Jehova ophøjer sin messianske tjener

AFSPIL

Kapitel fjorten

Jehova ophøjer sin messianske tjener

1, 2. (a) Hvordan var situationen for mange jøder i begyndelsen af det første århundrede efter vor tidsregning? (b) Hvordan havde Jehova sørget for at troende jøder kunne kende Messias?

FORESTIL dig at du skal møde en betydningsfuld person. Tid og sted for mødet er fastsat. Men du har et problem: Du ved ikke hvordan personen ser ud, og han rejser meget diskret, uden at vække opmærksomhed. Hvordan skal du kende ham? Det ville være en hjælp hvis du havde en detaljeret beskrivelse af ham.

² I begyndelsen af det første århundrede efter vor tidsregning befandt mange jøder sig i netop den situation. De ventede Messias — den mest betydningsfulde person i verden. (Daniel 9:24-27; Lukas 3:15) Men hvordan skulle troende jøder kunne kende ham? Gennem de hebraiske profeter havde Jehova givet en detaljeret beskrivelse af begivenheder der ville finde sted i forbindelse med Messias, og som ville sætte de opmærksomme i stand til at identificere ham med sikkerhed.

3. Hvilken beskrivelse af Messias finder vi i Esajas 52:13–53:12?

³ Blandt de hebraiske profetier om Messias er der ingen der giver et så detaljeret billede af ham som det man finder i Esajas 52:13–53:12. Her giver Esajas over 700 år i forvejen en beskrivelse af Messias — ikke af hans fysiske udseende, men af noget som havde større betydning, nemlig en beskrivelse af hvordan og hvorfor han skulle lide, og af detaljer ved hans død, begravelse og ophøjelse til himmelen. En undersøgelse af denne profeti og dens opfyldelse vil varme os om hjertet og styrke vores tro.

„Min tjener“ — hvem er han?

4. Hvilke opfattelser angående ’tjeneren’ har jødiske lærde fremsat, og hvorfor kan det ikke være de rigtige forklaringer?

⁴ Esajas har netop fortalt om jødernes udfrielse fra landflygtigheden i Babylon. Nu ser han fremad til en endnu større begivenhed og gengiver Jehovas ord: „Se! Min tjener vil handle med indsigt. Han vil være højt stillet, ja vil være hævet højt og meget ophøjet.“ (Esajas 52:13) Hvem er denne „tjener“ helt nøjagtigt? Jødiske lærde har i tidens løb givet forskellige forklaringer. Nogle har ment at han repræsenterede hele Israels nation under landflygtigheden i Babylon. Men denne forklaring stemmer ikke med profetien. Guds „tjener“ underkaster sig frivilligt lidelser, og skønt han er uskyldig, lider han for andres synder. Sådan forholdt det sig ikke med det jødiske folk, som kom i landflygtighed på grund af dets synder. (2 Kongebog 21:11-15; Jeremias 25:8-11) Andre har forklaret at tjeneren repræsenterede de fromme i Israel, og at de led på grund af de syndige israelitter. Dertil er at sige at ingen speciel gruppe har lidt for andre i Israels trængselstider.

5. (a) Hvem har nogle få jødiske lærde møntet Esajas’ profeti på? (Se fodnoten.) (b) Hvilken klar udtalelse angående ’tjeneren’ findes i bogen Apostelgerninger i Bibelen?

⁵ Før kristendommens indførelse og til en vis grad i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse møntede nogle få jødiske lærde profetien på Messias. At det er den rigtige forståelse, ses i De Kristne Græske Skrifter. Bogen Apostelgerninger fortæller at da den ætiopiske eunuk spurgte disciplen Filip hvem ’tjeneren’ var i Esajas’ profeti, forkyndte Filip „den gode nyhed om Jesus“ for ham. (Apostelgerninger 8:26-40; Esajas 53:7, 8) Samstemmende hermed siger andre bøger i Bibelen at Jesus Kristus er den messianske tjener i Esajas’ profeti. a Når vi nu gennemgår profetien, skal vi se at der kan drages uomtvistelige paralleller mellem den Jehova kalder „min tjener“, og Jesus fra Nazaret.

