Kapitel syv

Ve den utro vingård!

Esajas 5:1-30

1, 2. Hvad plantede ’den elskede’, men hvilken skuffelse blev det?

„DENNE lignelse er enestående på grund af sit smukke poetiske sprog og den mesterlige dygtighed hvormed budskabet så virkningsfuldt fremsættes.“ Sådan siges der i en bibelkommentar om de indledende vers til kapitel 5 i Esajas’ Bog. Esajas’ ord er dog mere end smuk poesi. De skildrer meget gribende den kærlige interesse Jehova nærer for sit folk. Samtidig fortæller de advarende om det der mishager ham.

² Esajas’ lignelse begynder sådan: „Lad mig dog synge for min elskede, min elskedes sang om hans vingård. Der var en vingård som min elskede havde på en frugtbar bjergskråning. Og han gav sig til at grave den og rydde den for sten og plante den til med en udsøgt rød vin og at bygge et tårn i dens midte. Og der var også en vinperse som han havde udhugget i den. Og han håbede stadig på at den ville bære druer, men efterhånden bar den vilde druer.“ — Esajas 5:1, 2; jævnfør Markus 12:1.

Omsorgen for vingården

3, 4. Hvilket arbejde blev der lagt i vingården?

³ Uanset om Esajas fremførte denne lignelse bogstaveligt i en sang eller ej, havde han helt sikkert sine tilhøreres fulde opmærksomhed. De fleste var sandsynligvis fortrolige med anlæggelsen af en vingård, og Esajas’ beskrivelse er levende og realistisk. Vinavleren såede ikke frø til  vinstokkene, men han tog, sådan som man også gør i dag, stiklinger fra andre planter og satte dem i jorden — i dette tilfælde stiklinger fra „en udsøgt rød vin“, det vil sige fra planter som ville give en god og fyldig vin. Som det hørte sig til, anlagde han vingården „på en frugtbar bjergskråning“, et sted hvor vinen ville trives.

⁴ Det kræver hårdt arbejde at anlægge en vingård hvis vinstokkene skal bære frugt. Esajas fortæller at ejeren ’gravede den og ryddede den for sten’ — et møjsommeligt og udmattende arbejde! Han har sikkert brugt de større sten til at „bygge et tårn“ af. Dengang brugte man sådanne tårne hvorfra en vægter kunne holde øje med vingården, så han kunne værne den mod dyr og tyve. * Han byggede også en stenmur i kanten af terrasserne. (Esajas 5:5) Det gjorde man for at forhindre at det øverste muldlag blev skyllet bort.

5. Hvad kunne ejeren med rette forvente af sin vingård, men hvad fik han?

⁵ Efter at have arbejdet så hårdt med sin vingård kunne ejeren med rette forvente at den ville bære frugt. Derfor udhuggede han også en vinperse. Men blev den forventede høst til virkelighed? Nej, vinstokkene bar vilde druer.

Vingården og dens ejer

6, 7. (a) Hvem er vingårdens ejer, og hvad er vingården? (b) Hvilken dom beder ejeren om at der må blive afsagt?

⁶ Hvem er ejeren, og hvad er vingården? Svarene herpå findes i de følgende ord i kapitlet, som er udtalt af vingårdsejeren selv: „Og nu, I Jerusalems indbyggere og I Judas  mænd, døm dog mellem mig og min vingård. Hvad mere er der at gøre ved min vingård som jeg ikke allerede har gjort i den? Hvordan kan det være — jeg håbede på at den ville bære druer, men efterhånden bar den vilde druer? Og nu, lad mig dog gøre jer bekendt med hvad jeg gør ved min vingård: Fjerner dens hæk, så den vil være til at brænde af. Nedbryder dens stenmur, så den vil blive til et sted der trædes ned.“ — Esajas 5:3-5.

⁷ Ja, Jehova er vingårdens ejer, og han er billedligt talt trådt frem for retten og beder om at der må blive dømt mellem ham og hans vingård, som har skuffet ham. Hvad er så vingården? Ejeren selv siger: „Hærstyrkers Jehovas  vingård er Israels hus, og Judas mænd er den plantning han holdt af.“ — Esajas 5:7a.

8. Hvad vidner det om at Esajas kalder Jehova for sin „elskede“?

⁸ Esajas kalder Jehova, vingårdens ejer, sin „elskede“. (Esajas 5:1) Esajas kan kun tale så fortroligt om Jehova fordi han har et nært forhold til ham. (Jævnfør Job 29:4; Salme 25:14.) Men profetens kærlighed til Gud blegner i sammenligning med den kærlighed Gud har vist sin „vingård“ — den nation han har ’plantet’. — Jævnfør Anden Mosebog 15:17; Salme 80:8, 9.

