Kapitel ni

Hvem skal regere verden?

1-3. Beskriv den drøm og de syner Daniel fik i Belsazzars første regeringsår.

DANIELS BOG fører os nu tilbage til den babyloniske kong Belsazzars første år. Daniel har længe været i landflygtighed i Babylon — han er nu over 70 år — men han har bevaret sin trofasthed og uangribelighed over for Jehova. På dette tidspunkt får Daniel ’en drøm og ser nogle syner i sit hoved mens han ligger på sin seng’, og disse syner forfærder ham. — Daniel 7:1, 15.

² „Se,“ udbryder Daniel. „Himmelens fire vinde bragte det vidtstrakte hav i oprør, og fire store dyr kom op af havet, det ene forskelligt fra det andet.“ Det er nogle mærkelige dyr! Det første er en løve med vinger, og det andet ligner en bjørn. Så kommer der en leopard med fire vinger og fire hoveder. Det fjerde dyr er overmåde stærkt, og det har store tænder af jern og ti horn. Mellem de ti horn skyder et „lille“ horn op der har „øjne som menneskeøjne“ og „en mund som talte store ord“. — Daniel 7:2-8.

³ Daniel får derefter syner af noget der sker i himmelen. „Den gamle af dage“ tager sæde på sin herlighedstrone som dommer i den himmelske retssal. „Tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham.“ Dyrene får en ugunstig dom. Han fratager dem deres herredømme og tilintetgør det fjerde dyr. Et varigt herredømme over „folkeslag, folkestammer og tungemål“ overdrages en der ser ud som „en menneskesøn“. — Daniel 7:9-14.

4. (a) Hvem henvendte Daniel sig til for at få pålidelige oplysninger? (b) Hvorfor har det som Daniel så og hørte den nat, betydning for os?

 ⁴ „Hvad mig . . . angår,“ siger Daniel, „ængstedes min ånd i mit indre på grund af dette, og mit hoveds syner forfærdede mig.“ Hos en engel beder han om „pålidelige oplysninger vedrørende alt dette“. Og engelen gør ham bekendt med „tydningen af det alt sammen“. (Daniel 7:15-28) Det som Daniel så og hørte den nat, har stor betydning for os, for det skitserede i store træk verdensbegivenhederne frem til vor tid da „en der var som en menneskesøn“ ville få herredømme over „alle folkeslag, folkestammer og tungemål“. Ved hjælp af Guds ord og ånd kan vi også få klarhed over hvad de profetiske syner betyder. *

FIRE DYR KOMMER OP AF HAVET

5. Hvad er det oprørte hav et symbol på?

⁵ „Fire store dyr kom op af havet,“ sagde Daniel. (Daniel 7:3) Hvad var det oprørte hav et symbol på? Mange år senere så apostelen Johannes et vilddyr med syv hoveder stige op af „havet“. Dette hav var et billede på „folk og skarer og nationer og tungemål“ — den store del af menneskeheden som er fremmed for Gud. Havet i Daniels syn er derfor et passende symbol på de menneskemasser som er fremmede for Gud. — Åbenbaringen 13:1, 2; 17:15; Esajas 57:20.

6. Hvad skildrer de fire dyr?

⁶ „Disse store dyr,“ sagde Guds engel, „hvoraf der er fire, er fire konger der skal fremstå af jorden.“ (Daniel 7:17) Engelen identificerede altså de fire dyr som Daniel  så, med „fire konger“. Dyrene skildrer med andre ord verdensriger. Men hvilke?

7. (a) Hvad siger nogle bibelfortolkere om Daniels syn af de fire dyr og Nebukadnezars drøm om billedstøtten? (b) Hvad skildrer de fire slags metal billedstøtten bestod af?

⁷ Bibelfortolkere kæder almindeligvis Daniels drømmesyn af de fire dyr sammen med Nebukadnezars drøm om billedstøtten. For eksempel siger The Expositor’s Bible Commentary: „Kapitel 7 [i Daniels Bog] danner en parallel til kapitel 2.“ I The Wycliffe Bible Commentary hedder det: „Der er almindelig enighed om at fire hedningeriger . . . her [i Daniels Bog, kapitel 7] følger efter hinanden i den samme rækkefølge som i [Daniels Bogs] kapitel 2.“ De fire verdensriger der skildres ved de fire slags metal i Nebukadnezars drøm, var det babyloniske rige (hovedet af guld), Medo-Persien (bryst og arme af sølv), Grækenland (bug og hofter af kobber) og Romerriget (benene af jern). * (Daniel 2:32, 33) Lad os se hvordan disse riger svarer til de fire store dyr som Daniel så.

GLUBSK SOM EN LØVE, HURTIGT SOM EN ØRN

8. (a) Hvordan beskrev Daniel det første dyr? (b) Hvilket verdensrige skildrede det første dyr, og hvordan var det som en løve?

⁸ Det var nogle frygtindgydende vilddyr Daniel så. I sin beskrivelse sagde han: „Det første var som en løve, og det havde ørnevinger. Jeg så videre indtil dets vinger blev revet af, og det blev løftet op fra jorden og stod oprejst på to fødder som et menneske, og der blev givet det et menneskehjerte.“ (Daniel 7:4) Dette dyr repræsenterede det samme rige som det der blev skildret ved hovedet af guld på den vældige billedstøtte, det babyloniske verdensrige (607-539 f.v.t.). Som en rovgrisk „løve“ fortærede Babylonien glubsk andre nationer, deriblandt Guds folk. (Jeremias 4:5-7; 50:17) Som hjulpet af ørnevinger fór den  hurtigt og aggressivt frem og gjorde sine erobringer. — Klagesangene 4:19; Habakkuk 1:6-8.

9. Hvilke forandringer skete der med dyret der var som en løve, og hvilken virkning havde det på dyret?

⁹ Med tiden fik denne ejendommelige løve med ørnevinger sine vinger revet af. Nær slutningen af kong Belsazzars styre gjorde Babylonien ikke længere erobringer med samme fart som før og måtte slippe sit løvelignende herredømme over nationerne. Det kunne ikke bevæge sig hurtigere end et menneske på to ben. Det fik „et menneskehjerte“ og blev svagt. Uden „løvens hjerte“ kunne Babylonien ikke længere føre sig frem som „en løve blandt skovens dyr“. (Jævnfør Anden Samuelsbog 17:10; Mika 5:8.) Et andet stort dyr besejrede det.

GRÅDIGT SOM EN BJØRN

10. Hvilket herskerdynasti var ’bjørnen’ et symbol på?

¹⁰ „Se,“ sagde Daniel. „Endnu et dyr, det andet, lignede en bjørn. Og det rejstes op på den ene side, og det havde tre ribben i munden, mellem tænderne, og man sagde følgende til det: ’Rejs dig, æd meget kød!’“ (Daniel 7:5) Kongen der blev skildret ved bjørnen, var den samme som den der blev skildret ved brystet og armene af sølv på billedstøtten — det medo-persiske herskerdynasti (539-331 f.v.t.), som begyndte med mederen Darius og  Kyros den Store, og som endte med Darius III.

