Kapitel 14

’Jeg indgår en pagt med jer om et rige’

1. Hvad stillede Jesus sine apostle i udsigt aftenen før sin død?

AFTENEN før Jesus blev slået ihjel sagde han til sine trofaste apostle: ’I min Faders hus er der mange boliger. Jeg går min vej for at berede jer en plads, for at I også kan være hvor jeg er.’ Og han sagde videre til dem: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Joh. 14:2, 3; Luk. 22:29) Hvilken storslået mulighed han stillede dem i udsigt!

2. Hvor mange vil få del i det himmelske rige sammen med Kristus?

² Hermed mente Jesus dog ikke at disse apostle var de eneste der skulle herske sammen med ham i hans himmelske rige. Senere blev det åbenbaret at dette særlige privilegium ville blive skænket til 144.000, som skulle løskøbes fra jorden. (Åb. 5:9, 10; 14:1, 4) Findes der nogle i dag som har del i dette håb?

Rigets arvinger indsamles

3. Hvilken mulighed henledte Jesus opmærksomheden på i sin offentlige tjeneste?

³ Efter at Johannes Døber var blevet fængslet af Herodes Antipas, indledte Jesus en offentlig forkyndelseskampagne hvori han rettede opmærksomheden mod „himlenes rige“. (Matt. 4:12, 17) Han gjorde folk opmærksomme på at de havde mulighed for at komme med i dette rige, og hans  disciple tragtede ivrigt efter at opnå denne belønning. — Matt. 5:3, 10, 20; 7:21; 11:12.

4. (a) Hvornår blev de første af Jesu disciple salvet med hellig ånd? (b) Hvoraf fremgår det at opmærksomheden fra da af blev koncentreret om indsamlingen af Rigets arvinger?

⁴ Ved pinsen i år 33 blev de første af dem salvet med hellig ånd. (Apg. 2:1-4; 2 Kor. 1:21, 22) Guds foranstaltning til frelse som førte til udødeligt liv i himmelen blev gjort kendt. Peter benyttede „himlenes riges nøgler“ til at åbne for denne kundskab — først for jøderne, så for samaritanerne, og derefter for folk fra de hedenske nationer. (Matt. 16:19) Dannelsen af den regering der skulle herske over menneskeheden i 1000 år blev ofret særlig opmærksomhed, og næsten alle de inspirerede breve i De kristne græske Skrifter er først og fremmest stilet til denne gruppe af rigsarvinger — „de hellige“, dem der „har andel i den himmelske kaldelse“. *

5. Blev de kaldet til liv i himmelen fordi de var bedre tjenere for Gud end dem der havde levet før?

⁵ At de blev kaldet til liv i himmelen skyldtes ikke at de på en eller anden måde var bedre end alle de Guds tjenere der var døde før pinsen i år 33. (Matt. 11:11) Men Jehova var nu begyndt at udvælge dem der skulle være medregenter sammen med Jesus Kristus. I omkring 1900 år derefter udgik der kun én kaldelse, den himmelske. Det var en ufortjent godhed som Gud skænkede et begrænset antal for at fremme sin egen vise og kærlige hensigt. — Ef. 2:8-10.

6. (a) Hvorfor måtte der komme en tid da den himmelske kaldelse ville høre op? (b) Hvem ville lede begivenhederne sådan at profetien om ’den store skare’ også gik i opfyldelse, og hvordan er det rent faktisk gået?

 ⁶ Efterhånden ville hele det begrænsede antal der var fastsat, nemlig 144.000, være indsamlet. Den endelige besegling eller godkendelse af disse åndelige israelitter ville da være nær. (Åb. 7:1-8) Derefter ville Jehova, ved hjælp af sin ånd og den forståelse af sit ord han gav sin synlige organisation mulighed for at opnå, lede begivenhederne sådan at en anden del af hans hensigt blev gennemført, nemlig den der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17. „En stor skare“ fra alle nationer ville blive indsamlet og få udsigt til at overleve den store trængsel og opnå evigt liv i fuldkommenhed i et jordisk paradis. Når vi ser på hvordan det rent faktisk er gået, synes det åbenbart at den himmelske kaldelse i almindelighed var fuldført omkring 1935, da man klart så at ’den store skare’ havde et jordisk håb. Siden da har de forholdsvis få tusind der er tilbage af den himmelske skare, fået tilslutning af millioner af mennesker som tilbeder Jehova og oprigtigt håber at opnå evigt liv her på jorden.

