Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En stor lærer giver os et klarere billede af Skaberen

En stor lærer giver os et klarere billede af Skaberen

KAPITEL NI

En stor lærer giver os et klarere billede af Skaberen

I DET første århundrede var Palæstinas indbyggere „i forventning“. Hvad ventede de på? Den „Kristus“ eller „Messias“ hvis komme Guds profeter havde forudsagt flere hundrede år tidligere. Folket havde tillid til at Bibelen var skrevet under Guds ledelse og indeholdt forudsigelser af fremtiden. En af disse forudsigelser, en profeti i Daniels Bog, viste at Messias ville fremstå i den første del af deres århundrede. — Lukas 3:15; Daniel 9:24-26.

De måtte imidlertid være på vagt, for der ville også fremstå selvbestaltede messiasser. (Mattæus 24:5) Den jødiske historiker Josefus nævner nogle af dem: Teudas, der førte sine tilhængere til Jordanfloden og hævdede at dens vand ville blive delt; en ægypter der førte sine tilhængere til Oliebjerget og påstod at Jerusalems mur ville falde på hans bud, og en bedrager på landshøvdingen Festus’ tid som lovede folket en problemfri tilværelse. — Jævnfør Apostelgerninger 5:36; 21:38.

I modsætning til sådanne vildledte mennesker anerkendte en gruppe der senere blev kaldt „kristne“, Jesus fra Nazaret som en stor lærer og den sande Messias. (Apostelgerninger 11:26; Markus 10:47) Jesus var ikke en falsk messias; han godtgjorde ud over enhver tvivl at han var den sande Messias. Det fremgår tydeligt af de fire historiske bøger der kaldes evangelierne. * Jøderne vidste for eksempel at Messias skulle fødes i Betlehem, at han ville være af Davids slægt, og at han ville gøre store undergerninger. Jesus opfyldte disse krav, hvilket bekræftes af vidnesbyrd fra jøderne på Jesu tid. Ja, Jesus havde de kvalifikationer som den bibelske Messias skulle have. — Mattæus 2:3-6; 22:41-45; Johannes 7:31, 42.

Mange blev overbevist om at Jesus var Messias efter at de havde truffet ham, set ham gøre mirakler, hørt hans ord, der vidnede om en enestående visdom, og fået bevis for at han kunne se ind i fremtiden. I løbet af den tid han forkyndte (år 29-33), kom der flere og flere vidnesbyrd til. Faktisk viste han sig at være mere end Messias. En discipel der var godt kendt med de faktiske forhold, drog den slutning at „Jesus er Messias, Guds søn“. * — Johannes 20:31.

Eftersom Jesus havde et så nært forhold til Gud, kunne han forklare og åbenbare hvordan Skaberen er. (Lukas 10:22; Johannes 1:18) Jesus sagde selv at hans nære forhold til Skaberen begyndte i himmelen, hvor han arbejdede sammen med Gud om at frembringe alt andet, både det levende og det livløse. — Johannes 3:13; 6:38; 8:23, 42; 13:3; Kolossenserne 1:15, 16.

Bibelen forklarer at Sønnen blev overført fra åndeverdenen og „fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:5-8) Noget sådant er ikke normalt, men er det umuligt? Forskere er klar over at ét grundstof, for eksempel uran, kan omdannes til et andet; de kan endog beregne resultatet når stof omdannes til energi (E=mc2). Er der da grund til at tvivle på dét der står i Bibelen om at en åndeskabning blev til et menneske for at kunne leve på Jorden?

For at belyse det med et andet eksempel kunne man tænke på hvor langt lægevidenskaben er nået med hensyn til „in vitro-befrugtning“. Et liv der begynder i et reagensglas, overføres til en kvinde, og senere fødes barnet. Bibelen forklarer at Jesu liv ved „kraft fra den Højeste“ blev overført til en jomfru ved navn Maria. Hun var af Davids slægt så Jesus kunne blive arving til det messianske rige som David havde fået løfte om. — Lukas 1:26-38; 3:23-38; Mattæus 1:23.

På grund af sit nære forhold til Skaberen og sin store lighed med ham kunne Jesus sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) Han sagde også: „Ingen véd hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Lukas 10:22) Når man får kendskab til hvad Jesus sagde og gjorde mens han var på Jorden, får man derfor et klarere billede af Skaberens personlighed. Lad os med dette i tanke se på hvad nogle mænd og kvinder der mødte Jesus, oplevede.