11. Hvad betød det at den symbolske bjørn rejstes op på den ene side, og at den havde tre ribben i munden?

¹¹ Den symbolske bjørn „rejstes op på den ene side“, måske for at være klar til angreb, underlægge sig nationer og fastholde verdensherredømmet. Men måske skal det også vise at de persiske herskere ville få overtaget over den eneste mediske konge, Darius, der kom til at sidde på det medo-persiske verdensriges trone. De tre ribben mellem bjørnens tænder kan betegne de tre retninger hvori den foretog sine erobringer. Den drog mod nord for at erobre Babylonien i 539 f.v.t. Derefter gik den mod vest gennem Lilleasien og ind i Thrakien. Til sidst gik den mod syd for at underlægge sig Ægypten. Da tallet tre undertiden bruges til at betegne intensitet eller eftertryk, kan de tre ribben også understrege den begærlighed hvormed den symbolske bjørn gjorde sine erobringer.

12. Hvad blev resultatet af at den symbolske bjørn adlød befalingen: „Rejs dig, æd meget kød“?

¹² ’Bjørnen’ adlød befalingen: „Rejs dig, æd meget kød!“ ved at gå til angreb på andre nationer. Ved i overensstemmelse med Guds vilje at erobre Babylonien blev det muligt for Medo-Persien at gøre Jehovas folk en værdifuld tjeneste. (Se „En tolerant monark“, side 149.) Under  Kyros den Store, Darius I (Darius den Store) og Artaxerxes I gav Medo-Persien de jødiske fanger i Babylon fri og ydede bistand til genopførelsen af Jehovas tempel og genopbygningen af Jerusalems mure. Med tiden kom det medo-persiske område til at omfatte mere end 127 provinser, og dronning Esters mand, Ahasverus (Xerxes I), regerede „fra Indien til Ætiopien“. (Ester 1:1) Men et andet dyr var ved at rejse sig.

HURTIGT SOM EN VINGET LEOPARD!

13. (a) Hvad var det tredje dyr et symbol på? (b) Hvad kan der siges om den fart hvormed det tredje dyr gjorde sine erobringer, og det område dets herredømme strakte sig over?

¹³ Det tredje dyr var „som en leopard, og det havde fire fuglevinger på ryggen; og dyret havde fire hoveder, og der blev givet det herredømme“. (Daniel 7:6) Ligesom dets modstykke — bugen og hofterne af kobber på billedstøtten i Nebukadnezars drøm — symboliserede denne leopard med fire vinger og fire hoveder det makedoniske, eller græske, herskerdynasti, der begyndte med Alexander den Store. Hurtigt og adræt som en leopard rykkede Alexander gennem Lilleasien og mod syd til Ægypten, og derefter helt frem til Indiens vestgrænse. (Jævnfør Habakkuk 1:8.) Hans område blev større end ’bjørnens’, for det strakte sig over Makedonien, Grækenland og det persiske rige. — Se „En ung konge erobrer verden“, side 153.

14. Hvordan gik det til at ’leoparden’ fik fire hoveder?

 ¹⁴ ’Leoparden’ fik sine fire hoveder efter Alexanders død i 323 f.v.t. Fire af hans generaler kom med tiden til at herske over fire dele af hans rige. Seleukos fik herredømmet over Mesopotamien og Syrien. Ptolemaios kom til at herske over Ægypten og Palæstina. Lysimachos herskede over Lilleasien og Thrakien, og Kassander fik Makedonien og Grækenland. (Se „Et vidtstrakt rige deles“, side 162.) Derpå rejste der sig en ny trussel.

ET FRYGTINDGYDENDE DYR VISER SIG AT VÆRE ANDERLEDES

15. (a) Beskriv det fjerde dyr. (b) Hvad var det fjerde dyr et symbol på, og hvordan knuste og fortærede det alt på sin vej?

¹⁵ Daniel beskrev det fjerde dyr som „frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt“. Han fortsatte: „Og det havde store tænder af jern. Det åd og knuste, og resten trådte det ned med fødderne; og det var anderledes end alle de dyr som havde været før det, og det havde ti horn.“ (Daniel 7:7) Dette frygtindgydende dyr begyndte som Romerriget med dets politiske og militære magt. Lidt efter lidt overtog det herredømmet over det græske verdensriges fire hellenistiske dele, og omkring år 30 f.v.t. fremstod det som bibelprofetiens næste verdensrige. Ved hjælp af sin militære styrke underlagde Romerriget sig alt på sin vej og voksede så det til sidst dækkede et område der strakte sig fra De Britiske Øer ned gennem en stor del af Europa, hele vejen rundt om Middelhavet og mod øst forbi Babylon, frem til Den Persiske Bugt.

16. Hvilke oplysninger gav engelen om det fjerde dyr?

¹⁶ Daniel, som gerne ville vide mere om dette „overmåde frygtindgydende“ dyr, lyttede opmærksomt mens engelen forklarede: „Med hensyn til [dets] ti horn, så vil der af det rige fremstå ti konger, og endnu én vil fremstå efter dem, og han vil være anderledes end de første, og  han vil ydmyge tre konger.“ (Daniel 7:19, 20, 24) Hvad, eller hvem, var disse „ti horn“, eller „ti konger“?

17. Hvad står det fjerde dyrs „ti horn“ for?

¹⁷ Efterhånden som Romerriget blev mere velstående, men samtidig gik mere og mere i forfald på grund af den herskende klasses udsvævende liv, mindskedes dets militære styrke. Med tiden blev det helt åbenbart at Romerriget som militærmagt var svækket. Til sidst blev det vældige imperium brudt op i mange mindre riger. Da tallet ti i Bibelen ofte betegner fuldstændighed, står det fjerde dyrs „ti horn“ for alle de riger der blev et resultat af at Romerriget gik i opløsning. — Jævnfør Femte Mosebog 4:13; Lukas 15:8; 19:13, 16, 17.

18. Hvordan fortsatte Rom med at have en afgørende indflydelse i Europa i mange hundrede år efter at den sidste kejser var afsat?

¹⁸ Det romerske verdensrige endte imidlertid ikke med at den sidste romerske kejser blev afsat i 476 e.v.t. I mange hundrede år fortsatte det pavelige Rom med at have en afgørende indflydelse i Europa, ikke blot religiøst, men også politisk. Det skete ved hjælp af det feudale system, den samfundsform de fleste indbyggere i Europa levede under; de var underlagt en lensherre, som igen stod under en konge, og alle konger anerkendte pavens myndighed. Det Hellige Romerske Rige med det pavelige Rom som brændpunkt beherskede således verdensforholdene i den lange periode i historien som kaldes middelalderen.

