Andre hemmeligheder angående Messias åbenbares
Kapitel 13
Andre hemmeligheder angående Messias åbenbares
1, 2. (a) Hvad er en hellig hemmelighed? (b) Hvilken hemmelighed i forbindelse med Kristus har Gud åbenbaret for os?
EN HELLIG HEMMELIGHED er en hemmelighed som Gud åbenbarer når hans tid er inde. (Romerne 16:25, 26) I lange tider var det en hellig hemmelighed hvem der skulle være Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. Også Guds forsæt i forbindelse med denne Messias eller Kristus var længe en hellig hemmelighed. Men til sin fastsatte tid åbenbarede Gud — eller holdt det ikke længere hemmeligt — at det var hans forsæt at bruge Messias eller Kristus i forbindelse med en administration af alle ting, som når et hus forvaltes af en husholder. En sådan forenende administration ville kræve at Gud lagde alt ind under Messias (Kristus) eller sammenfattede alt igen under ledelse af Messias. Det var en ufortjent godhed fra Guds, den store Administrators, side at åbenbare dette. Vi læser:
2 „Denne [hans ufortjente godheds rigdom] har han ladet strømme over til os i form af al visdom og sund fornuft, idet han har gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration [husholdning] ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi [Messias’ disciple] også er blevet udpeget som arvinger, idet vi var forudbestemt efter hans forsæt [græsk: proʹthesis], han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder, for at vi skulle tjene til pris for hans herlighed, vi som har været de første til at håbe på Messias.“ — Efeserne 1:8-12.
3. Hvad betød Guds løfte om „en ny pagt“ for den gamle mosaiske lovpagt og dens formål?
3 Det var i harmoni med dette forsæt fra Guds side at Messias Jesus begyndte at lægge grundvolden til en menighed som han selv skulle være det guddommeligt udnævnte overhoved for. Det var ikke forudbestemt hvem de enkelte medlemmer af denne menighed under Kristus skulle være; derimod var medlemmernes antal og deres kristne egenskaber forudbestemt. Som Jesus understregede med sin lære, var han klar over at Jehova Gud ifølge profetien i Jeremias 31:31-34 ville indgå „en ny pagt“ med sit folk. Følgelig ville den gamle lovpagt som blev indgået med de kødelige jøder med Moses som mellemmand, blive bragt til ophør. Som der siges i Hebræerbrevet 8:13: „Når han siger ’en ny pagt’, har han [Gud] gjort den første forældet. Og det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde.“ Da Jesus udførte sin offentlige tjeneste var denne lovpagt ved Moses over 1540 år gammel. Og selv efter alle disse år var det ikke lykkedes den at frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mosebog 19:6) Heller ikke senere, i løbet af de nitten hundrede år der er gået siden, er det lykkedes de kødelige jøder som stadig gør krav på at være underlagt den mosaiske lovpagt, at forsyne Gud med „et kongerige af præster og et helligt folk“. Endog deres aronitiske præsteskab har været forsvundet siden år 70.
4. Hvad er der at sige om den kristne menigheds grundvold, og hvornår blev menigheden først grundlagt?
4 Jesus huskede at Israels folk var grundlagt på de tolv patriarker, Jakobs tolv sønner. (1 Mosebog 49:28) Blandt sine disciple udvalgte han derfor tolv mænd som han kaldte „apostle“ (udsendinge) til at være en sekundær grundvold oven på ham selv som menighedens hovedgrundvold. (Markus 3:14; Lukas 6:13; Efeserne 2:20) Idet han omtalte sig selv som en klippegrundvold sagde han, mens hans tolv apostle hørte på det: „På denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den.“ (Mattæus 16:18) Frem til sin død anerkendte Jesus imidlertid stadig Israels nation som Guds menighed, idet han forkyndte i dens synagoger og underviste i dens tempel i Jerusalem. Den menighed han skulle være overhoved og hovedgrundvold for, blev først oprettet på den halvtredsindstyvende dag efter hans opstandelse fra de døde. Hvordan kan vi sige det? På følgende solide grundlag:
5. Hvad blev udgydt den dag ugefesten blev fejret, over hvem, og hvordan forklarede Peter at det var gået til?
5 På denne dag, da shavuot eller pinsen blev fejret, blev Guds hellige ånd udgydt som en opfyldelse af profetien i Joel 3:1, 2. Over hvem? Over Israels nation som netop fejrede sin ugefest (shavuot) i Jerusalem? Nej, men derimod over omkring et hundrede og tyve trofaste disciple af Jesus Kristus som var forsamlet i en sal ovenpå et sted i byen. Som et synligt og hørligt bevis herpå var der „tunger som af ild“ der satte sig på deres hoveder, og de begyndte at tale andre sprog end deres modersmål. Over for tusinder af forbløffede jøder som stimlede sammen, forklarede apostelen Peter at det var profetien i Joel 3:1, 2 om udgydelsen af Guds ånd der gik i opfyldelse, og han tilføjede:
„Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus [Mashiʹach], denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:1-36.
