KAPITEL FEM

Mesterværket — hvad står bag det?

SOM de foregående kapitler har vist, afgiver vor tids videnskabelige opdagelser utallige stærke beviser på at både universet og livet på Jorden har haft en begyndelse. Hvad har forårsaget denne begyndelse?

Efter at have undersøgt de tilgængelige vidnesbyrd har mange draget den slutning at der må findes en Førsteårsag. Alligevel viger de måske tilbage for at tillægge denne Førsteårsag en personlighed. Denne uvilje mod at tale om en Skaber afspejler nogle forskeres holdning.

Albert Einstein var for eksempel overbevist om at universet har haft en begyndelse, og han gav udtryk for et ønske om at „vide hvordan Gud har skabt verden“. Einstein bekendte sig dog ikke til troen på en personlig Gud; han talte om en kosmisk „religiøs følelse der ikke kender til dogmer eller til en Gud som er skabt i menneskets billede“. Kemikeren og nobelprismodtageren Kenichi Fukui har ligeledes givet udtryk for at han tror på en større sammenhæng i universet. Han har sagt at „denne omfattende struktur, denne sammenhæng, kan beskrives med ord som ’Det Absolutte’ eller ’Gud’“. Selv kaldte han det dog „naturens særegenhed“.

Er du klar over at denne tro på en upersonlig årsag har sit sidestykke i en stor del af Østens religioner? Mange i Østen tror at naturen er blevet til af sig selv. Denne tanke afspejler sig endda i de kinesiske tegn for natur, der bogstaveligt betyder „bliver til af  sig selv“ eller „selv-eksisterende“. Einstein mente at hans kosmiske religiøse følelse kom godt til udtryk i buddhismen. Buddha fandt det uvæsentligt om en Skaber havde medvirket ved frembringelsen af universet og menneskene. Heller ikke shintoismen giver en forklaring på hvordan naturen er blevet til, og shintoister tror at guderne er de dødes ånder som kan blive en del af naturen.

Interessant nok ligger disse tanker ikke særlig fjernt fra de synspunkter der var almindelige i det gamle Grækenland. Filosoffen Epikur (341-270 f.v.t.) troede efter sigende at ’guderne er for fjerne til at kunne gøre os skade eller gavn’. Han hævdede at mennesket er et produkt af naturen, sandsynligvis ved livets spontane opståen og den naturlige udvælgelse af de bedst egnede. De tanker der er almindeligt udbredte i dag, er altså på ingen måde nye.

Samtidig med epikuræerne levede de græske stoikere, der satte naturen i Guds sted. De antog at når mennesket døde, blev dets upersonlige energi atter opslugt i det hav af energi der udgør Gud. De mente at det ypperste gode var at leve i overensstemmelse med naturen. Hører vi lignende synspunkter i vor tid?

Diskussionen om en personlig Gud

Det er imidlertid ikke alle oplysninger fra det gamle Grækenland der bør afskrives som kuriøs historie. På baggrund af ovennævnte synspunkter holdt en kendt lærer i det 1. århundrede det som skulle blive en af verdenshistoriens berømte taler. Lægen og historikeren Lukas refererede denne tale, som indgår i det 17. kapitel i bogen Apostelgerninger i Bibelen. Den kan hjælpe os når vi skal overveje spørgsmålet om en førsteårsag, og når vi skal se hvor  vi selv står. Men hvordan kan en tale der blev holdt for 1900 år siden, have indflydelse på folk i dag der oprigtigt søger en mening med livet?

Denne berømte lærer, Paulus, blev opfordret til at tale for Areopagusdomstolen i Athen. Her stod han over for epikuræere og stoikere som ikke troede på en personlig Gud. I sine indledende bemærkninger nævnte Paulus at han i deres by havde set et alter med indskriften „For en ukendt gud“ (græsk: Agnōʹstōi Theōiʹ). Interessant nok mener nogle at biologen Thomas H. Huxley (1825-95) havde dette i tanke da han dannede udtrykket „agnostiker“. Huxley brugte ordet om dem der hævder at „man ikke ved noget om, og ikke kan vide noget om, førsteårsagen (Gud) og tingenes inderste væsen“. Men er det sandt at man, som mange hævder, ikke kan vide noget om Skaberen?