9. Hvordan havde Jehova taget sig af sin nation ligesom af en skattet vingård?

⁹ Jehova ’plantede’ sin nation i Kana’ans land og gav den sine love og forordninger, der tjente som en mur der beskyttede den mod at blive fordærvet af andre nationer. (2 Mosebog 19:5, 6; Salme 147:19, 20; Efeserne 2:14) Desuden gav Jehova den dommere, præster og profeter som skulle undervise den. (2 Kongebog 17:13; Malakias 2:7; Apostelgerninger 13:20) Når Israel blev truet af angribere, oprejste Jehova befriere. (Hebræerne 11:32, 33) Med rette spørger Jehova: „Hvad mere er der at gøre ved min vingård som jeg ikke allerede har gjort i den?“

Guds vingård i dag

10. Hvilken lignelse fortalte Jesus om en vingård?

¹⁰ Jesus har måske tænkt på Esajas’ ord da han fortalte sin lignelse om de morderiske vinavlere: „Der var et menneske, en husherre, som plantede en vingård, satte et hegn omkring den, gravede en vinperse i den og rejste et tårn, og han lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands.“ Vinavlerne svigtede imidlertid ejeren af vingården og dræbte oven i købet hans søn. Jesus viste at denne lignelse ikke blot gjaldt det bogstavelige Israel, da han sagde:  „Guds rige vil blive taget fra jer [Israel efter kødet] og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mattæus 21:33-41, 43.

11. Hvilken åndelig vingård eksisterede i det første århundrede, men hvad skete der efter apostlenes død?

¹¹ Denne nye „nation“ viste sig at være „Guds Israel“ — en åndelig nation af salvede kristne som vil bestå af 144.000. (Galaterne 6:16; 1 Peter 2:9, 10; Åbenbaringen 7:3, 4) Jesus sammenlignede disse disciple med „grenene“ på „det sande vintræ“, ham selv. Naturligvis forventedes det at disse grene bar frugt. (Johannes 15:1-5) De måtte vise at de ejede de samme egenskaber som Jesus selv, og tage del i arbejdet med at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14; Galaterne 5:22, 23) Men efter de tolv apostles død har det store flertal af dem der hævder at være grene på „det sande vintræ“, vist sig at være falske kristne — de har båret vilde druer i stedet for gode frugter. — Mattæus 13:24-30, 38, 39.

12. Hvordan fordømmer Esajas’ ord kristenheden, og hvad kan sande kristne lære af dem?

¹² Esajas’ fordømmelse af Juda gælder derfor kristenheden i dag. En undersøgelse af dens historie — af dens krige, korstog og inkvisitionen — afslører hvor dårlige dens frugter har været. Men den sande vingård, de salvede kristne, og deres medarbejdere, ’den store skare’, må give agt på Esajas’ ord. (Åbenbaringen 7:9) Hvis de skal behage vingårdens ejer, må de både individuelt og som gruppe betragtet bære frugter der behager ham.

„Vilde druer“

13. Hvad vil Jehova gøre med sin vingård fordi den har båret dårlige frugter?

¹³ Efter at have gjort sig store anstrengelser for at dyrke  vingården og tilføre den næring forventer Jehova med rette at den bliver „en vingård med skummende vin“. (Esajas 27:2) Men i stedet for at bære en frugt som kan anvendes, bærer den „vilde druer“, egentlig „stinkende (rådne) bær“. (Esajas 5:2, fodnote; Jeremias 2:21) Derfor erklærer Jehova at han vil fjerne den beskyttende „hæk“ rundt om nationen. Han vil „lade den ligge øde“. Den vil gro til, og der vil ikke falde nogen regn på den. (Læs Esajas 5:6.) Moses havde advaret israelitterne om at det var sådan det ville gå dem hvis de ikke adlød Guds lov. — 5 Mosebog 11:17; 28:63, 64; 29:22, 23.