En samaritansk kvinde

„Det skulle vel ikke være Messias?“ spurgte en samaritansk kvinde efter at have talt lidt med Jesus. (Johannes 4:29) Hun opfordrede endda andre fra den nærliggende by Sykar til at møde Jesus. Hvad var det der havde fået hende til at mene at Jesus var Messias?

Denne kvinde mødte Jesus mens han sad og hvilede sig efter at have vandret hele formiddagen ad de støvede veje i Samarias højland. Jesus talte med hende skønt han var træt. Og da han så hvor stærkt interesseret i åndelige anliggender hun var, forklarede han hende hvad det ville sige at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“. I samtalens løb gav han sig til kende som Messias — noget han indtil da ikke havde givet udtryk for offentligt. — Johannes 4:3-26.

Denne samaritanske kvinde havde stort udbytte af sit møde med Jesus. Indtil da havde hun tilbedt på Garizims Bjerg som led i en tilbedelse der udelukkende var baseret på de fem Mosebøger i Bibelen. Jøderne ville ikke have noget at gøre med samaritanerne, hvoraf mange var af blandet herkomst, efterkommere af Israels ti stammer og fremmede som var blevet tvangsforflyttet. Men Jesus undgik ikke samaritanerne. Han ville gerne undervise denne samaritanske kvinde selv om han var sendt til „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Heri afspejlede Jesus Jehovas villighed til at tage imod oprigtige mennesker fra alle nationer. (1 Kongebog 8:41-43) Hverken Jesus eller Jehova ligger under for den snæversynede religiøse fjendtlighed som er så almindelig i verden i dag. Det har givet mange lyst til at lære Skaberen og hans søn nærmere at kende.

Man kan også lære noget andet af Jesu villighed til at undervise denne kvinde. Hun boede på det tidspunkt sammen med en mand som hun ikke var gift med. (Johannes 4:16-19) Men Jesus afholdt sig ikke af den grund fra at tale med hende. Kvinden værdsatte ganske givet at Jesus behandlede hende på lige fod med andre. Og dette tilfælde var ikke enestående. Da nogle farisæere blandt jødernes ledere kritiserede Jesus fordi han spiste sammen med syndere, sagde han: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ (Mattæus 9:10-13) Jesus rakte en hjælpende hånd til dem der var tyngede af deres synder — deres overtrædelser af Guds love eller normer. Er det ikke opmuntrende at Gud og hans søn vil hjælpe dem der er nedtrykte som følge af deres tidligere adfærd? — Mattæus 11:28-30. *

Læg mærke til at det var en kvinde Jesus var så venlig og hjælpsom over for ved denne lejlighed i Samaria. Hvorfor er det bemærkelsesværdigt? Fordi jødiske mænd dengang lærte at de ikke burde tale med en kvinde offentligt, end ikke med deres egen kone. Jødiske rabbinere mente ikke at kvinder var i stand til at fatte dybe åndelige emner, men betragtede dem som „overfladiske“. Nogle sagde: „Det er bedre at lovens ord bliver brændt end at de overlades til kvinder.“ Jesu disciple var vokset op i denne atmosfære, så da de kom hen til Jesus, „begyndte [de] at undre sig fordi han talte med en kvinde“. (Johannes 4:27) Denne beretning — blot én ud af mange — viser at Jesus lignede sin Fader, som havde skabt både manden og kvinden og givet dem begge en ærefuld stilling. — 1 Mosebog 2:18.

Senere overtalte den samaritanske kvinde de andre i sin by til at lytte til Jesus. Mange undersøgte sagen og fik tro. De sagde: „Vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ (Johannes 4:39-42) Eftersom vi er en del af menneskehedens ’verden’, har Jesus også stor betydning for vores fremtid.

To fiskeres syn på Jesus

Lad os nu betragte Jesus med to nære venners øjne, nemlig Peters og Johannes’. Disse to fiskere var nogle af Jesu første disciple. (Mattæus 4:13-22; Johannes 1:35-42) Farisæerne betragtede dem som „ulærde og almindelige mennesker“, som hørende til ’landets folk’ (‛am-ha’aʹræts), som de så ned på fordi de ikke havde gået på rabbinernes skoler. (Apostelgerninger 4:13; Johannes 7:49) Mange af disse jævne mennesker, der ’sled og slæbte og var tyngede’ af de religiøse overleveringers åg, længtes efter åndelig oplysning. Professor i kirkehistorie Charles Guignebert ved Sorbonne-universitetet har sagt om disse at „deres hjerte helt tilhørte Jahve [Jehova]“. Jesus vendte ikke disse ydmyge mennesker ryggen for at koncentrere sig om de rige og betydningsfulde. Nej, han åbenbarede Faderen for dem gennem sin undervisning og sine gerninger. — Mattæus 11:25-28.

