Kapitel sytten

Udlændinge indsamles til Guds bedehus

Esajas 56:1-12

1, 2. Hvilken opsigtsvækkende meddelelse blev givet ved et stævne i 1935, og hvad var den en opfyldelse af?

 FREDAG den 31. maj 1935 talte Joseph F. Rutherford til en stor forsamling ved stævnet i Washington, D.C. Spørgsmålet han behandlede, var: Hvem er ’den store skare’ som apostelen Johannes så i sit syn? Som højdepunkt på foredraget sagde broder Rutherford til forsamlingen: „Vil alle de der håber at komme til at leve evigt på jorden, være så venlige at rejse sig!“ Ifølge en af stævnedeltagerne „rejste omkring halvdelen af de tilstedeværende sig“. Derefter sagde taleren: „Se! Den store skare!“ En anden af de tilstedeværende fortæller: „Først var der helt stille. Så hørte man et glædesudbrud, og jubelen lød højt og længe.“ — Åbenbaringen 7:9.

² Dette var et uforglemmeligt øjeblik! Man erfarede her opfyldelsen af en profeti som var blevet nedskrevet omkring 2700 år før, nemlig den der findes i kapitel 56 i Esajas’ Bog. Som mange andre profetier hos Esajas indeholder den både trøstende løfter og alvorlige advarsler. I første række gjaldt profetien Guds pagtsfolk på Esajas’ egen tid, men opfyldelsen strækker sig over de følgende århundreder helt frem til vor tid.

 Hvad man må gøre for at blive frelst

3. Hvad måtte jøderne gøre hvis de ville opnå frelse?

³ Kapitel 56 i Esajas’ Bog begynder med en formaning til jøderne, men alle sande tilbedere bør mærke sig det profeten skriver. Vi læser: „Således har Jehova sagt: ’I skal overholde hvad der er ret, og gøre hvad der er retfærdigt. For min frelse er nær, er ved at komme, og min retfærdighed er ved at blive åbenbaret. Lykkeligt er det dødelige menneske som gør dette, og den menneskesøn som holder fast ved det, som holder sabbatten så han ikke vanhelliger den, og holder sin hånd fra at gøre noget som helst der er ondt.’“ (Esajas 56:1, 2) Hvis indbyggerne i Juda ville opnå frelse, måtte de adlyde Moseloven ved at overholde det der er ret, og gøre det der er retfærdigt. Hvorfor? Fordi Jehova selv er retfærdig. De der jager efter retfærdighed, bliver lykkelige fordi de ved at Jehova ser med velvilje på dem. — Salme 144:15b.

4. Hvorfor var det vigtigt at overholde sabbatten i Israel?

⁴ Profetien fremhæver sabbatten fordi overholdelsen af den var et vigtigt bud i Moseloven. En af grundene til at Judas indbyggere til sidst kom i landflygtighed, var jo netop at de forsømte at overholde sabbatten. (3 Mosebog 26:34, 35; 2 Krønikebog 36:20, 21) Sabbatten var et tegn på det særlige forhold som Jehova havde til jøderne, og når jøderne overholdt den, viste de at de forstod værdien af dette forhold. (2 Mosebog 31:13) Desuden ville overholdelse af sabbatten minde dem om at Jehova er Skaberen. Den ville minde dem om hvad Jehova havde gjort for dem. (2 Mosebog 20:8-11;  5 Mosebog 5:12-15) Og den ville være en fast, regelmæssig og organiseret ordning som hørte med til tilbedelsen af Jehova. Jøderne ville ved én gang om ugen at hvile fra deres daglige arbejde, få lejlighed til bøn, studium og nærmere eftertanke.

