Kapitel syvogtyve

Jehova velsigner en ren tilbedelse

Esajas 66:1-14

1. Hvilke temaer fremhæves i det sidste kapitel i Esajas’ Bog, og hvilke spørgsmål bliver besvaret?

 I DET sidste kapitel i Esajas’ Bog når nogle af de vigtigste temaer i denne profetiske bog deres storslåede højdepunkt, og flere betydningsfulde spørgsmål bliver besvaret. Blandt de temaer der fremhæves, er Jehovas ophøjede stilling, hans afsky for hykleri, hans beslutning om at ville straffe de ugudelige og hans kærlighed til og omsorg for dem som forbliver tro mod ham. Desuden besvares følgende spørgsmål: Hvad er forskellen mellem sand og falsk tilbedelse? Hvordan kan vi være sikre på at Jehova vil gengælde hyklere som foregiver at være hellige, men samtidig undertrykker Guds folk? Og hvordan vil Jehova velsigne dem der forbliver tro mod ham?

Hvad er forudsætningen for en ren tilbedelse?

2. Hvad udtaler Jehova om sin ophøjede stilling, og hvordan skal ordene ikke forstås?

² Som indledning understreger profetien Jehovas ophøjede stilling: „Således har Jehova sagt: ’Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvor er da det hus som I kan bygge mig, og hvor er da mit hvilested?’“ (Esajas 66:1) Nogle mener at profeten fraråder jøderne at genopbygge templet når de er vendt tilbage til deres hjemland. Men det er ikke tilfældet. Jehova vil selv  give befaling til at templet genopbygges. (Ezra 1:1-6; Esajas 60:13; Haggaj 1:7, 8) Hvad betyder ovennævnte ord da?

3. Hvorfor kaldes jorden meget passende for Jehovas „fodskammel“?

³ Til at begynde med kunne vi se på beskrivelsen af jorden som Jehovas „fodskammel“. Der ligger intet nedsættende i denne betegnelse. Blandt de milliarder af himmellegemer der findes i universet, er det kun jorden der betegnes sådan. Vores planet er noget ganske enestående i universet, og det vil den blive ved med at være, for det er her Jehovas enestefødte søn betalte løsesummen for menneskene, og det er her Jehova vil fastslå sin suverænitet ved hjælp af det messianske rige. Jehovas „fodskammel“ er en meget passende betegnelse. En konge bruger måske en sådan skammel til at træde op på når han skal sætte sig på sin ophøjede trone, hvorefter han hviler sine fødder på den.

4. (a) Hvorfor er det umuligt at en bygning på jorden kan være Jehova Guds hvilested? (b) Hvad menes der med „alt dette“, og hvilken slutning må vi drage med hensyn til at tilbede Jehova?

⁴ En konge sidder naturligvis ikke på sin fodskammel, og Jehova har ikke sit sæde på jorden. Ikke engang de fysiske himle kan rumme ham! Langt mindre da en bygning her på jorden! (1 Kongebog 8:27) Jehovas trone og hans hvilested befinder sig i de åndelige regioner, hvilket er betydningen af ordet „himmelen“ i Esajas 66:1. Det næste vers viser endnu tydeligere hvad der menes: „’Og alt dette har min hånd frembragt, så alt dette blev til,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Esajas 66:2a) Vi kan ligefrem se Jehova foretage en fejende bevægelse med hånden og udpege „alt dette“ — alt i himmelen og på jorden. (Esajas 40:26; Åbenbaringen 10:6) I sin egenskab af universets ophøjede Skaber fortjener han at få mere end et hus som  er viet til ham. Han fortjener mere end blot en ydre form for tilbedelse.