6. Hvordan viser Esajas’ profeti at Messias vil gøre Guds vilje og gennemføre sin tjeneste med et godt resultat?

⁶ Profetien begynder med at beskrive det gode resultat som Messias’ tjeneste i sidste ende vil føre til under udførelsen af Guds vilje. Ordet „tjener“ viser at han underkaster sig Guds vilje, som en tjener underkaster sig sin herres vilje. Under udførelsen af denne opgave handler han „med indsigt“. Indsigt er evnen til at se ind i en situation. At handle med indsigt er at handle klogt, med skønsomhed. Om det hebraiske udsagnsord der bruges her, siger et opslagsværk: „Det centrale i ordets betydning er dét at handle klogt og forstandigt. Den der handler klogt, vil opnå et godt resultat.“ At Messias vil gennemføre sin tjeneste med et godt resultat, ses af at profetien siger at han „vil være hævet højt og meget ophøjet“.

7. Hvordan handlede Jesus „med indsigt“, og hvordan er han blevet „hævet højt og meget ophøjet“?

⁷ Jesus ’handlede med indsigt’ på den måde at han viste at han forstod de profetier der gjaldt ham, og lod sig lede af dem til at gøre sin Faders vilje. (Johannes 17:4; 19:30) Hvad blev resultatet? Efter Jesu opstandelse og opstigning til himmelen „ophøjede Gud ham . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn“. (Filipperne 2:9; Apostelgerninger 2:34-36) Derefter blev Jesus i 1914 yderligere ophøjet, for da satte Jehova ham på det messianske riges trone. (Åbenbaringen 12:1-5) Ja, Jesus blev „hævet højt og meget ophøjet“.

’Vil stirre forbløffede på ham’

8, 9. Hvordan vil de jordiske ledere reagere når den ophøjede Jesus kommer for at eksekvere dommen, og hvad er grunden?

⁸ Hvordan vil nationerne og deres politiske ledere reagere når de ser den ophøjede Messias? Profetien lyder — med udeladelse af den parentetiske bemærkning i anden halvdel af vers 14: „Ligesom mange har stirret forbløffede på ham . . . således vil han forskrække mange nationer. Over for ham vil konger lukke munden, for de skal få noget at se som ikke er blevet fortalt dem, og de skal få noget at tænke over som de ikke har hørt om.“ (Esajas 52:14a, 15) Med disse ord beskriver Esajas ikke situationen som den var ved Jesu første komme, men som den vil være når de jordiske regeringsledere til sidst konfronteres med ham.

⁹ Når den ophøjede Jesus kommer for at eksekvere dommen over den nuværende onde tingenes ordning, vil de jordiske regeringsledere ’stirre forbløffede på ham’. Sandt nok vil de jordiske ledere ikke bogstaveligt se den herliggjorte Jesus, men de vil se de synlige tegn på hans magt når han fra himmelen kæmper for Jehova. (Mattæus 24:30) De vil blive tvunget til at rette deres opmærksomhed mod noget som deres religiøse ledere ikke har fortalt dem — at Jesus er den der eksekverer Jehovas domme! Guds ophøjede tjener, som de da vil stå over for, vil handle på en måde som de ikke har forventet.

10, 11. Hvordan kan man sige at Jesu udseende var „skæmmet“ i det første århundrede, og hvordan er det tilfældet i dag?

¹⁰ I den parentetiske bemærkning i vers 14 siger Esajas: „Så skæmmet var hans udseende, som ingen anden mands, og hans skikkelse, som ingen af menneskenes sønners.“ (Esajas 52:14b) Var Jesu udseende vansiret eller var hans legeme forkrøblet? Nej. Selv om Bibelen ikke fortæller hvordan Jesus så ud, havde han som en fuldkommen søn af Gud uden tvivl et tiltalende udseende. Øjensynlig hentyder Esajas’ ord til den ydmygelse Jesus blev udsat for. Han afslørede modigt sin tids religiøse ledere som hyklere, løgnere og mordere, og til gengæld udskældte de ham. (1 Peter 2:22, 23) De beskyldte ham for at være en lovovertræder, en gudsbespotter, en bedrager og en oprører som satte sig op mod Rom. De falske anklagere tegnede på denne måde et helt fordrejet billede ham.

¹¹ Denne forkerte fremstilling af Jesus fortsætter den dag i dag. De fleste mennesker forestiller sig Jesus som et lille barn der ligger i en krybbe, eller som en lidende skikkelse der er naglet til et kors, og hvis ansigt er fortrukket af smerte under en tornekrone. Kristenhedens præster har gjort deres til at fastholde dette billede af Jesus. De har undladt at fremstille Jesus som den mægtige himmelske konge som nationerne må stå til regnskab. Når de jordiske regeringsledere i nær fremtid konfronteres med den ophøjede Jesus, står de over for en Messias som har „al myndighed i himmelen og på jorden“. — Mattæus 28:18.

