Kapitel 2

Den udødelige Gud som har det „evige forsæt“

1, 2. Hvem alene kan have et evigt forsæt, og hvad sagde Moses om en sådan Gud?

ET ’EVIGT FORSÆT’! Hvem uden en udødelig Gud kan have et sådant forsæt? Den påståede evolution, som doceres af mange af vor tids videnskabsmænd, kan ikke have et sådant forsæt, eftersom en tilfældighed eller et sammentræf, som den ubeviste teori begynder med, ikke sker med forsæt og ikke har noget mål. I det femtende århundrede før vor tidsregning henledte en verdensberømt lovgiver og digter, nemlig Moses, Amrams søn, opmærksomheden på en sådan evig Gud, idet han sagde:

² „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud! . . . Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt [på fire timer].“ — Salme 90 i Bibelen, versene 2-4.

3. Hvorfor kan „evighedens Konge“ fuldt ud gennemføre et sådant forsæt?

³ I det første århundrede efter vor tidsregning henledte en skribent som troede fuldt og fast på lovgiveren Moses, også opmærksomheden på denne Gud der aldrig har været og aldrig vil være begrænset af tiden. Han skrev: „Men evighedens Konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud, tilkommer ære og herlighed i evighedernes evigheder. Amen.“ (1 Timoteus 1:17) En sådan evig Gud kan blive ved sit forsæt til det er gennemført, uanset hvor lang tid det tager — ja om det så tager hele tidsaldre.

4. Hvem forbandt skribenten Guds „evige forsæt“ med?

⁴ Den samme skribent fra det første århundrede blev inspireret til at skrive om Guds „evige forsæt“ og at forbinde det med den  længe ventede Messias, „den Salvede“, som profeten Moses selv profeterede om. De der dengang talte syrisk i det mellemste østen, kaldte ham „M’shiʹcha“. Men da de græsktalende jøder i Alexandria i Ægypten oversatte de inspirerede hebraiske skrifter til deres sprog, og således udarbejdede det der nu kaldes den græske Septuaginta-oversættelse, brugte de det græske ord Khristós, der bogstaveligt betyder „den Salvede“. — Se Daniel 9:25, LXX.

5, 6. Hvordan har bibeloversættere i nyere tid skabt et problem med hensyn til hvad det var Gud fattede i forbindelse med Messias?

⁵ Nogle som i nyere tid har oversat de skrifter som førnævnte skribent fra det første århundrede har affattet, har imidlertid skabt et problem for os. Fra og med det sekstende århundrede har engelske bibeloversættelser talt om Guds „evige forsæt“. * Men i nyere tid har en del bibeloversættelser gengivet det græske udtryk med „en tidsaldrenes plan“. På denne måde siges der altså at Gud har en „plan“ i forbindelse med Messias.

⁶ Der er for eksempel J. B. Rotherhams oversættelse fra 1897, der gengiver brevet til efeserne, kapitel tre, versene ni til elleve, således: „Og at bringe for lyset hvad administrationen er af den hellige hemmelighed som var blevet skjult fra tidsaldrene hos Gud, som skabte alle ting: for at Guds mangfoldige visdom nu ved hjælp af forsamlingen kunne blive gjort kendt for magterne og myndighederne i det himmelske — ifølge en tidsaldrenes plan som han fastlagde i den salvede.“ Allerede i 1865 brugte The Emphatic Diaglott, udgivet af en avisredaktør ved navn Benjamin Wilson, ordene: „ifølge en tidsaldrenes plan, som han udformede“. Der kunne også nævnes andre, nyere, bibeloversættelser som har valgt at gengive den græske tekst på denne måde. *

7, 8. Hvilket diagram offentliggjorde C. T. Russell, og hvad stod der i hans første bog angående denne bogs titel?

 ⁷ På grundlag af denne gengivelse af den græske tekst i Efeserbrevet 3:11 blev der i september 1881 i bladet Zion’s Watch Tower, som blev udgivet i Pittsburgh, Pennsylvanien, U.S.A., af redaktøren og forlæggeren Charles Taze Russell, bragt en artikel med titlen „Tidsaldrenes plan“. Denne artikel forklarede et helsides diagram som blev kaldt „Kort over tidsaldrene“. Et tilsvarende „Kort over Tidsaldrene til Belysning af Guds Plan“ blev taget med i bogen „Guds Verdensplan“ (også kaldet „Tidsaldrenes Plan“), som C. T. Russell udgav på engelsk i 1886 og på dansk-norsk i 1894. Det er os en glæde at kunne gengive dette diagram her, så alle interesserede kan gøre sig bekendt med det.

