Kapitel toogtyve

Retfærdighed spirer i Zion

Esajas 61:1-11

1, 2. Hvilken forandring vil der ske med Israel, og hvem vil udvirke den?

 FORKYND frihed! Jehova har besluttet at udfri sit folk og genrejse det i dets fædreland. Ligesom frø der spirer efter en mild regn, vil den sande tilbedelse vise sig igen. Når den dag oprinder, vil fortvivlelse give plads for glad lovprisning, og hoveder som var dækket af sorgens aske, vil blive prydet med Guds godkendelse.

² Hvem vil udvirke denne mirakuløse forandring? Det kan kun Jehova. (Salme 9:19, 20; Esajas 40:25) Profeten Zefanias gav den profetiske befaling: „Råb af glæde, Zions datter! Bryd ud i jubelråb, Israel! Fryd dig og jubl af glæde af et helt hjerte, Jerusalems datter! Jehova har fjernet dommene over dig.“ (Zefanias 3:14, 15) Det vil blive en tid med glæde og jubel. Når Jehova til sin tid vil samle den genrejste rest og føre den ud af Babylon, vil det være som en drøm der var blevet til virkelighed. — Salme 126:1.

3. Hvornår blev profetien i kapitel 61 i Esajas’ Bog opfyldt, og får den en senere opfyldelse?

³ Denne genoprettelse er forudsagt i kapitel 61 i Esajas’ Bog. Profetien blev helt klart opfyldt i 537 f.v.t., men den får også en senere og mere detaljeret opfyldelse. Det skete i det første århundrede i forbindelse med Jesus og hans disciple, og den omfatter også Jehovas folk i dag. Disse inspirerede ord har derfor stor betydning.

 „Et velviljens år“

4. Hvem fik til opgave at forkynde godt nyt i den første opfyldelse af Esajas 61:1, og hvem opfyldte derefter profetien?

⁴ Esajas skriver: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede.“ (Esajas 61:1) Hvem er det der får til opgave at bringe godt nyt? I den første opfyldelse var det efter alt at dømme Esajas, som blev inspireret af Gud til at nedskrive dette gode budskab til fangerne i Babylon. Men Jesus pegede på den mest betydningsfulde opfyldelse da han anvendte Esajas’ ord på sig selv. (Lukas 4:16-21) Ja, Jesus blev sendt ud for at bringe godt nyt til de sagtmodige, og i den hensigt blev han salvet med hellig ånd ved sin dåb. — Mattæus 3:16, 17.

5. Hvem har forkyndt godt nyt i omkring 2000 år?

⁵ Jesus lærte sine disciple at forkynde evangeliet, den gode nyhed. På pinsedagen i år 33 blev omkring 120 salvet med hellig ånd og blev derved åndelige sønner af Gud. (Apostelgerninger 2:1-4, 14-42; Romerne 8:14-16) De fik også til opgave at forkynde godt nyt for de sagtmodige og dem med et sønderbrudt hjerte. Disse 120 disciple var de første af 144.000 som skulle salves på denne måde. Resten af de 144.000 lever og virker stadig på jorden i dag. Det vil sige at salvede disciple af Jesus i omkring 2000 år har vidnet „om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. — Apostelgerninger 20:21.

6. Hvem var den gode nyhed til opmuntring for i fortiden, og hvem er den til opmuntring for i dag?

⁶ Esajas’ inspirerede budskab var til opmuntring for de angrende jøder i Babylon. På Jesu og hans disciples tid var  budskabet til opmuntring for jøder hvis hjerter var sønderbrudte på grund af ondskab og ugudelighed i Israel, og som følte sig fanget og undertrykt af jødedommens falske religiøse overleveringer. (Mattæus 15:3-6) I dag føler millioner i kristenheden sig bundet af hedenske skikke og gudvanærende overleveringer, og de „sukker og stønner“ på grund af alt det afskyelige der finder sted i kristenheden. (Ezekiel 9:4) De der tager imod den gode nyhed, bliver udfriet fra den sørgelige tilstand de befinder sig i. (Mattæus 9:35-38) Deres hjertes øjne bliver åbnet når de lærer at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.

7, 8. (a) På hvilke to tidspunkter begyndte der et „velviljens år“? (b) Hvornår indtraf der en „hævnens dag fra vor Gud“, og hvornår kommer der endnu en?