7. Kunne det tænkes at nogle i dag vil få den himmelske kaldelse? Forklar nærmere.

⁷ Vil det sige at ingen længere bliver kaldet af Gud til liv i himmelen? Indtil den endelige besegling er foretaget, er det muligt at nogle få af dem der har dette håb viser sig troløse, sådan at andre må udvælges i deres sted. Men det vil uden tvivl være noget som sker meget sjældent.

Hvordan ved de at de er Guds åndelige sønner?

8. Hvordan forklarer Paulus at de der er avlet af den hellige ånd, selv er klar over det?

⁸ Når døbte kristne har fået den himmelske  kaldelse, forsikres de af Guds ånd om at de er blevet antaget som hans åndelige sønner. Det gav apostelen Paulus udtryk for i sit brev til ’de hellige’ i Rom. Idet han beskrev situationen som den var for alle sande kristne dengang, sagde han: „Alle som ledes af Guds ånd, de er Guds sønner. I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der er antaget som sønner, ved hvilken ånd vi råber: ’Abba, Fader!’ Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ — Rom. 1:7; 8:14-17.

9. Hvordan ’aflægger ånden selv vidnesbyrd’ sammen med de salvede disciples ånd om at de er Guds sønner?

⁹ Ordet „ånd“ benyttes her i to betydninger: „ånden selv“ og „vor ånd“. Den første er Guds usynlige, virksomme kraft. Den indgiver Guds åndelige børn en forvisning om at de er blevet antaget som hans frie børn. Denne ånd vidner også gennem Guds inspirerede ord, Bibelen, der er som et personligt brev til hans åndelige børn. (1 Pet. 1:10-12) Når de der er blevet avlet af den hellige ånd læser hvad Bibelen siger til dem der er Guds åndelige børn, svarer de med rette: ’Dette gælder mig.’ Således aflægger Guds egen virksomme kraft på forskellige måder vidnesbyrd sammen med deres ånd — det vil sige den indre drivkraft i deres eget sind og hjerte — om at de er Guds børn. I overensstemmelse med hvad Guds ånd således tilkendegiver, bliver deres sind og hjerte rettet mod udsigten til at blive medarvinger med Kristus, og de påtager sig det ansvar der lægges på Guds åndelige børn. — Fil. 3:13, 14.

10. (a) Hvilke faktorer vidner ikke i sig selv om at man er en salvet kristen? (b) Hvordan ser ’de andre får’ på deres plads i gennemførelsen af Guds hensigt?

 ¹⁰ Gælder dette for dig? I så fald har du en vidunderlig forret. Det vil imidlertid være en fejltagelse at tro at man nødvendigvis må være en ånds-salvet kristen fordi man har stor værdsættelse af dybere åndelige sandheder eller er nidkær i tjenesten eller nærer inderlig kærlighed til sine brødre. Disse egenskaber kendetegner også mange af ’de andre får’. Deres hjerte røres også af det de læser i Bibelen om Kristi medarvinger, men de formaster sig ikke af den grund til at gøre krav på noget som Gud ikke har skænket dem. (Jævnfør Fjerde Mosebog 16:1-40.) De forstår hvad der var Guds oprindelige hensigt med jorden, og de arbejder med værdsættelse på at få en andel i gennemførelsen af denne hensigt.

Hvordan Herrens aftensmåltid nydes på værdig vis

11. Hvem overværer den årlige højtid til minde om Jesu død, og hvorfor?

¹¹ Hvert år den 14. nisan efter solnedgang samles Jesu Kristi salvede disciple i alle dele af verden for at mindes hans død i overensstemmelse med de instruktioner han gav sine apostle. (Luk. 22:19, 20) ’De andre får’ samles også med dem, ikke som deltagere der nyder brødet og vinen, men som respektfulde iagttagere.

