Kapitel 22

Fortsæt med at tale Guds ord med frimodighed

1. (a) Hvilken god nyhed forkyndte Jesu disciple fra og med pinsedagen i år 33, men hvordan reagerede jødernes ledere og ældste? (b) Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv i denne forbindelse?

DE VIGTIGSTE begivenheder i over 4000 års historie havde fundet sted. Guds egen søn, Jesus Kristus, var blevet salvet til fremtidig konge over hele jorden, og efter at han på sine religiøse fjenders foranledning var blevet henrettet, havde Jehova oprejst ham fra de døde. Gennem ham var det nu muligt at opnå frelse med udsigt til evigt liv. Men da Jesu trofaste disciple offentligt forkyndte denne gode nyhed, udbrød der en voldsom forfølgelse imod dem. Først blev to af apostlene kastet i fængsel, og derefter alle. De blev pisket og beordret til at holde op med at tale på grundlag af Jesu navn. (Apg. 4:1-3, 17; 5:17, 18, 40) Hvad skulle de gøre? Hvad ville du have gjort? Ville du have fortsat med at forkynde frimodigt?

2. (a) Hvilket budskab som er endnu mere storslået, skal forkyndes i vor tid? (b) Hvem er forpligtet til at gøre det?

² I 1914 indtraf en begivenhed som var endnu mere storslået og som havde universel betydning. Guds rige ved Jesus Kristus blev oprettet i himmelen. Derefter blev Satan og hans dæmoner kastet ned til jorden. (Åb. 12:1-5, 7-12) De sidste dage for den nuværende onde ordning var begyndt. Inden den generation der blev vidne til begivenhederne i 1914 dør bort, vil Gud knuse hele Satans  ordning. (Matt. 24:34) De overlevende vil få udsigt til evigt liv. Som en opfyldelse af Guds oprindelige hensigt vil hele jorden blive omdannet til et paradis. Hvis du allerede har taget imod denne gode nyhed, er du forpligtet til at dele den med andre. (Matt. 24:14) Men hvilken reaktion kan du forvente?

3. (a) Hvordan reagerer folk på Rigets budskab? (b) Hvilket spørgsmål må vi derfor overveje?

³ Nogle vil nok byde dig hjerteligt velkommen som en forkynder af Riget, men flertallet vil simpelt hen vende det døve øre til. (Matt. 24:37-39) Og nogle vil måske gøre nar af dig eller stille sig fjendtligt til det budskab du kommer med. Jesus advarede om at hans disciple kunne møde modstand fra deres egne slægtninge. (Luk. 21:16-19) Du kan også komme ud for modstand på din arbejdsplads eller i skolen. Mange steder i verden er Jehovas vidner desuden underlagt uretfærdige regeringsforbud. Vil du, hvis du kommer ud for sådanne ting, fortsætte med at tale Guds ord med frimodighed?

4. Er personlig beslutsomhed en garanti for at vi vil fortsætte med at tjene Gud trofast?

⁴ Du ønsker uden tvivl at være en modig Guds tjener. Men nogle som har følt at intet kunne afholde dem fra at forkynde Guds rige, har ikke desto mindre forladt forkyndernes rækker — hvorimod andre, heriblandt nogle som er lidt forsagte af natur, fortsætter ufortrødent som nidkære Guds tjenere. Hvordan kan du blive en af dem der ’står fast i troen’? — 1 Kor. 16:13.

Prøv ikke at klare det i egen kraft

5. (a) Hvad er en grundlæggende betingelse for at vi kan tjene Gud trofast? (b) Hvorfor er møderne så vigtige?

⁵ Der er naturligvis mange faktorer som bidrager til at man fortsætter med at tjene Gud trofast. Men en grundlæggende faktor er at vi sætter vor lid til Jehova og hans foranstaltninger. Hvordan viser vi  at vi gør det? Blandt andet ved at overvære menighedens møder. Bibelen opfordrer os til ikke at forsømme at komme sammen. (Hebr. 10:23-25) De der trofast er fortsat med at vidne om Jehova uanset forfølgelse eller folks ligegyldighed, har altid gjort en særlig indsats for at komme regelmæssigt til møderne sammen med deres trosfæller. Ved disse møder opnår vi større bibelkundskab, men det er ikke kun for at lære nyt vi kommer. (Jævnfør Apostelgerninger 17:21.) Vor forståelse af velkendte sandheder vokser også, og vi bliver stadig mere opmærksomme på hvordan vi kan bruge dem. Det eksempel Jesus satte for os, indprentes dybt i vort sind og hjerte. (Ef. 4:20-24) Vi knyttes nært sammen med vore kristne brødre i enig tilbedelse, og vi styrkes personligt til stadig at gøre Guds vilje. Gennem menigheden får vi Jehovas ånds ledelse, og ved hjælp af denne ånd er Jesus midt iblandt os når vi samles i hans navn. — Åb. 3:6; Matt. 18:20.

