„Bryd i forening ud i glædesråb“!
Kapitel tretten
„Bryd i forening ud i glædesråb“!
1. Hvorfor giver de profetiske ord i kapitel 52 i Esajas’ Bog grund til glæde, og hvilke to opfyldelser får de?
UDFRIELSE! Findes der noget skønnere budskab for et folk der er i fangenskab? Da udfrielse og genoprettelse er et af de gennemgående temaer i Esajas’ Bog, er det ikke overraskende at der — med undtagelse af Salmernes Bog — findes flere udtryk for glæde i denne bog end i nogen anden bog i Bibelen. Især kapitel 52 viser hvorfor Guds folk kan glæde sig. Disse profetiske ord blev opfyldt på Jerusalem i 537 f.v.t., og de får en større opfyldelse på „Jerusalem som er oventil“, Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger, der undertiden fremstilles som en moder og en hustru. — Galaterne 4:26; Åbenbaringen 12:1.
„Ifør dig din styrke, Zion!“
2. Hvornår vågner Zion op, og hvordan sker det?
2 Gennem Esajas råber Jehova til sin elskede by, Zion: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion! Ifør dig dine smukke klæder, Jerusalem, du hellige by! For ingen uomskåren eller uren skal mere komme ind i dig. Ryst støvet af dig, rejs dig, tag sæde, Jerusalem. Fri dig for båndene om din hals, du fangne Zions datter.“ (Esajas 52:1, 2) Jerusalem har ligget øde i 70 år fordi dens indbyggere har vakt Jehovas vrede. (2 Kongebog 24:4; 2 Krønikebog 36:15-21; Jeremias 25:8-11; Daniel 9:2) Nu er tiden inde for den „fangne Zions datter“ til at vågne op og iføre sig frihedens smukke klæder. Jehova har bevæget Kyros’ hjerte til at give Jerusalems tidligere indbyggere og deres efterkommere fri, så de kan forlade Babylon og vende tilbage til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse. Ingen uomskårne eller urene må findes i Jerusalem. — Ezra 1:1-4.
3. Hvorfor kan de salvede kristnes menighed kaldes „Zions datter“, og hvad er de blevet befriet for?
3 Disse ord hos Esajas opfyldes også på den kristne menighed. De salvede kristnes menighed kan betegnes som den nutidige „Zions datter“, for „Jerusalem som er oventil“ er de salvedes moder. a Efter at være blevet befriet for hedensk lære og kristenhedens falske dogmer må de forblive rene i Jehovas øjne, ikke ved en bogstavelig omskærelse af kødet, men ved hjertets omskærelse. (Jeremias 31:33; Romerne 2:25-29) Det indbefatter at de må forblive åndeligt, mentalt og moralsk rene i Jehovas øjne. — 1 Korinther 7:19; Efeserne 2:3.
4. Hvad har børnene af „Jerusalem som er oventil“ oplevet, svarende til det Jerusalems indbyggere erfarede i fortiden?
4 „Jerusalem som er oventil“ har aldrig handlet ulydigt over for Jehova, men hendes jordiske børn — de salvede kristne — har uden at vide af det overtrådt Jehovas lov. Det skete under den første verdenskrig fordi de ikke havde den rette forståelse af sand kristen neutralitet. De mistede Guds gunst og kom i åndeligt fangenskab under „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:5) Situationen kulminerede i 1918 da otte medlemmer af Vagttårnsselskabets stab på hovedkontoret i New York blev fængslet på falske anklager, deriblandt anklager for spionage. Den organiserede forkyndelse af den gode nyhed blev praktisk talt bragt til ophør. Men i 1919 lød en gjaldende opfordring til at vågne op åndeligt. De salvede kristne begyndte mere markant at skille sig ud fra den moralske og åndelige urenhed i Babylon den Store. De rystede fangenskabets støv af sig, og „Jerusalem som er oventil“ kom til at stråle som en ’hellig by’ hvor åndelig urenhed ikke bør findes.
5. Hvorfor havde Jehova ret til at genløse sit folk uden at give dem der havde taget dem til fange, nogen betaling?
5 Både i 537 f.v.t. og i 1919 e.v.t. havde Jehova absolut ret til at udfri sit folk. Esajas forklarer: „Således har Jehova sagt: ’Det var for intet I blev solgt, og det vil være uden penge I bliver genløst.’“ (Esajas 52:3) Hverken Babylon i fortiden eller Babylon den Store gav nogen betaling da de førte Guds pagtsfolk i trældom. Da der ikke fandt nogen transaktion sted hvori der indgik penge, var Jehova stadig den retmæssige ejer af sit folk. Stod han derfor i gæld til nogen? Naturligvis ikke. I begge tilfælde kunne Jehova med rette genløse sine tilbedere uden at give dem der tog dem til fange, nogen betaling. — Esajas 45:13.
