Kapitel 16

Lyt til råd, tag imod tugt

1. (a) Er der nogen af os som ikke behøver råd og tugt? (b) Men hvilke spørgsmål gør vi vel i at overveje?

DE FLESTE af os indrømmer beredvilligt at Bibelen har ret når den siger: „Vi fejler alle mange gange.“ (Jak. 3:2) Vi har ikke svært ved at komme i tanker om tilfælde hvor vi ikke har været sådan som Guds ord tilskynder os til at være og som vi ønsker at være. Vi anerkender derfor at det er helt berettiget når Bibelen tilskynder os: „Lyt til råd og modtag tugt, så du kan blive viis i fremtiden.“ (Ordsp. 19:20, NW) Vi ved at vi har brug for en sådan hjælp. Vi har uden tvivl foretaget forandringer i vort liv for at rette det ind efter det vi har lært fra Bibelen. Men hvordan reagerer vi hvis en medkristen henvender sig til os og vejleder os personligt om en eller anden situation hvor vi har handlet uklogt? Eller hvis han foreslår os hvordan vi kan gøre et eller andet bedre?

2. (a) Hvorfor bør vi være taknemmelige for personlig vejledning? (b) Hvordan bør vi ikke reagere?

² Selv om vi måske i første omgang er tilbøjelige til at reagere imod det på grund af vor ufuldkomne menneskelige natur, bør vi oprigtigt takke for vejledningen og arbejde på at følge den. Det kan give gavnlige resultater. (Hebr. 12:11) Men i stedet for at gøre dette har vi måske forsøgt at retfærdiggøre os, at bagatellisere alvoren i situationen,  eller at skyde skylden over på en anden. Har du engang reageret sådan? Når vi tænker tilbage på et sådant tilfælde, ser vi da skævt til den der gav os vejledningen? Er vi tilbøjelige til at slå ned på hans personlige ufuldkommenheder eller at kritisere den måde han vejledte os på, som om det kunne undskylde vor egen svaghed? Kan Bibelen hjælpe os til at overvinde en sådan tilbøjelighed?

Eksempler til vor belæring

3. (a) Hvad indeholder Bibelen som kan hjælpe os til at anlægge det rette syn på vejledning og tugt? (b) Analysér ved hjælp af de anførte spørgsmål hvordan Saul og Uzzija reagerede på vejledning.

³ Foruden at give mange direkte formaninger om dette, indeholder Guds ord også eksempler fra det virkelige liv på hvordan nogle reagerede når de blev vejledt. Ofte var vejledningen også en tugt, idet de pågældende måtte ændre deres indstilling eller adfærd. Når du analyserer to af disse eksempler ved hjælp af nedenstående spørgsmål, vil du finde at der er meget i dem som vi alle kan lære af:

SAUL: Han havde ikke adlydt Jehova fuldt ud, idet han under krigen med amalekitterne havde skånet kongen og de bedste af deres husdyr. (1 Sam. 15:1-11)

Hvordan fremgår det af Sauls reaktion på Samuels vejledning at han søgte at bagatellisere fejlen? (V. 20) Hvem søgte han at skyde skylden på? (V. 21) Hvilken undskyldning kom han med, da han til sidst indrømmede fejlen? (V. 24) Hvad syntes han, selv nu, at bekymre sig mest om? (V. 25, 30)

UZZIJA: Han gik ind i Jehovas tempel for at brænde røgelse, skønt det kun var præsterne der var bemyndiget til at gøre dette. (2 Krøn. 26:16-20)

Hvorfor blev kong Uzzija vred da ypperstepræsten forsøgte at standse ham? (Jævnfør vers 16.) Hvad var resultatet? (V. 19-21)

4. (a) Hvorfor havde både Saul og Uzzija svært ved at tage imod vejledning? (b) Hvorfor er dette også et stort problem i dag?

 ⁴ Hvorfor havde begge disse mænd så svært ved at tage imod vejledning? Det grundlæggende problem var stolthed, at de havde for høje tanker om sig selv. Mange i dag bereder sig selv store sorger på grund af denne egenskab. Fordi de, enten på grund af deres alder eller deres stilling, har opnået hvad de anser for en vis status, er de ikke modtagelige for personlig vejledning. De føler åbenbart at en sådan vejledning antyder en mangel hos dem eller skader deres omdømme. Men det der virkelig vidner om svaghed, er deres egen stolthed. Man bør ikke undskylde denne egenskab hos sig selv, blot fordi den er almindeligt udbredt. Stolthed er en snare som Satan benytter til at tilsløre vore tanker så vi afviser den kærlige hjælp Jehova giver gennem sit ord og sin synlige organisation. Jehova advarer: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ — Ordsp. 16:18; se også Romerbrevet 12:3; Ordsprogene 16:5.

