Kapitel nitten

Hykleriet afsløres!

Esajas 58:1-14

1. Hvordan så Jesus og Jehova på hykleri, og hvordan gav hykleriet sig udslag på Esajas’ tid?

 „UDVENDIG [ser I] retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed,“ sagde Jesus til de religiøse ledere på hans tid. (Mattæus 23:28) Jesus så på hykleri på samme måde som sin himmelske Fader. Kapitel 58 i Esajas’ profetiske bog retter især opmærksomheden mod det hykleri der havde bredt sig i Juda på Esajas’ tid. Strid, undertrykkelse og vold hørte til dagens orden, og overholdelse af sabbatten havde udviklet sig til at være et tomt ritual. Folket ydede kun Jehova en symbolsk tjeneste og stillede en ydre fromhed til skue ved at faste på en måde som ikke var oprigtig. Det var ikke så mærkeligt at Jehova afslørede deres hykleri.

’Fortæl mit folk om dets synder’

2. Hvilken indstilling viste Esajas at han havde med hensyn til at forkynde budskabet fra Gud, og hvem følger hans eksempel i dag?

² Selv om Jehova følte sig frastødt af judæernes hykleri, indeholdt hans ord en indtrængende opfordring til folket om at angre og omvende sig. Da han ikke ønskede at hans retledning skulle være uklar, sagde han til Esajas: „Råb af fuld hals; hold ikke igen. Opløft din røst som et horn og fortæl mit folk om dets oprør og Jakobs hus om dets synder.“ (Esajas 58:1) Det kan godt være at Esajas fik folket imod sig hvis han forkyndte Jehovas ord ligeud,  men han veg ikke tilbage. Han havde stadig den samme villighedens ånd som da han sagde: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Ved sin udholdenhed var Esajas et godt eksempel for vor tids Jehovas Vidner, som også har fået befaling til at forkynde Guds ord og afsløre religiøst hykleri. — Salme 118:6; 2 Timoteus 4:1-5.

3, 4. (a) Hvad gav folket det udseende af på Esajas’ tid? (b) Hvordan var situationen i virkeligheden i Juda?

³ Tilsyneladende søgte folket på Esajas’ tid Jehova og gav udtryk for at det havde behag i hans retfærdige kendelser, for Jehova siger: „Mig søger de dag efter dag, og kundskab om mine veje udtrykker de behag i; som om de er en nation der gør hvad der er retfærdigt og som ikke har forladt sin Guds lovbud, bliver de ved med at bede mig om retfærdige kendelser og holder sig nær til Gud, som de har behag i.“ (Esajas 58:2) Var denne påståede interesse for Jehovas veje ægte? Nej. De var som „en nation der gør hvad der er retfærdigt“, men det var kun en overfladisk lighed. Folket havde i realiteten „forladt sin Guds lovbud“.

⁴ Situationen lignede den som senere blev beskrevet for profeten Ezekiel. Jehova fortalte Ezekiel at jøderne sagde til hinanden: „Kom dog og hør hvad det er for et ord der er udgået fra Jehova.“ Men Gud advarede Ezekiel om at jøderne ikke var ærlige. Han sagde: „De vil komme til dig, . . . og de vil høre dine ord; men de vil ikke handle efter dem, for med deres mund udtrykker de begær, og deres hjerte går efter uærlig vinding. Og se, du er for dem som en der synger kærlighedssange, som en der har en smuk stemme og som spiller godt på et strengeinstrument. Og de vil høre dine ord, men ingen af dem handler efter dem.“ (Ezekiel 33:30-32) Jøderne på Esajas’ tid påstod også at de altid søgte Jehova, men de adlød ikke hans ord.

 En hyklerisk faste

5. Hvordan prøvede jøderne at opnå Guds gunst, men hvordan så Jehova på det?

⁵ For at opnå Guds gunst fastede jøderne formelt, men det var kun en ydre, foregiven fromhed, som blot fjernede dem fra Jehova. Øjensynligt forvirrede spørger de: „Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?“ Jehova svarer dem direkte: „Se, på dagen for jeres faste finder I hvad der behager jer selv, og alle som slider for jer bliver I ved med at drive til arbejdet. Se, for at strides og kæmpe faster I, og for at slå med ugudeligheds knytnæve. Faster I ikke som var det en dag da I skulle lade jeres stemme høre i det høje? Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ — Esajas 58:3-5.

