Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et rige der ’ikke kan forgå’

Et rige der ’ikke kan forgå’

Kapitel 10

Et rige der ’ikke kan forgå’

1, 2. (a) Hvad understreger verdensbegivenhederne daglig, og hvordan? (b) Hvad er den eneste løsning?

VERDENSBEGIVENHEDERNE understreger daglig at menneskene ikke har fundet lykken ved at forkaste Jehovas suverænitet og prøve at styre selv. Ingen form for menneskestyre har gavnet alle mennesker uden forskel. Trods videnskabelige fremskridt uden lige har man ikke været i stand til at afskaffe synden, udrydde sygdommene og overvinde døden, end ikke for et enkelt menneske. Tværtimod bliver nationerne ved med at udvikle nye og frygteligere våben. Vold og kriminalitet tager til. Teknologien, forbundet med uvidenhed og profitbegær, forurener jorden, vandet og luften. Stigende arbejdsløshed og galoperende inflation gør det yderst vanskeligt for mange at skaffe livets fornødenheder. Man søger desperat en udvej. — Præd. 8:9.

2 Hvad er løsningen? Guds rige, som Jesus lærte sine disciple at bede om. (Matt. 6:9, 10) Vi kan være taknemmelige for at den befrielse som Riget vil medføre, nu er meget nær.

3. (a) Hvad skete der i himmelen i 1914 i forbindelse med dette rige? (b) Hvorfor har dette stor betydning for os?

3 Guds rige ved Jesus Kristus har været i virksomhed siden 1914. * I det år indtraf i himmelen de begivenheder som Daniel havde set i et profetisk syn. „Den gamle af dage“, Jehova Gud, skænkede Menneskesønnen, Jesus Kristus, „magt og ære og herredom“, for at ’alle folk, stammer og tungemål skulle tjene ham’. I sin beretning om synet skrev Daniel: „Hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ (Dan. 7:13, 14) Det er ved hjælp af dette rige eller denne regering at Gud vil sætte retfærdselskende mennesker i stand til at nyde de utallige goder som han havde i sinde at skænke menneskene dengang han satte vore første forældre i Paradiset.

4. Hvilke detaljer angående Riget interesserer os meget, og hvorfor?

4 Rigets loyale undersåtter er dybt interesseret i denne regerings opbygning og virke. De ønsker at vide hvad den udretter nu, hvad den vil udrette i fremtiden, og hvilke krav den stiller til dem. De undersøger dette grundigt, og derved får de større værdsættelse af Riget og bliver bedre i stand til at fortælle andre om det. — Sl. 48:13, 14.

En undersøgelse der rører hjertet

5. (a) Hvordan fremgår det af Bibelen at det er Jehovas suverænitet der kommer til udtryk i det messianske rige? (b) Hvordan berøres vi derfor af det vi lærer om Riget?

5 Noget af det første der kommer for dagen ved en sådan undersøgelse, er at det messianske rige er et udtryk for Jehovas eget suveræne herredømme. Det var ham der gav sin søn „magt og ære og herredom“. Efter at Riget var begyndt at herske, lød der således høje røster i himmelen som meget passende erklærede: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehova Guds] og hans Messias’, og han [Jehova] skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ (Åb. 11:15) Alt hvad vi ser angående dette rige og hvad det udretter, drager os derfor nærmere til Jehova selv. Det indgiver os et ønske om at underlægge os hans suverænitet for evigt.

6. Hvorfor kan vi være glade for at det er Jesus Kristus der hersker på Jehovas vegne?

6 Vi kan glæde os over at Jehova har sat Jesus Kristus på tronen som den der skal regere på hans vegne! Jesus var den værkmester Gud benyttede til at skabe jorden og mennesket; han véd derfor bedre end vi selv hvad vi har brug for. Desuden gav han lige fra begyndelsen af menneskehedens historie udtryk for at han ’holdt af menneskenes sønner’. (Ordsp. 8:30, 31, NW; Kol. 1:15-17) Ja, så stor var hans kærlighed til dem, at han personligt kom til jorden og gav sit liv som en løsesum for dem. Derved tilvejebragte han grundlaget for at vi kan blive udfriet fra synd og død, og gav os mulighed for evigt liv. — Matt. 20:28.