12. Hvordan viste nogle af de kristne i fortidens Korint mangel på værdsættelse af Herrens aftensmåltid?

¹² Dette er ikke et tomt religiøst ritual, men et måltid af stor betydning. Da nogle af de kristne i det første århundredes Korint ikke viste den rette værdsættelse af dette måltid, gav apostelen Paulus dem en alvorlig formaning idet han skrev: „Altså vil enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, være skyldig med hensyn  til Herrens legeme og blod.“ Hvad gjorde dem til ’uværdige’ deltagere? Jo, de forberedte sig ikke rigtigt i sind og hjerte. Der var splittelser i menigheden. Og nogle spiste og drak for meget før de samledes til dette møde. De behandlede Herrens aftensmåltid med ligegyldighed. De var ikke i stand til at fatte den dybere betydning af brødet og vinen. — 1 Kor. 11:17-34.

13. Hvilken betydning har brødet og vinen som serveres ved mindehøjtiden?

¹³ Hvori består denne betydning? Ikke i at brødet og vinen gennemgår en slags mirakuløs forvandling. Kristus bliver ikke på nogen måde ofret igen ved hvert mindemåltid. Bibelen siger at Kristus blev „frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder“. (Hebr. 9:28; 10:10; Rom. 6:9) Det usyrede brød og den røde vin er blot symboler som repræsenterer det bogstavelige legeme Jesus ofrede og det bogstavelige blod han udgød. Men disse virkeligheder er i sandhed dyrebare! Jesu syndfri menneskelegeme blev givet for at menneskehedens verden kunne få mulighed for evigt liv. (Joh. 6:51) Og hans udgydte blod tjener et dobbelt formål — det renser de mennesker der tror på det, fra synd, og det gyldiggør den nye pagt mellem Gud og det åndelige Israels menighed, som består af ånds-salvede kristne. (1 Joh. 1:7; 1 Kor. 11:25; Gal. 6:14-16) Det er disse dyrebare foranstaltninger der giver medlemmerne af ’den lille hjord’ mulighed for at blive erklæret retfærdige af Gud, ja at få tilregnet menneskelig fuldkommenhed. (Luk. 12:32) Dette sker for at de kan blive avlet af hellig ånd som Guds sønner, med henblik på at få del i det himmelske rige sammen med Kristus. Hvert år når de nyder mindehøjtidens symboler og dermed aflægger vidnesbyrd om deres himmelske håb, fornys og uddybes deres værdsættelse af at  være med i ’den nye pagt’, der er indgået med Kristus som mellemmand. — Hebr. 8:6-12.

„Vi vil gå med eder“

14. (a) Hvorfor nyder ’de andre får’ ikke mindehøjtidens symboler, men hvad ser de ivrigt frem til? (b) Hvordan betragter de fællesskabet med resten af Rigets arvinger?

¹⁴ ’De andre får’ ser hvordan Jehova har taget sig af sine salvede, og de har sluttet sig til dem med ordene: „Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ (Zak. 8:20-23) De overværer ikke blot møder sammen med dem, men er også med til at gøre den gode nyhed om Riget kendt på hele den beboede jord. ’De andre får’ tages dog ikke med i „den nye pagt“, som er indgået med det åndelige Israel, og de har heller ingen andel i den „pagt . . . om et rige“ som Jesus indgik med dem der blev udvalgt til at opnå liv i himmelen sammen med ham, og af den grund nyder de ikke mindehøjtidens symboler. (Luk. 22:20, 29) Men efterhånden som „den nye pagt“ opfylder sin hensigt, idet de resterende medlemmer af ’den lille hjord’ indsamles til det himmelske rige, ser ’de andre får’ heri et vidnesbyrd om at de velsignelser de vil opnå på jorden under dette rige, er nær. De anser det for en forret at tjene enigt sammen med den loyale rest af Rigets arvinger i disse „sidste dage“.

[Fodnote]

Repetition

● Hvorfor retter så stor en del af De kristne græske Skrifter opmærksomheden mod det himmelske håb?

● Hvordan ved de salvede kristne at de er blevet avlet som Guds sønner? Hvilken betydning har mindehøjtidens symboler, som de nyder?

● Hvordan viser ’de andre får’ at de virkelig er forenede med ’den lille hjord’?

[Studiespørgsmål]