6. Hvilke handlinger viste at jødernes faste var hyklerisk?

⁶ Mens jøderne fastede og foregav at være retfærdige og endda bad om retfærdige kendelser fra Gud, søgte de deres egne interesser og det der behagede dem selv. De stredes, øvede vold og undertrykte andre. For at dække over deres handlinger foregav de at de sørgede. De bøjede hovedet som et siv og sad i sæk og aske som om de angrede deres synder. Men hvilken værdi havde det hvis de stadig var oprørske? De viste intet tegn på den oprigtige sorg og anger som en virkelig faste burde være forbundet med. Deres højlydte klageråb blev ikke hørt i himmelen.

7. Hvordan handlede jøderne på Jesu tid hyklerisk, og hvordan gør mange i dag det samme?

 ⁷ Jøderne på Jesu tid stillede også en sådan ceremoniel faste til skue — nogle endda to gange om ugen. (Mattæus 6:16-18; Lukas 18:11, 12) Mange af de religiøse ledere lignede også dem på Esajas’ tid ved at de var strenge og tyranniske. Derfor afslørede Jesus modigt deres religiøse hykleri og sagde at deres gudsdyrkelse var forgæves. (Mattæus 15:7-9) Også i dag er der millioner der „offentligt bekender . . . at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning.“ (Titus 1:16) De kan håbe på Guds barmhjertighed, men deres handlinger røber deres sande intentioner. I modsætning hertil må Jehovas Vidner vise sand gudsfrygt og ægte broderkærlighed. — Johannes 13:35.

Hvad sand anger og omvendelse vil sige

8, 9. Hvilke positive handlinger må oprigtig anger være ledsaget af?

⁸ Jehova ønsker at hans folk skal gøre andet og mere end at faste på grund af deres synder. Han ønsker at de skal angre deres synder og vende om fra dem. Så vil de opnå hans gunst. (Ezekiel 18:23, 32) Han forklarer at hvis fasten skal have nogen værdi, må den være ledsaget af en omvendelse fra tidligere synder. Derfor stiller han nogle ransagende spørgsmål: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At løse ugudeligheds fodlænker, at løsne ågets bånd og sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker?“ — Esajas 58:6.

⁹ Fodlænker og åg er træffende symboler på hårdt trællearbejde. Så i stedet for at faste og samtidig undertrykke deres landsmænd burde jøderne adlyde befalingen: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) De  burde frigive alle dem de havde undertrykt og behandlet uretfærdigt som trælle. a Iøjnefaldende religiøse handlinger, som for eksempel at faste, var ikke nogen erstatning for sand gudhengivenhed og broderkærlighed. En af Esajas’ samtidige, profeten Mika, skrev: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8.

10, 11. (a) Hvad skulle jøderne hellere gøre end at faste? (b) Hvordan kan kristne i dag følge den vejledning som jøderne fik?

¹⁰ Retfærdighed, venlighed og beskedenhed kræver at der bliver gjort godt mod andre, hvilket var essensen af Jehovas lov. (Mattæus 7:12) I stedet for at faste ville det være langt bedre at dele sin velstand med dem der trængte til det. Jehova spørger: „Er [den faste jeg foretrækker] ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ (Esajas 58:7) Ja, i stedet for at prale af at de fastede, skulle de der havde mulighed for det, hellere give føde, klæder og husly til deres nødstedte landsmænd i Juda — deres eget kød.

¹¹ Disse smukke retningslinjer som Jehova har givet med hensyn til at vise broderkærlighed og medfølelse, gjaldt ikke blot jøderne på Esajas’ tid. De tjener også som en rettesnor for kristne. I tråd hermed skrev apostelen Paulus: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er  beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) Den kristne menighed må være et sted hvor man kan finde kærlighed og broderlig hengivenhed, især i betragtning af de stadig mere kritiske tider vi nu oplever. — 2 Timoteus 3:1; Jakob 1:27.

