Kapitel elleve

„Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd“

Esajas 50:1-11

1, 2. (a) Hvilket inspireret råd lyttede jøderne ikke til, og hvad blev resultatet? (b) Hvorfor spørger Jehova: ’Hvor er jeres moders skilsmisseattest?’

„SÆT ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. . . . Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud, som frembragte himmel og jord.“ (Salme 146:3-6) Hvis blot jøderne der levede på Esajas’ tid, ville gøre som salmisten rådede til! Hvis blot de ville sætte deres lid til „Jakobs Gud“ og ikke til Ægypten eller nogen anden hedensk nation! Så ville Jehova beskytte Juda når dets fjender kom imod det. Men Juda vil ikke søge hjælp hos Jehova. Derfor vil han tillade at Jerusalem bliver ødelagt og Judas indbyggere ført som fanger til Babylon.

² Juda har ikke andre end sig selv at takke for dette. Befolkningen kan ikke med rette hævde at landets ødelæggelse skyldes at Jehova har bedraget sit folk eller har brudt sin pagt med det. Skaberen er ikke nogen pagtsbryder. (Jeremias 31:32; Daniel 9:27; Åbenbaringen 15:4) Dette understreger Jehova med spørgsmålet: „Hvor er da jeres moders skilsmisseattest hvormed jeg sendte hende bort?“ (Esajas 50:1a) Under Moseloven måtte en mand som ville skille sig fra sin hustru, give hende en skilsmisseattest. Derefter var hun fri til at gifte sig med en anden mand. (5 Mosebog 24:1, 2) Jehova havde i billedlig forstand  udstedt en sådan skilsmisseattest til Judas søsterrige, Israel, men han havde ikke gjort det til Juda. * Han var stadig Judas „ægtemand“. (Jeremias 3:8, 14) Juda var ikke fri til at indgå forbindelse med hedenske nationer. Dets forhold til Jehova ville fortsætte lige til Silo, Messias, trådte frem. — 1 Mosebog 49:10.

3. Hvad er grunden til at Jehova vil ’sælge’ sit folk?

³ Jehova stiller også Juda spørgsmålet: „Til hvilken af mine kreditorer har jeg solgt jer?“ (Esajas 50:1b) Jøderne ville ikke blive sendt i fangenskab i Babylon som betaling for en formodet gæld Jehova havde pådraget sig. Jehova er ikke som en fattig israelit der må sælge sine børn til en kreditor for at komme ud af sin gæld. (2 Mosebog 21:7) Nej, hvad der er den virkelige grund til at hans folk ville komme i trældom, viser Jehova idet han siger: „Se! På grund af jeres misgerninger blev I solgt, og på grund af jeres overtrædelser blev jeres moder sendt bort.“ (Esajas 50:1c) Det er jøderne der har svigtet Jehova, ikke ham der har svigtet dem.

4, 5. Hvordan har Jehova vist sin kærlighed til sit folk, men hvordan har Juda reageret?

⁴ Jehovas næste spørgsmål vidner om hans kærlighed til sit folk: „Hvorfor var der ingen da jeg kom? Ingen der svarede da jeg kaldte?“ (Esajas 50:2a) Gennem sine tjenere profeterne er Jehova så at sige trådt ind i jødernes hjem for at bede dem vende om til ham af hele deres hjerte. Men de svarer ikke. Jøderne foretrækker at se hen til jordiske mennesker efter hjælp; undertiden har de endog søgt hjælp hos Ægypten. — Esajas 30:2; 31:1-3; Jeremias 37:5-7.

⁵ Er Ægypten en mere pålidelig frelser end Jehova? De utro jøder har åbenbart glemt de begivenheder der førte  til deres nations fødsel århundreder tidligere. Jehova spørger dem: „Er min hånd da blevet for kort til at løskøbe, eller er der ingen kraft i mig til at udfri? Se! Med min revsende tale udtørrer jeg havet; jeg gør floder til ørken. Deres fisk stinker fordi der ikke er vand, og de dør af tørst. Jeg klæder himmelen i dunkelhed, og jeg gør sækkelærred til dens dække.“ — Esajas 50:2b, 3.

6, 7. Hvordan viste Jehova at han havde magt til at frelse israelitterne fra den ægyptiske trussel?

