KAPITEL SYV

Hvad kan en bog lære os om Skaberen?

ER DET ikke sandt at en bog der er oplysende og interessant, er værdifuld? En sådan bog er Bibelen. Den indeholder fængslende livsberetninger der fremhæver høje moralnormer. Med dens lignelser og billedsprog får den sagt væsentlige sandheder. En af dem hvis skrifter findes i Bibelen, og som var berømt for sin visdom, sagde at han „stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande“. — Prædikeren 12:10.

Den bog vi kender som Bibelen, består i virkeligheden af 66 mindre bøger der er skrevet over et tidsrum på mere end 1500 år. Mellem 1513 og 1473 f.v.t. skrev Moses for eksempel Bibelens fem første bøger, Mosebøgerne. Johannes, en af Jesu apostle, var den sidste af bibelskribenterne. Han skrev en beretning om Jesu liv (Johannesevangeliet) samt nogle kortere breve og Åbenbaringens Bog, der er den sidste bog i de fleste bibeludgaver.

I løbet af de 1500 år der gik mellem Moses’ og Johannes’ levetid, skrev cirka 40 mænd bøger og breve der blev en del af Bibelen. Det var oprigtige, gudfrygtige mænd som ønskede at hjælpe andre til at lære mere om Skaberen. Deres skrifter kan give os indsigt i Guds personlighed og lære os hvordan vi kan glæde ham. Bibelen hjælper os også til at forstå hvorfor der findes så megen ondskab, og hvordan den vil blive fjernet. Bibelskribenterne pegede frem til en tid hvor menneskene mere direkte ville være  underlagt Guds herredømme, og de beskrev nogle af de vidunderlige forhold der vil råde til den tid. — Salme 37:10, 11; Esajas 2:2-4; 65:17-25; Åbenbaringen 21:3-5.

Som bekendt affærdiger mange Bibelen som en gammel bog der blot indeholder menneskers visdomsord. Millioner af andre er imidlertid overbevist om at Bibelens egentlige forfatter er Gud, at han har ledet skribenternes tanker. (2 Peter 1:20, 21) Hvordan kan man finde ud af om dét bibelskribenterne skrev, stammer fra Gud?

Der er flere forskellige beviser der peger i den retning. De har fået mange til at slutte at Bibelen indeholder andet og mere end menneskers ord, at den stammer fra en overmenneskelig kilde. Lad os belyse det med blot én form for bevis, som kan lære os mere om universets Skaber, den der har frembragt menneskene.

Forudsigelser der er gået i opfyldelse

Mange bibelskribenter nedskrev profetier. De påstod ikke at de selv var i stand til at se ud i fremtiden, men gav Skaberen æren. Esajas omtalte for eksempel Gud som den der „fra begyndelsen fortæller om enden“. (Esajas 1:1; 42:8, 9; 46:8-11) Evnen til at forudsige begivenheder der først ville indtræffe årtier eller endda århundreder senere, gør Esajas’ Gud til noget enestående. Han er ikke en afgud som de mange guder mennesker har dyrket op gennem tiden. Profetiernes opfyldelse er et overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen ikke blot er menneskers ord. Lad os se hvordan dette bekræftes af Esajas’ Bog.

En sammenligning af indholdet af Esajas’ Bog med hvad historien fortæller, viser at denne bog er skrevet  omkring år 732 f.v.t. Esajas forudsagde at Jerusalems og Judas indbyggere ville blive ramt af ulykke fordi de var skyldige i blodsudgydelse og afgudsdyrkelse. Esajas profeterede at landet ville blive lagt øde, Jerusalem og templet lagt i ruiner og de overlevende ført i fangenskab til Babylon. Men Esajas forudsagde også at Gud ville huske det fangne folk. I hans bog blev det forudsagt at en fremmed konge ved navn Kyros ville indtage Babylon og befri jøderne så de kunne vende tilbage til deres hjemland. Esajas omtalte endda Gud som „den der siger om Kyros: ’Han er min hyrde, og alt hvad jeg har lyst til, vil han fuldbyrde;’ også det jeg sagde om Jerusalem: ’Det vil blive genopbygget,’ og om templet: ’Du vil få din grundvold lagt.’“ — Esajas 2:8; 24:1; 39:5-7; 43:14; 44:24-28; 45:1.