⁸ Trods de unøjagtigheder vi i dag kan se i dette „Kort over Tidsaldrene“, tjente det til at anskueliggøre de slutninger man efter bedste overbevisning var nået til på grundlag af den tanke at den alvise, almægtige Gud har en „plan“. De indledende ord i denne bogs første kapitel lød:

Dette Binds Titel, „Guds Verdensplan“, vækker Forestillingen om en systematisk fremadskridende Plan, som Gud paa Forhaand har lagt. Vi tror, at fra dette Synspunkt og fra intet andet kan den guddommelige Aabenbarings Lærdomme ses i deres fulde Skønhed og Harmoni.

9. (a) Hvad understregede denne meget udbredte bog i det mindste? (b) Men hvilket spørgsmål opstår?

⁹ Denne bog blev udbredt i over seks millioner eksemplarer på flere sprog. Man ophørte med at sprede den i 1929. Bogen henledte i hvert fald læsernes opmærksomhed på Bibelen og viste at den levende Gud hele tiden går fremad. Han udretter noget i forbindelse med sin vilje med den lidende menneskehed. Vi ved at mennesker ofte lægger en plan, og at der bag en sådan plan er et forsæt, et mål de stiler mod at nå. Men spørgsmålet er: Havde den alvise og almægtige Gud brug for at udarbejde  en bestemt arbejdsplan, at fastlægge en fuldt færdig fremgangsmåde, dengang han besluttede at udrette noget — sådan at han som den uforanderlige Gud blev nødt til at følge denne planlagte fremgangsmåde uden at vige fra den? Eller var han i stand til, straks og uden forudgående overvejelse, at klare enhver ny situation der kunne opstå som følge af hans skabningers frie vilje, og alligevel nå sit mål? Behøvede han en plan? Efter at han har nået sit mål kan vi naturligvis gå tilbage i beretningen om hans handlemåde og afstikke eller kortlægge den vej han har fulgt. Men var den i forvejen planlagt nøjagtig sådan? *

EN GUD SOM HAR ET FORSÆT

10. Hvad var den bogstavelige betydning af det græske ord proʹthesis, og hvordan benyttede jøderne det i den græske Septuaginta-oversættelse?

¹⁰ Da skribenten i det første århundrede skrev ordene i Efeserbrevet 3:11, ønskede han da at sige at Gud, Skaberen, har en  plan i forbindelse med sin Messias? Hvad mente han da han i dette brev, som han affattede på den tids græske sprog, benyttede ordet proʹthesis? Ordet betyder bogstaveligt ’det at sætte noget frem eller foran’, altså at anbringe noget så det kan ses. Det er grunden til at jøderne i Alexandria, da de oversatte de inspirerede hebraiske skrifter til græsk, benyttede dette græske ord i forbindelse med de hellige brød der blev lagt frem på det guldbeklædte bord der stod i det hellige rum i det tilbedelsestelt som profeten Moses havde rejst. Disse brød kaldes almindeligvis skuebrødene, men i den græske Septuaginta-oversættelse omtales de som „fremlæggelsesbrødene (eller -kagerne)“. Når disse brød blev lagt frem på det gyldne bord — friske brød hver ugentlige sabbatsdag — blev de altså stillet til skue. — 2 Krønikebog 4:19.

11. Hvad er altså Guds „proʹthesis“?

¹¹ Ordet proʹthesis kunne også betyde „erklæring“ eller „forskudsbetaling“, og i grammatikken betød det „forholdsord“. Det kunne også bruges i betydningen ’at sætte en stavelse foran’ eller ’at sætte først’. Eftersom ordet også blev brugt om et mål man stiler efter at nå, noget man sætter sig for at udrette, kom det til at betyde „forsæt“. (Se A Greek-English Lexicon af Liddell og Scott, bind II, siderne 1480-1481, genoptryk fra 1948, under proʹthesis.) Denne sidste betydning af ordet anerkendes i dag af de fleste bibeloversættere. Guds „proʹthesis“ er altså hans bestemmelse, hans oprindelige beslutning, hans forsæt. *