⁶ I 1513 f.v.t. var Ægypten undertrykkeren, ikke befrieren som man håbede på. Israelitterne var slaver i dette hedenske land. Men Jehova udfriede dem, og hvilken befrielse! Først sendte han ti plager over Ægypten. Efter den ødelæggende tiende plage, som var rettet mod ægypternes førstefødte, bad Farao israelitterne om straks at forlade landet. (2 Mosebog 7:14–12:31) Men aldrig så snart var de borte, før Farao ombestemte sig. Han mønstrede sine tropper og drog af sted for at tvinge israelitterne til at vende tilbage til Ægypten. (2 Mosebog 14:5-9) Med en hær af ægyptiske soldater bag sig og Det Røde Hav foran sig var israelitterne som fanget i en fælde! Men Jehova var der og ville kæmpe for dem.

⁷ Ægypterne blev standset brat i deres forfølgelse ved at Jehova satte en skysøjle mellem dem og israelitterne. På ægypternes side af skysøjlen var der mørke, og på israelitternes side var der lys. (2 Mosebog 14:20) Mens den ægyptiske hær således blev holdt tilbage, „tvang [Jehova] . . . havet tilbage ved hjælp af en stærk østenvind hele natten og gjorde hav til tør grund“. (2 Mosebog 14:21) Så snart der var dannet en vej gennem havet, kunne hele folket — mænd, kvinder og børn — gå gennem Det Røde Hav og nå i sikkerhed på den anden side. Da de var nået næsten  over, fjernede Jehova skyen, og ægypterne styrtede ud på havbunden efter israelitterne. Men da disse var nået i sikkerhed på den anden bred, lod Jehova vandene vende tilbage, og Farao og hans hær druknede. Således kæmpede Jehova for sit folk. Hvilket vidnesbyrd for kristne i dag om hvad Jehova kan gøre! — 2 Mosebog 14:23-28.

8. Trods hvilke advarsler må Judas indbyggere til sidst gå i landflygtighed?

⁸ På Esajas’ tid var der gået syv hundrede år siden denne guddommelige sejr. Juda er nu et selvstændigt kongerige. Undertiden står det i diplomatisk forbindelse med udenlandske regeringer, som for eksempel Assyrien og Ægypten. Men man kan ikke stole på disse hedenske nationers ledere. De lader altid deres egne interesser komme før de  pagter de indgår med Juda. Profeterne, som taler i Jehovas navn, advarer folket mod at sætte sin lid til sådanne mænd, men de taler for døve ører. Til sidst vil jøderne blive sendt i landflygtighed i Babylon og må opholde sig dér i 70 år. (Jeremias 25:11) Men Jehova vil ikke glemme sit folk og vil heller ikke forkaste det for bestandig. Han vil huske det til den fastsatte tid og åbne vejen for jøderne så de kan vende tilbage til deres hjemland og genoprette den rene tilbedelse. Hvorfor? For at vejen kunne være beredt for den kommende Silo, den hvem folkenes lydighed skal tilhøre.

Silo kommer

9. Hvem er Silo, og hvilken slags lærer er han?

⁹ Århundrederne går. „Da tiden var udløbet“, træder Herren Jesus Kristus, han der kaldes Silo, frem på jorden. (Galaterne 4:4; Hebræerne 1:1, 2) At Jehova har udpeget den der står ham nærmest, til at være sin talsmand over for jøderne, viser hvor højt han elsker sit folk. Hvilken talsmand viser Jesus sig at være? En talsmand af højeste karat! Jesus er mere end en talsmand. Han er  en lærer — en uforlignelig lærer! Det er ikke overraskende, for han har selv haft en uovertruffen Lærer, Jehova Gud selv. (Johannes 5:30; 6:45; 7:15, 16, 46; 8:26) Det bekræftes af det Jesus profetisk siger gennem Esajas: „Den suveræne Herre Jehova har givet mig de oplærtes tunge, så jeg kan vide hvordan jeg kan svare den trætte med ord. Han vækker mig morgen efter morgen; han vækker mit øre til at høre som de oplærte.“ — Esajas 50:4. *