På Esajas’ tid, i det 8. århundrede før vor tidsregning, må disse forudsigelser have lydt utrolige. På det tidspunkt var Babylon ikke engang en førende militærmagt, men var underlagt datidens verdensrige, Assyrien. Det må også have lydt usandsynligt at et besejret folk der var blevet ført til et fjernt land som landflygtige, kunne blive frigivet og få sit land tilbage. „Hvem har hørt noget lignende?“ skrev Esajas. — Esajas 66:8.

Men hvad skete der to hundrede år senere? Jødernes historie har vist at Esajas’ profeti blev opfyldt indtil mindste detalje. Babylon blev en stormagt og lagde Jerusalem øde. Navnet på den persiske konge (Kyros), hans erobring af Babylon og jødernes tilbagevenden er anerkendte historiske kendsgerninger. De forudsagte detaljer blev opfyldt så nøjagtigt at bibelkritikere i 1800-tallet påstod at Esajas’ Bog var  et falsum og sagde: ’Esajas har måske nok skrevet de første kapitler, men en senere skribent på kong Kyros’ tid har skrevet resten af bogen så den tager sig ud som en profeti.’ Det er let at fremsætte den slags påstande, men hvad viser kendsgerningerne?

Var det virkelig forudsigelser?

Forudsigelserne i Esajas’ Bog drejer sig ikke kun om begivenhederne i forbindelse med Kyros og jødernes landflygtighed. Esajas forudsagde også hvordan det ville gå Babylon, og der nævnes mange enkeltheder i hans bog om en kommende Messias, en Befrier, der skulle gennemgå lidelser og derefter ville blive æret og ophøjet. Er det muligt at finde ud af om dette blev nedskrevet lang tid i forvejen og således var profetier der gik i opfyldelse?

Tænk over følgende: Om Babylons sidste tid skrev Esajas: „Det skal gå Babylon, rigernes pryd, kaldæernes stolthed og hæder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig.“ (Esajas 13:19, 20; kapitel 47) Hvordan kom det til at gå?

Babylon havde gennem lang tid været afhængigt af et omfattende vandingsanlæg bestående af reservoirer og kanaler mellem floderne Tigris og Eufrat. Dette vandingsanlæg blev formodentlig beskadiget under partherkrigene, omkring 140 f.v.t., hvorefter det forfaldt. Hvilke konsekvenser fik det? The Encyclopedia Americana forklarer: „Jorden blev mættet af mineralsalte, og der dannedes en skorpe af gold alkalijord.“ Omkring 200 år senere var Babylon dog stadig en tæt befolket by, men sådan blev det ikke  ved med at være. (Jævnfør Første Petersbrev 5:13.) I det 3. århundrede efter vor tidsregning skrev historikeren Dio Cassius (cirka 150-235) at en besøgende i Babylon ikke fandt andet end „jorddynger og sten og ruiner“. (LXVIII, 30) På det tidspunkt havde Esajas vel at mærke været død i flere hundrede år, og hele hans bog havde eksisteret lige så længe. I dag er der stadig kun ruiner at se i den engang så smukke by. Oldtidsbyer som Rom, Jerusalem og Athen er beboet den dag i dag, men ruinbyen Babylon ligger øde, uden beboere — netop som Esajas forudsagde. Profetien gik i opfyldelse.

Lad os nu se nærmere på Esajas’ beskrivelse af den kommende Messias. Ifølge Esajas 52:13 ville denne særlige tjener for Gud til sidst blive ’højt stillet og meget ophøjet’. I det følgende kapitel  (Esajas 53) forudsiges det imidlertid at Messias før sin ophøjelse måtte udholde en ganske anden behandling. Det vil måske være ret overraskende at læse den detaljerede beskrivelse i dette kapitel, der er almindeligt anerkendt som en profeti om Messias.

Det fremgår af dette kapitel at Messias ville blive ringeagtet af sine landsmænd. Esajas var så sikker på at dette ville ske, at han beskrev det som om det allerede var sket: „Han blev ringeagtet og undgået af folk.“ (Vers 3) Denne mishandling ville være uberettiget, for Messias ville gøre godt mod andre. Esajas beskrev Messias’ helbredelser med disse ord: „Han bar vore sygdomme.“ (Vers 4) Alligevel ville Messias blive ført for retten og dømt på falske anklager, og han ville forholde sig tavs over for sine modstandere. (Vers 7, 8) Han ville finde sig i at blive overgivet til henrettelse sammen med forbrydere, og under hans henrettelse ville hans legeme blive gennemboret. (Vers 5, 12) Selv om han døde som en forbryder, ville han blive begravet som en rig mand. (Vers 9) Desuden nævnte Esajas gentagne gange at Messias’ uretfærdige død ville have en sonende værdi; den ville dække andre menneskers synder. — Vers 5, 8, 11, 12.