5. Hvordan viser vi at vi er „nødstedte“ og „i ånden sønderknuste“?

⁵ Hvordan kan man på en passende måde tilbede universets Suveræn? Han siger selv: „Men til denne vil jeg se: til den nødstedte og den i ånden sønderknuste og den der skælver for mit ord.“ (Esajas 66:2b) Ja, det er vigtigt at den der tilbeder Gud, har den rette hjertetilstand. (Åbenbaringen 4:11) Den der tilbeder Jehova, må være ’nødstedt’ og ’sønderknust i ånden’. Vil det sige at Jehova ikke ønsker at vi skal være glade og lykkelige? Nej, for han er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at hans tilbedere også skal være lykkelige. (1 Timoteus 1:11; Filipperne 4:4) Men vi synder alle, endda ofte, og vi kan ikke tage let på vore synder. Vi må føle os „nødstedte“ på grund af dem, fyldt med sorg og bedrøvelse over at vi ikke kan leve op til Jehovas retfærdige normer. (Salme 51:17) Vi må vise at vi er ’sønderknuste i ånden’ ved at angre og omvende os, kæmpe imod vore syndige tilbøjeligheder og bede Jehova om tilgivelse. — Lukas 11:4; 1 Johannes 1:8-10.

6. I hvilken forstand bør man ’skælve for Guds ord’ hvis ens tilbedelse af Gud skal være ren?

⁶ Jehova ser desuden til dem der ’skælver for hans ord’. Vil det sige at han ønsker at vi skal skælve af frygt når vi læser i hans ord? Nej, han ønsker at vi skal betragte hans ord med ærefrygt og ærbødighed. Vi bør oprigtigt søge vejledning hos ham og følge den i alle livets forhold. (Salme 119:105) Vi kan også ’skælve’ for Gud i den forstand at vi frygter selve tanken om ikke at adlyde ham, at besmitte hans sandhedsord med menneskers overleveringer og ikke tage det alvorligt. En sådan ydmyghed er af betydning hvis tilbedelsen skal være ren — men den er desværre en sjældenhed i dag.

 Jehova hader en hyklerisk tilbedelse

7, 8. Hvordan betragter Jehova de religiøse hykleres formelle tilbedelseshandlinger?

⁷ Esajas er klar over at der ikke er mange blandt hans samtidige der har den indstilling som Jehova søger hos sine tilbedere. Af den grund fortjener det frafaldne Jerusalem den forestående dom. Læg mærke til hvordan Jehova betragter den tilbedelse der foregår i byen: „Den der slagter en okse, er som en der slår en mand ned. Den der ofrer et får, er som en der brækker halsen på en hund. Den der bringer en gave — svineblod! Den der bringer et mindeoffer med virak, er som en der udtaler en velsignelse med påkaldelse af onde magter. Ja, det er dem der har valgt deres egne veje, og i deres afskyeligheder har deres sjæl fundet behag.“ — Esajas 66:3.

⁸ Disse ord minder om Jehovas ord i det første kapitel i Esajas’ Bog. Dér siger Jehova at hans genstridige folks hykleriske tilbedelseshandlinger ikke alene mishager ham, men også får hans retfærdige harme til at blusse op. (Esajas 1:11-17) Nu sammenligner Jehova deres ofre med afskyelige forbrydelser. At bringe en kostbar okse som offer ville lige så lidt tilfredsstille ham som hvis de myrdede et menneske! Andre slagtofre sidestilles med at ofre en hund eller et svin, urene dyr under Moseloven og helt uegnede som ofre. (3 Mosebog 11:7, 27) Vil Jehova tillade at et sådant hykleri forbliver ustraffet?

9. Hvordan har de fleste jøder taget imod de formaninger Jehova har givet gennem Esajas, og hvad vil følgen uundgåeligt blive?

⁹ Jehova siger nu: „Jeg vil til gengæld vælge måder at behandle dem strengt på; og det de gruer for, vil jeg bringe over dem; for jeg kaldte, men ingen svarede; jeg talte, men ingen hørte efter; og de blev ved med at gøre  hvad der var ondt i mine øjne, og det som jeg ikke fandt behag i, det valgte de.“ (Esajas 66:4) Esajas kan uden tvivl overbringe dette budskab med stor overbevisning. Han har i mange år været det redskab Jehova har brugt når han „kaldte“ på og „talte“ til sit folk. Han ved kun alt for godt at i det store og hele har ingen hørt efter. Gengældelsen er uundgåelig, for de er blevet ved med deres onde gerninger. Jehova vil selv vælge deres straf og lade grufulde begivenheder komme over det frafaldne folk.