10. Hvordan genspejlede Jesus Jehovas kærlighed til sit folk, og hvordan tog folket imod ham?

¹⁰ Før Jesus kom til jorden, arbejdede han ved sin Faders side i himmelen. Det nære forhold mellem Faderen og Sønnen beskrives poetisk i Ordsprogene 8:30: „Da var jeg hos [Jehova] som værkmester; . . . Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt.“ Jesus glædede sig over at lytte til sin Fader, og han delte Faderens glæde over „menneskenes sønner“. (Ordsprogene 8:31) Da Jesus kom til jorden, svarede han „den trætte med ord“. Han begyndte sin tjeneste med at oplæse de trøstende ord fra Esajas’ profeti: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; . . . for at sende de undertvungne bort som frigivne.“ (Lukas 4:18; Esajas 61:1) Det var godt nyt for de fattige og gav ny styrke til de trætte! Hvilken glæde for folket at høre dette! Men der var også nogle der ikke glædede sig. Det viste sig til sidst at der var mange som ikke anerkendte vidnesbyrdene om at Jesus var oplært af Jehova.

11. Hvem stillede sig under åget sammen med Jesus, og hvad erfarede de?

¹¹ Der var dog nogle som gerne ville høre mere. De tog  med glæde imod Jesu hjertevarmende indbydelse: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ (Mattæus 11:28, 29) Blandt dem der samledes om Jesus, var de mænd der blev hans apostle. De var klar over at det betød arbejde at stille sig under åget sammen med Jesus. Dette arbejde indbefattede blandt andet at forkynde den gode nyhed om Riget til jordens ender. (Mattæus 24:14) Efterhånden som apostlene og andre blev involveret i dette arbejde, opdagede de at det virkelig gav ny styrke. Det samme arbejde udføres af trofaste kristne i dag, og de finder den samme glæde ved det.

Han var ikke opsætsig

12. Hvordan viste Jesus at han adlød sin himmelske Fader?

¹² Formålet med at Jesus kom til jorden, var at han skulle gøre Guds vilje, og dette mål tabte han aldrig af syne. Hans indstilling var blevet forudsagt med ordene: „Den suveræne Herre Jehova har åbnet mit øre, og jeg var ikke opsætsig. Jeg unddrog mig ikke.“ (Esajas 50:5) Jesus var altid lydig mod Gud. Han sagde ligefrem: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) I sin førmenneskelige tilværelse arbejdede Jesus sandsynligvis ved sin Faders side i millioner, måske milliarder, af år. Efter at han var kommet til jorden, fortsatte han med at følge sin Faders anvisninger. Hvor meget mere bør vi som Jesu ufuldkomne disciple da ikke gøre som Jehova siger!

13. Hvad kunne Jesus vente, og hvordan viste han mod?

¹³ Nogle af dem der forkastede Jehovas enestefødte søn, forfulgte ham, og det var ligeledes forudsagt: „Min ryg prisgav jeg til dem der slår, og mine kinder til dem der  river skæg af. Mit ansigt skjulte jeg ikke for ydmygelser og spyt.“ (Esajas 50:6) Ifølge profetien ville Messias blive udsat for lidelser og ydmygelser fra sine modstanderes side. Det vidste Jesus. Og han vidste også hvad forfølgelsen ville ende med. Men da hans tid på jorden nærmede sig sin afslutning, viste han ingen frygt. Med en beslutsomhed der var fast som flint, begav han sig på vej til Jerusalem, hvor han vidste han skulle ende sine dage her på jorden. På vejen sagde han til disciplene: „Se, vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå.“ (Markus 10:33, 34) Mishandlingen af ham ville ske på foranledning af nogle som burde vide bedre — de øverste præster og de skriftlærde.

14, 15. Hvordan blev Esajas’ ord om at Jesus ville blive slået og ydmyget, opfyldt?

¹⁴ Om aftenen den 14. nisan i år 33 befandt Jesus sig i Getsemane Have sammen med nogle af sine disciple. Han bad til sin himmelske Fader. Pludselig ankom en pøbelsværm og tog ham i forvaring. Men han var ikke bange. Han vidste at Jehova var med ham. Jesus forsikrede sine skrækslagne apostle om at han sagtens kunne bede sin Fader om at sende mere end tolv legioner engle for at redde ham, men han tilføjede: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt?“ — Mattæus 26:36, 47, 53, 54.

