Kapitel atten

Jehova genopliver de ydmyges ånd

Esajas 57:1-21

1. Hvilken forsikring gav Jehova, og hvilke spørgsmål giver hans ord anledning til?

 „SÅLEDES har han sagt, den Høje og Ophøjede, som bor evigt og hvis navn er helligt: ’I det høje og hellige bor jeg, men også hos den knuste og den med ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte.’“ (Esajas 57:15) Sådan skrev profeten Esajas i det 8. århundrede før vor tidsregning. Hvad skete der i Juda siden dette budskab var så opmuntrende? Og hvordan er disse inspirerede ord til opmuntring for kristne i dag? Vi får svaret på disse spørgsmål når vi nu ser nærmere på kapitel 57 i Esajas’ Bog.

„Kom herhen, I sønner af en sandsigerske“

2. (a) Hvornår finder det Esajas beskriver i kapitel 57, sandsynligvis sted? (b) Hvordan var situationen for de retfærdige på Esajas’ tid?

² Det ser ud til at det Esajas her beskriver, fandt sted på hans egen tid. Ondskab og ugudelighed har slået dybe rødder. Profeten siger: „Den retfærdige går til grunde, men ingen tager det til hjerte. Og mænd med loyal hengivenhed er blevet taget bort, og ingen forstår at det er på grund af ulykken at den retfærdige er blevet taget bort. Han går ind til fred; de hviler på deres leje, hver som vandrede ærligt.“ (Esajas 57:1, 2) Ingen bemærker  at den retfærdige tages bort. Han dør for tidligt, men ingen tager notits af det. Han får fred i døden, udfrielse fra de lidelser som de ugudelige har påført ham. Han undslipper ulykken. Guds udvalgte folk er sunket beklageligt dybt. Men de der forbliver trofaste, kan hente trøst i at Jehova ikke alene ser hvad der foregår, men også vil komme dem til hjælp.

3. Hvad kalder Jehova den onde generation i Juda, og hvad er grunden?

³ Jehova opfordrer den onde generation i Juda til at træde nærmere idet han siger: „Men I, kom herhen, I sønner af en sandsigerske, afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret.“ (Esajas 57:3) Disse beskæmmende  betegnelser — sønner af en sandsigerske og afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret — var velfortjente. De havde hengivet sig til afskyelige afguderiske handlinger der indbefattede spiritisme og tøjlesløse sexorgier. Jehova spørger dem derfor: „Over hvem er det I morer jer så vældigt? Mod hvem er det I lukker munden vidt op og rækker tunge? Er I ikke overtrædelsens børn, løgnens afkom, sådanne som gejler sig op mellem de store træer, under hvert frodigt træ, og som slagter børnene i regnflodsdalene neden for klippebjergenes kløfter?“ — Esajas 57:4, 5.

4. Hvad gør de ugudelige i Juda sig skyldige i?

⁴ De ugudelige i Juda praktiserer deres skamløse hedenske afgudsdyrkelse helt åbent. De „morer“ sig. Spottende gør de nar af Guds profeter der er sendt ud for at sætte dem i rette, idet de respektløst rækker tunge ad dem. Skønt de er Abrahams børn, gør deres oprørske handlinger dem til overtrædelsens børn og løgnens afkom. (Esajas 1:4; 30:9; Johannes 8:39, 44) Ude mellem de store træer på landet ophidser de hinanden og kommer i ekstase under dyrkelsen af deres afguder. Og afgudsdyrkelsen fører til sådanne grusomheder som at de slagter deres egne børn — de samme afskyeligheder som førte til at landets tidligere indbyggere blev fordrevet af Jehova! — 1 Kongebog 14:23; 2 Kongebog 16:3, 4; Esajas 1:29.

Udgyder et drikoffer til sten

5, 6. (a) Hvad har Juda valgt at gøre i stedet for at tilbede Jehova? (b) Hvor udbredt og iøjnefaldende er afgudsdyrkelsen?

⁵ Judas indbyggere er sunket dybt i deres afgudsdyrkelse: „De glatte sten i regnflodsdalen var din andel. De — de var din lod. Ja, til dem udgød du et drikoffer, ofrede  en gave. Skulle jeg slå mig til tåls med disse ting?“ (Esajas 57:6) Jøderne er Guds pagtsfolk, men i stedet for at tilbede ham samler de sten i flodlejet og gør dem til deres guder. David forkyndte at Jehova var hans tilmålte del, men disse syndere har udvalgt sig livløse sten som deres afguder, gjort dem til deres lod og udgyder drikofre til dem. (Salme 16:5; Habakkuk 2:19) Hvordan kan Jehova finde sig i en så fordærvet tilbedelse udøvet af det folk der bærer hans navn?

