Den ufrugtbare glæder sig
Kapitel femten
Den ufrugtbare glæder sig
1. Hvorfor længtes Sara efter at få børn, hvordan var situationen, og hvad skete der?
SARA længtes efter at få børn, men til sin store sorg fik hun ingen. Hun var ufrugtbar. På den tid var det en skam ikke at have født børn, men det var ikke den eneste grund til hendes sorg. Hun ville gerne se Guds løfte til hendes mand opfyldt. Abraham skulle blive fader til et afkom der ville blive til velsignelse for alle jordens slægter. (1 Mosebog 12:1-3) Men mange år efter at Gud havde givet dette løfte, havde hun stadig ikke født noget barn. Sara blev gammel og var stadig barnløs. Til tider har hun sikkert spekuleret på om hendes forhåbninger havde været forgæves. Så en dag blev hendes sorg vendt til glæde!
2. Hvorfor bør vi være interesserede i profetien i kapitel 54 i Esajas’ Bog?
2 Saras ulykkelige situation hjælper os til at forstå profetien i kapitel 54 i Esajas’ Bog. Her tales der til byen Jerusalem som var den en ufrugtbar kvinde der oplever den store glæde at få mange børn. Jehova skildrer sit folk i fortiden kollektivt som sin hustru og viser dermed hvilke stærke følelser han nærer for det. Derudover er dette kapitel i Esajas’ Bog med til at opklare en betydningsfuld del af det Bibelen kalder „den hellige hemmelighed“. (Romerne 16:25, 26) Forklaringen på hvem ’den ufrugtbare’ er, og det hun oplever som en opfyldelse af profetien, kaster desuden lys over noget som har forbindelse med den rene tilbedelse i dag.
Hvem ’den ufrugtbare’ er
3. Hvorfor vil ’den ufrugtbare’ have grund til glæde?
3 Kapitel 54 begynder med en opfordring til glæde: „’Råb af glæde, du ufrugtbare som ikke har født! Bryd ud i glædesråb og opløft jubelskrig, du som ikke har haft fødselsveer, for den forladtes sønner er flere end ægtehustruens sønner,’ har Jehova sagt.“ (Esajas 54:1) Hvilken glæde for Esajas at få lov til at udtale disse ord, og hvilken trøst for de landflygtige jøder i Babylon at erfare opfyldelsen af dem! På det tidspunkt vil Jerusalem stadig ligge øde. Set med menneskers øjne synes der ikke at være noget håb om at byen nogen sinde vil blive befolket igen, lige så lidt som en ufrugtbar kvinde normalt vil gøre sig noget håb om at føde børn i sin alderdom. Men denne ’ufrugtbare kvinde’ har en stor velsignelse i vente — hun vil få børn. Jerusalem vil være ude af sig selv af glæde. Den vil igen komme til at myldre af „sønner“, af indbyggere.
4. (a) Hvordan hjælper apostelen Paulus os til at forstå at kapitel 54 i Esajas’ Bog vil få en større opfyldelse end den der fandt sted i 537 f.v.t.? (b) Hvad er „Jerusalem som er oventil“?
4 Esajas har sikkert ikke været klar over det, men hans profeti vil få mere end én opfyldelse. Apostelen Paulus citerer fra kapitel 54 i Esajas’ Bog og forklarer at ’den ufrugtbare’ er et billede på noget som er af langt større betydning end det jordiske Jerusalem. Han skriver: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Hvad er dette „Jerusalem som er oventil“? Ikke byen Jerusalem i det forjættede land. Denne by er her på jorden, ikke „oventil“, i himmelen. „Jerusalem som er oventil“, er Guds himmelske ’kvinde’, hans organisation af mægtige åndeskabninger.
5. Hvem er i det symbolske drama der er skitseret i Galaterbrevet 4:22-31, skildret ved (a) Abraham? (b) Sara? (c) Isak? (d) Hagar? (e) Ismael?
