Kapitel fjorten

De to konger skifter identitet

1, 2. (a) Hvad fik Antiochos IV til at bøje sig for Roms krav? (b) Hvornår blev Syrien en romersk provins?

DEN syriske konge Antiochos IV invaderer Ægypten og lader sig krone til landets konge. Efter anmodning fra den ægyptiske konge Ptolemaios VI sender Rom sin legat Gajus Popilius Lænas til Ægypten. Han har en imponerende flådestyrke med sig samt ordre fra det romerske senat til Antiochos IV om at frasige sig kongeværdigheden over Ægypten og trække sig ud af landet. I Eleusis, en forstad til Alexandria, mødes den syriske konge og den romerske udsending. Antiochos IV beder om tid til at tale med sine rådgivere, men Lænas tegner en cirkel rundt om kongen og siger at han må svare før han overskrider stregen. Ydmyget bøjer Antiochos IV sig for Roms krav og vender tilbage til Syrien i 168 f.v.t. Således ender konfrontationen mellem den syriske Nordens konge og den ægyptiske Sydens konge.

² Rom, der har en afgørende indflydelse i Det Mellemste Østen, fortsætter med at diktere Syrien sin vilje. Efter Antiochos IV’s død i 163 f.v.t. indtager kongerne af det seleukidiske dynasti i Syrien derfor ikke længere stillingen som „Nordens konge“. (Daniel 11:15) Syrien bliver til sidst en romersk provins i år 64 f.v.t.

3. Hvornår og hvordan fik Rom overherredømmet over Ægypten?

³ Det ptolemaiske dynasti i Ægypten bevarer fortsat sin stilling som „Sydens konge“ i godt 130 år efter Antiochos IV’s død. (Daniel 11:14) I slaget ved Actium i år 31 f.v.t. vinder den romerske hersker Octavian over  de forenede styrker under den sidste ptolemaiske dronning, Kleopatra VII, og hendes romerske elsker, Marcus Antonius. Efter Kleopatras selvmord året efter bliver Ægypten også en romersk provins og indtager ikke længere stillingen som Sydens konge. I år 30 f.v.t. har Rom overherredømmet over både Syrien og Ægypten. Kan vi nu forvente at andre regeringsmagter kommer til at indtage stillingen som Nordens konge og Sydens konge?

EN NY KONGE UDSENDER „EN OPKRÆVER“

4. Hvorfor kunne man forvente at en anden herskermagt ville overtage stillingen som Nordens konge?

⁴ I foråret 33 e.v.t. sagde Jesus Kristus til sine disciple: „Når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, . . . så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.“ (Mattæus 24:15, 16) Med et citat fra Daniel 11:31 advarede Jesus her sine disciple om en fremtidig ’afskyelighed der forårsager ødelæggelse’. Denne profeti, som handler om Nordens konge, blev fremsat omkring 195 år efter at Antiochos IV, den sidste syriske konge der optrådte i rollen som Nordens konge, var død. Det vil sige at en anden herskermagt ville overtage denne stilling. Hvem kunne det være?

5. Hvem fremstod som Nordens konge i Antiochos IV’s sted?

⁵ Jehova Guds engel sagde: „I hans [Antiochos IV’s] sted fremstår der en som sender en opkræver gennem det prægtige rige, men i løbet af nogle få dage knuses han, dog ikke i vrede eller i krig.“ (Daniel 11:20) Den der ’fremstod’ på denne måde, viste sig at være den første romerske kejser, Octavian, der blev kendt som kejser Augustus. — Se „Den ene blev æret, den anden foragtet“, side 248.

6. (a) Hvornår blev „en opkræver“ sendt gennem „det prægtige rige“, og hvilken betydning fik det? (b) Hvordan kan det siges at Augustus døde hverken „i vrede“ eller „i krig“? (c) Hvilken forandring havde fundet sted med hensyn til Nordens konges identitet?

 ⁶ Til Augustus’ „prægtige rige“ hørte „Prydelsens land“, den romerske provins Judæa. (Daniel 11:16) I år 2 f.v.t. udsendte Augustus „en opkræver“ idet han gav befaling om at befolkningen skulle registreres. Der skulle foretages en folketælling, sandsynligvis for at man kunne få kendskab til befolkningens størrelse, så der kunne udskrives skat og indkaldes mandskab til militærtjeneste. På grund af denne befaling rejste Josef og Maria til Betlehem for at blive indskrevet, og derfor blev Jesus født i Betlehem som forudsagt. (Mika 5:2; Mattæus 2:1-12) I august år 14 e.v.t. — „i løbet af nogle få dage“, det vil sige ikke længe efter at der var givet befaling om indskrivningen — døde Augustus i en alder af 76 år, hverken „i vrede“ for en snigmorders hånd eller „i krig“, men som følge af sygdom. Nordens konge havde virkelig skiftet identitet! Det var nu Romerriget, repræsenteret ved dets kejsere, der var Nordens konge.