Peter så med egne øjne hvor omsorgsfuld Jesus var. Kort tid efter at han havde sluttet sig til Jesus, blev hans svigermor syg og fik feber. Da Jesus kom til Peters hus, tog han hende i hånden, og feberen forlod hende! Man kan ikke sige nøjagtig hvordan det gik til, ligesom læger i dag ikke altid helt kan forklare hvad der udvirker en helbredelse, men i hvert fald forlod feberen kvinden. Noget der er vigtigere end at kende den nøjagtige helbredelsesmetode, er at holde sig for øje at Jesu helbredelser var et udtryk for hans medfølelse med de syge. Han ønskede oprigtigt at hjælpe andre, og sådan er hans Fader også. (Markus 1:29-31, 40-43; 6:34) Peters nære kendskab til Jesus viste ham at Skaberen har omsorg for hvert eneste menneske. — 1 Peter 5:7.

På et senere tidspunkt sad Jesus i kvindernes forgård i templet i Jerusalem og kiggede på dem der lagde penge i bidragsbøsserne. De rige lagde mange mønter i, men Jesus så også en fattig enke der gav to småmønter af meget ringe værdi. Det fik ham til at sige til Peter, Johannes og de andre: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne fattige enke lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne; for de lagde alle i af deres overflod, men hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde.“ — Markus 12:41-44.

Det er tydeligt at Jesus lagde mærke til folks gode sider, og at han værdsatte det den enkelte gjorde. Hvordan virkede det mon på Peter og de andre apostle? Jesu eksempel hjalp Peter til at forstå hvordan Jehova er, og han citerede senere disse ord fra en salme: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn.“ (1 Peter 3:12; Salme 34:15, 16) Kan man andet end føle sig draget mod en Skaber og hans søn som lægger mærke til det gode i et menneske, og som gerne vil lytte til vedkommendes bønner?

Efter cirka to års samvær med Jesus var Peter sikker på at Jesus var Messias. Ved en lejlighed spurgte Jesus sine disciple: „Hvem siger folk jeg er?“ Han fik forskellige svar. Så spurgte han: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Peter svarede med overbevisning: „Du er Messias.“ Jesu reaktion virker måske overraskende. Han „pålagde . . . dem strengt ikke at sige noget til nogen“ om det. (Markus 8:27-30; 9:30; Mattæus 12:16) Hvorfor gjorde han det? Fordi han ikke ønskede at folk skulle drage slutninger på grundlag af hvad andre sagde; de kunne jo henvende sig til Jesus selv, ikke sandt? (Johannes 10:24-26) Og sådan er det også at Skaberen ønsker at mennesker skal lære ham at kende, nemlig ved selv at undersøge beviserne. Han ønsker at vores tro skal hvile på kendsgerninger. — Apostelgerninger 17:27.

Som man kunne forvente, ville nogle af Jesu landsmænd ikke anerkende ham til trods for de tydelige tegn på at Skaberen var med ham. Mange tænkte mest på deres status eller på at nå politiske mål og brød sig derfor ikke om denne oprigtige, men ydmyge Messias. Da Jesu tjeneste nærmede sig sin afslutning, sagde han: „Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn . . . Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Denne ændrede situation for det jødiske folk var et betydningsfuldt skridt hen imod gennemførelsen af Guds hensigt til velsignelse for alle nationer.

Kort efter hørte Peter og tre andre apostle Jesus fremholde en detaljeret profeti om „afslutningen på tingenes ordning“. * Jesu profeti fik en første opfyldelse i forbindelse med romernes angreb på og ødelæggelse af Jerusalem i årene 66-70. Historien bekræfter at det Jesus forudsagde, virkelig skete. Peter var øjenvidne til mange af de begivenheder Jesus havde forudsagt, hvilket fremgår af de to breve han skrev, Peters Første Brev og Peters Andet Brev. — 1 Peter 1:13; 4:7; 5:7, 8; 2 Peter 3:1-3, 11, 12.

