Kapitel 7

Hvad vi lærer af at Gud har tilladt det onde

1. (a) Hvad ville det have betydet for os hvis Jehova straks havde udryddet oprørerne i Eden? (b) Hvilken kærlig foranstaltning har Jehova derimod truffet til gavn for os?

UANSET hvilke vanskeligheder vi måtte komme ud for i livet, var det ikke uretfærdigt af Gud at lade os blive født. Han skabte de første mennesker fuldkomne og gav dem paradiset som deres hjem. Hvis han straks havde udslettet dem efter at de havde gjort oprør, ville der ikke have været nogen menneskeslægt som vi kender den, med dens sygdom, fattigdom og kriminalitet. Men i sin barmhjertighed tillod han Adam og Eva at sætte børn i verden før de døde, selv om disse børn ville arve ufuldkommenheden. Gennem Kristus sørgede han derefter for at de af Adams efterkommere der lagde tro for dagen, kunne opnå det Adam havde forspildt — evigt liv under forhold der ville gøre det muligt for dem at nyde livet fuldt ud. — 5 Mos. 32:4, 5; Joh. 10:10.

2. Skete alt dette udelukkende for at vi kunne opnå frelse?

² Dette er til umådelig gavn for os personligt. Men når vi læser i Bibelen, ser vi at sagen drejer sig om noget som er langt vigtigere end vor personlige frelse.

For sit store navns skyld

3. Hvad stod på spil i forbindelse med gennemførelsen af Jehovas hensigt med jorden og mennesket?

³ Gennemførelsen af Jehovas hensigt med jorden og mennesket berørte hans navn, hans omdømme  som universets Suveræn og sandhedens Gud. På grund af Jehovas stilling er alle skabningers fred og velbefindende betinget af at hans navn bliver vist den fulde respekt det fortjener og at alle er lydige mod ham.

4. Hvad gik denne hensigt ud på?

⁴ Efter at Jehova havde skabt Adam og Eva, gav han dem en særlig opgave. Han gjorde det klart for dem at det var hans hensigt at de ikke alene skulle gøre sig til herre over hele jorden, og således udvide paradisets grænser, men også befolke den med deres efterkommere. (1 Mos. 1:28) Betød deres synd at denne hensigt måtte opgives, til vanære for Guds navn?

5. (a) Hvornår skulle de der spiste af „træet til kundskab om godt og ondt“ dø, ifølge Første Mosebog 2:17? (b) Hvordan var Jehova tro mod sit ord, samtidig med at han respekterede sin hensigt med jorden?

⁵ Jehova havde advaret Adam om at hvis han var ulydig og spiste af træet til kundskab om godt og ondt, skulle han visselig dø „den dag“ han spiste af det. (1 Mos. 2:17) Tro mod sit ord krævede Jehova overtræderne til regnskab samme dag som Adam havde syndet, og udtalte straks dødsdommen over dem. Straffen var uundgåelig. Juridisk set, eller set med Guds øjne, døde Adam og Eva den dag. (Jævnfør Lukas 20:37, 38.) Men for at gennemføre sin egen erklærede hensigt med jorden tillod Jehova dem at sætte børn i verden før de døde bogstaveligt. Ud fra det synspunkt at Gud regner 1000 år for én dag, døde Adam dog alligevel inden for én „dag“, idet hans liv endte da han var 930 år gammel. (1 Mos. 5:3-5; jævnfør Salme 90:4; Andet Petersbrev 3:8.) Derved blev det fastslået at Jehova havde talt sandt da han sagde hvornår straffen ville blive eksekveret, og hans hensigt med jorden — at den skulle befolkes med Adams  efterkommere — blev ikke forpurret. Men det har betydet at syndige mennesker har fået lov at leve i et stykke tid.

6, 7. (a) Hvad er ifølge Anden Mosebog 9:15, 16 grunden til at Jehova tillader det onde at fortsætte en tid? (b) Hvordan viste Jehova sin magt, og hvordan blev hans navn gjort kendt, i Faraos tilfælde? (c) Hvad vil resultatet derfor blive når den nuværende onde ordning udslettes?