⁶ Overalt — under store træer, i regnflodsdale, på bjerge og høje og i byerne — bedriver Juda religiøs utugt. Men Jehova ser det alt sammen, og gennem Esajas afslører han dets fordærv: „På et højt og højt hævet bjerg anbragte du din seng. Og dér steg du op for at bringe et slagtoffer. Og bag døren og dørstolpen anbragte du dit mindetegn.“ (Esajas 57:7, 8a) Juda har anbragt sin åndelige urenheds seng på højene, og dér bringer det slagtofre til fremmede guder. a Selv i husene har man opstillet afguder bag døren eller dørstolpen.

7. I hvilken ånd gav Juda sig af med den umoralske afgudsdyrkelse?

⁷ Nogle vil måske spørge hvordan Juda er blevet så involveret i denne form for afgudsdyrkelse. Har en stærk indflydelse udefra tvunget folket til at forlade Jehova? Svaret er nej. Man har gjort det af egen fri vilje, ja, ivrigt. Jehova siger: „Borte fra mig blottede du dig og steg så op; du gjorde din seng rummelig. Derpå sluttede du pagt med dem. Du elskede deres seng. Det mandlige lem så du.“ (Esajas 57:8b) Juda har sluttet en pagt med de falske guder og elskede sit ulovlige forhold til dem.  Især elskede det de umoralske seksuelle handlinger som dyrkelsen af disse guder var forbundet med, og som uden tvivl indbefattede brugen af fallossymboler.

8. Især under hvilken konge bredte afgudsdyrkelsen sig i Juda?

⁸ Beskrivelsen af den groft umoralske og grusomme afgudsdyrkelse stemmer med det vi ved om flere af de onde konger i Juda. For eksempel opbyggede Manasse offerhøjene, rejste altre for Ba’al og satte andre afgudsaltre i de to forgårde til templet. Han lod sine sønner gå gennem ilden, øvede magi, brugte spådomskunst og benyttede spiritistiske medier. Desuden anbragte han den udskårne hellige pæl som han havde lavet, i Jehovas tempel. b Han forledte Juda til „at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort“. (2 Kongebog 21:2-9) Manasses navn forekommer ganske vist ikke i Esajas 1:1, men nogle mener at han lod Esajas dræbe.

„Du fortsatte med at sende dine udsendinge“

9. Hvorfor sendte Juda udsendinge „langt bort“?

⁹ Judas overtrædelse bestod i mere end at dyrke falske guder. Gennem Esajas sagde Jehova: „Derpå steg du ned til Melek med olie og sørgede for at dine salver var rigelige. Og du fortsatte med at sende dine udsendinge langt bort, så du nedværdigede dig til Sheol.“ (Esajas 57:9) Det utro Juda rige rejste ned til „Melek“, på hebraisk „kongen“ — sandsynligvis en fremmed magts konge — med kostbare og tiltalende gaver symboliseret ved olie og vellugtende salver og sendte udsendinge til fjerne steder. Hvorfor? For at overtale hedenske nationer til at  slutte forbund med det. Det vendte ryggen til Jehova og satte sin lid til fremmede magter.

10. (a) Hvordan søgte kong Akaz at slutte forbund med Assyriens konge? (b) På hvilken måde „nedværdigede“ Juda sig „til Sheol“?

¹⁰ Et eksempel herpå har vi fra kong Akaz’ tid. Truet af et forbund mellem Israel og Aram sendte Judas utro konge sendebud til assyrerkongen Tiglat-Pileser III med følgende budskab: „Jeg er din tjener og din søn. Kom op og frels mig fra Arams konge og Israels konge, der rejser sig mod mig.“ Akaz sendte sølv og guld som bestikkelse til Assyriens konge, og denne efterkom anmodningen ved at rette et ødelæggende angreb mod Aram. (2 Kongebog 16:7-9) Ved at forhandle med hedenske nationer har Juda ’nedværdiget sig til Sheol’, eller er ’steget ned til Dødsriget’. (Den danske autoriserede oversættelse af 1931) Derfor vil Juda dø, ophøre med at eksistere som en uafhængig nation med en konge.