Under sin tjeneste havde Jesus tålmodigt behandlet jøderne venligt. Men han tøvede ikke med at fordømme al uret. Dette gav Peter et klarere billede af Skaberen, og sådan bør det også være for os. Efterhånden som Peter så andre begivenheder indtræffe som en opfyldelse af Jesu profeti, skrev han at kristne ’altid skulle have Jehovas dags nærværelse i tanke’. Han skrev også: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ Derefter skrev han opmuntrende ord om „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:3-13) Ser vi ligesom Peter Guds egenskaber genspejlet i Jesus, og viser vi tillid til hans løfter angående fremtiden?

Hvorfor døde Jesus?

Den sidste aften Jesus var sammen med apostlene, spiste han et særligt måltid sammen med dem. Ved et sådant samvær viste en jødisk vært normalt sin gæstfrihed ved at vaske gæsternes fødder fordi de sikkert havde vandret i sandaler ad støvede veje. Men ingen tilbød at vaske Jesu fødder. Derfor rejste han sig ydmygt, tog et håndklæde og et vaskefad og begyndte at vaske apostlenes fødder. Da det blev Peters tur, skammede denne sig over at blive betjent af Jesus på den måde og sagde: „Du skal aldrig i evighed vaske mine fødder.“ „Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen lod og del med mig,“ svarede Jesus. Han vidste at han snart skulle dø og tilføjede derfor: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ — Johannes 13:5-17.

Flere årtier senere tilskyndede Peter de kristne til at efterligne Jesus, ikke ved at indføre et fodvaskningsritual, men ved ydmygt at betjene andre i stedet for at ’spille herrer’ over dem. Peter forstod også at Jesu eksempel viste at „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed“. Peter havde sandelig lært noget! (1 Peter 5:1-5; Salme 18:35) Men han skulle lære endnu mere.

Judas Iskariot, der var en apostel, men var begyndt at stjæle, førte efter dette sidste måltid en skare bevæbnede mænd hen for at arrestere Jesus. Da det skete, greb Peter ind. Han trak sit sværd og sårede en af mændene i skaren. Jesus irettesatte Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ Mens Peter så til, rørte Jesus derpå ved manden og helbredte ham. (Mattæus 26:47-52; Lukas 22:49-51) Jesus efterlevede tydeligvis sine egne ord om at man skal ’blive ved med at elske sine fjender’ ligesom Faderen, der „lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“. — Mattæus 5:44, 45.

I løbet af denne anstrengende nat blev Jesus i al hast forhørt af den jødiske højesteret. Han blev falskeligt anklaget for gudsbespottelse, ført for den romerske landshøvding og derpå uretfærdigt overgivet til henrettelse. Jøder og romere latterliggjorde ham. Han blev brutalt mishandlet og til sidst pælfæstet. Mange af disse begivenheder opfyldte profetier der var blevet nedskrevet flere hundrede år tidligere. Selv de soldater der så Jesus hænge på marterpælen, indrømmede: „Dette var virkelig Guds søn.“ — Mattæus 26:57–27:54; Johannes 18:12–19:37.

Alt dette fik sikkert Peter og andre til at spørge: ’Hvorfor skulle Messias dø?’ Det forstod de først senere. Primært skete det som en opfyldelse af en profeti i Esajas, kapitel 53, der viste at Messias ville give ikke blot jøderne, men hele menneskeheden mulighed for at opnå frihed. Peter skrev: „Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Peter 2:21-25) Peter havde fattet betydningen af noget Jesus havde sagt: ’Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.’ (Mattæus 20:28) Ja, Jesus måtte give afkald på retten til livet som et fuldkomment menneske for at genløse menneskeheden fra den syndige tilstand den havde arvet fra Adam. Det er en grundlæggende bibelsk lære — genløsningen.

Hvad indebærer genløsningen? Man kan måske illustrere det på denne måde: En eller anden har plantet en fejl (en virus) i et ellers perfekt computerprogram. Det svarer til det Adam gjorde da han syndede ved bevidst at overtræde Guds bud. Vi kan nu føre illustrationen et skridt videre: Hvis man laver kopier af det inficerede program, vil virusen blive overført til alle kopierne; men med et antivirusprogram kan man finde virusen og derefter fjerne den. Tilsvarende har hele menneskeheden ved „kopiering“ fået en „virus“, synden, fra Adam og Eva, og vi har brug for hjælp udefra for at få den slettet eller fjernet. (Romerne 5:12) Ifølge Bibelen har Gud gjort en sådan fjernelse af synden mulig ved hjælp af Jesu død. Det er en kærlig foranstaltning til gavn for os. — 1 Korinther 15:22.