12. Hvordan har bibeloversættere i nyere tid gengivet det græske udtryk proʹthesis tōn aioʹnōn?

¹² I Efeserbrevet 3:11 efterfølges ordet af udtrykket tōn aioʹnōn, der bogstaveligt betyder „tidsaldrenes“. Hele ordforbindelsen oversættes derfor af nogle med „tidsaldrenes forsæt“ * eller „tidsalderlange forsæt“ * eller ’beslutning fra tidsaldrenes begyndelse’ *,  og af andre med „evig Bestemmelse“ * eller „evige forsæt“. *

13, 14. Hvorfor kan det siges at det „tidsaldrenes forsæt“ som Gud har, er hans „evige“ forsæt?

¹³ Det „tidsaldrenes forsæt“ som Gud har, er hans „tidsalderlange“ eller „evige“ forsæt. Hvordan det? Jo, en tidsalder vil her sige en uafgrænset, forholdsvis lang periode i menneskenes historie, og der lægges større vægt på selve tidsmomentet end på de forhold der kendetegner tidsalderen.

¹⁴ Det „tidsaldrenes forsæt“ som Gud har, er altså ikke et „forsæt“ vedrørende begivenhederne i visse bestemte perioder, som for eksempel i en „patriarkalsk tidsalder“, en „jødisk tidsalder“, en „evangeliealder“ og et millennium, en tidsalder på tusind år. Der lægges derimod vægt på tiden, på at det er lange tidsperioder. Når den ene tidsalder afløser den anden, må hver enkelt have en begyndelse og en afslutning. Men når der følger en hel række tidsaldre efter hinanden, bliver tiden udflydende. Og eftersom der i udtrykket „tidsaldrenes forsæt“ ikke er nævnt noget bestemt antal tidsaldre, kan antallet af tidsaldre være uendeligt. Udtrykket „tidsaldrenes forsæt“ lader altså den samlede tidslængde stå hen i det uvisse, så der er tale om et „forsæt“ som gælder på ubestemt tid. Der er ikke oplyst nogen fast tidsgrænse. På denne måde bliver Guds „forsæt“ noget der gælder evigt, det bliver et ’evigt forsæt’. Guds forsæt i forbindelse med hans Messias eller Salvede havde en begyndelse, men der går tidsaldre før dette forsæt virkeliggøres. * For „evighedens Konge“ er tiden ikke noget problem.

 IKKE EN NAVNLØS PERSON

15. Hvad sagde Gud til Moses da denne spurgte ham om hans navn?

¹⁵ Denne evighedens Konge er ikke en navnløs person. Han har givet sig selv et navn, og dette navn har han gjort kendt for os. Det han kalder sig selv, udtrykker at han har et forsæt, et mål. Det kommer på en glimrende måde frem i beretningen om, hvordan Gud, ved hjælp af en engel, henvendte sig til Moses ved den brændende tornebusk nær foden af Sinaj bjerg i Arabien i det sekstende århundrede før vor tidsregning. Moses, der tidligere var flygtet fra Ægypten, fik her besked om at vende tilbage til Ægypten og føre sit trælbundne folk ud i frihed. Men sæt nu Moses’ folk spurgte om navnet på den Gud der havde sendt ham til dem som deres fører! Hvad skulle han da svare dem? Det ville Moses gerne vide. I hans selvbiografi læser vi: „Da sagde Gud til Moses: ’JEG VIL VISE MIG AT VÆRE DET SOM JEG VIL VISE MIG AT VÆRE.’ Og han tilføjede: ’Sådan skal du sige til Israels sønner: „JEG VIL VISE MIG AT VÆRE har sendt mig til jer.“’“ — 2 Mosebog 3:14, NW.