Hvem vil tro på den gode nyhed?

12. Hvilke interessante spørgsmål giver Esajas 53:1 anledning til?

¹² Efter at have beskrevet den forbløffende forandring der sker med Messias — fra „skæmmet“ til „meget ophøjet“ — spørger Esajas: „Hvem troede på det de hørte af os? Og for hvem er Jehovas arm blevet åbenbaret?“ (Esajas 53:1) Disse ord af Esajas rejser nogle interessante spørgsmål: Vil denne profeti blive opfyldt? Vil „Jehovas arm“ — hans evne til at udøve magt — åbenbare sig og sørge for at disse ord bliver opfyldt?

13. Hvordan viste Paulus at Esajas’ profeti blev opfyldt på Jesus, og var der mange der ville høre?

¹³ Svaret er et ubetinget ja. I Romerbrevet citerer Paulus Esajas’ ord og viser at den profeti som blev hørt og givet videre af Esajas, blev opfyldt på Jesus. Jesu herliggørelse efter hans lidelser på jorden var en god nyhed. Paulus siger imidlertid med henblik på de vantro jøder: „Dog var det ikke alle der adlød den gode nyhed. Esajas siger jo: ’Jehova, hvem troede på det de hørte af os?’ Troen kommer altså af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.“ (Romerne 10:16, 17) Desværre var det kun få på Paulus’ tid der troede på den gode nyhed om Guds tjener. Hvad var grunden?

14, 15. Under hvilke omstændigheder skulle Messias træde ind på den jordiske skueplads?

¹⁴ Profetien forklarer derefter hvad grunden var til de spørgsmål der stilles i vers 1, og giver samtidig svar på hvorfor der ikke var mange som tog imod Messias: „Han skyder op som en kvist foran en, og som en rod op af udtørret land. Han har ingen statelig skikkelse og ingen pragt; og når vi ser ham, har han ikke et udseende så vi drages mod ham.“ (Esajas 53:2) Vi ser her de omstændigheder hvorunder Messias ville træde ind på den jordiske skueplads. Hans entré ville finde sted under meget beskedne forhold, og for en iagttager ville han ikke se ud til at skulle blive til noget særligt. Han ville være som en kvist, en ung gren, der vokser på et træ, og som en rod der kræver vand i udtørret og afsvedet jord. Han kommer ikke med pomp og pragt som en konge, med en fornem kongekåbe og et strålende diadem. Hans indtræden er uanselig og lidet iøjnefaldende.

¹⁵ Hvilken træffende beskrivelse af Jesu ringe begyndelse som menneske! Den jødiske jomfru Maria fødte ham i en stald i en lille by der hed Betlehem. b (Lukas 2:7; Johannes 7:42) Maria og hendes mand, Josef, var fattige. Omkring 40 dage efter Jesu fødsel bragte de det syndoffer som krævedes af fattige, „et par turtelduer eller to dueunger“. (Lukas 2:24; 3 Mosebog 12:6-8) Med tiden slog Maria og Josef sig ned i Nazaret, hvor Jesus voksede op i en stor familie, sandsynligvis under beskedne kår. — Mattæus 13:55, 56.

16. Hvordan kan man sige at Jesus ikke havde nogen „statelig skikkelse“ eller var omgivet af nogen „pragt“?

¹⁶ Det så ud til at Jesus som menneske ikke havde sine rødder i den rette jord. (Johannes 1:46; 7:41, 52) Han var et fuldkomment menneske og en efterkommer af kong David, men de beskedne forhold hvorunder han levede, gav ham ikke nogen „statelig skikkelse“ eller omgav ham med nogen „pragt“ — i hvert fald ikke over for dem der forventede at Messias ville være af mere fornem herkomst. Tilskyndet af jødernes religiøse ledere blev mange forledt til at overse og endda foragte ham. Da folkeskarerne til sidst skulle give udtryk for deres valg, var der intet hos denne fuldkomne søn af Gud de følte sig draget af. — Mattæus 27:11-26.

