KAPITEL FIRE

Mennesket er unikt!

HVER morgen, før man går i gang med dagens aktiviteter, ser de fleste sig i spejlet for at sikre sig at udseendet er i orden. På den tid af dagen har man nok ikke tid til at tænke dybere over det man ser. Men lad os nu bruge et par minutter på at fundere over det vi ser i spejlet.

Øjnene sætter os i stand til at se os selv i farver til trods for at farvesyn ikke er en livsbetingelse. Placeringen af ørerne giver os stereofonisk hørelse; det betyder at vi kan lokalisere en lydkilde, for eksempel når nogen taler til os. Vi tager måske denne evne for givet, men i en bog for lydteknikere står der: „Ved en grundig gennemgang af den menneskelige hørelse er det vanskeligt at undgå den konklusion at dens  indviklede funktioner og opbygning tyder på at den er formet med kærlig hånd.“

Også næsen er indrettet på en enestående måde. Gennem næsen kan vi trække vejret, hvilket holder os i live. Næsen har desuden millioner af lugteceller der sætter os i stand til at skelne omkring 10.000 duftnuancer. Når vi nyder et måltid, spiller en anden sans ind. Tusinder af smagsløg fortæller os hvordan maden smager. Andre sanseceller på tungen hjælper os til at mærke om tænderne er rene.

Ja, vi har fem sanser — synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Nogle dyr har ganske vist et bedre nattesyn, en mere fintmærkende lugtesans eller en skarpere hørelse, men hos mennesket er disse sanser i en sådan balance at vi i mange henseender udmærker os i forhold til dyrene.

Men lad os tænke lidt over hvorfor vi kan drage nytte af disse sanser. De er alle afhængige af et organ på cirka halvandet kilo, nemlig hjernen. Dyr har også en velfungerende hjerne, men menneskehjernen er i en klasse for sig og gør os helt unikke. På hvilken måde? Og hvilken forbindelse er der mellem det at vi er unikke og vores ønske om et langt og meningsfyldt liv?

Den fantastiske hjerne

Menneskehjernen er i årevis blevet sammenlignet med en computer, men nyere forskning viser at denne sammenligning ikke er særlig god. „Hvordan skulle man kunne fatte funktionen af et organ der har noget i retning af 50 milliarder neuroner med 1000 billioner synapser (forbindelser), og som gennemsnitlig afsender måske 10.000 billioner impulser i sekundet?“ spørger neurologen Richard M. Restak. Han  svarer selv på spørgsmålet: „Selv den mest avancerede computer med neurale netværk . . . har omkring en titusindedel af en stueflues mentale evner.“ Hvordan skulle en computer da kunne måle sig med menneskehjernen?

Hvilken menneskeskabt computer kan reparere sig selv, omskrive sit program eller blive bedre med årene? Når et computersystem skal ændres, må en programmør indtaste nye kodede instruktioner. Den slags ordner hjernen automatisk, både i livets første år og i alderdommen. Det er ikke nogen overdrivelse at sige at de mest avancerede computere er meget primitive i sammenligning med hjernen.  Forskere siger at hjernen er „det mest komplicerede man kender“ og er „det mest komplekse objekt i universet“. Lad os nu se nærmere på nogle opdagelser der har fået mange til at drage den slutning at menneskehjernen er frembragt af en omsorgsfuld Skaber.

Brug hjernen — ellers visner den

Nyttige opfindelser som biler og jetfly er begrænset af de fastindstillede mekanismer og elektriske systemer som mennesker udvikler og installerer. I modsætning hertil er hjernen en særdeles fleksibel biologisk mekanisme. Den kan blive ved med at ændre sig, afhængigt af den måde hvorpå den bliver brugt — eller misbrugt. To hovedfaktorer synes at være afgørende for hvordan hjernen udvikler sig i et menneskes levetid — hvad man lukker ind i den gennem sanserne, og hvad man vælger at tænke på.

Arvelige faktorer spiller måske en rolle for de mentale evner, men nyere forskning viser at hjernens potentiale ikke fastlægges af generne ved undfangelsen. „Ingen havde den mindste anelse om at hjernen var så foranderlig som videnskaben nu ved at den er,“ skriver forfatteren Ronald Kotulak, der har fået Pulitzer-prisen. Efter at have interviewet over 300 forskere konkluderede han: „Hjernen er ikke et statisk organ; hjernemassens celleforbindelser forandrer sig konstant og påvirkes stærkt af erfaringer.“ — Inside the Brain.