’EN SOM MÅ FORAGTES, FREMSTÅR’

7, 8. (a) Hvem fremstod som Nordens konge i Augustus’ sted? (b) Hvorfor blev „kongeværdigheden“ kun modvilligt skænket kejser Augustus’ efterfølger?

⁷ Engelen siger videre: „I hans [Augustus’] sted fremstår  der en som må foragtes, og de vil ikke overdrage ham kongeværdigheden, men han skal komme mens man er ubekymret og gribe kongedømmet med glat tale. Oversvømmelsens arme skal skylles bort foran ham, og de vil blive knust, og det vil Pagtens Anfører også.“ — Daniel 11:21, 22.

⁸ Den „som må foragtes“ var kejser Tiberius, søn af Augustus’ tredje hustru, Livia. (Se „Den ene blev æret, den anden foragtet“, side 248.) Augustus hadede denne stedsøn på grund af hans dårlige karakter og ønskede ikke at han skulle efterfølge ham som kejser. Det var kun modvilligt at Tiberius fik skænket „kongeværdigheden“, og det skete først efter at alle andre sandsynlige arvtagere var døde. Augustus adopterede Tiberius i år 4 e.v.t. og gjorde ham til tronarving. Efter Augustus’ død ’fremstod’ så den 54-årige Tiberius — den foragtede — som romersk kejser og Nordens konge.

9. Hvordan gik det til at Tiberius ’greb kongedømmet med glat tale’?

⁹ The New Encyclopædia Britannica oplyser at „Tiberius . . . manipulerede med senatet og tillod ikke at man udråbte ham til kejser i næsten en måned [efter Augustus’ død]“. Han sagde til senatet at ingen anden end Augustus havde været i stand til at skuldre opgaven som Romerrigets kejser, og bad derfor senatorerne om at genindføre republikken ved at overdrage regeringsmagten til  en forsamling af borgere i stedet for til én mand alene. Herom skriver Will Durant i sin kulturhistorie: „Senatet turde ikke tage ham på ordet men udvekslede høfligheder med ham, indtil han til sidst gik ind på at påtage sig magten.“ Durant tilføjer: „Begge parter spillede deres roller godt. Tiberius ønskede principatet, ellers ville han have fundet på en udvej til at undgå det; senatet på sin side hadede og frygtede ham, men veg tilbage for at genindføre en republik, der ligesom den tidligere i teorien var baseret på suveræne folkeforsamlinger.“ Således gik det til at Tiberius ’greb kongedømmet med glat tale’.

10. Hvordan blev „oversvømmelsens arme“ „knust“?

¹⁰ Om „oversvømmelsens arme“ — de omgivende landes hære — sagde engelen: ’De skal skylles bort og vil blive knust.’ På det tidspunkt da Tiberius blev Nordens konge, havde hans nevø Germanicus Caesar befalingen over de romerske soldater ved Rhinen. I år 15 e.v.t. førte Germanicus sine styrker mod den germanske høvding Arminius med noget held. Sejrene, som var begrænsede, blev imidlertid vundet under store omkostninger, og Tiberius afbrød derfor krigene i Germanien. I stedet søgte han at forhindre de germanske stammer i at slutte sig sammen ved at få dem til at føre krige indbyrdes. Tiberius gik almindeligvis ind for at føre en forsvarspolitik udadtil og koncentrerede sig om at styrke grænserne. Det lykkedes til dels, og på denne måde blev „oversvømmelsens arme“ holdt i skak og „knust“.

11. Hvordan blev „Pagtens Anfører“ „knust“?

¹¹ „Pagtens Anfører“ blev også „knust“. Pagten er den som Jehova Gud indgik med Abraham til velsignelse af alle jordens slægter, og Jesus Kristus er det afkom der blev lovet Abraham i denne pagt. (1 Mosebog 22:18; Galaterne 3:16)  Den 14. nisan år 33 stod Jesus anklaget for Pontius Pilatus i den romerske landshøvdings palads i Jerusalem. De jødiske præster havde anklaget Jesus for oprør mod kejseren. Men Jesus sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . Men nu er mit rige ikke herfra.“ For at den romerske landshøvding ikke skulle frikende Jesus, der var uskyldig, råbte jøderne: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“ Efter at have krævet at Jesus blev pælfæstet, sagde de: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Ifølge loven om „majestætsforbrydelse“, som Tiberius havde udvidet til at omfatte næsten enhver fornærmelse mod kejseren, overgav Pilatus Jesus til at blive „knust“, hængt på en marterpæl. — Johannes 18:36; 19:12-16; Markus 15:14-20.