Alt dette skete præcis som beskrevet. De beretninger der blev nedskrevet af Jesu samtidige — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — bekræfter at det som Esajas havde forudsagt, rent faktisk indtraf. Noget af det fandt sted efter Jesu død, så han kunne ikke selv have styret begivenhedernes gang. (Mattæus 8:16, 17; 26:67; 27:14, 39-44, 57-60; Johannes 19:1, 34) Opfyldelsen af Esajas’ messiasprofeti har i  århundredernes løb gjort et stærkt indtryk på oprigtige bibellæsere, deriblandt nogle som ikke tidligere havde anerkendt Jesus som Messias. Den hebraiskkyndige William Urwick, der har skrevet en kommentar til Esajas’ Bog, siger: „Mange jøder der i skrift har fortalt om årsagerne til deres omvendelse til kristendommen, siger at det var studiet af dette kapitel [Esajas 53] der fik dem til at miste tilliden til deres tidligere tro og lærere.“ — The Servant of Jehovah. *

William Urwick skrev dette i slutningen af 1800-tallet, på et tidspunkt da nogle måske stadig tvivlede på at det 53. kapitel hos Esajas var skrevet flere hundrede år før Jesu fødsel. Siden da har arkæologiske fund i alt væsentligt fjernet grundlaget for tvivl. I 1947 fandt en beduinhyrde en gammel skriftrulle med hele Esajas’ Bog i nærheden af Det Døde Hav. Eksperter i oldtidsskrift daterede skriftrullen til mellem år 125 og 100 f.v.t., og ved en kulstof-14-analyse i 1990 blev den dateret til et tidspunkt mellem år 202 og 107 f.v.t. Ja, denne berømte Esajasrulle var allerede gammel da Jesus blev født. Hvad viser en sammenligning af den med vore dages bibler?

Hvis man besøger Jerusalem, har man mulighed for at få fragmenter af Dødehavsrullerne at se. På en båndoptagelse forklarer arkæologen, professor Yigael Yadin: „Der er ikke gået mere end fem-seks hundrede år fra det tidspunkt da Esajas udtalte ordene, og til denne rulle blev afskrevet i det 2. århundrede før Kristus. Det er forbløffende hvor tæt denne rulle . . . som er over 2000 år gammel, er på den Bibel  vi læser i dag enten på hebraisk eller i en oversættelse fra det oprindelige hebraisk til engelsk eller andre sprog.“

Dette skulle være nok til at aflive alle indvendinger der går ud på at Esajas’ Bog skulle være skrevet efter at de forudsagte begivenheder fandt sted. Det er nu videnskabeligt bevist at der blev foretaget en afskrift af Esajas’ Bog over hundrede år før Jesu fødsel og lang tid før Babylon blev lagt øde. Hvordan kan der da være nogen tvivl om at Esajas’ skrifter har forudsagt både Babylons endelige ødelæggelse  og Messias’ lidelser og omstændighederne ved hans død? De historiske kendsgerninger fjerner desuden enhver tvivl om at Esajas meget præcist forudsagde jødernes fangenskab i Babylon og deres udfrielse. Disse opfyldte profetier er blot ét af mange beviser på at Bibelens egentlige forfatter er Skaberen, og at Bibelen er „inspireret af Gud“. — 2 Timoteus 3:16.

Der findes mange andre vidnesbyrd om at Bibelen er Guds ord. For eksempel kan nævnes at Bibelen er nøjagtig når den omtaler astronomiske, geologiske og medicinske emner; at der er overensstemmelse mellem dens bøger skønt de er skrevet af talrige mænd over en periode på mange hundrede år; at den harmonerer med utallige vidnesbyrd fra den verdslige historie og arkæologien, og at dens morallove overgik datidens love i Israels nabolande og stadig betragtes som uforlignelige. Disse og andre vidnesbyrd har overbevist mange flittige og ærlige bibellæsere om at Bibelen er en bog som uomtvisteligt stammer fra Gud, Skaberen. *

At Bibelen er en bog fra Gud, betyder at den kan lære os noget om Skaberen og hans egenskaber. Vidner hans evne til at se ud i fremtiden ikke om at han er i besiddelse af nogle sanser som overgår menneskers? Vi ved ikke hvad der vil ske i en fjern fremtid og har ingen indflydelse på det. Det har Skaberen. Han kan både forudse fremtiden og sørge for at begivenhederne indtræffer så hans vilje gennemføres. Esajas beskriver meget træffende Skaberen som den der „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra  gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg’“. — Esajas 46:10; 55:11.