6. Hvad havde Jehovas fjender ikke lært af fortidens begivenheder?
6 Jehovas fjender havde intet lært af fortidens begivenheder. Vi læser: „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Det var til Ægypten mit folk først drog ned for dér at bo som udlændinge; og Assyrien undertrykte dem uden grund.’“ (Esajas 52:4) Ægyptens Farao gjorde israelitterne til trælle skønt de var blevet indbudt til at bo som gæster i hans land. Men Jehova lod Farao og hans hær gå til grunde i Det Røde Hav. (2 Mosebog 1:11-14; 14:27, 28) Da assyrerkongen Sankerib truede Jerusalem, dræbte Jehovas engel 185.000 mand i den assyriske hær. (Esajas 37:33-37) Heller ikke det gamle Babylon i fortiden eller Babylon den Store i nutiden ville slippe for følgerne af at undertrykke Guds folk.
’Mit folk vil komme til at kende mit navn’
7. Hvordan har det berørt Jehovas navn at hans folk er kommet i fangenskab?
7 Som profetien viser, er det til vanære for Jehovas navn at hans folk er taget til fange: „’Og nu, hvad har jeg her?’ lyder Jehovas udsagn. ’For mit folk er blevet taget bort for intet. De der hersker over det er blevet ved med at hyle,’ lyder Jehovas udsagn, ’og til stadighed, dagen lang, er mit navn blevet behandlet respektløst. Derfor vil mit folk komme til at kende mit navn, ja derfor, på den dag, for jeg er den der taler. Se, det er mig.’“ (Esajas 52:5, 6) Hvad har Jehova her som berører ham? Hvordan berørte det ham at Israel var i trældom? Babylon har taget hans folk til fange og har ’hylet’ triumferende over det, og det har ført til at Jehovas navn er blevet behandlet respektløst. Derfor må han gøre noget. (Ezekiel 36:20, 21) Babylon har slet ikke forstået at grunden til at Jerusalem nu ligger øde, er at Jehovas folk har pådraget sig Guds mishag. Babylon har betragtet jødernes tilfangetagelse som tegn på svaghed hos deres Gud. Den babyloniske konges medregent, kong Belsazzar, spotter oven i købet Jehova ved at bruge karrene fra hans tempel under en fest til ære for Babylons guder. — Daniel 5:1-4.
8. Hvordan er Guds navn blevet vanæret siden apostlenes død?
8 Hvordan opfyldes dette på „Jerusalem som er oventil“? Lige siden frafaldet fandt sted blandt de første kristne, kan det siges at Guds navn er blevet spottet blandt nationerne på grund af disse frafaldne kristne. (Romerne 2:24; Apostelgerninger 20:29, 30) På det tidspunkt var jøderne på grund af en overtroisk indstilling allerede begyndt at undgå at bruge Guds navn. Og kort efter apostlenes død fulgte de falske kristne trop og holdt op med at bruge navnet. Resultatet af frafaldet blev den forvanskede form for kristendom som man finder i den såkaldt kristne verden, i kristenheden, som udgør en fremtrædende del af Babylon den Store. (2 Thessaloniker 2:3, 7; Åbenbaringen 17:5) Den skamløse umoralitet og blodskyld man finder i kristenheden, har også vanæret Jehovas navn. — 2 Peter 2:1, 2.
9, 10. Hvilken større forståelse af hvad Jehova kræver, og af hans navns betydning har Guds pagtsfolk i nutiden fået?
9 Da den større Kyros, Jesus Kristus, i 1919 udfriede Guds pagtsfolk fra dets fangne tilstand i Babylon den Store, fik det en større forståelse af hvad Jehova kræver. De åndelige israelitter havde allerede renset sig for mange af kristenhedens lærdomme som havde deres rod i gammelt hedenskab, som for eksempel treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og om evig pine i et brændende helvede. Nu gik de i gang med at befri sig for alle spor af babylonisk indflydelse. De forstod også betydningen af at forholde sig neutrale og ikke tage parti i denne verdens politiske anliggender. De ville endog rense sig for den blodskyld som nogle af dem måtte have pådraget sig.