19. Hvordan var Romerriget, ifølge en historiker, forskelligt fra de tidligere verdensriger?

¹⁹ Hvem vil benægte at det fjerde dyr eller rige var „anderledes end alle andre riger“? (Daniel 7:7, 19, 23) Herom skriver forfatteren og historikeren H. G. Wells: „Dette ny romerske Rige . . . var paa mange Maader forskelligt fra de store Riger, som hidtil havde spillet den største Rolle i den civiliserede Verden. . . . Det omfattede . . . mangfoldige ny  arisktalende Folkeslag . . .; snart efter underlagde det sig næsten alle de græske Folkeslag i Verden, og dets Befolkning var i mindre Grad end noget tidligere Riges præget af hamitiske og semitiske Elementer. . . . Det romerske Rige var en ny Organisme, hvis Vækst ikke var planlagt og beregnet i Forvejen; næsten uden at vide af det var Romerne blevet inddraget i et uhyre administrativt Eksperiment.“ Noget nyt skulle imidlertid vokse frem af det.

ET LILLE HORN FÅR OVERTAGET

20. Hvad sagde engelen om det lille horn der voksede frem på hovedet af det fjerde dyr?

²⁰ „Jeg lagde endvidere mærke til hornene,“ siger Daniel, „og se: Endnu et horn, et lille et, skød op mellem dem, og tre af de første horn blev revet op over for det.“ (Daniel 7:8) Om dette horn der voksede frem, sagde engelen til Daniel: „Endnu én vil fremstå efter dem [de  ti konger], og han vil være anderledes end de første, og han vil ydmyge tre konger.“ (Daniel 7:24) Hvem er denne konge? Hvornår fremstod han, og hvilke tre konger ydmygede han?

21. Hvordan blev England det symbolske lille horn på det fjerde dyr?

²¹ Læg mærke til følgende udvikling: I år 55 f.v.t. gik den romerske feltherre Julius Cæsar i land i Britannia, men det lykkedes ham ikke at få permanent fodfæste her. I år 43 e.v.t. påbegyndte kejser Claudius en mere permanent erobring af det sydlige England. I år 122 e.v.t. begyndte kejser Hadrian at bygge en mur fra floden Tyne til Solwaybugten og markerede således Romerrigets nordgrænse. I begyndelsen af det 5. århundrede forlod de romerske legioner øen. En historiker forklarer: „I det sekstende århundrede havde England blot været en ubetydelig magtfaktor. I sammenligning med Holland besad det kun få rigdomme. Dets befolkning var langt mindre end Frankrigs. Og landets væbnede styrker (samt dets flåde) var Spaniens underlegne.“ England var altså på det tidspunkt kun et ubetydeligt rige; det var det symbolske ’lille horn’ på det fjerde dyr. Men det skulle blive anderledes.

22. (a) Hvilke tre horn på det fjerde dyr vandt ’det lille horn’ over? (b) Hvad var England således blevet til?

²² I 1588 sendte Filip II af Spanien Den Spanske Armada mod England. Denne flåde på 130 skibe med over 24.000 mand om bord sejlede op gennem Den Engelske Kanal, men led nederlag over for den engelske flåde og havde yderligere ugunstige vinde og voldsomme Atlanterhavsstorme at kæmpe med. Denne begivenhed „markerede det vendepunkt hvor den engelske flåde blev den spanske overlegen,“ siger en historiker. I det 17. århundrede opbyggede hollænderne verdens  største handelsflåde. Men med sit voksende antal oversøiske kolonier fik englænderne overtaget. I det 18. århundrede kæmpede englænderne og franskmændene mod hinanden i Nordamerika og Indien, hvilket førte til Pariserfreden i 1763. Denne fredsaftale, siger forfatteren William B. Willcox, var „en accept af Englands nye rolle som den dominerende europæiske magt i verden uden for Europa“. Englands overlegenhed bekræftedes yderligere af den afgørende sejr England vandt over Frankrigs Napoleon i 1815. De „tre konger“ som England således ’ydmygede’, var Spanien, Holland og Frankrig. (Daniel 7:24) Som følge heraf kom England til at stå som verdens største koloni- og handelsmagt. ’Det lille horn’ havde vokset sig stort og var blevet en verdensmagt!

23. Hvordan gik det til at det symbolske lille horn ’fortærede hele jorden’?

²³ Engelen havde sagt til Daniel at det fjerde dyr, eller det fjerde rige, ville „fortære hele jorden“. (Daniel 7:23) Det viste sig at komme til at passe med hensyn til den romerske provins der engang blev kaldt Britannia. Den blev til sidst til Det Britiske Imperium, der ’fortærede hele jorden’. På et tidspunkt rådede dette imperium over en fjerdedel af jordens landområder og en fjerdedel af jordens befolkning.

24. Hvordan beskriver en historiker at Det Britiske Imperium var anderledes?

 ²⁴ Ligesom Romerriget var anderledes end de tidligere verdensriger, ville den konge der blev billedligt fremstillet ved ’det lille horn’, også være „anderledes end de første“. (Daniel 7:24) Om Det Britiske Imperium skrev H. G. Wells: „Noget lignende har aldrig eksisteret før. . . . Først kom som Kærnen i hele Systemet de forenede britiske Kongerigers ’kronede Republik’ . . . Ingen enkelt Hjerne . . . havde rummet det britiske Imperium som en Helhed. Det var en blanding af Vækst[er] og Sammenhobning[er], helt forskellig fra alt, hvad man tidligere havde kaldt et Imperium.“

25. (a) Hvem er det symbolske lille horn i dets seneste udvikling? (b) På hvilken måde har ’det lille horn’ „øjne som menneskeøjne“ og ’en mund som taler store ord’?

²⁵ Men ’det lille horn’ omfattede mere end Det Britiske Imperium. I 1783 anerkendte England sine 13 amerikanske koloniers uafhængighed. Amerikas Forenede Stater blev til sidst Englands allierede og kom ud af den anden verdenskrig som den dominerende magt i verden. Den er stadig knyttet til England med stærke bånd. Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt er „det horn som havde øjne“. Ja, den har øjnene med sig og lægger mærke til hvad der foregår; den er beregnende! Den ’taler store ord’ idet den dikterer den politik der følges i en stor del af verden, og optræder som dens talerør, eller „falske profet“. — Daniel 7:8, 11, 20; Åbenbaringen 16:13; 19:20.

DET LILLE HORN MODSTÅR GUD OG HANS HELLIGE

26. Hvad forudsagde engelen om det symbolske horns adfærd over for Jehova og hans tjenere?

²⁶ Daniel fortsætter sin beskrivelse af synet med ordene: „Jeg så videre, og dette horn førte krig mod de hellige og  fik overtaget over dem.“ (Daniel 7:21) Om dette „horn“, eller denne konge, siger Guds engel: „Han vil tale mod den Højeste, og han vil plage den Allerhøjestes hellige. Han vil desuden sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal gives i hans hånd i én tid og tider og en halv tid.“ (Daniel 7:25) Hvordan og hvornår blev denne del af profetien opfyldt?