14. Hvilke frugter forventede Jehova af sin nation, men hvad frembragte den i stedet?

¹⁴ Gud forventede at nationen ville frembringe gode frugter. Esajas’ samtidige, profeten Mika, sagde: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8; Zakarias 7:9) Men israelitterne gav ikke agt på Jehovas opfordring. „[Gud] håbede stadig på ret, men se! retsbrud; på retfærd, men hør! nødskrig.“ (Esajas 5:7b) Moses forudsagde at den utro nation ville bære giftige druer fra „Sodomas vinstok“. (5 Mosebog 32:32) Kønslig umoralitet, inklusive homoseksuelle handlinger, hørte derfor højst sandsynligt med til dens afvigelse fra Guds lov. (3 Mosebog 18:22) Udtrykket „retsbrud“ kan også gengives med „blodsudgydelse“. En sådan brutalitet har uden tvivl fremkaldt et „nødskrig“ fra ofrene, et nødskrig der har nået vingårdsejerens ører. — Jævnfør Job 34:28.

15, 16. Hvordan kan sande kristne undgå at bære de dårlige frugter som Israel frembragte?

¹⁵ Jehova „elsker retfærdighed og ret“. (Salme 33:5) Han gav jøderne påbudet: „I må ikke øve uret ved domsafsigelse.  Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må ikke favorisere den store. Med retfærdighed skal du dømme din landsmand.“ (3 Mosebog 19:15) Vi må derfor undgå al partiskhed og hverken lade race, alder, rigdom eller fattigdom indvirke på vores bedømmelse af andre. (Jakob 2:1-4) Det er især vigtigt at tilsynsmænd „intet gør som følge af en ensidig holdning“, men altid hører begge sider af en sag før de afsiger en dom. — 1 Timoteus 5:21; Ordsprogene 18:13.

¹⁶ Det kunne desuden nemt ske at de kristne, som jo lever i en lovløs verden, udviklede en negativ eller ligefrem oprørsk indstilling til Guds normer. Men sande kristne må være „rede til at adlyde“ Guds love. (Jakob 3:17) Trods den umoralitet og vold der præger „den nuværende onde tingenes ordning“, må de ’se nøje til hvordan de vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise’. (Galaterne 1:4; Efeserne 5:15) De vil ikke have en lemfældig holdning til kønslivet, og når der opstår uoverensstemmelser, vil de sørge for at de bliver bilagt uden „bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31) Ved at opdyrke retfærdighed vil sande kristne være til ære for Gud og vinde hans godkendelse.

Prisen for begærlighed

17. Hvilken adfærd fordømmes i det første veråb Esajas udtaler?

¹⁷ Fra vers 8 citerer Esajas ikke længere Jehova. Han fordømmer nu selv nogle af de „vilde druer“ som Juda har frembragt, og udtaler det første af seks veer: „Ve dem der føjer hus til hus, dem der lægger mark til mark, indtil det er slut med pladsen og I er kommet til at bo helt for jer selv i landet! I mine ører har Hærstyrkers Jehova svoret at mange huse vil blive til noget man forfærdes over: store og gode, men uden beboere. For en hel vingård på ti tønder  land giver kun én bat, og en hel homer sædekorn giver kun en efa.“ — Esajas 5:8-10.

18, 19. Hvordan ignorerede Esajas’ samtidige Jehovas love vedrørende jordbesiddelser, og hvad ville følgen blive for dem?

¹⁸ I det gamle Israel tilhørte al jord i sidste ende Jehova. Hver familie havde af Jehova fået en arvelod, som de godt kunne leje ud eller bortforpagte, men aldrig sælge „uigenkaldeligt“. (3 Mosebog 25:23) Denne lov forhindrede misbrug af jorden, som for eksempel at al jord blev samlet på få hænder. Den forhindrede også at nogle familier blev dybt forarmede. Der var imidlertid israelitter som begærligt overtrådte Guds love vedrørende jordejendom. Profeten Mika skrev: „De begærer marker og tilraner sig dem; huse, og tager dem; og de besviger en våbenfør mand og hans husstand, en mand og hans arvelod.“ (Mika 2:2) Men Ordsprogene 20:21 sagde advarende: „Først får man en arv ved begærlighed, men den velsignes ikke til sidst.“

¹⁹ Jehova siger at han vil fratage disse begærlige den ejendom som de har erhvervet sig på uærlig vis. De huse de har fravristet andre, vil blive „uden beboere“. Den jord de har bemægtiget sig, vil blot bære en brøkdel af den afgrøde den egentlig kunne give. Nøjagtig hvornår og hvordan denne forbandelse ville gå i opfyldelse, siges der intet om. Sandsynligvis sigtes der, i hvert fald delvis, til de forhold der ville blive resultatet af landflygtigheden i Babylon. — Esajas 27:10.