Lydighed medfører store velsignelser

12. Hvad ville Jehova gøre hvis hans folk adlød ham?

¹² Hvis blot folket ville være så forstandigt at det gav agt på Jehovas kærlige retledning! Han siger: „Da vil dit lys bryde frem som daggryet, og din helbredelse vil hastigt spire frem. Og foran dig skal din retfærdighed vandre; Jehovas herlighed vil være din bagtrop. Da kalder du, og Jehova svarer; du råber om hjælp, og han siger: ’Her er jeg!’“ (Esajas 58:8, 9a) Hvor tilskyndende og appellerende! Jehova velsigner og beskytter dem der finder glæde ved at vise barmhjertighed og retfærdighed. Hvis folket vendte om fra sin ubarmhjertighed og sit hykleri og adlød Jehova, ville alt se meget lysere ud. Jehova ville sørge for både en åndelig og fysisk „helbredelse“ af folket. Han ville også værne og beskytte det, sådan som han beskyttede dets forfædre da de gik ud af Ægypten. Og han ville straks komme det til hjælp når man råbte til ham. — 2 Mosebog 14:19, 20, 31.

13. Hvilke velsignelser kunne jøderne vente hvis de fulgte Jehovas opfordring?

¹³ Jehova fortsætter nu sin opfordring til folket: „Hvis du fra din midte fjerner åget [hårdt, uretfærdigt trællearbejde], det at pege fingre [måske i foragt eller som udtryk for en falsk anklage] og at tale ondt, og du skænker  den sultne det din egen sjæl ønsker, og du mætter den nødstedte sjæl, da skal dit lys skinne i mørket, og dit mulm være som middagen.“ (Esajas 58:9b, 10) Selviskhed og ubarmhjertighed ville ødelægge en selv og medføre Jehovas vrede. Men venlighed og gavmildhed, især mod de sultne og nødstedte, ville medføre Guds velsignelse. Hvis blot jøderne ville forstå dette! Så ville deres åndelige udstråling og velstand få dem til at skinne som middagssolen og fordrive ethvert mørke. Frem for alt ville det være til ære og pris for Jehova, kilden til deres fremgang og deres velsignelser. — 1 Kongebog 8:41-43.

Et genrejst folk

14. (a) Hvordan tog Esajas’ samtidige imod hans ord? (b) Hvilket løfte gav Jehova ikke desto mindre?

¹⁴ Beklageligvis ignorerede folket Jehovas indtrængende opfordring og sank endnu dybere i ugudelighed. Til sidst havde Jehova intet andet valg end at sende det i landflygtighed, sådan som han havde sagt han ville gøre. (5 Mosebog 28:15, 36, 37, 64, 65) Men Jehovas næste ord gennem Esajas indeholder et håb. Han forudsiger at en tugtet og angrende rest vil vende hjem til Judas land med glæde, selv om det lå øde hen.

15. Hvilken glædelig genrejsning forudsagde Jehova?

¹⁵ Gennem Esajas siger Jehova, idet han peger frem til folkets genrejsning i 537 f.v.t.: „Jehova skal til stadighed føre dig og mætte din sjæl endog i afsvedet land, ja, dine knogler vil han styrke; og du skal blive som en vandrig have og som en vandkilde hvis vande ikke svigter.“ (Esajas 58:11) Jehova ville genrejse Israels afsvedne hjemland og gøre det frodigt og frugtbart. Og endnu mere storslået: Han ville velsigne sit angrende folk og ’styrke dets knogler’, som fra at være åndeligt livløse ville blive fulde af liv.  (Ezekiel 37:1-14) Folket selv ville blive som „en vandrig have“ fyldt med åndelig frugt.

16. Hvordan ville landet blive genrejst?

¹⁶ Genrejsningen ville også betyde at byer som blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., ville blive genopbygget. „På din foranledning skal man opbygge steder der længe lå øde, og grundvolde der henlå generation efter generation vil du genrejse. Og du skal kaldes ’istandsætter af mure med brud’, ’genopretter af stier man bor ved’.“ (Esajas 58:12) De parallelle udtryk „steder der længe lå øde“ og „grundvolde der henlå generation efter generation“, viser at den hjemvendte rest ville genopbygge Judas ødelagte byer, især Jerusalem. (Nehemias 2:5; 12:27; Esajas 44:28) De ville istandsætte „mure med brud“, det vil sige huller i murene omkring Jerusalem og uden tvivl også i andre byers mure. — Jeremias 31:38-40; Amos 9:14.