27. (a) Hvem er „de hellige“ som bliver forfulgt af ’det lille horn’? (b) Hvordan havde det symbolske horn til hensigt „at ændre tider og lov“?

²⁷ „De hellige“ som bliver forfulgt af ’det lille horn’ — den anglo-amerikanske verdensmagt — er Jesu salvede disciple på jorden. (Romerne 1:7; 1 Peter 2:9) Mange år før den første verdenskrigs udbrud forkyndte resten af disse salvede offentligt at „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe i 1914. (Lukas 21:24) Da krigen brød ud i det år, var det tydeligt at ’det lille horn’ havde ignoreret advarselen, for det blev ved med at ’plage de hellige’. Den anglo-amerikanske verdensmagt modarbejdede ligefrem deres bestræbelser for at efterkomme Jehovas befaling (eller „lov“) om at den gode nyhed om Riget skulle forkyndes i hele verden af hans vidner. (Mattæus 24:14) På denne måde forsøgte ’det lille horn’ „at ændre tider og lov“.

28. Hvor lang tid er „én tid og tider og en halv tid“?

²⁸ Jehovas engel talte om en profetisk periode på „én tid og tider og en halv tid“. Hvor lang tid er det? Der er almindelig enighed blandt bibelfortolkere om at dette udtryk betyder tre og en halv tid — summen af én tid, to tider og en halv tid. Eftersom Nebukadnezars syv tider hvori han var slået med vanvid, strakte sig over et tidsrum af syv år, må de tre og en halv tid være tre og et halvt år. * (Daniel 4:16, 25) An American Translation siger: „De skal overgives til ham i et år, to år og et halvt år.“ Og James Moffatts  oversættelse lyder: „I tre år og et halvt år skal de hellige overgives til ham.“ (Se også fodnoten i den danske autoriserede oversættelse af 1931.) Den samme tidsperiode nævnes i Åbenbaringen 11:2-7, der fortæller at Guds vidner ville forkynde, klædte i sæk, i 42 måneder, eller 1260 dage, og derefter blive dræbt. Hvornår begyndte og hvornår endte denne tidsperiode?

29. Hvornår og hvordan begyndte de profetiske tre og et halvt år?

²⁹ For de salvede kristne betød den første verdenskrig en prøvens tid. Ved udgangen af året 1914 forventede de forfølgelse. Ja, årsteksten der var valgt for 1915, var ligefrem Jesu spørgsmål til disciplene: „Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?“ Den var baseret på Mattæus 20:22. (Her citeret fra den danske autoriserede oversættelse af 1907.) Fra og med december 1914 begyndte den lille gruppe vidner derfor at forkynde „i sæk“.

30. Hvordan blev de salvede kristne forfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt under den første verdenskrig?

³⁰ Efterhånden som krigshysteriet greb om sig, mødte de salvede kristne større og større modstand. Nogle blev sat i fængsel. Enkelte, som for eksempel Frank Platt i England og Robert Clegg i Canada, blev udsat for sadistisk tortur. Den 12. februar 1918 forbød den britiske dominion Canada det nyligt udgivne bind syv af Studies in the Scriptures (Studier i Skriften), som bar titlen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), og traktatserien The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad, ikke på dansk). Måneden efter forbød De Forenede Staters justitsministerium distributionen af det syvende bind. Resultatet heraf var husundersøgelser, beslaglæggelse af trykte publikationer og arrestation af Jehovas folk.

31. Hvornår og hvordan endte perioden på „én tid og tider og en halv tid“?

³¹ Højdepunktet i forfølgelsen af Guds salvede blev  nået den 21. juni 1918 da Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, og andre fremtrædende medlemmer af Selskabet på grundlag af falske anklager blev idømt lange fængselsstraffe. Med det forsæt „at ændre tider og lov“ var det lykkedes ’det lille horn’ at sætte en stopper for det organiserede forkyndelsesarbejde og så at sige „dræbe“ det. (Åbenbaringen 11:7) Den forudsagte periode på „én tid og tider og en halv tid“ endte således i juni 1918.

32. Hvorfor kan man sige at „de hellige“ ikke blev udslettet af ’det lille horn’?

³² Men „de hellige“ var ikke blevet udslettet ved ’det lille horns’ forfølgelse af dem. Som profeteret i Åbenbaringens Bog kom de salvede kristne til live og blev aktive igen efter en kort periode med uvirksomhed. (Åbenbaringen 11:11-13) Den 26. marts 1919 blev præsidenten for Vagttårnsselskabet og hans medarbejdere løsladt fra fængselet, og de blev senere renset for de falske anklager der var rejst mod dem. Umiddelbart derefter begyndte den salvede rest at reorganisere arbejdet med yderligere virksomhed for øje. Men hvad ventede der ’det lille horn’?

DEN GAMLE AF DAGE HOLDER DOM

33. (a) Hvem er „den gamle af dage“? (b) Hvad er de „bøger“ der „blev åbnet“ i den himmelske retssal?

³³ Efter at have beskrevet de fire dyr retter Daniel nu blikket fra det fjerde dyr mod noget der foregår i himmelen. Han ser „den gamle af dage“ tage plads som dommer på sin strålende trone. Den gamle af dage er ingen anden end Jehova Gud. (Salme 90:2) Da retten bliver sat i himmelen, ser Daniel ’bøger blive åbnet’. (Daniel 7:9, 10) Eftersom Jehovas eksistens strækker sig over en uendelig fortid, kender han hele menneskeslægtens historie som stod den skrevet i en bog. Han har iagttaget alle fire symbolske dyr og kan dømme dem på grundlag af et førstehåndskendskab til dem.

34, 35. Hvad vil der ske med ’det lille horn’ og de andre riger?

 ³⁴ Daniel fortsætter: „Jeg så videre på det tidspunkt på grund af lyden af de store ord som hornet talte — jeg så videre indtil dyret blev dræbt og dets krop udryddet og det blev overladt til den brændende ild. Hvad angår resten af dyrene, så blev deres herredømme taget bort, og deres liv blev forlænget med en tid og en periode.“ (Daniel 7:11, 12) Engelen forklarer Daniel: „Men retten blev sat, og man fratog ham herredømmet for at tilintetgøre og udrydde ham fuldstændigt.“ — Daniel 7:26.