7. (a) Hvorfor er dette, i modsætning til de jordiske regeringer, en varig regering? (b) Hvilket forhold har „den trofaste og kloge træl“ til den himmelske regering?

7 Regeringen er stabil og varig. Dens beståen er sikret derved at Jehova selv ikke er underlagt døden. (Hab. 1:12, NW; Sl. 146:3-5, 10) I modsætning til jordiske konger er Jesus Kristus, som Gud har betroet kongedømmet, også udødelig. (Rom. 6:9; 1 Tim. 6:15, 16) På troner i himmelen vil der sammen med Kristus være 144.000 medregenter, loyale Guds tjenere som er taget fra „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, og som ligeledes får udødelighed. (Åb. 5:9, 10; 1 Kor. 15:42-44, 53) Langt de fleste af disse befinder sig allerede i himmelen, og den rest der endnu er tilbage på jorden, udgør ’den trofaste og kloge trælleskare’, som loyalt fremmer dette riges interesser her. — Matt. 24:45-47.

8, 9. (a) Hvilken splittende og fordærvende indflydelse vil Riget fjerne? (b) Hvilke organisationer og aktiviteter vil vi derfor undgå at blive inddraget i, for ikke at stå som fjender af Guds rige?

Til Jehovas fastsatte tid, som nu er nær, vil hans eksekutionsstyrker skride ind for at rense jorden. De vil for evigt tilintetgøre de mennesker der efter eget valg ikke kender Gud, nægter at anerkende hans suverænitet og ringeagter de kærlige foranstaltninger han har truffet gennem Jesus Kristus. (2 Tess. 1:6-9) Dette vil være Jehovas dag, den længe ventede tid da han hævder sin universelle suverænitet.

9 Al falsk religion, og ligeledes alle jordiske regeringer og deres hære, som er blevet manipuleret af denne verdens usynlige, onde hersker, vil blive udslettet for evigt. Alle som gør sig til ét med denne verden ved at følge en egoistisk, uærlig eller umoralsk livsform, vil blive fjernet. Satan og hans dæmoner vil blive afskåret fra enhver kontakt med jordens indbyggere i tusind år. Hvilken befrielse for alle som elsker retfærdighed! — Åb. 18:21, 24; 19:11-16, 19-21; 20:1, 2.

Dets mål — og hvordan det nås

10. (a) Hvordan vil det messianske rige gennemføre Jehovas hensigt med jorden? (b) Hvad vil det betyde for de mennesker der bor på jorden til den tid?

10 Dette messianske rige vil fuldt ud gennemføre Guds oprindelige hensigt med jorden. (1 Mos. 2:8, 9, 15; 1:28) Indtil i dag har menneskene ikke formået at gennemføre denne hensigt. Men „den kommende beboede jord“ er blevet underlagt Menneskesønnen, Jesus Kristus, og alle som overlever eksekveringen af Jehovas dom over den nuværende gamle ordning, vil arbejde enigt sammen under kongen Kristus og med glæde gøre hvad han pålægger dem for at gøre jorden til et verdensomspændende paradis. (Hebr. 2:5-9) Alle mennesker vil nyde deres hænders værk og få fuld gavn af jordens rige afgrøde. — Sl. 72:1, 7, 8, 16-19; jævnfør Esajas 65:21, 22.

11. (a) Hvordan vil Rigets undersåtter blive fuldkomne på sind og legeme? (b) Hvad vil dette indbefatte?

11 Da Adam og Eva blev skabt var de fuldkomne, og det var Guds hensigt at jorden skulle fyldes med deres efterkommere, som alle skulle være fuldkomne på sind og legeme. Under Rigets herredømme vil denne hensigt blive til strålende virkelighed. Det forudsætter at alle syndens virkninger bliver fjernet, og af den grund tjener Kristus ikke blot som konge men også som ypperstepræst. Han vil tålmodigt hjælpe sine lydige undersåtter til at få gavn af det sonoffer han bragte ved at give afkald på sit menneskeliv. Blindes øjne vil blive åbnet. Døves ører vil blive lukket op. Kronisk syge vil blive kernesunde. De hvis krop er mærket af sygdom eller alderdom, vil opleve at deres kød bliver friskere end da de var børn. Ja, den dag vil komme da ingen vil have grund til at sige: „Jeg er syg,“ for gudfrygtige mennesker vil blive fuldstændig befriet for synden og dens sørgelige virkninger. — Jævnfør Esajas 33:22, 24; 35:5, 6; Job 33:25; Lukas 13:11-13.