EN TYRAN ’LÆGGER PLANER’

12. (a) Hvem sluttede forbund med Tiberius? (b) Hvordan blev Tiberius mægtig „ved en lille nation“?

¹² Om Tiberius hed det videre i profetien: „Fordi de slutter forbund med ham, vil han handle med svig og drage op og blive mægtig ved en lille nation.“ (Daniel 11:23) Medlemmerne af det romerske senat var ifølge forfatningen i forbund med Tiberius, og formelt var han afhængig af dem. Men ’han handlede med svig’ og ’blev mægtig ved en lille nation’. Denne „lille nation“ var prætorianergarden, der havde opslået sin lejr tæt ved Roms mure. Dens nærhed gjorde senatet bange, men hjalp Tiberius til at holde enhver opstand i befolkningen nede. Ved hjælp af denne garde på omkring 10.000 mand bevarede Tiberius derfor sin magt.

13. På hvilken måde overgik Tiberius sine forfædre?

¹³ Engelen tilføjede profetisk: „Mens man er ubekymret vil han også gå ind i provinsens fedeste egne og gøre  hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke gjorde. Rov og bytte og gods vil han sprede iblandt dem, og han vil lægge planer imod befæstede steder, men kun til en tid.“ (Daniel 11:24) Tiberius var yderst mistænksom, og i hans regeringstid fandt en mængde bestillingsmord sted. Som følge af den indflydelse som prætorianergardens øverstbefalende, Sejanus, øvede, var den sidste del af Tiberius’ regeringstid et sandt rædselsregimente. Til sidst kom Sejanus selv under mistanke og blev henrettet. Som tyran overgik Tiberius sine forfædre.

14. (a) Hvordan spredte Tiberius „rov og bytte og gods“ ud over de romerske provinser? (b) Hvordan betragtede man Tiberius på det tidspunkt han døde?

¹⁴ Imidlertid spredte Tiberius „rov og bytte og gods“ ud over de romerske provinser. Ved tidspunktet for hans død var der velstand blandt alle de folkeslag der var underlagt Romerriget. Skatterne var lave, og han kunne være rundhåndet mod dem der befandt sig i egne hvor der var dårlige tider. Hvis soldater eller embedsmænd undertrykte nogen, eller der var uregelmæssigheder i varetagelsen af deres tildelte opgaver, kunne de forvente kejserens hævn. Et fast greb om magten opretholdt den offentlige sikkerhed, og et forbedret samfærdselssystem fremmede handelen. Tiberius sørgede for at der blev styret retfærdigt og besindigt såvel i som uden for Rom. Lovene blev forbedret, og de sociale og moralske bestemmelser blev udbygget ved at man fremmede de reformer der var indført af kejser Augustus. Alligevel ’lagde’ Tiberius ’planer’, og den romerske historiker Tacitus beskriver ham som en hykler, en mand der forstod at forstille sig. Ved sin død i marts 37 e.v.t. blev han anset for at være en tyran.

15. Hvordan var forholdene i Romerriget i slutningen af det 1. og begyndelsen af det 2. århundrede?

¹⁵ Blandt Tiberius’ efterfølgere som Nordens konge kan  nævnes Gajus (Caligula), Claudius I, Nero, Vespasian, Titus, Domitian, Nerva, Trajan og Hadrian. „I det store og hele fortsatte Augustus’ efterfølgere hans administrative politik og byggeprogram, dog med mindre fornyelse og større pragtudfoldelse,“ siger The New Encyclopædia Britannica. I samme opslagsværk hedder det: „I slutningen af det 1. og begyndelsen af det 2. århundrede var Roms pragt og befolkningstal på sit højeste.“ Skønt der var nogle uroligheder i grænseområderne i dette tidsrum, fandt den første forudsagte konfrontation med Sydens konge først sted i det 3. århundrede.

ÆGGET TIL AT GÅ IMOD SYDENS KONGE

16, 17. (a) Hvem var den Nordens konge der omtales i Daniel 11:25? (b) Hvem kom til at indtage stillingen som Sydens konge, og hvordan skete det?

¹⁶ Guds engel fortsatte profetien således: „Han [Nordens konge] vil ægge sin kraft og sit hjerte mod Sydens konge med en stor kampstyrke; og Sydens konge vil ruste sig til krigen med en overvældende stor og mægtig kampstyrke. Og han [Nordens konge] vil ikke holde stand, for man vil lægge planer imod ham. Og de som spiser hans fine mad vil knuse ham. Og hans kampstyrke vil blive skyllet bort, og mange vil falde slagne.“ — Daniel 11:25, 26.