„Ringeagtet og undgået af folk“

17. (a) Hvad begynder Esajas med at beskrive, og hvilken grammatisk form brugte han, og hvorfor? (b) Hvem var det som ’ringeagtede’ og ’undgik’ Jesus, og hvordan gjorde de det?

¹⁷ Esajas begynder nu detaljeret at beskrive hvordan man ville betragte og behandle Messias: „Han blev ringeagtet og undgået af folk, en lidelsernes mand og kendt med sygdom. Og det var som om ansigtet blev skjult for os. Han blev ringeagtet, og vi regnede ham ikke for noget.“ (Esajas 53:3) Esajas var så sikker på at dette ville ske, at han beskrev det i datid som om det allerede var sket. Blev Jesus virkelig ringeagtet og undgået af folk? Ja! De selvretfærdige religiøse ledere og deres tilhængere betragtede ham som den mest foragtelige af alle. De kaldte ham ven med skatteopkrævere og skøger. (Lukas 7:34, 37-39) De spyttede ham i ansigtet. De slog ham med knytnæver og brugte skældsord mod ham. De hånede og spottede ham. (Mattæus 26:67) Under indflydelse af disse fjender af sandheden tog Jesu eget folk ikke imod ham. Som der siges: „Hans egne tog ikke imod ham.“ — Johannes 1:10, 11.

18. Hvordan var Jesus „en lidelsernes mand og kendt med sygdom“ skønt han aldrig selv var syg?

¹⁸ Som et menneske der var fuldkomment, blev Jesus ikke syg. Alligevel var han „en lidelsernes mand og kendt med sygdom“. Det var ikke hans egne lidelser og egen sygdom. Jesus kom fra himmelen til en syg verden. Han var omgivet af smerte og lidelse, men han undgik ikke dem som var syge, hverken de legemligt eller åndeligt syge. Som en omsorgsfuld læge blev han på nærmeste hold kendt med de sygdomme folk led af. Desuden var han i stand til at gøre noget som ingen almindelig læge kan. — Lukas 5:27-32.

19. Hvis ansigt var „skjult“, og hvordan viste Jesu fjender at de ’ikke regnede ham for noget’?

¹⁹ Ikke desto mindre betragtede Jesu fjender ham som den der var syg, og de så derfor ikke på ham med venlige øjne. Han ansigt var „skjult“, men ikke fordi han skjulte sit ansigt. I sin gengivelse af Esajas 53:3 siger The New English Bible: „Noget man vender blikket bort fra.“ Jesu modstandere fandt ham så frastødende at de vendte sig bort fra ham — som om han var for afskyelig at se på. De regnede ham ikke for mere værd end prisen for en træl. (2 Mosebog 21:32; Mattæus 26:14-16) De regnede ham for mindre værd end morderen Barabbas. (Lukas 23:18-25) Hvad mere kunne de have gjort for at vise at de ’ikke regnede ham for noget’?

20. Hvad har Jehovas tjenere i dag erfaret?

²⁰ Som en bekræftelse af Esajas’ ord har Guds tjenere i dag erfaret det samme som Jesus erfarede. De har fra deres modstanderes side mødt den samme foragt og er ikke blevet regnet for noget af dem. Men som i Jesu tilfælde véd de at det der virkelig betyder noget, er hvordan Jehova Gud ser på dem. Selv om mennesker ’ikke regnede Jesus for noget’, ændrede det intet ved hvordan Gud betragtede ham. I hans øjne havde han stor værdi!

„Gennemboret for vor overtrædelse“

21, 22. (a) Hvad tog Messias på sig og bar til gavn for andre? (b) Hvordan betragtede mange Messias, og hvornår nåede hans lidelser deres højeste?

²¹ Hvorfor måtte Messias lide og dø? Esajas’ ord giver svaret: „I sandhed, han bar vore sygdomme; og han slæbte på vore lidelser. Men vi, vi regnede ham for plaget, slået af Gud og mishandlet. Men han blev gennemboret for vor overtrædelse; han blev knust for vor brøde. Den tugt der skulle tjene til vor fred, kom til at hvile på ham, og ved hans sår blev der helbredelse for os. Som får flakkede vi alle om; vi havde vendt os hver til sin vej; men Jehova lod al vor brøde ramme ham.“ — Esajas 53:4-6.