10 Jehovas tjenere i nutiden fik også en større forståelse af Guds navns betydning. I 1931 antog de navnet Jehovas Vidner og gav på den måde offentligt til kende at de stod på Jehovas side og ville ophøje hans navn. I Ny Verden-Oversættelsen, der begyndte at udkomme på engelsk i 1950, har Jehovas Vidner genindsat Guds navn på dets rette plads i Bibelen. Ja, de sætter Jehovas navn højt og gør det kendt til jordens ender.
„Den som bringer godt nyt“
11. Hvorfor var udråbet „din Gud er blevet konge!“ på sin plads med hensyn til begivenhederne i 537 f.v.t.?
11 Nu rettes vor opmærksomhed igen mod Zion mens det ligger øde. Et sendebud nærmer sig med godt nyt: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ (Esajas 52:7) Hvordan kunne man i 537 f.v.t. sige at Zions Gud var blevet konge? Har Jehova ikke altid været konge? Jo, han er „evighedens Konge“. (Åbenbaringen 15:3) Men udråbet „din Gud er blevet konge!“ er alligevel på sin plads, for Babylons fald og Kyros’ proklamation om at jøderne skulle genopbygge templet i Jerusalem og genoprette den rene tilbedelse, var en ny manifestation af Jehovas kongedømme. — Salme 97:1.
12. Hvem har sat eksemplet med hensyn til at ’bringe godt nyt’, og hvordan gjorde han det?
12 På Esajas’ tid kunne man ikke identificere „den som bringer godt nyt“, med en bestemt person eller med en gruppe af personer. Men det kan man i dag. Nu ved man hvem fredens sendebud er. Jesus Kristus er Jehovas vigtigste sendebud som bragte godt nyt om fred. Mens han levede på jorden, forkyndte han den gode nyhed om at menneskene ville blive befriet for alle den nedarvede synds virkninger, altså også sygdom og død. (Mattæus 9:35) Jesus satte eksemplet med hensyn til flittigt at forkynde godt nyt om noget bedre, for han benyttede enhver lejlighed til at forkynde om Guds rige. (Mattæus 5:1, 2; Markus 6:34; Lukas 19:1-10; Johannes 4:5-26) Og hans disciple fulgte hans eksempel.
13. (a) Hvordan udvider apostelen Paulus udtrykket: „Til fods kommer den som bringer godt nyt“? (b) Hvordan skal det forstås at sendebudenes ’fødder’ er „skønne“?
13 I sit brev til romerne citerer apostelen Paulus Esajas 52:7 for at vise hvor vigtigt det er at forkynde det gode budskab. Han stiller en række tankevækkende spørgsmål, som for eksempel: „Hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ Og han tilføjer: „Som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ (Romerne 10:14, 15) Paulus udvider altså det der siges i Esajas 52:7 til at gælde flere. Han bruger flertalsformen „de“ i stedet for entalsformen „den“, som der står hos Esajas. Det vil sige at alle kristne i lighed med Jesus Kristus skal være sendebud der bringer godt nyt om fred. Esajas taler som om sendebudet nærmer sig Jerusalem fra bjergene i nærheden. Egentlig står der: „Hvor skønne på bjergene er fødderne af den som bringer godt nyt,“ men „fødderne“ repræsenterer her personen selv, sendebudet, der kommer til fods. I det første århundrede var Jesus og hans disciple et skønt syn for de sagtmodige når de bragte godt nyt, og det samme er nutidens vidner for Jehova når de bringer det gode budskab ud til dem der vil høre.
14. Hvordan er Jehova blevet konge i nutiden, og siden hvornår har man forkyndt det?
14 Siden hvornår har man i nutiden hørt råbet „din Gud er blevet konge!“? Siden 1919. Ved et stævne i Cedar Point, Ohio, i dette år var det store højdepunkt Vagttårnsselskabets daværende præsidents, J.F. Rutherfords, „Tale til medarbejderne“. Dette foredrag, der var baseret på Esajas 52:7 og Åbenbaringen 15:2, opfordrede alle de tilstedeværende til at tage forkyndelsen op. På denne måde begyndte sendebudene at vise sig „på bjergene“. Først var det de salvede kristne og senere deres medarbejdere, de „andre får“, som nidkært forkyndte den gode nyhed om at Jehova var blevet konge. (Johannes 10:16) Hvordan var han blevet konge? I 1914 viste han at han var blevet konge ved at indsætte sin søn, Jesus Kristus, på tronen i det nyoprettede himmelske rige, og i 1919 gav han endnu en gang bevis på sit kongedømme ved at udfri „Guds Israel“ fra Babylon den Store. — Galaterne 6:16; Salme 47:8; Åbenbaringen 11:15, 17; 19:6.