¹⁵ Alt hvad der var forudsagt om forhørene og Messias’ død, gik i opfyldelse. Efter en fingeret retssag i Sanhedrinet blev Jesus forhørt af Pontius Pilatus, som lod ham piske. De romerske soldater „slog ham . . . i hovedet med en rørkæp og spyttede på ham“. Sådan blev Esajas’ ord opfyldt. (Markus 14:65; 15:19; Mattæus 26:67, 68) Skønt Bibelen  ikke direkte fortæller at Jesus fik nogle af sine skæghår revet af — noget man gjorde som tegn på den største foragt — skete det uden tvivl, sådan som Esajas havde forudsagt. * — Nehemias 13:25.

16. Hvordan optrådte Jesus under det umådelige pres han var udsat for, og hvorfor følte han ikke skam?

¹⁶ Da Jesus stod over for Pilatus, bad han ikke om at hans liv måtte blive skånet, men han bevarede sin værdighed da han vidste at han skulle dø for at Skriften kunne blive opfyldt. Da den romerske landshøvding sagde at han havde magt til enten at dømme Jesus til døden eller til at løslade ham, svarede Jesus frygtløst: „Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra.“ (Johannes 19:11) Pilatus’ soldater underkastede Jesus en umenneskelig behandling, men det lykkedes dem ikke at få ham til at føle skam. Hvorfor skulle han det? Han havde ikke begået nogen forbrydelse som han burde straffes for. Tværtimod blev han forfulgt for retfærdigheds skyld. Her blev de næste ord af Esajas’ profeti opfyldt: „Den suveræne Herre Jehova vil hjælpe mig. Derfor har jeg ikke følt mig ydmyget. Derfor har jeg gjort mit ansigt hårdt som flint, og jeg ved at jeg ikke vil blive beskæmmet.“ — Esajas 50:7.

17. Hvordan støttede Jehova Jesus under hele hans tjeneste?

¹⁷ Jesu mod skyldtes hans fuldstændige tillid til Jehova. Hans værdige optræden stemmer med Esajas’ ord: „Den der erklærer mig retfærdig er nær. Hvem kan stride mod mig? Lad os træde frem sammen. Hvem er min modpart i retten? Lad ham træde hen til mig. Se! Den suveræne Herre Jehova vil hjælpe mig. Hvem er der som kan erklære mig skyldig? Se! Alle vil de blive slidt op som en klædning.  Møl vil fortære dem.“ (Esajas 50:8, 9) Da Jesus blev døbt, erklærede Jehova ham retfærdig som en åndelig søn af Gud. Ja, man hørte Guds egen stemme sige fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Da Jesus nær afslutningen af sit jordiske liv knælede i Getsemane Have, „viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham“. (Lukas 22:41-43) Jesus vidste derfor at hans Fader havde godkendt hans livsløb. Denne fuldkomne søn af Gud havde ikke begået nogen synd. (1 Peter 2:22) Hans fjender anklagede ham falskeligt for at have brudt sabbatten, at være forfalden til vin og at være besat, men Jesus blev ikke vanæret af deres løgne. Gud var for ham; hvem kunne da være imod ham? — Lukas 7:34; Johannes 5:18; 7:20; Romerne 8:31; Hebræerne 12:3.

18, 19. Hvad har de salvede kristne været udsat for i lighed med Jesus?

¹⁸ Jesus advarede sine disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Begivenhederne skulle snart vise at dette var sandt. På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over Jesu trofaste disciple, og den kristne menighed blev til. Næsten med det samme forsøgte de religiøse ledere at standse den forkyndelse som blev påbegyndt af de trofaste mænd og kvinder der nu var forenede med Jesus som en del af „Abrahams afkom“ og var blevet antaget som åndelige sønner af Gud. (Galaterne 3:26, 29; 4:5, 6) Lige fra det første århundrede og frem til i dag har salvede kristne måttet kæmpe mod bagtalelse og bitter forfølgelse fra Jesu fjenders side, men de har holdt fast ved det der er ret og retfærdigt.