5. Hvordan kan kristne i princippet følge opfordringen til at overholde sabbatten?

⁵ Hvordan forholder det sig med de kristne? Gælder opfordringen til at overholde sabbatten også dem? Ikke direkte, for de kristne er ikke underlagt Moseloven og skal derfor ikke overholde sabbatten. (Kolossenserne 2:16, 17) Alligevel forklarede apostelen Paulus at der er „en sabbatshvile“ for trofaste kristne. Den består i at man har tro på Jesu genløsningsoffer som fører til frelse, og at man ophører med at stole på gerninger alene. (Hebræerne 4:6-10) Derfor minder ordene i Esajas’ profeti angående sabbatten Jehovas tjenere i dag om at det er nødvendigt at have tro på Guds frelsesforanstaltning, og de minder os desuden om at det er nødvendigt at opdyrke et nært forhold til Jehova, og at vores tilbedelse af ham må være regelmæssig og konsekvent.

Trøst til udlændingen og eunukken

6. Hvilke to grupper rettes opmærksomheden nu imod?

⁶ Jehova henvender sig nu til to grupper som gerne ville tjene ham, men som under Moseloven ikke var kvalificerede til at komme ind i den jødiske menighed. Vi læser: „Lad ikke udlændingen som har sluttet sig til Jehova sige: ’Jehova vil uden tvivl skille mig ud fra sit folk.’ Lad heller ikke eunukken sige: ’Se! Jeg er  et tørt træ.’“ (Esajas 56:3) Udlændingen er bange for at han vil blive udelukket af Israel, og eunukken er ked af at han aldrig vil få børn som kan bevare hans navn for eftertiden. Begge grupper kan fatte mod. Før vi ser på grunden til det, vil vi se på hvilken status de havde under Moseloven i forhold til Israels folk.

7. Hvilke begrænsninger var udlændinge ifølge Moseloven underlagt i Israel?

⁷ Uomskårne udlændinge kunne ikke deltage i gudsdyrkelsen sammen med Israel. De kunne for eksempel ikke spise af påskeofferet. (2 Mosebog 12:43) Udlændinge som ikke skamløst brød landets love, nød landets gæstfrihed og havde visse rettigheder, men intet permanent bånd bandt dem til nationen. Der var naturligvis nogle som helt antog Moseloven, og mændene blev omskåret som tegn herpå. De blev på den måde proselytter og havde ret til at tilbede i forgården til Jehovas hus, og de blev betragtet som en del af Israels menighed. (3 Mosebog 17:10-14; 20:2; 24:22) Men selv proselytter havde ikke nogen fuld andel i Jehovas pagt med Israel, og de fik ingen arvelod i det forjættede land. Andre udlændinge kunne bede, vendt mod templet, og øjensynlig kunne de bringe ofre gennem præsteordningen så længe ofrene var i overensstemmelse med Loven. (3 Mosebog 22:25; 1 Kongebog 8:41-43) Men israelitterne måtte ikke have noget nært samkvem med dem.

 Eunukker får et varigt navn

8. (a) Hvordan betragtede man eunukker under Moseloven? (b) Hvad brugte man eunukker til i de hedenske nationer, og hvad kunne ordet „eunuk“ undertiden betyde?

⁸ Eunukker blev nægtet fuldt medlemskab af Israels nation, også selv om de var født af jødiske forældre. a (5 Mosebog 23:1) I nogle hedenske nationer på Bibelens tid havde eunukker en særlig stilling, og det var skik at kastrere nogle af de børn der blev taget til fange i krig. Man brugte eunukker som hofmænd ved de kongelige hoffer og til at passe på kvinderne eller medhustruerne eller til at gøre tjeneste for dronningen. (Ester 2:3, 12-15; 4:4-6, 9) Der er intet der tyder på at israelitterne fulgte denne praksis, eller at man brugte eunukker som hofmænd der stod i de israelitiske kongers tjeneste. b

9. Hvilke trøstende ord udtaler Jehova til dem som var virkelige eunukker?

⁹ Ud over kun i begrænset omfang at kunne deltage i tilbedelsen af den sande Gud måtte de som var virkelige eunukker i Israel, lide den store ydmygelse ikke at kunne avle børn der kunne føre familienavnet videre. Derfor er de næste ord i profetien til stor trøst for dem. Der siges: „Således har Jehova sagt til de eunukker der holder mine sabbatter og har valgt det jeg har behag i og som holder fast ved min pagt: ’Dem vil jeg give et mindesmærke  og et navn i mit hus og inden for mine mure, noget som er bedre end sønner og døtre. Et varigt navn vil jeg give dem, et som ikke udslettes.’“ — Esajas 56:4, 5.