³⁵ Ifølge den store Dommers, Jehova Guds, afgørelse vil det horn som spottede Gud og forfulgte hans „hellige“, erfare det samme som Romerriget, der forfulgte de første kristne. Dets herredømme vil ikke få lov at fortsætte. Det vil de mindre „horn“ eller „konger“ der opstod af Romerriget, heller ikke. Men hvad med de regeringer der stammede fra de tidligere dyr eller verdensriger? Som forudsagt blev deres liv forlænget med „en tid og en periode“. Deres landområder har været beboet indtil i dag. Irak ligger for eksempel i det område hvor det gamle Babylonien lå. Persien (Iran) og Grækenland eksisterer stadig. Resterne af disse verdensriger er en del af De Forenede Nationer. Disse riger vil også gå til grunde når det sidste verdensrige tilintetgøres. Alle jordiske regeringer vil blive udslettet i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Men hvem vil da regere over verden?

ET VARIGT HERREDØMME I SIGTE

36, 37. (a) Hvem er han der så ud som „en menneskesøn“, og hvornår og i hvilken hensigt trådte han frem for det himmelske dommersæde? (b) Hvad blev oprettet i 1914?

³⁶ „Jeg så videre i nattesynerne,“ siger Daniel, „og se: Med himmelens skyer kom en der var som en menneskesøn, og han fik foretræde for den gamle af dage, og man  førte ham frem foran ham.“ (Daniel 7:13) Da Jesus Kristus var på jorden, kaldte han sig selv „Menneskesønnen“ som tegn på sit slægtskab med menneskene. (Mattæus 16:13; 25:31) Til den jødiske højesteret, Sanhedrinet, sagde Jesus: „Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.“ (Mattæus 26:64) Den der i Daniels syn kom med himmelens skyer, usynligt for det menneskelige øje, og fik foretræde for Jehova Gud, var den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus. Hvornår skete det?

³⁷ Jehova Gud har indgået en pagt med Jesus Kristus om et rige, ligesom han indgik en pagt med kong David. (2 Samuel 7:11-16; Lukas 22:28-30) Da „nationernes fastsatte tider“ endte i 1914 e.v.t., kunne Jesus Kristus som Davids kongelige arving med rette modtage kongemagten. Daniels profetiske beretning lyder: „Der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.“ (Daniel 7:14) Det messianske rige blev på denne måde oprettet i himmelen i 1914. Men der er også andre som får herredømme.

38, 39. Hvem vil modtage et varigt herredømme over verden?

³⁸ „Den Allerhøjestes hellige vil modtage riget,“ sagde engelen. (Daniel 7:18, 22, 27) Jesus Kristus er den ypperste af de hellige. (Apostelgerninger 3:14; 4:27, 30) De andre „hellige“ som får del i herredømmet, er de 144.000 trofaste, salvede kristne, der er Kristi medarvinger. (Romerne 1:7; 8:17; 2 Thessaloniker 1:5; 1 Peter 2:9) De bliver oprejst fra de døde som udødelige ånder og skal herske med Kristus på det himmelske Zions Bjerg. (Åbenbaringen 2:10; 14:1; 20:6) Kristus Jesus og de opstandne salvede kristne kommer således til at regere over menneskehedens verden.

 ³⁹ Om Menneskesønnens og de andre opstandne ’helliges’ herredømme sagde Guds engel: „Riget og herredømmet og storheden som tilhørte rigerne under den ganske himmel, blev givet til det folk som er den Allerhøjestes hellige. Deres rige er et varigt rige, og alle herredømmer skal tjene og adlyde dem.“ (Daniel 7:27) Den lydige menneskehed vil komme til at erfare store velsignelser under dette rige.

40. Hvordan vil det gavne os at give agt på de syner Daniel så i sin drøm?

⁴⁰ Daniel vidste ikke hvordan de syner Gud gav ham, ville gå i opfyldelse. Han sagde: „Hermed er dette til ende. Hvad mig, Daniel, angår, forfærdede mine tanker mig meget, så jeg skiftede ansigtsfarve; men jeg gemte dette i mit hjerte.“ (Daniel 7:28) Vi lever imidlertid på et tidspunkt da vi kan se opfyldelsen af det Daniel så. Hvis vi giver agt på denne profeti, vil det styrke vores tro på og overbevisning om at det er Jehovas messianske konge der skal regere verden.

[Fodnoter]

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvad er ’de fire store dyr der kom op af havet’ symboler på?

• Hvad skildres ved ’det lille horn’?

• Hvordan blev „de hellige“ forfulgt af det symbolske lille horn under den første verdenskrig?

• Hvad vil der ske med det symbolske lille horn og de andre riger som dyrene skildrede?

• Hvordan har du fået gavn af at give agt på synerne i Daniels drøm om de „fire store dyr“?

[Studiespørgsmål]

 [Ramme/illustrationer på side 149-152]

EN TOLERANT MONARK

EN GRÆSK forfatter fra det 5. århundrede før vor tidsregning huskede ham som en tolerant og mønsterværdig monark. I Bibelen kaldes han for Guds „salvede“ og „rovfuglen“ der kommer „fra solopgangen“. (Esajas 45:1; 46:11) Den monark der er tale om, er perserkongen Kyros den Store.

Kyros’ vej mod berømmelsen tog sin begyndelse omkring 560/559 f.v.t. da han efterfulgte sin far, Kambyses I, på tronen i Anshan, en by eller et område i oldtidens Persien. Anshan var da underlagt den mediske konge Astyages. Kyros gjorde oprør mod det mediske overherredømme og vandt en hurtig sejr fordi Astyages blev svigtet af sin hær. Kyros vandt mederne for sig, hvorefter mederne og perserne kæmpede i forening under Kyros’ førerskab. På denne måde opstod det medo-persiske rige, som med tiden kom til at strække sig fra Det Ægæiske Hav til Indusfloden. — Se kortet.

Med medernes og persernes forenede styrker søgte Kyros først at få kontrol over et område hvor der til stadighed  var uro, nemlig den vestlige del af Medien, som den lydiske kong Krøsus havde søgt at bemægtige sig. Han rykkede frem til det lydiske riges østgrænse i Lilleasien, tilføjede Krøsus et nederlag og erobrede hans hovedstad, Sardes. Derefter undertvang han de joniske byer og lagde hele Lilleasien ind under det medo-persiske rige. Han blev derved den største rival til Babylon og dens konge, Nabonid.

Kyros rustede sig nu til en konfrontation med det mægtige Babylon. Det er fra dette tidspunkt han begynder at opfylde bibelprofetien. Gennem profeten Esajas havde Jehova næsten to hundrede år tidligere nævnt Kyros som den hersker der ville omstyrte Babylon og udfri jøderne fra fangenskabet. Fordi Kyros på denne måde var blevet udpeget på forhånd, kaldes han i Bibelen Jehovas „salvede“. — Esajas 44:26-28.