⁶ Hvad Jehova sagde til Ægyptens hersker dengang Moses levede, viser yderligere hvorfor han har tilladt det onde at fortsætte i nogen tid. Da Farao forbød israelitterne at forlade Ægypten, udslettede Jehova ham ikke med det samme. Landet blev udsat for ti plager som demonstrerede Jehovas magt på forskellige forbløffende måder. Da Jehova advarede om den syvende plage, sagde han til Farao at han nemt kunne have udryddet ham og hans folk fra jordens overflade. „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live,“ sagde Jehova, „for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mos. 9:15, 16.

⁷ Da Jehova udfriede israelitterne blev hans navn ganske rigtigt gjort kendt vidt og bredt. Selv i dag, næsten 3500 år senere, er hans handlinger ikke blevet glemt. Ikke alene blev navnet Jehova forkyndt, men det samme blev sandheden om Ham som bærer dette navn. Det blev fastslået at Jehova er en Gud der holder sine pagter og griber ind til gavn for sine tjenere. Det blev bevist at han er almægtig og at intet kan hindre gennemførelsen af hans hensigt. Den kommende udslettelse af hele den onde ordning, både den synlige og den usynlige del af den, vil gøre endnu større indtryk. Denne demonstration af Jehovas almagt, og den ære hans navn dermed bliver genstand for, vil aldrig nogen sinde blive glemt. Hans indgriben vil være til evig gavn! — Ez. 38:23; Åb. 19:1, 2.

 ’O dyb af Guds visdom!’

8. Hvilke yderligere faktorer opfordrer Paulus os til at overveje?

⁸ I sit brev til romerne spørger apostelen Paulus: „Er der uretfærdighed hos Gud?“ Og derefter svarer han ved at pege på Guds barmhjertighed og ved at henvise til hvad Jehova sagde til Farao. Han minder også om at vi mennesker er som ler i pottemagerens hånd. Klager leret over den måde det bliver brugt på? Paulus tilføjer: „Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så?“ — Rom. 9:14-24.

9. (a) Hvem er „vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“? (b) Hvorfor har Jehova vist stor langmodighed på trods af deres fjendtlige indstilling, og hvordan vil det endelige resultat blive til gavn for dem der elsker ham?

⁹ Lige siden Jehova fremsatte den profetiske erklæring i Første Mosebog 3:15, har Satan og hans sæd været „vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“. Og i al den tid har Jehova vist langmodighed. De onde har hånet hans veje; de har forfulgt hans tjenere, ja endog dræbt hans søn. Men Jehova har lagt bånd på sig selv, til varig gavn for sine tjenere. Hele skabningen har fået lejlighed til at se de katastrofale følger af at gøre oprør mod Gud. Samtidig har Jesu død givet grundlag for at udfri lydige mennesker og for at „nedbryde Djævelens gerninger“. — 1 Joh. 3:8; Hebr. 2:14, 15.

10. Hvorfor har Jehova fortsat båret over med de onde i de sidste 1900 år?

¹⁰ I de mere end 1900 år der er gået siden Jesu opstandelse, har Jehova fortsat båret over med  „vredens kar“ og ventet med at tilintetgøre dem. Hvorfor? Fordi han har været i færd med at berede den sekundære del af kvindens sæd, dem der skal være sammen med Jesus Kristus i hans himmelske rige. (Gal. 3:29) Disse personer, i alt 144.000, er de „barmhjertighedens kar“ som apostelen Paulus taler om. Først blev jøderne indbudt til at udgøre denne skare. Derefter blev omskårne samaritanere føjet til, og til sidst folk fra de hedenske nationer. Med megen langmodighed har Jehova gennemført sin hensigt uden at tvinge nogen til at tjene ham, men ved at skænke storslåede velsignelser til dem der har vist taknemmelighed for hans kærlige foranstaltninger. Nu er beredelsen af denne himmelske skare næsten fuldført.

11. Hvilken anden gruppe mennesker har nu gavn af Jehovas langmodighed?

¹¹ Hvem skal så bo på jorden? Når Guds tid er inde, vil milliarder blive oprejst fra de døde som Rigets jordiske undersåtter. Og især siden 1935 har Jehovas langmodighed skabt mulighed for at „en stor skare“ fra alle nationer har kunnet indsamles med frelse for øje. — Åb. 7:9, 10; Joh. 10:16.

12. (a) Hvad har vi, som følge af dette, lært om Jehova selv? (b) Hvordan reagerer du når du ser hvordan Jehova har grebet denne sag an?