16. Da Gud svarede Moses, sigtede han da slet og ret til sin eksistens, eller til hvad?

¹⁶ Her taler Gud ikke om at være til. Den opfattelse kunne man ellers godt få, når man ser hvordan nogle oversættere gengiver de hebraiske udtryk Gud brugte, ehjehʹ asherʹ ehjehʹ og ehjehʹ. For eksempel siger den autoriserede danske oversættelse af 1931: „Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder!’“ Men Gud taler i virkeligheden om at han vil være et eller andet. Det fremgår også af den danske jødiske oversættelse af Abraham Alexander Wolff, der siger: „Da sagde Gud til Moscheh: Ehjeh ascher ehjeh! (jeg vil være den, som jeg vil  være), og han sagde: saaledes skal du sige til Jisraels Børn: Ehjeh (’jeg vil være’) har sendt mig til eder.“ *

17. Hvordan gengiver Rotherham Anden Mosebog 3:14, og hvilken kommentar giver han?

¹⁷ The Emphasised Bible af Joseph B. Rotherham siger det endnu tydeligere: „Og Gud sagde til Moses: Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig. Og han sagde — Således skal du sige til Israels sønner: Jeg Vil Blive har sendt mig til jer.“ Fodnoten til dette vers lyder i uddrag: „Hajah [det ord som ovenfor er gengivet med ’blive’] betyder ikke ’at være’ i essentiel eller ontologisk forstand, men at være noget som kan opfattes. . . . Hvad han vil være, lades usagt — Han vil være med dem, som den der hjælper, styrker, udfrier dem.“ Der sigtes altså ikke til Guds eksistens, men snarere til at han har i sinde at blive eller være noget for andre.

18. Hvornår måtte Gud første gang beslutte hvad han ville være eller blive?

¹⁸ Det er som når en ung mand der er ved at blive voksen, tænker ved sig selv: ’Hvordan skal jeg bruge mit liv? Hvad vil jeg være?’ Da den eneste levende og sande Gud var helt alene, måtte han også afgøre hvad han ville bruge sin eksistens eller tilværelse til, hvad han ville være, hvad han ville blive. Efter at have eksisteret en evighed fuldstændig alene, besluttede han sig til at blive Skaber. Han fattede et forsæt i forbindelse med sig selv.

19. Hvordan skrev Gud sit navn i de ti bud?

¹⁹ Det navn den eneste levende og sande Gud kendes under gennem hele Bibelen, er imidlertid ikke Ehjehʹ eller „Jeg vil vise mig at være“. Da han i år 1513 f.v.t. på Sinaj bjerg på mirakuløs måde skrev de ti bud på to stentavler og gav dem til profeten  Moses, stavede han selv det navn han havde valgt sig. Idet han skrev fra højre til venstre, skrev han først det hebraiske bogstav jod, derefter et he, så et vav, og til sidst igen et he. Han benyttede utvivlsomt den gamle hebraiske bogstavtype, så han skrev –––, og ikke de moderne hebraiske bogstaver: יהוה. De tilsvarende bogstaver i det latinske alfabet, læst fra højre til venstre, er: HVHJ. Alle fire bogstaver er konsonanter, og der er ingen vokaler imellem dem.

20. Hvordan udtales Guds navn, på grundlag af de fire hebraiske bogstaver?

²⁰ Nøjagtig hvordan Jehova udtalte dette guddommelige navn for Moses, ved man derfor ikke i dag. I århundreder har man på latin skrevet det „Jehova“. Mange hebraiskkyndige i vor tid foretrækker skrivemåden og udtalen Jahve, Jahveh, eller endog Jehvah. Ét er sikkert: Ligesom et barn ikke giver sin fader navn, var det heller ikke skabningen der gav Skaberen navn. Skaberen navngav sig selv.

21. (a) Hvad betyder navnet Jehova, idet det egentlig er et udsagnsord? (b) Hvorfor kan navnet også bruges i dag?

²¹ Dette hellige navn er ifølge den almindelige opfattelse et udsagnsord, nemlig den uafsluttede kausative form af det hebraiske udsagnsord havahʹ. Det skulle således betyde „han lader blive“ (eller „han forårsager“). Enhver virkning har en årsag; og enhver fornuftbegavet, personlig årsag har en hensigt, et forsæt. Det vil således sige at det guddommelige navn, der betyder „han lader blive“, i sig selv udtrykker et forsæt. Det betegner den der bærer dette enestående navn, som en der har et forsæt. Det var tydeligvis i denne egenskab Gud viste sig for Moses i den brændende tornebusk nær ved bjerget Sinaj. Ved den lejlighed åbenbarede han for Moses hvad han havde sat sig for at gøre. Og idet han understregede at det guddommelige navn blivende skulle stå ved magt, sagde han videre til Moses: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.’ Dette er mit navn på ubestemt tid, og det skal være mit minde generation efter generation.“ (2 Mosebog 3:15, NW) Han er ikke ophørt med at bære dette mindeværdige navn i dag. Det har ikke mistet sin gyldighed. Vi kan stadig bruge det.