11. Hvilken falsk tryghedsfølelse har Juda?

 ¹¹ Jehova fortsætter, henvendt til Juda: „På dine mange veje sled du. Du sagde ikke: ’Det er håbløst!’ Du fandt at din kraft blev genoplivet. Derfor blev du ikke syg.“ (Esajas 57:10) Ja, nationen har slidt i det på sine afvegne veje og ser ikke det håbløse i sine anstrengelser. Tværtimod bedrager den sig selv til at tro at den formår alt ved egen kraft. Den føler sig genoplivet og rask. Hvor tåbeligt!

12. Hvilke forhold i kristenheden har deres fortidige modstykke i Juda?

¹² Der findes i dag en religiøs del af verden hvis adfærd minder om Judas på Esajas’ tid. Det er kristenheden, som bruger Jesu navn, men indgår forbund med verdens politiske nationer og fylder sine tilbedelsessteder med afguder. Selv i de private hjem findes der afgudsbilleder. Kristenheden har ofret sine unge mænd på krigens alter, en vederstyggelighed for den sande Gud, hvis befaling til de kristne lyder: „Flygt fra afgudsdyrkelsen“! (1 Korinther 10:14) Ved at blande sig i politik har kristenheden ’begået utugt med jordens konger’. (Åbenbaringen 17:1, 2) Den er en af De Forenede Nationers store fortalere. Hvad vil der ske med denne religiøse skøge? Ja, hvad sagde Jehova til hendes modstykke i fortiden, det utro Juda, repræsenteret ved hovedstaden Jerusalem?

’De ting du har samlet dig vil ikke udfri dig’

13. Hvordan gav Juda sig til at „lyve“, og hvordan reagerede det over for Jehovas tålmodighed?

¹³ „Hvem ængstedes du for og kom til at frygte, så du gav dig til at lyve?“ spørger Jehova. Det er et godt spørgsmål!  Juda nærer i hvert fald ingen sund frygt for Jehova. Ellers ville det ikke være blevet en nation af løgnere og have tilbedt falske guder. Jehova fortsætter: „Mig huskede du ikke. Du tog dig det ikke til hjerte. Forholdt jeg mig ikke tavs og skjulte sagen? Så mig var du ikke bange for.“ (Esajas 57:11) Jehova forholdt sig tavs ved ikke straks at eksekvere sin dom over Juda. Var Juda taknemmelig for dette? Nej, det betragtede i stedet Jehovas overbærenhed som ligegyldighed . Det frygtede ham overhovedet ikke.

14, 15. Hvad siger Jehova om Judas gerninger og ’de ting det havde samlet sig’?

¹⁴ Den tid hvori Gud har vist langmodighed, vil imidlertid få en ende. Herom siger Jehova: „Jeg selv vil forkynde om din retfærdighed og dine gerninger, at de ikke vil gavne dig. Når du råber om hjælp vil de ting du har samlet dig ikke udfri dig, men blæsten vil bære dem alle bort. Et pust vil føre dem bort.“ (Esajas 57:12, 13a) Jehova vil afsløre Judas foregivne retfærdighed. Dets hykleriske gerninger vil ikke gavne det. ’De ting Juda har samlet sig’, alle dets afguder, vil ikke være til nogen nytte. Når ulykken kommer, vil de guder som det stolede på, blive blæst bort som med et vindpust.

¹⁵ Disse ord blev opfyldt i 607 f.v.t. På det tidspunkt ødelagde Babylons konge, Nebukadnezar, Jerusalem, nedbrændte templet og bortførte størstedelen af befolkningen som fanger. „Således gik Juda i landflygtighed, bort fra sin jord.“ — 2 Kongebog 25:1-21.

16. Hvad venter der kristenheden og den øvrige del af „Babylon den Store“?

¹⁶ Kristenhedens mange afguder vil heller ikke være til nogen nytte på Jehovas vredes dag. (Esajas 2:19-22;  2 Thessaloniker 1:6-10) Kristenheden vil gå til grunde sammen med den øvrige del af „Babylon den Store“ — den falske religions verdensimperium. Det symbolske ’skarlagenrøde vilddyr’ og dets ti horn vil „gøre [Babylon den Store] øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:3, 16, 17) Vi kan glæde os over at vi har adlydt befalingen: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4, 5) Måtte vi aldrig vende tilbage til hende og hendes veje!