Da Kyros gik imod Babylon i 539 f.v.t., stod han over for en kolossal opgave. Omgivet af høje mure og en dyb og bred voldgrav som dannedes af Eufratfloden, syntes byen nærmest uindtagelig. Dér hvor floden løb gennem byen, var der langs flodens bredder en kæmpemæssig mur med store kobberporte. Hvordan var det muligt at Kyros kunne indtage Babylon?

Over hundrede år før havde Jehova forudsagt at der ville være „tørke over dets vande“, og han havde sagt at disse vande ville „tørres bort“. (Jeremias 50:38) I overensstemmelse med profetien ledede Kyros Eufratflodens vande  bort nogle få kilometer nord for Babylon. Derpå vadede soldaterne gennem flodlejet, klatrede op ad skråningen der førte op til muren, og gik med lethed ind i byen fordi kobberportene ikke var lukket. Som en ’rovfugl’ der hurtigt slår ned på sit bytte, indtog denne konge „fra solopgangen“ — det vil sige fra øst — Babylon på en eneste nat!

For jøderne i Babylon betød Kyros’ sejr deres længe ventede udfrielse fra fangenskabet og enden på deres hjemlands 70 år lange øde tilstand. Hvilken glæde og begejstring de må have følt da Kyros udstedte et dekret der gav dem lov til at vende hjem til Jerusalem og genopbygge templet! Kyros gav dem også de kostbare redskaber tilbage som Nebukadnezar havde taget med til Babylon; han gav tilladelse til at man indførte tømmer fra Libanon, og han bevilgede at midler fra kongens hus skulle dække byggeomkostningerne. — Ezra 1:1-11; 6:3-5.

Kyros var i det store og hele human og tolerant i sin behandling af de undertvungne folk. Årsagen hertil kan have været hans religion. Han var sandsynligvis en tilhænger af den persiske profet Zarathustra og tilbad som sådan Ahura Mazda, en gud som mentes at have skabt alt hvad der er godt.  Forfatteren Farhang Mehr skriver i sin bog The Zoroastrian Tradition: „Zarathustra fremstillede Gud som den moralske fuldkommenhed. Han fortalte at Ahura Mazda ikke er hævngerrig, men at han er retfærdig og derfor bør elskes, ikke frygtes.“ Troen på en gud der var retfærdig og moralsk retskaffen, kan have påvirket Kyros’ egen moral og tilskyndet ham til at være storsindet og retfærdig.

Kongen brød sig imidlertid ikke om klimaet i Babylon. De tørre og hede somre var mere end han kunne tage. Så selv om Babylon blev ved med at være en kongelig residensstad og et religiøst og kulturelt center, opholdt han sig sædvanligvis kun her om vinteren. Efter at have erobret Babylon vendte han hurtigt tilbage til sin sommerresidens i Ekbatana, der lå i cirka 1900 meters højde, ved foden af bjerget Alvand. Her syntes han bedre om klimaet, hvor kolde vintre opvejedes af behagelige somre. Han byggede også et prægtigt palads i sin tidligere hovedstad, Pasargadae (nær Persepolis), 650 kilometer sydøst for Ekbatana. Det var et sted han holdt af at trække sig tilbage til.

Kyros satte sig spor som en modig erobrer og en tolerant monark. Han døde i 530 f.v.t. under et felttog efter at have regeret i 30 år. Hans søn Kambyses II efterfulgte ham på Persiens trone.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan viste perseren Kyros sig at være Jehovas „salvede“?

• Hvad gjorde Kyros til uvurderlig gavn for Jehovas folk?

• Hvordan behandlede Kyros de folk han underlagde sig?

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET MEDO-PERSISKE RIGE

MAKEDONIEN

Memfis

ÆGYPTEN

ÆTIOPIEN

Jerusalem

Babylon

Ekbatana

Susa

Persepolis

INDIEN

[Illustration]

Kyros’ gravmæle i Pasargadae

[Illustration]

Basrelief i Pasargadae med billede af Kyros

 [Ramme/illustrationer på side 153-161]

EN UNG KONGE EROBRER VERDEN

FOR omkring 2300 år siden stod en lyshåret hærfører i tyverne på en strandbred ved Middelhavet. Hans blik var rettet mod en øby der lå omkring en kilometer borte. Han var blevet nægtet adgang til byen, og rasende besluttede han at erobre den. Hvordan ville han angribe den? Hans plan var at bygge en dæmning ud til byen og ved hjælp af den føre sine styrker derud. Bygningen af dæmningen var allerede påbegyndt.

Men et budskab fra Perserrigets store konge afbrød den unge hærfører. Ivrig efter at slutte fred fremsatte den persiske hersker et usædvanligt tilbud: 10.000 talenter guld (svarer til en nutidig værdi af mellem 12 og 13 milliarder kroner), ægteskab med en af kongens døtre og herredømmet over hele den vestlige del af Perserriget. Alt dette mod udlevering af kongens familie, som hærføreren havde taget til fange.

Feltherren som skulle tage stilling til om han ville tage imod eller afvise tilbudet, var Alexander III af Makedonien. Skulle han tage imod tilbudet? „Det var et skæbnesvangert øjeblik for hele oldtidens verden,“ siger den tyske historiker Ulrich Wilcken. „Eftervirkningerne af hans afgørelse har faktisk kunnet mærkes gennem hele middelalderen frem til vor tid, både i øst og vest.“ Før vi ser på hvad Alexander svarede, lad os da betragte de begivenheder der førte frem til dette afgørende øjeblik.

 EN EROBRER BLIVER TIL

Alexander blev født i Pella i Makedonien i 356 f.v.t. Hans far var kong Filip II, og hans mor hed Olympias. Hun fortalte Alexander at de makedoniske konger nedstammede fra Herakles, som var søn af den græske gud Zeus. Ifølge Olympias var en af Alexanders forfædre Achilleus, helten i Homers digt Iliaden. Således formet af sine forældre til at gøre erobringer og indlægge sig kongelig hæder interesserede den unge Alexander sig kun lidt for andre beskæftigelser. Da han blev spurgt om han ville deltage i De Olympiske Lege, svarede han at det ville han godt hvis han skulle konkurrere med konger. Hans mål var at gøre større gerninger end hans far havde gjort, og at vinde berømmelse ved at udføre store bedrifter.

 Da han var 13, fik han som lærer den græske filosof Aristoteles, der gav ham interesse for filosofi, lægekunst og naturvidenskab. Hvor meget Aristoteles’ filosofiske lære bidrog til at forme Alexanders tankegang, kan diskuteres. „Man kan dog roligt sige, at der ikke var særlig meget de to kan have været enige om,“ siger filosoffen Bertrand Russell. „Aristoteles’ politiske synspunkter var baseret på den græske bystat, der var lige ved at være på vej ud af sagaen.“ Forestillingen om en lille bystat kan næppe have appelleret til en ærgerrig prins der ville opbygge et stort imperium med et centralt styre. Alexander må også have været skeptisk over for den aristoteliske lære at ikkegrækere skulle behandles som slaver, for han så i ånden et imperium hvor der eksisterede et frugtbart partnerskab mellem sejrherrer og besejrede.