 SKABER HISTORIE TIL MENNESKETS BEDSTE

22. (a) Hvordan skabte Jehova sig et navn i forbindelse med fortidens Ægypten? (b) Hvordan kan dette trøste og opmuntre os i dag?

²² På profeten Moses’ tid skabte den eneste levende og sande Gud, Jehova, historie ved sin handlemåde over for datidens Ægypten, der undertrykte Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Han vandt sig et strålende navn ved at udfri sit trælbundne folk fra denne svært militariserede verdensmagt. (Jeremias 32:20; 2 Samuel 7:23; Esajas 63:14) Dette forsikrer os om at det ikke vil være for vanskeligt for Jehova at gå imod hele den militariserede verden her i det tyvende århundrede for at udfri menneskeheden. Ligesom han lod Ægyptens Farao komme til magten og udsætte Moses’ folk for undertrykkelse og død, sådan har han ladet onde og gudløse undertrykkere komme til magten over hele jorden, med stor undertrykkelse til følge for hele menneskeheden. Der er en grund til at han har gjort dette. Det er for at bevare dem, bevogte dem, til ødelæggelsen på sin fastsatte dag. Til trøst og opmuntring for det plagede folk inspirerede han derfor den vise kong Salomon af Jerusalem til at sige:

„Vælt dine Gjerninger paa Jehova, saa ville dine Planer lykkes for dig. Jehova har gjort alt til sin Hensigt [hebraisk: ma‛anehʹ], ogsaa den Ugudelige til en ond Dag.“ — Ordsprogene 16:3, 4, Kalkar.

23. Hvad er der at sige om Guds handlemåde over for verdensrigerne i fortiden? Hvad kan vi derfor med sikkerhed vente med hensyn til de politiske magter i vor tid?

²³ Siden 1914 har det været en ’ond dag’ for regeringssystemerne, der har været igennem to verdenskrige og andre, dermed forbundne, internationale vanskeligheder. I årevis har jorden nu været domineret af politiske supermagter der mistænksomt holder øje med hinanden i deres kappestrid om overherredømmet i verden. Eftersom den suveræne Herre Jehova har skabt alt til sin hensigt eller sit forsæt, har han rimeligvis også fattet et forsæt i forbindelse med disse aspiranter til verdensherredømmet. Fra Skriften ved vi at han fattede et forsæt i forbindelse med de onde og gudløse verdensriger på Bibelens tid. Som en forsikring om hvad vi kan vente i vor tid, gennemførte han alt hvad han satte sig for at gøre med datidens verdensriger.

24. (a) Hvad gjorde Jehova mod Assyrien skønt han lod det opnå verdensherredømmet? (b) Hvordan opfyldtes Jehovas profeti i Esajas 14:24-27?

 ²⁴ Efter det gamle Ægypten opnåede det assyriske rige politisk og militær betydning, og det blev bibelhistoriens andet verdensrige. Men selv da det stod på sin magts tinde, kunne det ikke prale af at have indtaget eller ødelagt Jerusalem, hovedstaden i Juda rige. Tværtimod blev Jerusalem vidne til ødelæggelsen af Nineve, Assyriens hovedstad. Hvorfor gik det sådan? Fordi det assyriske verdensrige var ondt og gudløst. Den almægtige Gud, Jehova, havde tilladt Assyrien at opnå verdensherredømmet og at handle ondt og gudløst, hvilket det især gjorde over for hans udvalgte folk. Men han havde sat sig for at gemme dette onde verdensrige til en ’ond dag’ når hans egen tid var inde. Sådan gik det til at Assyriens hovedstad Nineve omkring år 632 f.v.t. faldt for medernes og kaldæernes allierede hære og blev ødelagt. (Nahum, kapitlerne 1-3) Jehova kom således ikke til kort med sit forsæt, som han over hundrede år i forvejen havde ladet sin profet Esajas udtrykke med disse ord:

„Hærskarers [Jehova] * har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: Jeg knuser Assur i mit land, nedtramper ham på mine bjerge, hans åg skal vige fra dem, hans byrde skal vige fra dets skuldre. Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“ — Esajas 14:24-27.