Vore erfaringer er imidlertid ikke det eneste der har indflydelse på hjernen. Den påvirkes også af tankevirksomheden. Forskere har konstateret at mennesker der forbliver mentalt aktive, har op til 40 procent flere forbindelser (synapser) mellem nervecellerne (neuronerne) i hjernen end de der er mentalt  dovne. Neurologer er derfor nået til den slutning at man skal bruge hjernen, ellers visner den. Hvordan forholder det sig så med ældre mennesker? Det ser ud til at nogle hjerneceller går tabt i alderdommen, og høj alder kan medføre svigtende hukommelse. Men tabet er langt mindre end man engang troede. I en artikel i National Geographic om menneskehjernen stod der: „Ældre mennesker . . . bevarer evnen til at danne nye forbindelser og opretholde de gamle ved mental aktivitet.“

De nye opdagelser om hjernens fleksibilitet stemmer med råd der gives i Bibelen. Denne bog tilskynder sine læsere til at ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind’ og at lade sindet ’fornys gennem nøjagtig kundskab’. (Romerne 12:2; Kolossenserne 3:10) Jehovas vidner har set dette ske når folk studerer Bibelen og følger dens vejledning. Mange tusind — fra alle sociale og uddannelsesmæssige lag — har gjort dette. De bevarer deres særegne personlighed, men de bliver lykkeligere og mere ligevægtige og får dét som en skribent fra det første århundrede  kaldte „et sundt sind“. (Apostelgerninger 26:24, 25) Sådanne forbedringer skyldes hovedsagelig at en del af hjernebarken som findes i den forreste del af kraniet, er blevet brugt på en god måde.

Pandelappen

De fleste neuroner i hjernens ydre lag, hjernebarken, er ikke direkte forbundet med muskler og sanseorganer. Vi kan som eksempel tage de milliarder af neuroner der udgør pandelappen. (Se tegningen side 56.) Hjerneskanninger viser at pandelappen bliver aktiv når man tænker på et ord eller genkalder sig nogle erindringer. Hjernens forreste del spiller en særlig rolle for vores personlighed.

„Den præfrontale hjernebark . . . har hovedsagelig med tænkning, intelligens, motivation og personlighed at gøre. Den forbinder de oplevelser og erfaringer der er nødvendige for abstrakt tænkning, bedømmelse, planlægning, vedholdenhed, samvittighed og omsorg for andre. . . . Det er aktiviteten i dette område der adskiller menneskene fra andre dyr.“ (Human Anatomy and Physiology af Elaine N. Marieb.) Vi ser klare vidnesbyrd om denne forskel mellem mennesker og dyr i menneskets formåen på områder som matematik, filosofi og jura, fagområder der, når det gælder hjernen, hovedsagelig involverer den præfrontale hjernebark.

 Hvorfor har mennesket en stor, fleksibel præfrontal hjernebark der benyttes i forbindelse med komplicerede mentale processer, mens dette område er rudimentært hos dyrene? Kontrasten er så stor at biologer der tror på en udvikling, taler om „den mystiske eksplosion i hjernens størrelse“. Angående årsagen til at mennesket er blevet udrustet med så stor en hjernebark, indrømmer professor i biologi Richard F. Thompson: „Vi har endnu ikke nogen særlig klar forståelse af hvad forklaringen er.“ Kan forklaringen være den at mennesket er skabt med denne uovertrufne hjernekapacitet?

Uforlignelig dygtigt til at kommunikere

Andre dele af hjernen bidrager også til at gøre os unikke. Bag den præfrontale hjernebark løber en stribe tværs over hovedet — den motoriske hjernebark. Den indeholder milliarder af neuroner der har forbindelse til musklerne. Også den har nogle egenskaber som er med til at adskille os fra aber og  andre dyr. Den primære motoriske hjernebark giver os „(1) en enestående evne til at benytte hånden, fingrene og tommelen når man skal udføre opgaver der kræver stor behændighed, og (2) evnen til at bruge munden, læberne, tungen og ansigtsmusklerne til at frembringe tale.“ — Textbook of Medical Physiology af Arthur Guyton.