²² Messias bar andres sygdomme og tog deres lidelser på sig. Han løftede så at sige deres byrder op og anbragte dem på sine egne skuldre. Og da sygdom og lidelse skyldes menneskenes syndige tilstand, var det deres synder han bar. Mange forstod ikke hvorfor han måtte lide, og troede at Gud straffede ham og ligefrem plagede ham med en afskyelig sygdom. c Hans lidelser nåede deres højeste da han blev gennemboret, knust og såret — stærke ord der beskriver en voldsom og pinefuld død. Men hans død havde en sonende kraft; den danner grundlag for helbredelse af dem der flakker om på grund af brøde og synd, og hjælper dem til at opnå fred med Gud.

23. På hvilken måde bar Jesus andres lidelser?

²³ Hvordan bar Jesus andres lidelser? Mattæusevangeliet siger, idet der citeres fra Esajas 53:4: „Folk [kom] til ham med mange dæmonbesatte; og han uddrev ånderne med et ord, og han kurerede alle som havde det dårligt, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.’“ (Mattæus 8:16, 17) Når Jesus helbredte dem der kom til ham med forskellige sygdomme, tog han i virkeligheden deres lidelser på sig, og det tærede på hans kræfter. (Lukas 8:43-48) Hans evne til at helbrede alle slags sygdomme — fysiske såvel som åndelige — beviste at han havde magt og myndighed til at rense folk for synd. — Mattæus 9:2-8.

24. (a) Hvorfor så det for mange ud som om Jesus var „plaget“ af Gud? (b) Hvorfor måtte Jesus lide og dø?

²⁴ Men alligevel så det for mange ud som om Jesus var „plaget“ af Gud. Han blev trods alt udsat for lidelser som var bragt over ham af højtagtede religiøse ledere. Men han led ikke for nogen synder som han selv havde begået. Som apostelen Peter siger: „Også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund. Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Peter 2:21, 22, 24) Vi har alle engang været fortabte på grund af synd og været „som får der var faret vild“. (1 Peter 2:25) Men gennem Jesus har Jehova sørget for at vi er blevet købt fri fra vores syndige tilstand. Han lod vores brøde „ramme“ Jesus, det vil sige hvile på ham. Den syndfri Jesus underkastede sig villigt straffen for vore synder. Ved uforskyldt at lide en skændig død på en pæl gjorde han det muligt for os at blive forligt med Gud.

„Han lod sig mishandle“

25. Hvordan ved vi at Messias var villig til at lide og dø?

²⁵ Var Messias villig til at lide og dø? Esajas siger: „Han var hårdt trængt, og han lod sig mishandle; dog åbnede han ikke sin mund. Han blev ført som et får til slagtning; og som et hunfår der er stumt over for dem der klipper det, således åbnede han ikke sin mund.“ (Esajas 53:7) Den sidste aften i sit liv kunne Jesus have tilkaldt „mere end tolv legioner engle“ til at komme ham til hjælp. Men han sagde: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Mattæus 26:53, 54) Nej, „Guds lam“ gjorde ingen modstand. (Johannes 1:29) Da de øverste præster og de ældste rettede falske anklager mod ham over for Pilatus, svarede han ikke. (Mattæus 27:11-14) Han ville ikke sige noget der kunne forhindre Guds vilje i at ske med ham. Jesus var villig til at dø som et offerlam, for han vidste at hans død ville genløse lydige mennesker fra synd, sygdom og død.

26. På hvilken måde gjorde Jesu modstandere sig skyldige i „undertrykkelse“?

²⁶ Esajas fortæller nu flere detaljer om Messias’ lidelser og ydmygelse. Profeten skriver: „På grund af undertrykkelse og dom blev han taget bort; og hvem vil bekymre sig om hans herkomst? For han blev afskåret fra de levendes land. På grund af mit folks overtrædelse fik han et slag.“ (Esajas 53:8) Da Jesus til sidst blev pågrebet af sine fjender, sine religiøse modstandere, gjorde de sig skyldige i „undertrykkelse“ ved den måde de behandlede ham på. Det var ikke sådan at de undertrykte deres had til ham, men de undertrykte, eller tilbageholdt, ret og retfærdighed. I sin gengivelse af Esajas 53:8 siger den græske Septuaginta-oversættelse „ydmygelse“ i stedet for „undertrykkelse“. Jesu fjender ydmygede ham ved ikke at give ham den retfærdige sagsbehandling som selv en simpel forbryder havde ret til. Retssagen mod Jesus var en parodi på ret og retfærdighed. Hvordan?