Peters værdsættelse af det Jesus havde gjort, fik ham til ’ikke mere at leve for menneskers lyster, men for Guds vilje, resten af sin tid i kødet’. For Peter indebar dette, som det gør for os, at aflægge dårlige vaner og ophøre med at leve umoralsk. Andre vil måske søge at skabe vanskeligheder for den der stræber efter at gøre „Guds vilje“. Ikke desto mindre vil man opdage at livet bliver rigere og mere meningsfyldt når man gør Guds vilje. (1 Peter 4:1-3, 7-10, 15, 16) Det erfarede Peter, og det samme kan vi erfare i dag hvis vi ’betror vore sjæle, vort liv, til den trofaste Skaber mens vi fortsætter med at gøre det gode’. — 1 Peter 4:19.

En discipel der satte pris på kærlighed

Apostelen Johannes var en anden discipel der var meget sammen med Jesus, og som derfor kan hjælpe os til at få et klarere billede af Skaberen. Johannes skrev et evangelium og tre breve (Første, Andet og Tredje Johannesbrev). I et af sine breve skrev han: „Vi ved at Guds søn er kommet, og han har givet os forstand så vi kan kende den sande [Skaberen]. Og vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv.“ — 1 Johannes 5:20.

Johannes måtte bruge sin forstand for at lære „den sande“ at kende. Hvad fandt han ud af om Skaberens egenskaber? „Gud er kærlighed,“ skrev han, „og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud.“ Hvordan kunne Johannes være sikker på det? „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn“ som et sonoffer for os. (1 Johannes 4:10, 16) Den kærlighed Gud viste ved at lade sin søn dø for os, gjorde et dybt indtryk både på Johannes og Peter.

Johannes, som havde stået Jesus meget nær, forstod Jesu følelser. En hændelse i Betania, i nærheden af Jerusalem, virkede stærkt på Johannes. Jesus havde fået at vide at hans ven Lazarus var meget syg, men da han og apostlene nåede til Betania, havde Lazarus været død i mindst fire dage. Johannes var klar over at Jesus fik sin kraft fra Skaberen, kilden til livet, også til menneskelivet. Kunne Jesus oprejse Lazarus? (Lukas 7:11-17; 8:41, 42, 49-56) Jesus sagde til Lazarus’ søster Marta: „Din broder skal opstå.“ — Johannes 11:1-23.

Derefter så Johannes en anden af Lazarus’ søstre, Maria, komme Jesus i møde. Hvordan reagerede Jesus? Han „stønnede . . . i ånden og oprørtes“. For at beskrive Jesu reaktion brugte Johannes et græsk ord (gengivet „stønnede“ på dansk) som indeholder tanken om at være så dybt bevæget at man ikke kan lade være med at stønne. Johannes kunne se at Jesus var ’oprørt’; han var i affekt på grund af dyb sorg. Jesus var ikke upåvirket eller meget behersket. Han „gav tårerne frit løb“. (Johannes 11:30-37) Jesus nærede tydeligvis dybe følelser. At se dette hjalp Johannes — ligesom det bør hjælpe os — til at forstå at Skaberen føler med sine skabninger.

Johannes vidste desuden at Jesu følelser var forbundet med handling, for han hørte Jesus råbe: „Lazarus, kom ud!“ Og Lazarus kom til live og kom ud af graven. Hans søstre og de andre tilskuere må have været ubeskriveligt glade! Mange af dem fik tro på Jesus. Hans fjender kunne ikke benægte at han havde oprejst Lazarus, men da nyheden om det spredtes, lagde de råd op om at dræbe både Lazarus og Jesus. — Johannes 11:43; 12:9-11.

Bibelen beskriver Jesus som ’det nøjagtige udtryk for selve Skaberens væsen’. (Hebræerne 1:3) Jesu tjeneste er derfor et tydeligt udtryk for hans eget og hans Faders inderlige ønske om at gøre alt godt igen, alt det som sygdom og død har forvoldt. Der er altså ikke kun tale om de få opstandelser der berettes om i Bibelen. Johannes hørte Jesus sige: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Sønnens] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Læg mærke til at Johannes her brugte et ord der gengives med „mindegravene“ i stedet for det almindelige ord for grav. Hvorfor gjorde han det?