Lad os kort se på hvordan den motoriske hjernebark påvirker vores evne til at tale. Over halvdelen af den er reserveret til at styre kommunikationsorganerne.  Det er med til at forklare hvorfor mennesket er så uforlignelig dygtigt til at kommunikere. Skønt hænderne har betydning for kommunikationen (gennem skrift, gestus eller tegnsprog), er det normalt munden der har den vigtigste opgave. Menneskets tale — fra et barns første ord til en bedstemors milde røst — er et under. Talens talrige lyde fremkommer ved et samarbejde mellem cirka 100 muskler i tungen, læberne, kæberegionen, struben og brystkassen. Læg mærke til følgende modsætning: Én hjernecelle  kan styre 2000 fibre i en sportsmands lægmuskel, men til musklerne i strubehovedet kræves der en hjernecelle for hver to eller tre muskelfibre. Tyder det ikke på at menneskehjernen er specielt udrustet til kommunikation?

Selv en nok så kort sætning kræver en helt speciel kombination af muskelbevægelser. Den hastighed hvormed lydene frembringes, og brøkdele af sekunders tidsforskel i brugen af mange forskellige muskler kan ændre betydningen af en enkelt udtalelse. „Vi kan mageligt udtale 14 lyde i sekundet,“ oplyser taleeksperten dr. William H. Perkins. „Hvis vi vil bevæge tungen, læberne, kæben eller en anden del af vore taleorganer separat, kan vi kun gøre det halvt så hurtigt. Men når de virker sammen for at frembringe tale, fungerer de lige så hurtigt som fingrene hos en dygtig maskinskriver eller koncertpianist. Bevægelserne samvirker indbyrdes i en symfoni af enestående præcision.“

De data der skal bruges til udtalelsen „Dav, hvordan har du det?“, er lagret i den del af hjernens pandelap  der kaldes Brocas talecenter. Nobelprismodtageren og neurologen sir John Eccles siger: „Man har ikke fundet noget område hos aber der svarer til . . . Brocas talecenter.“ Selv hvis man i fremtiden skulle finde lignende områder i hjernen hos dyr, står det fast at forskerne ikke kan få aber til at frembringe andet end nogle enkle talelyde. Vi mennesker kan derimod frembringe meget kompliceret tale. Når vi taler, sætter vi ord sammen i overensstemmelse med sprogets grammatik. Brocas talecenter aktiveres når vi udtrykker os mundtligt eller skriftligt.

Vi kan naturligvis ikke drage nytte af talens mirakel medmindre vi behersker mindst ét sprog og forstår betydningen af dets ord. Det indebærer at vi må bruge en anden del af hjernen, det som kaldes  Wernickes talecenter. Her identificerer milliarder af neuroner betydningen af talte og skrevne ord. Wernickes talecenter giver os evne til at forstå udtalelser og begribe hvad vi hører eller læser; det sætter os i stand til at tilegne os oplysninger og reagere fornuftigt på dem.

Der er endda endnu flere faktorer involveret i talens brug. For eksempel kan det lille ord „hallo“ når man tager telefonen, siges på mange måder. Tonefaldet fortæller om man er glad, begejstret, irriteret, nedtrykt eller bange, om man keder sig eller har travlt — og det kan endda afsløre forskellige grader af disse stemninger. Et andet område af hjernen påvirker talen følelsesmæssigt. Flere forskellige dele af hjernen samarbejder således om kommunikationen.

Det er lykkedes at lære chimpanser en lille smule tegnsprog, men de kan kun bruge det til simple anmodninger om mad eller andre basale ting. Efter at have arbejdet på at lære chimpanser en simpel form for ikkeverbal kommunikation udtalte dr. David  Premack: „Det menneskelige sprog udgør et pinligt problem for evolutionsteorien, for det har en langt større kapacitet end man kan forklare.“

Dette rejser spørgsmålet: ’Hvorfor har mennesket denne fantastiske evne til at meddele andre sine tanker og følelser, til at spørge og svare?’ The Encyclopedia of Language and Linguistics nævner at „[menneskets] tale er noget særligt“, og indrømmer at „vor søgen efter fortilfælde i dyrenes kommunikation ikke er nogen større hjælp til at bygge bro over den kolossale afgrund der adskiller sprog og tale fra dyrs adfærd“. Professor Ludwig Koehler har sammenfattet forskellene på denne måde: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“

Der er overordentlig stor forskel på en abes brug af nogle tegn og børns evne til at tale et kompliceret sprog! Sir John Eccles henviser til noget de fleste har lagt mærke til, nemlig „en evne hos selv 3-årige børn til at stille en strøm af spørgsmål fordi de ønsker at forstå deres verden“. Han tilføjer: „Aber, derimod, stiller ingen spørgsmål.“ Nej, kun mennesker stiller spørgsmål, deriblandt spørgsmål om livets mening.