Det var i hvert fald ikke det Paulus mente. Paulus sagde ikke at man ikke kunne vide noget om Skaberen, men blot at hans athenske tilhørere ikke kendte ham. Paulus havde ikke så mange videnskabelige vidnesbyrd om eksistensen af en Skaber som vi har i dag,  men han var ikke i tvivl om at der findes en personlig Skaber, en Intelligens med egenskaber der drager os til ham. Læg mærke til hvad Paulus videre sagde:

„Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer. Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle. Og han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:23-26) Et interessant ræsonnement, ikke sandt?

 Nej, Paulus sagde ikke at man ikke kan vide noget om Gud, men han understregede at de der havde fremstillet alteret for en ukendt gud, og mange af hans tilhørere, endnu ikke kendte ham. Derefter tilskyndede Paulus dem — og alle der siden hen har stiftet bekendtskab med hans tale — til at søge at lære Skaberen at kende, for ’han er ikke langt borte fra en eneste af os’. (Apostelgerninger 17:27) Paulus nævnte taktfuldt at vi kan se vidnesbyrd om en Skaber ved at iagttage det han har frembragt. Derved kan vi også få indblik i nogle af hans egenskaber.

Vi har i de foregående kapitler betragtet forskellige vidnesbyrd som peger på at der findes en Skaber. Et af dem er det umådeligt store, velorganiserede univers, der tydeligvis har haft en begyndelse. Et andet er livet på Jorden, herunder vore legemscellers fuldendte hensigtsmæssighed. Et tredje er hjernen, der er forbundet med vor identitetsfølelse og vor interesse for fremtiden. Og vi vil nu se på to andre af Skaberens mesterværker der daglig har betydning for os. Spørg samtidig dig selv: ’Hvad fortæller det mig om personligheden hos den der har formgivet og frembragt dem?’

Hvad kan vi lære af skaberværket?

Man kan lære meget om Skaberen blot ved at iagttage det han har frembragt. Paulus nævnte ved en anden lejlighed et eksempel på dette da han til en forsamling i Lilleasien sagde: „I de forgangne generationer har [Skaberen] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:16, 17)  Læg mærke til at Paulus nævner at det at Skaberen har frembragt føde til menneskene, viser noget om hans personlighed.

I nogle lande tager man måske fødevarerne for givet. Andre steder må mange kæmpe for at få nok at spise. I begge tilfælde afhænger muligheden for at få nærende mad af Skaberens visdom og godhed.

Både menneskers og dyrs føde er et resultat af flere komplicerede kredsløb — deriblandt vandets kredsløb, kulstofkredsløbet, fosforkredsløbet og kvælstofkredsløbet. Som bekendt fremstiller planterne ved den proces der kaldes fotosyntesen, kulhydrater af kuldioxid og vand, med sollyset som energikilde. Under fotosyntesen frigiver planterne ilt. Men man kan ikke kalde denne ilt „et spildprodukt“, for som alle véd, er det livsnødvendigt for os at indånde ilt til brug i forbindelse med stofskiftet, det vil sige forbrændingen af føde. Vi udånder kuldioxid, som planterne  genbruger som råmateriale i fotosyntesen. Det er en livsvigtig og underfuld proces, og så er det kun begyndelsen.

Både mennesker og dyr har brug for fosfor til omsætning og transport af energi i cellerne. Hvor får vi fosfor fra? Igen fra planterne. De optager uorganiske fosfater fra jorden og omdanner dem til organiske fosforforbindelser. Vi fortærer planter der indeholder disse fosforforbindelser og bruger dem til livsvigtige formål. Derefter vender fosforen tilbage til jorden i form af „affaldsstoffer“ der nedbrydes og igen optages af planterne.

Vi har også behov for kvælstof, der er en bestanddel af alle legemets protein- og DNA-molekyler. Hvorfra får vi dette grundstof, der er så vigtigt for livets opretholdelse? Kvælstof udgør cirka 78 procent af luften omkring os, men hverken planter eller dyr kan optage kvælstof direkte. Kvælstoffet i luften må derfor omdannes til andre former før det kan optages  af planterne og senere udnyttes af mennesker og dyr. Hvordan foregår denne fiksering eller binding af kvælstof? På flere forskellige måder. En del kvælstof bindes for eksempel ved hjælp af lyn. * Andet bindes af bakterier der lever på knolde på rødderne af bælgfrugter, som for eksempel ærter, soyabønner og lucerne. Disse bakterier omdanner atmosfærisk kvælstof til stoffer som planterne kan bruge. Det betyder at når man spiser grøntsager, får man det kvælstof som kroppen må have for at kunne danne proteiner. Forbløffende nok findes der arter af bælgfrugter overalt, i tropiske regnskove, ørkener og endda tundraområder. Og hvis et område lægges øde af en brand, er bælgfrugterne som regel de første planter der vender tilbage.