Lær Bibelens forfatter at kende

Man lærer andre at kende ved at tale med dem og ved at se hvordan de reagerer i forskellige situationer. Når der er tale om mennesker, kan vi gøre begge dele, men hvordan kan vi lære Skaberen at kende? Vi kan ikke tale direkte med ham, men som vi har været inde på, åbenbarer han meget om sig selv i Bibelen — både gennem det han har sagt, og det han har gjort. Desuden indbyder denne ganske særlige bog os til at blive Skaberens venner med ordene: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 2:23; 4:8.

Hvis vi gerne vil være venner med en bestemt person, vil vi sikkert allerførst finde ud af hvad vedkommende hedder. Hvad er Skaberens navn, og hvad viser hans navn om ham?

Den hebraiske del af Bibelen (ofte kaldt Det Gamle Testamente) oplyser hvad Skaberens navn er. I gamle håndskrifter er det gengivet med fire hebraiske konsonanter der kan translittereres JHWH. Skaberens navn forekommer omkring 7000 gange, langt oftere end titlerne Gud eller Herre. I århundreder brugte læsere af De Hebraiske Skrifter dette egennavn, men med tiden fik mange jøder en overtroisk frygt for at udtale Guds navn, og efterhånden glemte man hvordan det skulle udtales.

„Den oprindelige udtale gik til sidst tabt; nutidige forsøg på at genskabe den beror på formodninger,“ siges der i en jødisk kommentar til Anden Mosebog.  Det kan ganske rigtigt ikke siges med sikkerhed hvordan Moses udtalte Guds navn, som er nævnt i Anden Mosebog 3:16 og 6:3. Men føler vi os i dag forpligtede til at udtale Moses’ navn eller Jesu navn på præcis samme måde som man gjorde dengang de levede? Naturligvis ikke. Alligevel tøver vi ikke med at omtale Moses og Jesus ved navn. I stedet for at lægge vægt på hvordan et fortidigt folkeslag der talte et andet sprog, udtalte Guds navn, hvorfor da ikke bruge den udtale der er almindelig på vort eget modersmål? Navnet „Jehova“ har været brugt i det danske sprog i cirka 400 år (i engelsk lige så længe) og er stadig i vidt omfang anerkendt som Skaberens navn.

Der er dog noget der er vigtigere end navnets nøjagtige udtale. Det er dets betydning. På hebraisk er navnet den kausative form af udsagnsordet hawahʹ, der betyder „at blive“. (1 Mosebog 27:29) I The Oxford Companion to the Bible angives betydningen som „’han forårsager’ eller ’han vil lade blive’“. Skaberens personlige navn betyder således ordret „Han lader (eller: får til at) blive“. Det er værd at bemærke at dette ikke sigter til hvad Skaberen foretog sig i en fjern fortid, sådan som det for eksempel er tilfældet med betegnelsen „Førsteårsag“. Hvorfor ikke?

Det skyldes at Guds navn er forbundet med hvad Skaberen har til hensigt at gøre. Hebraiske udsagnsord har kun to grundlæggende aspekter, og den form der forekommer i Skaberens navn, „betegner handlinger . . . der er uafsluttede. Den udtrykker ikke blot at en handling fortsættes . . ., men dens udvikling fra begyndelsen hen imod fuldførelsen.“ (A Short Account of the Hebrew Tenses af R. H. Kennett, 1901)  Gennem sit navn åbenbarer Jehova sig altså som en der gennemfører sine hensigter. Vi lærer at han — i fortsat handling — bliver den der opfylder løfter. For mange er det beroligende og tilfredsstillende at vide at Skaberen altid gennemfører det han har sat sig for.

Guds hensigt og meningen med livet

Mens Guds navn vidner om en hensigt, har mange svært ved at finde en mening, en hensigt, med deres egen eksistens. De lægger mærke til at menneskeheden rammes af den ene krise efter den anden — krige, naturkatastrofer, sygdomsepidemier, fattigdom og kriminalitet. Selv de få privilegerede der undgår at blive ramt af ulykke, må ofte indrømme at de er rådvilde med hensyn til fremtiden og meningen med livet.

