„I er mine vidner“!
Kapitel fire
„I er mine vidner“!
1. Hvordan gør Jehova brug af sin evne til at profetere, og hvad skulle hans folk gøre i forbindelse med de opfyldte profetier?
EN AF de ting der adskiller den sande Gud fra alle falske guder, er evnen til at forudsige fremtiden. Når Jehova profeterer, har han dog mere i tanke end at bevise sin guddommelighed. Som det fremgår af kapitel 43 i Esajas’ Bog, er profetierne et bevis både på Jehovas guddommelighed og på hans kærlighed til sit pagtsfolk. Dette folk skulle på sin side ikke se og forstå at profetien blev opfyldt, og derefter forholde sig tavst, men skulle aflægge vidnesbyrd om hvad det havde set. Ja, det skulle være Jehovas vidner!
2. (a) Hvordan var Israels åndelige tilstand på Esajas’ tid? (b) Hvordan åbnede Jehova sit folks øjne?
2 På Esajas’ tid befandt Israel sig imidlertid i en så beklagelig åndelig tilstand at Jehova betragtede folket som åndeligt handicappet. „Før det blinde folk frem som dog har øjne, og de døve som dog har ører.“ (Esajas 43:8) Hvordan kan nogle der er åndeligt blinde og døve, tjene som levende vidner for Jehova? Der findes kun én måde. Deres øjne og ører må åbnes mirakuløst. Og det var hvad Jehova sørgede for! Men først måtte folket tugtes. Det skete for det nordlige riges vedkommende i 740 f.v.t., da indbyggerne blev ført i landflygtighed, og for Juda riges vedkommende i 607 f.v.t. Derefter kunne Jehova handle til gavn for sit folk ved at udfri det og føre en åndeligt genrejst og angrende rest tilbage til dens hjemland i 537 f.v.t. Jehova var så sikker på at hans hensigt i denne henseende ville blive gennemført, at han omkring 200 år i forvejen talte om Israels udfrielse som om den allerede havde fundet sted.
3. Hvilken opmuntring gav Jehova de fremtidige landflygtige?
3 „Men nu, således har Jehova sagt, han som skabte dig, Jakob, og som dannede dig, Israel: ’Vær ikke bange, for jeg har genløst dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min. Når du går gennem vande, vil jeg være med dig, og gennem floder, vil de ikke overskylle dig. Når du går gennem ild, vil du ikke blive svedet, og flammen vil ikke brænde dig. For jeg er Jehova din Gud, Israels Hellige, din Frelser.’“ — Esajas 43:1-3a.
4. På hvilken måde var Jehova Israels Skaber, og hvilken forsikring gav han sit folk med hensyn til at føre det tilbage til dets hjemland?
4 Jehova nærede en særlig interesse for Israel, for det var hans folk; det tilhørte ham. Han havde selv skabt det som en opfyldelse af sin pagt med Abraham. (1 Mosebog 12:1-3) I Salme 100:3 siges der: „Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv. Vi er hans folk og hans græsgangs hjord.“ Som Israels Skaber og Genløser ville Jehova føre sit folk sikkert tilbage til dets hjemland. Forhindringer som vande, svulmende floder og brændende ørkener ville ikke hindre det eller skade det, lige så lidt som de sinkede rejsen for dets forfædre da de var på vej til det forjættede land tusind år tidligere.
5. (a) Hvordan er Jehovas ord til trøst og opmuntring for det åndelige Israel? (b) Hvem har sluttet sig til det, og hvem blev de forudskildret ved?
5 Jehovas ord er også til trøst og opmuntring for det åndelige Israels rest i dag, hvis medlemmer er en åndsavlet „ny skabning“. (2 Korinther 5:17) De er trådt modigt frem midt i menneskehedens „vande“ og har erfaret Guds kærlige omsorg og beskyttelse når „floder“ truede med at opsluge dem. Ild i form af ildprøver som deres fjender har sendt over dem, har ikke skadet dem, men har tværtimod lutret dem. (Zakarias 13:9; Åbenbaringen 12:15-17) Jehovas omsorg og beskyttelse har også omfattet ’den store skare’ af „andre får“ som har sluttet sig til Guds åndelige nation. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) De blev forudskildret ved ’den talrige blandede flok’ der gik ud af Ægypten sammen med israelitterne, og ved de ikkejøder der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon sammen med jøderne. — 2 Mosebog 12:38; Ezra 2:1, 43, 55, 58.