„Den der søger tilflugt hos mig arver landet“

17. Hvilket løfte får den der ’søger tilflugt hos Jehova’, og hvornår vil det blive opfyldt?

¹⁷ Men hvordan forholder det sig med de næste ord i Esajas’ profeti: „Den der søger tilflugt hos mig arver landet og tager mit hellige bjerg i besiddelse“? (Esajas 57:13b) Hvem taler Jehova nu til? Han ser ud over den kommende katastrofe og forudsiger sit folks udfrielse fra Babylon og genoprettelsen af den rene tilbedelse på hans hellige bjerg, Jerusalem. (Esajas 66:20; Daniel 9:16) Hvilken kilde til opmuntring for de jøder som forbliver trofaste! Jehova siger videre: „Man skal sige: ’Anlæg vej, anlæg vej! Ryd vejen. Fjern enhver hindring fra mit folks vej.’“ (Esajas 57:14) Når tiden er inde til at Gud udfrier sit folk, vil vejen være banet og alle forhindringer fjernet. — 2 Krønikebog 36:22, 23.

18. Hvordan beskrives Jehovas ophøjede stilling, og hvilken kærlig omsorg viser han trods sin ophøjethed?

¹⁸ På dette tidspunkt følger så de ord af Esajas som blev citeret i indledningen til kapitlet: „Således har han sagt,  den Høje og Ophøjede, som bor evigt og hvis navn er helligt: ’I det høje og hellige bor jeg, men også hos den knuste og den med ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte.’“ (Esajas 57:15) Jehovas trone er i de højeste himle. Der findes intet sted som er højere eller mere ophøjet. Det er en beroligende tanke at derfra ser han alt — ikke alene de ugudeliges synder, men også de retfærdige gerninger som gøres af dem der søger at tjene ham. (Salme 102:19; 103:6) Desuden hører han de undertryktes stønnen og genopliver de knustes hjerte. Ordene må have rørt de angrende jøders hjerter i fortiden, ligesom de rører vore hjerter i dag.

19. Hvornår hører Jehovas harme op?

¹⁹ De næste ord af Jehova er også til stor trøst: „Jeg vil ikke evindelig gå i rette, og jeg vil ikke bestandig harmes; for ellers ville ånden blive svag på grund af mig, ja de åndende skabninger som jeg selv har frembragt.“ (Esajas 57:16) Ingen af Guds skabninger ville blive i live hvis Jehovas vrede fortsatte i det uendelige. Men lykkeligvis varer Guds harme kun en begrænset tid. Når hensigten med den er nået, hører den op. Denne inspirerede indsigt fører til en dyb værdsættelse af Jehovas kærlighed til sine skabninger.

20. (a) Hvordan handler Jehova over for den der ikke angrer? (b) På hvilken måde trøster Jehova den der angrer?

²⁰ Vi får endnu større indsigt gennem de følgende ord af Jehova. Han siger først: „Over hans brødefulde, uærlige vinding harmedes jeg, og jeg slog ham da, idet jeg skjulte mit ansigt, mens jeg fortsat harmedes. Men han blev ved med at vandre som en troløs på sit hjertes vej.“ (Esajas 57:17) Den uret der begås som følge  af begærlighed, fremkalder naturligvis Guds vrede. Og så længe den troløse fortsætter som hidtil, bliver Jehova ved med at harmes. Men hvad sker der hvis den troløse tager imod tugt? Så tilskynder Jehovas kærlighed og medfølelse ham til handling: „Jeg så hans veje; men nu vil jeg helbrede ham og føre ham og trøste ham og hans sørgende til gengæld.“ (Esajas 57:18) Efter at have taget disciplinære forholdsregler helbreder Jehova den angrende og trøster ham og ligeledes dem der sørger sammen med ham. Det er grunden til at jøderne kunne vende hjem i 537 f.v.t. Sandt nok blev Juda aldrig mere et uafhængigt kongerige under en konge i Davids slægt, men templet i Jerusalem blev genopbygget, og den sande tilbedelse blev genoprettet.

21. (a) Hvordan genoplivede Jehova de salvede kristnes ånd i 1919? (b) Hvilken egenskab gør vi som enkeltpersoner klogt i at opdyrke?