5. Anvend spørgsmålene i denne paragraf til at belyse hvad vi kan lære af beretningerne om Moses og David.

⁵ På den anden side indeholder Bibelen også gode eksempler på at nogle har taget imod vejledning. Disse eksempler kan vi også lære noget værdifuldt af:

MOSES: Hans svigerfader gav ham nogle praktiske råd om hvordan han kunne fordele sin store arbejdsbyrde så han ikke ødelagde sit helbred. Moses lyttede og fulgte straks hans råd. (2 Mos. 18:13-24)

Hvorfor var Moses modtagelig for gode råd, selv om han havde stor myndighed? (Jævnfør Fjerde Mosebog 12:3.) Hvor vigtig er denne egenskab for os? (Zef. 2:3)

DAVID: Han havde begået ægteskabsbrud og fik derefter  ved intriger kvindens mand dræbt for at han selv kunne gifte sig med hende og således dække over det umoralske forhold. Der gik nogle måneder før Jehova sendte Natan hen for at irettesætte David. (2 Sam. 11:2 til 12:12)

Blev David vred over irettesættelsen, bagatelliserede han synden eller prøvede han at skyde skylden fra sig? (2 Sam. 12:13; Sl. 51:1-5) Betød dét at Gud anerkendte Davids anger, at David og hans husstand undgik de dårlige virkninger af hans urette adfærd? (2 Sam. 12:10, 11, 14; 2 Mos. 34:6, 7)

6. (a) Hvordan så David på dem der gav ham gode råd? (b) Hvordan kan det gavne os hvis vi beredvilligt tager imod gode råd? (c) Hvad må vi ikke glemme hvis vi bliver tugtet strengt?

⁶ Kong David vidste af erfaring at det kunne betale sig at tage imod råd; ved en lejlighed havde han takket Gud for en der gav ham et godt råd. (1 Sam. 25:32-35; se også Ordsprogene 9:8.) Er vi sådan? Så vil vi være beskyttet mod at sige og gøre mange ting som vi måske senere vil fortryde. Og skulle vi komme i en situation der fører til at vi må tugtes alvorligt, ligesom David da han syndede med Batseba, lad os da ikke glemme at tugten er et udtryk for Jehovas kærlighed og gives med henblik på vor evige velfærd. — Ordsp. 3:11, 12; 4:13.

Dyrebare egenskaber vi bør opdyrke

7. Hvilken egenskab viste Jesus at mennesker må have for at komme ind i Riget?

⁷ For at bevare et godt forhold til Jehova og til vore kristne brødre, må vi opdyrke visse personlige egenskaber. Jesus pegede på en af disse da han stillede et lille barn midt iblandt disciplene og sagde: „Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige.“ (Matt. 18:3, 4) Hans  disciple måtte gøre en forandring. De måtte skille sig af med deres stolthed og opdyrke ydmyghed.

8. (a) Hvem må vi være ydmyge over for, og hvorfor? (b) Hvordan vil vi i så fald reagere på vejledning?

⁸ Apostelen Peter skrev senere til sine medkristne: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Pet. 5:5) Vi ved at vi må ydmyge os over for Gud, men dette skriftsted siger at vi også må være ydmyge over for vore medtroende. Når vi er det, vil vi ikke tåbeligt tage deres forslag ilde op. Vi vil være villige til at lære af hinanden. (Ordsp. 12:15) Og hvis vore brødre finder det nødvendigt at give os korrigerende vejledning, vil vi erkende at Jehova kærligt bruger dette som et middel til at forme os, og ikke afvise det. — Sl. 141:5.

9. (a) Hvilken vigtig egenskab er nært forbundet med ydmyghed? (b) Hvorfor bør vi tænke på hvordan vores adfærd virker på andre?