6. (a) Hvad betød det for Jesu disciple at han havde udgydt ånden over dem? (b) Hvad betød det for Israels nation og dens lovpagt?
6 Ved således at udgyde hellig ånd fra Gud over sine trofaste disciple salvede Jesus dem med hellig ånd og dannede sin menighed. Hvad betød dette nu for den israelitiske nation, der havde pælfæstet Messias eller Kristus? Det betød at israelitterne ikke længere var Jehova Guds menighed. Det betød at deres gamle lovpagt var forsvundet. Den var blevet ugyldiggjort, idet Gud selv, så at sige, havde naglet den til marterpælen hvor Jesus Kristus påskedag havde hængt som en forbandelse for Israels nation. (Kolossenserne 2:13, 14; Galaterne 3:13) Ved at acceptere denne søn af Gud som deres ofrede Messias kunne jøderne som var født under Lovpagten blive fri for dens forbandelse og modtage Jehova Guds velsignelse. — Apostelgerninger 3:25, 26.
7. Hvad formidlede Jesus nu ved hjælp af sit blod, og hvordan blev det kødelige Israel dermed stillet?
7 Da Jesus Kristus frembar værdien af sit menneskelige livsblod for sin himmelske Fader gyldiggjorde han desuden en ny pagt, den pagt der var lovet i Jeremias 31:31-34. Ligesom Moses havde formidlet den gamle lovpagt med blod af offerdyr, sådan formidlede Jesus Kristus nu i Guds nærhed den nye pagt med sit eget offerblod. Også i denne henseende var han en profet som Moses. (5 Mosebog 18:15-18) Den gamle lovpagt var således blevet erstattet af en ny pagt, og Israels nation efter kødet ikke med i denne nye pagt. Følgelig var nationen ikke længere Jehova Guds menighed, ikke længere „Guds Israel“. De jøder som er blevet født siden Lovpagtens ophævelse har aldrig været underlagt denne gamle pagt, selv om deres rabbinere måske hævder det.
8. Hvilket Israel blev til på Pinsedagen, og hvordan forklarer Peter forskellen mellem dette Israel og det kødelige Israel?
8 På denne pinsedag blev et åndeligt „Guds Israel“ til, opbygget på Messias Jesus som den klippefaste grundvold. „For,“ som der siges i Galaterbrevet 6:15, 16, „hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ For at forklare forskellen mellem disse og den nation der forkastede Messias Jesus, skrev apostelen Peter til Messias’ disciple: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:8, 9.
9. Hvilket nyt aftensmåltid indstiftede Jesus for sine disciple, og hvilken pagt talte han om?
9 Eftersom dette åndelige „Guds Israel“ ikke er underlagt den gamle mosaiske lovpagt, fejrer det ikke den årlige jødiske påske. Da Jesus havde afsluttet det sidste påskemåltid sammen med sine apostle i Jerusalem, tog han et usyret brød og et bæger vin og indstiftede et nyt årligt måltid for sine disciple til minde om sin død som Guds lam og som mellemmand for den nye pagt. Efter at have udtalt en velsignelse over bægeret sagde han til sine trofaste apostle: „Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ (Mattæus 26:27, 28; jævnfør Anden Mosebog 24:8.) Hvilken pagt var det Jesus talte om? Det fremgår af Lukas’ beretning, der gengiver Jesu ord således: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Lukas 22:20; 1 Korinter 11:20-26.
10. Hvordan var denne pagt i sammenligning med den pagt Moses formidlede, og hvorfor blev de fleste kødelige, omskårne jøder ikke taget med i denne nye pagt?