²¹ „Den Høje og Ophøjede“, Jehova, viste også sin omsorg for den salvede rest i 1919. På grund af dens ydmyghed og angrende indstilling lagde den store Gud, Jehova, mærke til den vanskelige situation den befandt sig i, og udfriede den fra dens babyloniske fangenskab. Han fjernede alle hindringer på dens vej og førte den ud til frihed, så den kunne tilbede Gud i renhed. Sådan blev Jehovas ord gennem Esajas opfyldt dengang. Men bag ordene ligger eviggyldige principper der gælder hver eneste af os. Jehova tager kun imod en tilbedelse der kommer fra dem der har et ydmygt sind. Hvis en af Guds tjenere synder, bør vedkommende derfor være hurtig til at erkende sit fejltrin, tage imod retledning og handle efter den. Måtte vi aldrig glemme at Jehova helbreder og trøster dem der er ydmyge, men „står de hovmodige imod“. — Jakob 4:6.

 ’Fred for dem der er langt borte og for dem der er nær’

22. Hvilken fremtid forudsiger Jehova for (a) den der angrer? (b) de ugudelige?

²² I det følgende stiller Jehova fremtiden for dem der angrer og omvender sig, i kontrast til fremtiden for dem der stædigt fortsætter på deres ugudelige vej. Han siger: „Jeg skaber læbernes frugt. Der vil være fortsat fred for den der er langt borte og for den der er nær, . . . og jeg vil helbrede ham. Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro og hvis vande bliver ved med at opskylle tang og dynd. Der er ingen fred . . . for de ugudelige.“ — Esajas 57:19-21.

23. Hvad er læbernes frugt, og hvordan „skaber“ Jehova denne frugt?

²³ Læbernes frugt er lovprisningsofferet til Gud — den offentlige bekendelse af hans navn. (Hebræerne 13:15) Hvordan „skaber“ Jehova denne offentlige bekendelse, dette lovprisningsoffer? For at kunne bringe det må man først lære Gud at kende og derefter tro på ham. Tro — som er en frugt af Guds ånd — tilskynder en til at fortælle andre det man har hørt. Med andre ord — man bekender offentligt, man forkynder. (Romerne 10:13-15; Galaterne 5:22) Desuden er det Jehova der bemyndiger sine tjenere til at lovprise ham. Og da Jehova er den der udfrier dem, er det ham der gør det muligt for dem at bringe dette lovprisningsoffer. (1 Peter 2:9) Derfor kan det med fuld ret siges at det er Jehova der skaber denne frugt af læber.

24. (a) Hvem havde Guds fred, og hvad førte det til? (b) Hvem havde ikke fred, og hvad blev resultatet for dem?

²⁴ Da jøderne vendte tilbage til deres hjemland, må de have bragt lovprisningsofre i overflod i form af lovsange  til Jehova! De har været fyldt med glæde over at kende Guds fred, hvad enten de var „langt borte“ — fjernt fra Juda mens de ventede på at rejse tilbage — eller de var „nær“ — allerede i deres hjemland. I modsætning hertil havde de der ikke tog imod Jehovas tugt — de ugudelige — hvem de end var, og hvor de end befandt sig — ingen fred. De frembragte ikke læbernes frugt, men som det oprørte hav der ikke kan falde til ro, opskyllede de „tang og dynd“, alt hvad der er urent.

25. Hvordan opnår mange, både fjernt og nært, fred?

²⁵ I dag bringer Jehovas tjenere også lovprisningsofre til den eneste sande Gud i form af læbernes frugt. I mere end 230 lande forkynder de den gode nyhed om Guds rige både fjernt og nært. Deres lovsang lyder „fra jordens ende“. (Esajas 42:10-12) De der hører den og tager imod den, lærer sandheden fra Guds ord, Bibelen, at kende, og de opnår den fred der er et resultat af at tjene „den Gud som giver fred“. — Romerne 16:20.

26. (a) Hvilken fremtid venter der de ugudelige? (b) Hvilket storslået løfte får de sagtmodige, og hvad bør vi være besluttede på?

²⁶ De ugudelige, som ikke giver agt på budskabet om Riget, har derimod ingen fred. Og snart vil de ikke mere få lov til at forstyrre freden for de retfærdige. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ lyder Jehovas løfte. De som søger tilflugt hos Jehova, vil arve jorden. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred,“ siges der videre. (Salme 37:10, 11, 29) Da bliver jorden et dejligt sted at leve. Måtte vi være besluttede på aldrig at miste Guds fred, så vi kan lovprise Gud i al evighed.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 263]

Juda øvede sin umoralske afgudsdyrkelse under hvert frodigt træ

[Illustration på side 267]

Juda byggede altre over hele landet

 [Illustration på side 275]

„Jeg skaber læbernes frugt“