12. (a) Hvad indebærer menneskelig fuldkommenhed også? (b) Hvordan vil dette mål blive nået, og hvad vil det medføre?

12 At menneskene bliver fuldkomne indebærer dog langt mere end at de får et sundt sind og et sundt legeme. Det indebærer også at de på rette måde kommer til at afspejle Jehovas personlighed, idet mennesket jo blev skabt ’i Guds billede, så det lignede ham’. (1 Mos. 1:26) Dette vil kræve undervisning og oplæring. I den nye orden „skal retfærdighed bo“, og derfor „lærer de, som bor på jorderig, retfærd“, som profeten Esajas forudsagde. (2 Pet. 3:13; Es. 26:9) Denne retfærdighed fører til fred — fred mellem mennesker af alle nationer, fred mellem nære venner, fred i familien og, fremfor alt, fred med Gud. (Es. 32:17; Sl. 85:11-14) De der lærer retfærdighed vil skridt for skridt blive undervist i det der er Guds vilje med dem. Når kærligheden til Jehovas principper rodfæstes i deres hjerte, vil de følge disse principper på alle livets områder. Det fuldkomne menneske Jesus kunne sige: ’Jeg gør altid det min Fader synes om.’ (Joh. 8:29) Hvor bliver det dejligt at leve når dette kan siges om alle mennesker!

Hvad Riget allerede har udrettet

13. Vis ud fra de anførte spørgsmål hvad Riget har udrettet og hvad vi derfor bør gøre.

13 Med troens øjne ser vi tydeligt at Riget allerede nu har udført imponerende bedrifter. Følgende spørgsmål og skriftsteder vil minde dig om nogle af disse, og de vil samtidig understrege nogle ting som alle Rigets undersåtter kan og bør gøre nu:

Hvem skred kongen først ind over for, og med hvilket resultat? (Åb. 12:7-10, 12)

Hvilken gruppe mennesker begyndte at blive færdigindsamlet straks efter at Kristus var kommet på tronen? (Matt. 24:31; Åb. 7:1-4)

Hvilket andet arbejde forudsagde Jesus i Mattæus 25:31-33 at han ville udføre efter at han var kommet på tronen og før han udslettede de onde?

Hvordan bliver dette arbejde udført? Hvem deltager i det? (Matt. 24:14; Sl. 110:3; Åb. 14:6, 7)

Hvorfor har politiske og religiøse modstandere ikke kunnet standse det? (Apg. 5:38, 39; Zak. 4:6)

Hvilke forandringer har det undervisningsarbejde der udføres, allerede nu udvirket hos dem der anerkender Rigets styre? (Es. 2:4; 1 Kor. 6:9-11)

Et varigt rige

14. (a) Hvor længe vil Kristus regere? (b) Hvad vil blive udrettet i løbet af den tid?

14 Efter at Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden, vil Jesus Kristus herske sammen med sine 144.000 medarvinger i tusind år. (Åb. 20:6) I løbet af den tid vil menneskeheden blive ført frem til fuldkommenhed. Al regering, myndighed og magt som er i opposition til Jehova, vil blive fjernet. Når det er sket, vil Jesus give Riget tilbage til sin Fader, „for at Gud kan være alt for alle“. — 1 Kor. 15:24, 28.

15. I hvilken forstand vil dette rige ’aldrig forgå’?

15 Jesu egen stilling i forhold til jorden vil således blive ændret. Men hans magt vil være „evig“ og hans rige vil „ikke forgå“. (Dan. 7:14) I hvilken forstand? Jo, i den forstand at herredømmet ikke vil gå over til andre som har andre mål. De ting Riget har udrettet vil ’aldrig forgå’. Hvad Riget har gjort for at hævde Jehovas navn og gennemføre hans hensigt med jorden, vil stå for evigt.

[Fodnote]

Repetition

● Hvorfor er Guds rige den eneste løsning på menneskenes problemer? Hvornår begyndte det at herske?

● Hvad tiltaler dig især ved Guds rige og de ting det vil udrette? Hvorfor?

● Hvad kan vi allerede nu se at Riget har udrettet? Hvilken andel har vi selv i dette?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 84, 85]

Folk vil lære retfærdighed