6. Hvordan viste Jehova at han var en retfærdig Gud med hensyn til løskøbelsen af (a) det kødelige Israel? (b) det åndelige Israel?
6 Jehova lovede at han ville udfri sit folk fra Babylon ved hjælp af mederne og perserne. (Esajas 13:17-19; 21:2, 9; 44:28; Daniel 5:28) Som en retfærdig Gud ville Jehova give sine medo-persiske „tjenere“ en passende løsesum for Israel. „Jeg har givet Ægypten som en løsesum for dig, Ætiopien og Seba i dit sted. Da du er dyrebar i mine øjne, er du blevet æret, og jeg elsker dig. Og jeg vil give mennesker i dit sted, og folkestammer i stedet for din sjæl.“ (Esajas 43:3b, 4) Historien bekræfter at Perserriget erobrede Ægypten, Ætiopien og det nærliggende Seba, sådan som Gud havde forudsagt. (Ordsprogene 21:18) Svarende til israelitternes udfrielse i fortiden udfriede Jehova i 1919 det åndelige Israels rest ved hjælp af Jesus Kristus. Jesus behøvede imidlertid ikke at få nogen belønning herfor. Han var ikke nogen hedensk hersker, og han udfriede sine egne åndelige brødre. Desuden havde Jehova allerede i 1914 givet ham „nationer i arv og den vide jord i eje“. — Salme 2:8.
7. Hvilke følelser nærede Jehova for sit folk i fortiden, og gælder det samme i dag?
7 Læg mærke til hvordan Jehova giver udtryk for sine følelser for de genløste landflygtige. Han siger at de er ’dyrebare’, at de er „blevet æret“, og at han „elsker“ dem. (Jeremias 31:3) For sine loyale tjenere i dag nærer han de samme stærke følelser. De salvede kristne har opnået et meget nært forhold til Gud, ikke ved at de er født ind i det, men ved at Guds hellige ånd har virket på dem efter at de personligt har indviet sig til deres Skaber. Jehova har draget dem til sig selv og til sin søn og skrevet sine love og principper på deres modtagelige hjerter. — Jeremias 31:31-34; Johannes 6:44.
8. Hvilken forsikring gav Jehova de landflygtige, og hvordan ville denne udfrielse være for dem?
8 Som en yderligere forsikring til de landflygtige tilføjer Jehova: „Vær ikke bange, for jeg er med dig. Fra solopgangen vil jeg bringe dit afkom, og fra solnedgangen vil jeg samle dig. Jeg vil sige til norden: ’Giv slip!’ og til syden: ’Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, og mine døtre fra jordens ende, enhver som kaldes med mit navn og som jeg har skabt til min herlighed, som jeg har dannet, ja, som jeg har frembragt.’“ (Esajas 43:5-7) De fjerneste egne på jorden ville ikke være uden for Jehovas rækkevidde når tiden kom til at hans sønner og døtre skulle udfries og føres tilbage til deres elskede hjemland. (Jeremias 30:10, 11) I deres øjne ville denne udfrielse langt overgå udfrielsen fra Ægypten. — Jeremias 16:14, 15.
9. På hvilke to måder har Jehova forbundet udfrielsen med sit navn?
9 Ved at minde sit folk om at det er kaldt med hans navn, bekræfter Jehova sit løfte om at ville udfri Israel. (Esajas 54:5, 6) Han forbinder desuden sit navn med sine løfter om udfrielse. Derved sikrer han sig at det er ham der får æren når hans profetiske ord går i opfyldelse. Ikke engang Babylons erobrer vil få æren af det. Den tilkommer kun den eneste levende Gud.