Der er her tale om et imponerende genbrug. I hvert af disse kredsløb udnyttes affaldsprodukter fra andre kredsløb til fulde. Energibehovet dækkes hovedsagelig af Solen — en ren, varig og stabil energikilde. Dette er en stærk kontrast til menneskers bestræbelser for at genbruge ressourcerne. På grund af vores indviklede genbrugssystemer bidrager selv menneskeskabte  produkter der kaldes miljøvenlige, ikke nødvendigvis til at kloden bliver renere. U.S.News & World Report har peget på at produkterne burde fremstilles sådan at deres værdifulde bestanddele let kunne genindvindes til genbrug. Er det ikke netop dét der sker i naturens kredsløb? Hvad fortæller det os da om Skaberens forudseenhed og visdom?

Upartisk og retfærdig

Lad os nu betragte endnu en faktor som kan give os indblik i nogle af Skaberens egenskaber, nemlig legemets immunforsvar. Her er der også bakterier inde i billedet.

„Man er ofte tilbøjelig til at fokusere på bakteriernes skadevirkninger, men de fleste bakterier er uskadelige for mennesker, og mange af dem er faktisk gavnlige,“ står der i The New Encyclopædia Britannica. Ja, bakterier er livsvigtige for os. De spiller en afgørende rolle både i føromtalte kvælstofkredsløb og i kredsløb der indbefatter kuldioxid og visse grundstoffer. Vi har desuden brug for bakterier i fordøjelseskanalen. Der findes cirka 400 bakteriearter alene i tyktarmen, og de er med til at danne vitamin K og bearbejde affaldsstoffer. Det er også til gavn for os at bakterier sætter køer i stand til at forvandle græs til mælk. Andre bakterier har betydning for gæring. Uden dem kunne vi ikke fremstille ost, yoghurt, pickles eller surkål. Men hvad sker der hvis bakterier trænger ind et sted i legemet hvor de ikke hører hjemme?

Så går op til to billioner hvide blodlegemer i kroppen til kamp mod de bakterier der kunne skade os. Redaktøren af bladet Science,  Daniel E. Koshland,  forklarer: „Immunforsvaret er konstrueret til at genkende indtrængende fremmedlegemer. For at kunne dét udvikler forsvarssystemet omkring 10¹¹ [100.000.000.000] forskellige slags immunologiske receptorer sådan at der, uanset hvilken form eller facon den indtrængende organisme har, vil være en tilsvarende receptor som kan genkende den og sørge for at den bliver udslettet.“

En af de celletyper som legemet bruger i bekæmpelsen af indtrængende fjender, er makrofagen. Dens navn betyder „storæder“, hvilket er meget passende fordi makrofager fortærer fremmede stoffer i blodet. Efter at have opslugt et invaderende virus nedbryder makrofagen det til små fragmenter. Derefter fremviser den et protein fra viruset. Denne lille smule protein virker som et rødt flag over for immunforsvaret, en alarm om at en fremmed organisme er på færde. Hvis en anden celle i immunforsvaret, hjælper-T-lymfocytten, genkender virusproteinet, udveksler den kemiske signaler med makrofagen. Disse stoffer er i sig selv specielle proteiner der har forbløffende mange forskellige funktioner i forbindelse med styring og forstærkning af immunforsvarets reaktion på indtrængende fremmedlegemer. Denne proces udløser en energisk kamp mod den specifikke virustype. På den måde kan vi normalt bekæmpe en infektion.