¹⁷ Omkring 300 år efter at Octavian havde gjort Ægypten til en romersk provins, optrådte den romerske kejser Aurelian i rollen som Nordens konge. I mellemtiden var dronning Septimia Zenobia i den romerske koloni Palmyra kommet til at indtage stillingen som Sydens konge. * (Se „Zenobia — Palmyras krigerdronning“, side 252.) Den  palmyrenske hær besatte Ægypten i 269 under påskud af at ville sikre Rom dette land. Zenobia ville gøre Palmyra til den dominerende by i øst og ønskede magten over Roms østlige provinser. Opskræmt af hendes ambitioner opbød Aurelian „sin kraft og sit hjerte“ for at gå imod Zenobia.

18. Hvad blev resultatet af konflikten mellem Aurelian som Nordens konge og dronning Zenobia som Sydens konge?

¹⁸ Sydens konge, i form af den regerende dronning Zenobia, ’rustede sig’ til krigen mod Nordens konge „med en overvældende stor og mægtig kampstyrke“ under ledelse af to generaler, Zabdas og Zabbaj. Men Aurelian erobrede først Ægypten og indledte derpå et felttog til Lilleasien og Syrien. Zenobia blev slået ved Emesa (nu Homs), hvorpå hun trak sig tilbage til Palmyra. Da Aurelian belejrede byen, forsvarede hun den modigt, men uden held. Hun flygtede sammen med sin søn for at nå til Persien, men blev taget til fange af romerne ved Eufratfloden. Palmyrenerne overgav sig i 272. Aurelian skånede Zenobia og førte hende med i sit triumftog gennem Rom i 274 som sit fornemste bytte. Hun tilbragte her resten af sit liv i ubemærkethed som hustru til en romersk embedsmand.

19. Hvordan holdt Aurelian ikke stand fordi ’man lagde planer imod ham’?

¹⁹ Aurelian selv ’holdt ikke stand, for man lagde planer imod ham’. I 275 drog han af sted på et krigstogt mod perserne. Mens han ventede i Thrakien på en lejlighed til at krydse strædet, førte ’de som spiste hans fine mad’ deres planer ud i livet og forårsagede at han blev ’knust’. Han stod i begreb med at drage sin sekretær, Eros, til ansvar for visse uregelmæssigheder, men Eros lavede en falsk liste med navne på officerer der var dømt til døden, og viste den til de pågældende officerer. Da de så listen, dannede de en sammensværgelse og myrdede Aurelian.

20. Hvordan blev Nordens konges „kampstyrke“ „skyllet bort“?

 ²⁰ Nordens konges rolle var imidlertid ikke udspillet med kejser Aurelian. Andre romerske kejsere fulgte efter. En tid lang var der en kejser over den vestlige del af Romerriget, og en over den østlige del. Under disse kejsere blev Nordens konges „kampstyrke“ „skyllet bort“, eller „spredt“, * og mange ’faldt slagne’ på grund af de germanske stammers indtrængen nordfra. Goterne brød igennem de romerske grænser i det 4. århundrede, og invasionerne fortsatte, den ene efter den anden. I 476 afsatte den germanske hærfører Odoaker den sidste kejser som regerede i Rom. Ved begyndelsen af det 6. århundrede var den vestlige del af Romerriget blevet splittet, og germanske konger var ved magten i Britannien, Gallien, Italien, Spanien og Nordafrika. Den østlige del af Romerriget bestod indtil det 15. århundrede.

ET STORT RIGE DELES

21, 22. Hvilke forandringer udvirkede kejser Konstantin i det 4. århundrede?

²¹ Uden at oplyse unødvendige detaljer om Romerrigets opløsning, der strakte sig over århundreder, fortsatte Jehovas engel med at forudsige det videre forløb i forbindelse med Nordens konge og Sydens konge. En kort redegørelse for udviklingen i Romerriget kan imidlertid hjælpe os til at identificere de to rivaliserende konger senere hen.

²² I det 4. århundrede blev den frafaldne kristendom anerkendt som statsreligion af kejser Konstantin. Han indkaldte oven i købet til et kirkemøde i Nikæa i Lilleasien i 325 og præsiderede selv ved mødet. Senere flyttede Konstantin den kejserlige residens fra Rom til Byzans, eller  Konstantinopel, og gjorde denne by til sin nye hovedstad. Romerriget fortsatte under én kejser indtil kejser Theodosius’ død den 17. januar 395.

23. (a) Hvilken deling af Romerriget fandt sted efter Theodosius’ død? (b) Hvornår ophørte Det Østromerske Rige med at eksistere? (c) Hvem var Ægypten underlagt i 1517?