25. Hvad betyder ordet „råd“ i denne profeti? Forklar nærmere.

²⁵ Den almægtige, alvise Gud rådførte sig ikke med nogen i himmelen for at finde ud af hvordan han skulle handle. „Hvo leder [Jehovas] Ånd, råder og lærer ham noget?“ spørges der passende i profetien i Esajas 40:13. (Se også Job 21:22; 36:22; Romerbrevet 11:34.) Han udtænker selv sit „råd“ og er ikke afhængig af en samling rådgivere for at kunne dømme rigtigt og træffe rette afgørelser. Der er altså ikke her tale om „råd“ i betydningen „forslag“; nej, der er tale om Guds udtrykkelige  beslutning, hans forordning. Om den bibelske brug af ordet „råd“ siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind II, side 539: „Foruden den almindelige betydning af dette ord, nemlig menneskers rådslagning, bruges det i Bibelen om Guds forordninger, hans forsyns bestemmelser.“

26. Hvad gjorde Jehova med forsæt idet han lod Babylon efterfølge Assyrien som verdensrige?

²⁶ Det „råd“ som den almægtige, alvise Gud af sig selv udtænker, kan ikke kuldkastes, hverken af mennesker eller af djævle. Hans råd mod det assyriske verdensrige stod fast. Det samme gjaldt hans råd mod det næste verdensrige i rækken, det nybabyloniske verdensrige, bibelhistoriens tredje verdensmagt. Det var dette verdensrige der i år 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem for første gang. Derved gav det udtryk for sin ondskab. Derfor bevogtede Jehova også dette rige til en ’ond dag’ til sin egen fastsatte tid. Før han tillod Babylon at ødelægge Jerusalem og derved i hans øjne fremtræde med en særlig ondskab, inspirerede han sin profet Jeremias til at sige: „Hør derfor det råd, [Jehova] har for mod Babel, og de tanker, han har tænkt mod kaldæernes land.“ — Jeremias 50:1, 45.

27. Da Jeremias og Daniel studerede Skrifterne, hvilke ord fandt de da i Esajas’ profeti om Babylons fald?

²⁷ Profeten Jeremias overlevede under Guds beskyttelse da de babyloniske hære i år 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem og dets tempel. Men han levede ikke længe nok til at se sine profetier mod det onde Babylon gå i opfyldelse. Men både den verdslige historie og bibelhistorien beretter at det babyloniske verdensrige blev omstyrtet, hvilket skete i år 539 f.v.t., mens profeten Daniel levede. (Daniel, kapitel 5) Dette var også en bekræftelse af Esajas’ profetier, der var blevet udtalt langt tidligere. Esajas pegede ikke alene frem til at det babyloniske verdensrige ville falde, men forudsagde også navnet på den persiske erobrer som Gud ville bruge til at udvirke Babylons fald. Da profeterne Jeremias og Daniel under deres personlige studium af Skrifterne granskede Esajas’ profeti fra det ottende århundrede før vor tidsregning, fandt de disse ord fra deres Gud, Jehova:

„Jeg siger om Kyros: ’Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!’ Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’ Så siger [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre  jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte: Selv går jeg frem foran dig, . . . så du kender, at den, der kaldte dig ved navn, er mig, er [Jehova], Israels Gud. For Jakobs, min tjeners, skyld, for min udvalgtes, Israels, skyld, kalder jeg dig ved dit navn, ved et æresnavn, skønt du ej kender mig. [Jehova] er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig, så de kender fra solens opgang til dens nedgang: der er ingen uden mig. [Jehova] er jeg, ellers ingen.“

28. Hvad siger Jehova om perseren Kyros i det følgende kapitel hos Esajas?

²⁸ Disse storslåede ord står i dag at læse i den Esajasrulle der blev fundet ved Det døde Hav i 1947 og som stammer helt fra det andet århundrede før vor tidsregning. Efter den almindelige inddeling af Esajas’ bog finder man disse ord i kapitel fireogfyrre, vers otteogtyve, til og med kapitel femogfyrre, vers seks. I det følgende kapitel omtaler Gud Kyros som „mit råds fuldbyrder“, i de vers vi nu citerer:

„Kom dette i hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på sinde! Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje,’ som fra øst kalder ørnen hid, fra det fjerne mit råds fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Esajas 46:8-11.

29, 30. Hvordan blev Jehova ved det forsæt han gav udtryk for i denne profeti, og i hvilken retning styrker det os?