10. Hvornår ændredes situationen for dem som var eunukker, og hvad har de haft mulighed for siden da?

¹⁰ Ja, den tid ville komme da selv det at være eunuk i fysisk henseende ikke længere ville være nogen hindring for i fuldeste forstand at blive antaget som en tjener for Jehova. Hvis en eunuk forblev lydig mod Gud, ville han få „et mindesmærke“, eller en plads, i Jehovas hus og et navn der var bedre end sønner og døtre. Hvornår blev det muligt? Det skete efter Jesu død. Da blev den gamle lovpagt erstattet af en ny pagt, og det kødelige Israel erstattet af „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Siden da har alle der udviser tro, kunnet tilbede Gud og blive godkendt. Deres tidligere stilling eller fysiske tilstand havde ingen betydning mere. De der trofast holder ud, vil, uanset deres fysiske tilstand, få „et varigt navn . . . et som ikke udslettes“. Jehova vil ikke glemme dem. Deres navne vil være indskrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’, og når Guds tid er inde, vil de få evigt liv. — Malakias 3:16; Ordsprogene 22:1; 1 Johannes 2:17.

Udlændinge tilbeder sammen med Guds folk

11. Hvad opfordres udlændingene til at gøre for at blive velsignet?

¹¹ Hvad med udlændingene? Profetien vender nu tilbage til dem, og Jehova udtaler trøstende ord til dem. Esajas skriver: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, alle som holder sabbatten så de ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde  sig i mit bedehus. Deres brændofre og deres slagtofre vil blive godkendt på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“ — Esajas 56:6, 7.

12. Hvilken forståelse havde man engang af Jesu profeti om de „andre får“?

¹² I vor tid har man lidt efter lidt fået forståelse af hvem „udlændingene“ er. Før den første verdenskrig forstod man at der var flere der ville opnå frelse, end dem der havde håb om at herske i himmelen sammen med Jesus Kristus — dem vi i dag kalder Guds Israel. Bibelstudenterne var bekendt med Jesu ord i Johannes 10:16: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ Man forstod at disse „andre får“ var en jordisk skare, men de fleste bibelstudenter mente at de først ville vise sig i løbet af Kristi tusindårige regering.

13. Hvordan kom man til den slutning at fårene i kapitel 25 i Mattæusevangeliet måtte vise sig i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning?

¹³ Med tiden fik man større forståelse af en anden passage i Bibelen som også taler om får. Det var Jesu lignelse om fårene og gederne, der findes i Mattæusevangeliet, kapitel 25. Ifølge denne lignelse opnår fårene evigt liv fordi de hjælper Jesu brødre. Det vil sige at de udgør en skare som er adskilt og forskellig fra Jesu salvede brødre. Ved et stævne i Los Angeles, Californien, i 1923 blev det forklaret at ’fårene’ måtte vise sig i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning og ikke i tusindårsriget. Hvorfor? Fordi Jesus fortalte lignelsen som en del af sit svar på spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3.

14, 15. Hvordan fik man en større og større forståelse af de andre fårs stilling i endens tid?

 ¹⁴ I løbet af 1920’erne var der nogle af dem som havde sluttet sig til bibelstudenterne, der følte at de ikke havde Guds ånds vidnesbyrd om at de var kaldet til liv i himmelen. Men de var alligevel nidkære tjenere for den allerhøjeste Gud. I 1931 fik de en bedre forståelse af deres stilling da bogen Det store Opgør udkom på engelsk. Denne bog indeholdt en vers-for-vers-gennemgang af Ezekiels Bog og forklarede i den forbindelse synet af „manden“ der bar et skrivesæt ved hoften. (Ezekiel 9:1-11) I synet ser man denne mand gå midt igennem Jerusalem og sætte et mærke i panden på dem der sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves. Denne „mand“ er et billede på Jesu brødre, resten af de salvede kristne der befinder sig på jorden på det tidspunkt da dommen skal eksekveres over det modbilledlige Jerusalem, kristenheden. De der får mærket, er de andre får som lever på den tid. Ifølge synet bliver de skånet når Jehova fuldbyrder dommen over den frafaldne by.