27. Hvilke regler tilsidesatte jødernes religiøse ledere som førte sagen mod Jesus, og på hvilke punkter overtrådte de Guds lov?

²⁷ Fast besluttede på at få Jesus dømt, forsyndede jødernes religiøse ledere sig mod deres egne regler. En overtrædelse der var dødsstraf for, kunne Sanhedrinet ifølge overleveringen kun behandle i „de tilhuggede stens sal“ på tempelområdet, ikke i ypperstepræstens hus. Retssagen skulle også foregå om dagen, ikke efter solnedgang. Og i en sag hvor dommen lød på dødsstraf, skulle dommen bekendtgøres dagen efter at forhøret var afsluttet. Derfor kunne ingen sager behandles dagen før en sabbat eller en højtid. Disse regler blev alle sammen tilsidesat i retssagen mod Jesus. (Mattæus 26:57-68) Værre endnu — de religiøse ledere brød skamløst Guds lov under behandlingen af sagen. For eksempel gjorde de brug af bestikkelse for at kunne lægge hånd på Jesus. (5 Mosebog 16:19; Lukas 22:2-6) De benyttede sig af falske vidner. (2 Mosebog 20:16; Markus 14:55, 56) Og de var enige om at give en morder fri, hvorved de bragte blodskyld både over sig selv og deres land. (4 Mosebog 35:31-34; 5 Mosebog 19:11-13; Lukas 23:16-25) Der var altså i realiteten ingen „dom“, ingen retfærdig sagsbehandling som resulterede i en korrekt og upartisk kendelse.

28. Hvad havde Jesu fjender ikke undersøgt?

²⁸ Undersøgte Jesu fjender hvem den mand var som stod anklaget foran dem? Esajas stiller et lignende spørgsmål: „Hvem vil bekymre sig om hans herkomst?“ Da Jesus var stillet for Sanhedrinet, bekymrede dets medlemmer sig ikke om hvem han egentlig stammede fra — om han opfyldte betingelserne for at være den lovede Messias. De anklagede ham i stedet for gudsbespottelse og sagde at han var skyldig til døden. (Markus 14:64) Senere gav den romerske landshøvding Pontius Pilatus efter for deres krav og dømte Jesus til at blive pælfæstet. (Lukas 23:13-25) Således blev Jesus, blot 33¹/₂ år gammel, midt i sit liv, „afskåret fra de levendes land“.

29. Hvordan gik det til at Jesus ved sin død og begravelse var både „hos de ugudelige“ og „hos de rige“?

²⁹ Om Messias’ død og begravelse siger Esajas derefter: „Og man giver ham gravsted hos de ugudelige, og hos de rige ved hans død, skønt han ikke øvede vold og der ikke var svig i hans mund.“ (Esajas 53:9) Hvordan gik det til at Jesus ved sin død og begravelse var både hos de ugudelige og de rige? Den 14. nisan år 33 døde han på henrettelsespælen uden for Jerusalems mure. Eftersom han blev pælfæstet mellem to forbrydere, kan man i en vis forstand sige at hans gravsted var hos de ugudelige. (Lukas 23:33) Efter Jesu død var der imidlertid en velhavende mand, Josef fra Arimatæa, som tog mod til sig og bad Pilatus om tilladelse til at tage Jesu legeme ned fra pælen og lægge det i en grav. Sammen med Nikodemus beredte Josef legemet til at blive gravlagt og lagde det derefter i en nylig udhugget grav som tilhørte ham selv. (Mattæus 27:57-60; Johannes 19:38-42) På den måde kom Jesu gravsted også til at være hos de rige.

„Jehova fandt behag i at knuse ham“

30. Hvordan skal det forstås at Jehova fandt behag i at „knuse“ Jesus?

³⁰ Derefter siger Esajas noget meget overraskende: „Men Jehova fandt behag i at knuse ham; han gjorde ham syg. Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, vil han se afkom, vil han få en lang række dage, og det som Jehova har behag i vil lykkes i hans hånd. På grund af sin sjæls møje kommer han til at se, bliver han mæt. Ved sin kundskab vil den retfærdige, min tjener, føre mange til en retfærdig stilling; og deres misgerninger vil han bære.“ (Esajas 53:10, 11) Hvordan kunne Jehova på nogen måde finde behag i at se sin trofaste tjener blive ’knust’? Naturligvis påførte Jehova ikke personligt sin elskede søn lidelser. Jesu fjender havde selv hele ansvaret for hvad de gjorde mod ham. Men Jehova tillod at de handlede grusomt mod Jesus. (Johannes 19:11) Hvorfor? Der er ingen tvivl om at det har smertet vor kærlige og medfølende Gud at se sin uskyldige søn lide. (Esajas 63:9; Lukas 1:77, 78) Jehova var ikke på nogen måde utilfreds med sin søn, men på grund af alle de velsignelser det ville medføre, fandt han behag i at hans søn var villig til at lide.