⁹ En anden egenskab, som er nært forbundet med ydmyghed, er ægte omsorg for andres velfærd. Vi kan ikke komme uden om at alt hvad vi gør, berører andre mennesker. Apostelen Paulus rådede de kristne i fortidens Korint og Rom til at tage hensyn til andres samvittighed. Han sagde ikke at de skulle afstå fra alt hvad de personligt havde lyst til, men han opfordrede dem til ikke at gøre noget der kunne give en anden mod til at foretage sig et eller andet som stred mod hans samvittighed, med det resultat at han led åndelig skade. Paulus udtrykte det generelle princip således: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel. . . . Derfor, hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds herlighed. Undgå at blive årsag til snublen og fald både for jøder og for  grækere og for Guds menighed.“ — 1 Kor. 10:24-33; 8:4-13; Rom. 14:13-23.

10. Hvoraf kan det fremgå om vi plejer at følge denne bibelske vejledning?

¹⁰ Hører du til dem der tager mere hensyn til andres velfærd end til det der behager dig selv? Dette kan gælde på mange områder, men overvej dette ene eksempel: I almindelighed er ting som påklædning og frisure blot et spørgsmål om personlig smag, så længe vi er beskedne, pæne og velsoignerede. Men hvad nu hvis det gik op for dig at din påklædning eller soignering hindrede andre i at lytte til Rigets budskab, måske fordi de har en anden baggrund? Ville du så gøre en forandring? Er et andet menneskes liv mere værd for dig end dét at behage dig selv?

11. Hvoraf fremgår det at det er vigtigt at opdyrke disse egenskaber hvis man virkelig ønsker at være en kristen?

¹¹ Når ovennævnte egenskaber bliver en del af vor personlighed, vidner det om at vi er begyndt at få Kristi sind. Jesus satte det fuldkomne eksempel med hensyn til at være ydmyg. (Joh. 13:12-15; Fil. 2:5-8) Han efterlod os også et forbillede ved at vise omsorg for andre og ikke være sig selv til behag. — Rom. 15:2, 3.

Afvis ikke tugten fra Jehova

12. (a) Hvilke forandringer må vi alle foretage for at få en personlighed der behager Gud? (b) Hvad hjælper os hertil?

¹² Eftersom vi alle er syndere, er det nødvendigt at vi ændrer vor indstilling, vor tale og vor adfærd for at kunne afspejle vor Guds personlighed. Vi må iføre os „den nye personlighed“. (Kol. 3:5-14; Tit. 2:11-14) Vejledning og tugt hjælper os til at finde ud af hvor sådanne forandringer er tiltrængt, og til at se hvordan vi kan foretage dem.

13. (a) Hvorigennem sørger Jehova for vejledning og tugt til os alle? (b) Hvordan bør vi reagere på den?

 ¹³ Den grundlæggende kilde til denne vejledning er Bibelen selv. (2 Tim. 3:16, 17) Gennem de bibelske publikationer og møder som Jehovas synlige organisation sørger for, hjælper Jehova os desuden til at se hvordan vi kan anvende den i praksis. Vil vi ydmygt anerkende at vi har brug for denne vejledning — selv om vi har hørt den før — og fortsat søge at gøre fremskridt?

14. Hvilken yderligere hjælp har Jehova givet os som enkeltpersoner?

¹⁴ Jehova lader os ikke kæmpe alene med noget der måske er et særligt problem for os. I sin kærlige omsorg sørger han for at vi kan få personlig hjælp. Millioner af mennesker har fået en sådan hjælp ved et personligt bibelstudium. Forældre har et særligt ansvar for at tugte deres børn for at beskytte dem mod at slå ind på en adfærd der kunne volde megen hjertesorg senere i livet. (Ordsp. 6:20-35; 15:5) Og i menigheden er de der har åndelige kvalifikationer forpligtede til, i mildhedens ånd, at hjælpe andre med vejledning fra Bibelen når de ser at der er brug for det. (Gal. 6:1, 2) På disse måder vejleder og tugter Jehova os, sådan at vi kan tilbede ham som et enigt folk.

Repetition

● Hvordan hjælper Jehova os kærligt til at se hvor vi personligt behøver at gøre forandringer?

● Hvorfor har mange svært ved at tage imod vejledning? Hvor alvorligt bør man se på dette?

● Hvilke dyrebare egenskaber vil hjælpe os til at være modtagelige for vejledning? Hvordan satte Jesus eksemplet med hensyn til at lægge disse egenskaber for dagen?

[Studiespørgsmål]