører „Zebulons land og Naftalis land“ med til det; og også „vejen til havet“, en vej der fra gammel tid gik langs Galilæas  Sø og førte til Middelhavet. På Esajas’ tid blev området kaldt „nationernes Galilæa“, sikkert fordi mange af byerne var beboet af ikkeisraelitter. c Hvordan blev dette land ’behandlet med foragt’? Ved at de hedenske assyrere erobrede det, førte israelitterne i landflygtighed og lod hedninger, som ikke var Abrahams efterkommere, bosætte sig i området i stedet for. Således forsvandt tistammeriget ud af historien som en selvstændig nation. — 2 Kongebog 17:5, 6, 18, 23, 24.

14. I hvilken forstand ville „dunkelheden“ i Juda blive mindre end den der ramte tistammeriget?

¹⁴ Juda blev også trængt af assyrerne. Ville det synke ned i evig ’dunkelhed’ som tistammeriget, repræsenteret ved Zebulon og Naftali? Nej. „Senere“ ville Jehova velsigne dette sydlige rige, Juda rige, og desuden det område der tidligere var underlagt det nordlige rige. Hvordan ville det ske?

15, 16. (a) På hvilket „senere“ tidspunkt ændrede situationen sig for „Zebulons land og Naftalis land“? (b) Hvordan blev det land der før blev behandlet med foragt, nu æret?

¹⁵ Apostelen Mattæus besvarer dette spørgsmål i sin inspirerede beretning om Jesu jordiske tjeneste. Om det der skete kort efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste, siger Mattæus: „Dernæst, efter at have forladt Nazaret, kom han og bosatte sig i Kapernaum ved søen i Zebulons og Naftalis egne, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Zebulons land og Naftalis land, langs vejen til havet, på den anden side af Jordan, nationernes Galilæa! det folk som sad i mørke, så et stort lys, et lys steg op for dem der sad i dødsskyggens land.’“ — Mattæus 4:13-16.

 ¹⁶ Ja, det tidspunkt Esajas betegner som „senere“, er det tidspunkt hvor Jesus udførte sin jordiske tjeneste. Størstedelen af den tid Jesus var på jorden, tilbragte han i Galilæa. Her begyndte han sin gerning idet han forkyndte: „Himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Det var i Galilæa han holdt Bjergprædikenen, udvalgte sine apostle, gjorde det første af sine mirakler og efter sin opstandelse viste sig for omkring 500 af sine disciple. (Mattæus 5:1–7:27; 28:16-20; Markus 3:13, 14; Johannes 2:8-11; 1 Korinther 15:6) På denne måde opfyldte Jesus Esajas’ profeti og ærede „Zebulons land og Naftalis land“. Men Jesu forkyndelse var naturligvis ikke begrænset til befolkningen i Galilæa. Ved at forkynde den gode nyhed i hele landet ærede han hele Israels nation, hvortil Juda hørte.

„Et stort lys“

17. Hvordan kom „et stort lys“ til at skinne i Galilæa?

¹⁷ Hvad mente Mattæus med at man i Galilæa så „et stort lys“? Det var også et citat fra Esajas’ profeti. Esajas skrev: „Det folk der vandrede i mørket har set et stort lys. De der bor i landet med dystert mørke — lyset har skinnet på dem.“ (Esajas 9:2) Indtil begyndelsen af det første århundrede havde sandhedens lys været skjult af hedenske lærdomme. Situationen forværredes yderligere af de jødiske religiøse ledere, som holdt sig til deres religiøse overleveringer hvormed de ’gjorde Guds ord ugyldigt’. (Mattæus 15:6) Den jævne befolkning var undertrykt og forvirret. Den fulgte „blinde vejledere“. (Mattæus 23:2-4, 16) Da Jesus fremstod som Messias, åbnedes manges øjne på forunderlig vis. (Johannes 1:9, 12) Den gerning Jesus udførte på jorden, og de velsignelser hans offer medførte, beskrives træffende af Esajas som „et stort lys“. — Johannes 8:12.

18, 19. Hvilken grund havde de der lod sig lede af lyset, til at glæde sig?

 ¹⁸ De der lod sig lede af lyset, havde grund til at glæde sig. Esajas fortsætter: „Du har gjort nationen folkerig; du har gjort fryden stor for den. De har frydet sig for dit ansigt som man fryder sig i høsttiden, som de der jubler når de deler byttet.“ (Esajas 9:3) Som følge af Jesu og hans disciples forkyndelse viste de retsindige sig og tilkendegav at de ønskede at tilbede Jehova i ånd og sandhed. (Johannes 4:24) På mindre end fire år tog store skarer imod kristendommen. På pinsedagen i år 33 blev tre tusind døbt, og kort efter steg „tallet på mændene“ til „omkring fem tusind“. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Efterhånden som disciplene nidkært lod lyset skinne, øgedes „antallet af disciple i Jerusalem . . . fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ — Apostelgerninger 6:7.