„Dine vægtere har løftet røsten“
15. Hvem er de „vægtere“ der løfter røsten i 537 f.v.t.?
15 Kommer der nogen reaktion på råbet: „Din Gud er blevet konge!“? Ja. Esajas siger videre: „Hør! Dine vægtere har løftet røsten. I forening råber de af glæde; for det vil være ansigt til ansigt de ser når Jehova fører Zion tilbage.“ (Esajas 52:8) Der var ingen bogstavelige vægtere posteret i Jerusalem i 537 f.v.t. som kunne hilse de første landflygtige velkommen tilbage. Byen havde jo ligget øde i 70 år. (Jeremias 25:11, 12) De „vægtere“ der løfter røsten, må derfor være de israelitter der først får nyheden om at Zion skal genopbygges, og som derefter giver nyheden videre til resten af Zions børn. Da vægterne ser at Jehova har overgivet Babylon i Kyros’ hånd i 539 f.v.t., er de ikke i tvivl om at det er Jehova der har udfriet sit folk. Sammen med dem der hører deres budskab, bliver de ved med at råbe af glæde og lader på den måde andre høre den gode nyhed.
16. Hvem ser vægterne „ansigt til ansigt“, og hvad betyder det?
16 De årvågne vægtere har et nært, personligt forhold til Jehova. Det er som om de ser ham „ansigt til ansigt“. (4 Mosebog 14:14) Deres nære forhold til Jehova og til hinanden forstærker deres enhed og deres glæde over budskabet. — 1 Korinther 1:10.
17, 18. (a) Hvordan har den nutidige vægterskare ’løftet sin røst’? (b) Hvordan har vægterskaren ’råbt i forening’?
17 I den nutidige opfyldelse har vægterskaren, „den trofaste og kloge træl“, ikke blot ’løftet sin røst’ over for dem som allerede befinder sig i Guds synlige organisation, men også over for dem udenfor. (Mattæus 24:45-47) Der lød en opfordring i 1919 til at indsamle resten af de salvede, og opfordringen intensiveredes i 1922 ved stævnet i Cedar Point, Ohio, da appellen lød: „Forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige.“ Siden 1935 er opmærksomheden blevet rettet mod indsamlingen af en stor skare, de symbolske får. (Åbenbaringen 7:9, 10) I de senere år er budskabet om Jehovas kongedømme blevet yderligere intensiveret. Hvordan? Ved at omkring seks millioner i år 2000 deltog i forkyndelsen i over 230 lande og områder, og ved at bladet Vagttårnet, som er det redskab vægterskaren først og fremmest benytter til at udbrede det gode budskab, nu udgives på over 130 sprog.
18 En sådan forenet forkyndelse kræver ydmyghed og broderkærlighed. Skal forkyndelsen desuden være effektiv, må alle der deltager i den, forkynde det samme budskab, som lægger vægt på Jehovas navn, hans genløsningsforanstaltning, hans visdom og kærlighed og hans rige. Når kristne i hele verden således arbejder skulder ved skulder, styrkes deres personlige forhold til Jehova, og resultatet bliver en forenet og glædebringende forkyndelse af det gode budskab.
19. (a) På hvilken måde bryder „Jerusalems øde steder“ ud i glædesråb? (b) I hvilken forstand har Jehova „blottet sin hellige arm“?
19 Samtidig med at Guds folk råbte af glæde, ville endog de steder hvor de kom til at bo, bryde ud i glædesråb. Profetien fortsætter: „Bryd i forening ud i glædesråb, I Jerusalems øde steder, for Jehova har trøstet sit folk; han har genløst Jerusalem. Jehova har blottet sin hellige arm for alle nationernes øjne; og hele den vide jord skal se frelsen fra vor Gud.“ (Esajas 52:9, 10) Når de landflygtige vendte hjem fra Babylon, ville de øde steder i Jerusalem, som så ud til at sørge, nu glæde sig og juble fordi tilbedelsen af Jehova var blevet genoprettet. (Esajas 35:1, 2) Det er klart at det er Jehova som har udvirket dette. Han har i overført betydning „blottet sin hellige arm“ for at gribe ind og frelse sit folk. — Ezra 1:2, 3.