Hukommelsen og meget andet!

Når man ser sig i spejlet, tænker man måske på hvordan man så ud da man var yngre, eller hvordan man vil komme til at se ud når man bliver gammel — eller når man har lagt makeup. Sådanne tanker  kan opstå næsten ubevidst, og dog er de et udslag af noget ganske særligt, noget som intet dyr kender til.

I modsætning til dyr, der stort set bare lever og handler ud fra deres akutte behov, kan mennesker grunde over fortiden og lægge planer for fremtiden. En af årsagerne til at dette kan lade sig gøre, er at hjernen har en næsten ubegrænset hukommelseskapacitet. Dyr har ganske vist også en hukommelse som sætter dem i stand til at finde hjem eller huske hvor der er føde. Men menneskets hukommelse er langt større. En forsker har anslået at hjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Nogle neurologer vurderer at man i løbet af en gennemsnitlig levetid kun bruger 1/100 af 1 procent (0,0001) af hjernens potentielle kapacitet. Der er god grund til at spørge: ’Hvorfor har vi en hjerne med så stor en kapacitet at vi dårligt nok kan nå at udnytte en brøkdel af den i løbet af en normal levetid?’

Hjernen er heller ikke bare et stort informationslager som det en supercomputer har. Biologiprofessorerne Robert Ornstein og Richard F. Thompson siger: „Menneskesindets evne til at lære — at oplagre og huske oplysninger — er det mest bemærkelsesværdige  fænomen i det biologiske univers. Alt det der gør at vi er mennesker — sprog, tankevirksomhed, viden, kultur — er et resultat af denne usædvanlige evne.“

Vi har desuden et bevidst sind. Det lyder måske banalt, men det udtrykker i korthed noget der uomtvisteligt gør os helt unikke. Sindet er blevet beskrevet som „det udefinerlige sted hvor intelligens, beslutninger, opfattelse, erkendelse og identitetsfølelse bor“. Som bække, åer og floder flyder ud i havet, sådan flyder der hele tiden en strøm af minder, tanker, billeder, lyde og følelser ind i eller gennem vort sind. Ifølge én definition er bevidstheden „opfattelsen af hvad der foregår i et menneskes eget sind“.

Vor tids forskere har gjort store fremskridt med hensyn til at forstå hjernens fysiologi og nogle af  de elektrokemiske processer der foregår i den. De kan også forklare en avanceret computers kredsløb og funktion. Men der er en umådelig forskel mellem hjernen og en computer. Takket være hjernen er vi os vor egen eksistens bevidst; det er en computer ikke. Hvad skyldes denne forskel?

Faktisk er det et mysterium hvordan og hvorfor bevidstheden udspringer af fysiske processer i hjernen. „Jeg kan ikke se hvordan nogen videnskab skal kunne forklare det,“ har en neurobiolog sagt. Professor James Trefil har desuden bemærket: „Præcis hvad det betyder for et menneske at være bevidst . . . er det eneste større spørgsmål inden for videnskaberne som vi end ikke ved hvordan vi skal stille.“ En  af grundene til at det er sådan, er at forskerne bruger hjernen for at prøve at forstå hjernen. Og måske er det ikke nok blot at studere hjernens fysiologi. Bevidstheden er „et af livets største mysterier,“ siger dr. David Chalmers, „men kundskab om hjernen alene er måske ikke tilstrækkeligt til at nå til bunds i det.“

Ikke desto mindre er vi alle os selv bevidst. Vore levende erindringer om diverse hændelser er for eksempel ikke bare oplagrede informationer, som data i en computer. Vi kan tænke over vore erfaringer, lære af dem og bruge dem til at forme fremtiden. Vi er i stand til at overveje flere forskellige fremtidsplaner og bedømme de mulige konsekvenser af hver enkelt. Vi ejer evnen til at analysere, skabe, værdsætte og elske. Vi kan glæde os over at tale om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi har etiske adfærdsnormer som vi kan følge når vi skal træffe afgørelser som måske — eller måske ikke — umiddelbart vil lønne sig. Vi føler os tiltrukket af skønhed i kunst og moral. I sindet kan vi forme og finpudse vore idéer og vurdere hvordan andre vil reagere hvis vi fører dem ud i livet.