Der kan dog næppe være megen tvivl om at Aristoteles gav Alexander interesse for at læse og at tilegne sig viden. Alexander var hele sit liv en ivrig læser, med særlig forkærlighed for Homers digte. Det fortælles at han kunne hele Iliaden — 15.693 verslinjer — udenad.

Aristoteles’ undervisning af Alexander sluttede brat i 340 f.v.t. da den sekstenårige prins måtte rejse tilbage til Pella for at regere i sin fars fravær. Kronprinsen udmærkede sig hurtigt ved at udføre militære bedrifter. Til kong Filips store glæde nedkæmpede han hurtigt en oprørsk stamme, maiderne, i Thrakien, stormede deres vigtigste by og gav den navnet Alexandroúpolis efter sig selv.

DET STORE EROBRINGSTOGT

Mordet på Filip II i 336 f.v.t. førte til at den tyveårige Alexander overtog Makedoniens trone. I foråret 334 f.v.t. begav han sig ud på et erobringstogt. Han gik over Hellespont (nu Dardanellerne) og ind i Asien med en lille, men veltrænet hær på 30.000 mand fodfolk og 5000 ryttere. Ingeniører,  landmålere, arkitekter, videnskabsmænd og historikere ledsagede hæren.

Alexander vandt sit første slag mod perserne ved floden Granikos i det nordvestlige hjørne af Lilleasien (nu Tyrkiet). Vinteren efter erobrede han det vestlige Lilleasien. Det andet afgørende slag mod perserne fandt sted det følgende efterår ved Issos i det sydøstlige hjørne af Lilleasien. Den store perserkonge Darius III mødte her Alexander med en hær på omkring en halv million mand. Den selvsikre Darius havde også taget sin mor, sin hustru og andre medlemmer af sin familie med så de med egne øjne kunne se det der skulle have været en eklatant sejr. Men perserne var ikke forberedte på den pludselighed og voldsomhed hvormed det makedoniske angreb fandt sted. Alexanders styrker tilføjede den persiske hær et stort nederlag. Darius måtte flygte og efterlade sin familie i Alexanders hænder.

I stedet for at forfølge de flygtende persere marcherede Alexander mod syd langs Middelhavets kyst og erobrede de støttepunkter der blev brugt af den mægtige persiske flåde. Øbyen Tyrus holdt imidlertid stand over for Alexander. Han  var dog besluttet på at erobre byen og indledte en belejring der varede i syv måneder. Under belejringen kom det tidligere nævnte fredstilbud fra Darius. Indrømmelserne var så fordelagtige at Alexanders tro rådgiver, Parmenion, skal have sagt: ’Hvis jeg var Alexander, ville jeg tage imod tilbudet.’ Hvortil den unge general skal have svaret: ’Det ville jeg også hvis jeg var Parmenion.’ Alexander afslog at forhandle, fortsatte belejringen af øbyen og ødelagde denne havets stolte herskerinde i juli 332 f.v.t.

Alexander fortsatte mod syd, skånede Jerusalem, som overgav sig til ham, og erobrede Gaza. Ægypten, som var træt af det persiske styre, hilste ham velkommen som befrier. I Memfis ofrede han til Apistyren og vandt således de ægyptiske præster for sig. Han grundlagde også byen Alexandria, som stadig bærer hans navn, og som kom til at kappes med Athen om at være det store lærdomscenter.

Derefter vendte Alexander sig mod nordøst og marcherede gennem Palæstina mod floden Tigris. I 331 f.v.t. kom det til det tredje store slag mod perserne, ved Gaugamela, ikke langt fra Nineves ruiner. Her besejrede Alexanders hær på 47.000 mand en reorganiseret persisk hær på mindst 250.000 mand. Darius flygtede og blev senere myrdet af sine egne.

Sejrsberuset marcherede Alexander mod syd og indtog de persiske kongers vinterhovedstad, Babylon. Han besatte også hovedstæderne Susa og Persepolis, bemægtigede sig de enorme persiske skatte og nedbrændte Xerxes’ store palads. Endelig indtog han hovedstaden Ekbatana. Derefter underlagde denne hurtige erobrer sig resten af  det persiske rige og nåede så langt mod øst som til Indusfloden i vore dages Pakistan.

Da Alexander gik over Indus i det område der grænsede op til den persiske provins Taxila, mødte han en formidabel modstander, den indiske fyrste Poros. Mod ham kæmpede Alexander sit fjerde og sidste store slag. Det var i juni 326 f.v.t. Poros’ hær bestod af 35.000 soldater og 200 elefanter, som skræmte makedoniernes heste. Kampen var hård og blodig, men Alexanders styrker gik af med sejren. Poros overgav sig og sluttede forbund med Alexander.

Der var gået mere end otte år siden den makedoniske hær var gået over Hellespont, og soldaterne var trætte og led af hjemve. Den hårde kamp mod Poros havde tappet dem for kræfter, og de ville hjem. Alexander var først modvillig, men efterkom til sidst deres ønske. Grækenland var nu blevet en verdensmagt. Græsk sprog og kultur spredtes til hele riget ved hjælp af de græske kolonier der oprettedes i de erobrede områder.

MANDEN BAG SKJOLDET

Det var Alexanders personlighed der holdt den makedoniske hær sammen i de år erobringerne stod på. Efter slagene plejede Alexander at aflægge besøg hos de sårede. Han undersøgte deres sår, roste soldaterne for deres tapperhed og mod og belønnede dem med gaver der stod i forhold til deres bedrifter. For de faldne arrangerede han storslåede begravelser. Deres forældre og børn blev fritaget for alle skatter og former for tjeneste. Som en adspredelse efter slagene sørgede Alexander for at der var kamplege og konkurrencer. I ét tilfælde sørgede han for at nygifte soldater fik en orlov som tillod dem at tilbringe vinteren i Makedonien sammen med deres hustruer. På denne måde vandt han sine soldaters hengivenhed og beundring.

 Om Alexanders giftermål med den baktriske prinsesse Roxane skriver den græske forfatter Plutarch: „Det er rigtigt at ægteskabet blev indgået fordi Alexander havde forelsket sig, men samtidig tjente det også hans eget specielle formål. Det smigrede nemlig det undertvungne folk at se ham vælge en hustru blandt deres egne, og det fik dem til at føle den stærkeste hengivenhed for ham at han, den mest mådeholdne af alle, i den eneste lidenskab han gav efter for, dog holdt sig tilbage til han kunne opnå hende på lovlig og ærbar vis.“

Alexander respekterede også andres ægteskab. Skønt han havde taget kong Darius’ hustru til fange, sørgede han for at hun blev behandlet som det sømmede sig. Og da han hørte at to makedoniske soldater havde krænket nogle fremmede hustruer, gav han ordre til at de skulle henrettes hvis de blev fundet skyldige.