¹⁹ De har tænkt på Jesu opmuntrende ord: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring  af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ (Mattæus 5:11, 12) Selv under de heftigste angreb har de salvede kristne derfor holdt hovedet højt. Hvad deres modstandere end måtte sige, har de altid vidst at Gud har erklæret dem retfærdige. I hans øjne er de „hellige og dadelfri og uangribelige“. — Kolossenserne 1:21, 22.

20. (a) Hvem får de salvede kristne hjælp fra, og hvad har de erfaret? (b) Hvordan lærer de salvede kristne og de „andre får“ at tale med de oplærtes tunge?

²⁰ I nutiden har de salvede kristne fået hjælp af „en stor skare“ „andre får“. Også de har holdt fast ved det der er ret og retfærdigt. Som følge heraf har de måttet lide sammen med deres salvede brødre, og de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Jehova har erklæret dem retfærdige med henblik på at de skal overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15; Johannes 10:16; Jakob 2:23) Deres modstandere er måske tilsyneladende stærke lige nu, men Esajas’ profeti siger at når Guds tid er inde, vil de vise sig at være som en mølædt klædning der er tjenlig til at blive kasseret. I mellemtiden holder både de salvede kristne og de „andre får“ sig stærke ved regelmæssigt at bede, læse og studere Guds ord og overvære de kristne møder. På den måde bliver de oplært af Jehova og lærer at tale med de oplærtes tunge.

Tillid til Jehovas navn

21. (a) Hvem vandrer i lyset, og hvad vil der ske med dem? (b) Hvad vil der ske med dem der vandrer i mørke?

²¹ I det følgende sættes to ting i kontrast til hinanden: „Hvem er der iblandt jer som frygter Jehova og hører efter hans tjeners røst, som har vandret i dybt mørke og for hvem der ikke har været noget klart lys? Lad ham sætte sin lid til Jehovas navn og støtte sig til sin Gud.“ (Esajas 50:10) De som hører efter Guds tjeners, Jesu Kristi, røst, vandrer  i lyset. (Johannes 3:21) Ikke alene bruger de Guds navn, Jehova, men de sætter også deres lid til ham. Selv om de tidligere har vandret i mørke, gør de det ikke mere, for de frygter ikke mennesker. De støtter sig til Gud. De der vandrer i mørke, lever derimod i frygt for mennesker. Sådan var det med Pontius Pilatus. Selv om han vidste at Jesus var uskyldig og anklagerne mod ham var falske, var det frygt der forhindrede ham i at give Jesus fri. De romerske soldater dræbte Jesus, men Jehova oprejste ham og kronede ham med herlighed og ære. Hvordan gik det Pilatus? Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus blev Pilatus blot fire år efter Jesu død afsat som romersk landshøvding og beordret til at vende tilbage til Rom for at svare på alvorlige anklager for en despotisk embedsførelse. Hvad skete der med de jøder som var skyldige i Jesu død? Knap fyrre år senere ødelagde de romerske hære Jerusalem og dræbte indbyggerne eller førte dem bort som slaver. Der er intet „klart lys“, intet lykkeligt udfald, for dem som foretrækker mørket! — Johannes 3:19.

22. Hvorfor er det tåbeligt at se hen til mennesker efter frelse?

²² Det er tåbeligt at se hen til mennesker efter frelse. Esajas’ profeti forklarer hvorfor: „Se! Alle I som antænder ild, idet I får gnister til at lyse op: gå blot i lyset af jeres ild og blandt gnisterne som I har tændt. Fra min hånd skal I få dette: I smerte kommer I til at ligge.“ (Esajas 50:11) Jordiske ledere kommer og går. En karismatisk person kan måske tryllebinde folk for en tid; men selv de mest oprigtige har deres begrænsninger. I stedet for at antænde et flammende bål, som deres tilhængere forventer, vil det kun lykkes dem at få nogle få „gnister“ til at lyse op. De giver kun en lille smule lys og varme og vil hurtigt dø ud. De der sætter deres lid til Silo, Guds lovede Messias, vil derimod aldrig blive skuffet.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Illustration på side 154, 155]

Jøderne så hen til jordiske herskere og ikke til Jehova

[Illustration på side 156, 157]

Ved Det Røde Hav beskyttede Jehova israelitterne ved at sætte en skysøjle mellem dem og ægypterne