²³ Efter Theodosius’ død blev Romerriget delt mellem hans to sønner. Honorius fik den vestlige del, og Arkadios den østlige med hovedstad i Konstantinopel. Britannien, Gallien, Italien, Spanien og Nordafrika var provinser som hørte under den vestlige del. Makedonien, Thrakien, Lilleasien, Syrien og Ægypten hørte under den østlige del. I 642 blev Ægyptens hovedstad, Alexandria, erobret af saracenerne (araberne), og Ægypten blev underlagt kaliffernes styre. I januar 1449 blev Konstantin XI indsat som den sidste østromerske kejser. Osmannerne under sultan Mehmed II erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453, og dermed ophørte Det Østromerske Rige med at eksistere. I 1517 blev Ægypten en provins i Osmannerriget. Men med tiden skulle dette land, som i oldtiden havde tilhørt Sydens konge, blive underlagt et andet, vestligt, imperium.

24, 25. (a) Hvad markerede begyndelsen til Det Hellige Romerske Rige ifølge nogle historikere? (b) Hvad skete der til sidst med titlen „kejser“ over Det Hellige Romerske Rige?

²⁴ I Romerrigets vestlige del fik Roms katolske biskop større og større betydning. Især ville pave Leo I, der levede i det 5. århundrede, gerne hævde pavens myndighed. Med tiden tiltog paven sig retten til at krone den vestromerske kejser. Dette fandt sted første gang i Rom juledag år 800 da pave Leo III kronede frankerkongen Karl (den Store) til kejser over det nye Vestromerske Rige. Hermed genoplivedes kejserdømmet i Rom, og ifølge nogle historikere markerede det begyndelsen til Det Hellige Romerske Rige. Fra da af eksisterede  der et egentligt østromersk og vestromersk rige, det sidste kaldet Det Hellige Romerske Rige. Begge gjorde krav på at være kristne.

²⁵ Som tiden gik, viste Karl den Stores efterfølgere sig at være svage regenter. Kejserembedet var endog ubesat for en tid. I mellemtiden havde den tyske konge Otto I fået herredømmet over det meste af det nordlige og mellemste Italien. Han udråbte sig selv til konge over Italien. Pave Johannes XII kronede den 2. februar 962 Otto I til kejser over Det Hellige Romerske Rige. Hovedstaden lå i Tyskland, og kejserne var tyskere ligesom de fleste af deres undersåtter. Fem hundrede år senere gik kejserværdigheden over til huset Habsburg i Østrig, og her forblev den i størsteparten af den tid Det Hellige Romerske Rige endnu eksisterede.

DE TO KONGER KAN IGEN IDENTIFICERES

26. (a) Hvordan ophørte Det Hellige Romerske Rige med at eksistere? (b) Hvem viste sig nu at være Nordens konge?

²⁶ Det var Napoleon I der blev årsag til Det Hellige Romerske Riges opløsning da han nægtede at anerkende dets eksistens efter sine sejre i Tyskland i 1805. Da kejser Frans II ikke længere kunne forsvare kronen, gav han den 6. august 1806 afkald på titlen som romersk kejser og trak sig tilbage for fra da af at regere som Østrigs kejser. Efter 1006 år endte Det Hellige Romerske Rige, der var blevet grundlagt af den romersk-katolske pave Leo III og frankerkongen Karl den Store. I 1870 blev Rom hovedstaden i kongeriget Italien, uafhængigt af Vatikanet. Året efter oprettedes et nyt tysk rige under Wilhelm I, som blev udråbt til kejser. Hermed var den nutidige Nordens konge — Tyskland — trådt ind på verdensskuepladsen.

27. (a) Hvordan blev Ægypten et britisk protektorat? (b) Hvem indtog nu stillingen som Sydens konge?

 ²⁷ Men hvem var den nutidige Sydens konge? Historien viser at England udviklede sig til at blive en stormagt i det 17. århundrede. I 1798 erobrede Napoleon I Ægypten i den hensigt at blokere de britiske handelsruter. Det kom til krig, og en britisk-osmannisk alliance tvang franskmændene til at trække sig tilbage fra Ægypten, der i sin tid var Sydens konge. I det følgende århundrede øgedes den britiske indflydelse i Ægypten. Efter 1882 befandt Ægypten sig i realiteten under britisk kontrol. Da den første verdenskrig brød ud i 1914, tilhørte Ægypten Tyrkiet og blev styret af en khediv, eller vicekonge. Efter at Tyrkiet havde stillet sig på Tysklands side i krigen, afsatte England imidlertid khediven og erklærede Ægypten for et britisk protektorat. Efter at der var knyttet stærke bånd mellem England og Amerikas Forenede Stater, blev disse til den anglo-amerikanske verdensmagt. Sammen kom de til at indtage stillingen som Sydens konge.

[Fodnoter]

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvilken romersk kejser var den første der fremstod som Nordens konge, og hvornår udsendte han „en opkræver“?