10 Det var „den nye pagt“ — den pagt der er forudsagt i Jeremias 31:31-34 — Jesu blod skulle gyldiggøre, for at udvirke tilgivelse af synder for dem som tages med i pagten. Jesus gyldiggjorde denne nye pagt da han efter sin himmelfart frembar værdien af sit blod for Jehova Gud. I kraft af dette blev han mellemmand for den nye pagt, som var bedre end den pagt Moses havde formidlet ved Sinaj bjerg i 1513 f.v.t. (Hebræerne 8:6-13; 9:15-20; 12:24; 13:20; 1 Timoteus 2:5, 6) Ulykkeligvis for de kødelige, omskårne jøder der nægtede at anerkende Jesus som Messias, blev de ikke taget med i denne nye pagt, og de blev derfor ikke en del af det åndelige „Guds Israel“.
11. Hvad sagde Jesus til sine apostle under det nye aftensmåltid om et rige, og hvad var dette en forsikring om med hensyn til den nye pagt?
11 Efter at Jesus havde ladet sine apostle drikke af bægeret med vinen der repræsenterede hans blod som skulle bruges i forbindelse med den nye pagt, sagde han videre til dem: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Dette var en forsikring om at den nye pagt der blev gyldiggjort ved Jesu blod ville formå at frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“. De trofaste medlemmer af det åndelige „Guds Israel“ som tages med i den nye pagt, vil sammen med Jesus Kristus få del i det himmelske rige der skal herske over langt mere end det jordiske område kong David herskede over. De vil også komme til at tjene som underpræster under Herren Jesus Kristus, der skulle være „præst evindelig på Melkizedeks vis“. — Salme 110:4.
HEMMELIGHEDEN OM ABRAHAMS „SÆD“ ÅBENBARES
12. Hvilken hemmelighed angående Abrahams „sæd“ blev åbenbaret på pinsedagen i år 33, og hvilken slags „sæd“ skulle det være?
12 Lige siden Guds pagtsløfte til patriarken Abraham i 1943 f.v.t. havde det været en hemmelighed hvem der ville udgøre Abrahams lovede „sæd“ ved hvem alle jordens slægter skulle velsignes. (1 Mosebog 12:1-3) På pinsedagen i år 33 blev denne hemmelighed åbenbaret. ’Sæden’ skulle naturligvis bestå af flere end Messias Jesus alene, for Gud havde lovet Abraham at hans sæd ville blive talrig som himmelens stjerner og sandet ved havets bred. De kødelige, omskårne israelitter blev ganske vist så talrige, men Abrahams sande sæd skulle ikke bestå af israelitter efter kødet, men af åndelige israelitter, som avles af Guds ånd til at være åndelige sønner af Gud, med en himmelsk arv i vente. Gud er den større Abraham, hvis navn betyder „fader til en mængde folk“.
13. Hvem fik på Pinsedagen mulighed for at blive en del af Abrahams åndelige „sæd“? Hvor længe blev muligheden udelukkende tilbudt dem, og hvorfor?
13 Muligheden for at blive medlemmer af Abrahams åndelige „sæd“ blev dog først tilbudt de kødelige israelitter. På pinsedagen i år 33 var det kødelige, omskårne jøder — kødelige efterkommere af Abraham — der blev avlet med Guds hellige ånd som Guds sønner og blev taget med i den nye pagt. Ved denne åndsavling blev Jehova Gud den større Abraham for denne åndelige „sæd“. Og skønt israelitterne som nation betragtet havde været med til at bortrydde Messias midt i den halvfjerdsindstyvende åruge (der strakte sig fra år 29 til 36), fortsatte Jehova Gud med at vise dem gunst i den sidste halvdel af denne åruge af hensyn til sin pagt med Abraham, hvis kødelige efterkommere de var. (Daniel 9:24-27, NW) Muligheden for at blive Abrahams åndelige „sæd“ blev altså først tilbudt de kødelige israelitter, og sådan var det frem til afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge.
14. Hvordan henviste Peter i templet i Jerusalem til denne venlige foranstaltning for Abrahams kødelige efterkommere?
14 Nogle dage efter pinsen henviste apostelen Peter til denne venlige foranstaltning fra Guds side da han talte til en skare jøder i templet i Jerusalem: „Og alle profeterne, ja, fra Samuel og dem der fulgte efter, så mange som har talt, har jo også klart forkyndt disse dage. I er sønner af profeterne og af den pagt som Gud indgik med jeres forfædre da han sagde til Abraham: ’Og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes.’ Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“ — Apostelgerninger 3:24-26.
15. Hvem fik således først del i velsignelsen gennem Abrahams „sæd“, og hvordan blev de der modtog velsignelsen løskøbt fra trældom?