5 Men hvordan kan Jehova have to symbolske hustruer — en himmelsk og en jordisk? Er der en uoverensstemmelse her? Nej. Apostelen Paulus viser at svaret findes i det profetiske billede som Abrahams familie dannede. (Galaterne 4:22-31; se „ Abrahams familie — et profetisk billede“, side 218.) Sara, „den frie kvinde“ og Abrahams hustru, er et billede på Jehovas hustrulignende organisation af åndeskabninger. Hagar, som var trælkvinde og Abrahams medhustru, er et billede på det jordiske Jerusalem.
6. Hvordan oplevede Guds himmelske organisation i billedlig forstand en lang periode med barnløshed?
6 På denne baggrund begynder vi at se den dybere betydning af Esajas 54:1. Efter at have været barnløs i mange år fødte Sara Isak da hun var 90 år gammel. På samme måde oplevede Jehovas himmelske organisation en lang periode med barnløshed. I sin tid lovede Jehova i Eden at hans ’kvinde’ ville få et „afkom“. (1 Mosebog 3:15) Over 2000 år senere indgik Jehova pagten med Abraham om det lovede afkom. Men Guds himmelske ’kvinde’ måtte vente mange hundrede år endnu på at se dette afkom. Men den tid kom omsider da denne tidligere ’ufrugtbare kvindes’ børn blev talrigere end det kødelige Israels. Dette profetiske billede hjælper os til at forstå hvorfor englene så brændende ønskede at se det lovede afkom. (1 Peter 1:12) Hvornår skete det?
7. Hvornår havde „det Jerusalem som er oventil“ grund til at glæde sig, som forudsagt i Esajas 54:1? Forklar nærmere.
7 Da Jesus blev født som menneske, var der stor glæde blandt englene. (Lukas 2:9-14) Det var dog ikke den begivenhed der var forudsagt i Esajas 54:1. Først da Jesus blev avlet af hellig ånd i år 29, blev han en åndelig søn af „det Jerusalem som er oventil“, og offentligt anerkendt af Gud selv som hans „søn, den elskede“. (Markus 1:10, 11; Hebræerne 1:5; 5:4, 5) Det var på det tidspunkt Guds himmelske ’kvinde’ kunne glæde sig, som en opfyldelse af Esajas 54:1. Endelig havde hun fået det lovede afkom, Messias! Århundreders ufrugtbarhed var forbi. Men der var mere hun kunne glæde sig over.
Den ufrugtbare får talrige sønner
8. Hvorfor havde Guds himmelske ’kvinde’ grund til at glæde sig efter at hun havde fået det lovede afkom?
8 Efter Jesu død og opstandelse kunne Guds himmelske ’kvinde’ glæde sig over at få sin højt begunstigede søn tilbage som „den førstefødte af de døde“. (Kolossenserne 1:18) Derefter fik hun flere åndelige sønner. På pinsedagen i år 33 blev omkring 120 af Jesu disciple salvet med hellig ånd og antaget som Kristi medarvinger. Senere samme dag blev yderligere 3000 føjet til. (Johannes 1:12; Apostelgerninger 1:13-15; 2:1-4, 41; Romerne 8:14-16) Denne skare blev ved med at vokse. Men da frafaldet tog sin begyndelse i løbet af de første århundreder, svandt mængden af nytilkomne betydeligt ind. Det skulle dog ændre sig i det 20. århundrede.
9, 10. Hvad betød opfordringen til at ’udvide pladsen i teltet’ for en kvinde dengang, og hvorfor glædede hun sig?
9 Esajas profeterer nu om en periode med en bemærkelsesværdig vækst: „Udvid pladsen i dit telt. Og lad dem udspænde din store boligs teltduge. Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke. For du vil brede dig til højre og til venstre, og dit afkom vil tage nationer i besiddelse, og øde byer vil de bebo. Vær ikke bange, for du vil ikke blive beskæmmet; og føl dig ikke ydmyget, for du vil ikke blive skuffet. For din ungdoms skam vil du glemme, og forsmædelsen fra din enkestands dage vil du ikke huske mere.“ — Esajas 54:2-4.