• Hvem efterfulgte Augustus som Nordens konge, og hvordan blev „Pagtens Anfører“ „knust“?

• Hvad blev resultatet af konflikten mellem Aurelian som Nordens konge og Zenobia som Sydens konge?

• Hvad skete der med Romerriget, og hvilke magter indtog stillingen som de to konger ved slutningen af det 19. århundrede?

[Studiespørgsmål]

 [Ramme/illustration på side 248-251]

DEN ENE BLEV ÆRET, DEN ANDEN FORAGTET

DEN ene omdannede en republik som var hærget af krig og uro, til et verdensrige. Den anden tyvedoblede rigets velstand på 23 år. Den ene blev æret da han døde, men den anden blev foragtet. Jesus levede og udførte sin gerning i disse to romerske kejseres regeringstid. Hvem var de? Og hvorfor blev den ene æret og den anden foragtet?

HAN „OVERTOG EN BY AF TEGLSTEN OG EFTERLOD EN BY AF MARMOR“

Da Julius Cæsar blev myrdet i år 44 f.v.t., var Gajus Octavius (Octavian), en dattersøn af Julius Cæsars søster, kun 18 år gammel. Da han var Julius Cæsars adoptivsøn og indsat som hans hovedarving, tog han straks af sted til Rom for at gøre krav på sin arv. Her mødte han en formidabel modstander, Cæsars næstkommanderende Marcus Antonius, som regnede med at han var hovedarving. Det politiske intrigespil og den magtkamp der fulgte, varede i 13 år.

Først efter at have slået den ægyptiske dronning Kleopatras og hendes elsker Marcus Antonius’ forenede styrker (i år 31 f.v.t.) stod Octavian som Romerrigets ubestridte enehersker. Året efter begik Antonius og Kleopatra selvmord, og Octavian annekterede Ægypten. Det sidste spor af det græske verdensrige var hermed udslettet, og Rom blev det førende verdensrige.

Octavian, der vidste at Julius Cæsars despotiske magtudøvelse havde ført til at han blev myrdet, passede på ikke at begå den samme fejl. For ikke at støde de romere der var tilhængere af en republik, camouflerede han sit monarki under en republikansk klædning. Han afslog at bære titlerne  „konge“ og „diktator“. Desuden gik han et skridt videre og meddelte at han ville overgive ledelsen af alle provinserne til det romerske senat, og tilbød at træde tilbage fra de embeder han beklædte. Taktikken virkede. Senatet viste sin påskønnelse ved at opfordre Octavian til at beholde sine embeder og bevare ledelsen af nogle af provinserne.

Den 16. januar år 27 f.v.t. skænkede senatet ham ærestitlen „Augustus“, der betyder „ophøjet“, „hellig“. Octavian tog ikke alene imod titlen, men opkaldte også en måned efter sig selv og lånte en dag fra februar så august fik lige så mange dage som juli, den måned der var opkaldt efter Julius Cæsar. Octavian blev således den første romerske kejser og blev kendt som kejser Augustus. Titlen gik i arv til de følgende kejsere. Senere antog han også titlen „pontifex maximus“ (ypperstepræst), og i år 2 f.v.t. — det år Jesus blev født — skænkede senatet ham titlen Pater Patriae, „Fædrelandets Fader“, eller „Landsfader“.

Samme år „udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; . . . og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet“. (Lukas 2:1-3) Denne bestemmelse medførte at Jesus blev født i Betlehem som en opfyldelse af bibelprofetien. — Daniel 11:20; Mika 5:2.

Styret under Augustus var præget af en vis hæderlighed og en stabil møntfod. Augustus indførte et effektivt postvæsen og byggede veje og broer. Han reorganiserede hæren, skabte en permanent flåde og oprettede en kejserlig livvagt, prætorianergarden, som bestod af elitesoldater. (Filipperne 1:13) Han støttede digtere som Vergil og Horats, og billedhuggere skabte i denne periode skønne skulpturer i den klassiske stil. Augustus fuldførte bygningsværker som ikke var gjort færdige under Julius Cæsar, og han  restaurerede mange templer. Pax Romana („Den Romerske Fred“), som han indførte, varede i over 200 år. Den 19. august år 14 e.v.t. døde Augustus i en alder af 76 år og blev senere guddommeliggjort.

Augustus pralede af at han, da han kom til Rom, overtog „en by af teglsten“, men efterlod „en by af marmor“. Da han ikke ønskede at Rom skulle genopleve den krigsfyldte tid under den tidligere republik, ville han uddanne sin efterfølger. Men han havde ikke mange at vælge imellem. Hans nevø, to dattersønner, en svigersøn og en stedsøn var alle døde, og hermed var kun hans stedsøn Tiberius tilbage.