¹⁵ I 1932 fik man en større forståelse af det profetiske drama om Israels kong Jehu og hans ikkeisraelitiske hjælper Jonadab. Man blev klar over at ligesom Jonadab steg op i vognen til Jehu og støttede ham da han udryddede ba’alsdyrkelsen, sådan støtter de andre får Kristi salvede brødre. Endelig forstod man i 1935 at de andre får som lever i endens tid for den nuværende tingenes ordning, er identiske med den store skare som apostelen Johannes så i sit syn. Dette blev forklaret første gang ved det føromtalte stævne i Washington, D.C., da Joseph F. Rutherford identificerede dem der har et jordisk håb, med ’den store skare’.

16. Hvilken forret og hvilket ansvar har „udlændingene“?

 ¹⁶ På denne måde kom man lidt efter lidt til klarhed over at „udlændingene“ indtager en betydningsfuld plads i Jehovas hensigter i disse sidste dage. De slutter sig til Guds Israel for at tilbede Jehova. (Zakarias 8:23) Sammen med denne åndelige nation bringer de Gud antagelige ofre og går ind til sabbatshvilen. (Hebræerne 13:15, 16) De tilbeder Gud i hans åndelige tempel, der ligesom templet i Jerusalem er „et bedehus for alle nationerne“. (Markus 11:17) De viser deres tro på Jesu Kristi genløsningsoffer idet de „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, og de tjener til stadighed Jehova ved at de „yder ham hellig tjeneste dag og nat“. — Åbenbaringen 7:14, 15.

17. Hvordan holder de nutidige udlændinge fast ved den nye pagt?

 ¹⁷ Disse nutidige udlændinge holder fast ved den nye pagt i den forstand at de ved at slutte sig til Guds Israel nyder visse goder og velsignelser der følger med den nye pagt. Selv om de ikke er med i pagten, underordner de sig helhjertet dens love. De har Jehovas lov i deres hjerte, og de kender Jehova som deres himmelske Fader og suveræne Herre. — Jeremias 31:33, 34; Mattæus 6:9; Johannes 17:3.

18. Hvilken indsamling er nu ved at blive fuldført her i endens tid?

¹⁸ Esajas’ profeti fortsætter: „Således lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, som samler Israels fordrevne: ’Jeg vil indsamle andre til ham foruden dem som allerede er indsamlet af hans.’“ (Esajas 56:8) Her i endens tid har Jehova samlet „Israels fordrevne“, den salvede rest. Desuden indsamler han andre, nemlig den store skare. Sammen tilbeder begge skarer i fred og enhed under Jehovas og hans indsatte konges, Jesu Kristi, ledelse. På grund af deres loyalitet mod Jehovas regering ved Kristus har „den gode hyrde“ samlet dem i én hjord, en forenet, glad og lykkelig hjord.

Blinde vægtere, stumme hunde

19. Hvad bliver skovens og det åbne lands vilde dyr indbudt til?

¹⁹ De foregående venlige og opmuntrende ord efterfølges af en slående, næsten chokerende, kontrast. Jehova er parat til at vise udlændinge og eunukker barmhjertighed, men mange som hævder at de hører til Guds menighed, vil han fordømme, og de vil derfor blive ramt af Guds dom. Og mere end det: de vil ikke engang blive begravet, men vil blive fortæret af vilde dyr. Som der siges: „Alle I vilde dyr i det åbne land, kom og æd, alle I vilde dyr i skoven.“ (Esajas 56:9) Hvem bliver et bytte for  de vilde dyr? Det forklarer profetien. Deres skæbne minder os om den der vil overgå Guds modstandere i Harmagedonslaget, hvor himmelens fugle bliver indbudt til at holde måltid på de slagne. — Åbenbaringen 19:17, 18.