10. Hvad fortæller Jehovas fordømmelse af Juda om hans syn på kristenheden?

¹⁰ Kristenheden i vor tid har på lignende måde gjort gerninger som Jehova ikke har fundet behag i. Man finder afgudsdyrkelse i kirkerne. Ubibelske opfattelser og overleveringer hæves til skyerne fra prædikestolene, og gejstliges bestræbelser på at opnå politisk magt binder dem stadig stærkere til verdens nationer i et åndeligt utugtigt forhold. (Markus 7:13; Åbenbaringen 18:4, 5, 9) Som det skete med fortidens Jerusalem, vil en retfærdig gengældelse — noget man „gruer for“ — ubønhørligt ramme kristenheden. En af grundene hertil er dens behandling af Guds folk.

11. (a) Hvilken alvorlig synd gjorde de frafaldne på Esajas’ tid sig skyldige i? (b) I hvilken forstand udelukkede Esajas’ samtidige de trofaste ’på grund af Guds navn’?

¹¹ Esajas fortsætter: „Hør Jehovas ord, I som skælver for hans ord: ’Jeres brødre som hader jer, som udelukker jer på grund af mit navn, har sagt: „Måtte Jehova blive herliggjort!“ Han skal også vise sig, til fryd for jer, men de vil blive beskæmmet.’“ (Esajas 66:5) Esajas’ „brødre“, hans egne landsmænd, havde det gudgivne ansvar at repræsentere Jehova Gud og underordne sig ham som den suveræne hersker. At de ikke gjorde det, var en alvorlig  synd. Og dertil kom at de hadede dem som var trofaste og ydmyge, mænd som for eksempel Esajas. De frafaldne hadede og udelukkede de trofaste fordi de repræsenterede Jehova på den rette måde. I den forstand blev de trofaste udelukket ’på grund af Guds navn’. Samtidig hævdede de falske tjenere for Jehova at de selv repræsenterede ham idet de fromt brugte talemåden „Måtte Jehova blive herliggjort!“ a

12. Nævn nogle eksempler på at trofaste tjenere for Jehova er blevet udsat for forfølgelse af religiøse hyklere.

¹² Det had som de der støttede falsk religion, nærede til dem der holdt sig til en ren tilbedelse, var ikke noget nyt. Det var en opfyldelse af profetien i Første Mosebog 3:15, der har forudsagt det langvarige fjendskab mellem Satans afkom og Guds kvindes afkom. Jesus fortalte sine salvede  disciple i det første århundrede at de også ville komme til at lide ondt fra deres landsmænds side — blive udelukket af synagoger og forfulgt endog til døden. (Johannes 16:2) Og hvordan er det i nutiden? Ved begyndelsen af „de sidste dage“ så Guds folk at en lignende forfølgelse var i vente. (2 Timoteus 3:1) I 1914 citerede Vagt-Taarnet Esajas 66:5 og sagde i den forbindelse: „Næsten alle de Forfølgelser, som Guds Folk har været Genstand for, er kommet fra medtroende, fra Folk, som har bekendt sig for at være kristne.“ Det hed i samme artikel: „Vi kan ikke fastslaa andet end, at det er muligt, at de vil gaa til Yderligheder nu i vore Dage — gaa saa vidt som at dræbe socialt, kirkeligt og maaske ogsaa bogstaveligt.“ Disse ord var kun alt for sande. Ikke længe efter at de var offentliggjort, nåede en forfølgelse som var anstiftet af gejstlige, feberagtige højder under den første verdenskrig. Men kristenhedens gejstlige blev beskæmmet som forudsagt. Hvordan?