10 Der tales her til Jerusalem som var hun en hustru og moder der boede i telte ligesom Sara. Når en sådan kvinde blev velsignet med en voksende familie, måtte hun sørge for at boligen blev udvidet. Hun måtte have længere teltduge og teltreb og gøre teltpløkkene fast et nyt sted. Det er et arbejde hun glæder sig over, og som giver hende nok at bestille, så meget at hun helt glemmer de år hvor hun med bekymring tænkte på om hun nogen sinde ville få børn der kunne føre slægten videre.
11. (a) Hvordan blev Guds himmelske „kvinde“ velsignet i 1914? (Se fodnoten.) (b) Hvordan er de salvede på jorden blevet velsignet efter 1919?
11 Det jordiske Jerusalem blev velsignet med en sådan vækst og udvidelse efter landflygtigheden i Babylon, og „Jerusalem som er oventil“ er blevet velsignet i endnu højere grad. a Især siden 1919 har hendes „afkom“ af salvede oplevet en forøgelse i antal i deres genoprettede åndelige paradis. (Esajas 61:4; 66:8) De har ’taget nationer i besiddelse’ på den måde at de er rejst ud til mange lande for at søge efter alle dem der ville slutte sig til deres åndelige familie. Som følge heraf skete der en eksplosionsagtig vækst i indsamlingen af salvede. Det endelige antal på 144.000 så ud til at være nået i midten af 1930’erne. (Åbenbaringen 14:3) På det tidspunkt var formålet med forkyndelsen ikke længere at indsamle de salvede. Men væksten standsede ikke her.
12. Hvem, foruden de salvede, er blevet indsamlet til den kristne menighed siden 1930’erne?
12 Jesus selv forudsagde at der foruden hans „lille hjord“ af salvede brødre ville være „andre får“ som skulle føres ind i de sande kristnes fold. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Skønt de ikke er salvede og sønner af „det Jerusalem som er oventil“, har de alligevel en betydningsfuld opgave som de salvedes trofaste medarbejdere og opfylder dermed en velkendt profeti. (Zakarias 8:23) Indsamlingen af disse „andre får“ er gået for sig siden 1930’erne og har resulteret i at der nu er „en stor skare“, og dette igen har medført en udvidelse af den kristne menighed uden lige. (Åbenbaringen 7:9, 10) I dag tæller denne skare millioner, og væksten har skabt et påtrængende behov for flere rigssale, stævnehaller og afdelingskontorer. Opfyldelsen af Esajas’ ord bliver tydeligere for hver dag der går. Hvilken glæde at have en andel i denne forudsagte udvidelse!
En moder der har omsorg for sine børn
13, 14. (a) Hvad kan det være svært at forstå i forbindelse med nogle af de udtryk der er henvendt til Guds himmelske „hustru“? (b) Hvad er forklaringen når vi ser nærmere på det billede der bruges?
13 Vi har set at ’den ufrugtbare’ i den større opfyldelse af profetien er Jehovas himmelske organisation. Men efter at have læst Esajas 54:4 melder det spørgsmål sig måske hvordan denne organisation af åndeskabninger kunne blive udsat for skam og forsmædelse. De følgende vers fortæller at Guds „hustru“ ville blive vraget, lide nød og blive udsat for angreb. Hun ville oven i købet vække Guds harme. Hvordan kunne det ske for en organisation af fuldkomne åndeskabninger som aldrig havde syndet? Svaret findes i det billede der bruges.
14 Jehova bruger forholdene i en familie — forholdet mellem mand og hustru, mellem moder og børn — til at fortælle dybe åndelige sandheder, for disse billeder er velkendte for os. Uanset mængden eller karakteren af de erfaringer vi selv har gjort på dette område, har vi uden tvivl en idé om hvordan et godt ægteskab eller et godt forhold mellem forældre og børn bør være. Det er derfor et meget talende billede Jehova bruger for at fortælle os at han har et nært, tillidsfuldt og kærligt forhold til de vældige skarer af åndeskabninger der står i hans tjeneste, og en meget udtryksfuld måde hvorpå han viser os at hans himmelske organisation har stor omsorg for sine salvede børn på jorden. Når de jordiske tjenere lider, lider de trofaste himmelske tjenere, „Jerusalem som er oventil“, også. Svarende hertil sagde Jesus: „I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.“ — Mattæus 25:40.