„EN SOM MÅ FORAGTES“

Knap en måned efter Augustus’ død udnævnte det romerske senat den 54-årige Tiberius til kejser. Han regerede indtil sin død i marts 37 e.v.t. Han var derfor Roms kejser i den tid Jesus udførte sin tjeneste.

Som kejser havde Tiberius både dyder og laster. Blandt hans dyder var hans tilbageholdenhed med hensyn til at bruge penge på luksus. Som følge heraf voksede rigets velstand, og han havde midler til at yde hjælp i nødsituationer og dårlige tider. Det tjener til hans ære at han kun betragtede sig selv som et menneske. Han afslog at tage imod mange ærestitler, og han lod i det store og hele kejserdyrkelsen være rettet mod Augustus frem for mod sig selv. Han opkaldte ikke en af månederne efter sig selv, sådan som Augustus og Julius Cæsar havde gjort, og han tillod heller ikke andre at ære ham på denne måde.

Hans laster overgik imidlertid hans dyder. Han var yderst mistroisk og hyklerisk over for andre, og utallige blev henrettet på hans befaling. Mange af hans tidligere venner var  blandt ofrene. Han udvidede loven om crimen laesae majestatis (majestætsforbrydelse) til foruden oprør mod staten at omfatte ærekrænkende udtalelser om hans egen person. Det var formentlig ved hjælp af denne lov at jøderne tvang den romerske landshøvding Pontius Pilatus til at lade Jesus dræbe. — Johannes 19:12-16.

Tiberius flyttede prætorianergarden nærmere Rom og stationerede den i befæstede kaserner nord for byens mure. Gardens tilstedeværelse satte skræk i det romerske senat, som var en trussel mod hans magt, og den holdt enhver uro i befolkningen nede. Tiberius tilskyndede også til angiveri, og den sidste del af hans regeringstid var nærmest et rædselsregimente.

Ved sin død blev Tiberius anset for at være en tyran. Da han døde, glædede romerne sig, og senatet nægtede at guddommeliggøre ham. Af disse og andre grunde ser vi i Tiberius en opfyldelse af profetien om at „en som må foragtes“ ville fremstå som „Nordens konge“. — Daniel 11:15, 21.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan gik det til at Octavian blev den første romerske kejser?

• Hvad kan der siges om Augustus’ regering?

• Hvilke dyder og laster havde Tiberius?

• Hvordan blev profetien om „en som må foragtes“ opfyldt på Tiberius?

[Illustration]

Tiberius

 [Ramme/illustrationer på side 252-255]

ZENOBIA — PALMYRAS KRIGERDRONNING

„HUN var mørk af lød . . . Hendes tænder var hvide som perler, og i hendes store, sorte øjne tindrede der en egen ild, som mildnedes af noget indtagende sødt. Hendes stemme var kraftig og harmonisk. Hendes virile forstand havde fået øget styrke og finhed ved studier. Hun var ikke uden kendskab til det latinske sprog, men beherskede med samme fuldkommenhed græsk, syrisk og ægyptisk.“ Sådan lyder historikeren Edward Gibbons lovprisning af Zenobia — krigerdronningen i den syriske by Palmyra.

Zenobias mand var en fornem palmyrener ved navn Odenathus, som af Rom fik tildelt rang af konsul i 258 på grund af et heldigt gennemført felttog mod perserne på Romerrigets vegne. To år senere fik Odenathus af den romerske kejser Gallienus skænket titlen corrector totius Orientis (statholder over hele Orienten). Dette skete som en anerkendelse af hans sejr over kong Sapor (Shapur) I af Persien. Med tiden udnævnte Odenathus sig selv til konge og kaldte sig „kongernes konge“. Hans sejre kan for en stor del tilskrives Zenobias mod og klogskab.

ZENOBIA STILER EFTER AT SKABE ET IMPERIUM

Da Odenathus var på højdepunktet af sin karriere, blev han i 267 myrdet sammen med sin søn og arvtager. Zenobia overtog sin mands stilling, da hendes søn endnu var for ung. Eftersom hun var smuk, ærgerrig, en dygtig administrator, kunne tale flere sprog flydende og var vant til at drage ud på felttog sammen med sin mand, vandt hun sine undersåtters støtte og respekt. Hun holdt af lærdom og dannelse og omgav sig med intellektuelle. En af hendes rådgivere var filosoffen og retorikeren Cassius Longinus,  om hvem det blev sagt at han var „et levende bibliotek og et omvandrende museum“. Richard Stoneman siger i sin bog Palmyra and Its Empire — Zenobia’s Revolt Against Rome (Palmyra og dets imperium — Zenobias oprør mod Rom): „Zenobia nåede i løbet af fem år efter Odenathus’ død at fastslå sit ry i sit folks bevidsthed som Østens herskerinde.“