¹⁹ Ligesom de der fryder sig over en rigelig høst, eller som glæder sig over at dele et kostbart bytte efter en stor militær sejr, glædede Jesu disciple sig over væksten. (Apostelgerninger 2:46, 47) Med tiden lod Jehova også lyset skinne blandt folk fra nationerne. (Apostelgerninger 14:27) Mennesker fra alle folkeslag glædede sig således over at vejen til Gud nu var åben for dem. — Apostelgerninger 13:48.

„Som på Midjans dag“

20. (a) På hvilke måder viste midjanitterne sig at være Israels fjender, og hvordan gjorde Jehova ende på truslen fra dem? (b) Hvordan vil Jesus på en fremtidig „Midjans dag“ gøre ende på truslen fra Guds folks fjender?

²⁰ Virkningerne af Messias’ gerning ville være varige, som det fremgår af Esajas’ næste ord: „Deres byrdes åg og staven på deres skuldre, deres arbejdsfogeds kæp, har du splintret som på Midjans dag.“ (Esajas 9:4) Hundreder af år før Esajas’ tid havde midjanitterne og moabitterne sammensvoret  sig om at lokke Israel til at synde. (4 Mosebog 25:1-9, 14-18; 31:15, 16) Senere terroriserede midjanitterne i syv år israelitterne ved at angribe deres landsbyer og ødelægge eller røve deres afgrøder. (Dommerne 6:1-6) Men ved sin tjener Gideon slog Jehova Midjans hære på flugt. Efter denne „Midjans dag“ er der intet der tyder på at Jehovas folk nogen sinde mere kom til at lide overlast for Midjans hånd. (Dommerne 6:7-16; 8:28) I nær fremtid vil den større Gideon, Jesus Kristus, rette det sidste tilintetgørende slag mod de nutidige fjender af Jehovas folk. (Åbenbaringen 17:14; 19:11-21) På denne måde vil en fuldstændig og varig sejr være vundet, „som på Midjans dag“, ikke ved menneskers kampmod og styrke, men ved Jehovas kraft alene. (Dommerne 7:2-22) Guds folk vil aldrig mere komme til at mærke undertrykkelsens åg.

21. Hvad viser Esajas’ profeti med hensyn til krig?

²¹ Når Gud viser sin magt, sker det ikke for at forherlige krig. Den opstandne Jesus er Fredsfyrsten, og han vil indføre varig fred ved at tilintetgøre sine fjender. Esajas fortæller nu at den militære udrustning vil blive tilintetgjort, opbrændt i ild: „Hver støvle der tramper så det skælver, og kappen der er rullet i blod, ja, de er blevet til noget der brændes, føde for ilden.“ (Esajas 9:5) Man vil aldrig mere mærke jorden skælve under marcherende soldaters støvler. Og man vil aldrig mere se kampvante soldaters blodige uniformer. Der vil aldrig mere være krig! — Salme 46:9.

„Underfuld Rådgiver“

22. Hvilket sammensat profetisk navn bliver Jesus kaldt med i Esajas’ Bog?

²² Ved sin mirakuløse fødsel fik det barn der skulle blive Messias, navnet Jesus, der betyder „Jehova er frelse“. Men  han har også andre navne, profetiske navne, som beskriver hans vigtigste opgave og hans ophøjede stilling. Et af disse navne er Immanuel, der betyder „med os er Gud“. (Esajas 7:14, fodnote) Esajas fortæller nu at han vil få et andet profetisk og beskrivende navn: „Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ (Esajas 9:6) Lad os se nærmere på betydningen af de enkelte dele af dette sammensatte profetiske navn.

23, 24. (a) På hvilken måde er Jesus en „Underfuld Rådgiver“? (b) Hvordan kan kristne rådgivere i dag følge Jesu eksempel?

²³ En rådgiver er en der giver råd, vejledning. Da Jesus gik på jorden, gav han råd og vejledning som man forundredes over. Vi læser i Bibelen at „folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på“. (Mattæus 7:28) Han var en klog og forstandig rådgiver med en usædvanlig indfølingsevne som gav ham forståelse af den menneskelige natur. Hans vejledning var ikke begrænset til irettesættelse og revselse. Den blev som oftest givet i form af undervisning og kærlig belæring. Som rådgiver var og er Jesus „underfuld“ fordi hans råd altid er kloge, fuldkomne og ufejlbarlige. Når de følges, fører de til evigt liv. — Johannes 6:68.

²⁴ Jesu råd er ikke blot udtænkt af hans skarpsindige hjerne. Han siger selv: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Som i Salomons tilfælde er Jehova Gud kilden til Jesu visdom. (1 Kongebog 3:7-14; Mattæus 12:42) Jesu eksempel skulle tilskynde lærere og rådgivere i den kristne menighed til altid at basere deres undervisning på Guds ord. — Ordsprogene 21:30.