Faktisk er det langt mere kompliceret end beskrevet, men selv denne enkle fremstilling viser hvor indviklet immunforsvaret er. Hvordan har vi fået denne komplicerede mekanisme? Den er blevet givet os ganske frit, uanset hvilket økonomisk eller socialt niveau vi befinder os på. Prøv i tankerne at sammenligne dette med den uretfærdige måde lægehjælp ydes på  i mange tilfælde. „WHO [Verdenssundhedsorganisationen] betragter den voksende uretfærdighed [på sundhedsområdet] som et spørgsmål om liv og død i bogstaveligste forstand, eftersom de fattige betaler prisen for social ulighed med deres helbred,“ har WHO’s generaldirektør, dr. Hiroshi Nakajima, udtalt. Man kan godt forstå den slumbeboer i São Paulo der sagde: „For os er god sundhedspleje som en luksusvare i et udstillingsvindue i et butikscenter. Vi kan se på den, men den er uden for vor rækkevidde.“ Millioner af mennesker Jorden over har samme problem.

Denne form for uretfærdighed fik Albert Schweitzer til at rejse til Afrika for at sørge for lægehjælp til de underprivilegerede, og hans indsats blev belønnet med nobelprisen. Hvilke egenskaber tillægger man de mænd og kvinder der har gjort sådanne gode gerninger? De har tydeligvis kærlighed til deres medmennesker og en stærk retfærdighedssans. De mener at også medmennesker i udviklingslandene har ret til lægehjælp og medicin. Hvad må vi da slutte om den der har givet os alle et immunforsvar — uanset hvilket økonomisk eller socialt niveau vi befinder os på?  Er det ikke et klart vidnesbyrd om at Skaberen er kærlig, upartisk og retfærdig?

Lær Skaberen at kende

I det foregående har vi blot betragtet nogle få grundlæggende eksempler på Skaberens mesterværker, men viser de ikke at han er en overordentlig kundskabsrig og forstandig person hvis egenskaber og gerninger tiltaler os? Der kunne nævnes utallige andre eksempler. Men vi har sikkert alle erfaret at hvis man gerne vil lære en person godt at kende, er det ikke nok at betragte hans arbejde. Vi ville måske endda misforstå ham hvis vi ikke kendte ham til bunds. Og hvis vedkommende var blevet bagtalt eller fremstillet i et forkert lys, ville det så ikke være fornuftigt at møde ham og høre hvad han selv havde at sige? Så kunne vi tale med ham og finde ud af hvordan han reagerer i forskellige situationer, og hvilke egenskaber han har.

Vi kan naturligvis ikke tale ansigt til ansigt med universets mægtige Skaber. Men han har åbenbaret meget om sig selv som en virkelig person i en bog der er udgivet helt eller delvis på over 2000 sprog, deriblandt dit. Denne bog — Bibelen — indbyder os til at lære Skaberen at kende og blive hans ven: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer,“ siges der. Den viser også hvordan det er muligt at blive Guds ven. (Jakob 2:23; 4:8) Kunne du tænke dig det?

I givet fald vil vi opfordre dig til at se nærmere på Skaberens saglige og fascinerende beretning om skabelsen.

[Fodnote]

[Ramme på side 79]

En logisk konklusion

Blandt forskerne er der bred enighed om at universet har haft en begyndelse. De fleste er også enige om at der må have eksisteret noget før denne begyndelse. Nogle forskere taler om en energi der altid har været til. Andre taler om et „urkaos“. Hvilke udtryk de end bruger, så forudsætter de fleste at der fandtes noget — noget der ikke har haft en begyndelse, noget der strækker sig uendelig langt tilbage.

Spørgsmålet kan altså reduceres til om dette evige er noget eller nogen. Hvilken af disse muligheder forekommer dig mest logisk nu da du har vurderet hvad videnskaben har opdaget om universets og livets oprindelse og natur?

[Ramme på side 80]

„Alle de livsvigtige grundstoffer — kulstof, kvælstof, svovl — der i naturen forekommer i uorganiske gasser, overføres ved bakteriernes mellemkomst til organiske forbindelser der kan udnyttes af planter og dyr.“ — The New Encyclopædia Britannica.

[Diagram/illustration på side 78]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvilken konklusion drager du?

Universet

↓ ↓

Har ikke haft Har haft

en begyndelse en begyndelse

↓ ↓

Er kommet Er skabt

af sig selv ↓ ↓

Af en evig Af en evig

KRAFT PERSON

[Illustration på side 75]

Mange i Østen tror at naturen er blevet til af sig selv

[Illustration på side 76]

Stående på denne høj foran Akropolis holdt Paulus en tankevækkende tale om Gud

[Illustration på side 83]

Gud har givet os et immunforsvar af langt større værdi end noget den moderne lægevidenskab kan tilbyde