⁷ Der er givet en bestemt tidsperiode hvori den gode nyhed skal forkyndes. Jesus og hans disciple fik befaling til at „udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende“. (Esajas 61:2) Et år er lang tid, men det har en begyndelse og en afslutning. „Velviljens år fra Jehova“ er den tidsperiode hvori Jehova giver de sagtmodige lejlighed til at høre og tage stilling til budskabet om udfrielse.

⁸ I det første århundrede begyndte „velviljens år“ for det jødiske folk i år 29 da Jesus påbegyndte sin jordiske tjeneste. Han sagde til jøderne: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Dette år med velvilje varede indtil „hævnens dag“, der kom i år 70 da romerne ødelagde Jerusalem og templet. (Mattæus 24:3-22) Vi oplever i dag et andet „velviljens år“. Det begyndte da Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914, og det slutter med en anden, mere omfattende, „hævnens dag“. Jehova vil da tilintetgøre hele den nuværende onde tingenes ordning i ’den store trængsel’. — Mattæus 24:21.

9. Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje?

 ⁹ Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje? Det gør de der tager imod budskabet om Guds rige, viser sagtmodighed og nidkært støtter den forkyndelse der foregår „blandt alle nationerne“. (Markus 13:10) De erfarer at den gode nyhed er til sand trøst. Men de der afviser budskabet og ikke benytter sig af dette „velviljens år fra Jehova“, må tage konsekvensen af det når „hævnens dag“ kommer. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

En åndelig frugt der herliggør Gud

10. Hvordan blev de jøder der vendte hjem fra Babylon, berørt af det Jehova havde gjort for dem?

¹⁰ De jøder som vendte tilbage fra Babylon, forstod at Jehova havde gjort noget stort for dem. Deres sorg over at være fanger blev vendt til glæde og lovsang fordi de endelig havde fået deres frihed. Esajas opfyldte således sit hverv som profet, der bestod i „at tildele dem der sørger over Zion, give dem en hovedbeklædning i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, lovsangs kappe i stedet for mismodig ånd; og de skal kaldes retfærdigheds vældige træer, Jehovas plantning til hans hæder.“ — Esajas 61:3.

11. Hvem i det første århundrede havde god grund til at prise Jehova for det han havde gjort for dem?

¹¹ De jøder som blev udfriet fra trældom under falsk religion i det første århundrede, priste ligeledes Gud for det han havde gjort til gavn for dem. Deres mismod blev erstattet af „lovsangs kappe“ da de blev udfriet fra en åndeligt død nation. Som de første erfarede Jesu disciple denne forandring da sorgen over hans død blev vendt til glæde over at de var blevet salvet med hellig ånd af deres opstandne Herre. Kort efter erfarede 3000 andre en lignende forandring da de blev døbt efter at have taget imod det budskab som blev forkyndt af de kristne der var blevet  salvet kort forinden. Det skete alt sammen på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:41) De havde nu vished for at de havde Jehovas velsignelse. I stedet for at ’sørge over Zion’ modtog de hellig ånd, og deres sorg blev lindret med „glædens olie“, et symbol på den glæde der fylder dem der bliver velsignet af Jehova. — Hebræerne 1:9.

12, 13. (a) Hvem var de „vældige træer“ blandt de hjemvendte jøder i 537 f.v.t.? (b) Hvem har været „retfærdigheds vældige træer“ siden pinsen i år 33?

¹² Jehova ville velsigne sit folk med „retfærdigheds vældige træer“. Hvem er disse træer? I årene efter 537 f.v.t. var det nogle som studerede og grundede over Guds ord og fulgte Jehovas retfærdige normer. (Salme 1:1-3; Esajas 44:2-4; Jeremias 17:7, 8) Mænd som Ezra, Haggaj, Zakarias og ypperstepræsten Josua viste sig at være sådanne „vældige træer“, mænd som stod fast for sandheden og bekæmpede åndelig forurening i nationen.