Velsignelser ved trofast at overholde sabbatten

17. Hvordan appellerede Jehova til sit folk om at overholde sabbatsbudene?

¹⁷ Sabbatten var et udtryk for Guds store omsorg for sit folks fysiske og åndelige velbefindende. Jesus sagde: „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld.“ (Markus 2:27) Denne dag, som var helliget af Jehova, gav israelitterne en særlig lejlighed til at vise deres kærlighed til Gud. På Esajas’ tid var den sørgeligt nok blevet reduceret til en dag hvor man overholdt tomme ritualer og plejede sin selviskhed. Endnu en gang må Jehova derfor irettesætte sit folk. Og igen prøver han at nå deres hjerter. Han siger: „Hvis du af hensyn til sabbatten vender din fod bort fra at gøre hvad du selv har behag i på min hellige dag, og kalder sabbatten din største glæde, en hellig dag for Jehova, en der herliggøres, og du herliggør den i stedet  for at gå dine egne veje, i stedet for at finde hvad du selv har behag i og tale tomme ord — da vil Jehova være din største glæde, og jeg skal lade dig færdes på jordens højder, og jeg skal lade dig spise af din forfader Jakobs arvelod, for Jehovas mund har talt.“ — Esajas 58:13, 14.

18. Hvad ville resultatet blive af at jøderne ikke helligholdt sabbatten?

¹⁸ Sabbatten var en dag der var sat til side til åndelige betragtninger, bøn og tilbedelse i familien. Den skulle hjælpe jøderne til at tænke på de storslåede gerninger Gud havde gjort til gavn for dem, og på den retfærdighed og kærlighed der åbenbaredes i hans lov. Ved trofast at overholde denne hellige dag ville folket få et nærmere forhold til Gud. Men i stedet ødelagde de nu sabbatten ved at forfejle hensigten med den og var  derfor i fare for at miste Jehovas velsignelse. — 3 Mosebog 26:34; 2 Krønikebog 36:21.

19. Hvilke store velsignelser havde Guds folk udsigt til hvis det vendte om og begyndte at helligholde sabbatten?

¹⁹ Men hvis jøderne ville tage ved lære af den tugt de fik, og de begyndte at respektere sabbatsordningen, kunne de se frem til store velsignelser. De gode virkninger af sand tilbedelse og respekt for sabbatten ville kunne mærkes på alle andre forhold. (5 Mosebog 28:1-13; Salme 19:7-11) For eksempel ville Jehova lade sit folk „færdes på jordens højder“. Dette udtryk betød at folket ville leve trygt og vinde sejr over sine fjender. Den der beherskede højderne — bjerge og høje — beherskede landet. (5 Mosebog 32:13; 33:29) Israel adlød engang Jehova, og nationen nød hans beskyttelse og blev respekteret, endog frygtet, af andre nationer. (Josua 2:9-11; 1 Kongebog 4:20, 21) Hvis folket vendte om til Jehova og adlød ham, ville det få noget af dets tidligere herlighed tilbage. Jehova ville give sit folk en fuld andel i „Jakobs arvelod“ — de velsignelser det havde fået løfte om gennem pagten med dets forfædre, især visheden for at det ville få det forjættede land i eje. — Salme 105:8-11.

20. Hvilken „sabbatshvile“ er der for kristne?

²⁰ Kan kristne lære noget heraf? Moseloven med dens sabbatskrav blev afskaffet ved Jesu død. (Kolossenserne 2:16, 17) Men den ånd som overholdelse af sabbatten skulle have fremkaldt hos jøderne — at give de åndelige interesser førstepladsen og få et nært forhold til Jehova — er stadig af vital betydning for dem der tilbeder Jehova. (Mattæus 6:33; Jakob 4:8) Desuden siger Paulus i sit brev til hebræerne: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ Kristne går ind til denne „sabbatshvile“ ved at være lydige mod Jehova og jage efter den retfærdighed  som er grundlagt på tro på Jesu Kristi udgydte blod. (Hebræerne 3:12, 18, 19; 4:6, 9-11, 14-16) Denne form for sabbat overholder kristne ikke blot én dag om ugen, men hver dag. — Kolossenserne 3:23, 24.