Der siges i Bibelen: „Den fysiske verden blev underlagt frustration, ikke efter eget ønske, men efter et ønske hos Skaberen, som, da han gjorde dette, gav den håb om at den en dag ville blive udfriet . . . og få del i Guds børns herlige frihed.“ (Romerne 8:20, 21, The New Testament Letters af J. W. C. Wand, 1946) Beretningen i Første Mosebog viser at menneskene på et tidspunkt havde fred med deres Skaber, men på grund af deres forsætlige lovbrud underlagde Gud dem med rette en situation der på en måde førte til frustration. Lad os se hvordan dette gik til, hvad det viser om Skaberen, og hvad vi kan forvente af fremtiden.

Ifølge den skriftlige beretning, der i mange henseender har vist sig at være pålidelig, hed de to første mennesker Adam og Eva. Det fremgår af beretningen  at de ikke var henvist til at famle sig frem uden mål i livet og uden at vide hvad der var Guds vilje. Som enhver kærlig og omsorgsfuld fader ville gøre for sine børn, gav Skaberen menneskene nyttige retningslinjer. Han sagde til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:28.

De to første mennesker havde således en mening med livet. De havde den opgave at tage sig af Jordens økologi og sørge for at kloden fik en ansvarsbevidst befolkning. (Jævnfør Esajas 11:9.) Ingen kan med rette give Skaberen skylden for at Jorden i dag er forurenet, som om han havde givet menneskene lov til at drive rovdrift på den og ødelægge den. At de skulle ’underlægge sig’ Jorden, betød ikke at de fik tilladelse til at udpine den. Det betød at de  skulle dyrke jorden og tage sig af den klode som menneskene havde fået betroet ansvaret for. (1 Mosebog 2:15) De ville desuden få ubegrænset tid til at gennemføre denne meningsfyldte opgave. Deres udsigt til ikke at skulle dø stemmer med at mennesket har en hjernekapacitet som langt overstiger hvad man kan nå at udnytte i en levetid på 70, 80 eller endda 100 år. Hjernen var beregnet til at blive brugt i det uendelige.

Jehova Gud gav menneskene et vist spillerum med hensyn til hvordan de ville gennemføre hans hensigt med Jorden og menneskene. Han var hverken for krævende eller unødigt restriktiv. For eksempel gav han Adam en opgave der ville være enhver zoologs ønskedrøm — at studere og navngive dyrene. Efter at have iagttaget deres særlige kendetegn gav Adam dem navne, hvoraf mange var beskrivende. (1 Mosebog 2:19) Dette er blot et enkelt eksempel på hvordan menneskene kunne gøre brug af deres talenter og evner i overensstemmelse med Guds hensigt.

Det siger sig selv at den vise Skaber af hele universet med lethed kunne bevare kontrollen over enhver situation der måtte opstå på Jorden, selv hvis menneskene valgte at gøre noget tåbeligt eller skadeligt. Den historiske beretning oplyser at Gud kun pålagde Adam en enkelt begrænsning: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Med denne befaling forbeholdt Gud sig retten til at blive adlydt. Lige fra Adams tid har menneskene været tvunget til for eksempel at anerkende tyngdeloven og leve i overensstemmelse med den;  det ville være både tåbeligt og skadeligt at ignorere den. Hvorfor skulle menneskene da nægte at leve i overensstemmelse med en anden lov, et andet bud, fra Skaberen? Skaberen gjorde det klart hvilke følger det ville få at overtræde hans lov, men han gav Adam og Eva mulighed for at adlyde ham af egen fri vilje. Det fremgår klart af beretningen om menneskets tidligste historie at Skaberen giver menneskene frihed til selv at vælge. Men han ønsker at hans skabninger skal være lykkelige, og lykke er en naturlig følge af at leve i overensstemmelse med hans gavnlige forordninger.

I et tidligere kapitel var vi inde på at Skaberen har frembragt usynlige fornuftbegavede skabninger — åndeskabninger. Beretningen om menneskets skabelse viser at en af disse blev besat af tanken om at bemægtige sig Guds stilling. (Jævnfør Ezekiel 28:13-15.) Han misbrugte den frie vilje Gud havde givet ham, og lokkede de to første mennesker til noget der må defineres som åbent oprør. De handlede i trods og direkte ulydighed ved at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“ og erklærede sig derved i realiteten uafhængige af Guds herredømme. Men hvad der er vigtigere: Deres handlemåde viste at de tilsluttede sig påstanden om at Skaberen forholdt  menneskene noget godt. Adam og Eva krævede så at sige retten til selv at afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt — uanset hvad deres Skaber mente.