¹³ Fra pinsen i år 33 har Gud plantet lignende „vældige træer“ — modige salvede kristne — i sin nye nations, ’Guds Israels’, åndelige land. (Galaterne 6:16) I tidens løb er deres antal vokset til 144.000, og de har båret retfærdigheds frugt til Jehova Guds hæder, det vil sige til herliggørelse af ham. (Åbenbaringen 14:3) De sidste af dem er kommet til i årene efter 1919 da Jehova genoplivede resten af Guds Israel efter dens midlertidige uvirksomme tilstand. Ved hjælp af en rigelig forsyning af åndeligt vand har Jehova så at sige frembragt en hel skov af retfærdige, frugtbærende træer. — Esajas 27:6.

14, 15. Hvilken genopbygning påbegyndte Jehovas udfriede tjenere i (a) 537 f.v.t.? (b) 33 e.v.t.? (c) 1919?

¹⁴ Esajas fortsætter, idet han fremhæver det arbejde disse „træer“ skulle udføre: „De skal genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de rejser tidligere tiders øde  tomter, og de skal forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation.“ (Esajas 61:4) De trofaste jøder som vendte hjem fra Babylon, genopbyggede i overensstemmelse med perserkongen Kyros’ dekret Jerusalem og templet som havde ligget i ruiner. På samme måde ville der også finde en genopbygning sted i tiden efter år 33 og 1919.

¹⁵ I år 33 blev Jesu disciple grebet af sorg på grund af hans arrestation, forhøret af ham og hans død. (Mattæus 26:31) Men der skete en forandring da han viste sig for dem efter sin opstandelse. Og så snart den hellige ånd var blevet udgydt over dem, fik de travlt med at forkynde den gode nyhed, „både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) På denne måde begyndte de at genoprette den rene tilbedelse. Svarende hertil lod Jesus Kristus resten af sine salvede brødre genopbygge „steder der lå øde generation efter generation“. I århundreder havde kristenhedens præsteskab undladt at give deres menigheder sand kundskab om Jehova Gud idet de havde erstattet den med menneskeskabte traditioner og ubibelske dogmer. De salvede kristne rensede deres menigheder for skikke der havde berøring med falsk religion, så den sande tilbedelse kunne blive genindført. Og de påbegyndte det der skulle vise sig at blive det største forkyndelsesarbejde verden nogen sinde havde set. — Markus 13:10.

16. Hvem har hjulpet de salvede kristne med genopbygningsarbejdet, og hvilke pligter har de fået overdraget?

¹⁶ Dette var en kæmpeopgave. Hvordan kunne de relativt få der var tilbage af Guds Israel, magte denne opgave? Jehova inspirerede Esajas til at sige: „Fremmede skal stå og vogte jeres hjorde, og udlændinge vil være jeres agerdyrkere og jeres vinavlere.“ (Esajas 61:5) De billedlige  „fremmede“ og „udlændinge“ har vist sig at udgøre „en stor skare“ af Jesu „andre får“. a (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:11, 16) De er ikke blevet salvet med hellig ånd med henblik på at skulle modtage en himmelsk arv. De har derimod håb om evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 21:3, 4) Men de nærer kærlighed til Jehova og har fået til opgave i åndelig forstand at vogte hjorden og være agerdyrkere og vinavlere. Det er ikke tyendearbejde. Under ledelse af Guds Israels rest hjælper de med at vogte hjorden og give den føde og deltager i det åndelige høstarbejde. — Lukas 10:2; Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2; Åbenbaringen 14:15, 16.

17. (a) Hvad vil de der hører til Guds Israel, blive kaldt? (b) Hvilket offer alene kan tilgive synder?

¹⁷ Hvad med dem der hører til Guds Israel? Henvendt til dem siger Jehova gennem Esajas: „I vil blive kaldt Jehovas præster; som vor Guds tjenere omtales I. Nationernes forråd spiser I, og i deres herlighed bryster I jer.“ (Esajas 61:6) I fortidens Israel frembar det levitiske præsteskab ofre til gavn for sig selv og deres landsmænd. Men i år 33 ophørte Jehova med at bruge dette præsteskab og indstiftede en bedre ordning. Han tog imod Jesu fuldkomne liv som et offer for menneskehedens synder. Siden da har der ikke været brug for noget andet offer. Jesu offer har evigvarende gyldighed. — Johannes 14:6; Kolossenserne 2:13, 14; Hebræerne 9:11-14, 24.