15, 16. Hvem opfyldes Esajas 54:5, 6 først på, og hvem gælder ordene i den større opfyldelse?
15 Det er derfor ikke overraskende at en hel del af det der siges til Guds himmelske „hustru“, i virkeligheden er noget som hendes børn oplever her på jorden. Profetien siger videre: „’Den Mægtige som frembragte dig er din ægtemand; hans navn er Hærstyrkers Jehova. Og Israels Hellige er din Genløser; han kaldes Hele Jordens Gud. For Jehova har kaldt på dig som på en hustru der var forladt og bedrøvet i ånden, ja, som på en ungdomshustru der var vraget,’ har din Gud sagt.“ — Esajas 54:5, 6.
16 Hvem er den hustru som ordene er henvendt til? I den første opfyldelse er det Jerusalem, som repræsenterede hele Guds folk. I de 70 år israelitterne var i landflygtighed i Babylon, ville de føle det som om Jehova havde vraget dem og helt forladt dem. I den større opfyldelse er ordene møntet på „Jerusalem som er oventil“ og det denne „hustru“ erfarer i forbindelse med at frembringe det lovede „afkom“ som en opfyldelse af Første Mosebog 3:15.
Tugtet et øjeblik, velsignet for evigt
17. (a) Hvordan blev det jordiske Jerusalem udsat for „et udbrud“ af Guds harme? (b) Hvilket „udbrud“ af Guds harme blev sønnerne af „det Jerusalem som er oventil“ udsat for?
17 Profetien fortsætter: „’Et lille øjeblik forlod jeg dig, men med stor barmhjertighed vil jeg samle dig. Med et udbrud af harme skjulte jeg et øjeblik mit ansigt for dig, men med loyal hengivenhed vil jeg for stedse forbarme mig over dig,’ har din Genløser, Jehova, sagt.“ (Esajas 54:7, 8) Det jordiske Jerusalem blev overvældet af „et udbrud“ af Guds harme da babylonierne angreb byen i 607 f.v.t. De 70 års landflygtighed kunne synes lang tid. Men en sådan prøvelsens tid er kun „et øjeblik“ i sammenligning med de evige velsignelser der venter dem der tager imod tugten. På samme måde følte de salvede sønner af „Jerusalem som er oventil“ det som om de var blevet overvældet af „et udbrud“ af Guds vrede da han tillod at de blev angrebet af politiske elementer på foranledning af Babylon den Store. Men denne tugt syntes kun kortvarig i sammenligning med de åndelige velsignelser de har erfaret siden 1919.
18. Hvilket betydningsfuldt princip kan man udlede angående Jehovas vrede mod sit folk, og hvordan kan det komme til at berøre os personligt?
18 Disse vers fortæller en anden vigtig sandhed: at Guds vrede er forbigående, mens hans barmhjertighed varer for evigt. Hans vrede flammer op når nogen handler forkert, men han har den altid under kontrol, og den har altid en hensigt. Og hvis vi tager imod tugten fra Jehova, varer hans vrede blot „et øjeblik“, så forsvinder den og afløses af hans store barmhjertighed — hans tilgivelse og hans loyale hengivenhed. Disse sider af Guds personlighed varer „for stedse“. Når vi synder, bør vi derfor aldrig tøve med at ændre sind og få det gode forhold til Gud genoprettet. Hvis der er tale om en alvorlig synd, bør vi straks henvende os til menighedens ældste. (Jakob 5:14) Det er muligt at der bliver brug for tugt, og den kan være svær at tage imod. (Hebræerne 12:11) Men den vil være kortvarig i sammenligning med de evige velsignelser der følger med at modtage Jehova Guds tilgivelse.
19, 20. (a) Hvad var regnbuepagten, og hvorfor er det relevant at den nævnes i forbindelse med de landflygtige i Babylon? (b) Hvilken forsikring får de salvede kristne i dag ifølge Guds fredspagt?