20. Hvordan kan kristne i dag undgå at få samme begærlige indstilling som nogle i Israel blev grebet af?

²⁰ Kristne i dag må afsky et så umætteligt begær som dét nogle af fortidens israelitter blev grebet af. (Ordsprogene 27:20) Når det materielle tillægges overdreven betydning, kan man let nedværdige sig til at bruge uhæderlige metoder  for at tjene penge. Man kan blive indviklet i tvivlsomme forretningsforetagender eller blive fristet af urealistiske løfter om lettjente penge. „Den der har hastværk med at blive rig, forbliver ikke uskyldig.“ (Ordsprogene 28:20) Det er derfor vigtigt at være tilfreds med det man har. — 1 Timoteus 6:8.

Tvivlsomme fornøjelser en snare

21. Hvilke synder fordømmes i Esajas’ andet veråb?

²¹ Derefter følger Esajas’ andet ve: „Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke, dem som sidder sent i aftenmørket mens vinen får dem til at blusse! Og der skal jo være lyre og harpe, tamburin og fløjte, og vin til deres fester; men Jehovas virke betragter de ikke, og hans hænders værk ser de ikke.“ — Esajas 5:11, 12.

22. Hvilken mangel på tilbageholdenhed var tydelig i Israel, og hvad ville resultatet blive for folket?

²² Jehova er ’den lykkelige Gud’. Han vil ikke forholde sine tjenere fornøjelser der er sunde og rimelige. (1 Timoteus 1:11) Men det der er beskrevet ovenfor, overskrider alle grænser! „De der beruser sig, plejer at være berusede om natten,“ siger Bibelen. (1 Thessaloniker 5:7) Men svirebrødrene i ovennævnte profeti begynder deres drikkeri ved daggry og fortsætter til langt ud på aftenen! De opfører sig som om Gud ikke eksisterede, som om han ikke ville kræve dem til regnskab for deres handlinger. Esajas forudsiger at de går en mørk fremtid i møde. „Derfor skal mit folk gå i landflygtighed, af mangel på kundskab; og dets herlige bliver hungerens mænd, og dets folkemængde bliver udtørret af tørst.“ (Esajas 5:13) Guds pagtsfolk — høj som lav — vil gå ned i Sheol fordi det ikke har handlet i overensstemmelse med sand kundskab. — Læs Esajas 5:14-17.

23, 24. I hvilken henseende opfordres kristne til at vise tilbageholdenhed og mådehold?

 ²³ „Sviregilder“, eller „vilde fester“, var også et problem blandt nogle af de kristne i det første århundrede. (Galaterne 5:21; Byington; 2 Peter 2:13) Det er derfor ikke overraskende at nogle indviede kristne i dag har vist manglende dømmekraft med hensyn til fester og sammenkomster. Umådeholden indtagelse af alkoholiske drikke har bevirket at nogle er blevet larmende og højrøstede. (Ordsprogene 20:1) Nogle har oven i købet opført sig umoralsk under indflydelse af alkohol, og nogle fester har fået lov at fortsætte hele natten, og det er gået ud over den kristne aktivitet den følgende dag.

²⁴ Ligevægtige kristne bærer derimod gode kristne frugter og viser tilbageholdenhed og mådehold i deres valg af fornøjelser. De følger Paulus’ råd i Romerbrevet 13:13: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure.“

Had synd og elsk sandhed

25, 26. Hvilken forkert tankegang afsløres i Esajas’ tredje og fjerde veråb?

²⁵ Hør nu Esajas’ tredje og fjerde ve: „Ve dem der slæber misgerning efter sig med usandheds tove og ligesom med vognreb slæber på synd; dem der siger: ’Lad hans værk skynde sig; lad det komme hurtigt, for at vi kan få det at se; og lad det som Israels Hellige har besluttet, nærme sig og komme, så vi kan lære det at kende!’ Ve dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!“ — Esajas 5:18-20.

²⁶ Et malende billede af dem der øver synd! De er bundet til synden på samme måde som trækdyr er spændt for  en vogn. De frygter ikke en kommende domsdag. Spottende siger de: „Lad [Guds værk] komme hurtigt!“ I stedet for at underordne sig Guds lov vender de op og ned på tingene og kalder „ondt for godt og godt for ondt“. — Jævnfør Jeremias 6:15; Andet Petersbrev 3:3-7.