18. Hvilket særligt præsteskab udgør Guds Israel, og hvilken opgave har det fået betroet?

¹⁸ På hvilken måde er de der hører til Guds Israel, da  „Jehovas præster“? Apostelen Peter skrev til salvede medkristne: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Som gruppe betragtet udgør de salvede kristne altså et præsteskab som har en særlig opgave, nemlig den at forkynde om Guds herlighed for nationerne. De skal være hans vidner. (Esajas 43:10-12) De salvede kristne har trofast udført denne vigtige opgave i disse sidste dage, og som følge heraf deltager nu millioner sammen med dem i arbejdet med at forkynde Jehovas rige.

19. Hvilken tjeneste får de salvede kristne til opgave at udføre?

¹⁹ Desuden har de der udgør Guds Israel, udsigt til at tjene som præster på en anden måde. Efter deres død bliver de oprejst til udødeligt, åndeligt liv i himmelen. Dér tjener de ikke alene som Jesu medregenter i hans rige, men også som Guds præster. (Åbenbaringen 5:10; 20:6) I denne egenskab har de til opgave at anvende goderne af Jesu genløsningsoffer til gavn for trofaste mennesker på jorden. I apostelen Johannes’ syn som vi læser om i Åbenbaringen, kapitel 22, beskrives de igen som „træer“. Alle de 144.000 „træer“ befinder sig i himmelen, hvor de „frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne [er] til lægedom for nationerne.“ (Åbenbaringen 22:1, 2) En beskrivelse af en storslået præstetjeneste!

Skam og ydmygelse, derefter fryd og glæde

20. Hvordan vil det kongelige præsteskab blive velsignet trods den modstand det møder?

²⁰ Siden 1914 da året med velvilje fra Jehova begyndte, har det kongelige præsteskab kun mødt modstand hos  kristenhedens præsteskab. (Åbenbaringen 12:17) Ikke desto mindre er alle bestræbelser på at standse forkyndelsen af den gode nyhed i sidste ende slået fejl. Det blev forudsagt i Esajas’ profeti således: „I stedet for jeres skam vil I få en dobbelt del, og i stedet for ydmygelse vil de råbe af glæde over deres andel. Derfor vil de i deres land tage en dobbelt del i besiddelse. Varig fryd vil blive dem til del.“ — Esajas 61:7.

21. Hvordan gik det til at de salvede kristne fik en dobbelt del af velsignelser?

²¹ Under den første verdenskrig blev den salvede rest udsat for skam og ydmygelse i kristenheden, som var nationalistisk. Der var gejstlige blandt dem som falskeligt anklagede otte trofaste brødre fra staben på hovedkontoret i Brooklyn. Anklagen lød på statsfjendtlig virksomhed, og brødrene sad fængslet i ni måneder. De blev løsladt i foråret 1919, og senere frafaldt man alle anklager mod dem. Planen om at få forkyndelsen standset lykkedes altså ikke. Der skete det stik modsatte. I stedet for at Jehovas tjenere blev udsat for varig skam, udfriede Jehova dem og genrejste dem i deres åndelige virkeområde, „deres land“. Dér fik de en dobbelt del af velsignelser, som rigeligt opvejede alt det de havde lidt. De havde virkelig grund til at „råbe af glæde“!

22, 23. På hvilken måde ligner de salvede kristne Jehova, og hvilken belønning får de?

²² Dét Jehova dernæst udtaler, viser at de kristne i dag har endnu en grund til at glæde sig: „Jeg, Jehova, elsker ret, hader røveri sammen med uretfærdighed. Og jeg skal give dem deres løn i sandhed, og en varig pagt slutter jeg  med dem.“ (Esajas 61:8) Gennem deres studium af Bibelen har de salvede lært at elske ret og at hade uret. (Ordsprogene 6:12-19; 11:20) De har lært at „smede deres sværd til plovjern“ og har derfor holdt sig neutrale i krige og under politiske omvæltninger. (Esajas 2:4) De har også aflagt sådan noget som bagtalelse, utugt, tyveri og drikkeri, alt sammen handlinger der vanærer Gud. — Galaterne 5:19-21.