²⁹ Kyros den Store kom ganske rigtigt fra øst som en ørn, som en rovfugl, nemlig fra Persien, der lå øst for Babylon og var et fjernt land i forhold til Israel, hvor Esajas levede.

³⁰ Kyros den Stores våbenmærke var netop en gylden ørn, og Jehova brugte dette som et symbol på Kyros selv. Skønt Gud på denne måde udtrykte sit forsæt næsten to hundrede år i forvejen, slog det ikke fejl. Hans „råd“ stod fast, idet han brugte Kyros til at fuldbyrde sit råd mod det onde Babylon. Jehova havde udtalt det, ja havde endog ladet det nedskrive så man senere kunne kontrollere hans ord, og til sin fastsatte tid gjorde han hvad han havde sagt. Han havde fattet et forsæt i forbindelse med Kyros og havde gjort det kendt ved sin profet, og nøjagtig da hans tid var inde gennemførte han det på storslået  måde. Disse historiske bedrifter som profetiens Gud har udført, styrker vor tillid til alle de øvrige profetier hvori han har udtalt hvad han har besluttet at gøre i overensstemmelse med sit eget „råd“.

31. Hvilken profeti hos Ezekiel, som endnu ikke er blevet opfyldt, beskriver et angreb? Hvem leder dette angreb, og hvem rettes det imod?

³¹ Dette gælder også en profeti som ifølge historien endnu ikke er blevet opfyldt, men hvis opfyldelse tydeligvis nærmer sig og vil finde sted i vor generations levetid. Det er en profeti som er udtalt af Ezekiel, der levede samtidig med profeten Jeremias. Den findes i hans bogs otteogtredivte og niogtredivte kapitel, og den handler om et angreb som vil blive foretaget af en gådefuld „Gog i Magogs land“. Denne Gog vil samle alle jordens nationer til dette angreb. Dette verdensomspændende angreb vil blive rettet mod resten af dem der tilbeder den eneste levende og sande Gud. Udfriet fra det nutidige store Babylon og genrejst til Guds gunst befinder den trofaste rest sig i et åndeligt paradis midt i den fordærvede, forurenede verden. Hvorfor tillader den almægtige Gud et sådant angreb på sine egne tilbedere? Det forklarer han os.

32, 33. I hvilken hensigt lader Gud denne Gog angribe de sande tilbedere i deres nutidige åndelige paradis?

³² I sin forklaring benytter han symbolsk det gamle Israels land og dets indbyggere der var blevet reddet fra Babylon, til at skildre det åndelige paradis og den genrejste rest af sande tilbedere i dag. I de ord som den almægtige Gud henvender til den onde anfører for dette internationale angreb på den trofaste rest i det åndelige paradis, viser han tydeligt hvorfor han tillader dette nedrige angreb, idet han siger:

³³ „Du vil visselig komme op imod mit folk Israel, som skyer der dækker landet. I dagenes sidste del vil det ske, og jeg vil visselig føre dig imod mit land, i den hensigt [hebraisk: ma‛an] at nationerne skal kende mig når jeg for deres øjne helliger mig på dig, Gog.“ — Ezekiel 38:15, 16, NW.

34, 35. Hvorfor vil Gud hellige sig i forbindelse med Gog, ifølge hans eget erklærede forsæt?

³⁴ Det kunne ikke siges klarere. Jehova har til hensigt, han  har sat sig for, at hellige sig for øjnene af alle nationerne. I harmoni med alle sine tidligere bedrifter vil han gennemføre dette uforanderlige forsæt i nær fremtid, i vor generations levetid. Efter at have beskrevet hvordan han, med de forunderlige midler han har rådighed over, vil nedkæmpe Gog og hele hans internationale hær på jorden, siger den urokkelige hensigts Gud:

³⁵ „Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 38:23.

HVAD VIL VI HVER ISÆR GØRE?

36. Hvorfor bør vi spørge os selv om vi ønsker at høre med til nationerne, der vil komme til at lære Jehova at kende?

³⁶ At Jehova giver sig til kende for denne verdens folkeslag eller nationer, vil ikke sige at de begynder at tilbede ham og belønnes med evigt liv. Det vil tværtimod betyde at disse trodsige nationer tilintetgøres for evigt! Hvor katastrofalt at lære den sande Gud at kende på denne måde! Han vil vise nationerne nøjagtig hvem han er. Det er blevet nødvendigt for ham at gøre det. Det store spørgsmål er derfor: Ønsker vi personlig at høre med til disse nationer der vil blive trukket med i det angreb som snart rettes mod Guds folk af Guds store modstander, „Gog i Magogs land“?