En hurtig og pludselig genoprettelse

13. Hvad er i den første opfyldelse den „larm“ der lyder fra byen?

¹³ Esajas’ profeti fortsætter: „Der lyder larm fra byen, en lyd fra templet! Det er lyden af at Jehova gengælder sine fjender efter fortjeneste.“ (Esajas 66:6) I den første opfyldelse er „byen“ Jerusalem, hvor Jehovas tempel lå. Den „larm“ der lyder, er krigslarm, som hørtes i byen da de babyloniske invasionsstyrker gik til angreb i 607 f.v.t. Men hvordan forholder det sig med den nutidige opfyldelse?

14. (a) Hvad forudsagde Malakias om Jehovas komme til templet? (b) Hvad var ifølge Ezekiels profeti resultatet af at Jehova kom til sit tempel? (c) Hvornår inspicerede Jehova og Jesus det åndelige tempel, og hvordan berørte det dem der hævdede at de repræsenterede den sande og rene tilbedelse?

¹⁴ Disse ord i Esajas’ Bog er i overensstemmelse med to  andre profetiske udtalelser, den ene i Ezekiel 43:4, 6-9 og den anden i Malakias 3:1-5. Både Ezekiel og Malakias forudsiger en tid da Jehova vil komme til sit tempel. Malakias’ profeti viser at Jehova vil komme for at inspicere sit tempel og være som en metalsmelter der sidder ved smeltedigelen og skummer urenhederne fra, det vil sige dem som ikke tilbeder ham på rette måde. Ezekiels syn skildrer Jehova der kommer til templet og kræver at alle spor af umoralitet og afgudsdyrkelse fjernes. b I den nutidige opfyldelse af disse profetier fandt der i 1918 en betydningsfuld begivenhed sted i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. Efter alt at dømme kom Jehova og Jesus da for at inspicere alle som hævdede at de repræsenterede den sande og rene tilbedelse. Denne inspektion førte til at den besmittede kristenhed blev forkastet. For Kristi salvede disciple betød den en kort lutringsperiode efterfulgt af en hurtig åndelig genoprettelse i 1919. — 1 Peter 4:17.

15. Hvilken fødsel forudsiges, og hvordan blev det opfyldt i 537 f.v.t.?

¹⁵ Denne genoprettelse skildres meget træffende i de følgende vers i Esajas’ profeti: „Endnu inden hun fik veer, fødte hun. Endnu inden der kom fødselsveer over hende, fik hun et drengebarn. Hvem har hørt noget lignende? Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ (Esajas 66:7, 8) De landflygtige jøder i Babylon oplevede den første betagende opfyldelse af disse ord. Zion, eller Jerusalem, skildres igen som en fødende kvinde. Men hvilken usædvanlig fødsel! Den er så hurtig og pludselig  at den finder sted allerede før fødselsveerne er begyndt! Det er et meget træffende billede. Guds folks genfødsel i 537 f.v.t. som et særskilt folk er så hurtig og pludselig at den forekommer som et mirakel. Fra det øjeblik Kyros gav jøderne fri og til det tidspunkt da en trofast rest igen befandt sig i sit hjemland, gik der kun nogle måneder! Hvilken kontrast til de begivenheder der førte frem til Israels oprindelige fødsel som nation! I 537 f.v.t. skulle man ikke anmode en uvillig monark om at måtte rejse; der var ingen fjendtlig hær man blev forfulgt af, og man skulle ikke vandre om i ørkenen i 40 år.

16. Hvad er Zion i den nutidige opfyldelse af Esajas 66:7, 8, og hvordan har hendes afkom på jorden erfaret en ny fødsel?