¹² Har der været nogen uretfærdighed i alt dette? Afgjort ikke! Hvis Gud venter med at udslette de onde eller „vredens kar“ for at kunne vise barmhjertighed mod andre i overensstemmelse med sin hensigt, hvem kan da med rette klage over det? Derimod lærer vi meget om Jehova selv, når vi ser hvordan han skridt for skridt har gennemført sin hensigt. Vi forundres over de facetter af hans personlighed der er kommet for dagen — hans retfærdighed, hans barmhjertighed, hans langmodighed, hans mangesidige visdom. Den visdom  hvormed Jehova har behandlet stridsspørgsmålet, vil for evigt stå som et vidnesbyrd om at hans måde at styre på er den bedste. Sammen med apostelen Paulus siger vi: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — Rom. 11:33.

Lejlighed til at vise vor hengivenhed

13. (a) Hvad har vi lejlighed til når vi udsættes for personlige lidelser? (b) Hvad vil hjælpe os til at reagere klogt?

¹³ Fordi Gud endnu ikke har opfyldt sit ord om at udslette de onde og genrejse menneskeheden, kan der opstå situationer der påfører os store personlige lidelser. Hvordan reagerer vi når dette sker? Betragter vi det som en lejlighed til at være med til at rense Jehovas navn for skændsel og bevise at Djævelen er en løgner? Vi kan samle styrke til at indtage denne holdning ved at huske på rådet: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Satan, den der smæder Jehova, påstod at hvis mennesker led materielle tab eller blev udsat for fysiske lidelser ville de bebrejde Gud det, ja endog forbande Ham. (Job 1:9-11; 2:4, 5) Vi glæder Jehovas hjerte når vi trods genvordigheder er loyale mod Gud og dermed viser at Satans påstand ikke er sand i vort tilfælde. Vi har fuld tillid til at Jehova nærer inderlig hengivenhed for sine tjenere og at han, ligesom i Jobs tilfælde, til sin tid vil belønne os gavmildt hvis vi er trofaste mod ham. — Jak. 5:11; Job 42:10-16.

14. Hvordan kan det gavne os hvis vi stoler på Jehova når vi gennemgår prøvelser?

¹⁴ Hvis vi tillidsfuldt stoler på Jehova når vi udsættes for svære prøvelser, kan vi opdyrke værdifulde egenskaber. Som følge af de lidelser Jesus gennemgik, ’lærte han lydighed’ på en måde  som han aldrig før havde kendt denne egenskab. Vi kan også lære meget — opdyrke langmodighed, udholdenhed og øget værdsættelse af Jehovas retfærdige veje. Vil vi tålmodigt underkaste os en sådan oplæring? — Hebr. 5:8, 9; 12:11; Jak. 1:2-4.

15. Hvordan kan det gavne andre at vi tålmodigt udholder genvordigheder?

¹⁵ Andre vil lægge mærke til det vi gør. Som følge af det vi gennemgår på grund af vor kærlighed til retfærdighed, vil nogle af dem måske med tiden indse hvem der virkelig er Kristi „brødre“ i dag, og ved at slutte sig til disse „brødre“ i tilbedelsen af Jehova vil de få mulighed for at opnå det evige livs velsignelser. (Matt. 25:34-36, 40, 46) Jehova og hans søn ønsker at de skal have denne mulighed. Gør vi? Er vi villige til at finde os i genvordigheder for at gøre dette muligt?

16. Hvordan er vort syn på sådanne personlige genvordigheder forbundet med spørgsmålet om enhed?

¹⁶ Hvor er det godt hvis vi betragter endog de vanskeligheder der måtte opstå, som en lejlighed til at vise Jehova vor hengivenhed og være med til at gennemføre hans vilje! Det vil vidne om at vi er på vej mod den enhed med Gud og Kristus som Jesus bad om at alle sande kristne måtte opnå. — Joh. 17:20, 21.

Repetition

● Hvordan har Jehova vist stor respekt for sit eget navn, samtidig med at han har tilladt det onde?

● Hvordan har Guds langmodighed over for „vredens kar“ skabt mulighed for at vi kan få gavn af hans barmhjertighed?

● Hvordan bør vi søge at betragte de situationer der medfører personlige lidelser for os?

[Studiespørgsmål]