19 Jehova giver nu sit folk en trøstende forsikring: „’Dette er som Noas dage for mig. Som jeg svor at Noas vande ikke mere skal gå hen over jorden, sådan har jeg svoret at jeg ikke vil harmes på dig eller revse dig. For selv bjergene kan vige, og selv højene kan vakle, men min loyale hengivenhed vil ikke vige fra dig, og min fredspagt vil ikke vakle,’ har Jehova, han som har barmhjertighed med dig, sagt.“ (Esajas 54:9, 10) Efter Vandfloden indgik Gud en pagt — undertiden kaldet regnbuepagten — med Noa og alle andre levende sjæle. Jehova lovede at han aldrig mere ville ødelægge jorden med en jordomspændende vandflod. (1 Mosebog 9:8-17) Hvad betød det for Esajas og hans folk?
20 Det var en trøst for israelitterne at vide at den straf de fik — de 70 års landflygtighed i Babylon — kun ville forekomme én gang. Når den var overstået, ville det ikke ske igen. Derefter ville Guds „fredspagt“ træde i kraft. Det hebraiske ord for „fred“ indeholder ikke blot tanken om en tilstand uden krig, men om velbefindende og velfærd af enhver art. Fra Jehovas side er pagten evig. Bjerge og høje kan forsvinde, men ikke hans loyale hengivenhed over for sit trofaste folk. Sørgeligt nok levede hans jordiske folk ikke op til deres forpligtelse over for pagten, men satte sin fred over styr ved at forkaste Messias. Sønnerne af „det Jerusalem som er oventil“ gik det derimod bedre. Da deres svære tid med tugt var forbi, fik de forsikring om Guds beskyttelse.
Guds folks åndelige sikkerhed og tryghed
21, 22. (a) Hvorfor betegnes „det Jerusalem som er oventil“ som nødstedt og stormhærget? (b) Hvad viser den tilstand Guds himmelske „kvinde“ befinder sig i, med hensyn til hendes „afkom“ på jorden?
21 Jehova forudsiger derpå at hans trofaste folk vil være i sikkerhed: „Du nødstedte, stormhærgede, som ikke er blevet trøstet, se, jeg lægger dine sten i hård mørtel, og jeg skal lægge din grundvold med safirer. Og jeg skal lave dine brystværn af rubiner, og dine porte af ildrøde, strålende sten, og alle dine grænser af kostbare sten. Og alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred. I retfærdighed vil du blive grundfæstet. Du vil være langt borte fra undertrykkelse — for du vil ikke frygte nogen — og fra alt skræmmende, for det vil ikke komme dig nær. Hvis nogen overhovedet skulle angribe, vil det ikke være efter min ordre. Enhver der angriber dig, skal falde på grund af dig.“ — Esajas 54:11-15.
22 Jehovas himmelske „kvinde“ har naturligvis aldrig selv været nødstedt og stormhærget, men hun har lidt når hendes salvede „afkom“ på jorden har lidt, for eksempel da det kom i åndeligt fangenskab i 1918-19. Når, på den anden side, den himmelske „kvinde“ ophøjes, er det tegn på en lignende tilstand blandt hendes afkom på jorden. Læg derfor mærke til beskrivelsen af den strålende himmelske by, „Jerusalem som er oventil“. Stenene som lægges i „hård mørtel“, de kostbare sten som danner portene, grundvolden, ja, selv grænserne, vidner om „skønhed, pragt, renhed, styrke og noget som er solidt,“ siger en bibelkommentar. Hvad bevirkede at de salvede kristne kom til at opleve denne tilstand af tryghed og sikkerhed?
23. (a) Hvilken virkning har det haft på de salvede kristne at de nu i de sidste dage er blevet „oplært af Jehova“? (b) I hvilken forstand er der blevet sat „grænser af kostbare sten“ for Guds folk?