Guderne stilles for retten
10. Hvilken udfordring stiller Jehova nationerne og deres guder over for?
10 Jehova gør nu sit løfte om at udfri Israel til grundlaget for en retssag der omfatter hele universet, og hvori han stiller nationernes guder for retten. Vi læser: „Lad alle nationerne blive samlet på ét sted, og lad folkestammerne blive ført sammen. Hvem [af deres guder] blandt dem kan meddele dette, eller forkynde os de første ting? Lad dem [deres guder] føre deres vidner og få ret, eller lad dem høre og sige: ’Det er sandhed!’“ (Esajas 43:9) Det er en formidabel udfordring Jehova har stillet verdens nationer over for. Han siger i virkeligheden: ’Lad jeres guder bevise at de er guder, ved at forudsige fremtiden nøjagtigt.’ Da det kun er den sande Gud der kan fremsætte ufejlbarlig profeti, vil denne prøve afsløre alle bedragere. (Esajas 48:5) Men den Almægtige fremsætter endnu en betingelse: Alle som gør krav på at være sande guder, må føre vidner, både om deres forudsigelser og om hvordan disse er blevet opfyldt. Jehova udelukker naturligvis ikke sig selv fra dette retslige krav.
11. Hvilken opgave har Jehova givet sin tjener, og hvad åbenbarer han om sin guddommelighed?
11 Da de falske guder er magtesløse, kan de ikke stille nogen vidner. Vidneskranken forbliver derfor pinligt tom. Men nu er tiden inde til at Jehova bekræfter sin guddommelighed. Henvendt til sit folk siger han: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. Det er mig der har forkyndt det og frelst og ladet det høre, da der ingen fremmed gud var iblandt jer. Så I er mine vidner, . . . og jeg er Gud. Og hele tiden er jeg den samme; og der er ingen som kan udfri af min hånd. Jeg handler, og hvem kan afvende det?“ — Esajas 43:10-13.
12, 13. (a) Hvilket storslået vidnesbyrd har Jehovas folk aflagt? (b) Hvordan er Jehovas navn blevet kendt i vor tid?
12 Som følge af Jehovas ord fyldes vidneskranken snart til trængsel af glade vidner. Deres vidnesbyrd er klart og utvetydigt. I lighed med Josua aflægger de det vidnesbyrd at ’alt hvad Jehova har sagt, er gået i opfyldelse. Ikke et ord er slået fejl.’ (Josua 23:14) I Jehovas folks ører lyder stadig de samstemmende udsagn fra Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre profeter om judæernes landflygtighed og deres mirakuløse udfrielse. (Jeremias 25:11, 12) Selv navnet på deres befrier, Kyros, blev nævnt, endog før han var blevet født! — Esajas 44:26–45:1.
13 Hvem kan — i betragtning af dette bjerg af vidneudsagn — benægte at Jehova er den eneste sande Gud? Til forskel fra de hedenske guder er Jehova ikke skabt; han alene er den sande Gud. a Det folk der bærer hans navn, har derfor haft det enestående privilegium at berette om hans underfulde gerninger for kommende generationer og andre som har stillet spørgsmål om ham. (Salme 78:5-7) Jehovas nutidige vidner har desuden det privilegium at forkynde hans navn på hele jorden. I løbet af 1920’erne blev bibelstudenterne mere og mere klar over Guds navns store betydning. Den 26. juli 1931 forelagde Selskabets præsident, Joseph F. Rutherford, ved stævnet i Columbus, Ohio, derfor en resolution med titlen „Et nyt Navn“. Ordene „Vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner,“ begejstrede tilhørerne, som vedtog resolutionen med et rungende „Ja!“ Siden da er Jehovas navn blevet kendt i hele verden. — Salme 83:18.