31. (a) På hvilken måde ’satte Jehova Jesu sjæl som et skyldoffer’? (b) Hvad må det især være tilfredsstillende for Jesus at vide efter alle de genvordigheder han måtte igennem som menneske?

³¹ En af disse velsignelser var at Jehova ’satte Jesu sjæl som et skyldoffer’. Da Jesus vendte tilbage til himmelen, trådte han frem for Jehova med værdien af sit opofrede menneskeliv som et skyldoffer, og det behagede Jehova at tage imod det til gavn for alle mennesker. (Hebræerne 9:24; 10:5-14) Ved hjælp af dette skyldoffer fik Jesus „afkom“. Som „Evig Fader“ kan han give liv — evigt liv — til dem der tror på hans udgydte blod. (Esajas 9:6) Efter al sin „møje“, alle de genvordigheder han måtte igennem som en menneskesjæl, vil Jesus være „mæt“, tilfreds. Det må være meget tilfredsstillende for Jesus at vide at han vil udfri mennesker fra synd og død. Og endnu mere tilfredsstillende at vide at han ved at forblive uangribelig har givet sin himmelske Fader et svar som denne kan bruge over for sin store modstanders, Satan Djævelens, forsmædelser. — Ordsprogene 27:11.

32. Ved hvilken „kundskab“ vil Jesus føre mange „til en retfærdig stilling“, og hvem opnår denne retfærdighed?

³² En anden velsignelse der er et resultat af Jesu død, er at han allerede nu ’fører mange til en retfærdig stilling’. Det gør han, som Esajas siger, „ved sin kundskab“. Øjensynlig er det den kundskab Jesus opnåede ved at blive menneske og lide uretfærdigt for sin lydighed mod Gud. (Hebræerne 4:15) Efter at have gennemgået lidelser der førte til hans død, tilvejebragte Jesus det offer som kunne føre andre til en retfærdig stilling. Hvem opnår denne retfærdighed? Først og fremmest hans salvede disciple. På grundlag af deres tro på Jesu offer erklærer Jehova dem retfærdige, hvorefter han kan antage dem som sønner og gøre dem til Jesu medarvinger. (Romerne 5:19; 8:16, 17) Derefter vil „en stor skare“ „andre får“, som følge af deres tro på Jesu udgydte blod, opnå en retfærdig stilling som Guds venner og vil overleve Harmagedon. — Åbenbaringen 7:9; 16:14, 16; Johannes 10:16; Jakob 2:23, 25.

33, 34. (a) Hvad får vi her at vide om Jehova? (b) Hvem er de „mange“ som den messianske tjener får ’en andel’ sammen med?

³³ Til sidst beskriver Esajas hvad Messias opnår som følge af de sejre han har vundet: „Derfor giver jeg ham andel blandt de mange, og med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtrædere; og det var ham der bar manges synd, og for overtræderne trådte han mæglende ind.“ — Esajas 53:12.

³⁴ De afsluttende ord i denne del af Esajas’ profeti fortæller noget der varmer os om hjertet: At Jehova værdsætter dem der forbliver loyale mod ham. Det fremgår af løftet om at han vil give den messianske tjener en „andel blandt de mange“. Dette udtryk stammer uden tvivl fra den skik at krigerne efter en sejrrig kamp fik en andel af krigsbyttet. Jehova sætter pris på de „mange“ som har vist tro i fortiden, deriblandt Noa, Abraham og Job, og han vil betænke dem med ’en andel’ i sin kommende nye verden. (Hebræerne 11:13-16) På samme måde vil han give sin messianske tjener en andel. Jesus vil blive belønnet for sin uangribelighed. Vi kan også være forvissede om at Jehova ikke vil ’glemme vort arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.