²³ Da de salvede kristne nærer den samme kærlighed til ret som Jehova, har han givet dem „deres løn i sandhed“. Som en sådan „løn“ har han blandt andet sluttet „en varig pagt“, den nye pagt, med dem. På grundlag af denne pagt — som Jesus gjorde sine disciple bekendt med aftenen før sin død — er de blevet en åndelig nation, Guds særlige ejendom. (Jeremias 31:31-34; Lukas 22:20) Under denne pagt vil Jehova virkeliggøre alt det som Jesu genløsningsoffer har udvirket — tilgivelse af synder indbefattet — til gavn for både de salvede og alle andre trofaste blandt menneskene.

Glæde og jubel over Jehovas velsignelser

24. Hvem blandt nationerne er „det afkom“ som Jehova har velsignet, og hvordan er de blevet dette „afkom“?

²⁴ Nogle enkeltpersoner blandt nationerne har set at Jehova har velsignet sit folk. Dette blev forudsagt med følgende løfte fra Jehova: „Deres afkom skal blive kendt blandt nationerne, og deres efterkommere midt iblandt folkeslagene. Alle som ser dem vil genkende dem og se at de er det afkom som Jehova har velsignet.“ (Esajas 61:9) De salvede kristne, de som hører til Guds Israel, har virket blandt nationerne i året med velvilje fra Jehova. De som har reageret positivt på deres forkyndelse, tæller i dag flere  millioner. Ved deres nære samarbejde med Guds Israel er de blevet „det afkom som Jehova har velsignet“. Den lykkelige tilstand der råder iblandt dem, er noget som alle lægger mærke til.

25, 26. Hvordan giver alle kristne udtryk for de følelser der beskrives i Esajas 61:10?

²⁵ Alle kristne, både de salvede og de andre får, ser frem til at lovprise Jehova i al evighed. De er fuldstændig enige med profeten Esajas, som under inspiration siger: „Jeg vil visselig glæde mig over Jehova. Min sjæl vil juble over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder; i retfærdighedens ærmeløse overklædning har han hyllet mig, som en brudgom der på præstelig vis tager hovedbeklædning på, og som bruden der pynter sig med sine smykker.“ — Esajas 61:10.

²⁶ Iført „retfærdighedens ærmeløse overklædning“ er de salvede kristne besluttede på at forblive rene i Jehovas øjne. (2 Korinther 11:1, 2) De er blevet erklæret retfærdige af Jehova med henblik på at skulle arve himmelsk liv og vil aldrig vende tilbage til Babylon den Store, som de er blevet udfriet fra. (Romerne 5:9; 8:30) Frelsens klæder er dyrebare for dem. Deres medarbejdere, de andre får, er ligeledes besluttede på at følge Jehovas ophøjede normer for ren tilbedelse. De har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, de er blevet erklæret retfærdige og vil overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:14; Jakob 2:23, 25) Indtil det sker, følger de deres salvede medarbejderes eksempel og undgår enhver besmittelse med Babylon den Store.

27. (a) Hvad vil ’spire frem’ i tusindårsriget? (b) Hvor er den allerede spiret frem?

²⁷ Jehovas tjenere i dag glæder sig over at være i et  åndeligt paradis. Snart vil de komme til at opleve et helt bogstaveligt paradis. Af hele vort hjerte ser vi frem til den tid, som de afsluttende ord i kapitel 61 giver en malende beskrivelse af: „Som jorden lader sine spirer bryde frem, og som haven lader det der er sået i den, spire, sådan vil den suveræne Herre Jehova få retfærdighed og lovsang til at spire foran alle nationerne.“ (Esajas 61:11) Under Kristi tusindårige styre vil ’retfærdighed spire frem’ på jorden. Menneskene vil råbe af glæde, og der vil råde retfærdighed på hele jorden. (Esajas 26:9) Men vi behøver ikke at vente på denne storslåede dag for at lovprise Jehova foran alle nationerne. Retfærdigheden er allerede spiret frem blandt de millioner som herliggør himmelens Gud og forkynder den gode nyhed om hans rige. Allerede nu giver vores tro og vort håb os rigelig grund til at glæde os og juble over velsignelserne fra Gud.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 323]

 Esajas har godt nyt at forkynde for de jødiske fanger

 [Illustration på side 331]

Fra og med år 33 har Jehova plantet 144.000 „retfærdigheds vældige træer“

[Illustration på side 334]

Retfærdighed vil spire frem på jorden