Alt dette resulterer i en bevidsthed der adskiller mennesket fra alle andre livsformer på Jorden. En hund, en kat eller en fugl der ser sig selv i et spejl, reagerer som om den har set en artsfælle. Men når vi ser os i spejlet, ser vi os selv som levende, tænkende væsener. Vi kan grunde over paradokser som ’Hvorfor lever nogle skildpadder i 150 år og nogle træer i over 1000 år, mens et fornuftbegavet menneske kommer i avisen hvis det når de 100?’ Dr. Richard Restak siger: „Menneskehjernen, og menneskehjernen alene, har evnen til at træde et skridt tilbage og  betragte sin egen funktion og derved opnå en vis grad af transcendens. Ja, vores evne til at omprogrammere og redefinere os selv i verden er det der adskiller os fra alle andre skabninger.“

Menneskets bevidsthed forbløffer nogle. Bogen Life Ascending går ind for en rent biologisk forklaring, men må alligevel indrømme: „Når vi spørger hvordan en proces [nemlig evolutionen] der minder om hasardspil med frygtelige straffe til taberne, kan have frembragt sådanne egenskaber som kærlighed til skønhed og sandhed, medfølelse, frihed og, frem for alt, menneskesindets umådelige kapacitet, forbløffes vi. Jo mere vi tænker over vore åndelige ressourcer, jo større bliver vores undren.“ Sandt nok. Vi kan derfor afrunde betragtningerne over det unikke menneskesind med nogle få oplysninger om vor bevidsthed der illustrerer hvorfor mange er overbeviste om at der må stå en intelligens bag, en Skaber der interesserer sig for os.

Kunst og skønhed

„Hvorfor er folk så lidenskabelig interesseret i kunst?“ spørger professor Michael Leyton i bogen Symmetry, Causality, Mind. Han peger på at nogle måske vil sige at mentale aktiviteter som det at beskæftige sig med matematik indebærer klare fordele for mennesket, men hvorfor kunst? Leyton nævner som eksempel at folk vil rejse langt for at se en kunstudstilling eller overvære en koncert. Hvilken indre sans driver dem? Jorden over hænger folk smukke fotografier eller malerier op på væggene i deres hjem eller kontor. Og med hensyn til musik kan de fleste lide at lytte til musik derhjemme og i bilen. Hvorfor? Det er i hvert fald ikke fordi musik engang har hjulpet  de bedst egnede til at overleve. Leyton skriver: „Kunsten er måske det mest uforklarlige fænomen hos menneskearten.“

Vi ved imidlertid alle at kunst og skønhed er noget af det der får os til at føle os som mennesker. Et dyr kan måske finde på at stå på en bakke og se på en farverig himmel, men føler det sig tiltrukket af skønhed som sådan? Vort blik holdes fanget af solglimtene i en rivende bjergflod, vi fascineres af den utrolige rigdom af arter i en tropisk regnskov, nyder synet af en palmekranset sandstrand og beundrer stjernerne der er strøet ud over den mørke himmel. Et smukt syn kan ligefrem indgyde os ærefrygt, ikke sandt? Skønhed af denne art gør os varme om hjertet og virker opløftende på os. Hvorfor er det sådan?

Hvorfor har vi en indre trang til noget der i realiteten ikke hjælper os til at overleve? Hvorfra kommer  følelsen af at noget har en æstetisk værdi? Hvis ikke man mener at en Skaber har indgivet mennesket denne æstetiske sans ved skabelsen, kan man ikke finde noget tilfredsstillende svar på hvor den kommer fra. Det samme gælder med hensyn til moralsk skønhed.

Moralnormer

Mange betragter gode gerninger som den ypperste form for skønhed. Det at holde fast ved sine principper trods forfølgelse, uselvisk at søge at lindre andres lidelser eller at tilgive en der har forurettet os er eksempler på handlinger der overalt appellerer til menneskers moralske sans. Det sidste omtales smukt i et gammelt ordsprog i Bibelen: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Eller som et andet ordsprog siger: „Det attråværdige hos et menneske er dets loyale hengivenhed.“ — Ordsprogene 19:11, 22.