20, 21. Hvad gør de religiøse ledere uegnede til at være åndelige vejledere?

²⁰ Profetien fortsætter: „Alle hans vægtere er blinde. De er uvidende. Alle er de stumme hunde; de kan ikke gø, men puster, lægger sig, elsker at døse. Og det er hunde med en stærk og grådig sjæl; de kender ikke til mæthed. Og de er hyrder; de kender ikke til forstand. De har alle vendt sig hver til sin vej, hver til sin uærlige vinding, hver fra sin kant: ’Kom! Lad mig tage noget vin; og lad os drikke os fulde i stærke drikke. Og i morgen skal blive som i dag, helt ovenud storartet.’“ — Esajas 56:10-12.

²¹ Judas religiøse ledere hævder at de tilbeder Jehova. De er „hans vægtere“, siger de. Men de er i åndelig forstand blinde, stumme og døsige. Hvis de ikke kan holde vagt og advare om fare, hvad gavn gør de da? Sådanne religiøse vægtere har ingen forstand. De er ikke egnede til at give deres hjord åndelig vejledning. Desuden er de korrupte og har et umætteligt selvisk begær. I stedet for at følge Jehovas ledelse går de deres egne veje, søger uærlig vinding, drikker umådeholdent og opfordrer andre til at gøre det samme. De lukker øjnene for den faretruende dom der nærmer sig, og forsikrer samtidig folket om at alt er som det skal være.

22. Hvordan var de religiøse ledere på Jesu tid, sammenlignet med dem der fandtes i Juda på Esajas’ tid?

²² Esajas har tidligere i sin profeti brugt et lignende billede for at beskrive Judas utro religiøse ledere — de var åndeligt berusede, døsige og uden forstand. De bebyrdede  folket med menneskers overleveringer, lærte folket religiøse løgne og søgte hjælp hos Assyrien i stedet for at se hen til Gud. (2 Kongebog 16:5-9; Esajas 29:1, 9-14) De havde tydeligvis intet lært. Det var den samme slags religiøse ledere der fandtes på Jesu tid. I stedet for at tage imod den gode nyhed der blev bragt dem af Guds egen søn, forkastede de Jesus og planlagde at få ham ryddet af vejen. Jesus kaldte dem for „blinde vejledere“ og sagde at „hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul“. — Mattæus 15:14.

 Nutidige vægtere

23. Hvilken profeti af Peter angående senere tiders religiøse ledere er blevet opfyldt?

²³ Apostelen Peter advarede om at der også ville komme falske lærere der ville lede de kristne vild. Han skrev: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket [Israels folk], ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“ (2 Peter 2:1) Hvad har været resultatet af disse falske læreres virksomhed? Det ser vi i kristenhedens mange forskellige kirker og trossamfund, hvis religiøse ledere i dag beder om Guds velsignelse over deres politiske venner og lover en lys fremtid. Disse religiøse ledere har vist sig at være blinde, stumme og døsige i åndelig forstand.

24. Hvordan er det åndelige Israel og udlændingene forenede?

²⁴ Jehova har imidlertid ført millioner af ’udlændinge’ sammen med resten af Guds Israel i sit store åndelige bedehus. Skønt de er af forskellig nationalitet, race og sprog, er de forenede med hinanden og med Guds Israel. De er overbeviste om at frelsen alene kommer fra Jehova Gud gennem Jesus Kristus. De nærer kærlighed til Jehova, og sammen med Kristi salvede brødre taler de om deres tro. De henter stor trøst i den inspirerede apostels ord: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“ — Romerne 10:9.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Illustration på side 250]

Sabbatten var en lejlighed til bøn, studium og nærmere eftertanke

[Illustrationer på side 256]

De ’andre fårs’ stilling blev forklaret ved stævnet i Washington, D.C., i 1935 (foto af dåben nedenfor, programmet til højre)

[Illustration på side 259]

De vilde dyr bliver indbudt til et festmåltid

 [Illustrationer på side 261]

Guds Israel og udlændingene er forenede