Det skyldes at de der er i „mindegravene“, er bevaret i Guds erindring. Det betyder at Skaberen af det umådelige univers kan huske alt hvad der kendetegnede dem der er døde, både deres nedarvede og deres erhvervede egenskaber. (Jævnfør Esajas 40:26.) Og han ikke blot kan huske dem; både han og hans søn ønsker at huske dem. Om det vidunderlige opstandelseshåb sagde den trofaste Job om Gud: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du [Jehova] vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15; Markus 1:40-42) En sådan kærlig Skaber er værd at tilbede.

Jesu opstandelse — grundlaget for et meningsfyldt liv

Den elskede discipel Johannes iagttog Jesus på nært hold indtil denne døde. Johannes beskrev endog hans opstandelse, den vigtigste opstandelse der nogen sinde har fundet sted, og en begivenhed der danner et solidt grundlag for at vi kan få et varigt og meningsfyldt liv.

Jesu fjender lod ham henrette. Han blev naglet til en pæl som en simpel forbryder. Tilskuerne — deriblandt religiøse ledere — hånede ham mens han led i flere timer. Men da han fik øje på sin mor, sagde han trods sine pinsler til hende om Johannes: „Kvinde, se! Din søn!“ På det tidspunkt må Maria have været enke, og hendes andre børn var endnu ikke blevet disciple. * Jesus betroede derfor sin aldrende mor til disciplen Johannes’ omsorg. Også dette genspejler Skaberens indstilling, for han tilskynder til at man viser enker og faderløse omsorg. — Johannes 7:5; 19:12-30; Markus 15:16-39; Jakob 1:27.

Men hvordan kunne Jesus gennemføre sin opgave som det „afkom“ ved hvilket ’alle jordens nationer skulle velsigne sig’, nu da han var død? (1 Mosebog 22:18) Ved sin død på denne eftermiddag i april år 33 gav Jesus sit liv som grundlag for genløsningen. Det må have smertet hans medfølende Fader at se hvilke pinsler hans uskyldige søn måtte gennemgå. Men på denne måde blev den løsesum der var nødvendig for at menneskeheden kunne blive udfriet fra syndens og dødens trældom, tilvejebragt. (Johannes 3:16; 1 Johannes 1:7) Vejen var nu banet for en storslået og lykkelig afslutning.

Eftersom Jesus Kristus indtager en central plads i gennemførelsen af Guds hensigter, måtte han vækkes til live igen. Det var hvad der skete, og Johannes så det med egne øjne. Om morgenen på den tredje dag efter Jesu død og gravlæggelse gik nogle disciple ud til graven. Den var tom. Disciplene var rådvilde indtil Jesus viste sig for flere forskellige. Maria Magdalene fortalte: „Jeg har set Herren!“ Disciplene troede hende ikke. Senere samledes de i et aflåst værelse, og Jesus viste sig igen og talte endog med dem. Inden for få dage så over 500 mænd og kvinder at Jesus virkelig var i live. Hvis nogle var skeptiske, kunne de selv tale med disse pålidelige vidner og høre deres udsagn. De kristne kunne være sikre på at Jesus var blevet oprejst og nu levede som en åndeskabning ligesom sin himmelske Fader. Vidnesbyrdene om dette var så rigelige og så troværdige at mange hellere ville se døden i øjnene end benægte at Jesus var opstået fra de døde. — Johannes 20:1-29; Lukas 24:46-48; 1 Korinther 15:3-8. *

Apostelen Johannes blev selv forfulgt fordi han vidnede om Jesu opstandelse. (Åbenbaringen 1:9) Mens han var landsforvist, fik han imidlertid en usædvanlig belønning. Jesus gav ham en række syner der giver os et klarere billede af Skaberen og åbenbarer hvad fremtiden vil bringe. Disse syner er nedskrevet i Åbenbaringens Bog, som indeholder mange billeder der har symbolsk betydning. Jesus Kristus skildres her som en sejrende konge der snart vil vinde den endelige sejr over sine fjender. Blandt disse fjender er døden (en fjende af os alle) og den fordærvede åndeskabning ved navn Satan. — Åbenbaringen 6:1, 2; 12:7-9; 19:19–20:3, 13, 14.