14. Hvad minder Jehova israelitterne om, og hvorfor var det på sin plads?
14 Jehova drager omsorg for dem der bærer hans navn med ære, og betragter dem som sin „øjesten“. Det minder han israelitterne om. Han fortæller hvordan han udfriede dem fra Ægypten og førte dem sikkert gennem ørkenen. (5 Mosebog 32:10, 12) På det tidspunkt var der ingen fremmed gud iblandt dem, for de havde med egne øjne set hvordan alle Ægyptens guder var blevet ydmyget. Hele den ægyptiske gudeverden havde ikke kunnet beskytte ægypterne og heller ikke forhindre israelitterne i at forlade landet. (2 Mosebog 12:12) På samme måde ville det mægtige Babylon, hvor bybilledet domineredes af mindst 50 templer for falske guder, ikke kunne holde den Almægtiges hånd tilbage når tiden kom til at hans folk skulle udfries. Ud over Jehova var der „ingen frelser“.
Stridsheste falder, fængselsdøre åbnes
15. Hvad profeterer Jehova om Babylon?
15 „Således har Jehova sagt, jeres Genløser, Israels Hellige: ’For jeres skyld vil jeg sende bud til Babylon og lade fængslernes slåer gå ned, og lade kaldæerne gå ned på skibene med deres klagende råb. Jeg er Jehova, jeres Hellige, Israels Skaber, jeres Konge.’ Således har Jehova sagt, han som anlagde en vej gennem havet, og en sti gennem de voldsomme vande, han som samtidig førte stridsvognen og hesten, kampstyrken og de stærke derud: ’De ligger der. De rejser sig ikke. De blev slukket. Som en væge af hør gik de ud.’“ — Esajas 43:14-17.
16. Hvad vil der ske med Babylon, de kaldæiske købmænd og eventuelle forsvarere af byen?
16 Babylon er som et fængsel der forhindrer de landflygtige i at vende tilbage til Jerusalem. Men Babylons forsvarsværker er ikke nogen hindring for den Almægtige, som „anlagde en vej gennem havet“ — Det Røde Hav — og „en sti gennem de voldsomme vande“ — øjensynlig Jordans vande. (2 Mosebog 14:16; Josua 3:13) På samme måde vil den som Jehova gør brug af, Kyros, få den vældige Eufratflods vande til at trække sig tilbage så hans krigere kan gå ind i byen. De kaldæiske købmænd som benytter Babylons kanaler — hvor flere tusind handelsskibe færdes og de babyloniske guder transporteres på fladbundede både — vil klage og sørge når deres prægtige by falder. Ligesom Faraos stridsvogne i Det Røde Hav vil Babylons stridsvogne være hjælpeløse. De vil ikke kunne frelse byen. Lige så let som man slukker vægen i en olielampe, vil erobreren gøre det af med eventuelle forsvarere.
Jehova fører sit folk sikkert hjem
17, 18. (a) Hvad er det ’nye’ som Jehova profeterer om? (b) Hvorfor og i hvilken forstand skal folket ikke mindes de første ting?
17 Idet Jehova sammenligner sine tidligere frelsesgerninger med det han står i begreb med at gøre, siger han: „Mindes ikke de første ting, og vend ikke tankerne mod de tidligere ting. Se! Jeg gør noget nyt. Nu spirer det frem. Bemærker I det ikke? Jo, gennem ørkenen lægger jeg en vej, gennem ødemarken floder. Markens vilde dyr vil herliggøre mig, sjakalerne og strudsene; for jeg vil have skaffet vand i ørkenen, floder i ødemarken, for at lade mit folk, min udvalgte, drikke, folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.“ — Esajas 43:18-21.