Der findes naturligvis mennesker der som enkeltpersoner eller gruppe betragtet ignorerer eller forkaster ophøjede moralnormer, men flertallet gør det ikke. Hvorfra stammer de moralbegreber som til enhver tid har kunnet findes så godt som alle vegne? Hvis der ikke eksisterer et ophav til moralfølelsen, en Skaber, er begreberne om rigtigt og forkert så bare opstået blandt menneskene selv? Lad os tage et eksempel: De fleste enkeltpersoner og grupper er enige om at det er forkert at myrde. Men man kunne spørge: ’Forkert efter hvilken målestok?’ Der findes åbenbart en moralsk sans som er grundlæggende i menneskesamfundet i almindelighed, og som er indarbejdet i mange landes lovgivning. Hvorfra stammer  disse moralbegreber? Kan det ikke tænkes at en Intelligens, en Skaber der har moralnormer, har indgivet menneskene en samvittighed, en etisk sans? — Jævnfør Romerbrevet 2:14, 15.

Vi kan lægge planer for fremtiden

En anden side af den menneskelige bevidsthed er evnen til at tænke på fremtiden. Da professor Richard Dawkins blev spurgt om mennesket har træk der adskiller det fra dyrene, svarede han at mennesket ganske rigtigt har nogle unikke egenskaber. Efter at have nævnt „evnen til at lægge planer for fremtiden ved hjælp af bevidst fremsyn og forestillingsevne“ tilføjede han: „Umiddelbare fordele har altid været det eneste der tæller i evolutionen; langsigtede fordele har aldrig talt. Intet der var skadeligt for individet på kort sigt, har nogen sinde kunnet udvikle sig. For første gang nogen sinde er det muligt for i det mindste nogle mennesker at sige: ’Glem at du kan få en kortsigtet profit ud af at fælde skoven; hvad med de langsigtede fordele?’ Jeg tror at det er noget helt nyt og enestående.“

Andre forskere bekræfter at menneskets evne til bevidst, langsigtet planlægning er uden lige. Neurofysiologen William H. Calvin siger: „Bortset fra hormonelt udløste forberedelser til overvintring og parring viser dyrene forbavsende få tegn på at planlægge mere end et par minutter frem i tiden.“ Nogle dyr samler et forråd af føde før den kolde tid kommer,  men de analyserer ikke situationen og lægger planer. Menneskene tænker derimod på fremtiden, selv en meget fjern fremtid. Nogle forskere grunder over hvad der muligvis vil ske med universet om milliarder af år. Hvordan kan det være at mennesket — i modsætning til dyrene — har denne evne til at tænke på fremtiden og lægge planer for den?

I Bibelen står der om menneskene: „Også tidens uendelighed har [Skaberen] givet en plads i deres hjerte.“ I den danske autoriserede oversættelse af 1931 gengives det på denne måde: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ (Prædikeren 3:11) Vi bruger denne særegne evne hver dag, selv i så dagligdags  en handling som at se sig i spejlet og tænke over hvordan vi mon ser ud om 10-20 år. Og når vore tanker blot strejfer begreber som tidens og rummets uendelighed, bekræfter det i sig selv at ordene i Prædikeren 3:11 er sande. At vi har denne evne, stemmer med ordene om at en Skaber har ’lagt evigheden i menneskets hjerte’.

Draget mod en Skaber

Mange mennesker føler imidlertid at det ikke er nok at glæde sig over skønhed, at gøre godt mod andre og at lægge planer for fremtiden. „Sært nok har vi ofte en fornemmelse af at der mangler noget, selv i vore lykkeligste og dyrebareste øjeblikke,“ siger professor C. Stephen Evans. „Vi mærker at vi savner noget mere, men vi ved ikke hvad det er vi savner.“ Ja, bevidste mennesker har endnu et behov — i modsætning til de dyr vi deler denne klode med.

„Religion er dybt rodfæstet i den menneskelige natur, og den religiøse følelse forekommer på ethvert økonomisk og uddannelsesmæssigt niveau.“ Sådan sammenfatter professor Alister Hardy sine forskningsresultater i bogen The Spiritual Nature of Man. Det bekræfter hvad talrige andre undersøgelser har slået fast: mennesket er Gud-bevidst. Enkeltpersoner er måske ateister, men hele folkeslag er det ikke. I bogen Is God the Only Reality? står der: „Den religiøse søgen efter mening . . . er et fællestræk i enhver kultur og enhver tidsalder siden menneskeslægtens begyndelse.“

Hvorfra kommer denne tilsyneladende medfødte bevidsthed om Gud? Hvis mennesket blot er et resultat af en tilfældig gruppering af nukleinsyre og proteinmolekyler, hvordan kunne disse molekyler så  udvikle kærlighed til kunst og skønhed, blive religiøse og fundere over evigheden?