23 Det svarer vers 13 i kapitel 54 i Esajas’ Bog på: Alle vil være „oplært af Jehova“. Jesus selv møntede disse ord på sine salvede disciple. (Johannes 6:45) Profeten Daniel forudsagde at de salvede i „endens tid“ ville blive velsignet med stor kundskab og åndelig indsigt. (Daniel 12:3, 4) Denne indsigt har medført at de har kunnet iværksætte den største undervisningskampagne i historien og derved ladet en oplæring fra Gud nå ud over hele jorden. (Mattæus 24:14) Denne indsigt har samtidig hjulpet dem til at se forskel på sand og falsk gudsdyrkelse. Esajas 54:12 omtaler „grænser af kostbare sten“. Siden 1919 har Jehova givet de salvede en stadig bedre forståelse af de grænser — de åndelige demarkationslinjer — der adskiller dem fra falsk religion og denne verdens ugudelige elementer. (Ezekiel 44:23; Johannes 17:14; Jakob 1:27) De er blevet sat til side som Guds eget folk. — 1 Peter 2:9.
24. Hvordan kan vi sikre os at vi bliver oplært af Jehova?
24 Hver eneste af os gør derfor klogt i at spørge sig selv: ’Bliver jeg oplært af Jehova?’ Det er ikke en oplæring som sker automatisk. Vi må selv gøre noget. Hvis vi læser Guds ord regelmæssigt og tænker over det, og hvis vi tager imod den undervisning der gives gennem de bibelske publikationer fra „den trofaste og kloge træl“ og forbereder os til og overværer de kristne møder, vil vi blive oplært af Jehova. (Mattæus 24:45-47) Hvis vi bestræber os for at anvende det vi lærer, og vi forbliver åndeligt vågne og på vagt, vil denne oplæring fra Gud adskille os fra den gudløse verden. (1 Peter 5:8, 9) Og bedre endnu: Det vil hjælpe os til at ’komme nær til Gud’. — Jakob 1:22-25; 4:8.
25. Hvad betyder Guds løfte om fred for hans folk nu i tiden?
25 Esajas’ profeti viser også at de salvede vil blive velsignet med stor fred. Vil det sige at de aldrig bliver udsat for angreb? Nej, men Gud forsikrer dem om at han aldrig vil give ordre til sådanne angreb eller lade dem lykkes. Vi læser: „’Se! Jeg har selv skabt kunsthåndværkeren, som blæser til trækulsilden og med sit håndværk frembringer våben. Det er også mig der har skabt ødelæggeren så han kan bryde ned. Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig. Dette er Jehovas tjeneres arvelod, og deres retfærdighed kommer fra mig,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Esajas 54:16, 17.
26. Hvorfor er det beroligende at vide at Jehova har skabt alle mennesker?
26 For anden gang i dette kapitel hos Esajas minder Jehova sine tjenere om at han er Skaberen. Tidligere har Jehova fortalt sin symbolske hustru at han er ’den Mægtige som har frembragt hende’. Nu siger han at han er den som har skabt alle mennesker. I vers 16 beskrives en smed der blæser til ilden på essen mens han smeder sine ødelæggelsesvåben, og en kriger der er ’en ødelægger der bryder ned’. Disse mænd kunne forekomme skræmmende, men de ville ikke kunne gøre sig noget håb om at klare sig over for den der havde skabt dem. På samme måde i dag. Når de mægtigste og stærkeste i denne verden angriber Jehovas folk, har de ingen chance for at deres angreb vil lykkes. Hvordan kan det være?
27, 28. Hvad kan vi være sikre på i denne vanskelige tid, og hvordan ved vi at Satans angreb på os ikke vil lykkes?
27 Den tid er forbi da man kan vente et ødelæggende angreb på Guds folk og deres tilbedelse i ånd og sandhed. (Johannes 4:23, 24) Jehova tillod Babylon den Store at foretage ét angreb af den art, et angreb som kun lykkedes for en tid. Et kort øjeblik oplevede „Jerusalem som er oventil“ at hendes afkom på jorden næsten blev bragt til tavshed, og at forkyndelsen blev så godt som bragt til standsning. Det vil aldrig ske mere! Nu glæder hun sig over sine sønner, for de er i åndelig forstand uovervindelige. (Johannes 16:33; 1 Johannes 5:4) Der er naturligvis blevet smedet våben imod dem, og der vil komme flere. (Åbenbaringen 12:17) Men de har intet kunnet udrette, og de vil intet kunne udrette. Satan har intet våben der kan besejre de salvedes og deres medarbejderes tro og nidkærhed. En sådan åndelig fred er „Jehovas tjeneres arvelod“, og ingen kan tage den fra dem. — Salme 118:6; Romerne 8:38, 39.