15 Nogle år senere skrev en tidligere farisæer som havde været meget nidkær for de jødiske traditioner:
„Kristus [Mashiʹach] har løskøbt os fra Lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’ Hensigten var at Abrahams velsignelse skulle komme til nationerne ved hjælp af Jesus Kristus, for at vi kunne få den lovede ånd ved vor tro.“
„Men da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov, for at han kunne løskøbe dem der var under lov, for at vi derpå kunne opnå at blive antaget som sønner. Men fordi I er sønner, har Gud sendt sin søns ånd til vore hjerter, og den råber: ’Abba, Fader!’ Så er du da ikke længere træl men søn; og når du er søn, er du også arving ved Gud.“ — Galaterne 3:13, 14; 4:4-7.
16. Bliver man medlem af Abrahams åndelige „sæd“ som følge af kødelig afstamning, eller som følge af hvad?
16 Den samme skribent, apostelen Paulus, forklarede også at man ikke bliver medlem af „Abrahams sæd“ som følge af kødeligt slægtskab med Abraham, men som følge af en tro som Abrahams. Vi læser: „I ved jo at det er dem der holder sig til tro som er Abrahams sønner. Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved hjælp af dig skal alle nationerne velsignes.’ I er jo alle Guds sønner ved troen på Kristus Jesus. For alle I som blev døbt til Kristus har iført jer Kristus. Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ — Galaterne 3:7, 8, 26-29; 1 Mosebog 12:3.
EN HEMMELIGHED ÅBENBARES GENERATIONER SENERE
17. Hvor mange jøder havde en tro som Abraham og drog nytte af den halvfjerdsindstyvende åruge hvori Gud viste dem gunst?
17 Det var ikke alle Abrahams kødelige efterkommere der ejede den samme tro som han, den tro der bevirkede at han blev kaldt retfærdig og Guds ven endog før han blev omskåret i kødet. (1 Mosebog 15:6; Romerne 4:9-12; Jakob 2:21-23) Der var derfor ikke mange kødelige jøder som drog nytte af den halvfjerdsindstyvende åruge hvori Abrahamspagten ’stod ved magt’ for Abrahams, Isaks og Jakobs kødelige efterkommere. (Daniel 9:27, NW) Kun en lille rest udnyttede muligheden. Det sidste tal der oplyses på de jøder i Jerusalem der anerkendte Jesus som Messias før den halvfjerdsindstyvende åruge sluttede i år 36, er omkring fem tusind. — Apostelgerninger 4:4.
18. Hvor mange åndelige israelitter skulle der være ifølge Guds forsæt, og hvilke spørgsmål opstår derfor i forbindelse med afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge?
18 Gud havde forudbestemt at et langt større antal skulle udgøre det „kongerige af præster“ eller det ’hellige folk’ som den nye pagt skulle frembringe. Det nøjagtige antal åbenbarede han først henimod slutningen af det første århundrede, efter at Jerusalem var blevet ødelagt i år 70. Da åbenbarede han for den aldrende apostel Johannes at tallet på de åndelige israelitter ifølge hans forsæt skulle være 144.000. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-3) Da den halvfjerdsindstyvende åruge udløb i efteråret 36 var der tydeligvis ikke tilnærmelsesvis 144.000 jøder som havde anerkendt Jesus som Messias og var blevet døbt med hellig ånd. Hvad da? Var Guds forsæt faldet til jorden? Eller hvilket overraskende skridt ville Gud nu tage for at gennemføre sit „evige forsæt“ i forbindelse med Kristus?
19. Hvad åbenbarede Gud nu vedrørende det legeme som de døbte troende udgjorde med Messias Jesus som hoved?
19 Frem til efteråret 36 bestod menigheden af Kristi Jesu døbte disciple udelukkende af kødelige jøder, omskårne samaritanere og andre som var blevet omskårne proselytter af den jødiske tro. (Apostelgerninger 2:10; 8:1 til 9:30; 11:19) De øvrige medlemmer af menneskeheden var ikke-troende, „uden Kristus, udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter“; de „havde intet håb og var uden Gud i verden“. (Efeserne 2:11, 12) Nu kom der en åbenbaring: Det legeme som de troende udgjorde med Messias Jesus som deres hoved, skulle ikke længere udelukkende bestå af mennesker af jødisk herkomst og af jødiske proselytter. Fra nu af skulle der i det messianske legeme også optages uomskårne troende, mennesker der var lige så uomskårne som Abraham var da Gud kaldte ham og derefter indgik pagten med ham og retfærdiggjorde ham til venskab med sig som følge af tro. De ikke-jøder der blev godkendt havde ligeledes tro.