 „Vældig Gud“ og „Evig Fader“

25. Hvad fortæller navnet „Vældig Gud“ os om den himmelske Jesus?

²⁵ Jesus er også „Vældig Gud“ og „Evig Fader“. Det vil ikke sige at han tilraner sig Jehovas myndighed og stilling. Jehova er „Gud, vor Fader“. (2 Korinther 1:2) Om Jesus siges der at han „ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud“. (Filipperne 2:6) Han kaldes Vældig Gud, men ikke den almægtige Gud. Jesus tænkte aldrig på sig selv som Gud den Almægtige, for han omtalte sin Fader som „den eneste sande Gud“, det vil sige den eneste Gud som man bør tilbede. (Johannes 17:3; Åbenbaringen 4:11) I Bibelen kan ordet „gud“ betyde „den mægtige“, eller „den stærke“. (2 Mosebog 12:12; Salme 8:5; 2 Korinther 4:4) Før Jesus kom til jorden, var han „en gud“; han var „i Guds skikkelse“. Efter sin opstandelse vendte han tilbage til himmelen, hvor han fik en endnu højere stilling. (Johannes 1:1; Filipperne 2:6-11) Betegnelsen „gud“ indeholder endnu en betydning. Dommerne i Israel blev kaldt guder — én gang af Jesus selv. (Salme 82:6; Johannes 10:35) Jesus er Jehovas udnævnte dommer som skal „dømme levende og døde“. (2 Timoteus 4:1; Johannes 5:30) Han bærer derfor med rette navnet „Vældig Gud“.

26. Hvorfor kan Jesus kaldes „Evig Fader“?

²⁶ Betegnelsen „Evig Fader“ tager sigte på den messianske konges magt og myndighed til at give mennesker mulighed for at opnå evigt liv på jorden. (Johannes 11:25, 26) Vores stamfader, Adam, gav os døden i arv. Den sidste Adam, Jesus, „blev til en levendegørende ånd“. (1 Korinther 15:22, 45; Romerne 5:12, 18) Ligesom Jesus, den ’Evige Fader’, vil leve i al evighed, sådan vil de mennesker der adlyder Gud, i al evighed nyde gavn af at han er deres fader. — Romerne 6:9.

 „Fredsfyrste“

27, 28. Hvilke goder vil ’Fredsfyrstens’ undersåtter få del i både nu og i fremtiden?

²⁷ Foruden evigt liv har menneskene også behov for fred, både med Gud og med deres medmennesker. De der underordner sig ’Fredsfyrstens’ styre, har allerede nu ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive’. (Esajas 2:2-4) De nærer intet had på grund af politiske, nationale, racemæssige og økonomiske forskelle. De er forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og søger at bevare et fredeligt forhold til andre, både inden for og uden for menigheden. — Galaterne 6:10; Efeserne 4:2, 3; 2 Timoteus 2:24.

²⁸ Når Guds tid er inde til det, vil Kristus på jorden indføre en fred der vil være global, grundfæstet og varig. (Apostelgerninger 1:7) „På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige, for at det kan grundfæstes og opretholdes ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse.“ (Esajas 9:7a) Jesus vil ikke tage tyranniske metoder i brug når han udøver sin myndighed som Fredsfyrste. Hans undersåtter vil ikke blive berøvet deres frie vilje og undertvunget med magt. Alt hvad han gennemfører, vil ske „ved ret og ved retfærdighed“. Hvilken velgørende forandring!

29. Hvad må vi gøre hvis vi vil opleve varig fred?

²⁹ I betragtning af alt det som Jesu profetiske navn giver løfte om, er de ord hvormed Esajas slutter denne del af sin profeti, virkelig betagende. Han skriver: „Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“ (Esajas 9:7b) Ja, Jehova handler med nidkærhed. Han gør intet halvhjertet. Vi kan være sikre på at alt hvad han lover, vil han også opfylde. Enhver der længes efter varig fred, opfordres derfor til at tjene Jehova helhjertet. Og alle Guds tjenere tilskyndes til — ligesom Jehova Gud og Fredsfyrsten, Jesus Kristus — at være ’nidkære for gode gerninger’. — Titus 2:14.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Kort/billede på side 122]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Korazin

Kapernaum

Betsajda

Genezaretsletten

Galilæas Sø

Magadan

Tiberias

Jordan

GADARA

Gadara

 [Billeder på side 119]

Kains fødsel og Jesu fødsel var begge noget særligt, men kun Jesu fødsel førte til noget godt

[Billede på side 121]

Der vil komme en hunger som er værre end hunger efter brød og tørst efter vand

 [Billede på side 127]

Jesus var et lys i landet