28 Nej, intet som Satans verden kan gøre, kan forhindre eller standse Guds indviede tjeneres rene tilbedelse af ham. Det kan de salvede sønner af „Jerusalem som er oventil“ være helt sikre på. Det samme gælder den store skare af deres medarbejdere. Jo bedre vi lærer Jehovas himmelske organisation at kende og ser hvordan Jehova tager sig af sine tilbedere på jorden, jo stærkere bliver vores tro. Så længe vores tro er stærk, vil Satans våben intet kunne udrette imod os!
[Fodnoter]
a Ifølge Åbenbaringen 12:1-17 føder Guds „kvinde“ i himmelen en søn, et „drengebarn“, som ikke er en åndeskabning, men det messianske rige i himmelen. Denne betydningsfulde og glædelige begivenhed indtraf i 1914. (Se Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, siderne 177-186.) Esajas’ profeti retter opmærksomheden mod hendes glæde over at Gud har velsignet hendes salvede sønner på jorden.
[Studiespørgsmål]
[Ramme på side 218, 219]
Abrahams familie — et profetisk billede
Apostelen Paulus forklarede at Abrahams familie tjener som et symbolsk drama, et profetisk billede på Jehovas forhold til sin himmelske organisation og til Israels folk under Lovpagten. — Galaterne 4:22-31.
Abraham er som familieoverhoved et billede på Jehova Gud. Abrahams villighed til at bringe sin elskede søn Isak som et brændoffer skildrer billedligt at Jehova var villig til at bringe sin egen elskede søn som et offer for menneskenes synder. — 1 Mosebog 22:1-13; Johannes 3:16.
Sara er et billede på Guds himmelske „hustru“, hans organisation af åndeskabninger. Denne himmelske organisation beskrives passende som Jehovas hustru, for den har et nært og fortroligt forhold til Jehova, underlægger sig hans ledelse og samarbejder med ham i gennemførelsen af hans hensigter. Den kaldes også „Jerusalem som er oventil“. (Galaterne 4:26) Det er den ’kvinde’ der nævnes i Første Mosebog 3:15, og som ses i synet i Åbenbaringen 12:1-6, 13-17.
Isak er et billede på Guds kvindes åndelige afkom, i første række Jesus Kristus. Men til dette afkom hører også Kristi salvede brødre, der antages som åndelige sønner af Gud, og som bliver Kristi medarvinger. — Romerne 8:15-17; Galaterne 3:16, 29.
Hagar, Abrahams medhustru, var trælkvinde. Hun er et træffende billede på det jordiske Jerusalem, for her var Moseloven den gældende lov, og alle der var underlagt den, blev afsløret som trælle under synd og død. Paulus siger at „Hagar betyder . . . Sinaj, et bjerg i Arabien,“ fordi Lovpagten blev indgået her. — Galaterne 3:10, 13; 4:25.
Ismael, Hagars søn, er et billede på det første århundredes jøder, som var børn af det Jerusalem der stadig trællede under Moseloven. Ligesom Ismael forfulgte Isak, sådan forfulgte jøderne de kristne, der var salvede sønner af den billedlige Sara, „Jerusalem som er oventil“. Og ligesom Abraham sendte Hagar og Ismael bort, sådan forkastede Jehova til sidst Jerusalem og dets oprørske børn. — Mattæus 23:37, 38.
[Illustration på side 220]
Efter sin dåb blev Jesus salvet med hellig ånd, og Esajas 54:1 begyndte at få sin mest betydningsfulde opfyldelse
[Illustration på side 225]
Jehova skjulte blot „et øjeblik“ sit ansigt for Jerusalem
[Illustrationer på side 231]
Kan krigeren og smeden stå sig mod deres Skaber?