Mod slutningen af sit apokalyptiske budskab fik Johannes et syn af den tid hvor Jorden vil blive et paradis. En stemme beskrev de forhold der vil råde til den tid: „Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:3, 4) Dette sker som led i gennemførelsen af Guds hensigt, opfyldelsen af det løfte han gav Abraham. — 1 Mosebog 12:3; 18:18.

Tilværelsen til den tid vil være „det virkelige liv“, noget der kan sammenlignes med det Adam kunne se frem til da han blev skabt. (1 Timoteus 6:19) Menneskene vil ikke længere behøve at famle sig frem for at finde deres Skaber og forstå deres forhold til ham. Man kunne imidlertid spørge: ’Hvornår vil alt dette ske? Og hvorfor har en omsorgsfuld Skaber tilladt ondskab og lidelser at eksistere helt frem til vor tid?’ Disse spørgsmål vil blive behandlet i det følgende kapitel.

[Fodnoter]

^ par. 5 Mattæus, Markus og Johannes var øjenvidner. Lukas foretog en grundig undersøgelse af dokumenter og øjenvidneberetninger. Evangelierne bærer præg af at være ærlige, nøjagtige og pålidelige. — Se brochuren En bog for alle mennesker, side 16, 17, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

^ par. 6 I Koranen står der: „Hans navn skal være Messias, Jesus, Marias søn, æret i denne verden og den kommende.“ (Sura 3:46) Som menneske var Jesus søn af Maria. Men hvem var hans fader? Koranen siger: „Med Jesus er det hos Allah ligesom med Adam.“ (Sura 3:60) I Bibelen kaldes Adam „søn af Gud“. (Lukas 3:23, 38) Hverken Adam eller Jesus havde en jordisk fader; ingen af dem kom til verden som følge af en mands forbindelse med en kvinde. Jesus var derfor en søn af Gud ligesom Adam.

^ par. 15 Jesu holdning afspejler Jehovas, som er beskrevet i Salme 103 og Esajas 1:18-20.

^ par. 45 Mindst to af dem blev senere disciple og skrev tilskyndende breve som findes i Bibelen, nemlig Jakobs Brev og Judas’ Brev.

^ par. 47 En romersk officer hørte Peters øjenvidneskildring: „I kender det der har været samtaleemne i hele Judæa . . . Ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham blive kendt . . . han pålagde os at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd om at han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde.“ — Apostelgerninger 2:32; 3:15; 10:34-42.

[Ramme på side 150]

Det er interessant at sammenligne de parallelle beretninger om Jesu helbredelse af Peters svigermor. (Mattæus 8:14-17; Markus 1:29-31; Lukas 4:38, 39) Lukas, der var læge, nævner den detalje at hun havde „høj feber“. Hvad satte Jesus i stand til at helbrede hende og andre? Lukas fortæller at „Jehovas kraft var der så [Jesus] kunne helbrede“. — Lukas 5:17; 6:19; 9:43.

[Ramme på side 152]

Den største prædiken der er blevet holdt

Hindulederen Mohandas Gandhi er blevet citeret for at have sagt at hvis vi følger dens lære, ’vil vi have løst hele verdens problemer’. Den kendte antropolog Ashley Montagu har skrevet at den nyere tids opdagelser af den psykologiske betydning af kærlighed blot er „en bekræftelse“ af denne prædiken.

De hentydede begge til Jesu bjergprædiken. Gandhi sagde også at „undervisningen i den prædiken var stilet til hver og en af os“. Professor Hans Dieter Betz skrev for nylig: „Bjergprædikenens indflydelse rækker langt ud over jødedommens og kristendommens, ja endog den vestlige kulturs grænser.“ Han tilføjede at denne prædiken har „en ejendommelig universel appel“.

Hvorfor ikke læse denne forholdsvis korte, men fascinerende tale? Den findes hos Mattæus, i kapitlerne 5-7, og i Lukas 6:20-49. Her følger nogle af hovedpunkterne i den største prædiken der nogen sinde er blevet holdt:

Hvordan man bliver lykkelig — Mattæus 5:3-12; Lukas 6:20-23.

Hvordan man bevarer sin selvrespekt — Mattæus 5:14-16, 37; 6:2-4, 16-18; Lukas 6:43-45.

Hvordan man får et bedre forhold til andre — Mattæus 5:22-26, 38-48; 7:1-5, 12; Lukas 6:27-38, 41, 42.

Hvordan man mindsker ægteskabelige problemer — Mattæus 5:27-32.