Som sin mor, Olympias, var Alexander meget religiøs. Han plejede at bringe ofre før og efter et slag og at rådspørge sine spåmænd angående betydningen af visse varsler. Han rådspurgte også guden Ammons orakel i Den Libyske Ørken. I Babylon fulgte han kaldæernes anvisninger på hvordan man bragte ofre, især til den babyloniske gud Bel (Marduk).

Alexander var meget mådeholden i sine spisevaner, men med tiden forfaldt han til et umådeholdent drikkeri. Han udbredte sig i lange taler over hvert bæger vin og pralede af sine bedrifter. Et af hans mørkeste øjeblikke var da han i fuldskab dræbte vennen Kleitos. Han var så angerfuld og selvfordømmende at han lagde sig til sengs i tre dage og hverken ville spise eller drikke. Til sidst fik hans venner ham dog overtalt til at tage føde til sig.

Som tiden gik, fik Alexanders begær efter berømmelse andre lidet flatterende karaktertræk til at træde frem hos ham.  Han begyndte at fæste lid til falske anklager og at straffe ofrene med den største strenghed. For eksempel blev han forledt til at tro at Parmenions søn Filotas var med i en sammensværgelse som stræbte ham efter livet, og både Parmenion, som tidligere havde været hans rådgiver, og som han havde stolet på, og Filotas blev henrettet.

ALEXANDERS NEDERLAG

Kort efter at Alexander var vendt tilbage til Babylon, fik han malaria og kom sig ikke. Den 13. juni 323 f.v.t. måtte han bukke under for den mægtigste fjende, døden, efter at have levet i blot 32 år og 8 måneder.

Det kom til at passe hvad nogle indiske vismænd havde sagt: „Kong Alexandros, ethvert Menneske ejer kun saa meget af Jorden, som den Strækning er, paa hvilken vi staar; men du, som dog kun er et Menneske, der ganske ligner alle andre paa det nær, at du er rastløs og formastelig i dit Stræv, du iler fra dit eget Land hen over saa stor en Del af Jorden, mens du baade paadrager dig selv Bryderier og forvolder andre det samme. Og dog skal du jo, naar du om en kort Tid er død, kun besidde saa meget af Jorden, som er tilstrækkeligt for dit Legeme til at ligge begravet i.“ — Arrianos: Alexandros’ Bedrifter, VII, Kapitel 1. Oversat af M. C. Gertz, 1913-15.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvem var Alexander den Store, og hvilken uddannelse fik han?

• Hvilket felttog drog Alexander ud på kort efter at have overtaget Makedoniens trone?

• Nævn nogle af Alexanders erobringer.

• Hvordan var Alexanders personlighed?

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ALEXANDERS EROBRINGER

MAKEDONIEN

ÆGYPTEN

Babylon

Indusfloden

[Illustration]

Alexander

[Illustration]

Aristoteles og hans elev Alexander

 [Helsides illustration]

[Illustration]

Medalje som menes at bære Alexander den Stores billede

 [Ramme/illustrationer på side 162, 163]

ET VIDTSTRAKT RIGE DELES

BIBELEN havde forudsagt at Alexander den Stores rige ville blive knust og delt, men ikke ville „tilfalde hans efterkommere“. (Daniel 11:3, 4) Og sådan gik det. Inden der var gået 14 år efter Alexanders pludselige død i 323 f.v.t., var både hans legitime søn Alexander IV og hans illegitime søn Herakles blevet snigmyrdet.

Omkring 301 f.v.t. havde fire af Alexanders generaler sikret sig magten over det vidtstrakte rige som deres øverstbefalende havde opbygget. General Kassander fik herredømmet over Makedonien og Grækenland. General Lysimachos fik Lilleasien og Thrakien. Mesopotamien og Syrien gik til Seleukos I Nikator; og Ptolemaios Lagos, eller Ptolemaios I, kom til at herske over Ægypten og Palæstina. Af Alexanders ene store rige opstod der således fire hellenistiske, eller græske, riger.

Af de fire hellenistiske riger viste Kassanders herredømme sig at være af kortest varighed. Nogle få år efter at han var kommet til magten, uddøde hans mandlige slægtslinje, og i 285 f.v.t. tog Lysimachos den europæiske del af det græske rige i besiddelse. Fire år senere faldt Lysimachos i kamp mod Seleukos I Nikator, hvorved denne vandt herredømmet over størstedelen af de asiatiske områder. Seleukos blev den første i rækken af seleukidiske konger i Syrien. Han grundlagde Antiochia i Syrien og gjorde den til sin nye hovedstad. Seleukos blev snigmyrdet i 281 f.v.t., men hans dynasti forblev ved magten indtil år 64 f.v.t. da den romerske general Pompejus gjorde Syrien til en romersk provins.

Den del af Alexanders rige hvor ptolemæerne herskede, eksisterede længst. Ptolemaios  I antog kongetitlen i 305 f.v.t. og blev den første af de makedoniske konger, eller faraoner, i Ægypten. Han gjorde Alexandria til sin hovedstad og påbegyndte straks et program til byens udvikling. Et af hans største byggeprojekter var opførelsen af det berømte bibliotek i Alexandria. Ptolemaios lod en kendt athensk filosof og lærd, Demetrios fra Faleron, hente fra Grækenland for at han kunne stå for dette storslåede projekt. I det første århundrede efter vor tidsregning skal biblioteket have rummet én million bogruller. Det ptolemaiske dynasti forblev ved magten i Ægypten indtil det måtte vige pladsen for det romerske herredømme i år 30 f.v.t. Rom trådte da i stedet for Grækenland som den dominerende verdensmagt.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan blev Alexanders vidtstrakte rige delt?

• Hvor længe blev de seleukidiske konger ved med at herske i Syrien?

• Hvornår endte det ptolemaiske herredømme i Ægypten?

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ALEXANDERS RIGE EFTER DETS DELING

Kassander

Lysimachos

Ptolemaios I

Seleukos I

[Illustrationer]

Ptolemaios I

Seleukos I

 [Diagram/illustration på side 139]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VERDENSRIGERNE I DANIELS PROFETI

Den store billedstøtte (Daniel 2:31-45)

De fire dyr som stiger op af havet (Daniel 7:3-8, 17, 25)

BABYLONIEN fra 607 f.v.t.

MEDO-PERSIEN fra 539 f.v.t.

GRÆKENLAND fra 331 f.v.t.

ROM fra 30 f.v.t.

DEN ANGLO-AMERIKANSKE VERDENSMAGT fra 1763 e.v.t.

EN POLITISK SPLITTET VERDEN i endens tid

 [Helsides illustration på side 128]

 [Helsides illustration på side 147]