18 Med ordene „mindes ikke de første ting“ opfordrer Jehova ikke sine tjenere til at udviske hans tidligere frelsesgerninger af deres hukommelse. Mange af disse frelsesgerninger var jo en del af Israels guddommeligt inspirerede historie, og Jehova havde netop befalet israelitterne at de skulle mindes udgangen af Ægypten hvert år ved påskehøjtiden. (3 Mosebog 23:5; 5 Mosebog 16:1-4) Dét Jehova nu ønsker, er at de skal herliggøre ham på grund af „noget nyt“ — noget de selv vil komme til at opleve. Det bestod ikke blot i deres udfrielse fra Babylon, men i hele deres mirakuløse rejse mod hjemlandet, måske ad en mere direkte vej gennem ørkenen. Gennem dette øde og golde land ville han anlægge „en vej“ for dem og gøre undergerninger i lighed med dem han havde gjort til gavn for israelitterne på Moses’ tid — han ville skaffe mad til de hjemvendende jøder i ørkenen og slukke deres tørst med veritable floder. Så rigeligt ville Jehova sørge for dem at selv de vilde dyr ville herliggøre Gud og undlade at overfalde hans folk.
19. I hvilken forstand vandrer det åndelige Israels rest og dens medarbejdere ad „Hellighedens Vej“?
19 Svarende hertil blev det åndelige Israels rest i 1919 udfriet fra et babylonisk fangenskab og begav sig ud på en vej som Jehova havde afstukket for den, „Hellighedens Vej“. (Esajas 35:8) De salvede kristne skulle ikke som israelitterne drage igennem en brændende ørken fra ét geografisk sted til et andet, og deres rejse endte ikke efter nogle få måneders forløb med at de kom til Jerusalem. Men „Hellighedens Vej“ førte dem alligevel til et åndeligt paradis. Denne vej må de blive på, da de stadig er på rejse gennem den nuværende onde tingenes ordning. Så længe de bliver på „Hellighedens Vej“ — så længe de overholder Guds love for renhed og hellighed — vil de befinde sig i det åndelige paradis. Til deres glæde har de på denne vej fået følgeskab af en stor skare „ikkeisraelitter“. I modsætning til dem der sætter deres håb til Satans ordning, kan resten og dens medarbejdere glæde sig over et rigt åndeligt bord som Jehova har dækket for dem. (Esajas 25:6; 65:13, 14) Mange som har haft en dyrisk indstilling og personlighed, og som har lagt mærke til hvordan Jehova har velsignet sit folk, har forandret sig og herliggør nu den sande Gud. — Esajas 11:6-9.
Jehova føler sig krænket
20. Hvordan havde israelitterne på Esajas’ tid svigtet Jehova?
20 I fortiden var den genrejste israelitiske rest meget forandret i sammenligning med den onde generation på Esajas’ tid. Om den sidstnævnte siger Jehova: „Mig har du ikke kaldt på, Jakob, for du er blevet træt af mig, Israel. Du har ikke bragt mig dine brændofres får, og med dine slagtofre har du ikke herliggjort mig. Jeg har ikke nødet dig til at tjene mig med en gave, og jeg har ikke trættet dig med krav om virak. Du har ikke købt mig kalmus for penge; og med dine slagtofres fedt har du ikke mættet mig. Tværtimod har du nødet mig til at tjene på grund af dine synder; du har trættet mig med dine misgerninger.“ — Esajas 43:22-24.
21, 22. (a) Hvorfor kan man sige at Jehovas krav ikke var en byrde? (b) Hvordan fik israelitterne i realiteten Jehova til at tjene dem?
21 Udtalelsen „jeg har ikke nødet dig til at tjene mig med en gave, og jeg har ikke trættet dig med krav om virak“ betyder ikke at slagtofre og virak (en bestanddel af den hellige røgelse) ikke var nødvendige. De udgjorde stadig en væsentlig del af gudsdyrkelsen under Lovpagten. Det samme gjaldt „kalmus“, et aromatisk krydderi der var en af ingredienserne i den hellige salveolie. Israelitterne havde forsømt at gøre brug af alt dette i tempeltjenesten. Ville det være en byrde at opfylde disse krav? Absolut ikke! Jehovas krav var lette at opfylde i sammenligning med de falske guders krav. Jehova havde for eksempel aldrig krævet børneofre, sådan som den falske gud Molek gjorde. — 5 Mosebog 30:11; Mika 6:3, 4, 8.