¹⁶ I den nutidige opfyldelse er Zion Jehovas himmelske „kvinde“, hans himmelske organisation af åndeskabninger. I 1919 kunne denne „kvinde“ glæde sig over at se sine salvede jordiske sønners fødsel som et organiseret folk, „en nation“. Denne fødsel var hurtig og pludselig. c I løbet af blot nogle få måneder ændredes de salvedes tilstand som gruppe betragtet fra en dødlignende uvirksomhed til livlig og målbevidst aktivitet i deres „land“, deres gudgivne åndelige virkeområde. (Åbenbaringen 11:8-12) I begyndelsen af efteråret 1919 bekendtgjorde de oven i købet udgivelsen af et nyt blad, et søsterblad til Vagttårnet. Det nye blad, der kom til at hedde Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!), var et vidnesbyrd om at Guds folk havde fået nyt liv og igen var blevet organiseret til tjeneste.

17. Hvordan forsikrer Jehova sit folk om at intet kan forhindre ham i at gennemføre sin hensigt vedrørende det åndelige Israel?

 ¹⁷ Intet i universet kunne forhindre denne åndelige fødsel. Det gøres der opmærksom på med de næste ord i profetien: „’Skulle jeg lade barnet bryde igennem og ikke lade det fødes?’ siger Jehova. ’Eller lader jeg det fødes, men holder det tilbage?’ har din Gud sagt.“ (Esajas 66:9) Ligesom en fødsel må gå sin gang når først den er begyndt, sådan var der intet der kunne forhindre det åndelige Israels genfødsel da den først var i gang. Der var ganske vist modstand, og sandsynligvis vil der komme mere modstand i fremtiden, men kun Jehova kan standse det han selv har begyndt, og det vil han aldrig gøre! Men hvordan ville Jehova behandle sit genoplivede folk?

Jehovas kærlige omsorg

18, 19. (a) Hvilket rørende billede bruger Jehova, og hvordan kom det til at gælde hans landflygtige folk? (b) Hvordan har den salvede rest i dag nydt gavn af nærende føde og kærlig omsorg?

¹⁸ De næste fire vers skildrer Jehovas kærlige omsorg med et meget rørende billede. Først siger Esajas: „I skal fryde jer med Jerusalem og juble sammen med hende, alle I som elsker hende. I skal glæde jer højlydt sammen med hende, alle I som sørger over hende; for at I kan die og mættes ved hendes trøstende barm; for at I kan suge til jer og nyde hvad I får ved hendes herligheds bryst.“ (Esajas 66:10, 11) Jehova bruger her illustrationen med en kvinde der giver sit spædbarn die. Når et spædbarn er sultent, græder det. Men når det lægges til moderens bryst og får sulten stillet, bliver det glad og tilfreds. På samme måde ville den trofaste rest af jøder i Babylon opleve hurtigt at blive bragt fra en tilstand af sorg til en  tilstand af glæde og tilfredshed når tiden kom for dens udfrielse og genrejsning. Jøderne ville juble af glæde. Jerusalems herlighed ville igen kunne ses efterhånden som byen blev genopbygget og atter beboet, og dens herlighed ville så at sige omfavne alle dens trofaste indbyggere. De ville igen få åndelig næring når præsterne trådte i funktion. — Ezekiel 44:15, 23.

¹⁹ Det åndelige Israel er også blevet forsynet med rigelig nærende føde efter genoprettelsen i 1919. Der er kommet en stadig strøm af åndelig føde fra „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Det har været en trøstens og glædens tid for den salvede rest. Men der har været flere velsignelser.

20. Hvordan har Jerusalem oplevet „en rivende regnflod“ af velsignelser både i fortiden og nutiden?

²⁰ Profetien fortsætter: „Således har Jehova sagt: ’Se, jeg leder fred til hende som en flod, og nationernes herlighed som en rivende regnflod, og I skal die. I vil blive båret på hofte, og på knæet vil I sidde og blive kærtegnet.’“ (Esajas 66:12) Her forbindes billedet af det diende barn med billedet af en rigelig strøm — „en flod“ og „en rivende regnflod“ — af velsignelser. Jerusalem vil ikke alene blive velsignet med fred i mængde, men også med „nationernes herlighed“, som Jehova lader strømme til sit folk. Det betyder at folk fra nationerne vil strømme til Jehovas folk. (Haggaj 2:7) I den fortidige opfyldelse var der nogle af andre nationaliteter der sluttede sig til Israels folk og blev jødiske proselytter. Men i vor tid har der fundet en endnu større opfyldelse sted idet „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ — „en rivende regnflod“, så at sige — har sluttet sig til de åndelige jøders rest. — Åbenbaringen 7:9; Zakarias 8:23.