27. Hvordan kan kristne i dag undgå en lignende indstilling?

²⁷ I dag må kristne undgå at blive påvirket af denne indstilling. For eksempel antager de ikke den almindeligt udbredte opfattelse at utugt og homoseksualitet er acceptabelt. (Efeserne 4:18, 19) En kristen kan selvfølgelig uforvarende komme til at ’begå et fejltrin’ der kunne føre til at vedkommende gjorde sig skyldig i en alvorlig synd. (Galaterne 6:1) De ældste i menigheden vil da være parate til at hjælpe dem der er snublet og har brug for støtte.  (Jakob 5:14, 15) Ved bønnens magt og ved hjælp af vejledning fra Bibelen er åndelig helbredelse mulig. Ellers er der fare for at den der har syndet, bliver „syndens træl“. (Johannes 8:34) I stedet for at spotte Gud og tabe den kommende domsdag af syne vil kristne bestræbe sig for at forblive „uplettede og dadelfri“ i Jehovas øjne. — 2 Peter 3:14; Galaterne 6:7, 8.

28. Hvilke synder fordømmes i Esajas’ to sidste veråb, og hvordan kan kristne i dag undgå sådanne synder?

²⁸ Meget passende slutter Esajas med følgende veråb: „Ve dem der er vise i egne øjne og forstandige i egen indbildning! Ve dem der er vældige krigere — til at drikke vin — og dem der er dygtige mænd — til at blande stærke drikke; dem som kender den ugudelige retfærdig mod bestikkelse, og som tager den retfærdiges retfærdighed fra ham!“ (Esajas 5:21-23) Disse ord var sandsynligvis henvendt til dem der var dommere i landet. Menighedsældste i dag vil undgå at synes „vise i egne øjne“. De tager ydmygt imod råd fra andre ældste og holder sig nær til vejledningen fra Guds organisation. (Ordsprogene 1:5; 1 Korinther 14:33) De er mådeholdne i brugen af alkoholiske drikke og nyder ikke øl, vin eller spiritus før de udfører deres pligter i menigheden. (Hoseas 4:11) Ældste vil også undgå at vise partiskhed og vil passe på ikke engang at give det indtryk at de favoriserer nogen. (Jakob 2:9) Hvor helt anderledes end kristenhedens gejstlige! Mange af disse tolererer og omgås de indflydelsesrige og velhavende syndere iblandt dem og handler derved i modstrid med apostelen Paulus’ advarsler i Romerbrevet 1:18, 26, 27, Første Korintherbrev 6:9, 10 og Efeserbrevet 5:3-5.

29. Hvilket skæbnesvangert endeligt ventede der Jehovas israelitiske vingård?

²⁹ Esajas slutter dette profetiske budskab med at beskrive  det skæbnesvangre endeligt for dem der har „vraget Hærstyrkers Jehovas lov“ og ikke har båret retfærdigheds frugt. (Esajas 5:24, 25; Hoseas 9:16; Malakias 4:1) Han siger: „[Jehova] har rejst et signal for en stor nation langt borte, og han har fløjtet efter den fra jordens ende; og se, i hast, raskt kommer den.“ — Esajas 5:26; 5 Mosebog 28:49; Jeremias 5:15.

30. Hvem ville samle „en stor nation“ mod Jehovas folk, og hvad ville resultatet blive?

³⁰ I fortiden brugte man en pæl eller stang rejst på et højt sted som „et signal“ eller samlingsmærke for folk eller hære. (Jævnfør Esajas 18:3; Jeremias 51:27.) Nu vil Jehova selv tilkalde og samle denne unavngivne ’store nation’ så den kan eksekvere hans dom. * Han vil ’fløjte efter den’, det vil sige henlede dens opmærksomhed på hans genstridige folk som et mål der er værd at erobre. Profeten beskriver derefter de løvelignende erobreres hurtige og frygtelige angreb, hvorunder de „griber byttet“, Guds folk, „og bringer det i sikkerhed“, det vil sige fører det i fangenskab. (Læs Esajas 5:27-30a.) Hvilket sørgeligt resultat for Jehovas folks land! „Man skal betragte landet, og se! der er knugende mørke; og selv lyset er formørket af regndråberne der falder på det.“ — Esajas 5:30b.

31. Hvordan kan sande kristne undgå den skæbne som overgik Jehovas israelitiske vingård?

³¹ Ja, den vingård som Gud i sin kærlighed havde plantet, viste sig ikke at bære frugt — den fortjente kun at blive ødelagt. Hvilken magtfuld lektion for alle der vil tjene Jehova i dag, og som vil bestræbe sig for kun at bære retfærdigheds frugt, til ære for Jehova og til frelse for sig selv!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Billede på side 83]

En synder er bundet til synden som et trækdyr der er spændt for en vogn

 [Helsides billede på side 85]