Sir John Eccles har draget den slutning at evolutionsteorien som forklaring på menneskets eksistens „kommer til kort på et meget vigtigt område. Den kan ikke gøre rede for hvert enkelt menneskes eksistens som en unik person der er sig selv bevidst.“ Jo mere vi lærer om hvordan hjernen og sindet fungerer, jo lettere er det at se hvorfor millioner er kommet til den overbevisning at menneskets eksistens som bevidst væsen er et vidnesbyrd om at der findes en Skaber som interesserer sig for os.

I det næste kapitel vil vi se på grundene til at folk fra alle samfundslag har fundet at denne rationelle konklusion giver mulighed for at finde tilfredsstillende svar på de store spørgsmål: Hvorfor er vi til, og hvor går vi hen?

[Ramme på side 51]

Stormester i skak mod computer

Da den avancerede computer Deep Blue vandt over verdensmesteren i skak, opstod spørgsmålet: „Er vi ikke nødt til at konkludere at Deep Blue har en hjerne?“

Professor David Gelernter fra Yale University svarede: „Nej. Deep Blue er bare en maskine. Den har ikke mere hjerne end en urtepotte. . . . Den konklusion man når til, er at mennesker er mesterlige maskiningeniører.“

Professor Gelernter henledte opmærksomheden på følgende væsentlige forskel: „Hjernen er en maskine der er i stand til at skabe et ’jeg’. Hjerner kan skabe mentale verdener; det kan computere ikke.“

Han sluttede: „Kløften mellem menneske og [computer] er permanent, og der vil aldrig blive slået bro over den. Maskiner vil fortsat gøre livet lettere, sundere, rigere og mere gådefuldt. Og mennesker vil fortsat interessere sig for det de altid har interesseret sig for: sig selv, hinanden og, for manges vedkommende, Gud. Disse forhold har maskiner aldrig haft nogen indflydelse på. Og det får de heller aldrig.“

[Ramme på side 53]

Supercomputer er på højde med en snegl

„Vore dages computere er ikke engang tæt på et 4-årigt barns stade hvad angår evnen til at se, tale, bevæge sig eller bruge almindelig sund fornuft. En af grundene hertil er naturligvis at der er tale om ren og skær beregningsevne. Det er blevet anslået at selv den kraftigste supercomputers evne til at behandle informationer svarer til kapaciteten i en snegls nervesystem — en ganske lille brøkdel af den kraft der er til rådighed for supercomputeren i [menneskets] kranium.“ — Steven Pinker, leder af Centeret for Kognitiv Neurologi på Massachusetts Institute of Technology.

[Ramme på side 54]

„Menneskehjernen består næsten udelukkende af hjernebarken. En chimpanses hjerne, for eksempel, har også en hjernebark, men i langt mindre proportioner. Hjernebarken giver os mulighed for at tænke, at huske, at forestille os noget. Det er dybest set hjernebarken der gør at vi er mennesker.“ — Edoardo Boncinelli, forskningsleder inden for molekylærbiologi i Milano.

[Ramme på side 55]

Partikelfysikken og hjernen

Professor Paul Davies har anstillet nogle betragtninger over hjernens evne til at beskæftige sig med matematikkens abstrakte verden. „Matematik er jo ikke noget der hænger på træerne. Den er et produkt af det menneskelige sind. Men hvis vi spørger hvor matematikken fungerer bedst, er det på områder som partikelfysik og astrofysik, grene af grundvidenskaber der ligger meget, meget langt fra hverdagen.“ Hvad viser det? „I mine øjne tyder det på at bevidstheden og vores evne til at udføre matematiske beregninger ikke er noget rent tilfælde, ikke en uvæsentlig detalje, ikke et ubetydeligt biprodukt af en evolution.“ — Are We Alone?

[Ramme/illustrationer på side 56, 57]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pandelappen

Den præfrontale hjernebark

Brocas talecenter

Wernickes talecenter

Den motoriske hjernebark

• Hjernebarken er hjernens yderste lag og den del af hjernen som især er forbundet med intelligensen. Hvis et menneskes hjernebark blev bredt ud, ville den dække fire A4-ark; en chimpanses ville kun dække ét ark, og en rottes ville dække et frimærke. — Scientific American.