22 Hvis israelitterne havde været åndeligsindede, ville de ikke ’være blevet trætte af Jehova’. De ville i hans lov have set hans store kærlighed til dem og med glæde have bragt ham deres slagtofres „fedt“ — det bedste af ofrene. I stedet beholdt de det begærligt for sig selv. (3 Mosebog 3:9-11, 16) Jehova følte sig uendelig tynget og træt af at bære byrden af israelitternes synder. I realiteten havde de fået Jehova til at tjene dem! — Nehemias 9:28-30.
Tugt lønner sig
23. (a) Hvorfor er tugten fra Jehova velfortjent? (b) Hvad ville Jehovas tugt føre til for Israel?
23 Skønt Jehovas tugt er streng — og dét med rette — fører den til de ønskede resultater, og dette gør det muligt for Jehova at vise barmhjertighed. „Jeg, jeg er den som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld, og dine synder vil jeg ikke huske. Mind mig; lad os træde frem for retten sammen; aflæg din beretning, så du kan få ret. Din første forfader har syndet, og dine talsmænd [„tolke,“ fodnoten] har begået overtrædelser imod mig. Derfor vanhelliger jeg helligdommens fyrster, og jeg overgiver Jakob som en der er viet til udslettelse, og Israel til spot.“ (Esajas 43:25-28) Som alle verdens nationer nedstammer Israel fra Adam, som var den „første forfader“. Derfor kan ingen israelit „få ret“ selv om han ville føre bevis for det. Selv Israels „talsmænd“ — dets lovlærere, eller fortolkere af Loven — har syndet mod Jehova og lært løgne. Jehova vil til gengæld overgive hele sit folk „til udslettelse“ og „til spot“, og han vil vanhellige dem der forretter tjeneste ved hans ’helligdom’.
24. Af hvilken grund tilgiver Jehova i første række sit folk, både i fortiden og i nutiden, og hvad føler han ikke desto mindre for dem?
24 Læg imidlertid mærke til at Guds barmhjertighed ikke blot skyldes Israels anger; Jehova viser barmhjertighed for sin egen skyld, for sit eget navns skyld. Hvis han lod Israel forblive i landflygtighed, ville det kaste forsmædelse over hans navn hos de omboende folkeslag. (Salme 79:9; Ezekiel 20:8-10) På samme måde går helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet i dag forud for menneskenes frelse. Ikke desto mindre elsker Jehova dem der uden forbehold tager imod hans tugt, og som tilbeder ham i ånd og sandhed. Han viser sin kærlighed til både de salvede og de „andre får“ ved at udslette deres overtrædelser på grundlag af Jesu Kristi offer. — Johannes 3:16; 4:23, 24.
25. Hvilken ærefrygtindgydende handling vil Jehova udføre i nær fremtid, og hvordan kan vi vise at vi forstår og værdsætter dette?
25 Jehova vil desuden snart give bevis på sin kærlighed til en stor skare loyale tilbedere når han gør noget nyt til gavn for dem ved at føre dem frelst gennem „den store trængsel“ og ud på en renset „ny jord“. (Åbenbaringen 7:14; 2 Peter 3:13) De vil blive vidne til den mest ærefrygtindgydende manifestation af Jehovas magt som mennesker nogen sinde har set. Udsigten til at skulle opleve dette fylder den salvede rest og den store skare med glæde og tilskynder dem til hver dag at leve i overensstemmelse med den ophøjede opgave de har fået tildelt med ordene: „I er mine vidner.“ — Esajas 43:10.
[Fodnote]
a Folkeslagenes mytologier fortæller om guder der bliver født, og guder der får børn.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 48, 49]
Jehova vil hjælpe jøderne på deres vej tilbage til Jerusalem
[Illustrationer på side 52]
Jehova udfordrer nationerne til at føre vidner for deres guder
1. Bronzestatue af Ba’al 2. Lerstatuetter af Astarte 3. Ægyptisk trehed bestående af Horus, Osiris og Isis 4. De græske gudinder Athena (til venstre) og Afrodite
[Illustrationer på side 58]
„I er mine vidner.“ — Esajas 43:10