6. Hvordan holdes møderne de steder hvor Jehovas Vidner er forbudt?

⁶ Overværer du regelmæssigt alle møderne, og anvender du i praksis det du hører behandlet? I lande hvor Jehovas Vidner er forbudt, er det somme tider nødvendigt at holde møderne i små grupper i private hjem. Stederne og tidspunkterne kan variere fra gang til gang, og de ligger måske ikke altid lige bekvemt, idet nogle møder for eksempel må holdes sent om aftenen. Men på trods af personlige ulemper eller farer, bestræber trofaste brødre og søstre sig alvorligt for at komme til hvert eneste møde.

7. (a) Hvordan viser vi også at vi sætter vor lid til Jehova? (b) Hvordan kan dette hjælpe os til at fortsætte med at tale frimodigt?

⁷ Vi viser også at vi sætter vor lid til Jehova ved  at vende os regelmæssigt til ham i bøn — ikke som en formel rutine, men i dyb erkendelse af at vi har brug for hans hjælp. Gør du det? Jesus bad mange gange under sin jordiske tjeneste. (Luk. 3:21; 6:12, 13; 9:18, 28; 11:1; 22:39-44) Og natten før han blev pælfæstet, opfordrede han sine disciple: „Bliv ved med at holde jer vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ (Mark. 14:38) Hvis vi møder stor ligegyldighed over for Rigets budskab, kunne vi måske føle os fristet til at sløje af i vor tjeneste. Hvis vi udsættes for hån og latterliggørelse eller hårdere forfølgelse, kunne vi måske fristes til at tie for at undgå disse problemer. Men hvis vi inderligt beder om at Gud med sin ånd vil hjælpe os til at blive ved med at tale frimodigt, vil vi blive styrket til ikke at give efter for denne fristelse. — Luk. 11:13; Ef. 6:18-20.

En beretning om frimodig forkyndelse

8. (a) Hvorfor er beretningen i Apostelgerninger af særlig interesse for os? (b) Besvar de spørgsmål der følger efter denne paragraf og understreg hvordan oplysningerne kan gavne os.

⁸ Beretningen i Apostelgerninger er af særlig interesse for os alle. Den fortæller om hvordan apostlene og andre af de første disciple — mennesker der havde de samme følelser som vi — overvandt hindringer og viste sig at være frimodige og trofaste vidner for Jehova. Lad os undersøge en del af denne beretning ved hjælp af nedenstående spørgsmål og skriftsteder. Og lad os, mens vi gør det, tænke på hvordan vi personligt kan have gavn af det vi læser.

Var apostlene højt uddannede mænd? Var de af natur frygtløse, uanset hvad der skete? (Apg. 4:13; Joh. 18:17, 25-27; 20:19)

Hvad satte Peter i stand til at tale med frimodighed over for den jødiske domstol der kun få uger forinden havde dømt  Guds egen søn skyldig til døden? (Apg. 4:8; Matt. 10:19, 20)

Hvad havde apostlene foretaget sig i ugerne før de blev stillet for sanhedrinet? (Apg. 1:14; 2:1, 42)

Hvad svarede Peter og Johannes da lederne gav dem ordre til at holde op med at forkynde på grundlag af Jesu navn? (Apg. 4:19, 20)

Hvem søgte de igen hjælp hos efter deres løsladelse? Bad de ham om at standse forfølgelsen, eller hvad? (Apg. 4:24-31)

På hvilke måder ydede Jehova hjælp da modstandere forsøgte at standse forkyndelsesarbejdet? (Apg. 5:17-20, 33-40)

Hvordan viste apostlene at de forstod grunden til at de var blevet udfriet? (Apg. 5:21, 41, 42)

Hvad fortsatte disciplene med at gøre, selv da mange af dem var blevet spredt på grund af den voldsomme forfølgelse? (Apg. 8:3, 4; 11:19-21)

9. (a) Hvilke storartede resultater opnåede de første disciple i deres tjeneste? (b) Hvordan angår dette os?