35. Hvem er de „mægtige“ som Jesus deler bytte med, og hvad er byttet?

³⁵ Guds tjener vil også få et krigsbytte som følge af sejren over sine fjender. Dette bytte vil han dele med „mægtige“. Hvem er disse „mægtige“ i opfyldelsen? Det er de disciple som var de første der besejrede verden ligesom Jesus gjorde — de 144.000 som hører til Guds Israel. (Galaterne 6:16; Johannes 16:33; Åbenbaringen 3:21; 14:1) Hvad er så byttet? Det er øjensynlig de „gaver i form af mennesker“ som Jesus vrister ud af Satans greb og skænker til den kristne menighed. (Efeserne 4:8-12) De 144.000 „mægtige“ får også en andel af et andet bytte. Som følge af deres sejr over verden fravrister de Satan ethvert grundlag for at smæde Gud. Ved deres ubrydelige troskab mod Gud ophøjer de ham og får hans hjerte til at glæde sig.

36. Var Jesus klar over at han opfyldte profetien om Guds tjener? Forklar nærmere.

³⁶ Jesus var klar over at han opfyldte profetien om Guds tjener. Den nat han blev arresteret, citerede han ordene som vi læser i Esajas 53:12, og anvendte dem på sig selv: „Jeg siger jer at det som står skrevet nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig dette: ’Og han blev regnet blandt lovløse.’ For det der angår mig er ved at få sin opfyldelse.“ (Lukas 22:36, 37) Med skam at melde blev Jesus virkelig behandlet som en lovløs. Han blev henrettet som en lovovertræder og blev pælfæstet mellem to røvere. (Markus 15:27) Men han bar med glæde sin skændsel i bevidstheden om at han trådte ind som mellemmand for os. Han stod så at sige mellem os som syndere og eksekveringen af dødsdommen og tog selv imod det slag der førte til døden.

37. (a) Hvad sætter den historiske beretning om Jesu liv og død os i stand til? (b) Hvorfor bør vi være Jehova Gud og hans ophøjede tjener, Jesus Kristus, dybt taknemmelige?

³⁷ Den historiske beretning om Jesu liv og død sætter os i stand til med usvigelig sikkerhed at sige at Jesus Kristus er den messianske tjener i Esajas’ profeti. Vi skylder Jehova en dybtfølt tak fordi han lod sin elskede søn opfylde det profetiske forbillede som Guds tjener der var villig til at lide og dø for at genløse os fra synd og død. Jehova har således vist os stor kærlighed. Romerbrevet 5:8 siger: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ Derfor bør vi også være Jesus Kristus, Guds ophøjede tjener, dybt taknemmelige fordi han villigt udtømte sin sjæl til døden.

[Fodnoter]

a I sin gengivelse af Esajas 52:13 siger Jonatan ben Uzziels targum (1. århundrede e.v.t.) i J.F. Stennings oversættelse: „Se, min tjener, den Salvede (eller Messias) skal have fremgang.“ Den Babyloniske Talmud (ca. 3. århundrede e.v.t.) siger ligeledes: „Messias — hvad er hans navn? . . . [de] der tilhører rabbinernes hus [siger: Den syge]; som der står skrevet: ’Han har i sandhed båret vore sygdomme.’“ — Sanhedrin 98b; Esajas 53:4.

b Profeten Mika beskrev Betlehem som „for lille til at være blandt Judas tusinder“. (Mika 5:2) Dog havde det lille Betlehem den udsøgte ære at være den by hvor Messias blev født.

c Det hebraiske ord der er oversat med „plaget“, bruges også i forbindelse med spedalskhed. (2 Kongebog 15:5) Ifølge nogle bibelforskere udledte visse jøder den tanke af Esajas 53:4 at Messias ville være spedalsk. Den Babyloniske Talmud mønter dette vers på Messias og kalder ham „den spedalske lærer“. Den katolske Douay-oversættelse, der er en engelsk oversættelse af den latinske Vulgata, gengiver verset således: „Og vi regnede ham som en der var spedalsk.“

[Studiespørgsmål]

[Oversigt på side 212]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JEHOVAS TJENER

Hvordan Jesus opfyldte profetien

Profeti: Es. 52:13

Begivenhed: Hævet højt og ophøjet

Opfyldelse: Apg. 2:34-36; Fil. 2:8-11; 1 Pet. 3:22

Profeti: Es. 52:14

Begivenhed: Forkert fremstillet og bragt i vanry

Opfyldelse: Matt. 11:19; 27:39-44, 63, 64; Joh. 8:48; 10:20

Profeti: Es. 52:15