[Ramme på side 58]

Alle folk har et sprog

Op gennem historien har det altid været sådan at når ét folk mødte et andet, kunne de konstatere at de begge talte et sprog. Herom siges der i The Language Instinct: „Man har aldrig fundet nogen stum stamme, og der findes ingen vidnesbyrd om at et område har tjent som en sprogets ’vugge’ hvorfra det har spredt sig til tidligere sprogløse grupper. . . . De komplekse sprogs universelle udbredelse er en opdagelse der fylder sprogforskere med ærefrygt, og det er en væsentlig grund til at formode at sproget er . . . et resultat af et særligt menneskeligt instinkt.“

[Ramme på side 59]

Sprog og intelligens

Hvorfor overgår menneskers intelligens i så høj grad dyrenes, som for eksempel abernes? Det hænger blandt andet sammen med vores brug af syntaks — det at vi sætter lyde sammen til ord og ord sammen til sætninger. Dr. William H. Calvin, som beskæftiger sig med teoretisk neurofysiologi, forklarer:

„Vilde chimpanser bruger nogle og tredive lyde, der tilkendegiver nogle og tredive forskellige betydninger. De kan finde på at gentage en lyd for at forstærke dens betydning, men de kæder ikke tre lyde sammen for at føje et nyt ord til deres ordforråd.

Vi mennesker bruger også nogle og tredive lyde, kaldet fonemer. Men de giver kun mening når de kombineres: Vi kæder meningsløse lyde sammen for at skabe meningsfyldte ord.“ Dr. Calvin påpeger at „ingen endnu har forklaret“ springet fra dyrenes „én lyd/én betydning“ til menneskets unikke evne til at bruge syntaks.

[Ramme på side 60]

Kun mennesket kan tegne andet end kruseduller

„Er det kun mennesket, Homo sapiens, der er i stand til at kommunikere ved hjælp af et sprog? Svaret må naturligvis afhænge af hvad man lægger i ordet ’sprog’ — for alle højerestående dyrearter kommunikerer jo ved hjælp af mange forskellige midler, såsom fagter, dufte, kald, skrig, sange og endda danse, som hos bierne. Men bortset fra mennesket synes ingen dyr at have et struktureret, grammatisk sprog. Og, hvad der måske er meget væsentligt, dyr tegner ikke billeder som forestiller noget. I bedste fald tegner de kruseduller.“ — Professorerne R. S. og D. H. Fouts.

[Ramme på side 61]

„Når det gælder menneskesindet, finder vi også forunderligt indviklede strukturer,“ bemærker professor A. Noam Chomsky. „Sproget er et godt eksempel, men ikke det eneste. Tænk på hjernens evne til at behandle talsystemets abstrakte begreber, [der synes at være] noget enestående for menneskene.“

[Ramme på side 62]

„Udrustet“ til at stille spørgsmål

Angående universets fremtid har fysikeren Lawrence Krauss skrevet: „Vi drister os til at stille spørgsmål om ting vi måske aldrig vil få at se med egne øjne, fordi vi kan stille disse spørgsmål. Vore børn, eller deres børn, vil en dag besvare dem. Vi er blevet udrustet med fantasi.“

[Ramme på side 69]

Hvis universet og vor eksistens skyldes tilfældigheder, kan der ikke være nogen varig mening med livet. Men hvis vor eksistens i universet skyldes en skabelse, må der være en fornuftig mening med livet.

[Ramme på side 72]

Stammer det blot fra evnen til at undslippe sabelkatte?

John Polkinghorne fra Cambridge-universitetet siger:

„Den teoretiske fysiker Paul Dirac udviklede noget der kaldes kvantefeltteorien, som er fundamental for vor forståelse af den fysiske verden. Jeg kan ikke tro at Diracs evne til at udvikle denne teori, eller Einsteins evne til at udvikle den almene relativitetsteori, er en slags indirekte resultat af vore forfædres evne til at undslippe sabelkatte. Der ligger noget langt dybere, noget langt mere gådefuldt, i det. . . .

Når vi betragter den fysiske verdens rationelle orden og iøjnefaldende skønhed, som den åbenbares gennem naturvidenskaben, ser vi en verden der er fyldt med tegn på intelligens. For en troende er det Skaberens intelligens der på denne måde skimtes.“ — Commonweal.

[Illustration på side 63]

Kun mennesker stiller spørgsmål. Nogle af disse drejer sig om livets mening

[Illustration på side 64]

I modsætning til dyrene er mennesket sig selv og fremtiden bevidst

[Illustration på side 70]

Kun mennesker har sans for skønhed, lægger planer for fremtiden og føler sig draget mod en Skaber