Det åndelige Israel „færdes på jordens højder“

21, 22. På hvilken måde har Jehova ladet det åndelige Israel „færdes på jordens højder“?

²¹ Siden de salvede kristne blev udfriet fra deres babyloniske fangenskab i 1919, har de trofast overholdt det der blev forudskildret ved sabbatten. Som følge heraf har Jehova ladet dem „færdes på jordens højder“. I hvilken forstand gør de det? I 1513 f.v.t. sluttede Jehova en pagt med Abrahams efterkommere om at hvis de overholdt pagten, ville de blive et kongerige af præster og en hellig nation. (2 Mosebog 19:5, 6) Under de 40 års ørkenvandring førte Jehova dem sikkert af sted — som en ørn bærer sine flyvefærdige unger — og han velsignede dem og drog omsorg for dem på alle måder. (5 Mosebog 32:10-12) Men folket manglede tro og gik til sidst glip af alle de privilegier det kunne have opnået. Men Jehova har alligevel et kongerige af præster i dag. Det er det åndelige Guds Israel. — Galaterne 6:16; 1 Peter 2:9.

²² Igennem hele „endens tid“ har det åndelige Israel gjort dét som fortidens Israel undlod at gøre: Bevaret troen i nært samfund med Jehova. (Daniel 8:17) Når de som udgør det åndelige Israel, nøje holder sig til Jehovas høje normer og følger hans ophøjede veje, sætter Jehova dem i åndelig forstand højt. (Ordsprogene 4:4, 5, 8; Åbenbaringen 11:12) Beskyttede mod den urene verden lever de et liv som er hævet over verden omkring dem, og i stedet for at følge deres egne veje lader de Jehova og hans ord ’være deres største glæde’. (Salme 37:4) Når  de har mødt hårdnakket modstand, har Jehova sørget for at de har været i åndelig sikkerhed. Siden 1919 er ingen trængt ind i deres åndelige „land“. (Esajas 66:8) Som folket for hans ophøjede navn forkynder de dette navn med glæde i hele verden. (5 Mosebog 32:3; Apostelgerninger 15:14) Et stadig stigende antal fra alle nationer har nu den forret sammen med dem at blive oplært i Jehovas veje og blive hjulpet til at vandre på hans stier.

23. Hvordan har Jehova ladet sine tjenere „spise af . . . Jakobs arvelod“?

²³ Jehova har ladet sine salvede tjenere „spise af . . . Jakobs arvelod“. Da patriarken Isak velsignede Jakob i stedet for Esau, forudsagde han velsignelser for alle der viste tro på Abrahams lovede afkom. (1 Mosebog 27:27-29; Galaterne 3:16, 17) Ligesom Jakob — og i modsætning til Esau — værdsætter de salvede kristne og deres medarbejdere „det der er helligt“, især den åndelige føde som Gud tilvejebringer i overflod. (Hebræerne 12:16, 17; Mattæus 4:4) Denne åndelige føde — der indbefatter kundskab om det Jehova har gjort og gør ved hjælp af det lovede afkom og dem der slutter sig til det — er nærende, styrkende og af vital betydning for deres åndelige helbred. Derfor er det vigtigt at de til stadighed får åndelig næring ved at læse og meditere over Guds ord. (Salme 1:1-3) Det er nødvendigt at de samles med deres trosfæller ved kristne møder, og at de holder fast ved den rene tilbedelses høje normer samtidig med at de deler den åndelige føde med andre når de forkynder.

24. Hvad bør alle sande kristne i dag gøre?

²⁴ Måtte alle sande kristne fortsat afvise enhver form for hykleri mens de med forventning ser frem til opfyldelsen af Jehovas løfter, og måtte de fortsat glæde sig over at være i åndelig sikkerhed på „jordens højder“ mens de får næring fra „Jakobs arvelod“.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

 [Illustration på side 278]

Jøderne fastede og bøjede hovedet i foregiven anger — men de vendte ikke om

 [Illustration på side 283]

De som havde midler til det, gav husly føde og klæder til de nødstedte

[Illustration på side 286]

Hvis Juda angrede og omvendte sig, skulle det genopbygge de byer som lå øde