Hvis nogen satte sig i hovedet at de ikke brød sig om tyngdeloven og besluttede at ignorere den, ville man finde dem ufornuftige. Det var lige så ufornuftigt at Adam og Eva forkastede Skaberens moralnormer. Menneskene kunne kun forvente at det ville få negative følger at overtræde Guds grundlæggende lov om lydighed, ligesom man ikke kan undgå de negative følger af at ignorere tyngdeloven.

Beretningen oplyser at Jehova nu skred ind. Samme „dag“ som Adam og Eva havde ignoreret Skaberens vilje, begyndte det at gå ned ad bakke med dem. De styrede mod deres død, sådan som Gud havde advaret dem om. (Jævnfør Andet Petersbrev 3:8.) Dette åbenbarer en anden side af Skaberens personlighed. Han er en retfærdig Gud som ikke i svaghed lukker øjnene for åbenlys ulydighed. Han har vise og retfærdige normer, og han håndhæver dem.

I overensstemmelse med sine egenskaber gjorde han ikke kort proces ved at lade menneskene dø med det samme. Hvorfor ikke? Fordi han havde omsorg for Adam og Evas efterkommere, der endnu ikke var undfanget og ikke var direkte ansvarlige for deres forfædres syndige adfærd. Guds omsorg for den ufødte menneskehed fortæller os noget om Skaberen. Han er ikke en ubarmhjertig og ufølsom dommer. Han er derimod retfærdig og villig til at give enhver en chance, og han viser respekt for menneskelivets hellighed.

 Det betød dog ikke at de kommende generationer af mennesker kom til at leve under de samme vidunderlige forhold som det første menneskepar. Da Skaberen tillod Adam at sætte efterkommere i verden, ’blev den fysiske verden underlagt frustration’. Situationen var dog ikke fuldstændig håbløs. Ifølge Romerbrevet 8:20, 21 gav Skaberen den „håb om at den en dag ville blive udfriet“. Det har vi mulighed for at få mere at vide om.

Kan man søge Gud og finde ham?

Den fjende der forledte det første menneskepar til at gøre oprør, kaldes i Bibelen for Satan Djævelen, der betyder „modstander“ og „bagvasker“. I sin dom over denne oprørsstifter betegnede Gud ham som en fjende, men gav samtidig kommende generationer af mennesker et grundlag for håb. Gud sagde til Satan: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Dette var tydeligvis billedligt eller symbolsk ment. Hvad betyder det at der ville fremstå et „afkom“?

Andre dele af Bibelen kaster lys over dette gådefulde skriftsted. De viser at det er forbundet med at Jehova handler i overensstemmelse med sit navn og ’bliver’ det der er nødvendigt for at han kan gennemføre sin hensigt med menneskene på Jorden. I den forbindelse har han gjort brug af et bestemt folk, og beretningen om hans forhold til dette folk i fortiden udgør en stor del af Bibelen. Lad os kort betragte denne vigtige beretning og derved få mere at vide om Skaberens egenskaber. Ja, vi kan lære mange værdifulde ting om ham ved at undersøge Bibelen, den bog han har skænket menneskene.

[Fodnoter]

[Illustration på side 107]

Flere hundrede år efter at det var blevet forudsagt i Bibelen, blev det mægtige Babylon til en øde ruin, hvilket det er den dag i dag

[Illustrationer på side 110]

Denne Esajasrulle, en afskrift fra det 2. århundrede før vor tidsregning, blev fundet i en hule i nærheden af Det Døde Hav. Teksten indeholder detaljerede forudsigelser af begivenheder der indtraf flere hundrede år efter at den blev skrevet

[Illustration på side 115]

Dette brev skrevet med gammelhebraiske bogstaver på et potteskår er fundet i Lakisj. Guds navn (se pilene) forekommer to gange, hvilket viser at Skaberens navn dengang var kendt og almindeligt brugt

[Illustration på side 117]

Isaac Newton formulerede tyngdeloven. Skaberens love er rimelige, og det gavner os at adlyde dem