20. (a) Hvad skulle således ikke længere være en skillemur mellem jøder og ikke-jøder? (b) Hvem rettede Gud nu velvilligt sin opmærksomhed imod?
20 Midt i den halvfjerdsindstyvende åruge, i år 33, havde Gud ophævet den mosaiske lovpagt og indstiftet en bedre pagt, „den nye pagt“ med det åndelige Israel. Den gamle lovpagt skulle derfor ikke længere stå som en skillemur mellem jøder og hedninger. Vejen var således banet for at Jehova Gud, som forklaret i Efeserbrevet 2:13-18, kunne rette sin velvillige opmærksomhed mod de uomskårne hedenske nationer „for af dem at udtage et folk for sit navn“. — Apostelgerninger 15:14; Amos 9:11, 12, Septuaginta.
21. Hvem sendte Gud sin engel til, og hvad gjorde denne mand?
21 Ved afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge udsendte Jehova Gud sin engel. Til hvem? Til en uomskåren hedning i den by der var hovedsæde for den romerske landshøvding over landsdelen Judæa. Denne hedning hed Kornelius. Han var centurion ved den italienske hærafdeling, „en gudhengiven mand, en der sammen med hele sin husstand frygtede Gud og som gav mange barmhjertighedsgaver til folket og stadig bad til Gud“. Kornelius fik besked på at sende mænd mod syd til havnebyen Joppe for at hente Simon Peter. Simon Peter tog med de tre mænd der kom for at hente ham, idet han i forvejen havde fået at vide at han skulle tage med dem og ’holde op med at kalde det som Gud har gjort rent, for vanhelligt’.
22. Hvad forkyndte Peter for dem der havde samlet sig i det hedenske hjem, og hvad sagde han om tilgivelse for synder?
22 Simon Peter undertrykte altså sin uvilje mod at overskride en hedensk dørtærskel og trådte ind i Kornelius’ hjem i Kæsarea. Opfordret dertil forkyndte han for denne hedning og for dem denne havde samlet i sit hus for at de kunne høre budskabet. Peter fortalte dem om den Messias Gud havde sendt til Israel. „Og han pålagde os,“ fortalte Peter videre, „at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd om at han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“ — Apostelgerninger 10:1-43; 11:4-14.
23. Ved hvilket mirakel bød Peter at hans tilhørere skulle døbes, og i hvis navn skulle de døbes?
23 Disse ord var nok for Kornelius og dem der lyttede sammen med ham. Gud læste deres hjerter og handlede derefter. Der siges videre:
„Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørt ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter [seks jødiske troende] og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed. Så svarede Peter: ’Kan nogen forbyde vand så disse ikke skulle kunne døbes, de som jo har modtaget hellig ånd lige så vel som vi?’ Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Så anmodede de ham om at blive der nogle dage.“ — Apostelgerninger 10:44-48; 11:1-17.
24. Hvordan reagerede de troende jøder i Jerusalem da de hørte Peters forklaring?
24 Da Peter senere kom til Jerusalem forklarede han de troende omskårne jøder dér hvordan han havde handlet, idet han sagde: „Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han også gav os der har fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ Vi der lever i dag burde reagere ligesom de der hørte Peters forklaring: „Da de hørte dette, faldt de til ro, og de herliggjorde Gud idet de sagde: ’Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.’“ — Apostelgerninger 11:17, 18.
25. Hvilken befaling fra den opstandne Jesus fulgte de troende omskårne jøder nu?
25 Fra da af nøjedes apostlene og deres jødiske trosfæller ikke med at henvende sig til jøder og proselytter, men de gjorde som den opstandne Jesus havde befalet: „Gå derfor ud og gør disciple [af hvem?] af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:19, 20.
26. Hvilken apostel har især skrevet om Guds hemmelighed vedrørende troende hedninger?
26 Før Kornelius lod sig omvende og blev en discipel af Messias havde Saulus fra Tarsus, en ivrig jødisk forfølger af messianske troende blandt sit eget folk, ladet sig omvende. Han begyndte straks at forkynde for andre omskårne jøder, idet han viste dem ud fra de inspirerede hebraiske skrifter at denne Jesus, Davids søn, var den forudsagte Messias eller Kristus. Med tiden blev han apostel og blev kaldt Paulus, og han blev navnlig „apostel til nationerne“. Det er især ham der har skrevet om hvilken storslået hemmelighed det var Gud åbenbarede i år 36 da han lod troende hedninger få adgang til Kristi disciples legeme som medlemmer af „Abrahams sæd“. — Romerne 11:13.