Hvordan man klarer bekymringer — Mattæus 6:25-34.

Hvordan man kan kende religiøst bedrag — Mattæus 6:5-8, 16-18; 7:15-23.

Hvordan man finder meningen med livet — Mattæus 6:9-13, 19-24, 33; 7:7-11, 13, 14, 24-27; Lukas 6:46-49.

[Ramme på side 159]

En handlingens mand

Jesus Kristus var ikke en passiv eneboer. Han var beslutsom, en handlingens mand. Han „tog rundt i en kreds til landsbyerne og underviste“ og hjalp derved dem der var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Markus 6:6; Mattæus 9:36; Lukas 8:1) I modsætning til mange af nutidens velstående religiøse ledere samlede Jesus sig ikke rigdom; han havde ’ikke noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. — Mattæus 8:20.

Mens Jesus først og fremmest helbredte folk i åndelig forstand og gav dem åndelig næring, så han ikke bort fra deres fysiske behov. Han helbredte de syge, de invalide og de dæmonbesatte. (Markus 1:32-34) Ved to lejligheder sørgede han for at flere tusind af hans ivrige tilhørere fik noget at spise fordi han havde ondt af dem. (Markus 6:35-44; 8:1-8) Hans motiv til at gøre mirakler var hans omsorg for andre. — Markus 1:40-42.

Jesus rensede resolut templet for begærlige handlende. De der så det, kom til at tænke på noget der stod i en af Davids salmer: „Nidkærheden for dit hus vil fortære mig.“ (Johannes 2:14-17) Han lagde ikke fingrene imellem når han fordømte de hykleriske religiøse ledere. (Mattæus 23:1-39) Han gav heller ikke efter for pres fra politisk indflydelsesrige mænd. — Mattæus 26:59-64; Johannes 18:33-37.

Det er fængslende at læse om Jesu forkyndergerning. Mange der læser den for første gang, begynder med Markus’ korte, men levende beretning om denne handlingens mand.

[Ramme på side 164]

Jesus ansporede dem til handling

Bogen Apostelgerninger indeholder en historisk beretning om hvordan Peter, Johannes og andre vidnede om Jesu opstandelse. En stor del af bogen beretter om begivenhederne i forbindelse med en veluddannet og lovkyndig mand ved navn Saulus, eller Paulus, som havde været en stærk modstander af kristendommen. Den opstandne Jesus viste sig for ham. (Apostelgerninger 9:1-16) Da Paulus havde fået uigendrivelige beviser for at Jesus levede og befandt sig i himmelen, begyndte han at forkynde nidkært om dette for jøder og ikkejøder, deriblandt filosoffer og herskere. Det gør indtryk at læse hvad han sagde til sådanne veluddannede, indflydelsesrige personer. — Apostelgerninger 17:1-3, 16-34; 26:1-29.

I løbet af nogle årtier skrev Paulus mange af de bøger som nu findes i det såkaldte Nye Testamente, det vil sige De Kristne Græske Skrifter. I de fleste bibler er der en indholdsfortegnelse over bøgerne. Paulus skrev bøgerne fra Romerbrevet til Hebræerbrevet, 14 i alt. De gjorde rede for dybe åndelige sandheder og gav klog vejledning til datidens kristne. Og de er endnu mere værdifulde for os, som jo ikke kan tale med apostlene eller andre der var vidne til Jesu undervisning, gerninger og opstandelse. Det Paulus skrev, kan være til hjælp for os i forholdet til familiemedlemmer, arbejdskammerater og dem vi ellers støder på, og kan give retningslinjer for vort liv så det bliver meningsfyldt og tilfredsstillende.

[Illustration på side 146]

Forskere kan udføre in vitro-befrugtning. Skaberen overførte sin søns liv til en jordisk kvinde så han blev menneske

[Illustration på side 148]

Mange der hørte Jesus undervise, og så hvordan han behandlede andre, lærte derved hans Fader bedre at kende

[Illustration på side 154]

Jesus vaskede apostlenes fødder og satte derved et eksempel i ydmyghed, en egenskab som Skaberen sætter højt

[Illustration på side 157]

En computerfejl eller virus kan fjernes fra systemet; menneskene har brug for Jesu genløsningsoffer for at slippe af med den nedarvede ufuldkommenhed

[Illustration på side 163]

Øjenvidner så at Jesus blev lagt i en grav (som denne), og at han blev oprejst til liv på den tredje dag