På den ene side af Zenobias magtområde lå Persien, som hun og hendes mand havde svækket, og på den anden side lå Rom, som var i tilbagegang. Om Romerrigets tilstand på det tidspunkt siger historikeren J. M. Roberts: „Det tredje århundrede var . . . en frygtelig tid for Romerriget, både ved dets østlige og vestlige grænser, og i Rom var en ny tid med borgerkrig og tronfølgerstridigheder  begyndt. Toogtyve kejsere (tronprætendenter fraregnet) afløste hinanden.“ Den syriske herskerinde indtog derimod en solid stilling som enevældig monark i sit rige. „Hendes kontrol over balancen mellem to imperier [det persiske og det romerske] gav hende forhåbning om at skabe et tredje der ville beherske dem begge,“ siger Stoneman.

Anledningen til at udvide sit magtområde kom for Zenobia i 269 da en tronprætendent dukkede op i Ægypten og bestred Roms overherredømme. Zenobias hær rykkede hurtigt ind i Ægypten, nedkæmpede oprøreren og erobrede landet. Hun udråbte sig selv til Ægyptens dronning og lod præge mønter der bar hendes navn. Hendes rige strakte sig nu fra Nilen til Eufrat. Det var på dette stadium i sit liv at hun kom til at indtage stillingen som „Sydens konge“. — Daniel 11:25, 26.

ZENOBIAS HOVEDSTAD

Zenobia befæstede og forskønnede sin hovedstad, Palmyra, i en sådan grad at den kunne måle sig med de større byer i den romerske verden. Man har anslået dens befolkningstal til over 150.000. Pragtfulde offentlige bygninger, templer, haver, søjler og monumenter fyldte byen, der var omgivet af mure som efter sigende var 21 kilometer i omkreds. En søjlegang med over 15 meter høje korinthiske søjler — i alt omkring 1500 — strakte sig langs hovedgaden.  Statuer og buster af helte og rige velgørere fandtes overalt i byen. I 271 lod Zenobia opstille en statue af sig selv og en af sin afdøde mand.

Soltemplet var et af de prægtigste bygningsværker i Palmyra og har uden tvivl domineret byens religiøse liv. Zenobia tilbad muligvis en guddom der havde tilknytning til solguden. Det tredje århundredes Syrien var imidlertid et land med mange religioner. I Zenobias område var der jøder, nogle der bekendte sig som kristne, og tilbedere af solen og månen. Hvordan var hendes indstilling til disse mange former for gudsdyrkelse? Richard Stoneman siger: „En klog hersker vil ikke negligere skikke som undersåtterne finder passende. . . . Man håbede at guderne stod på Palmyras side.“ Det ser ud til at Zenobia førte en tolerant religionspolitik.

Med sin farverige personlighed vandt Zenobia manges beundring. Hun har stor betydning idet hun repræsenterede en politisk magt som er forudsagt i Daniels profeti. Hendes regeringstid kom imidlertid ikke til at strække sig over mere end fem år. Den romerske kejser Aurelian sejrede over Zenobia i 272 og lagde senere byen øde så den aldrig rejste sig igen. Zenobia blev imidlertid behandlet med mildhed. Hun skal have giftet sig med en romersk senator og ført en tilbagetrukken tilværelse resten af sit liv.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan var Zenobias personlighed?

• Hvilke bedrifter er Zenobia blandt andet kendt for?

• Hvordan var Zenobias indstilling til religion?

[Illustration]

Dronning Zenobia taler til sine soldater

 [Oversigt/illustrationer på side 246]

KONGERNE I DANIEL 11:20-26

Daniel 11:20

Nordens konge: Augustus

Daniel 11:21-24

Nordens konge: Tiberius

Daniel 11:25, 26

Nordens konge: Aurelian

Sydens konge: Dronning Zenobia

Romerrigets forudsagte undergang fører til dannelsen af

Nordens konge: Det tyske rige

Sydens konge: England, efterfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt

[Illustration]

Tiberius

[Illustration]

Aurelian

[Illustration]

Statuette af Karl den Store

[Illustration]

Augustus

[Illustration]

Engelsk krigsskib fra det 17. århundrede

 [Helsides illustration på side 230]

[Illustration på side 233]

Augustus

[Illustration på side 234]

Tiberius

 [Illustration på side 235]

Som følge af Augustus’ befaling rejste Josef og Maria til Betlehem

 [Illustration på side 237]

Som forudsagt blev Jesus „knust“, henrettet

 [Illustration på side 245]

1. Karl den Store 2. Napoleon I 3. Wilhelm I 4. Tyske soldater under Første Verdenskrig