21. Med hvilket billede vises det at Guds folk vil blive trøstet?

 ²¹ Esajas 66:12 bruger også andre udtryk som er hentet fra forholdet mellem en moder og hendes barn, og som vidner om hendes kærlighed til det. Hun kærtegner barnet, der sidder på hendes knæ, og hun bærer barnet på hoften. I det følgende vers kommer den samme kærlighed til udtryk, men perspektivet er ændret: „Som en moder trøster sin søn, således vil jeg trøste jer; og med hensyn til Jerusalem vil I blive trøstet.“ (Esajas 66:13) Barnet er nu en voksen „søn“, en mand, men moderen nærer stadig ønske om at trøste ham. — Se fodnoten i studieudgaven.

22. Med hvilket billede viser Jehova sin store kærlighed til og omsorg for sit folk?

²² Med dette tiltalende billede, som i høj grad appellerer til vore følelser, skildrer Jehova sin store kærlighed til og omsorg for sit folk. Selv den store kærlighed som en moder nærer til sit barn, giver kun et svagt billede af Jehovas dybe kærlighed til sit trofaste folk. (Esajas 49:15) Det er vigtigt at alle kristne genspejler den samme dybe kærlighed. Det gjorde apostelen Paulus og var dermed et godt eksempel for de ældste i den kristne menighed. (1 Thessaloniker 2:7) Jesus sagde at det der først og fremmest skulle kendetegne hans disciple, skulle være deres indbyrdes kærlighed. — Johannes 13:34, 35.

23. Beskriv den lykke Jehovas genrejste folk føler.

²³ Jehova viser sin kærlighed i handling. Han fortsætter: „I skal se, og jeres hjerte skal glæde sig, og jeres knogler kommer til at spire som sart græs. Og Jehovas hånd skal gøres kendt for hans tjenere, men han skal fordømme sine fjender.“ (Esajas 66:14) En hebraiskkyndig siger i en kommentar til dette vers at i udtrykket „I skal se“ ligger den tanke at hvorhen de hjemvendte landflygtige end  retter blikket i deres genrejste land, „møder deres øjne nu glæde“. De vil føle en glæde som ikke kan udtrykkes i ord, over at de nu befinder sig i deres hjemland igen. De vil føle sig foryngede, som om deres knogler er blevet stærke igen, har fået ny kraft som græsset der spirer om foråret. Alle vil vide at denne lykkelige tilstand ikke er et resultat af menneskelige anstrengelser, men skyldes „Jehovas hånd“.

24. (a) Hvilken slutning kommer man til når man betragter begivenhederne i forbindelse med Jehovas folk i dag? (b) Hvad bør vi være besluttede på?

²⁴ Ser du hvad Jehovas hånd har virket blandt hans tjenere i dag? Intet menneske kunne have udvirket den rene tilbedelses genoprettelse. Intet menneske kunne have forårsaget at millioner af mennesker, kostbare skatte, fra alle nationer er strømmet til den trofaste rest i dens åndelige land. Kun Jehova Gud har kunnet udvirke det. Det er alt sammen et udtryk for Jehovas kærlighed, og det fylder os med sand glæde. Måtte vi aldrig tage hans kærlighed som en selvfølge. Lad os altid ’skælve for hans ord’. Lad os være besluttede på at leve efter de bibelske principper og finde behag i at tjene Jehova!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 395]

„Alt dette har min hånd frembragt“

[Illustration på side 402]

Jehova vil lede „nationernes herlighed“ til Zion