20. Hvad har det ført til i nutiden at Jehova har „blottet sin hellige arm“, og hvad vil det senere føre til?
20 I disse „sidste dage“ har Jehova „blottet sin hellige arm“ for at bringe sin salvede rest, de „to vidner“ der er omtalt i Åbenbaringens Bog, til live igen. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 11:3, 7-13) Siden 1919 er de blevet ført ind i et åndeligt paradis, det åndelige domæne som de nu befinder sig i sammen med millioner af deres medarbejdere, de andre får. Til sidst vil Jehova blotte sin hellige arm for at frelse sit folk ved „Har-Magedon“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Da skal „hele den vide jord . . . se frelsen fra vor Gud“.
Et vigtigt krav som må opfyldes
21. (a) Hvilket krav må de som „bærer Jehovas redskaber“, opfylde? (b) Hvorfor er der ingen grund til at flygte fra Babylon i panik?
21 For dem der drager ud af Babylon for at vende hjem til Jerusalem, er der et vigtigt krav de må opfylde. Esajas skriver: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber. For I kommer ikke til at drage ud i panik, og I går ikke som var I på flugt. For Jehova går foran jer, og Israels Gud er jeres bagtrop.“ (Esajas 52:11, 12) Alt hvad der har haft blot den mindste berøring med afgudsdyrkelsen i Babylon og er besmittet af den, må israelitterne efterlade før de drager ud. Da de bærer redskaberne fra Jehovas tempel i Jerusalem, må de være rene, ikke blot ceremonielt, i det ydre, men først og fremmest i det indre, i hjertet. (2 Kongebog 24:11-13; Ezra 1:7) Desuden vil Jehova gå foran dem, så de behøver ikke at blive grebet af panik eller at løbe over hals og hoved som om nogle forfølgere var lige i hælene på dem. Israels Gud er deres bagtrop. — Ezra 8:21-23.
22. Hvordan understreger Paulus at det er nødvendigt for de salvede kristne at bevare sig selv rene?
22 Esajas’ ord om at de som forlod Babylon, skulle bevare sig selv rene, får en større opfyldelse på dem som er børn af „Jerusalem som er oventil“. Da Paulus formanede de kristne i Korinth til ikke at lade sig spænde i ulige åg med ikketroende, citerede han Esajas 52:11: „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ (2 Korinther 6:14-17) Ligesom israelitterne der var på vej ud af Babylon, må kristne holde sig fri af babylonisk afgudsdyrkelse.
23. På hvilke områder stræber Jehovas tjenere i dag efter at bevare renheden?
23 Det var også et krav som de salvede disciple af Jesus Kristus måtte opfylde da de flygtede ud af Babylon den Store i 1919. Lidt efter lidt rensede de sig for alle spor af falsk religion. (Esajas 8:19, 20; Romerne 15:4) De blev også mere og mere klar over betydningen af at holde sig moralsk rene. Skønt Jehovas Vidner som helhed altid har fulgt en høj moralsk standard, var det alligevel nødvendigt at Vagttårnet i 1952 i flere artikler indskærpede at man i menighederne måtte tage disciplinære forholdsregler over for dem der levede umoralsk. Disse forholdsregler ville medvirke til at holde menigheden ren og også være en hjælp for overtræderne selv til at indse at de måtte ændre sind og handlemåde. — 1 Korinther 5:6, 7, 9-13; 2 Korinther 7:8-10; 2 Johannes 10, 11.
24. (a) Hvad er „Jehovas redskaber“ i nutiden? (b) Hvordan kan kristne i dag have tillid til at Jehova vil gå foran dem og også vil være deres bagtrop?
24 De salvede kristne er sammen med den store skare „andre får“ besluttede på ikke at røre noget som er urent i åndelig henseende. Deres rene og rensede tilstand gør dem egnede til at bære „Jehovas redskaber“ — de storslåede foranstaltninger Jehova har truffet for at de kan udføre hellig tjeneste ved at gå fra hus til hus, lede bibelstudier og deltage i andre grene af den kristne virksomhed. Ved at forblive rene kan Guds tjenere i dag have tillid til at Jehova altid vil gå foran dem og også vil være deres bagtrop. Som Guds rene folk har de mange grunde til ’i forening at bryde ud i glædesråb’!
[Fodnote]
a Se kapitel 15 i denne bog, hvor forholdet mellem „Jerusalem som er oventil“ og hendes salvede jordiske børn behandles mere indgående.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 183]
Zion vil blive udfriet fra fangenskabet
[Illustration på side 186]
Fra og med 1919 har sendebudene som forkynder godt nyt, igen vist sig „på bjergene“
[Illustration på side 189]
Jehovas Vidner forkynder „i forening“ det samme glædesbudskab
[Illustration på side 192]
De som „bærer Jehovas redskaber“, må være moralsk og åndeligt rene