37. I stedet før at lade os overbevise af de planer mennesker lægger for at redde sig selv, hvad bør vi da gøre, ifølge Ordsprogene 19:20, 21?

³⁷ Nationerne har mange planer for at redde verdenssituationen, men ikke i en eneste af dem tager de hensyn til den eneste levende og sande Gud ved at anerkende hans forsæt, sådan som det klart udtrykkes i hans skrevne ord, Bibelen. Synes vi at deres planer er gode? Vil vi lade os overbevise af deres planer og begynde at støtte dem, og således stole på at menneskene kan redde sig selv? Når vi træffer vor beslutning, gør vi klogt i at overveje og lægge os på sinde hvad fortidens inspirerede vismand siger i Ordsprogene 19:20, 21: „Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis. I mands hjerte er mange tanker [eller planer; hebraisk: machashabothʹ], men [Jehovas] råd er det, der står fast.“ Måtte det ligge vort hjerte fjernt at foretrække menneskers og nationers planer fremfor Jehovas råd.

38. Hvorfor vil vi ikke blive skuffet sammen med mennesker og nationer hvis vi sætter vor lid til Jehova?

 ³⁸ Hvorfor skulle vi udsætte os for at blive skuffet sammen med nationerne, til ubodelig skade for os selv? Lad os stole helhjertet på Jehova. „Thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. [Jehova] kuldkasted folkenes råd, gjorde folkeslags tanker til intet; [Jehovas] råd står fast for evigt, hans hjertes tanker fra slægt til slægt. Saligt det folk, der har [Jehova] til Gud, det folkefærd, han valgte til arvelod!“ (Salme 33:9-12) Atter og atter viste det sig i fortiden, og det vil med usvigelig sikkerhed også vise sig i den nærmeste fremtid, at „visdom er intet, indsigt er intet, råd er intet over for [Jehova]. Hest holdes rede til stridens dag, men sejren er [Jehovas] sag [men frelse tilhører Jehova, NW].“ — Ordsprogene 21:30, 31.

39. Hvilken slags forsæt må Gud have i forbindelse med dem der søger hans retfærdighed? Begrund svaret.

³⁹ En ærlig betragtning af de forhold der kendetegner menneskehedens verden, overbeviser os om at vi alle har frelse behov. Det vi som retskafne mennesker ønsker, er at blive frelst, at blive reddet! Vi mennesker kan aldrig udvirke dette i egen kraft. Vi må erkende at „frelse tilhører Jehova“. Eftersom „Jehova har gjort alt til sin Hensigt, ogsaa den Ugudelige til en ond Dag“, hvad mon han da har besluttet at gøre med dem der ikke er ugudelige, dem der søger hans retfærdighed? Uden tvivl noget godt og kærligt! (Ordsprogene 16:4, Kalkar) Ja, menneskeheden omfattes i sandhed af en kærlig Skabers gode forsæt.

40. Hvad bør vi stile efter hvis vi ønsker at nå frem til evigt liv, og hvorfor?

⁴⁰ Skaberen er ikke en Gud som intet mål har. Vi, hans skabninger, bør heller ikke være uden mål. Hvilket mål bør vi da have? Dette: At bringe vort liv i harmoni med Jehova Guds gode forsæt. Der findes ikke noget højere mål at stile efter. Gør vi det, vil vi afgjort nå fremad — frem til evigt liv. Da vil vort nuværende liv ikke blive en fiasko, for Guds forsæt mislykkes ikke. Med dette i tanke vil vi nu glæde os til at undersøge det „evige forsæt“ som Gud fattede i forbindelse med sin Salvede, sin Messias.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Oversigt på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KORT OVER TIDSALDRENE

TIL BELYSNING AF GUDS PLAN FOR AT FØRE MANGE SØNNER TIL HERLIGHED, OG AF HANS FORSÆT:

„Hans Velbehag i en Husholdning over de afmålte Tiders Fylde, for at opsamle alt under eet Hoved i den Salvede, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden — under ham.“ Ef. 1, 10