27. Hvilken storslået ’hellig hemmelighed’ gjorde Paulus kendt blandt folk i de hedenske nationer?
27 Paulus skrev for eksempel følgende om det der længe havde været en hellig hemmelighed i forbindelse med den messianske menighed: „Jeg er blevet tjener for denne menighed i overensstemmelse med den husholdergerning fra Gud som er blevet givet mig, for med henblik på jer at forkynde Guds ord fuldt ud, den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer. Men nu er den blevet gjort kendt for Guds hellige, for hvem han har ønsket at bekendtgøre hvad der er denne hellige hemmeligheds herlige rigdom blandt nationerne. Det er Kristus i samhørighed med jer, håbet om en andel i hans herlighed.“ (Kolossenserne 1:25-27) Hvilken storslået hemmelighed der nu var blevet åbenbaret efter så lange tidsperioder, at troende fra de hedenske nationer skulle have en andel i det himmelske håb, håbet om at blive herliggjort sammen med Messias, Kristus! Det var i sandhed en ære og et privilegium at være tjener for en menighed med et sådant håb!
28, 29. (a) I hvilket forsæt fra Guds side indbefattes dette kærlige hensyn til de troende hedninger? (b) Hvad skrev Paulus om Guds „evige forsæt“ da han udtrykte sin taknemmelighed for sin andel i denne forbindelse?
28 Tænk hvilket kærligt hensyn der er indbefattet i det ophøjede forsæt Gud fattede i forbindelse med sin Messias — at også troende hedninger skulle blive en del af Abrahams åndelige „sæd“ som skal velsigne hele menneskeheden! Hvor vidunderligt at Gud i sin kærlighed og gavmildhed har holdt fast ved denne del af sin vilje, som en del af sit „evige forsæt“! I taknemmelighed for sin egen gudgivne andel i denne forbindelse siger Paulus:
29„Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne, og lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres, den som siden en ukendt fortid har været skjult i Gud, som har skabt alt. Dette for at Guds alsidige visdom nu gennem menigheden kunne blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske, i overensstemmelse med det evige forsæt [græsk: proʹthesis] han havde fattet i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre.“ — Efeserne 3:8-11.
30. (a) Hvordan gjorde Gud sin „alsidige visdom“ kendt i overensstemmelse med sit „evige forsæt“? (b) Hvorfor er vi højt begunstigede at vi lever nu?
30 Gud forvaltede altså sin „hellige hemmelighed“ på en sådan måde — i overensstemmelse med „det evige forsæt han havde fattet i forbindelse med Messias“ — at hans „alsidige visdom“ nu på dette tidspunkt kunne blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske ved at den kristne menighed blev frembragt som et vidnesbyrd om denne visdom. Er vi ikke højt begunstigede, at vi lever nu da Guds „hellige hemmelighed“, som er i overensstemmelse med hans „evige forsæt“, er blevet åbenbaret? Paulus siger:
„I andre generationer blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes sønner, som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved ånd, nemlig at folk fra nationerne skulle være arvinger med os og lemmer på legemet med os og parthavere med os i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed.“ — Efeserne 3:5, 6.
31, 32. (a) Hvem i førkristen tid var interesserede i at forstå disse ting? (b) Hvem kommer Kristi „legeme“ altså til at bestå af?
31 De gamle førkristne profeter, ja endog engle, var interesserede i hvordan denne „hellige hemmelighed“ ville blive administreret af Jehova Gud.
„Med hensyn til denne frelse har profeterne flittigt gransket og ransaget, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken bestemt tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. Det blev åbenbaret dem at det ikke var sig selv men jer de tjente med de ting der nu er blevet meddelt jer gennem dem som har forkyndt jer den gode nyhed med hellig ånd udsendt fra himmelen. Netop disse ting nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ — 1 Peter 1:10-12.
32 Da Guds tid var inde blev det således åbenbaret at kristi „legeme“ ville bestå af både hedninger og jøder. Det „evige forsæt“ som Gud fattede allerede i Edens have, tog i betragtning at denne menighed skulle oprettes, med Messias som sit hoved. I den blev jøder og hedninger forenet.
[Studiespørgsmål]