⁹ Deres arbejde i forbindelse med den gode nyhed var ikke forgæves. På Pinsedagen var omkring 3000 disciple blevet døbt. Og „der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder“. (Apg. 2:41; 4:4; 5:14) Senere meldtes det at endog en af de ivrigste forfølgere, Saulus fra Tarsus, var blevet kristen og nu selv vidnede frimodigt om sandheden. Han blev kendt som apostelen Paulus. (Gal. 1:22-24) Det arbejde der begyndte i det første århundrede, er ikke standset. Tværtimod udføres det med endnu større kraft her i „de sidste dage“, og det er nået ud til alle jordens egne. Vi har den forret at kunne deltage i det, og idet vi gør det, kan vi tage ved lære af det eksempel der blev sat af loyale vidner som tjente før os.

10. (a) Hvilke muligheder udnyttede Paulus for at aflægge vidnesbyrd? (b) På hvilke måder forkynder du budskabet om Riget for andre?

¹⁰ Da Paulus lærte sandheden om Jesus Kristus  at kende, tøvede han ikke. „Straks begyndte han . . . at forkynde om Jesus, at han er Guds søn.“ (Apg. 9:20) Han påskønnede den ufortjente godhed Gud havde vist ham, og han erkendte at alle havde brug for den gode nyhed han selv havde fået. Efter jødisk sædvane gik han til synagogerne, som var jødernes offentlige samlingssteder, for at aflægge vidnesbyrd. Han forkyndte også fra hus til hus og ræsonnerede med folk som samledes på torvene. Og han var villig til at rejse ud til nye distrikter for at udbrede den gode nyhed. — Apg. 17:17; 20:20; Rom. 15:23, 24.

11. (a) Hvordan viste Paulus også skønsomhed når han forkyndte? (b) Hvordan kan vi lægge den samme egenskab for dagen når vi forkynder for slægtninge, kolleger eller skolekammerater?

¹¹ Selv om Paulus var frimodig viste han også skønsomhed, og det samme bør vi gøre. Over for jøderne appellerede han på grundlag af de løfter Gud havde givet deres forfædre. Til grækerne talte han ud fra ting som de kendte til. Somme tider aflagde han vidnesbyrd ved at henvise til hvordan han selv havde lært sandheden at kende. Det var som han forklarede: „Alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ — 1 Kor. 9:20-23; Apg. 22:3-21.

12. (a) Hvad gjorde Paulus, skønt han var frimodig, for ikke at fremtvinge konstante konfrontationer med modstanderne? (b) Hvornår kan vi med fordel følge dette eksempel, og hvordan? (c) Hvorfra får vi kraften til at fortsætte med at tale frimodigt?

¹² Når modstanden mod den gode nyhed blev så voldsom at det syntes bedst at forkynde et andet sted eller at flytte til et andet distrikt for en tid, gjorde Paulus dette i stedet for at fremtvinge konstante konfrontationer med sandhedens fjender. (Apg. 14:5-7; 18:5-7; Rom. 12:18) Men han skammede sig aldrig over den gode nyhed. (Rom. 1:16) Skønt han fandt den forsmædelige, ja undertiden voldelige, behandling fra modstandernes  side ubehagelig, ’tog han ved hjælp af Gud mod til sig’ til at fortsætte med at forkynde. På trods af de vanskeligheder han var udsat for, blev han ved med at udføre arbejdet. Han sagde: „Herren stod mig bi og indgød mig kraft, for at forkyndelsen kunne blive fuldført gennem mig.“ (1 Tess. 2:2; 2 Tim. 4:17) Herren Jesus, den kristne menigheds hoved, giver også sine disciple kraft til at udføre det arbejde han forudsagde som en del af tegnet på endens tid. — Mark. 13:10.

13. Hvordan viser vi kristen frimodighed, og på hvilket grundlag kan vi gøre det?

¹³ Vi har al mulig grund til at fortsætte med at tale Guds ord med frimodighed, ligesom Jesus Kristus og andre trofaste Guds tjenere gjorde i det første århundrede. Dermed være ikke sagt at vi skal være grove eller udfordrende i vor optræden. Der er ingen grund til at være taktløs eller at tvinge folk til at høre budskabet imod deres vilje. Men vi giver ikke op fordi folk ligegyldigt vender det døve øre til, og vi lader os ikke skræmme til tavshed af modstand. Ligesom Jesus henviser vi til Guds rige som den retmæssige regering for hele jorden. Vi taler med tillid fordi vi repræsenterer Jehova, universets suveræne Hersker, og fordi det budskab vi forkynder ikke er fra os selv, men fra ham. — Fil. 1:27, 28; 1 Tess. 2:13.

Repetition

● Hvorfor er det vigtigt at udnytte enhver mulighed for at dele Rigets budskab med andre? Men hvilke reaktioner må vi forvente?

● Hvordan kan vi vise at vi ikke forsøger at tjene Jehova i egen kraft?

● Hvad lærer vi af beretningen i Apostelgerninger?

[Studiespørgsmål]